Rt-1874-589

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1874-06-24
Publisert:	Rt-1874-589
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 259/1 1874
Parter:	Høilandets, Flaa og Leinstrandens Kommunebestyrelser (Bergh) mod Melhns Kommunebestyrelse ved dens Ordfører, som Eier af Melhus Kirke (Birkeland).
Forfatter:	Blich, Hallager, Andresen, Løvenskjold, I.S. Thomle, Saxlund, Manthey
Lovhenvisninger:

Assessor Blich: Melhus Præstegjelds 4 Kirker, Melhus Hovedkirke og Annexerne Flaa, Leinstranden og Høilandets Kirker, der siden 1730 vare i privat Eie, bleve ved Auktion den 18 Marts 1779 efter afdøde Kancelliraad Plate solgte og alle underet tilslaaede Almuerne i de nævnte Sogne for en Kjøbesum af 6.950 Rdlr. Den 21 Juni 1779 udfærdigedes Auktionsskjøde, og Dagen efter, den 22 Juni, blev der udstedt Separatskjøder til enhver af Sognealmuerne, saaledes at ethvert Sogn blev overdraget sin Kirke for en Kjøbesum, der var forskjellig for de forskjellige Sogne, idet den for Melhus Kirke bestemtes til 3.300 Rdlr., for Høilandets til 1.400 Rdlr., for Leinstrandens til 1.300 Rdlr, og for Flaas til 950 Rdlr. I de forskjellige Separatskjøder bestemtes der, at med Kirken fulgte det samme tilhørende

Side:590

ventarium, Landskyld, Tiende og Husmandspenge. Derimod ser man ikke, at noget Jordegods fulgte med i Kjøbet undtagen for Høilandets Kirkes Vedkommende, idet der anføres, at med denne Kirke fulgte Gaardene Estenstad, Gaasland og Kjøsen, men med Hensyn til disse Gaardes underliggende Skove blev der truffet en egen Bestemmelse, hvorefter samme ligesaavelsom en under Gaarden Gaasland beliggende Saug skulde blive en uadskillelig Eiendom saavel for Høilandets Sogn, i hvilket nemlig Gaardene vare beliggende, som for Melhus Hovedsogn, Flaa og Leinstrandens Annexkirker, til deres Brug og Nytte. Dette Forhold forblev uforandret, indtil man i Aaret 1862 besluttede, at de Gaardene underliggende Skove skulde udskiftes. Først tænkte man paa, at Udskiftningen allene skulde gaa ud paa, at Leilændingernes Brugsret blev udskiftet af Skovene, men efterat Udskiftningsforretningen var paabegyndt den 30 Juni 1865, fremkom der fra de forskjellige Repræsentanter for Annexkirkerne Ønske om, at der maatte foretages en fuldstændig udskiftning af Skovene, saaledes at hver Almue kunde saa sin Del til Eiendom. Høilandets Sogn paastod dog principaliter at være eneberettiget til Skovene, men in subsidium sluttede dette Annex sig til de to andre Annexers Paastand om, at samtlige Sogne havde lige store Andele i Skovene, medens derimod Melhus Hovedsogn paastod, at det tilkom en fortrinlig Ret i Skovene, idet det principalt paastod, at det tilkom Halvdelen, men in subsidium, at dets Andel skulde bestemmes efter Forholdet af den Kjøbesum, som hvert af Sognene havde betalt, da Kirkerne med Tilliggelser i Aaret 1779 bleve dem overdragne, saaledes at Melhus skulde tilkomme 66/139, Flaa 19/139, Leinstranden 26/139 og Høilandet 28/139 Dele. Ved den af Udskiftningsretten den 29 Juni 1867 afgivne Kjendelse bestemtes det med Hensyn til denne Del af Tvisten, den angik nemlig flere Poster, at Skovene skulde deles i 4 lige Dele mellem Høilandets, Flaa's, Melhus's og Leinstrandens Kirker. Denne Kjendelse paaankedes til Underretten i Guldalen saavel fra Melhus's som fra Høilandets Kommunebestyrelses Side, hvor de nedlagde samme Paastande, som for Udskiftningsretten var fremsat, men ved den af Sorenskriveren den 24 Marts 1871 afsagte Dom blev Udskiftningsrettens Kjendelse og den derpaa byggede Udskiftning stadfæstet og Processens Omkostninger ophævede, Sagen blev derefter saavel fra Melhus som fra Høilandets Kommunebestyrelsers Side indanket til Throndhjems Overret, hvor disse Parter atter fremsatte de samme Paastande som tidligere, medens derimod Flaa og Leinstrandens Kommunebestyrelser saavel ved Underretten som ved Overretten kun indskrænkede sig til at paastaa Udskiftningsrettens Kjendelse stadfæstet. Ved Overrettens Dom afødt xx.xx.1872 blev Udskiftningsrettens Kjendelse, forsaavidt samme bestemmer, at de Melhus Præstegjelds Kirker tilhørende Kirkeskove paa Høilandet blive at dele i 4 Dele mellem samtlige Kirker, underkjendt hvad Melhus Kirkes Andel angaar og, heder det, bør denne Kirke ved Udskiftningen tillægges 66/139 Dele af den Kirkerne tilfaldende Andel af bemeldte Kirkeskove. Hvilken Andet Annexkirkerne skulde have af Skovene, blev derimod ikke afgjort, da der ikke var fremkommet nogen subsidiær Paastand fra Annexkirkerne isaahenseende, Høilandets Kommunebestyrelse havde principalt paastaaet, at den allene skulde tilkomme Eneeiendomsretten til Skovene, men denne Paastand blev forkastet ved Overretten ligesom ved Underretten. Processens Omkostninger bleve ogsaa for Overretten ophævede, Sagen er nu indbragt for Høiesteret, idet Høilandets, Flaa og Leinstrandens Kommunebestyrelser ved Stevning af 17 Oktbr, f. A. have paaanket Overrettens Dom til Høiesteret og nedlagt Paastand om, at Udskiftningsrettens Kjendelse afødt xx.xx.1867 dens 2den Post, det er den Post, hvorom der tvistes stadfæstes, og at Appellanterne hos Indstevnte tilkjendes Processens Omkostninger. Indstevnte, Melhus Kommunebestyrelse, har derimod paastaaet Stiftsoverrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Sagens Omkostninger hos Appellanterne.

Side:591

Efterat den Paastand, som Høilandets Kommunebestyrelse har nedlagt om at være Eneeier af Skovene, er forkastet ved de foregaaende Retter og Sagen fra denne Side ikke er paaanket af Kommunebestyrelsen, er der ikke længere Tale om Andet, end at de nævnte Skove bade ligger i Fællesskab mellem samtlige til Melhus Præstegjeld hørende Sogne, og Spørgsmaalet dreier sig saaledes kun om, hvorvidt den Ret til Skovene, som Sognene tidligere have havt, kun har været Ret til at benytte Skovene allene forsaavidt som det fordres til Kirkernes Vedligeholdelse, eller om Skovene have tilhørt Sognene med fuldkommen Eiendomsret, samt om hvorledes hvert enkelt Sogn har tilkommet denne Ret i Forhold til de øvrige. Appellanterne have paastaaet, at det kun har været en Brugsret, som tilkom Sognene, idet nemlig den private Eier kun i Navnet havde Eiendomsret over Skovene, der, som tidligere hørende til Kirkegodset, efter Lovgivningen, navnlig efter Frdgn. afødt xx.xx.1734, og de Klausuler, som indeholdes i Skjøderne, ikke kunde bruges paa anden Maade end til at vedligeholde Kirkebygningerne. Appellanterne antage derfor, at den Fordeling, som ellers mellem Sognene havde fundet Sted af Kirkerne med Tilbehør og den ulige Kjøbesum, som herfor blev erlagt, ikke kan danne Regelen for, hvormeget hvert af dem har eiet i Skovene. Retten til Skovene maatte være lige stor og lige god for Alle, og dersom der skulde være nogen Forskjel, saa maatte denne søges deri, at den ene Kirke tiltrængte mere Trævirke end den anden, men isaafald maatte Melhus Kirke som Følge af, at den var en Stenkirke, tilkomme en meget mindre Anpart i Skovene end noget af de øvrige Sogne, der have Trækirker. I de Separatskjøder, som ere udstedte paa Kirkerne, navnlig i Skjødet til Høilandets Annex, anføres det derhos udtrykkelig, at Gaardens Skove skulle blive en uadskillelig Eiendom for samtlige Sogne til deres Brug og Nytte, men da Retten saaledes er lige stor for alle Sogne, maa de efter Appellanternes Formening ogsaa tilkomme en lige stor Del i Skovene, medens paa den anden Side Kjøbesummen for Kirkerne med Tilliggelser i Separatskjøderne Intet kunde have med Skovene at bestille, da disse som anført ikke deltes mellem Sognene men skulde vedblive at ligge i Fællesskab til Bedste for disse. Appellanterne mene, at man maa gaa ud fra Auktionen i 1779 som Fundament for Sameiet, og da nu Auktionsskjøde blev udstedt til samtlige Sogne i Fællesskab, maa det antages, at Fællesskabet mellem Sognene ikke har været anderledes, end hvor der er flere forskjellige Eiere til en Ting, at de maa ansees at tilkomme lige store Andele i den fælles Eiendom, forsaavidt intet Modsat skulde være bestemt. En saadan Bestemmelse findes imidlertid ikke i det udstedte Auktionsskjøde. Det er først senere, at Almuerne bleve enige om at fordele den kjøbte Fælleseiendom paa den Maade, som er skeet, nemlig ved at hvert Sogn fik Overdragelse paa sin særskilte Kirke, men denne senere Fordeling kunde da ikke tjene til Regel for, hvilken Andel det enkelte Sogn skulde tilkomme i den Del, som ikke blev Gjenstand for udskiftning eller for særskilt Salg til Almuerne, men fremdeles vedblev at ligge i Fællesskab mellem dem. De Oplysninger, man har i Sagen, ere vistnok meget uklare, men det forekommer mig dog, at Hensigten med, at Almuerne have kjøbt Kirkerne med tilhørende Gods, ikke med nogen Rimelighed kan have været nogen anden, end at hvert Sogn har villet erhverve til Eiendom for sig den der beliggende Kirke med Tilliggelser, og at de derfor fra Begyndelsen maa have været enige i, at de herfor skulde udrede en Kjøbesum, der maatte være forskjellig efter Værdien af Kirkerne med vedkommende Tilliggelser. Muligens har ikke Andelene af Kjøbesummen været nøiagtig bestemte, da Auktionen foregik, og muligens er ogsaa Bestemmelsen herom først truffet, efterat Auktionsskjødet var meddelt, men det forandrer bog ikke Sagen i nogen væsentlig Henseende, idet jeg antager, at det derfor ligefuldt staar fast, at Sognene have været enige om, at de ikke skulde have en ligestor Anpart i samtlige Kirker med Tilliggelser, og at det samme

Side:592

Forhold, som bestemtes med Hensyn til Kjøbesummens Størrelse, forsaavidt det faktisk Deling fandt Sted, ogsaa maatte blive gjældende for den Del af det indkjøbte Kirkegods, som ikke strax blev Gjenstand for en faktisk Uddeling. Havde noget Modsat været Parternes Mening, forekommer det mig aldeles klart, at herom maatte være givet en udtrykkelig Bestemmelse, idet Separatskjøderne bleve udfærdigede og der i disse bestemtes, at en enkelt Del af Kirkegodset nemlig Skovene, ikke skulde fordeles mellem Sognene, men fremdeles være i Sameie mellem dem. Nu har man med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvad ethvert Sogn skulde eie af det indkjøbte Kirkegods, intet Andet at holde sig til end den Kjøbesum, som enhver af Sognene havde at udrede, og det vilde være vilkaarligt at bestemme hvilketsomhelst andet Forhold, hvori Skovene, som ikke dengang faktisk blev delt mellem dem, skulde tilhøre hvert enkelt Sogn. Der er ikke, saaledes som af Appellanten paastaaet, blot Tale om, at Skovene skulde tilkomme dem til Brug. Jeg antager det maa være klart af Skjøderne, at Skovene ligesaavelsom de øvrige Tilliggelser ere blevne solgte til fuldkommen Eiendom. Isærdeleshed forekommer det mig, at dette fremgaar klart af Bestemmelserne i Skjødet til Høilandets Annex, hvori Retten til Skovene er stillet lige med den forbeholdte Ret til en Saug, om hvilken det er in confesso mellem Parterne, at den har været overdraget Almuerne til fuldkommen Eiendom. Den Indskrænkning i Skovenes Benyttelse, som Lovgivningen paa den Tid indeholdt, kan ikke herimod paaberaabes, da det af senere Bestemmelser, navnlig Frdgn. 31 Marts 1741 og Skatteanordningen af 1746, fremgaar, at denne Indskrænkning ikke har været saaledes at forstaa, at Kirkeeierne ikke skulde have Adgang til at kunne hugge til Salg eller til eget Brug, og i Virkeligheden have nok ogsaa Kirkerne stedse anseet sig at være berettigede til en ligesaa fri Raadighed over Kirkeskovene som over Kirkens øvrige .Jordegods. Jeg skal i denne Henseende henvise til Assessor Motzfeldts Kirkeret S. 136 og 159 samt Prof. Brandts Tingsret S. 228. Men maa man saaledes antage, at det ikke blot har været en Brugsret, som Almuerne have havt i Skovene, kan man saameget mindre med Appellanterne antage, at denne Slags Ret skulde danne Regelen for, hvor stor Andel ethvert Sogn har havt i Skovene. Jeg antager derfor, at man allerede strax har været enig om at dele det hele indkjøbte Kirkegods efter den Kjøbesum, som er bestemt i Separatskjøderne, at ethvert Sogn saaledes skulde have Anpart i Skovene efter dette Forhold, men at man kun har udsat med den faktiske Deling af Skovene, indtil denne udskiftning i 1865 begyndte. At dette ogsaa virkelig, har været Parternes Opfattelse af Sagen, fremgaar af forskjellige Udgifts- og Indtægtsposter, som findes i Kirkernes Regnskabsbøger. Jeg skal ikke specielt opregne de forskjellige Tilfælde, men man ser af Kirkestolene for Leinstranden og Melhus, at der fra Aaret 1779 til og med 1790 er anvendt udgifter paa den saakaldte Gaaslands Saug, der ligesaavelsom Skovene havde ligget i Fællesskab for samtlige Kirker, hvilke Udgifter efter Regnskaberne sees at være fordelte paa de forskjellige Kirker omtrent efter samme Forhold, som vedkommende Kommuner havde erlagt i Kjøbesum for Kirkerne med Tilliggelser. Kirkestolene for Melhus og for Leinstranden ere indbyrdes overensstemmende isaahenseende. Flaa Kirkestol er bortkommen, saa man ikke har nogen Oplysning derfra, og Høilandets Kirkestol er ikke ført fra 1718 til 1794, hvorfor heller ikke nogen Oplysning fra denne har kunnet gives. Fremdeles ser man, at efter 1794 ere andre Udgifter fordelte paa samme Maade og ligesaa nogle tilfældige Indtægter af Skovene, hvorom samtlige disse 3 Kirkestole indeholde Oplysninger. I 1794 er nemlig 8 pCt. Skatten, der var en Eiendomsskat, fordelt mellem Sognene paa hvad Enhver kunde tilkomme som Eiendom, efter det samme Forhold, hvori de havde kjøbt Kirkegods, og nogle Mulkter, som indkom for ulovlig Hugst i Skovene, ere ligeledes fordelte efter det samme Forhold mellem Sognene. Disse Poster angaar vistnok ubetydeligere Beløb,

Side:593

men de vise dog, at allrede strax, efterat Kirkerne vare indkjøbte, er der Skeet en Fordeling af Indtægter og Udgifter, forsaavidt der Kunde være Spørgsmaal herom, efterat Kirkegodset forøvrigt faktisk var delt mellem Sognene, og naar nu denne Fordeling er skeet i Forhold til den hvert af Sognene paalagte Andel af Kjøbesummen for det hele Kirkegods, saa maa man antage, at Fordelingen er skeet af Hensyn til, at man har været paa det Rene med, at det, som endnu fremdeles forblev i Fællesskab, skulde eies af Sognene i samme Forhold, som den øvrige Del af Kirkegodset var tilfaldt hvert enkelt af dem. Det kan derfor ikke komme i Betragtning, at ved Fordelingen har Melhus Sogns Almue allerede faaet en større Valuta for den Kjøbesum, som er erlagt end de øvrige Sogne, da der ved Kjøbesummens Fordeling maa være taget Hensyn til de Indtægter, Landskyld, Tiende osv., som tillaa vedkommende Kirke. Men har nu ethvert enkelt Sogn saaledes havt en forholdsvis større eller mindre Andel i Sameieskovene, er deraf en Følge, at naar de skulle udskiftes, maa det Forhold, som bestod, dengang Sameiet fandt Sted, overføres ved Udskiftningen, saaledes at det Sogn, som havde den større Andet i Sameiet, ogsaa faar saameget større Andel i den udskiftede Skov.

Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Overretten, hvis Dom jeg derfor finder maa blive at stadfæste, hvorhos jeg antager, at Processens Omkostninger efter Omstændighederne ogsaa ved Høiesteret maa blive at ophæve.

Jeg konkluderer saaledes:

"Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves".

Assessor Hallager: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessorerne Andresen, Løvenskjold, I. S. Thomle, Saxlund og Manthey: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.