Rt-1874-484

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1874-04-24
Publisert:	Rt-1874-484
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 179/1 1874
Parter:	H. B. Sømoe (Fyhn) mod Porsgrunds Formandskab samt Porsgrunds Magistrat (Heyerdahl).
Forfatter:	Blich, Hansteen, A Thomle, Hallager, Kjerulf, Aubert, Manthey
Lovhenvisninger:

Assessor Blich: Efter meddelt Transport paa et af Handelsborger Sømoe den 17 Aug. 1869 til Kjøbmand Arveskaug i Porsgrund udstedt Gjældsbevis, stort 300 Spd., sagsøgte Porsgrunds Formandskab og Magistrat efter foregaaende forgjæves Klage til Forligelseskommissionen, ved Stevning afødt xx.xx.1870 Handelsborger Sømoe til Betaling af de nævnte 300 Spd. med Renter og Omkostninger. Ved den af Byfogden i Porsgrund den 23 April 1872 afsagte Dom blev Sømoe tilpligtet at betale det nævnte Beløb med Renter fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen den 13 Juni 1870 og Sagens Omkostninger ophævede, og denne Dom blev stadfæstet af Kristianssands Stiftsoverret den 16 Juli 1873 ligeledes med Ophævelse af Omkostningerne ved Overretten. Sagen er nu paaanket af Sømoe til Høiesteret, hvor han har nedlagt Paastand om Frifindelse og Tilkjendelse af Processens Omkostninger for alle Retter, hvorimod Indstevnte, Porsgrunds Magistrat og Formandskab har paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Procesomkostninger ved Høiesteret.

Sagens nærmere Sammenhæng er følgende: Mandag den 16 August 1869 om Aftenen blev Appellanten Sømoe antruffet af en Politibetjent og en Vægter, nemlig 3 Vidne og 2 Kontravidne, i en Have, der tilhørte Kjøbmand Arveskaug og som stødte umiddelbart til Sømoes Eiendom. Haven var indgjærdet paa alle Kanter og aflaaset, og da Vægteren, 2 Kontravidne, under sin Patroullering hørte en Lyd fra Haven, som om der blev plukket Bær derinde samt at Skrotterne af Bærene bleve udspyttede, hvilket gjentog sig flere Gange, og Vidnet paa sit Spørgsmaal om, hvem der var i Haven, intet Svar fik, henvendte det sig til 3 Vidne, som er Politibetjent, og begav sig i Følge med ham igjen tilbage til Haven, hvor Vidnerne traf paa en Person, der, efterat han havde forsøgt at komme ud paa de Steder, hvor Politibetjenten og Vægteren befandt sig, tog Flugten ad en anden Vei, men blev indhentet af Politibetjenten, som, da han erfarede, at det var Appellanten,

Side:485

lod ham slippe uden at arrestere ham, hvad der oprindelig havde været hans Tanke. 3 Vidne anmeldte Sagen for Arveskaug den følgende Morgen, og paa Budsendelse af Arveskaug indfandt Appellanten sig omtrent Kl. 11 om Formiddagen i hans Hus, hvor han, der allerede tidligere havde henvendt sig til 3 Vidne med Anmodning om, at denne vilde lægge ind et godt Ord for ham hos Arveskaug, i Anledning af det om Aftenen Passerede, selv bragte Sagen paa Bane for denne. Arveskaug fordrede, for at undlade at anmelde Sagen for Politiet, at Appellanten skulde vedtage at erlægge et Beløb af 500 Spd. og erklærede, at forsaavidt Appellanten ikke inden Kl. 2 om Middagen indfandt sig hos ham og vedtog en saadan Afgjørelse, vilde Sagen blive anmeldt for Politiet og derefter yderligere forfulgt imod ham. Ved det angivne Klokkeslet indfandt Appellanten sig hos Arveskaug og erklærede sig villig til at afgjøre Sagen, saaledes som af Arveskaug fordret, men paa Foranledning af de tilstedeværende 3 og 5 Vidne nedsatte Arveskaug Summen til 300 Spd., som Sømoe ved det samtidig udstedte Bevis forbandt sig til at betale i tre terminer, dog saaledes, at forsaavidt nogen Termin ikke blev erlagt i rette Tid, skulde det hele Beløb ansees forfaldent til Betaling, efterat Sømoe havde forladt Stedet, udstedte Alveskaug en Erklæring om, at det var hans Bestemmelse, at Pengene skulde benyttes i et vældædigt Øiemed efter Formandskabets Bestemmelse, samt at af den første Termin 25 Spd. skulde udbetales til 3 Vidne og 5 Spd. til 2 Kontravidne "som en Opmuntring for disse Funktionærer til at vise sig agtpaagivende". Den 8 Septbr. derefter transporterede Arveskaug Beviset til Porsgrunds Formandskab til Benyttelse i veldædigt Øiemed for Porsgrunds By, idet 3 Vidnes og 2 Kontravidnes Ret til de for dem bestemte Beløb blev dem forbeholdt.

Appellanten har paastaaet, at han den nævnte Aften var saa overstadig beruset, at han ikke har nogen Forestilling om, paa hvilken Maade han var kommen ind i Arveskaugs Have. Han blev først bragt nogenlunde til Besindelse da Politibetjenten antraf ham der, og da han den følgende Dag indfandt sig hos Arveskaug, var han fremdeles ude af Stand til at kunne klargjøre sig Sagen, om hvis nærmere Sammenhæng han saaledes var i fuldkommen Vildfarelse. Sagen blev imidlertid af Arveskaug og 3 Vidne fremstillet for ham paa en saadan Maade, at han maatte antage, at denne havde været af en langt farligere Beskaffenhed for ham, end den virkelig var, idet disse fremstillede Sagen, som om han havde gjort sig skyldig til Straf for Indbrud, under hvilken Forudsætning det var ham af Vigtighed at kunne saa opgjort Sagen paa hvilkensomhelst rimelig Maade istedetfor at løbe Resikoen af en offentlig Tiltale og rimeligvis en haard Straf. Det var saaledes, paastaar han, de urigtige Forestillinger om hans Forbrydelse, der vare ham bibragte af Arveskaug og 3 Vidne, der allene bragte ham til at indgaa paa det Forlig, som kom istand, og paa Grund af den utilbørlige Fremgangsmaade, som disse saaledes havde vist mod ham, idet de havde anvendt en moralsk Tvang for at saa ham til at indgaa paa Forliget, skjønt disse, navnlig 3 Vidne, maatte have fuld Kjendskab til, at Sagen kun var en ubetydelig Overtrædelse, medens han derimod selv ikke havde nogen Forestilling om, hvori han egentlig havde forbrudt sig eller hvor stor Forbrydelsen var, antager Appellanten, at der i nærværende Tilfælde er anvendt en saa utilbørlig Tvang mod ham, at han maa være berettiget til at fordre, at Overenskomsten ikke ansees for ham bindende, og det saameget mere som Overenskomsten indeholder et pactum turpe, idet man har søgt under et utilbørligt Foregivende at afpresse ham en Del Penge.

At Appellanten skulde have været saa overstadig beskjænket, at han ikke har havt nogen Forestilling om den Handling, han havde gjort sig skyldig i, synes dog ikke at fremgaa af de under Sagen fremkomne Oplysninger, 1ste og 9de Hovedvidnes Prov, som Appellanten isaahenseende har paaberaabt sig, forekommer mig ikke at kunne være afgjørende til Fordel for ham. 1

Side:486

Hovedvidne omtaler vistnok, at han den Aften fandt Appellanten noget beruset,. men han kan ikke nærmere angive Tiden da dette var, og 9 Hovedvidne forklarer, at han forlod Appellanten henved Midnat og fandt ham da ikke at have Rede paa nogen Ting. Derimod fremgaar det af 3 Hovedvidnes og 2 Kontravidnes detaillerede Forklaringer, om hvorledes de antraf Appellanten i Arveskaugs Have, samt af 2 Kontravidnes Forklaring om hvad han hørte der passerede forinden Anholdelsen, og begges Forklaringer om hvorledes Appellanten opførte sig, da han tog Flugten, noksom, at Appellanten ikke kan have været saa overstadig beruset, som han foregav. Vidnerne erklære udtrykkelig, at de ikke kunde mærke, at han var noget videre beruset, ligesom det ogsaa er at mærke, at da Appellanten den følgende Dag omtalte Sagen saavel for 3 Vidne som 2 Vidne, Arveskaug, paaberaabte han sig ikke Beruselse, men fremstillede endogsaa Sagen for 2 Vidne paa den Maade, at han var gaaet ind i Haven for at jage efter en stor Hund, som han havde hørt var derinde. Efter 3 Vidnes Forklaring henvendte Appellanten sig om Morgenen uopfordret til Vidnet med Anmodning om at lægge er godt Ord ind for ham til Arveskaug, hvilket saaledes viser, at han maa have havt en Forestilling om, at Sagen ikke havde været saa ganske ubetydelig, som han nu vil gjøre det til, og hvilken Forestilling Appellanten saa end maa have havt om Sagen, forekommer det mig dog klart, at han maa have antaget, at han paa Grund af sin Nærværelse i Haven om Aftenen kunde risikere en Justitssag, hvis Følger det maa have været ham om at gjøre at undgaa. Forsaavidt Appellanten har paastaaet, at Arveskaug saavelsom 3 Vidne skulde have fremstillet Sagen langt værre for ham, end den virkelig var, idet de skulde have paastaaet, at det var et Indbrud, som havde fundet Sted, da have Begge benægtet Rigtigheden deraf, og der er ikke fremkommet nogen nærmere Oplysning om, at Arveskaug enten paa denne Maade eller ved andre utilbørlige Forestillinger skulde have bibragt Appellanten nogen urigtig Mening om hvori Forbrydelsen bestod eller hvilket Ansvar deraf kunde resultere. Arveskaug har erklæret, at saavidt han erindrer, blev der ikke talt om hvilken Slags Forbrydelse Appellanten skulde have begaaet, hvorpaa Vidnet selv erklærer ikke at have havt nogen Rede. Han antog vel, siger han, at Appellanten vilde blive straffet, men havde ikke nogen nærmere Forestilling om, for hvilken Forbrydelse Appellanten vilde blive straffet eller hvilken Straf han vilde risikere. Hvad der skulde tale for, at Appellanten paa en utilbørlig Maade skulde være bleven paavirket af Arveskaug, kan derfor allene søges i den Omstændighed, at Arveskaug forlangte en Sum af 500 Spd., for at han skulde undlade at anmelde Sagen for det Offentlige, men om endogsaa man kan indrømme, at det Beløb, Arveskaug fordrede, var usædvanlig høit saa kan man dog ikke af den Omstændighed, at der findes et Misforhold Sted mellem den Resiko, som Appellanten kunde løbe, ved at Aktion blev anlagt mod ham, og det Vederlag, han fandt sig i at give for at undgaa dette, slutte, at nogen utilbørlig Paavirkning fra Arveskaugs Side skulde have fundet Sted, og kun under en saadan Omstændighed kunde der være Tale om at omstyrte det Forlig, som blev indgaaet mellem dem. Det maa bemærkes, at Appellanten, der skal være en velholden Mand efter den Attest, som er fremlagt for Høiesteret i Sagen, ikke tidligere har været saa ukjendt med offentlig Forfølgelse, idet han ikke mindre end 15 forskjellige Gange er mulkteret for ulovlig Brændevinssalg og andre saadanne Forseelser og derhos straffet efter en Høiesteretsdom i 1859 med 15 Dages Fængsel paa Vand og Brød for Helligbrøde og Forbrydelse mod Krll.s Kap. 17 §1. Appellanten var derhos givet Anledning til paa anden Haand at faa undersøgt, hvilket Ansvar han kunde have paadraget sig ved sin Forseelse, idet han nemlig var givet en Betænkningstid af et Par Timer, forinden han behøvede at erklære sig, om han vilde indgaa paa det af Arveskaug gjorte tilbud, og naar han ikkedestomindre indgaar derpaa, saaledes som Beløbet

Side:487

til Slutning blev fastsat, kan jeg ikke finde nogensomhelst Grund til at antage, at han ved nogen Tvang fra Arveskaugs Side skulde være bleven Nødsaget til at indgaa paa det Forlig, som han i vedtog. Efter Arveskaugs Fremstilling, som heller ikke er modbevist at være urigtig, har denne kun anvendt den Tvang, som han var berettiget til, idet han har overladt Appellanten Valget mellem at indgaa paa det Beløb, som var ham foreslaaet, eller at undergives Aktion. En saadan Tvang er ikke anderledes end hvad der hyppig finder Sted, hvor der er Spørgsmaal om en Forbrydelse, der er undergivet privat-publik Paatale, men man har dog aldrig hørt, at naar en Sag paa en saadan Maade er bleven forligt, den senere skulde kunne kuldkastes af den Grund, at man har havt urigtige Forestillinger om Sagen, eller at det Beløb, som er fordret, er høiere end rimeligt kunde være. At der skulde være noget Anstødeligt i det Forlig, som blev indgaaet, kan der, efter hvad jeg før har omhandlet, ikke efter min Formening være nogen Tale om. Appellanten skal, som bemærket, være en velholden Mand, og den Sum. som blev fordret, om endogsaa noget høi, kan dog ikke med nogen Føie paastaaes at staa i et Misforhold til den Tort eller Ubehagelighed, som Appellanten kunde resikere ved at blive undergivet Justitsaktion. Jeg kommer saaledes til samme Resultat som de foregaaende Retter. Om Summens Størrelse er der ikke noget Spørgsmaal og jeg finder desuden Paaanken fra Appellantens Side saa lidet beføiet, at jeg antager, at han ikke kan undgaa at betale Processens Omkostninger for Høiesteret.

Jeg konkluderer derfor:

"Stiftsoverrettens Dom bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret betaler H. B. Sømoe til Porsgrunds Formandskab og Magistrat med 60 Spd."

Assessor Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig.

Assessor A. Thomle: Jeg er paa samme Maade enig med Førstvoterende, dog saaledes, at jeg efter denne Sags særegne Omstændigheder finder, at der er Grund til at ophæve Processens Omkostninger ogsaa for Høiesteret.

Assessor Hallager: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Expeditionssekretær Kjerulf: Jeg er enig med Assessor Thomle, og lægger isaahenseende Vægt paa, at ligesom jeg finder, at det var overdrevent af Arveskaug at lade Appellanten for den af ham begaaede Forseelse bøde saameget som 300 Spd., saaledes har jeg mine Tvivl med Hensyn til det Passende i, at Porsgrunds Kommune, vidende om Sammenhængen, modtog Fordringen og indtalte den ved Søgsmaal.

Extraordinær Assessor, Professor Aubert: Jeg er enig i Førstvoterendes Konklusion, men ligesom Assessor A. Thomle med Ophævelse af Procesomkostningerne. Og jeg lægger her Vægten paa Sagens juridiske Side. Jeg finder at burde udtale den Mening, at ogsaa en Kontrakt, indgaaet for at slippe Anmeldelse blot for en privat eller privat-publik Forbrydelse som den, hvorom der her er Tale, stundom vil kunne omstødes, idet nemlig ogsaa en Tvang, som i sig selv er retmæssig, f. Ex. Trudsel med Gjældsarrest eller Anmeldelse for en Forbrydelse, hvorom der er grundet Mistanke, dog bliver ulovlig, hvor den bruges ganske udenfor sit Øiemed eller udover rimelige Grændser, altsaa til Udpresninger. Jeg tør ikke sige, at disse Grændser i dette Tilfælde ere overskredne, idet jeg her lægger Vægt paa, at Sømoe paa Grund af sine mange foregaaende om end mindre Lovovertrædelser havde Grund til at frygte, ikke blot Tiltale, men en ikke ganske ubetydelig Straf, at han efter sin Sagførers Erkjendelse for Høiesteret er i god økonomisk Stilling, og at Arveskaug rimeligvis allerede fra først af ikke har villet foretage Udpresning i egennyttig Hensigt. Men den affordrede Sum var dog saa stor, den Frist, der blev stillet, saa knap, Arveskaugs

Side:488

Adfærd saa skarp og Sømoes Opfattelse af sit eget Ophold i Haven og de deraf flydende Følger saa uklar, og maaste, hvad der er ganske let forklarligt, overdreven, at det i ethvert Fald er naturligt for ham at æske Høiesteretsdom for Spørgsmaalet, især da han igrunden forhen blot har en Dom mod sig, idet Underrettens Dom blot er Grundet paa Forordningen afødt xx.xx.1798.

Assessor Manthey: Jeg er enig med Førstvoterende og skal blot bemærke, at da Beløbet her er skjænket til veldædigt Øiemed, tør jeg ikke bestemt dadle, at Kommunen satte det under Inddrivelse.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.