Rt-1874-753

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1874-10-16
Publisert:	Rt-1874-753
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 80/2 1874
Parter:	Kristen Ellingsbø (Birch-Reichenwald) mod Hallaug Bækkesletten (Bergh).
Forfatter:	Løvenskjold, Lambrechts, J. S. Thomle, Andresen, Saxlund, Manthey, Justitiarius Meldahl
Lovhenvisninger:	LOV-1821-08-17-§14, LOV-1857-10-12-§4

Assessor Løvenskjold: Denne Sag har sin Oprindelse fra en Overdragelse af Muru- og Mæringsdalens Statsalminding til den brugsberettigede Almue, som i 1855 fandt Sted efter en Række af Forhandlinger, hvoraf jeg skal meddele det Væsentlige. Ved Storthingsbeslutning afødt xx.xx.1851 blev Kongen bemyndiget til at afhænde Muru- og Mæringdalens Alminding til de brugsberettigede Gaardeiere paa Vilkaar bl. A. at Almindingen inden 4 Aar efter Skjødets Udfærdigelse skulde udskiftes mellem de brugsberettigede Kjøbere efter saadan Delingsgrund og i saadanne Parceller, som Kjøberne foreløbig maatte forenes om. Denne Alminding var, som af denne Beslutning fremgaar, en Statsalminding, men Brugsretten tilkom Almues i Hedalens Annex til Vaage Præstegjæld. I den Anledning bleve Møder af den brugsberettigede Almue afholdte til Indhentelse af deres Erklæring, om de vilde kjøbe Almindingen paa de opgivne Vilkaar, og om i hvormange Parceller de vilde udskifte den. I det første Møde, som afholdtes den 3 April 1852, vedtoge de da mødende Brugsberettigede enstemmig, at de vilde kjøbe Almindingen paa de opgivne Vilkaar, og de bleve foreløbig enige om at dele den i 8 Lodder. Det var de mødende Brugsberettigede tilkjendegivet, at Finantsdepartementet ikke antog, at der tilkom dem Ret til at bestemme den Grundsætning, hvorefter det skulde afgjøres, hvor stor Andel der skulde tillægges enhver af de Brugsberettigede. Finantsdepartementet gik nemlig ud fra, hvad der ogsaa blev Resultatet, at Delingen mellem de Brugsberettigede skulde foregaa efter vedkommende Gaardens Skyld. Da ved Mødet i April 1851 ikke alle Brugsberettigede mødte, blev efter Bekjendtgjørelse et nyt Møde sammenkaldt til den 14 Septbr. s. A., da de mødende Stemmeberettigede valgte 8 Mænd, hvem de gave Fuldmagt til paa de Brugsberettigedes Vegne med fuld og uindskrænket Myndighed at afhandle det Fornødne betræffende Kjøbet af Almindingen. Iøvrigt gjentoge de enstemmig deres Vedtagelse om Kjøbet fra det forrige Møde. Det mødte heller ikke ved denne Anledning samtlige Brugsberettigede, dog som det synes paa faa Undtagelser nør, og Finantsdept. lod da, som man af et Foredrag fra det ser, indhente særskilt Erklæring fra de Udeblivende, og man erhvervede nu Vedtagelse af Kjøbet af alle Brugsberettigede, 4 undtagen, eller som det af de senere Oplysninger synes at fremgaa, 5. Disse havde dels ikke været at træffe, dels nægtede de at tage Del i Kjøbet. I sit Foredrag af November 1855 angaaende Sagen, antog Finantsdept, at disse 4's Undladelse af at deltage i Kjøbet ikke afgav nogen Hindring for Almindingens Salg eller dens Udskiftning i sin Tid, idet Kjøberne efter Lov afødt xx.xx.1821 §14 ansaaes berettigede til at fordre Udskiftning med de ikke deltagende Brugsberettigede, «saaledes at de erholde til Eiendom en til deres Brugsret svarende Anpart». Den 10 Novbr. 1855 blev der afgivet kongelig Resolution i Sagen, hvorved bestemtes, at Muru- og Mæringdalens Alminding skulde sælges til de i Almindingen brugsberettigede Gaardeiere, som havde erklæret sig villige til at deltage i Kjøbet, for en Kjøbesum, som ved en i Medhold af Storthingsbeslutningen af 1851 afholdt Taxt var fastsat, nemlig 830 Spd,, imod at de inden 4 Aar skulde besørge Almindingen udskiftet i 8 Lodder af lige Godhed, og i Medhold af denne kongelige Resolution blev kongeligt Skjøde udfærdiget den 5 Decbr. 1855 til de 8 Befuldmægtigede paa samtlige Kjøberes Vegne. Derefter skred man da til Uoskiftning, og den 1 Marts 1856 atholdtes et Møde, hvorved blandt Andet

Side:754

Bygdens Matrikulskyld blev delt i 8 Dele, hvilken Bestemmelse maa forudsættes afgivet i Henhold til den Meddelelse fra Finantsdepartementet, som jeg tidligere har paaberaabt mig, og at have angaaet samtlige Bygdens skyldsatte Gaarde. Derpaa delte man Skoven i 16 Dele, saaledes at enhver af de 8 Dele, hvori de skyldsatte Brug vare inddelte, fik 2 Parceller. Ved denne Deling blev den gamle Matrikulskyld lagt til Grund og overensstemmende med de saaledes fastsatte Regler blev Udskiftningen afsluttet den 6 November 1857. Blandt de skyldsatte Brug i Hedalen, som efter Udskiftningen havde faaet en Andel i Almindingen, der dog ikke for enhver Gaards Vedkommende var bleven særskilt bestemt, men bestod i en Andel i de to Parceller, som var tillagt hver af disse 8 Dele, var ogsaa Gaarden nordre Harildstad, af Skyld 8 Daler 4 Ort 8 Skilling. Eieren af denne Gaard, Hans Kristensen, som ved Skjøde afødt xx.xx.1859 fra sine Medarvinger efter hans afdøde Fader havde faaet sig Gaarden overdraget, uden at i Skjødet den Gaarden tilliggende Andel af Almindingen særskilt er nævnt, pantsatte ved Obligation afødt xx.xx.1864 bemeldte Gaard med til- og underliggende Herligheder til Hypothekbanken for et Laan af 1800 Spd. Heller ikke i Pantobligationen nævnes den Gaarden tilliggende Andel i Almindingen. Pantobligationen blev fra Debitors Side misligholdt, og Hypothekbanken lod som Følge deraf omsider ved Tvangsauktion afødt xx.xx.1869, som var den 5te Auktion, Gaarden bortsælge, og ved Auktionen fik Hallaug Bækkesletten Tilslaget. Heller ikke i Auktionsforretningen nævnes Andelen i Almindingen.

Den 2 April s. A. afholdtes efter Rekvisition af Sagfører Olsen i Henhold til et ham fra A. G. Halmrast tiltransporteret Forlig, hvorefter Hans Kristensen, Gaardens forrige Eier, var skyldig 25 Spd. 101 ss foruden Renter, Exekution hos denne, og da Debitor ikke kunde betale hverken med Kontanter eller Løsøre, begjærde Rekvirenten for Beregningssum 29 Spd. 75 ss Udlæg i, som det heder, «Debitors eiende Andel i Muru- og Mæringsdalens Alminding, nemlig den Del af Gaarden nordre Harildstad tildelte Parceller, hvortil Debitor ved Kjøbet af nævnte Alminding har erhvervet særskilt Eiendomsret». Rekvirenten har videre bemærket, «at Debitors særskilte Eiendom i Almindingen ikke er udskiftet, men vil blive den Del af de nævnte Parceller, der bliver tilbage, naar den Gaarden nordre Harildstad i Almindingen tilkommende oprindelige Brugsret af Parcellerne er udskiftet». Rekvirenten har altsaa tænkt sig, at han ikke skulde faa Udlæg i hele den Andel i Almindingen, som ved Udskiftningen var tillagt Gaarden nordre Harildstad, men han skjelner mellem den Del af denne Andel, som svarede til den Gaarden før tilliggende Brugsret, og den Del, som svarede til den paa Gaarden faldende Andel af Statens Eiendomsret i Almindingen, som ved Kjøbet var erhvervet, og det var kun denne sidste Del, som han tænkte sig ar skulle faa Udlæg i, og som han vil have udsondret fra Gaarden nordre Harildstads hele Andel i Almindingen. Ved Exekutionsforretningen fik derpaa Rekvirenten Udlæg i den saaledes betegnede Del af Gaarden Harildstads Andel i Almindingen. Da denne Exekution den 10 April s. A. blev thinglæst, anmærkede Sorenskriveren, at det nævnte Udlæg i Panteregisteret var noteret under Folio «for Muru- og Mæringdalens Alminding», ikke paa Gaarden nordre Harildstads Alminding. Den 25 April 1870 blev Auktion afholdt over dette Udlæg, og det blev tilslaaet Kristen Storevig eller Ellingsbø for 6 Spd. Hallaug Bækkesletten, som antog, at han ved den af Hypothekbanken over Gaarden nordre Harildstad under 23 Febr. 1869 afholdte Tvangsauktion havde erhvervet ogsaa den Gaarden tilliggende Andel i Almindingen, paaankede Exekutionsforretningen afødt xx.xx.1869 og Auktionen afødt xx.xx.1870 til Kristiania Stiftsoverret, og paastod begge Forretninger underkjendte og sig hos Kjøbmand Halmrast og Kristen Ellingsbø tilkjendt Procesomkostninger ved Overretten. Kristen Ellingsbø nedlagde Paastand principaliter, om at Sagen afvises ved

Side:755

Overretten, og in subsidium, om at de paaankede Forretninger skulde stadfæstes, hvorhos han paastod sig hos sin Modpart tilkjendt enten Kost og Tæring eller Sagsomkostninger. Ved Kristiania Stiftsoverrets Dom afødt xx.xx.1874 blev den paaankede Exekutionsforretning afødt xx.xx.1869 og den i Henhold til samme afholdte Auktionsforretning afødt xx.xx.1870 underkjendte, forsaavidt derunder er taget Udlæg i og solgt den under Sagen omhandlede Andel i Muru- og Mæringdalens Alminding, hvorhos Processens Omkostninger ophævedes. Denne Dom har Kristen Ellingsbø ved Stevning afødt xx.xx.1874 indanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt Paastand aldeles overensstemmende med de ved Overretten nedlagte principale og subsidiære Paastande. Indstevnte, Hallaug Bækkesletten, har paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Procesomkostninger for Høiesteret. Det er da en Følge af, at Paastanden ved Overretten er gjentaget af Citanten, at denne ogsaa har paastaaet sig tilkjendt enten Kost og Tæring eller Sagens Omkostninger for begge Retter.

Citanten paaberaaber sig i det Væsentlige, at Muru- og Mæringdalens Alminding var en Statsalminding, en fra Bygdens særskilte Brug ganske afsondret Eiendom, som laa langt fra Bygden og adskilt fra den, at Gaardbrugerne kun havde almindelig Brugsret i den, og at, naar Staten solgte Almindingen, kunde denne ikke derved gaa over til at blive en integrerende Del af Gaardene, men den blev fremdeles en særskilt Eiendomsgjenstand. Han bemærker, at selv om det efter Forhandlingerne skulde have været Hensigten med Salget, at Almindingen skulde med de Dele, som tilfaldt de enkelte Gaarde, for Fremtiden gaa ind under dem som integrerende Dele af dem, saa kunde dette ikke gjælde efter den Maade, hvorpaa Salget er foregaaet, da det er foregaaet, som han mener, til de navngivne Gaardbrugere, som ved de i Anledning af Salget tilstevnte Forretninger mødte, og det saameget mere, som ikke alle Eiere af skyldsatte Brug i Hedalen deltoge i Kjøbet. Han bemærker videre, at hvis disse Dele, som saaledes tilfaldt de forskjellige Brug i Hedalen, skulde have gaaet over til at danne integrerende Dele af dem, saa maatte Gaardenes Skyld i den Anledning være bleven forhøiet, hvilken ikke er bleven Tilfældet. Almindingen havde fra gammel Tid været skyldsat for 3 Skind, dannede altsaa en ganske afsondret Eiendom som Statsalminding, og den har, som Sorenskriverens Thinglæsning viser, faaet sit særegne Folium i Panteregisteret. Da den Andel af Almindingen, som tilfaldt enhver Gaard, saaledes var en særskilt Eiendomsgjenstand, og den ikke er nævnt i Hans Kristensens Pantobligation, kan den efter Citantens Mening ikke være indbefattet under Pantsættelsen til Hypothekbanken, og han paaberaaber sig i den Henseende Lov afødt xx.xx.1857 §4, som bestemmer, at ved Pantsættelse af fast Eiendom skal Pantsættelsens Gjenstand bestemt betegnes i Pantedokumentet.

Citanten har, som bemærket, principaliter paastaaet Sagen afvist, fordi han anser det hele Spørgsmaal om Gyldigheden af den Exekutionsforretning og Auktionsforretning, han har erhvervet, for at være Indstevnte som Eier af Gaarden nordre Harildstad uvedkommende, da det Udlæg, han har faaet og har ladet bortsælge, er en særskilt Eiendom, som ikke vedkommer Eieren af nordre Harildstad. Denne Paastand kan jeg ingenlunde bifalde. Det forekommer mig klart, at Indst., som Eier af nordre Harildstad, maa være rette Vedkommende til at forlange Domstolenes Afgjørelse for, om endel af den de skyldsatte Brug i Hedalen ved Kjøb af Almindingen og dens Udskiftning tillagte Andel tilhører hans Gaard nordre Harildstad eller er ophort at være en Del af denne. I den Henseende maa han være rette Vedkommende, og dette Spørgsmaal henhører under Sagens Realitet. Det er aabenbart et Realitetsspørgsmaal, hvis Fremsættelse af Citanten ikke kan foranledige Afvisning.

Hvad Sagens Realitet angaar, maa jeg med Indstevnte være enig i, at det af samtlige Forhandlinger fremgaar, ikke blot af de Forhandlinger,

Side:756

som er gaaet forud for Kjøbet, med af selve Salget, og end mere bestemt af Udskiftningsforretningen og det derunder Forefaldne, at det har været Meningen, at Almindingen skulde overdrages til de brugsberettigede Eiere som saadanne. Hvad jeg i det Foregaaende har citeret af Forhandlingerne og Udskiftningsforretningen, er i mine Tanker tilstrækkeligt Bevis for dette. Den af Kongen bifaldte Storthingsbeslutning lyder paa, at Almindingen skal overdrages til de brugsberettigede Gaardeiere; man har gjort sig den yderste Flid under de foregaaende Forhandlinger for at faa samtlige brugsberettigede Gaardeiere til at deltage i Kjøbet, og det er ogsaa kun ganske Enkelte, som have unddraget sig for at deltage deri, 4 eller 5, som jeg har nævnt. Det kongelige Skjøde lyder ikke paa navngivne Personer, men paa de i Almindingen brugsberettigede Gaardeiere, som have erklæret sig villige til at deltage i Kjøbet. Til Grund for Udskifningen er lagt en Inddeling af 8 Lodder, hvorunder jeg maa antage, at samtlige skyldlagte Brug i Hedalen ere blevne indbefattede. For det Første har, som bemærket, Finantsdept. forud tilkjendegivet, at det antog saa skulde forholdes, at under Udskiftningen Almindingen skulde deles til samtlige skyldsatte Brug i Henhold til Lov afødt xx.xx.1821 §14, og af det Forhandlede i Sessionen ved Udskiftningen den 6 Novbr. 1857 ser man, at de skyldsatte Brug, som der bleve delte i 8 Lodder, udgjorde tilsammen 58 Huder 8 9/10 Skind, og det er netop det samme samlede Skyldbeløb, som efter den gamle trykte Matrikul udgjør den samlede Skyld i Hedalens Thinglag. Den er angivet i Sagfører Juels Indlæg afødt xx.xx.1873 for Overretten og stemmer ogsaa med den trykte Matrikul, som her i Retten er tilstede, saa man ser, at ogsaa de skyldsatte Brug, hvis Eiere ikke ønskede at deltage i Kjøbet, have dog, saavidt jeg kan se, ved den endelige Udskiftning faaet deres Andel i Almindingen. Det har altsaa ikke blot været Hensigten under Forhandlingerne, men Salget og Udskiftningen er foregaaet paa den Maade, at Andel i Almindingen er tillagt samtlige skyldsatte Brug som saadaane. Man maa fremdeles erindre, at der ikke er tillagt Gaarden nordre Haridstad nogen særskilt Del i Almindingen, men kun en Andel i de 2 Parceller, som er tillagt den Gruppe af skyldsatte Brug, hvorunder nordre Haridstad er henlagt. Fremdeles forholder det sig jo virkelig saa, som Indstevntes Advokat for Høiesteret har anført, at de Dele i Almindingen, som ere blevne tillagte de skyldsatte Brug, ikke blot svare til en vis Del af den Staten forhen tilhørende Eiendomsret i Almindingen men ogsaa til vedkommende Gaardes ældre Brugsret i Almindingen. Disse to Andele ere ikke udsondrede fra hinanden, og det har ogsaa Rekvirenten af Exekutionsforretningen følt, idet han har søgt at gjøre en Sondring mellem disse Dele, men en saadan Sondring har i Virkeligheden ikke fundet Sted. Fremdeles maa man erindre, at Hans Kristensen nordre Harildstad ikke havde anden Hjemmel til denne Andel i Almindingen, som er bemeldte Gaard ved Udskiftningen tillagt, end et Skjøde afødt xx.xx.1859 fra hans Medarvinger efter hans afdøde Fader, hvorved de overdragne ham Gaarden. I dette Skjøde er Gaardens Andel i Almindingen ikke nævnt, og dog ere begge Parter enige om, og navnlig maa Citanten, for at kunne afholde Exekution i Gaarden for Gjæld, som Hans Kristensen var ham skyldig, paastaa, at Hans Kristensen ved dette Skjøde har faaet sig Gaarden nordre Harildstads Andel i Almindingen overdraget. Men har Hans Kristensen ved sit Skjøde paa nordre Harildstad faaet sig Andel i Almindingen overdraget, uden at den er særskilt nævnt, saa ser jeg ikke, hvorfor det skulde være mere nødvendigt i den af ham udstedte Pantobligation til Hypothekbanken særskilt at nævne denne Andel i Almindingen. Det er ikke nødvendigt under denne Sag at afgjøre, om Eierne af vedkommende skyldsatte Brug i Hedalen have Adgang til ved særskilt Skjøde at frasælge deres Gaarde den Andel i Almindingen, som ved det i 1855 foregaaede Kjøb og ved den senere stedfundne Udskiftning er deres Gaarde tillagt. Dette Spørgsmaal behøver her ikke at afgjøres, og

Side:757

jeg vil heller ikke indlade mig paa at afgjøre det. Jeg skal kun bemærke, at det vilde føre meget vidt, om vedkommende Gaarde i Hedalen saaledes kunde afhænde deres Andele i Almindingen, og der vilde deraf kunne opstaa meget vanskelige Spørgsmaal med Hensyn til Udstrækningen af den Ret, de nye Kjøberne fik, fordi denne Del jo maatte bestemmes efter den Skyld, som det Brug, hvorfra Retten i Almindingen blev bortsolgt, havde havt, da Erhvervelsen af Almindingen foregik. Men selve Spørgsmaalet behøver her ikke at afgjøres. Her foreligger det blot at undersøge, om Gaarden nordre Harildstads Andel i Almindingen maa ansees indbefattet under den Pantsættelse af Gaarden, som er foregaaet ved Hans Kristensens Obligation afødt xx.xx.1864, og i den Henseende maa jeg anse afgjørende, hvad jeg før har anført, om at disse Andele i Almindingen ere tillagte ikke bestemte Personer men de skyldsatte Brug i Hedalen og nødvendigvis maa ansees henhørende under dem, forsaavidt de ikke udtrykkelig udsondres fra dem. Det maa være vist baade efter destedfundne Forhandlinger og efter Udskiftningen, at de Almindingsdele, som saaledes ere tillagte vedkommende Brug, maa henhøre under dem og i Handel og Vandel følge dem, ialfald de ikke udtrykkelig udsondres ved Salg eller ved Pantsættelse. Der er vistnok dokumenteret under Sagen et Skjøde afødt xx.xx.1871, hvoraf man ser, at Eieren af et andet skyldsat Brug i Hedalen har frasolgt sin Gaard den samme tilkommende Andel i Muru- og Mæringdalens Alminding som en særskilt Eiendomsgjenstand, og man ser, at under en Odelstaxt afødt xx.xx.1869 over et andet Brug i Hedalen, Odelsprætendenten har fundet sig i, at vedkommende Brugs Andel i Almindingen ikke blev indbefattet under Odelstaxten og Odelsløsningen, men, som jeg har bemærket, foreligger ikke dette Spørgsmaal her til Afgjørelse, om det gaar an ved særskilt Transaktion, hvor dette netop er Hensigten, at skille vedkommende Gaards Andel i Almindingen fra Gaarden. Derimod bør det i modsat Retning bemærkes, at Lensmanden i Vaage under 25 April 1873 har bevidnet, at den Komite, som havde forberedt den nye Matrikul i Vaage, havde betragtet Parceller af Murudalens Almindding som Dele af vedkommende Gaarde og ved deres Skyldsætning har taget Hensyn til disse Parceller, saa at de ere blevne betragtede som integrerende Dele af Gaardene, og skyldsatte underet med disse.

Efter hvad jeg saaledes har anført, antager jeg altsaa, at Hans Kristensen ved sin Pantobligation afødt xx.xx.1864 tillige med Gaarden nordre Harildstad har pantsat den Gaarden tilkommende Andel i Almindingen, og at den altsaa ved Hypothekbankens Tvangsauktion den 25 April 1869 er Indst. tilslaaet som en Andel af Gaarden, og heraf er det en Følge, at Citanten har været uberettiget til, efterat denne Tvangsauktion var foregaaet, hvorved Gaarden blev frasolgt Hans Kristensen, at tage Udlæg i den for en personlig Fordring paa ham, og deraf er da atter en Følge, at Exekutionsforretningen afødt xx.xx.1869 og den i Henhold til samme afholdte Auktionsforretning afødt xx.xx.1870 maa blive at underkjende. Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Overretten, og jeg finder det saa lidet tvivlsomt, at dette Resultat er det rette, ialfald, som Overretten bemærker, saalænge der ikke er gjort noget Skridt til at skille Andelen i Almindingen fra Gaarden, om Adgangen hvortil jeg ikke her vil udtale mig, at Citanten ikke med nogen rimelig Grund kunde paaanke Overrettsdommen til Høiesteret, og jeg tror derfor, at han bør betale Indstevnte Processens Omkostninger for Høiesteret, som jeg tror kan bestemmes til 60 Spd.

Jeg konkluderer altsaa:

«Skiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret betaler Kristen Ellingsbø til Hallaug Bækkesletten med 60 Spd.»

Assessor Lambrechts: Iøvrigt enig med Førstvoterende i Resultatet

Side:758

og det Væsentlige antager jeg, at Procesomkostningerne for Høiesteret bestemmes til 70 Spd.

Assessor J. S. Thomle: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende, navnlig hvad angaar Størrelsen af Procesomkostningerne.

Assessor Andresen: Ligesaa.

Assessor Saxlund: Jeg er enig med Assessor Lambrechts.

Assessor Manthey og Justitiarius Meldahl: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion, dog med Fastsættelse af Procesomkostningerne til 70 Spd.