Rt-1874-476

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1874-04-07
Publisert:	Rt-1874-476
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 153/1 1874.
Parter:	Advokat Hansmaun, Aktor mod Proprietær Abraham Rosenvinge (A. V. Heiberg).
Forfatter:	J. S. Thomle, Hansteen, Saxlund, Andresen, A. Thomle, Bull, Manthey
Lovhenvisninger:	Lov om Kjøbstaden Tromsø (1851) §53, §19, §54, §83

Assessor J. S. Thomle: Efter Anmeldelse fra Veiinspektøren i Throndhjem afødt xx.xx.1873 om at der paa den ydre Del af Hlademoveien formentlig af Proprietær A. Rosenvinge var gravet en Grøft langs den østre Side cirka 1/2 Alen ind paa Kjørebanen samt at den udgravede Jord var kastet ind paa Veien, og efterat Rosenvinge i den Anledning havde afgivet Erklæringer, hvori han erkjendte Faktum, men mente, at dette ikke vr ulovligt, udfærdigede Stiftamtmanden i Throndhjem, som ikke fandt Erklæringerne fyldestgjørende, under 23 Mai næstefter en Resolution, hvorved der under Forbehold af senere afgivende Bestemmelse angaaende Arbeidsomkostningerne ved Igjenkastning af den paaklagede Grøft, paalagdes Proprietær Rosenvinge for Overtrædelse af Veilovens §53 eller §54 at bøde 2 Spd. til Throndhjems Kommunekasse, som i Vægringstilfælde blev at indtale ved Politiret. Da Proprietær Rosenvinge erklærede sig uvillig til at betale den forelagte Mulkt, blev nærværende Sag anlagt mod ham ved Stevning afødt xx.xx.1873, hvorunder han paastodes ilagt Mulkt for Overtrædelse af Veil.s §53 og §54 tilsammen 3 Spd., men ved Dom, afsagt af Throndhjems Politiret den 11 Aug. f. A. blev Angj. for Politiaktors Tiltale frifunden. Politirettens Dom er derpaa efter meddelt naadigst Bevilling til Sagens Paakjendelse i Høiesteret uden Hinder af Lovgivningens Bestemmelser om summa appellabilis af Stiftet indanket for Høiesteret.

Om selve Faktum er der ingen Tvist. Det er oplyst, at den Vei, paa hvilken Angj. har ladet grave den paatalte Grøft, oprindelig har været en privat Vei, der fører over Baklandet og Hlademoen til Hlade Kirke og til flere i Strinden beliggende Gaarde og Landsteder. Den fører paa en længere Strækning gjennem eller over den Angj. nu tilhørende Gaard, Rosenbergs Grund, og den under Sagen omhandlede Grøft er anbragt i en Længde af omtrent 80 Alen paa Veiens øvre til Angj.s Agerland umiddelbart stødende

Side:477

Side. Grøften er omtrent 1 Alen bred i sin hele Længde og 1/2 Alen dyb. Det Stykke af Veien, hvorom her handles, har ligesom den Del af Angj.s Gaard, hvorigjennem den fører, tidligere hørt til Landdistriktet, men ligger, siden Loven afødt xx.xx.1863 om Udvidelse af Throndhjems Byes Grændser traadte i Kraft den 1 Jan. 1864, inden denne By, og medens Veien, som jeg allerede har anført, tidligere var privat Vei og vedligeholdtes af de deri interesserede Gaardbrugere og Løkkeeiere ifølge en mellem dem oprettet Kontrakt afødt xx.xx.1841, saa har den Del af samme, der nu ligger indenfor Throndhjems Byes Grændser, ligefra 1864 været antaget af Throndhjems Veivæsen som offentlig og vedligeholdt som saadan. Det er oplyst, at Veiens Bredde paa den heromhandlede Strækning fra Begyndelsen af var meget mindre end den nu er. Oprindelig var det kun en Gangsti, men den er efterhaanden udvidet, som det synes, uden nogen tilstrækkelig Beføielse fra vedkommende Borgers Side. Det maa imidlertid antages, at den i længere Tid, rimeligvis ligesiden Hlademoen indlemmedes i Throndhjems By, har paa det omhandlede Stev havt en Bredde af omtrent 8 Alen, og der er oplyst, at dens Bredde som Følge af den af Angj. anbragte Grøft i dens hele Længde er bleven indskrænket fra 8 til 7 Alen. Angj. paaberaaber sig til sin Frifindelse hovedsagelig, at Veien egentlig kun er en privat Vei, at den ligger over hans Eiendom, at Expropriation aldrig har fundet Sted og at den ulovligen er givet en saa stor Bredde som anført, og han mener derfor at have været i sin gode Ret, da han ved at anbringe den omhandlede Grøft har søgt at værge sig imod videre Indtrængen paa hans tilstødende Agerland. Fremdeles paaberaaber han, at Veien ikke er tilføiet nogen Skade ved Anbringelse af Grøften, som han tvertimod mener maatte være til Nytte, og at Veien fremdeles har en Bredde af 7 Alen, som er mere end den lovbestemte mindste Bredde, som Bygdevei efter Veiloven skal have. Jeg tror imidlertid ikke, at disse Grunde kunne være tilstrækkelige til at fritage Angj. for Ansvar efter Veilovens §53. Der er nemlig ganske vist saa, at Veien oprindelig har været privat og at, hvis den fremdeles maatte betragtes som saadan, saa vilde ifølge Veilovens §83 det Offentlige ikke have Noget med at paatale Angj.s Forhold ved at grave den omhandlede Grøft, men som jeg allerede har bemærket, er den Del af Veien, som har spørges om, ligesiden Hlademoen blev indlemmet i Throndhjems By, altsaa fra 1 Jan. 1864, betragtet og behandlet som henhørende til Byens offentlige Veie, uden at der herimod er gjort nogensomhelst Indvending, enten fra Tiltaltes eller fra de Privates Side, som tidligere har vedligeholdt Veien paa sin Bekostning. Men under saadanne Omstændigheder mener jeg, at Veien nu maa betragtes som offentlig eller værende i det Offentliges Besiddelse og under det Offentliges Bestyrelse, og det kan da ikke være tilstrækkeligt til at diskulpere Angj., at han under nærværende Sag paastaar, at den kun skal ansees som privat, medens det dog ikke synes, at han egentlig benægter det Offentliges Ret til at befatte sig med den, og da det, som jeg allerede her bemærket, maa antages, at Veibanen, dengang Angj. lov opkaste den omhandlede Grøft, havde og i længere Tid havde havt en Bredde af 8 Alen, som nu ved Grøften er indskrænket en hel Alen, saa kan jeg ikke være i nogen Tvivl om, at Veien herved maa ansees at være beskadiget, idet endel af selve Veilegemet er borttaget; thi naar Angj. paaberaaber sig, at der blot er opkastet en Grøft og at Grøfter i Regelen maa ansees at være hensigtsmæssige efter hvad der er antydet i Veilovens §19, saa er det tilstrækkeligt at bemærke, at det naturligvis ikke er Angj. men Veibestyrelsen, som har at afgjøre, hvorvidt Grøft paa det omhandlede Sted tiltrænges, ikke at tale om, at Angj. jo selv erkjender, at Grøften ikke af ham er anbragt for Veiens Skyld, men for at beskytte sit Agerland mod Veiens Udvidelse over dette. Jeg tror saaledes som sagt, at Angj. ikke kan undgaa Ansvar efter Veilovens §53. Derimod antager jeg ikke, at der er Anledning

Side:478

til ved Siden heraf ogsaa at ilægge ham Mulkt efter §54, fordi han har ladet den af Grøften opkastede Fyld henlægge paa Veien. Dels kunde der i den Henseende maaske reises nogen Indvending mod den formelle Adgang hertil, idet Mulktforelægget lyder paa Overtrædelse af §53 eller §54, men det maa dog under alle Omstændigheder efter min Mening være afgjørende, at det er oplyst, at hvad der af Grøften er opkastet paa Veien, kun er Sand, som ikke kan henføres under det i §54 nævnte «Skarn, anden Urenlighed eller Affald», medens det ikke er oplyst, at det Henlagte har hindret Færdselen eller gjort denne farlig eller vanskelig. Den Mulkt, Angj. saaledes antages at have forskyldt for Overtrædelse af Veilovens §53, antager jeg efter Omstændighederne bør sættes til Minimum 2 Spd. Om at paalægge ham Omkostningerne ved Grøftens Igjenkastning er der efter Forelægget, og da ingen Oplysning i den Henseende haves, ikke Spørgsmaal. Til Benaadning antager jeg ikke, at der er nogen tilstrækkelig Grund, og idet jeg med Hensyn til Processualia ikke har Noget at bemærke,

konkluderer jeg:

«Proprietær Abraham Rosenvinge bør for Overtrædelse af Veiloven afødt xx.xx.1851 §53 bøde til Throndhjems Byes Kommunekasse 2 Spd. samt udrede Sagens Omkostninger, hvoriblandt Salarium til Aktor for Høiesteret, Advokat Hausmann, med 18 Spd.»

Assessor Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Saxlund: Jeg kommer til samme Resultat som Politiretten, idet jeg nemlig ikke finder Sagens Oplysninger at afgive tilstrækkelig Sikkerhed for at Angj. ved sin Grøftegravning m. V. er gaaet ind paa den offentlige Veirets Grund. Jeg maa vistnok med Førstvoterende gaa ud gra, at Veien, som før 1864 var privat, sidenefter er bleven behandlet som offentlig Vei, og jeg maa tillige gaa ud fra, at Angj. hertil maa ansees at have givet sit Samtykke, men hermed kan jeg ikke anse det givet, i hvilken Udstrækning Veiretten skulde gaa. Der handles om, at dens Bredde skulde være 8 Alen, men Forholdet forekommer mig i dette Stykke temmelig uklart. Fra Begyndelsen af ser man, at Veien var ganske smal, først en Gangsti, der siden er bleven udvidet. Nu da denne Sag som paa, fandt man, at Veien med Tillæg af Grøften udgjorde 8 Alen, samt at Fortsættelsen af Veien nordenfor og søndenfor, hvor ingen Grøft var, ligeledes udgjorde 8 Alen, men heraf at slutte til, at den samme Bredde skulde existere, før Grøften blev gravet paa det Sted, hvor denne gaar, forekommer mig ikke at være nogen sikker berettiget Slutning. Det ser ud til, at Veibredden efterhaanden, aarligaar omtrent, er bleven noget forøget, skjønt mod Tiltaltes Protest ved flere Leiligheder. Under disse Omstændigheder forekommer det mig, at der ikke er Bevis for, at Tiltalte har gaaet udenfor sin egen Grund, eller udenfor hvad han saaledes har Lov til, og jeg kan derfor ikke paa Sagens nuværende Stilling stemme for Andet end Tiltaltes Frifindelse.

Assessor Andresen: Jeg kommer til samme Resultat som Assessor Saxlund, idet jeg hovedsagelig bygger paa de samme Grunde som Politiretten, hvis Dom jeg saaledes antager bør stadfæstes.

Assessor A. Thomle: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førtvoterende.

Extraordinær Assessor, Generalkrigskommissær Bull og Assessor Manthey: Ligeledes.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.