Rt-1873-285

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1873-01-25
Publisert:	Rt-1873-285
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 36/1 1873.
Parter:	Smaalenenes Amt paa det offentlige Veivæsens Vegne (Bergh) mod 1) Thomas Joh.s Heftye & Søn paa Soli og Sanne Brugs Eieres Vegne (Heyerdahl) samt 2) Dampskibsfører Jakob Larsens i uskiftet Bo hensiddende Enke (udebleven).
Forfatter:	J. Blich, C. Hansteen, E. Saxlund, J. S. Thomle, C. W. Andersen, Fr. Hallager, W. Manthey
Lovhenvisninger:

Side:286

I Aaret 1868 anskaffede Eierne af Soli og Sanne Brug i Tune Præstegjeld en liden Dampbaad til Buxering af Pramme med Trælast fra Brugets Lastetomter nedover Aagaardselven til Udskibningsstedet Nesøen ved Glommen. Paa denne Rute havde Dampbaaden at passere 2 Broer, nemlig den for Amtskommunens Regning i sin Tid opførte Sanne Bro paa Hovedveien mellem Moss og Sarpsborg samt Broen over Rolfssund, i hvilken Anledning Eierne af Soli og Sanne Brug i den om Dampskibets Bygning indgaaede Kontrakt havde betinget sig, at Skorstenen skulde indrettes med Led til at lægges ned, samt derhos forsynes med et eller 2 Staaltraadnet for at forebygge Gnisters Udstrømmning af samme. Maskinen skulde derhos indrettes med særskilt Afløbsrør for Dampen fra Cylinderen. Ikke lang Tid efter at Dampbaaden var sat i Gang, blev Sanne Bro den 29 Juli 1868 antændt paa Undersiden mellem de 2 østre Brokar, strax efterat Dampbaaden paa dette Sted havde passeret Broen, med Ilden blev snart slukket ved Brugets Folk uden at have gjort synderlig Skade, ligesom denne blev udbedret efter Foranstaltning fra Bruget, uden at der af dette gjort Fordring paa Resulsion for de medgaaede Udgifter, hvilke forøvrigt opgaves kun at have beløbet sig til 30 ss. Idet Veiinspektøren herom gjorde Indberetning til Smaalenenes Amt, anholdt han om, at Eierne af Soli og Sanne Brug maatte blive tilskrevet om, at de for fremtidig at hindre Broen fra at blive antændt, maa tilholde Dampskibsføreren at sænke Røret, naar Dampbaaden passerer under Sanne og Rolfsøsunds Broer, samt forøvrigt at iagttage de samme Forsigtighedsregler som med Hensyn til Ild er ham paalagt, naar Dampbaaden passerer Lastetomterne. Han tilføier til Slutning: «at Eierne derhos gjøres ansvarlige for enhver Skade, som Dampbaaden tilføier Broerne, er en Selvfølge». Denne Forestilling oversendte Amtet den 9 Juli 1868 til Forvalteren ved Soli Brug, «for at det Fornødne i Henhold til Foranstaaende kan blive iagttaget», og i Svarskrivelse fra Forvalteren af 13 næstefter erklærer denne, at de strængeste Forholdsregler ere tagne i omhandlede Henseende.

Den 8 Aug. s. A. blev imidlertid Sanne Bro atter antændt, strax efter at Dampbaaden kl. mellem 1 og 2 Eftermiddag havde passeret under samme, og forinden endnu tilstrækkelig Hjælp kom tilstede, havde Ilden grebet saaledes om sig, at Broen ikke stod til at redde, men nedbrændte lige til Vandlinien. Efter de under et optaget Forhør i den Anledning fremkomne Oplysninger antog Veidestyrelsen det godgjort, at Broen var bleven antændt ved Gnister fra Dampbaaden, men da Eierne af Soli og Sanne Brug paa Amtets Henvendelse til dem i Skrivelse afødt xx.xx.1868 vægrede sig for at overtage Broens Gjenopførelse saavelsom de med det midlertidig oprettede Færgested forbundne Omkostninger, idet de nemlig paastode, at der ikke i disse Henseender paahvilede dem nogen Forpligelse, lod Smaalenenes Amt paa Amtskommunens eller Veibestyrelsens Vegne efter forgjæves anstilllet Forligsmægling ved Stævning afødt xx.xx.1869 inden Kristiania Jurisdiktion som vedtaget Forum Eierne af formeldte Brug samt Dampbaadens Fører, Jakob Larsen, sagsøge til in solidum at betale Amtskommunen den ved Sanne Broes Opbrændelse forvoldte Skade med 1,530 Spd. 2 1/2 ss - hvoraf 850 Spd. for Opførelse af en ny Bro og 680 Spd. 2 1/2 ss som medgaaet ved Oprettelsen af det midlertidige Færgested - tilligemed 5 pCt. aarlig Rente fra Indkaldelsen til

Side:287

Forligelseskommissionen og Sagens Omkostninger. Af de Indstevnte afgav Jakob Larsen, skjønt lovlig varslet, ikke Møde, hvorimod Eierne af Soli og Sanne Brug paastode sig frifundne og tilkjendte Sagens Omkostninger.

Ved den af Kristiania Byret den 22 Aug. 1871 afsagte Dom bleve Eierne af de nævnte Brug eller Tho.s Joh.s Heftye & Søn paa deres Vegne saavelsom Dampskibsfører Jakob Larsen eller, da han under Sagens Drift var afgaaet ved Døden, hans i uskiftet Bo hensiddende Enke frifundne for Citantens Tiltale, og Sagens Omkostninger ophævede.

Smaalenenes Amt har derpaa ved Stævning af 6 Novbr. næstefter paanket Sagen til Høiesteret, hvor den paa Grund af at den ene af de Indstevnte, Jakob Larsens Enke, skjønt lovlig varslet heller ikke her ved Retten har afgivet Møde, under 25 April s. A. udgik til skriftlig Behandling, og under den derefter stedfundne Procedure har Citantskabet nedlagt den Paastand, at Eierne at Soli og Sanne Brug eller Tho.s Joh.s Heftye & Søn paa deres Vegne og Dampskibsfører Jakob Larsens Enke tilpligtes in solidum at betale det de paastævnte 1,530 Spd. 2 1/2 ss 5 pCt. Renter fra 11 Jan. 1869 til Betaling sker samt Processens Omkostninger.

Eierne af Soli og Sanne Brug have derimod paastaaet Byrettens Dom for deres Vedkommende stadfæstet med Tilkjendelse af Sagens Omkostninger for Høiestret hvorhos de, for det Tilfælde at noget Ansvar skulde kunne gjøres gjældende mod dem som Eiere af Dampbaaden, har gjentaget deres for Byretten fremsatte Paastande om, at deres Ansvar ialfald kun kan være subsidiært, og at de som Følge heraf maatte blive at frifinde for Tiden, at Udgifterne ved Færgestedet under enhver Omstændighed maatte være dem uvedkommende, samt at Erstatningen for den afbrændte Bro, forsaavidt Citantskadet ikke skulde ansees forpligtet til at anvende samme udelukkende til Opførelse af en ny Bro paa den afbrændtes Plads, maatte blive at fastsætte ved Skjøn, der allene kunde gaa ud paa at bestemme, hvad Bromaterialierne havde været værd til Bortflytning.

Forsaavidt de Indstevnte ogsaa for Høiesteret have gjentaget deres Paastand om, at der ikke er tilveiebragt tilstrækkeligt Bevis for, at Broens Antændelse den 8 August hidrørte fra Gnister fra Dampbaaden, da finder jeg med Byretten, at denne Paastand savner al Grund. Efter de under Sagen tilveiebragte Oplysninger om Broens Bygningsmaade var en Antændelse ovenfra saagodtsom umulig, og mindst kunde der være Tale om, at en saadan i nærværende Tilfælde skulde have fundet Sted, da Intet er oplyst at have passeret, som kunde have foranlediget en saadan Antændelse. Den Omstændighed at Ilden udbrød saagodtsom umiddelbar efter og paa det Sted, hvor Dampbaaden havde passeret under Broen, samt at denne stod i Brand paa flere Steder paa engang, kan fornuftigvis ikke forklares paa anden Maade, end at Antændelsen er skeet ved Gnister fra Dampbaaden, idet disse ere blevne udkastede i større Mængde, og har fundet Næring i de tørre og letfængelige Materialier, hvoraf Broen bestod. Da Broen den 29 Juni næstforhen under lignende Omstændigheder blev antændt, fandtes ogsaa Antændelsen at være skeet paa dens Underside, og ligesom man, formentlig i Erkjendelsen af at Antændelsen havde sin Grund i Gnister fra Dampbaaden, dengang fra Brugets Side overtog Istandsættelsen af Broen uden at gjøre nogen Fordring paa Resultion for de dermed forbundne rigtignok ganske ubetydelige Omkostninger, saaledes sees ogsaa ved den sidste Antændelse af Broen samtlige Tilstedeværende at have antaget det sandsynligt, at Antændelsen ogsaa denne Gang havde en lignende Grund.

De Indstevnte have imidlertid paastaaet, at de ved at sætte Dampbaaden i Fart paa Elven kun har benyttet en uomtvistelig Ret, og at der følgelig, selv om heraf maatte være opstaaet Skade for Andre, dog intet Ansvar i den Anledning kan gjøres gjeldende mod dem, aldenstund man ikke kan paavise,

Side:288

at de derunder har tilsidesat den Agtsomhed, som i Almindelighed i saadanne Forholde pleier at iagttages. Og dette paastaa de Indstevnte saalangtfra at have været Tilfældet, at der tvertimod fra deres Side var gjort Alt, hvad der med Rimelighed kunde forlanges, for at fjerne Fare for Antændelse fra Dampbaaden af de 2 Broer, som man havde at passere. Man havde saaledes i Kontrakten om Anskaffelsen af Dampbaaden faaet indtaget den Bestemmelse, at Skorstenen, som skulde indrettes til at lægges ned, skulde være forsynet med et eller 2 Staaltraadnet for at forebygge Gnisters Udstrømning af Skorstenen, ligesom at Maskinen skulde indrettes med særskilte Afløbsrør for Dampen fra Cylinderen. Dette var, efter hvad Værkstedets Bestyrelse har erklæret, Alt hvad man vidste at iagttage til hint Øiemed, og i Overensstemmelse hermed blev ogsaa Dampbaaden bygget og derefter sat i Fart, dog saaledes at det ene Net, der skulde anbringes nede i Skorstenen, og som efter Bestyrens nævnte Erklæring kun var anbragt som et Forsøg, snart efter at Dampbaaden var sat i Gang, af Maskinisten blev borttaget, da det fandtes at hindre Farten formeget. Til Skipper var der - saa paastaa de Indstevnte - antaget en flink og paapasselig Mand, medens Eierne af Dampbaaden i Begyndelsen intet havde med Ansættelsen af Maskinisten. Mandskabet var endelig af Forvalteren ved Bruget indskjærpet Forsigtighed med Ilden især ved ildsfarlige Steder, ligesom der ogsaa var sørget for, at Stenkul havdes ombord til Anvendelse, naar Maskinisten fandt det hensigtsmæssigt, idet man i Almindelighed anvendte Træknub til Brændsel under Maskinen. Naar og hvorledes de af Værkstedet anbragte Betryggelsesmidler skulde benyttes, havde Eierne derimod ikke kunne indlade sig paa at bestemme, da dette maatte være overladt til den af Værkstedet ansatte præsumtiv sagkyndige Maskinist. Naar ikkedestomindre Broen er antændt ved Gnister fra Dampbaaden, maa dette efter de Indstevntes Paastand derfor have sin Grund i, at Broen har været mer end sædvanlig ildsfarlig, og Ansvaret for dens Antændelse maa saaledes paahvile Veibestyrelsen, som ikke havde draget Omsorg for, at Broen itide var bleven forandret.

Det er paa denne Betragtning, at ogsaa Byretten har grundet sin Dom, idet den har antaget, at Citantskabet, kun forsaavidt ingen Forsømmelighed fra dets Side kan lægges det tillast, med nogen Føie kan anke over, at der af de Indstevnte ikke skulde være iagttaget alle de Forsigtighedsregler, som havde været mulige, og hvis Iagttagelse maaske kunde have forebygget Ulykken. Broen var nemlig opført paa den Maade, at Bromasterne under Brobuen havde været belagte med Næver, og skjønt denne ved en i Aaret 1867 stedfunden Reparation af Broen tildels var borttaget, skulde der dog efter de Indstevntes Paastand, hvad Byretten ogsaa sees at have antaget, endnu fremdeles have været saameget tilbage af dette letfængelige Materiale, at Broen fremdeles vedblev at være mer end sædvanlig ildsfarlig. Herom var - saa paastaaes det - hverken de Indstevnte eller Forvalteren ved Bruget vidende, hvorfor disse ikke engang hertil kunde tage noget Hensyn under Dampbaadens Fart paa Elven, medens derimod Veibestyrelsen maatte have fuld Kjendskab til de efter Reparationerne i 1867 gjenværende ildsfarlige Bestanddele ved Broen, og da det derhos var i dennes egen Interesse, at ikke Broen udsattes for Antændelse, maatte det selvfølgelig ogsaa havde været Veibestyrelsens Pligt at sørge for, at disse bleve fjernede, forsaavidt de ikke uden Resiko for Broens Antændelse kunde bestaa med en sædvanlig Dampskibsfart paa Elven.

Efter de under Sagen fremkomne Oplysninger, se fornemmelig Veiinspektør Scharffenbergs Skrivelse til Advokat Bergh afødt xx.xx.1872, jfr. ogsaa Forvalter Hansens Skrivelse, var imidlertid ved den i 1867 stedfundne Reparation af Broen saagodtsom al den Næver borttaget, hvormed Bromasterne tidligere havde været forsynet, og hvad der af samme endnu maatte være tilbage, bestod hovedsagelig kun af, hvad der paa Grund af Skjødningen paa

Side:289

den miderste Mast ikke dengang kunde bortskaffes. Disse Levninger maa derfor sandsynligvis have været ganske ubetydelige, saa at de ikke i nogen væsentlig Grad kunde forøge den Ildsfarlighed, som Broen i og for sig frembød. Denne var nemlig en Træbro, der var opført for 20 Aar siden paa Brokar af Træ, og da Underdelen af Brobanen befandtes kun i nogle faa Fods Afstand fra Vandet i Elven - efter den om Bygningen af Dampbaaden indgaaede Kontrakt synes det, som om Afstanden til sine Tider kunde være allene 8 Fod, medens Indstevnte paastaar, at Afstanden under almindelig Vandstand var 18 Fod - var det høist rimeligt, at Broen, selv om intet andet ildsfarligt fandtes ved den end det Trævirke, hvoraf saadanne Broer maa opføres, let kunde udsættes for Antændelse at Gnister fra Dampbaaden, naar denne passerede under samme, isærdeleshed naar, som Tilfældet var, der til Maskinen benyttedes Brændsel, der afsatte mer end almindelig ildførende Gnister. Da Broen i Slutningen af Juni Maaned 1868 blev antændt, antog rigtignok Veiinspektøren, at Ilden rimeligvis var begyndt i den tjærede Næver, hvormed Maskerne vare belagte, men foruden at de ubetydelige Rester heraf, som efter Reparationen i 1867 endnu maatte have været tilstede, ved hin Anledning rimeligvis ganske maatte være blevne tillintetgjorte, fremgaar det derhos saavel af de i denne Anledning afhørte Vidners Forklaringer som af Forvalter Hansens Erklæringer, at man ikke har tænkt sig, at der paa Broen endnu fandtes nogen Gjenstand, som mere end selve Træværket i samme frembød nogen særegen Fare for Antændelse. I modsat Fald maatte dette sikkerlig have været udhævet som den væsentligste Aarsag til den sidst stedfundne Antændelse, ligesom det ogsaa er nær til at antage, at Forvalter Hansen maatte have enten opfordret Veibestyrelsen til at søge samme fjernet, eller selv draget Omsorg herfor, da den første Antændelse i Slutningen af Juni Maaned havde fundet Sted. Men hertil sees Forvalteren ikke at have gjort noget Skridt, hvorimod han paa Amtmandens Henvendelse i denne Anledning til Eierne af Soli og Sanne Brug, hvori fremhæves, at Antændelsen ene havde sin Grund i Uforsigtighed fra Dampbaadens Side, samt at man for Eftertiden vilde gjøre dem ansvarlige for enhver Skade, som ved Ild fra Dampbaaden maatte blive tilføiet Broerne, indskrænkede sig til at erklære, at de strængeste Forholdsregler vare tagne i Anledning af de Forsigtighedsregler, som vare ham paalagte at iagttage. Selv om man med Byretten vilde antage, at Forsømmelighed fra den Skadelidendes Side ophæver den ham under andre Omstændigheder tilkommende Ret til Erstatning, kunde der saaledes i nærværende Tilfælde ikke være Spørgsmaal om af en saadan Grund at fritage de Indstevnte for at erstatte den Skade, som maatte være foraarsaget ved den fra deres Side udviste Uagtsomhed, eftersom ingen saadan Forsømmelighed fra Veibestyrelsens Side med Hensyn til Sanne Bro kan paavises.

Broen var opført paa den da i Almindelighed brugelige Maade, og da den havde existeret i mange Aar, forinden Dampbaaden sattes i Gang paa Elven, var det vel ogsaa det rimeligste, at de Indstevnte maatte indrette Dampskibsfarten saaledes, at den kunde forenes med det allerede bestaaende Forhold, og navnlig saaledes, at Broen ikke udsattes for at blive antændt ved Gnister, som i kort Afstand udkastedes fra Maskinen, naar Dampbaaden passerede under samme. Om de Indstevnte, som af dem paastaaet, dog ialt Fald maatte være fri for Ansvar, naar kun ingen sær Uforsigtighed i denne Henseende fra Dampskibets Side maatte kunne paavises, eller om der, som af Citantskabet paastaaet, paalaa de Indstevnte et ubetinget Ansvar til Erstatning allene af den Grund, at det skulde være et uretmæssigt Foretagende at kaste Gnister ind paa Andenmands brændbare Eiendom, selv om der fra Dampbaadens Side var udvist den samme Forsigtighed, som i Almindelighed i en saadan Bedrift pleier at iagttages, finder jeg det mindre nødvendigt at indlade mig paa, da

Side:290

der i nærværende Tilfælde paavises Omstændigheder, der godtgjør, at der fra Dampbaadens Side har været udvist en Mangel paa pligtmæssig Forsigtighed, som uden al Tvivl har foranlediget Broens Antændelse.

For at forebygge Gnisters Udstødning af Skorstenen var der, som ovenfor bemærket, i Kontrakten om Bygningen af Dampbaaden blandt Andet bestemt, at Skorstenen skulde forsynes med et eller to Staaltraadnet, det ene for Enden af samme, det andet nede i Skorstenen, saaledes at det dækkede Aabningen, naar Røret, idet man passerede under Broerne, maatte lægges ned. Dette sidste Net blev imidlertid benyttet kun en ganske kort Tid, da Maskinisten fandt, at det sinkede Farten, eller som af de Indstevnte er angivet, fordi Dampen ikke under Benyttelsen af Nettet kunde virke, og Røret desuden ikke taalte den stærke Ild, og da Gnisterne saaledes uhindret kunde udstrømme gjennem Aabningen paa Skorstenen opunder Broerne, blev disse paa Grund af det i sammme værende Materiale derved i høi Grad udsat for at antændes. Faren herfor var derhos saameget større, da det Brændsel, som blev benyttet, naar man passerede Broerne, var Træknub d.v.s.: Affald af det paa Saugene opskaarne Tømmer, hvilket efter den af Bestyreren for Throndhjems mekaniske Verksted meddelte Erklæring af 4 Marts d. A. «maa ansees som langt farligere ved Antændelse af i Nærheden værende brændbare Gjenstande end Stenkul, da det som bekjendt har en længere Lue og medfører flere Gnister, hvorfor det ogsaa maa ansees som forkasteligt som Brændemateriale paa saadanne Steder, hvor Gnister let kan foraarsage Antændelse». Se ogsaa Maskinistens Forklaring som 1 Vidne under det optagne Thingsvidne samt Forvalter Hansens Erklæring afødt xx.xx.1872. Indstevnte har vistnok i denne Anledning bemærket, at det omhandlede Net efter Verkstedets Erklæring afødt xx.xx.1871 kun var anbragt som et Forsøg, uden at man paa Forhaand havde nogen Kjenskab til dets Evne til at forebygge Gnisters Udkastelse, at man derfor ikke kunde anke over, at det ikke blev benyttet, naar det havde vist sig at være uhensigtsmæssigt, samt at Bebreidelsen i saa Henseende i alt Fald kun rammede Værkstedet eller Maskinisten paa dettes Vegne, hvem Raadigheden i denne Henseende allene tilkom, og at Ansvaret for den indtrufne Skade saaledes ogsaa allene maatte paahvile dette. Men om man end indrømmer Rigtigheden heraf, kan de Indstevnte dog derved ikke frigjøres for Ansvaret for, at man uagtet den større Fare for Broens Antændelse, som herved maatte opstaa, og som de fuldtvel maa have indseet, ikkedestomindre benyttede et mere end sædvanligt farligt Brændemateriale, naar Dampbaaden passerede under samme. Ved de med Værdstedet stedfundne Forhandlinger om Anbringelse af de forskjellige Sikkerhedsmidler mod Antændelse ved Gnister fra Skorstenen, have de Indstevnte tydelig vist, at de have indseet det Farlige i, at der, paa Grund af at Røret, naar Dampbaaden passerede Broerne, maatte lægges ned, blev efterladt en Aabning i samme, hvorigjennem Gnisterne fra Maskinen frit kunde udstrømme. Af denne Grund forsøgte Forvalteren ved Bruget, da det omhandlede Net nede i Skorstenen ikke kunde benyttes, derfor ogsaa i Forening med Maskinisten at konstruere et andet Net, hvilket dog Maskinisten af Hensyn til det Farlige deri ikke vovede at benytte, og da Forvalteren nødvendigvis herom maatte have fuldstændig, Kundskab, kunde det, isærdeleshed efterat man ved Antændelse af Broen den 29 Juni 1868 havde faaet Erfaring for, hvor let en saadan kunde indtræffe, ikke længer forsvares at benytte et Brændemateriale til Dampmaskinen, som han selv erklærer, at «man er tilbøielig til at anse for farligere en Kul», og som man derfor ogsaa havde forbudt at bruge, naar Dampbaaden passerede Brugets Lastetomter ved Glommen. Heller ikke kunne de Indstevnte høres med den Paastand, at der af dem er bleven gjort Alt, hvad der med Billighed kunde forlanges, naar de gjennem Forvalteren ved Bruget har indskjærpet saavel Skipperen som Maskinisten ombord paa Dampbaaden at iagttage al mulig Forsigtighed med Ilden, samt at der af

Side:291

Hensyn til det mere ildsfarlige ved at benytte Træknub til Brændsel under Kjedlen, havdes tilstede Stenkul, som Maskinisten kunde anvende, naar han fandt det hensigtmæssigt. Hvor det gjælder at bestemme, hvad Slags Brændsel der skal benyttes paa de forskjellige Steder for at undgaa Antændelse ved Gnister fra Dampbaaden, havde de Indstevnte al den Indsigt, som behøvedes for at kunne træffe de fornødne Bestemmelser i saa Henseende, og naar de ikke destomindre have undladt dette, faar de ogsaa selv staa Ansvaret, om Dampbaadens Mandskab af Mangel paa en bestemt Forholdsregel har handlet paa en mindre forsvarlig Maade, idet de nemlig i saa Tilfælde maa ansees paa Forhaand at have givet sit Samtykke til, at der forholdes paa den Maade, som skeet er.

Men jeg antager desuden, at det maa ansees godtgjort, at det har været med de Indstevntes Villie, at hint farlige Brændemateriale er bleven benyttet, naar Dampbaaden passerede Sanne Bro. Ikke allene udsiges dette bestemt af Maskinisten i hans som 5 Deponent under Forhøret afgivne Forklaring samt af Skipper Larsen, men det samme fremgaar ogsaa af Forvalter Hansens Fremstilling af Forholdet, se navnlig hans Erklæring afødt xx.xx.1872 in fine og hans Forklaring under Forhøret, hvorefter der, uagtet de Indstevnte efter Broens Antændelse den 29 Juni 1868 bleve opfordrede af Veibestyrelsen til at « iagttage de samme Forsigtighedsregler, naar man passerede Broerne, som med Hensyn til Ild var Dampskipsføreren paalagt, naar Dampbaaden passerede Lastetomterne», dog ingen udtrykkelig Ordre i saa Henseende kan være givet, hvori altsaa laa, at det med Hensyn til Anvendelsen af Brændematerialiet skulde have sit Forblivende som forhen.

Naar Forvalter Hansen som Grund for, at han kun i Almindelighed havde indskjærpet Folkene at bruge Forsigtighed, har anført, at han som ubekjendt med Dampmaskinen og Ildstedets Indretning ikke har kunnet give Ordre til andre Forsigtighedsreglers Anvendelse end Rørets Nedlæggelse, naar Broerne passeredes, og saaledes har maattet overlade Benyttelsen af de øvrige Forsigtighedsregler til den sagkyndige Maskinist, hvem det fra Verkstedet var bekjendt, hvad der stod til hans Raadighed for at forhindre Gnisters Udstrømning fra Skorstenen, da er det indlysende, at det Anførte ikke kan gjælde, hvilket Slags Brændsel der skulde benyttes, eftersom Bestemmelsen herom kunde fattes og tidligere ogsaa havde været fattet af Forvalteren paa egen Haand.

Men naar de Indstevnte saaledes har undladt at benytte det Forsigtigsmiddel, som stod til deres Raadighed, og som de af Hensyn til den Fare, som deres egne Lastetomter vare udsatte for, havde paabudt at anvende, naar Dampbaaden passerede disse, skjønt der paa Grund af den langt større Afstand, hvori de fandtes, ikke var nogen Rimelighed for, at disse lettere en Broerne skulde kunne være udsatte for at antændes ved Gnister fra Dampbaaden, forekommer det mig klart, at de Indstevnte maa ansees overført ikke at have iagttaget den tilbørlige Forsigtighed, som de havde pligtet at udvise ved Dampbaadens Passage under Sanne Bro, og at de som Følge heraf maa være pligtige til at erstatte den Skade, som ved den herved foraarsagede Opbrændelse af samme er bleven Veivæsenet tilføiet.

Da de Indstevnte som anført ved de af dem selv eller, hvad der efter Proceduren maa komme ud paa et ved deres Forvalter ved Brugene trufne Foranstaltninger selv maa bære Skylden for den indtrufne Skade, maa de ogsaa selv have udrede den i saa Henseende pligtige Erstatning, og det bliver derfor unødvendigt at behandle de øvrige under Proceduren opkastede Spørgsmaal betræffende i hvilke Tilfælde og hvorlangt en Husbonds Ansvarlighed for de Feil, som hans Folk maatte begaa, strækker sig, om de allene staa til subsidiært Ansvar for dem m. M.

At derhos Skipper Larsen eller nu hans Enke maa have det sammme Ansvar i nærværende Tilfælde som Eierne af Dampbaaden, er en ligefrem

Side:292

Følge af hans Stilling som Fører af denne, da han som den, der uden Hensyn til de Ordrer, som maatte være givne af vedkommende Eiere, maatte have fuld Myndighed til at træffe de Foranstaltninger, som han maatte anse fornødne for at forebygge Skade, har gjort sig medskyldig i denne.

De af de Indstevnte fremsatte subsidiære Paastande betræffende Ansvarets Størrelse antager jeg heller ikke kunne tages tilfølge. Veien, der førte over den nedbrændte Bro, er vistnok senere nedlagt som Hovedvei, men den er overgaaet i sin hele Udstrækning til rodelagt Bygdevei, hvorhos Tune Kommunebestyrelse i Beslutningen om at beholde Veien som saadan har betinget sig, at Bro eller Færgeoversætning over Elven anbragtes uden Udgift for Kommunen. Veibestyrelsen har derhos oplyst, at Veien maaske om kortere Tid igjen vil blive optaget som Hovedvei. Det vil saaledes fremdeles være af Interesse for den at faa Broen opført, og under disse Omstændigheder er det formentlig klart, at Veibestyrelsen maa være berettiget til at fordre det Beløb udbetalt, som efter Overslaget en ny Bro vil koste at faa opført, nemlig 850 Spd., og mod hvis Størrelse de Indstevnte heller ikke har havt Noget at indvende, for det Tilfælde at de kjendes pligtige til at betale en ny Bros Kostende. Indstevntes tidligere fremsatte Indsigelse mod Størrelse af Veiinspektørens beregnede Tilkommende for Tegning til ny Bro m. M. er i Tilsvaret for Høiesteret opgivet.

Forpligtelsen for den, der forsætlig eller ved Skjødesløshed har tilføiet en Anden Skade, at erstatte denne er ubetinget, ligesom Retten for den Skadelidende til at erholde den ham saaledes tilføiede Skade erstattet, er uafhængig af den Anvendelse, han vil gjøre af det tilkjendte Erstatningsbeløb. Det kan derfor ikke, som af de Indstevnte paastaaet, gaa an mod Citantskabets Protest at paalægge dette nogen Forpligelse til at opføre nogen ny Bro, saameget mindre som der, efter hvad Citantskabet har anført, kan blive Spørgsmaal om at vælge et andet Sted for denne, og af samme Grund kan det heller ikke tilstedes de Indstevnte Adgang til, hvad de først under Sagen har tilbudt sig at gjøre, at opfylde deres Erstatningspligt ved selv at besørge Broens Opførelse paa den afbrændtes Plads. Om de Indstevnte maatte ansees berettigede til at faa noget af Beløbet tilbagebetalt, forsaavidt Veibestyrelsen senere maatte træffe en anden Bestemmelse, er et Spørgsmaal, som i saa Fald maatte blive Gjenstand for særskild Søgsmaal.

Paa lige Maade antager jeg, at Indstevne maa tillsvare de med det midlertidig indrettede Færgested forbundne Udgifter til Beløb 680 Spd. 2 1/2 ss. De Indstevnte have rigtignok paastaaet, at disse Udgifter vilde have været undgaaede, saafremt Veibestyrelsen strax havde bestemt, at Færgepenge skulde erlægges for Oversætningen, hvilket nemlig først skede, efterat Amtsformandskabet i Juli Maaned 1869 derom havde truffet Bestemmelse; og kunde eller vilde ikke Amtmanden paa egen Haand have fattet Bestemmelse i saa Henseende, burde han dog strax have ladet Broen gjenopføre, hvorved ialfald endel af Færgepengene vilde være undgaaede, da Broen efter de Indstevntes Paastand vilde kunne have været opført inden 3 Maaneder, efterat den var opbrændt. Efter Veilovens §44 og 55 var det imidlertid, om ikke absolut nødvendigt, dog i alt Fald rimeligt, at Amtmanden indhentede vedkommende Kommunebestyrelses - her altsaa Amtskommunens Samtykke til Indretning af Færgestedet og Broens Opførelse, forinden han skred til at træffe nogen Foranstaltning i saa Henseende, og da nu Sagen sees at være bleven forelagt det først afholdte Amtsformandskab, kunne de Indstevnte, der paa Veibestyrelsens Henvendelse til dem havde nægtet, at der paalaa dem nogetsomhelst Ansvar i Anledning af den afbrændte Bro, ikke med Rette fremkomme med nogen Anke i formeldte Henseende. Efter Veiinspektørens Erklæring havde man af Mangel paa dertil tjenlige Materalier foraøvrigt ikke engang kunnet paabegynde Opførelsen af Broen, forinden efterat Amtsformandskabets Møde havde fundet Sted.

Side:293

Efter det Anførte kommer jeg saaledes til det Resultat, at de Indstevnte maa tilpligtes at betale det Hele af Citantskabet fordrede Beløb med Renter fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen, hvorhos de efter Sagens Beskaffenhed maa betale til Citantskabet Processens Omkostninger.

Jeg konkluderer saaledes:

Eierne af Soli og Sanne Brug eller Tho.s Joh.s Heftye & Søn paa deres Vegne og Dampskibsfører Jakob Larsens Enke, bør in solidum betale til Amtmanden i Smaalenenes Amt paa dets Veivæsens Vegne 1,530 Spd. 2 1/2 ss med 5 pCt. aarlig Rente deraf fra 11 Jan. 1869 til Betalning sker samt Processens Omkostninger for begge Retter med 100 Spd. J. Blich.

Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.

C. Hansteen.

Ligesaa:

E. Saxlund. J. S. Thomle.

Med de foregaaende Voterende er jeg enig i, at de Indstevnte ikke kunne undgaa at erstatte den opbrændte Bro, eller hvad dens Opførelse efter Overslaget vil koste; men herunder kan efter min Mening ikke indbefattes de ved det midlertidige Færgested forvoldte Udgifter, der nemlig nærmest henhøre under Kategorien «Afsavn», og som derhos efter de paaberaabte §4, §15 og §44 i Veiloven ikke kunne erkjendes at staa i en saa direkte og nødvendig Forbindelse med den skadegjørende Handling, at Erstatningspligten bør udstrækkes dertil. De omhandlede Udgifter sees desuden for Størstedelen at skrive sig fra Tidsrummet efter 11 Jan. 1869, fra hvilken Tid de Indstevnte tilpligtes at svare 5 pCt. Renter. Men naar de Indstevnte saaledes i Form af de sædvanlige usuræ moræ idømmes Erstatning for Afsavnet af den Broen repræsenterende Kapital, synes det ikke billigt, at de tillige under en anden Form idømmes en extraordinær Erstatning for Afsavnet af Broens. Jeg voterer altsaa for, at de Indstevnte in solidum tilpligtes at betale Broens Kostende 850 Spd. med Tillæg af 64 Spd. for Tegningen, altsaa 914 Spd. med 5 pCt. Renter fra 11 Jan. 1869 til Betalning sker, men at Processens Omkostninger for begge Retter i Betragtning af Sagens tvivlsomme Beskaffenhed ophæves.

C. W. Andersen.

Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende. De ved det midlertidige Færgested forvoldte Udgifter staa efter min Opfattelse ikke i en fjernere Forbindelse med den skadegjørende Handling, end at de maa være Gjenstand for Erstatning, hvis en saadan overhovedet skal finde Sted. Hvad angaar de øvrige Poster i Opgaven afødt xx.xx.1869, da erkjender jeg, at der for en Del kunde opkastes Tvivl, men da der forsaavidt ingen Indsigelse er gjort af Indstevnte, indser jeg ikke, at der for Høiesteret er nogen Adgang til at skjelne mellem de forskjellige Bestanddele af Omkostningsopgaven. Det Samme gjælder om Citantens Renteberegning, der i al Fald forsaavidt er aabenbar urigtig, som Renter paastaaes fra 11 Januar ogsaa for saadanne Udlæg, som Citanten først i den paafølgende Sommer har havt.

Fr. Hallager.

I Resultatet og det Væsentlige enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Hallager.

W. Manthey.

Seet:

J. Blich. E. Saxlund. C. Hansteen. J. S. Thomle.

Høisterets Dom blev derpaa under 25 Jan. d. A. afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.