Rt-1874-649
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1874-09-01 |
| Publisert: | Rt-1874-649 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr 6/2 1874 |
| Parter: | Overretssagfører M. E. Hoff (Heffermehl) mod Haavel Johannesen Aalseth (udebleven). |
| Forfatter: | Hansteen, Blich, A Thomle, Andresen, Hallager, Manthey, Meldahl |
| Lovhenvisninger: | Norske Lov (1687), LOV-1845-08-19-§2 |
Den 8 Decbr. 1864 blev der i Henhold til Forlig af 6 Juni d. A. og Pantobligation, dateret 30 Juni, thinglæst 1 Juli 1847, for Beregningssum 100 Spd. 66 sz med Renter og mulige Omkostninger gjort Exekution i Gaarden Øvre Aalseth, Matr.-Nr. 93, af Skyld 5 Daler 1 Ort 11 Skill., i Snertingdalen i Birid, hvilken Gaard da eiedes af Ole Andreas Johannesen efter Auktionsskjøde afødt xx.xx.1863, thinglæst 2 Juni 1864. Denne Exekutionsforretning thinglæstes 10 Januar 1865. Under 12 Septbr. 1865 indfriede Ole Andreas Johannesen sin Gjæld efter Exekutionsforretningen, men istedetfor Kvittering lod han sig meddele Transport paa Exekutionsforretningen. Han disponerede imidlertid ikke paany over denne, medens han endnu var Eier af øvre Aalseth; men efterat Gaarden under 15 Juli 1867 var ham frasolgt ved Tvangsauktion, hvorved den for en Kjøbesum af 1.000 Spd. blev tilslaaet Haavel Johannesen, meddelte han (Ole Andreas) under 10 April 1868 Overretssagfører Hoff Transport paa Exekutionsforretningen. (Transporten er dateret 10 April 1867; men det er in confesso, at dens rette Datum er 10 April 1868). Hoff rekvirerede derefter i Henhold til den ham saaledes tiltransporterede Exekutionsforretning Tvangsauktion over Gaarden Øvre Aalseth. Ved denne, der var berammet til 29 Januar 1869, lod Haavel Johannesen møde og protesterede mod Auktionens Fremme; men ved Auktionsforvalterens Kjendelse afødt xx.xx.1869 blev det bestemt, at Auktionen skulde nyde Fremme; og, efterat ogsaa en paa Ole Andrea Johannesens Vegne fremsat Protest mod Auktionens Fremme var forkastet ved Kjendelse af. 20 April blev Gaarden under 27 Juni næstefter solgt. Haavel Johannesen var Høistbydende med 1.155 Spd.; men Hoff, der var Næstbydende med 1.150 Spd., approberede sit eget Bud, idet han forkastede den af Haavel Johannesen tilbudne Kaution, Efterat derpaa Auktionsforretningen med de derunder afsagte Eragtninger af Haavel Johannesen var paaanket til Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdeling, blev ved dennes Dom afødt xx.xx.1871 Auktionsforretningen overensstemmende med Haavel Johannesens Paastand underkjendt og Overretssagfører Hoff tilpligtet at betale Sagens Omkostninger med 30 Spd. Denne Dom har derefter Overretssagfører Hoff paaanket til Høiesteret, hvor Sagen paa Grund af Indstevnte saavel Johannesens Udeblivelse er udgaaet til skriftlig Behandling. Haavel Johannesen, der er reist til Amerika,
Side:650
har maattet stevnes paa den i N.L. l412 foreskrevne Maade. Varselet findes at være i Orden. Med Hensyn til Dokumentationen bemærkes, at den ved Overretten fremlagte og i Overretsdommens Præmisser paaberaabte Panteattest ikke er formelig fremlagt ved Høiesteret. Men da den imidlertid vedligger Sagens Dokumenter, og da derhos det, til hvis Bevisliggjørelse den skulde være af Betydning, nemlig at ikke samtlige paa Gaarden Øvre Aalseth hvilende Heftelser bleve dækkede ved Tvangsauktionen afødt xx.xx.1867, efter Proceduren maa antages at være in confesso, finder jeg ikke Grund til at lægge nogen Vægt paa Mangelen af Panteattestens formelige Fremlæggelse ved Høiesteret. Den af Appellanten for Høiesteret nedlagte Paastand gaar ud paa, at Overrettens Dom kjendes uefterrettelig eller under kjendes, at den paaankede Auktion afødt xx.xx.1869 med derunder afsagte Eragtninger stadfæstes, og at Appellanten hos Indstevnte tilkjendes Procesomkostninger.
Til Støtte for den Mening, at Auktionen urettelig er tillagt Fremme, er fra Indstevnte, Haavel Johannesens, Side anført, at en Transport, som, om den var foregaaet før Auktionen i 1867, vilde have været eller kunde have været gyldig, ikke kan være det, naar den er foregaaet i 1868 paa en Tid, da Transportgiveren var sat ud af Eiendommens Besiddelse, men dog fremdeles var penge i samme skyldig. Enhver senere Panthaver maatte nemlig kunne forlange, at han først og fremst skulde blive dækket, før Ole Andreas Johannesen kunde benytte sit indfriede Dokument som Heftelse, og da den af Indstevnte givne Kjøbesum ikke var tilstrækkelig til at fyldestgjøre Panteheftelserne, af hvilke flere Hundrede Spd. bleve udækkede, saa formenes den af Ole Andreas Johannesen til Hoff transporterede Exekution at maatte bortfalde eller vige for senere Panteheftelser. Den forrige Eier kunde efter Indstevntes Formening ikke selv frelse Noget fra sit Skibbrud, førend enhver Medinteresseret først havde reddet Sit. Indstevnte har forøvrigt ogsaa paastaaet, at den Hoff meddelte Transport i Virkeligheden ikke var nogen Eiendomsoverdragelse, men kun en Sikkerhedsstillelse for de mindre Beløb, som Indstevnte maaste kunde have fundet sig foranlediget til at lægge ud, hvis ikke Hoff havde været uvillig til at fremkomme med Opgjør angaaende sit Tilkommende.
Appellanten, der paastaar, at Transporten virkelig var til Eiendom og ikke blot til Sikkerhed for Tilgodehavende, formener, at Frgn. afødt xx.xx.1798 og Thinglæsningsinstitutionen maa medføre, at Eier af fast Eiendom, ved at lade sig tiltransportere Heftelser i samme, opretholder sin Ret til atter at borttransportere dem med den dem fra Først af tilkommende Prioritet; og han antager ikke, at denne Ret kan fortabes derved, at Vedkommende ikke længer er Eier af Eiendommen paa den Tid, han borttransporterer Fordringen, Naar det dobbelte Forhold at Vedkommende paa en Gang er Eier baade af den pantsatte Eiendom og af Pantefordringen opløses, hvad enten det sker frivillig eller ved Tvangssalg, maa efter Appellantens Formening Konfusionen ansees som hævet, Han vil i det heromhandlede Forhold ikke have Konfusionen betragtet uden som midlertidig, og til her at opstille en egen Regel med Hensyn til Konfusion hidleder han Hjemmelen derfra, at man gjennem Frdgn. 9 Febr. 1798 og Thinglæsningsvæsenet har Adgang til at isolere Pantefordringerne saaledes, at den pantsatte Eiendoms Eiendomsforholde paa samme Intet influerer. Appellanten bemærker derhos, at selv om Omstændighederne ere saadanne, at Vedkommende gjør sig skyldig i bedragersk Færd ved at benytte sin Adgang til at hæve den midlertidige Konfusion, saa kan dette dog ingen Indflydelsen saa paa den Trediemand, der gjennem Konfusionens Ophør har erhvervet en tinglig Ret, ligesom selve det bedragerske Forhold ikke antages at kunne paatales af Andre end senere Prioritetshavere, ikke derimod af den pantsatte Eiendoms senere Eier, der ei resikerer at blive narret, naar han holder sig til Panteregisteret.
Side:651
Jeg antager, at den omhandlede Exekutionsforretning ikke kunde være at anse som fremdeles bestaaende Heftelse paa Øvre Aalseth, efterat den var indfriet af Ole Andreas Johannesen, og denne derhos var frasolgt Gaarden, uden at Panthaverne vare dækkede. Jeg vil ikke benægte, at en Skyldner, der indfrier en Panteheftelse og agter senere at optage et nyt Pantelaan istedetfor det gamle, under visse Omstændigheder kan bruge den Fremgangsmaade, at han lader sig meddele Transport paa det indfriede Dokument og senere igjen borttransporterer dette, hvorved Thinglæsningsomkostninger spares. Ere Forholdene nemlig saadanne, at det ikke har Indflydelse paa nogen Trediemands Rettigheder, om Panteheftelsen, uagtet indfriet, fingeres fremdeles at have været bestaaende, synes der ikke at kunne være Noget til Hinder for, at der meddeles den nye Laangiver Pantesikkerhed paa den Maade, at Pantets Eier giver ham Transport paa er ældre Pantedokument, som han ved dets Indfrielse har ladet transportere til sig. Hvis Pantedokumentet ikke er udstedt af den samme Person, som, efterat have indfriet det, igjen transporterer det bort, men af en tidligere Eier af Pantet, opstaar imidlertid det Spørgsmaal, om ikke den oprindelige Udsteder kan kræve at være fri for sin personlige Forpligtelse paa samme Maade, som om Dokumentet var blevet kvitteret. Bortseet herfra synes forøvrigt, naar der for Tiden ikke gives efterfølgende Prioriteter, Ingen at kunne lide ved den omhandlede Fremgangsmaade, og med Hensyn til dem, der senere maatte indlade sig i Transaktioner med Pantets Eier, maa det være ligegyldigt, om der er gaaet frem paa den ene eller den anden Maade. Men hvis der derimod gives efterfølgende Prioritetshavere, der ere interesserede i, at en Prioritet, som indfries, ogsaa virkelig falder bort, da synes saadanne at maatte kunne fordre, at Forholdet skal bedømmes efter det, som virkelig er foregaaet, ikke efter det Skin, Skyldneren har vidst at give det. Og hvad der virkelig er foregaaet, naar Skyldneren har indfriet et Pantedokument, det er, at Panteheftelsen eo ipso er bortfalden, ligemeget om Skyldneren har ladet sig meddele Transport eller Kvittering, Panteret er nemlig efter sit Begreb en accessorisk Ret, en Sikkerhedsret, der knytter sig til en Fordring, og den maa saaledes formentlig staa og falde med Fordringen. Naar Fordringen er ophørt, saa at der ikke længer er Noget, som skal sikres, er det selvmodsigende at tale om, at Sikkerhedsretten fremdeles bestaar. Den Anskuelse, at Panteheftelsen ophører i det Øieblik, da der ikke længer existerer nogen Pantefordring, synes at ligge til Grund for den i Rt-1844-401-409 meddelte Høiesteretsdom. I det der omhandlede Tilfælde var Pantefordringen ophørt derved, at Kreditor havde ladet sig Pantet tilslaa ved Auktion. Men enten den stedfundne Konfusion bestaar deri, at Pantekreditor ved Kjøb er kommen i Besiddelse af den pantsatte Eiendom, eller deri, at Pantets Eier ved Transport er kommen i besiddelse af Pantedokumentet, synes at maatte komme ud paa Et. I denne Forbindelse kan ogsaa mærkes Høiesteretsdom, meddelt i Rt-1873-451 flg., ved hvilken det formentlig er antaget, at Panteretten paa Grund af dens accessoriske Natur ikke kan skilles fra den Fordring, hvortil den er knyttet, og ved Transport overføres som Sikkerhed for en anden Fordring.
Hvad man imidlertid forøvrigt vil antage om Adgangen for Eieren af en pantsat Eiendom til, idet han indfrier er Pantedokument, at konservere Heftelsen som fremdeles bestaaende og til atter at disponere over Dokumentet, saa maa det dog formentlig være klart, at han ikke kan være berettiget til saadan Disposition, efterat Eiendommen er ham frasolgt ved en Tvangsauktion, ved hvilken Panthaverne ikke ere dækkede. Det vilde være altfor urimeligt, at en Skyldner, fordi han ved Indfrielsen af er Pantedokument havde valgt den Form at lade sig samme tiltransportere, skulde i Tilfælde af Tvangssalg kunne selv optræde som Prioritetshaver til Fortrængsel for virkelige Panthavere endog med den Virkning, at disse skulde finde sig i paa Grund deraf at se
Side:652
sin Panteret udslettet i Henhold til Lov 19 Aug. 1845 §2. De Heftelser, om hvis Fortrinsret til Fyldestgjørelse der i Tilfælde af Tvangssalg kan være Tale, maa nødvendigvis være virkelig existerende Fordringer, for hvilke ved kommende Eiendom hefter som Sikkerhed, hvorimod der ikke kan være Spørgsmaal om Fordringer, som i Virkeligheden have ophørt at existere, men hvis Plads i Prioritetsordenen Skyldneren har søgt at holde aaben ved at bruge den Form at lade sig meddele Transport istedetfor Kvittering, Selv den Pantedebitor, der i Forhold til efterfølgende Prioritetshavere udtrykkelig havde forbeholdt sig Adgang til naarsomhelst at besætte en tidligere Prioritet, men som endnu ikke havde gjort Brug af denne Adgang, vilde man i Tilfælde af Tvangssalg anse uberettiget til selv at optræde som Prioritetshaver til Fortrængsel for de virkelige Panthavere.
At Thinglæsningsinstitutionen skulde gjøre en fra det her anførte forskjellig Betragtningsmaade af de omhandlede Forhold nødvendig, kan ikke indsees, hvorimod vistnok Principet i Frdgn. 9 Febr. 1798 synes at maate medføre, at hvis Pantets Eier, efterat have ladet sig det indfriede Pantedokument tiltransportere, atter transporterer det bort, saa maa sidstnævnte Transport ansees gyldig, saafremt Cessionaren ikke har havt Anledning til at blive bekjendt med, at de faktiske Forhold vare saaledes, at Heftelsen maa være bortfalden. Dette har imidlertid ingen Anvendelse i nærværende Tilfælde, da det efter Proceduren og Omstændighederne i det Hele ikke kan betvivles, at Appellanten har været fuldt bekjendt med de faktiske Omstændigheder, som her kom i Betragtning.
Naar saaledes den omhandlede Exekutionsforretning maa ansees som bortfalden, om ikke før, saa ialfald ved Tvangsauktionen afødt xx.xx.1867, følger deraf, at Appellanten ikke havde nogen Ret til at fordre Gaarden sat til Tvangsauktion i 1869. Og at den herpaa grundede Indsigelse maatte kunne gjøres gjældende af Indstevnte som Gaardens daværende Eier, uden at han behøvede at oplyse, at andre Prioritetshavere havde gjort Fordring paa for deres Tilkommende at være rykkede op i den indfriede Heftelses Plads, synes ikke at kunne være tvivlsomt.
Naar Appellanten i sit Indlæg for Høiesteret har forsøgt at afvæbne den paa den stedfundne Konfusion grundede Indsigelse imod Auktionen afødt xx.xx.1869 ved at paastaa, at, uagtet Ole Andreas Johannesen allene havde Skjøde paa Eiendommen, Forholdet dog i Virkeligheden var det, at han eiede Gaarden i Fællesskab med den oprindelige Debitor efter Pantobligationen af 1847, Martin Johannesen, (hvilket Appellanten mener maa medføre, at ved Exekutionsforretningens Transport til Ole Andreas Johannesen ingen Konfusion har fundet Sted), da er dette Noget, som dels ligger udenfor den tidligere Procedure, dels ikke paa nogen Maade er legitimeret, i hvilken Henseende bemærkes, at Intet kan sluttes af den Omstændighed, at under Exekutionsforretningen baade Martin og Ole Andreas ere betegnede som Debitorer, og derhos Øvre Aalseth er kaldet Debitorernes Gaard, efterdi dette har sin naturlige Grund deri, at Begge heftede for Pantegjælden som sukcessive Eiere af Gaarden.
Da jeg efter der Anførte giver den hidtil omhandlede Indsigelse mod Auktionen Medhold, er det ufornødent for mig nærmere at omhandle den anden af Indstevnte fremsatte Indsigelse (den som hentes derfra, at Transporten afødt xx.xx.1868, efter hvad Indstevnte paastaar, kun skal være givet til Sikkerhed, ikke til Eiendom).
Idet jeg ogsaa med Hensyn til Procesomkostningerne for Overretten er enig med bemeldte Ret, voterer jeg for Overretsdommens Stadfæstelse. Om nogen Tilkjendelse af Procesomkostninger for Høiesteret er der efter dette Udfald ikke Spørgsmaal.
Side:653
Konklusion:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande.
C. Hansteen.
I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
I. Blich.
Ligesaa:
A. Thomle.
Ligeledes i Resultatet og i det Væsentlige enig, idet jeg dog Intet vil have udtalt om, hvorvidt Debitors Transport paa en af ham indfriet men ikke kvitteret og aflæst Pantefordring under visse Omstændigheder kan tillægges nogen Betydning.
C. W. Andresen.
Paa samme Maade enig.
Fr. Hallager.
Ligeledes:
W. Manthey. Gerh. Meldahl.
Under 1ste Septbr. d. A. blev Høiesterets Dom derpaa afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.