Rt-1873-313

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1873-02-05
Publisert:	Rt-1873-313
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 51/1 1873.
Parter:	Iver Olsen Høiland (Stang) mod Iver Olsen Bøe (Lasson).
Forfatter:	J. S. Thomle, Saxlund, Platou, Blich, A. Thomle, Hallager, Justitiarius Lasson. 5-12
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 1-

Assessor J. S. Thomle: Ved Skjøde afødt xx.xx.1851 overdrog Johannes Iversen Høistad og Kone Anne Olsdatter til Iver Olsen Gunstad eller nu Høistad, Appellanten for Høiesteret, deres eiende Gaard Høistad i Ringebo Thinglag, af ny Skyld 15 Daler 3 Ort 14 Skill., for omforenet Kjøbesum 2,500 Spd. og et Føderaad, der for 5 Aar ansloges til en Værdi af 500 Spd., altsaa tilsammen 3000 Spd., hvoraf det erkjendes i Skjødet, at de 1500 Spd. vare afgjorte, medens de resterende 1000 Spd. foruden Føderaadet siges at skulle blive staaende i Gaarden til Disposition for Konen Anne Olsdatter og til hendes Død, men efter hendes dødelige Afgang skulde tilfalde Drengen Iver Olsen Bøe, som for Tiden var hos dem, men skulde han ved Døden afgaa førend hende eller hun blive anderledes tilsinds, forbeholdt hun sig paa anden Maade at disponere over disse 1000 Spd., af hvilke der skulde svares 4 pCt. aarlig Rente fra 14 April 1852. I Skjødet indeholdes til Slutning den forbeholdenhed, at saafremt Iver Olsen Gunstad ved Døden skulde afgaa før Skjødets Udstedere, uden at efterlade sig Livsarvinger, skulde Gaarden falde tilbage til dem som deres Eiendom, og saa heder det derefter: «Med Gaarden erholder Iver Olsen Gunstad de der befindende Brugsredskaber og den ved Afleverelsen værende Besætning samt vort andet Løsøre med Undtagelse af, hvar vi deraf ville udtage til vort eget Brug, i hvilken Henseende vi forbeholde os Frihed til at aftage og beholde, hvadsomhelst vi maatte finde forgodt». I det samme Dato oprettede og samtidig med Skjødet thinglæste Føderaadsbrev bestemmes blandt Andet i §2, at for Føderaadsfolkene fødes, røgtes og stelles hvert Aar hjemme og i Sæteren 6 Kjør og 10 Sauer, hvorhos Føderaadsfolkene skulde have Ret hvert Aar at omskifte to af deres Føderaadskøer, saaledes at de hver Vaar kunde aflevere til Brugeren 2 af de Køer, de havde havt og tage 2 andre, som de forgodt maatte befinde, af Brugerens Køer istedet. Det tilføies, at den Yngel, som falder af Sauerne, tilhøre Føderaadsfolkene og følge Mødrene til om Høsten i det Aar, de ere fødte. I §3 bestemmes, at der til Slagt skal leveres Føderaadsfolkene hver Høst et Slagtnaut i 3die Aar gammelt. I §5 bestemmes, at til Beboelse beholde Føderaadsfolkene den nedre eller nyeste Stuebygning med baade Under- og Overværelser. Ligesaa skulde de beholde den søndre Bod med Loft til deres frie Raadighed, medens den under denne Bod værende Kjælder skulde benyttes

Side:314

fælles af Føderaadsfolkene og Gaardens Bruger. Det kan endelig bemærkes, at efter Føderaadskontraktens §9 skulde, naar den ene af Føderaadsfolkene ved Døden afgik, Føderaadet noget indskrænkes; navnlig skulde da det Antal Kreaturer, som skulde fødes, nedsættes med 2 Køer og 2 Sauer. Nogen Tid efter afgik Johannes Iversen ved Døden, og han gjenlevende Enke, Anne Olsdatter, der efter hvad der er anført under Proceduren her i Høiesteret, skal være bleven siddende i uskiftet Bo, ifølge reciprokt Testament, forblev paa Gaarden, som forresten sees allerede i Vaaren 1851 at være tiltraadt af Iver Olsen Høistad. Den 26 Febr. 1855 oprettede Anne Olsdatter et Testament, hvorved hun bestemte, at Alt, hvad hun ved sin Død maatte efterlade sig, skulde udelt tilfalde hendes Fostersøn, den i Skjødet nævnte Dreng, Iver Olsen Bøe, som hendes ende Arving. I Begyndelsen af Aaret 1867, Tiden er ikke nærmere oplyst, afgik ogsaa Anne Olsdatter ved Døden, og der blev da strax efter hendes Død mellem Iver Olsen Høistad og Iver Olsen Bøe i Overvær af 2 tilfaldte Vidner (9 og 10 Vidner under et efter Sagens Paastævning for Høiesteret i nordre Gudbrandsdalen optaget Thingsvidne) holdt en Delningsforretning, hvorved de kom overens om at dele mellem sig den Afdødes efterladte Løsøreeffekter m. M. Hvorvidt denne Delningsforretning har omfattet samtlige den Afdødes Løsøreeffekter, kan man ikke med Bestemthed se, og der kan heller ikke sees at være skett nogen Anmeldelse til Skifteretten om Dødsfaldet eller hvad der i den Anledning af Skifteretten er foretaget. Den 16 April 1867 indgav Sorenskriver Randklevs Enke som angivelig en af Intestatarvingerne efter den afdøde Anne Olsdatter, Rekvisition til Skifteretten om, at der snarest muligt maatte blive afholdt Registrerings- og Vurderingsforretning over Boets Midler, idet der i Rekvisitionen bemærkes, at Fru Randklev vel havde hørt, at der skulde være et Testament efter den Afdøde, der var oprettet til Fordel for Iver Olsen Bøe, men at, ligesaalidt som det var blevet hende paa Forlangende forevist, ligesaalidt kunde hun, om det virkelig fandtes, ubetinget erkjende dets Gyldighed. I Henhold til denne Rekvisition afholdtes den 27 April 1867 af Lensmanden paa Sorenskriverens Vegne en Registreringsforretning paa Gaarden Høistad efter den afdøde Anne Olsdatter, «hvor da Administrator opfordrede den tilstedeværende Iver Olsen Høistad og den ligeledes tilstedeværende Iver Olsen Bøe, der angaves i mange Aar at have havt sit Ophold paa Gaarden, til i Forening nøie at opgive samtlige den Afdødes Efterladenskaber til Registrering og Vurdering, saavelsom forøvrigt at opgive, hvad der ellers kunde være til Indtægt for Boet». I denne Anledning foreviste Iver Olsen Høistad, for hvem ogsaa Sagfører Brostrøm mødte, det ham som anført i sin Tid meddelte Skjøde paa Gaarden, hvorefter Brostrøm paa hans Vegne tilførte, at Iver Olsen Høistad i Medhold heraf ansaa sig eiendomsberettiget til det Løsøre, som fandtes i den Bygning, hvori Registreringen foregik og som maa have været den Føderaadsfolkene forbeholdre søndre Stuebygning, «dog med Undtagelse af de Gjenstande, som den Afdøde havde havt i Brug, hvilke Iver Høistad nærmere vilde opgive under Forretningen». Forøvrigt henholdt han sig til den før ommeldte Delingsforretning, som havde fundet Sted mellem ham og den indsatte testamentariske Arving, Iver Olsen Bøe. Det heder derpaa i Forretningen; «Derefter opgaves Følgende, som Iver Olsen Høistad erkjendte at have været i den Afdødes udelukkende Brug og Besiddelse» hvorpaa følger en Specifikation over en hel Del Løsøreeffekter, der tilsammen ere værdsatte for 302 Spd. 19 ss, og saa heder det: «Mere eller Ander, der tilhører Boet, vidste Iver Høistad for Tiden ikke at opgive». Med Hensyn til Føderaadskreturerne oplyste han, at disse Tid efter anden vare leverede af hans Gaardsbesætning, hvorfor han antog, at de vare hans Eiendom. Kreaturerne bestod forøvrigt af 4 Køer og 8 Sauer foruden en 5 Ko, en Kvie, som var falden af en af Føderaadskøerne og som han havde opfødt for Enken. Endvidere oplyste han, at den Afdøde allerede

Side:315

for flere Aar siden havde overleveret ham et Bankaktiebrev, stort 75 Spd., som han havde sagt skule følge Gaarden, men hvorom der forresten ikke er videre Spørgsmaal under Sagen. Endvidere opgav han «som ikke specielt aftaget og beholdt efter Skjødets Udstedelse» endel Sølvsager, taxerede for 44 Spd., med Bemærkning, at han antog, at de tilhørte ham, uagtet han ved den frivillige Deling med den testamentariske Arving havde taget disse med, hvilket han imidlertid siger, at han havde gjort paa Grund af Velvillie mod denne paa Grund af det Forhold, hvori han stod til den Afdøde, og endelig oplyste han, at adskilligt af det Møblement, som forefandtes i Storstuen og som ogsaa var medtaget i den omhandlede Delningsforretning, altid havde været betragtet saavel af ham selv som af Andre som tilhørende ham. Iver Olsen Bøe modsagde, som det heder, i Et og Alt Iver Høistads Tilførsel og forbeholdt sin lovlige Ret i alle mulige Henseender, idet han specielt paastod, at de af Iver Høistad opgivne Sølvsager og Føderaadskreturer samt Aktiebrevet, Alt maatte medtages som tilhørende den Afdødes Bo. Jeg har allerede bemærket, at Sølvsagerne værdsattes til 44 Spd.; Føderaadskreaturerne bleve værdsatte til 76 Spd., og Iver Olsen Bøe opgav dernæst endel Løsøreeffekter udenfor de før omtalte, som han formente maatte ansees Anne Olsdatters Bo tilhørende, hvilke Effekter han paaviste og som taxeredes ialt til 142 Spd. 84 ss, hvori dog er indbefattet Værdien af 5 Kakkelovne, tilsammen taxerede for 44 Spd., hvorom der for Høiesteret ikke længere er Tale. Endelig paaviste Iver Olsen Bøe en tallaaset Kiste, hvori den Afdøde Tid efter anden havde henlagt forskjellige Ting, som vare bestemte til ham, hvilken Kiste med Indhold taxeredes til 43 Spd. Den 29 Juni 1867 afholdtes Skiftesamling, hvor Iver Olsen Høistad ikke afgav Møde men derimod Iver Olsen Bøe med Kurator mødte og paastod, at han var Eier af samtlige den Afdødes Efterladenskaber og deriblandt ogsaa af det Løsøre og de Kreature, som under Registreringsforretningen var opgivet som formentlig Boet tilhørende. I en senere Skiftesamling den 4 Novbr. s. A. erklærede Enkefru «Randklev, at hun Intet havde at bemærke mod det til Fordel for Iver Olsen Bøe oprettede Testaments Skyldighed, hvorimod hun tvertimod erklærede sig bekjendt med, at det havde været den Afdødes Villie at efterlade Iver Olsen Bøe Alt, hvad hun ved sin Død maatte være Eier af. Paa Grund af denne Erklæring fra Enkefru Randklev, der saaledes maatte ansees at have frafaldt sin Begjæring om Boets Skiftebehandling, fremkom der i den næste Skiftesamling den 5 Decbr. 1867 fra Iver Olsen Høistad Paastand om, at Boet maatte ansees Skifteretten ganske uvedkommende, medens derimod Iver Olsen Bøe paastod Skiftebehandlingen fremmet. Sorenskriveren afgav da paa Stedet en Eragtning, hvorefter Boet skulde forblive under Skifterettens Behandling, dels fordi det havde vist sig, at der efter afdøde Anne Olsdatter var baade fraværende og ubekjendte Arvinger efter Loven og blandt disse muligvis endog umyndige Arvinger, og dels fordi Iver Olsen Bøe havde forlangt Skiftebehandling. Efterat derpaa i Skiftesamling den 12 Marts 1868 Forligsmægling mellem de tvistende Parter forgjæves var anstillet, blev Tvisten mellem dem gjort til Gjenstand for Procedure ved Skifteretten, hvorunder Iver Olsen Bøe med Kurator nedlagde saadan Paastand, at han i Medhold af det fremlagte Testament afødt xx.xx.1855 kjendes eiendomsberettiget til samtlige Anne Høistands Efterladenskaber, Intet undtaget, derunder ogsaa alle ved Registreringsforretning afødt xx.xx.1867 i Anne Høistads Bo opskrevne og taxerede Gjenstande, og at Alt bliver at udlevere Iver Bøe som hans retmæssige Eiendom til fri Disposition. Fra Iver Olsen Høistads Side nedlagdes derimod saadan Paastand principailter, at Tvisten henvises til Afgjørelse ved almindelig Rettergang og subsidialiter, at Iver Høistad kjendes eiendomsberettiget til de i Anne Høistads Bo optegnede Løsøreefftekter med Undantagelse af Boets Værdipapirer, Beholdninger af Madvarer, den Afdødes Gangklæder og hvad Afdøde bevisligen

Side:316

maatte have erhvervet siden det af hende og hendes tidligere afdøde Mand til Iver Høistad udstedte Skjøde paa Gaarden Høistad i Ringebo, dateret 11 og thinglæst 13 Decbr. 1851, hvilken Paastand han i et senere Indlæg af Hensyn til Bestemmelsen i N.L. 1-5-12 forandrede derhen, at Iver Høistad kjendes eiendomsberettiget til det i Anne Høistads Dødsbo optegnede Løsøre med Undtagelse af dets Værdipapirer og hvad han har erkjendt tilhører Boet. Dennne Paastand er temmelig uklar, da der under Sagen netop tvistes om, hvad det er Iver Olsen Høistad har erkjendt at tilhøre Anne Høistads Bo, men Meningen maa vel være, at det er det Samme, som han i den oprindelige Paastand havde fordret. Ved den af Sorenskriveren i Mellem-Gudbrandsdalen den 23 Novbr. 1868 afsagte Skiftedecition blev saaledes

decideret:

«Den af Gaardbruger Iver Olsen Høistad i Boet efter afdøde Føderaadskone Anne Olsdatter Høistad fremsatte Paastand om at blive kjendt eiendomsberettiget til de i Boet den 27 April f. A. registrerede og taxerede Kreaturer og Løsøre, som han har benægtet at være Boets Eiendom, bliver ikke at tage tilfølge, dog med Undtagelse af den Del af Paastande, der omhandler 5 da i Føderaadsbygningen paa Høistad registrerede og taxerede Kakkelovne, hvorimod alle den Dag i Boet registrerede og taxerede Kreaturer og Løsøregjenstande blive at betragte som Boets Eiendom samt at tage og beregne til Indtægt for Boet, dog med Undtagelse af de omhandlede 5 Kakkelovne, der bliver at udlevere Gaardbruger Iver Olsen Høistad som hans Eiendom. Den af Iver Olsen Bøe i Boet fremsatte Paastand om at faa sig Boet extraderet som testamentarisk Arving efter den Afdøde, bliver for Tiden ikke at afgjøre».

Denne Decision blev af Iver Olsen Høistad paaanket til Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdelning, hvor han paastod principaliter, at den kjendes uefterrettelig at være og in subsidium, at han kjendes eiendomsberettiget til alt som tilhørende Anne Høistads Bo optegnet Løsøre med Undtagelse af hvad han har erkjendt at tilhøre Boet. Appellanten paastod sig derhos tilkjendt Procesomkostninger. Indstevnte paastod derimod Skifterettens Decision stadfæstet og sig tilkjendt tilstrækkelige Procesomkostninger. Ved den af Overretten den 15 Aug. 1870 afsagte Dom blev den paaankede Skiftedecision stadfæstet, men Processens Omkostninger ved Overretten ophævede. Efterat derpaa Anne Olsdatter Høistads Dødsbo, som det sees af et i Høiesteret fremlagt Dokument, ved Skifterettens Decision afødt xx.xx.1870 var bestemt at skulle udleveres Iver Olsen Bøe, lod denne under 10 Juli 1871 ved Fogden afholde en Udleverelsesforretning hos Iver Olsen Høistad for at faa sig extraderet de Løsøreeffekter, hvoraf denne var i Besiddelse, men som efter den ergangne Skiftedecision og Overretsdom var antaget at tilhøre Anne Olsdatter og hendes testamentariske Arving, og Iver Olsen Høistad fandt sig nu godvillig i at udlevere disse Løsøreefftekter, idet han kun forbeholdt sig Adgang til at paaanke saavel den afsagte Stiftedecision som Overrettsdommen. Dette har han ogsaa gjort ved Stævning til Høiesteret af 27 Juli s. A., og efterat have optaaget 2 Thingsvidner til nærmere Oplysning i Sagen, har han nu for Høiesteret nedlagt saadan Paastand: 1) Forsaavidt den brugte Sagsbehandling kjendes uefterrettelig at være, paastaaes Kost og Tæring i alle Instantser. 2) Forsaavidt Realitetsdom paastaaes: at Appellanten kjendes eiendomsberettiget til alt som tilhørende Anne Høistads Bo optegnet Løsøre, med Undtagelse af, hvad han har erkjendt at tilhøre Boet, samt at han hos Indstevnte tilkjendes Sagens Omkostninger i alle Instantser. Iver Olsen Bøe har derimod paastaaet Stadfæstelse af Stiftsoverrettens Dom og sig tilkjendt Procesomkostninger for Høiesteret.

Som det heraf fremgaar, har Appellanten i Høiesteret ikke inhæreret den ved Overretten nedlagte Paastand om, at Skiftedecisionen skal kjendes uefterrettelig af den Grund, at Sagen formentlig ikke egnede sig til Behandling af

Side:317

Skifteretten men af ordinær Ret, hvorimod han kun har henstillet til Høiesterets Overveielse, hvorvidt Retten maatte finde Anledning til ex officio at kjende Skiftedecisionen uefterrettelig, i hvilket Tilfælde han da har paastaaet Kost og Tæring. I den Anledning skal jeg bemærke, at der efter min Mening ikke er nogen Føie for Høiesteret til ex officio at kjende den afsagte Skiftedecsion og den samme stadfæstende Overretsdom uefterrettelige. Der kan vistnok reises Tvivl om det var saa ganske rigtigt, at Skifteretten indlod sig paa at afgjøre den mellem Sagens Parter opstaaede Tvist, efterat Iver Olsen Bøe havde nedlagt Paastand om at kjendes eiendomsberettiget til alle de Effekter, som vare optegnede ved Registreringsforretningen, og om at Alt maatte blive at udlevere ham som hans retmæssige Eiendom til fri Disposition, hvilket, saavidt jeg skjønner, ikke kan sige Andet end at han vilde have sig Boet extraderet. Det synes, at Skifteretten først og fremst burde have afgjort det Spørgsmaal, om Testamentet var gyldigt, - i hvilket Fald der naturligvis ikke kunde være nogen Tale om at holde Skifte paa Grund af, at der var fraværende eller umyndige Intestatarvinger -, istedetfor at henskyde dette Spørgsmaal til senere Afgjørelse. Men for det Første foreligger der, som før meldt, en udtrykkelig Eragtning fra Skifterettens Side afødt xx.xx.1867 om, at Boet af Hensyn til de fraværende og umyndige Arvinger og paa Grund af Iver Olsen Bøe Forlangende skulde forblive under Skiftebehandling, og denne Eragtning er ikke paaanket enten til Overretten eller til Høiesteret. Dernæst kunde der, saalænge Boet endnu var under Skiftebehandling, vel ikke siges saameget om, at Skifteretten afgjorde den Paastand, som fra en Udenforstaaende var fremkommen om, at han var eiendomsberettiget til endel af de registrerede og saaledes ialfald formelt af Skifteretten i Besiddelse tagne Effekter. Og da endelig Forligsmægling har fundet Sted og Skifteforvalteren i nærværende Tilfælde er den Samme, der som Underdommer vilde have havt at behandle Sagen, om den havde været enlagt ved det almindelige Thing, saa ser jeg ingen Opfordring for Høiesteret, især da Appellanten selv erklærer, at han ikke ønsker det, til ex officio at kjende den stedfundne Skiftebehandling uefterrettelig og saaledes kassere Alt, hvad der er skeet. Jeg skal endnu i Henseende til Formalia bemærke, at forsaavidt allene Iver Olsen Bøe og ikke tillige Skifteretten paa Boets Vegne er stævnt som Hovedmodpart og Sagvolder, kan herimod Intet være at indvende, efterat Boet efter den af mig anførte upaaankede Skiftedecision er bleven ham extraderet til fri Raadighed.

Hvad Sagens Realitet angaar, saa dreier Tvisten mellem Parterne sig væsentlig om, hvorledes den før citerede Slutningsklausul i Skjødet af 1851 rettelig maatte være at forstaa. Appellanten mener nemlig, at naar det der heder: «Med Gaarden erholder Iver Olsen Gunstad de der befindende Brugsredskaber og den ved Afleverelsen værende Besætning samt vort andet Løsøre med Undtagelse af, hvad vi deraf ville udtage til eget Brug». Meningen maa være den, at samtlige de paa Gaarden befindende, baade Brugsredskaber, Besætning og Løsøreeffekter, blev overdraget ham til Eiendom, og at, hvad Skjødets Udstedere forbeholdt sig, var allene at udtage til Brug, hvad de maatte finde for godt at udtage og beholde, og dette mener han endogsaa kun gjælder Løsøret, ikke Brugsredskaberne og Besætningen, som formenes efter Udtrykkene at være blevet hans ubetingede Eiendom. Iver Olsen Bøe derimod gjør den modsatte Forstaaelse af denne Klausul gjældende, derhen nemlig, at Eiendomsretten til Alt, hvad Føderaadsfolkene udtog og beholdt baade af det ene og andet Slags, Brugsredskaber, Besætning, Løsøre, forblev hos dem og at dette af dem kunde disponeres paa hvad Maade de selv fandt for godt uden Hinder af Appellantens Rettighed. Appellanten finder derhos sin Opfatning af den omhandlede Klausuls Betydning i høi Grad bestyrket, baade ved flere af de øvrige Bestemmelser i Føderaadskontrakten og ved de Oplysninger, som under de af ham optagne Thingsvidner ere fremkomne. Jeg skal

Side:318

i denne Henseende bemærke, at den tidtmeldte Klausul forekommer mig i sig selv ingenlunde at være utvetydig. Der er Intet i selve Udtrykkene, som kan være til hinder for at antage, at det har været Meningen, hvad visselig ogsaa flere af Vidnernes Forklaring om, hvorledes Klausulen har været opfattet og hvad Hensigten egentlig var med den hele Overdragelse til Iver Olsen Høistad af Gaarden, synes at tale for, at Altsammen, Gaardsredskaber, Besætning og Løsøre skulde følge med i Overdragelsen af Gaarden, og at Tanken har været den, at naar Føderaadsfolkene, efter saalænge de levede at have benyttet Alt, hvad de deraf vilde, engang ved Døden maatte afgaa, saa skulde Løsøret forblive Gaardens Eiers Eiendom og følge med Gaarden. For denne Opfatning taler navnlig den Omstændighed, at det heder, at ved Gaardens Overdragelse erholder han dette «med Undtagelse af hvad vi deraf ville udtage til eget Brug», hvilket nærmest synes at antyde, at det var til deres eget Brug, de vilde have det, men ikke til Eiendom. Føderaadskontraktens Bestemmelse om, at Føderaadsfolkene skulle have Ret til hvert Aar at skifte om 2 à 3 af deres Føderaadskøer og tage andre af Brugerens Køer istedet, synes ogsaa bedst at stemme med den Mening, at Føderaadskreaturerne vare tænkte ikke at skulle være Føderaadsfolkenes men derimod Gaardeierens Eiendom; ligeledes kunde ogsaa den Bestemmelse, at Sauernes Afkom tilhøre Føderaadsfolkene, medens der ikke er nogen Bestemmelse om, at Kalvene tilhøre dem, synes at medføre, at det har været Meningen, at Kalvene skulde tilfalde Gaardeieren, ikke Føderaadsfolkene selv, hvilket da ogsaa maatte afgive et Argument for den Mening, at Køerne ikke ansaaes som Føderaadsfolkene men Gaardens Eier tilhørende. Mindre Vægt lægger jeg paa, at §3 indeholder den Bestemmelse, at der skal leveres dem hver Høst et Slagtnaut, 3 Aar gammelt, idet det er rimeligt, at dette ikke har noget med Føderaadskøerne at bestille. Men paa den anden Side maa det indrømmes, at Udtrykkene, at de forbeholde sig at udtage og beholde hvadsomhelst de maatte finde forgodt af Løsøre, igjen nærmere synes at tyde hen paa, at hvad de udtog og beholdt, beholdt de som Eiendom. Jeg tror imidlertid, at efter denne som sagt uklare Maade, hvorpaa Bestemmelsen er affattet, kan den ikke i og for sig være afgjørende mere for den Enes end for den Andens Paastand, og da mener jeg, at det maa gjøre Udslaget til Fordel for Indstevnte, at det jo er givet, at Brugsredskaberne, Besætning og Løsøret oprindelig har været Johannes Iversen og Anne Olsdatters Eiendom, og da Overdragelsen for Gaardens Vedkommende væsentlig har Karaktæren af en Gave (man ser, at han har faaet Gaarden overdraget for en Pris, der sandsynligvis har været langt under dens virkelige Værdi), medens det, hvad Løsøre og Besætning anggar, er aabenbart, at dette er en Gave, thi der er ingen Antydning til, at dertil har været taget Hensyn ved Bestemmelsen af Kjøbesummen for Gaarden, saa maa vel Beviset for, at Løsøret er givet Iver Olsen Høistad til Eiendom, paaligge ham. Men noget saadant Bevis finder jeg ikke, at der er tilveiebragt fra hans Side ved de optagne Thingsvidner, idet Vidneforklaringerne om den Opfatning, som flere af Vidnerne gjorde sig af Forholdet og de Ytringer, som i saa Henseende ere faldne, navnlig fra den afdøde Anne Olsdatter Høistad selv, ikke forekomme mig at være af den Beskaffenhed, at deraf kan udledes mere end en løs Formodning for, at Meningen har været den, som Appellanten har villet gjøre gjældende. Dette om Tingen i sin Almindelighed, men dertil kommer, at jeg efter de Erkjendelser, som af Appellanten eller hans Sagfører under Registreringsforretningen er afgivet, ikke kan være i nogen Tvivl om, at ialfald den Del af Anne Olsdatter Høistads efterladte Løsøre, som havde været i den Afdødes udelukkende Brug og Besiddelse og som tilsammen er værdsat for 302 Spd. 19 ss, maa blive at tilkjende Indstevnte og ikke Appellanten. Som det vil fremgaa af hvad jeg allerede foran har anført, erkjende Appellanten under Registreringsforretningen ved sin Sagfører paa den mest utvetydige

Side:319

Maade, at alle de Gjenstande, som den Afdøde havde havt i Brug og som han selv opgav og som udgjorde det fornævnte Beløb, at dertil var ikke han, men den Afdødes Bo eiendomsberettiget, og denne Erkjendelse tror jeg ikke, at Appellanten nu kan komme fra. Han paaberaaber vistnok, at denne Erkjendelse var grundet paa en feilagtig Opfatning af Skjødets før omhandlede Bestemmelse, hvori Appellantens under Registreringsforretningen mødende Sagfører har gjort sig skyldig, og at denne Erkjendelse, som saaledes allene grundet paa en Feiltagelse og fremkommet under en Forretning, hvortil der ikke gives særlig Kald og Varsel, ikke kunde være bindende for Parten selv, saameget mindre som han, saasnart Tvisten blev Gjenstand for formelig Procedure, strax gjorde gjældende den Opfatning, som han senere har fastholdt, nemlig, at det Altsammen ifølge Skjødet tilhørte ham. Men herved maa jeg for det Første bemærke, at her ikke er Spørgsmaal om en undladt Benægtelse, men om en ligefrem i de mest utvetydige Udtryk afgiven positiv Erkjendelse, og dernæst, at hvis man skulde kunne gaa fra en saadan Erkjendelse, maatte det ialfald være ganske paa det Rene, at den var grundet i en Vildfærelse men dette kan vel neppe indrømmes. Som allerede af mig før bemærket, er Skjødets egne Udtryk saa uklare, at de meget vel kunne bestaa med den Opfatning, som ligger til Grund for den af Appellanten afgivne Erkjendelse, og under saadanne Omstændigheder mener jeg, at der ikke kan være Spørgsmaal om, at han nu skal kunne fravige den* ). For de øvrige Løsøreeffekters og Føderaadskreaturernes Vedkommende stiller Sagen sig derimod vistnok noget tvivlsom. Hvad navnlig angaar de Løsøreeffekter til Beløb 142 Spd. 84 ss eller, med Fradrag af Kakkelovnene, hvorom der ikke er Spørgsmaal mere, 98 Spd. 44 ss, da er det in confesso. at disse fandtes i Føderaadsbygningen eller i den af de Bygninger, som ved Føderaadskontrakten var forbeholdt Føderaadsfolkene til udelukkende Brug. Det er imidlertid paaberaabt fra Appellantens Side, at disse Effekter fandtes i Rum, som efter hvad der tildels ogsaa af Vidnerne forklares, benyttedes baade af Gaardsfolkene og af Føderaadsfolkene, navnlig hvad Salen ovenpaa i Føderaadsbygningen angaar, naar der var Gjæster, og det er ligeledes uimodsagt anført, at Nøglerne til Storstuen vare i Gaardsfolkenes Værge og at Føderaadsfolkene fik Nøglerne hos dem, naar de vilde hente Noget der, og det er ligeledes af Vidner oplyst, at Gaardsfolkene havde enkelte Ting, som hørte dem særlig til, staaende i denne Stue. Efter dette kan der vistnok reises Tvivl om, hvem der skal siges at have været i Besiddelse af Tingene, enten Føderaadsfolkene eller Gaardsfolkene, men da disse dog fandtes i Lokaler, som det udtrykkelig var forbeholdt Føderaadsfolkene Ret til udelukkende at benytte, og da det ligeledes er oplyst, at ialfald en hel Del Ting bleve, da Føderaadsfolkene flyttede ind i denne Føderaadsbygning umiddelbart efter Skjødets Oprettelse, af dem udtagne og bragte derind, samt endelig, da jeg som anført antager, at Bevisbyrden for, at Eiendomsretten til disse Ting er gaaet over til Appellanten, maa paaligge ham, saa tror jeg ikke, at der er tilstrækkelig Grund til at distingvere saaledes, at disse Effekter, fordi de ikke have været saa stadig i den Afdødes udelukkende Besiddelse som de ovenfor omhandlede, mere end disse skulde betragtes som Føderaadsfolkene uvedkommende og Gaardsfolkene tilhørende. Det Samme gjælder i det Væsentlige om de Sølvsager, hvorom der tvistes, og efter hvad der er oplyst angaaende den omhandlede Kiste, der specielt var bestemt til Indstevnte, kan jeg ikke være i nogen synderlig Tvivl om, at dens Indhold maa

Side:320

tilfalde ham. Hvad Føderaadskreaturerne angaar, saa er det specielt bemærket af Appellanaten, at Undtagelsen i Skjødet ikke engang synes at referere sig til disse, men allene til Løsøret. Der staar nemlig: «med Gaarden erholder Iver Olsen Gunstad de der befindende Brugsredskaber og den ved Afleverelsen værende Besætning samt vort andet Løsøre med Undtagelse af hvad vi deraf ville udtage til vort eget Brug», hvilket Tillæg han da mener nærmest maa referere sig til det umiddelbart foregaaende «Løsøre» og ikke til de 2 andre Udtryk «Brugsredskaber og Besætning». Dette kan vistnok have noget for sig, men paa den anden Side er der ingen Grund til at antage, at Skjødets Udstedere skulde have villet fraskrive sig Adgangen til at udtage de Kreaturer, de selv vilde, ligesom det ogsaa, efter hvad der er oplyst, faktisk er tilgaaet paa den Maade, at de selv have udtaget af Besætningen de Køer; som de vilde have til Føderaadet, saa at man neppe kan lægge nogen synderlig Vægt paa Udtrykket, og da bliver det et ligegyldigt Spørgsmaal, om de have taget dem til Eiendom eller blot til Brug. Jeg tror altsaa, at der om Føderaadskreaturerne maa i det Væsentlige gjælde det Samme som om Løsøret. Naar der navnlig som Bevis for, at det ikke skulde være Meningen, at Føderaadskreaturerne skulde være Føderaadsfolkenes Eiendom, fra Appellantens Side har været paaberaabt den Omstændighed, at Føderaadsfolkene kunde bytte hvert Aar to af Føderaadskreaturerne med 2 af Brugerens Kreaturer, saa kan jeg ikke lægge nogen synderlig Vægt derpaa, da det vistnok ikke er noget usædvanligt Forhold, at Føderaadsfolk, uagtet det er givet, at de eie dem selv, dog have saadan Ret, hvilket kan have sin meget naturlige Betydning deri, at der paa den Maade føres den fornødne Kontrol med, at Føderaadskreaturerne blive forsvarlig behandlede. Jeg tror derfor, uagtet det vistnok kan være tvivlsomt, at der heller ikke er tilstrækkelig Grund til at gjøre nogen Distinktion for Føderaadskreaturernes Vedkommende, og jeg kommer saaledes i det Hele til samme Resultat som Overretten. Overretten burde vistnok ikke uden med et «forsaavidt paaanket er» have stadfæstet Skiftedecisionen, dels fordi, som Overretten selv bemærker, Skiftedecisionen med Hensyn til Spørgsmaalet om Kakkelovnene ikke var paaanket, og dels fordi den anden Del af Skiftedecisionen, nemlig Spørgsmaalet om Boets Extradition, som ikke for Tiden skulde afgjøres, heller ikke var paaanket, og det er vel derfor ogsaa bedst, at man ikke ligefrem stadfæster Overrettens Dom, hvorfor der iøvrigt ikke antages at være Noget til Hinder, men at man i ny Konklusion stadfæster Skifterettens Decision, forsaavidt paaanket er. Processens Omkostninger for Overretten og Høiestreret antager jeg maa blive at ophæve, og jeg

• ) Angaaende Adgangen til at fragaa en i Vildfærelse given Erkjendelse paaberaabte Appellantens Sagfører sig Brorson, om Lovens 1ste Bog II S. 121-25, Ørsted. Eunomia III S. 469 og 474, Lasson Proces I S. 48-50 og Supplementet S. 537, Bang og Larsens Proces I S. 332, Schweigaards Proces I (første Udgave) S. 402, Larsens samlede Skrifter, 9de Del, S. 131 samt Nellemanns ordinære danske Proces S. 130-31.

konkluderer saaledes:

«Skiftedecisionen afødt xx.xx.1868 bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves».

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig.

Assessor Blich: Ligesaa. Jeg skal kun gjøre den Bemærkning, at jeg ikke med Førstvoterende deler den Tvivl, han har med Hensyn til Forstaaelsen af Skjødets Bestemmmelser. Jeg finder nemlig, at Udtrykkene ikke hjemle Appellanten flere Løsøreefftekter, end hvad der blev tilbage paa Gaarden, efterat Føderaadsfolkene havde udtaget til sit eget Brug, hvad de selv vilde beholde. Spørgsmaalet stiller sig saaledes for mig mere som et faktisk Spørgsmaal: «Hvilke Ting er det, som Føderaadsfolkene altsaa have udtaget til eget Brug», og i den Henseende tiltræder jeg Førstvoterendes Mening.

Sorenskriver Platou: Ligeledes enig med Førstvoterende, idet jeg tiltræder Assessor Blichs Bemærkning.

Assessor A. Thomle: Jeg er paa samme Maade enig med Førstvoterende.

Assessor Hallager og Justitiarius Lasson: Ligesaa

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.