Rt-1872-773

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1872-09-28
Publisert:	Rt-1872-773
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 50/2 1872.
Parter:	Handelsborger M. Larsen (H. S. Dahl) mod Bestyrelsen for Kristiania-Drammen-Jernbanes Anlæg (Bergh)
Forfatter:	Andresen, Lambrechts, J. S. Thomle, Hallager, Saxlund, Manthey
Lovhenvisninger:	Jernbaneloven (1848)

Assessor Andresen: Citanten søger under nærværende Sag Erstatning for det Tab, han angivelig har lidt ved Arbeider, Afspærringer og Foranstaltninger af enhver Art, der ere foretagne i Anledning af Anlægget af Kristiania-Drammen-Jernbanen, og hans Anke bestaar væsentlig i, at Munkedamsveien, efterat Arbeidet i Oktober 1870 var paabegyndt, midlertidig havde været afspærret først 6 Gange daglig, hver Gang ca. 5 Minuter, og senere stadig fra 1 April til udover Høsten 1871 eller til Forligsklagen den 27 Mai 1871 (det er kun dette Tidsrum, som egentlig er taget med under nærværende Sag); og dernæst, at der i Holmens Gade hade været anlagt et midlertidigt Jernbanespor, hvorpaa der er kjørt en egen Sort Banevogn til Transport af Fyld, og at der dels udenfor Larsens Hus og dels ved Minering paa den noget i Vest liggende saakaldte Landaas's Løkke er foretaget Arbeider, der har været til Gene for Larsen og for Beboerne af hans paa Hjørnet af Munkedamsveien og Stubben, d. e. en Gade, som gaar fra Munkedamsveien nedover mod Søen, liggende Hus. Herved, og navnlig ved den stadige Adspærring fra 1 April 1871, formener Larsen sig skadelidende, idet man nemlig blot ad en Omvei gjennem Holmens Gade og Stubben kunde komme til hans Hus, hvorved hans Handel er aftaget betydeligt og Udleien af hans Husbekvemmeligheder vanskeliggjort, saa at en af disse endog et halvt Aar har staaet ledig. Ved Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1872 blev imidlertid Jernbanebestyrelsen frifundet for Larsens Tiltale og Processens Omkostninger ophævede, og denne Dom er nu af Larsens indanket til Høiesteret, hvor han i det Væsentlige har gjentaget sin ved Byretten nedlagte Paastand, medens derimod Jernbanebestyrelsen har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Procesomkostninger for Høiesteret.

Larsens Anker mod Jernbanebestyrelsen ere da i Høiesteret væsentlig de samme som ved Byretten, og af disse skal jeg kun nærmere opholde mig ved den, som, saavidt jeg skjønner, er den væsentlige, nemlig den stadige Afspærring efter Tidsrummet 1 April 1871, da jeg er ganske enig med Byretten i, at de øvrige Anker ere af den Beskaffenhed, at de ikke engang kunne danne noget Fundament for en Erstatningspaastand, idet det nemlig er en Selvfølge, at der ikke kune tilkomme Citanten nogen Erstatning for de Forstyrrelser og den Uro for ham og Beboerne af hans Hus, som kunde være en Følge af, at Jernbanen foretog Mineringsarbeider paa sin egen Grund, uden at nogen positiv Skade deraf opstod, eller derved, at Jernbanen med Veivæsenets Tilladelse

Side:774

benyttede en offentlig Gade, nemlig Holmens Gade, til der at anlægge et midlertidigt Spor og paa dette føre Jord og Grus frem og tilbage. Hvad derimod den stadige Afspærring efter 1 April 1871 angaar, thi om den midlertidige Adspærring under Mineringsarbeidet, der foregik 6 Gange daglig og varede hver Gang høist 5 Minuter, kan der naturligvis heller ikke være Spørgsmaal, saa er det under Sagen tilstrækkelig oplyst, at den er foretaget med Veivæsenets Samtykke og i det Offentliges Interesse, nemlig netop for at skaffe en for Fremtiden bedre og bekvemmere Adgang over Jernbanen, end den, som Jernbanen egentlig kunde tvinges til, eller strikte talt var forpligtet til. Efter Underhandlinger med Veivæsenet blev man nemlig enig om, at Jernbanen istedetfor at skaffe en Niveauovergang, saadan som Lov afødt xx.xx.1848 paalægger, skulde forhøie Veien saaledes, at Jernbanen kunde komme til at gaa under den; dette var man allerede, forinden Anlægget begyndte, bleven enig om, og Følgen af en saadan Foranstaltning var da naturligvis ogsaa den, at man maatte arbeide i Gaden, og at den almindelige Færdsel deraf blev i nogen Tid generet, saaledes at de, som ellers pleiede at passere den Strækning, maatte lægge Veien om Holmens Gade og Stubben, hvorved vistnok Veien blev noget forlænget men heller ikke i nogen væsentlig Grad vanskeliggjort, og ialfald var der ingen af dem, hvis Huse havde en saadan Beliggenhed, at de ellers passerede Munkedamsveien, som derved, saavidt man kan se, blev spærret Udgangen til sit Hus. Der er ikke oplyst, at dette skulde være Tilfældet med Nogen, og navnlig ikke med Larsen, og at de Private eller at Almenheden maa finde sig i saadan Gene, som er en Følge af Udbedringer, der med rette Vedkommendes Samtykke foretages med de offentlige Veie, er en Selvfølge. Skulde deraf nogen Erstatningspligt kunne udledes, er det klart, at Adgangen til Forbedringer i det Almindeliges Interesse derved i væsentlig Grad vil blive vanskeliggjort. Jeg maa derhos erklære mig enig med Byretten i den Betragtning, at det ikke engang kan ansees under Sagen bevist, at denne Afspærring eller noget af de øvrige Arbeider, hvorover Citanten anker, har forarsaget ham nogen Skade. Vistnok er der, efterat Sagen er paadømt i Byretten, optaget et nyt Thingsvidne til Oplysning om denne Skade, men naar man nærmere undersøger de afgivne Prov, vil man finde, at de ere altfor ubestemte og svævende til at de kunne siges at danne noget fyldestgjørende Bevis for en positiv Skade. Hertil kommer ogsaa, hvad Indstevnte med Føie har udhævet, at forsaavidt de tale om, at Citantens Handel er bleven formindsket netop samtidig med den indtraadte Afspærring, udtale de sig tildels om et Tidsrum, der for en stor Del ligger udenfor nærværende Sag, idet de navnligen omhandle Sommeren 1871, medens der ikke er paaklaget Andet end Tidsrummet fra 1 April til Forligsindkaldelsen den 27 Mai. Det maa altsaa erkjendes, at disse Vidneprov ere altfor svævende og ubestemte, navnlig hvad angaar Kausalforbindelsen mellem den formindskede Handel og den Del af Afspærringsperioden, hvormed vi her have at gjøre, til at det kan ansees for noget positivt Bevis. De fleste Vidner udtale sig om Ytringer af Citanten slev angaaende den Indflydelse, som denne Afspærring skal have havt paa hans Handel. Jeg kommer altsaa til samme Resultat som Byretten og paa de samme Grunde, og finder det som Byretten overflødigt at gaa ind paa den subsidiære Procedure, nemlig Spørgsmaalet om hvorvidt Citanten kan siges ved de afholdte Expropriationstaxter allerede at have faaet Erstatning, enten i det Hele eller for en Del, for de Ulemper, hvorover han nu anker. Jeg finder Sagen baade i juridisk og faktisk Henseende saa lidet holdbar fra Citantens Side, at han ikke kan undgaa at betale Indstevnte Procesomkostninger, ialfald i Høiesteret. Naar han har faaet en, saavidt jeg skjønner, i den Grad uangribelig Dom som den faldne Byretsdom, bør han ikke undgaa at tilsvare sin Modpart Procesomkostninger, naar han desuagtet paaanker den til Høiesteret.

Side:775

Jeg konkluderer altsaa:

«Byrettens Dom bør ved Magt at stande. I Processens Omkostninger for Høiesteret betaler Handelsborger M. Larsen til Bestyrelsen for Kristiania-Drammen-Jernbanens Anlæg, 60 Spd.»

Assessor Lambrechts: Jeg er enig med Førstvoterende i Resultatet paa Onkostningerne nær. Jeg bygger ikke Resultatet i den væsentlige Grad, som Førstvoterende har gjort, paa, at det ikke er oplyst, at Appellanten har lidt nogen Skade ved Gadens stadige Afspærring. Efter min Mening indlyser det af Foranstaltningen selv, Gadens Afspærring ved Gjærde, og de tilveiebragte Oplysninger om Lokaliteterne og Appellantens Næring m. M., at Foranstaltningen har havt meenlige Følger for Appellanten, men jeg tror, at en saadan midlertidig Adspærring af Gade, skeet i berettiget Oiemed af Veivæsenet eller af Nogen paa Veivæsenets Vegne og med Veivæsenets Tilladelse, maa vedkommende Grundeiere finde sig i uden Erstatning, selv om det medfører Ulempe og Skade for dem, ialfald under Omstændigheder, der ikke ere mere excessive end de i nærværende Sag oplyste. Jeg formener, at Procesomkostningerne for Høiesteret bør ophæves, idet jeg ikke finder det saa yderligt utidigt, at Appellanten har krævet Høiesterets Dom for, hvorvidt han er pligtig til uden Skadesløsholdelse at finde sig i en saadan Afspærring af Gaden udenfor hans Bolig, som der her er Tale om.

Assessor J. S. Thomle: Jeg stemmer for Stadfæstelse af Byrettens Dom med Ophævelse af Processens Omkostninger for Høiesteret. Jeg er forresten i det Væsentlige, med Hensyn til Begrundelsen, enig med de foregaaende Voterende, og skal blot bemærke, at jeg vistnok ved de fremkomne Oplysninger anser det bragt til Sandsynlighed men ingenlunde til juridisk Vished, at den Afspærring af Gaden, som han fundet Sted fra 1 April til 27 Mai 1871 og i Anledning af hvilken der allene kan være Tale om at tilstaa Appellanten Erstatning, har medført nogen saadan Skade for ham, der overhoved kune være Gjenstand for Erstatning, men ialfald antager jeg med de foregaaende Voterende, at denne Skade ikke har været af den Betydenhed eller iøvrigt af den Beskaffenhed, at Jernbanen derfor kan være ansvarlig paa Grund af de Foranstaltninger, som den maa ansees lovligen, med det offentlige Veivæsens Samtykke at have truffet.

Assessor Hallager: Jeg er i det Væsentlige paa samme Maade som Assessor Lambrechts enig med Førstvoterende.

Assessor Saxlund: Jeg er ogsaa enig med Assessor Lambrechts.

Professor Brandt: Jeg er i Resultatet enig med Førstvoterende, men jeg kan ikke være enig deri, at det ikke i Sagen skulde maatte ansees tilstrækkelig bevist, at Citanten ved de omhandlede Foranstaltninger maa have lidt en ikke uvæsentlig Skade paa sin Handel. Derimod holder jeg mig til, hvad jeg med de øvrige Voterende er enig i, at saadan Skade i sig selv ikke er Gjenstand for Erstatning. Med Hensyn til Procesomkostninger tror jeg derhos ikke at kunne undlade at lægge nogen Vægt paa, at det slet ikke er oplyst, at Citanten under Arbeidernes Udførelse har foretaget det Mindste for ved Henvendelse til rette Vedkommende, nemlig Jernbaneanlæggets Bestyrelse, at faa de Lempninger indrømmede, hvortil der vistnok uden altfor stor Vanskelighed vilde været Adgang. Det sees allene, at hans Folk har henvendt sig til Jernbanearbeiderne, men det kan jo aabenbart ikke ansees tilstrækkeligt.

Assessor Manthey: Jeg er ogsaa i Resultatet og i det Væsentlige enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt saalydende: «Byrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves».

Se angaaende Byretsdommen i denne Sag, Rt-1872-615-616.