Rt-1873-659

Instans:	Kristiania Stiftsoverret - Dom
Dato:	1873-09-15
Publisert:	Rt-1873-659
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:
Parter:	Direktionen for Drammens Privatbank og Grosserer A. Solberg mod Bernt Haug.
Forfatter:
Lovhenvisninger:

Efterat Engebret Sundbye under 7 Marts 1867 i Anledning af et Vexelobligationslaan i Drammens Privatbank havde overdraget til Banken som

Side:660 haandstaaet Pant en til ham transporteret Pantobligation, udstedt den 15 Aug. 1864, stor da til Rest 1.170 Spd., udfærdigede han under 12 Febr. 1868 følgende Deklaration:

"Til Sikkerhed for Bernt Haugs Endossementsforpligtelser for mig deponeres herved den af Hr. Haaken Dahler imod Pant i Gaarden Dahler paa Eker til mig udstedte Pantobligation, stor nu til Rest 970 Spd., hvilken Obligation er deponeret i Drammens Privatbank for min Gjæld til denne, dog saaledes, at Privatbankens Ret gaar foran. Som Følge heraf bliver Obligationen af Privatbanken, naar denne har faaet sig udbetalt, at udlevere Bernt Haug, og skal han, saafremt han for visse Endossementsforpligtelser maa komme til at gjøre noget Udlæg, være berettiget til uden foregaaende Lovmaal og Dom, at bortsælge samme paa min Gevinst eller Forlis ved offentlig Auktion for af dens Udbringende at søge sig skadesløst betalt for det udlagte Beløb med Renter og Omkostninger".

Længe forinden denne Deklaration udfærdigedes, nemlig under 19 Marts 1867, havde imidlertid Engebret Sundby givet Eieren af en af Sundby under samme Dato udstedt Pantobligation, senere transporteret til Stadshauptmand Onsum, stor 500 Spd., yderligere Sikkerhed i Pantobligationen afødt xx.xx.1864, men Notifikation herom modtog Privatbanken først under resp. 9 Marts 1868 og 26 Jan. 1869, medens den allerede forinden havde modtaget Underretning om den til Bernt Haug skete Pantstillelse. Da Stadshauptmand Onsum i Skrivelse til Privatbanken afødt xx.xx.1868 havde anmodet om, at den deponerede Pantobligation ikke maatte blive udleveret eller disponeret over, uden at han derom underrettedes, svarede Bankens Bestyrelse under 19 næstefter ham saaledes:

"I Besvarelse Ærede af 9de dennes tillade vi os at hoslægge Kopi af et Dokument vedrørende Engebret Sundby's her deponerede Pantobligation, hvilket tidligere end Deres ovennævnte er os ihændekommet, og hvortil vi henholde os", og da Overretssagfører Hansteen i Skrivelse afødt xx.xx.1869 for en senere Eier af Pantobligationen afødt xx.xx.1867 havde nedlagt Forbud mod at den deponerede Pantobligation udleveredes til Andre end denne, svarede Bestyrelsen under 11 August næstefter blandt Andet følgende: - - - "vi henholde os til vor Svarskrivelse afødt xx.xx.1868 til Hr. Oluf Onsum ianl. samme Sag, og hvori vi gjøre opmærksom paa, at Engebret Sundbye ved Erklæring af 12 Febr. s.A., der før Onsums Anmeldelse var os ihændekommet, har disponeret over den her deponerede Pantobligation".

Da Bernt Haug ansaa sig berettiget til, næstefter Privatbanken at søge Fyldest for af ham for Engebret Sundbye indfriede Endossementsforpligtelser til Beløb 428 Spd. 62 Skilling foruden Renter, henvendte han sig i denne Anledning til Privatbanken, men da denne nægtede at udlevere Pantobligationen afødt xx.xx.1864 saavelsom at udbetale hvad der paa samme var indbetalt mere end Bankens egen Fordring beløb sig til, blev den efter foregaaende forgjæves Forligsmægling sagsøgt af Bernt Haug.

Ved den derefter af Byfogden i Drammen i Sagen, hvorunder den nuværende Eier af Pantobligationen afødt xx.xx.1867, Grosserer A. Solberg, var optraadt som Intervenient, den 14 Jan. d. A. afsagte Dom, blev saaledes kjendt for Ret:

"Indstevnte, Drammens Privatbank, bør under en Mulkt af 60 - sexti - Skilling til Drammens Fattigkasse for hver Dag, Dommen siddes overhørig, at udlevere til Citanten, Bernt Haug, en af Engebret Sundbye i Privatbanken deponeret Pantobligation, udstedt af Haaken Hansen til Proprietær Andreas Solberg, stor oprindelig 1.970 Spd., dateret 15, thinglæst 31 Aug. 1864, med Pant i Gaarden Daler paa Eker, af A. Solberg transporteret til Engebret Sundbye. Saa bør ogsaa Indstevnte til Citanten at udbetale 345 Spd. 5 Skilling - tre Hundrede firti fem Speciedaler, fem Skilling -

Side:661

med Renter deraf 5 - fem - pCt., fra 13 Jan. 1872 til Betaling sker. Processens Omkostninger ophæves".

Denne Dom har Drammens Privatbank som Part og Grosserer A. Solberg som Intervenient ved Stevning af 13 Marts d. A. indanket her for Retten med Paastand om, at Privatbanken frifindes for Indstevntes Tiltale og hos ham tilkjendes Processens Omkostninger for begge Retter. Indstevnte, Bernt Haug, har, da Obligationen afødt xx.xx.1864 nu er helt indfriet, paastaaet, at Privatbanken tilpligtes at betale 520 Spd. 67 Skilling med 5 pCt. Renter af 345 Spd. 5 Skilling fra 13 Jan. 1872, afødt xx.xx.98 Skilling fra 25 Mai s. A. og afødt xx.xx.84 Skilling fra 26 Juni s. A. til Betaling sker samt in solidum med Grosserer A. Solberg Processens Omkostninger ved Overretten.

Appellantskabet anfører, at der, for at stifte sekundært Pant i Løsøre, udfordres Vedtagelse fra deres Side der som første Panthaver har Pantet ihænde, om at ville besidde det ogsaa paa den sekundære Panthavers Vegne, men at en saadan Vedtagelse in casu ikke har fundet Sted. Selv om man vilde antage, at nogen Vedtagelse ikke var nødvendig, men en blot Notifikation til første Panthaver tilstrækkelig, formenes dog Appellanten, Grosserer Solberg, at have en bedre Ret end Indstevnte, idet hans Obligation tidligere har faaet den sekundære Panteret, medens det maa være ligegyldigt, hvis Notifikation er kommen først. En saadan medgives vel at være nødvendig, men det Essentielle formenes dog at ligge i Eierens Given af Sikkerheden, medens Notifikationen er en ganske tilfældig Handling, hvortil Loven ingen Virkning har knyttet, men som blot maa til som en nødvendig Følge af Pantsætternes Handling.

Appellanten Solberg henholder sig i det Hele til en i Retst. Nr. 19 d. A. indtaget Afhandling, hvori det foreliggende Tilfælde udførligen behandles.

Indstevnte fra sin Side paastaar derimod, at nogen Vedtagelse, som den omhandlede, ikke er nødvendig for at stifte sekundær Panteret, men at ialfald en saadan Vedtagelse har fundet Sted. Fremdeles anfører han, at det følger umiddelbart af de almindelige, om Stiftelse af Panteret gjældende Retsregler, at den sekundære Panteret først indtræder fra det Øieblik, Notifikationen derom kommer Vedkommende tilhænde, hvilket ogsaa formenes at fremgaa af nogle af Modpartiet selv citerede Høiesteretsdomme.

Retten antager, at Ihændehaverens Samtykke til den af Eieren foretagne sekundære Disposition over Pantet ingen Indflydelse har paa Dispositionens Kraft og Gyldighed. Hvad det derimod efter Rettens Formening kommer an paa, er at den sekundære Panthaver paa tilstrækkelig formelig Maade indsættes i Besiddelsen (d. v. s. den fjernere Besiddelse, hvorom her allene kan være Tale) af den tidligere pantsatte, hos Trediemand deponerede Gjenstand - d. v. s. at han berøves sin tidligere Adgang til at modtage Pantet ved 1ste Prioritetshavers Fyldestgjørelse, og at 2den Prioritetshaver paa tilstrækkelig formelig Maade indsættes i denne Adgang i hans Sted. Begge disse Fordringer ere fyldestgjorte, naar saaledes som i nærværende Sag 1ste Debitor udsteder Pantedokument, hvori han giver den sekundære Panthaver Ret til hos 1ste Prioritetshaver at fordre sig Haandpantet udleveret, saasnart denne er fyldestgjort, og 2den og 1ste Prioritetshaver er overleveret dette Dokument in originali eller i Afskrift. Den saakaldte "Notifikation" til 1ste Prioritets Panthaver maa nemlig foretages i en saadan Form, at Forandringen i Raadigheden over den pantsatte Gjenstand faar Vitterlighed og Fasthed saavel ligeoverfor 1ste Prioritetshaver som Trediemand, hvorimod en simpel Tilkjendegivelse og navnlig en blot mundtlig Underretning maa ansees utilstrækkelig til at forskaffe 2den Prioritetshaver Karakteren af Besidder, og var det formentlig dette, der gjorde Udslaget i den i Ugebladet 1868 S. 273-75 indtagne Høiesteretssag1 .

Side:662

Naar der paastaaes, at Pantsættelsen ikke er fuldendt og gyldig med de anførte Formaliteter, men først fra det Øieblik, at Ihændehaverens Samtykke kommer til, da indeholder dette i andre Udtryk den Paastand, at Debitors tidligere Relation til Tingen ikke endnu er ophørt ved de stedfundne Dispositioner, men at han fremdeles har Adgang til at lade sig Tingen udlevere. Dette er dog upaatvivlelig urigtigt. Ihændehaveren maa indse, at Debitor ikke tvertimod formelig Kontrakt og Forskrivelse kan fordre den Gjenstand udleveret, der er overdraget til en anden, og naar han ikke destomindre udleverer ham den, forhjælper han Debitor til at fuldføre et grovt Kontraktsbrud, ja mere end det, idet Handlingen fra Debitors Side vil kunne gaa ind under Straffelovens Kap. 21 §1 eller §7.

Den Indvending, at Ihændehaveren allene har indgaaet Kontraktsforhold med Debitor selv og forpligtet sig til at levere ham Pantet tilbage og derfor Intet har at gjøre med Trediemand, har lidet at betyde.

Det fordres allene af ham, at han skal respektere den Forandring i Besiddelses- eller Eiendomsretten, der er indtraadt under hans Besiddelsestid, og ethvert Retskrav fra hans Side er fyldestgjort, naar han indrømmes Ret til af Pantet eller dets Overskud at tage sig betalt for mulige Udgifter ved Forlængelsen af Ihændehavelsen, eller Retentionsret af Pantet i nævnte Øiemed. Dersom Debitor under 1ste Prioritetshavers Besiddelse af det haandfaaede Pant gjør Konkurs eller bliver umyndiggjort, eller der gjøres Arrest eller Exekution i Tingen, maa det ansees klart, at Pantets Besidder, naar han er underrettet herom, ikke kan erklære, at han Intet har at gjøre med Andre, end Debitor selv, og at ikke han uden Ansvar for sig kan udlevere denne Pantet. Men hvad der gjælder i de anførte Tilfælde maa ogsaa gjælde, hvor 1ste Prioritetshaver paa behørig Maade er bleven meddelt det sekundære Pantsættelsesdokument og deri indeholdte Overdragelse af Besiddelsesretten til den sekundære Panthaver.

Retten skulde overhovedet formene, at det ikke kan betragtes som nogen Vilkaarlighed, naar man uden udtrykkeligt Lovbud opstiller den Retssætning, at Ihændehaveren af en Andens Ting er, - sin egen prioriterede Ret ubeskaaren, - forpligtet til at respektere de Forandringer i Eiendoms- eller Besiddelsesretten, der overgaa Eieren, eller som denne frivilligen underkaster sig under Ihændehaverens Besiddelsestid, naar Ihændehaveren blot paa tilstrækkelig formelig Maade meddeles Forandringen. Det er formentlig en Anerkjendelse af denne Retssætning der ligger til Grund for Professor Schweigaards Anførte i Processens 3die Del S. 91 (kfr. S. 90) angaaende et beslægtet Tilfælde, hvor det heder, at "den Arresteredes Forføielser medføre fuld Retsvirkning mod alle andre Kreditorer, end Arresthaveren, medens ogsaa han (Arresthaveren) maa lade den gjælde med sekundær Ret, saafremt ingen Forrykkelse eller Forflyttelse har fundet Sted". Her findes ingen Antydning til, at dette ikke ogsaa gjælder, hvor Arresthaveren har erholdt det Arresterede overleveret.

Retten antager saaledes, at der ved Overleverelsen til Drammens Privatbank af Engebret Sundby's Pantedokument til Indstevnte afødt xx.xx.1868 er foregaaet en saa fuldkommen Besiddelsesindsættelse af Haandpantet til Indstevnte, som Forholdets Beskaffenhed paa nogen Maade udkrævede, for at sikre ham en sekundær Panthavers fulde Rettighed.

Det er formentlig det, der i det Ovenanførte er antaget som juridisk Pligt for Ihændehaveren af haandfaaet Pant, som Drammens Privatbank har været sig bevidst og paa utvetydig Maade har udtalt i dens Skrivelser til Onsum og Hansteen afødt xx.xx.1868 og 11 Aug. 1869. At en saadan Udtalelse maatte være tilstrækkelig, selv om Transaktionens Gyldighed gjordes afhængig af 1ste Prioritetshavers Samtykke, er en Selvfølge.

Naar Appellantskabet under Forudsætning af, at Vedtagelse fra 1ste Panthavers

Side:664

Side er en ufornøden, paastaar, at Panteretten ikke skal regnes fra Notifikationen, men rykkes tilbage til Gjældsbrevets Dato, finder Retten denne Mening lidet begrundet, aldenstund Appellantskabet indrømmer, at Notifikation er en nødvendig Betingelse for Stiftelse af sekundær Panteret. Det flyder derhos af, hvad Retten oven har anført, at den ikke antager, at nogen gyldig Pantsættelse finder Sted, førend det er iagttaget, som udkræves til at den fjernere Besiddelse af Pantet er gaaet over fra Eieren til den sekundære Panthaver. Dette synes ogsaa at være antaget i de af Appellantskabet selv citerede Høiesteretsdomme afødt xx.xx.18682 og 28 April 18693 .

I Henhold til det Anførte vil Privatbanken i Overensstemmelse med Indstevntes Paastand her ved Retten have at udbetale denne 520 Spd. 67 Skilling. Derimod findes Indstevnte ikke at kunne tilstaaes de krævede 5 pCt. Morarenter, da Banken, efterat der fra anden Side var fremkommet Krav paa Beløbet, maatte være berettiget til at tilbageholde det, indtil det endelig er bestemt hvem det rettelig tilkommer. Paa den anden Side formenes det, at da Bankens Sagfører, til hvem de overskydende Afdrag og Renter ere indbetalte, forsaavidt han ikke har indsat visse paa Folio, ialfald burde have gjort det, maa Banken tilpligtes at betale Foliorente med 1 1/2 pCt.

Processens Omkostninger ville efter Omstændighederne være at ophæve for begge Retter.

Thi kjendes for Ret:

Appellantskabet, Drammens Privatbank, bør til Indstevnte, Bernt Haug, at betale 520 - fem Hundrede og tyve - Speciedaler 67 - sexti syv - Skilling med 1 1/2 pCt. Renter aarlig af 345 Spd. 5 Skilling fra 13 Jan. 1872, afødt xx.xx.98 Skilling fra 25 Mai s. A. og afødt xx.xx.84 Skilling fra 26 Juni s. A., alt til Betaling sker. Processens Omkostninger for begge Retter ophæves. At efterkommes inden 8 Uger fra denne Doms Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

1 Retst. for s. A. S. 399-404 (Rt-1868-399).

2 Ugeblad for Lovk. m. M. VIII S. 273-75 og Retst. for s. A. S. 399-404 (Rt-1868-399).

3 Ugeblad for Lovk. m. M. IX S. 254-264 og Retst. for s. A. S. 428-444 (Rt-1869-428).