Rt-1875-181

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1875-02-24
Publisert:	Rt-1875-181
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 75/1 1875
Parter:	Overretssagfører Hoff (Heffermehl) mod skifteretten i Edv. Olsens Konkursbo ved Skifteforvalteren, sorenskriver Elieson (Lous).
Forfatter:	Hallager, A. Thomle, Hansteen, Saxlund, Blich, Aubert, Justitiarius Meldahl
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §81

Assessor Hallager: Den 15 Marts 1864 valgtes Appellanten, Overretssagfører Hoff, til midlertidig Bestyrer i Kjøbmand Edvard Olsens til Gjøviks Skifteret opgivne Bo, idet den af Skifteretten foreløbig beskikkede Bestyrer, Sagfører Hirsch, af Boets Vedkommende forkastedes; senere valgtes Appellanten til Boets Kurator; men paa Grund af opstaaet Uenighed med en Del af Kreditorerne blev han ved Decision afødt xx.xx.1867 atter afskediget og Sagfører David Schøyen i hans Sted beskikket som Kurator. I Anledning af forskjellige Regnskabsopgjør, med Hensyn til hvilke Misligheder antoges at være begaaede, foranledigede den nye Kurator Justitiens Tiltale mod Appellanten; der dog ved Overretsdom blev frifunden. Imidlertid bevirkede den nye Kurator i 1870 ogsaa en Revision af Boets Regnskaber, ved

Side:182

hvilken Revision, det fandtes et Beløb afødt xx.xx.17 1/2 sz, hvorfor antoges ikke af være gjort Rede Da de Forhandlinger, som nu indlededes blot for enkelte Posters Vedkommende ledede til noget Resultat, blev det besluttet at sagsøge Appell. til Udredelse af de Summer, som han formentes at, være skyldig, og efter forgjæves prøvet Forlig blev han ved Stevning afødt xx.xx.1871 sagsøgt til Betaling af de forskjellige Ansvarsposter, hvis Beløb. oprindelig ansattes til 686 Spd. 17 1/7 sz, herfra droges der dog efterhaanden, under Sagen forskjellige Summer, saaledes, at hvad der slutteligen fra Boets Side under flere Poster paastodes betalt i Alt, udgjorde 329 Spd. 93 sz med Renter og Sagsomkostninger. Appellanten paastod Frifindelse og sig tilkjendt Procesomkostninger. ved den af Underdommeren i Gjøvik 1 Februar 1873 afsagte Dom blev Apellanten dømt til at betale Edv. Olsens Konkursbo. 178 Spd. 18 sz med 5 pCt. aarlig Rente fra 14 Oktober 1871 (Indkaldelsens Datum), men forøvrigt frifunden for Boets Tiltale, og Sagens Omkostninger ophævede. Denne Dom paaankedes af Overretssagfører Hoff som Hovedappellant og af Boet efter Kontrastevning til Kristiania Stiftsoverrets 2den Afdeling, hvor Parterne gjentoge deres for Underretten nedlagte Paastande, og ved den af Overretten 9 Marts 1874 afsagte Dom blev derefter Overretssagfører Hoff tilpligtet at betale Edv. Olsens Konkursbo 228 Spd. 18 1/2 sz med 5 pCt. aarlig Rente fra 14 Oktober 1871, men forøvrigt frifunden for Boets Tiltale og Processens Omkostninger ophævede. Denne Dom har Overretssagfører Hoff, vedtaget forsaavidt angaar 54 Spd. 58 1/2 sz, hvorimod han efter Høiesteretsstevning af 25de September 1874 her for Retten har paastaaet sig forøvrigt frifunden for Boets Tiltale og tilkjendt Processens Omkostninger. Fra, Boets Side er der nedlagt Paastand, at Overrettens Dom stadfæstes og at Indstevnte hos Appellanten tilkjendes Processens Omkostninger. Tvisten for Høiesteret angaar saaledes et Beløb afødt xx.xx.60 sz (10de Post), der udgjør Værdien af endel i Registreringsforretningen i Boet specificerede Gjenstande, der ifølge Revisionens Bemærkninger ikke antages at være solgte ved de senere Auktioner og hvorfor App. heller ikke paa anden Maade formenes at have gjort fyldestgjørende Rede. Som Grund for det Resultat, hvortil Overretten er kommen i denne Post, anfører den, at ihvorvel vistnok en Regnskabsbetjents specificerede Regnskab i Almindelighed maa tjene som en foreløbig tilstrækkelig Legitimation for ham, saa kan dette dog ikke gjælde, naar Regnskabets Rigtighed er gjort tvivlsomt ved Antegnelser, der ere fremkomne som Resultat af en regnskabsmæssig Revision; det maa da blive Regnskabsbetjentens Opgave, hvis han vil opretholde sit Regnskab i Detaillen, at forklare Sammenhængen med de enkelte Poster, der af Revisionen ere gjorte til Gjenstand for Antegnelser, og at fremkomme med de fornødne Legitimationer. Retten mener derfor, at Appellanten burde have gjort Rede for de registrerede Gjenstande, som ifølge Revisionens Fortegnelse ikke kunde sees ved Auktionerne at være solgte, og at han ikke, som det synes at have været hans Mening, kan fri sig ved en generel Henvisning til Auktionsforretningerne. Overretten bemærker derefter, at den saaledes anser det for en Selvfølge, at Revisionens Fortegnelse uden Videre maa staa til Troende, forsaavidt den ikke i det Specielle er imødegaaet og disse Imødegaaelser ikke gjøre det klart, at der i det Hele ikke kan bygges paa den. Men i nærværende Tilfælde finder Overretten det klart, at der ingensomhelst saadan Redegjørelse fra Appellantens Side har fundet Sted, hvorfor Overretten har troet at burde dømme ham i Ansvar med Hensyn til alle de Gjenstande, hvorom der ikke under Sagen paa en eller anden Maade er kommet nogen Oplysning, der kan siges at gjøre det rimeligt, at de eller deres Salgssum paa nogen Maade er kommet Boet tilgode. Rigtigheden af dette Overrettens Ræsonnement bestrider heller ikke Appellanten her for Høiesteret;

Side:183

heller ikke benægter han, at det efter Konkurslovens §81 er Kurators Pligt at sørge for Salget af vedkommende Bo's Effekter og gjøre Rede for alle de Genstande, som efter Registreringen skulde findes i Boet, ligesaalidt som han benægter, at Bevisbyrden, naar der spørges, hvor der er blevet af Boets Effekter, maa paahvile ham som Kurator, Men han paastaar, at i nærværende Tilfælde ingen Forsømmelse er at lægge ham tillast, idet han formener at have gjort saadan Rede og Rigtighed, som med Føie kan forlanges, navnlig naar hensees til den lange Tid, som er hengaaet mellem Registreringen og Auktionerne, og indtil Ansvar ønskes gjort gjældende mod ham, og til at han ikke, da Registreringen afholdtes, var Bestyrer, samt endvidere til, at han ikke forrettede som Inkassator ved Auktionerne. Men fornemmelig paaberaaber han sig som Bevis for, at han har foretaget Alt, hvad der med Rimelighed kunde forlanges af ham, en Revision, der senere end Overretsdommen er foretaget af Kjøbmand Hilstad og Vagtmester Solberg, i Forbindelse med en Skrivelse fra Hilstad til Skifteretten afødt xx.xx.1874 samt Hilstads Prov som vidne under et 2 November 1874 optaget Thingsvidne. med Hensyn hertil forklares nærmere, at Appellanten efter Overretsdommens Afsigelse i Skrivelse afødt xx.xx.1874 henvendte sig til Skifteretten med Anmodning om, at denne i Forening med ham vilde vælge 1 eller 2 Mænd til at gjennemgaa Revisionens Antegnelser tilligemed Hoffs Modbemærkninger. Herpaa gik Skifteretten ogsaa ind, idet den kun opstillede som Betingelse, at Vagtmester Solberg, der havde været en af de tidligere Revisorer, ogsaa skulde medtages blandt de nye Revisorer, hvortil Appellanten ogsaa gav sit Samtykke. Parterne udvalgte nu i Fællesskab Kjøbmand Hilstad paa Hamar til i Forening med Vagtmester Solberg at foretage den fornyede Revision. Fra Hilstad indkom derefter til Skifteretten en Meddelelse, dateret 14 Mai 1874, hvori forklares, at forskjellige registrerede mindre Gjenstande ved den nys foretagne Revision saaes at være solgte, uden at dette af Auktionsforretningerne kunde erfares, at der fandtes en stor Uoverensstemmelse mellem de forskjellige Gjenstandes Benævnelse i Registrerings- og Auktionsforretningerne, hvilket siges at have havt til Følge, at forskjellige Ting, som ikke fandtes registrerede, kunde virkelig være solgte, medens andre Gjenstande der saaes at være registrerede, ikke stod i Auktionsprotokollen; at Registreringstaxterne vare uforholdsmæssig høie, hvilket i høi Grad havde bidraget til at forvilde Revisionen, og endelig, at en Del mindre værdifulde Gjenstande, som f. Er. Glasse, Tallerkener, tomme Sække osv. kunde være ødelagte ved Brug eller komne bort. Revisorerne finde derfor ikke, heder det i Skrivelsen, at der er nogen Anledning til at gjøre Ansvar gjældende mod Kurator. I en senere Skrivelse fra Hilstad afødt xx.xx.1874 er der til Skifteretten fremsendt en Liste, der siges at være forfattet af den anden Revisor Solberg, over en hel Del tildels af de vigtigste blandt de Gjenstande, ved hvilke der af den forrige Revision var gjort udsættelse som registrerede uden at være solgte ved de afholdte Auktioner", og for enkelte af de paa denne Liste, i det Hele til en Værdi af omtrent 200 Spd. opførte Gjenstandes Vedkommende findes der paaført Listen Forklaring om, at de under andre Benævnelser skulle være solgte ved Auktionerne, eller at de vare beroende hos Opbyderens Enke; ved enkelte Poster heder det, at vedkommende Gjenstande maatte antages at være solgte, om 3 Kasser med surt Øl, heder det: "Negtet at sælge." Om adstillige opførte Gjenstande findes ingensomhelst speciel Forklaring, Som Vidne under Thingsvidnet 2 November 1874 har Tilstad forklaret, at han fandt al Grund til at antage, at de Effekter, som ere anførte paa denne Liste, maatte være solgte, hvorved Hilstad dog efter, al Sandsynlighed alene kan have sigtet til de Gjenstande, hvilke Fortegnelsen selv viser, at man ved den fornyede Gjennemgaaelse fandt Grund til af betragte, som solgte; ialfald forstaar det sig, at om de Gjenstande, ved hvilke det udtrykkelig, heder at de

Side:184

beroede hos Opbyderens Enke eller navnlig, at de vare "negtede at sælge", kan det ikke have været Vidnets Mening at sige, at de vare solgte. Med Hensyn til Soelberg forklarer Hilstad, at han fra først af var aldeles enig med Vidnet i Fortegnelsen og ligeledes i den Skrivelse, som fremsendtes til Skifteretten 14 Mai og som det ogsaa var Meningen, at Soelberg skulde underskrive; senere siges det havde denne nægtet at underskrive og henholdt sig da til de tidligere Revisionsbemærkninger. Fra Soelberg selv haves kun i en Skrivelse til Skifteretten afødt xx.xx.1874 et Tilkjendegivende om., at han fremdeles henholder sig til den tidligere Revision, samt en Erklæring i Skiftesamlingen 8 Septbr. 1874, at han aldrig har vedkjendt sig sine tidligere Revisionsbemærkninger som uefterrettelige, idet han beretter, at han efter nogle Timers Samarbeide med Hilstad tildels i Overvær af Sagfører Hoff foreslog at slutte videre Undersøgelse, da han troede at bemærke, at Tilstad stærkt var interesseret af Hoff. Hvad nu Hilstads Skrivelse til Skifteretten af 14 Mai og de deri fremkomne Udtalelser angaar, da indeholde disse egentlig ikke Andet end de samme almindelige Bemærkninger, som Appellanten selv i de foregaaende Instantser uden Held har søgt at gjøre gjældende. Af større Betydning vilde derimod unægtelig den af Hilstad fremsendte Fortegnelse være, hvis den virkelig saaledes, som man skulde tro, angik lutter Gjenstande, som den tidligere Revision ikke var bleven opmærksom paa. Men dette er ingenlunde Tilfældet. Sammenholder man denne Fortegnelse med de tidligere under Sagen fremlagte Lister, vil det sees at den af Tilstad leverede Liste i alt Væsentligt kun omfatter de samme Ting, hvoraf der allerede tidligere af en eller anden Grund er gjort Afdrag, navnlig fordi de fandtes at være solgte, uden at man før havde været opmærksom derpaa; dette gjælder saagodtsom alle de Ting, som paa Hilstads Liste anføres at være solgte ved Auktion under en fra den ved Registreringen brugte forskjellig Benævnelse, og tildels ogsaa de Gjenstande, angaaende hvilke der ingen Bemærkning findes i Listen. Det er saaledes egentlig ikke noget yderligere - eller ialfald kun af høist ubetydeligt - Bidrag til Sagens Bedømmelse, der er fremkommet gjennem den nye Revision, ved hvilken det ogsaa af Hilstads egen Forklaring kan sees, man ikke gav sig af med at revidere Boet saavidt muligt helt igjennem, men kun fæstede sig ved enkelte, som man troede, værdifuldere Gjenstande, formodentlig efter Hoffs egen Anvisning. Angaar saaledes den nye Liste i det Hele de samme Gjenstande, som man tidligere har havt for Øie, vil det sees, at Sagen endnu staar i ganske den samme Stilling som den Gang, da Overrettens Dom blev afsagt, og Overrettens Ræsonnement gjælder altsaa ganske paa samme Maade nu som da. Forsaavidt som Apellanten ved Siden af disse, som han kalder det, nye Oplysninger har paaberaabt sig den lange Tid, som er gaaet hen efter Registreringen og Auktionerne, inden noget Ansvar blev gjort gjældende mod ham, saa har dette ikke noget videre at sige, da det naturligvis havde været hans Pligt, ogsaa før man søgte Ansvar gjort gjældende mod ham, at have fine Regnskaber i Orden, saaat han kunde gjøre Rede for Boets Midler. At han ikke var midlertidig Bestyrer, da Registreringen afholdtes, skjønnes ikke at kunne have nogen væsentlig Betydning med Hensyn til hans Ansvar, ligesaalidt som den Omstændighed, at han ikke selv var Inkassator ved Auktionerne, her kan gjore Noget til Sagen, da der jo ikke er Tale om noget Ansvar, der staar i Forbindelse med Inkassators Stilling. Forresten kan det vistnok synes ubillig strængt, om man vilde gjøre en Kurator ansvarlig før enhver i Registreringen nævnt Løsøregjenstand, idet han Nødvendigvis maa overlade Meget til Andre, for hvis Feil han ikke altid uden Urimelighed kan bære Ansvaret. Men om at gjøre, det Slags strænge "Ansvar gjældende mod Appellanten, er der jo ikke her Spørgsmaal, Havde det kun været enkelte Gjenstande, som vare blevne borte, vilde vistnok den Betragtning kunne høres, at man efter Forholdets Natur ikke kan være altfor nøieregnende med Boets

Side:185

Kurator men Thingen et her at Mængden af de savnede Gjenstande forholdsvis er betydelig, og at de Forklaringer, Appell. har seet sig istand til at give, ere altfor ubestemte og almindelige til, at han kan siges ved dem at have fyldestgjort de allertarveligste Fordringer til det Bevis, som han selv erkjender at paahvile ham. At nogle Gjenstande, navnlig Tallerkener, Glas o. L. kunne være blevne borte i det Boet tilhørende Brændevinsudsalg, er vistnok ganske naturligt og tilgiveligt; men man kunde dog forlange af Appell., at han legitimerede, hvormeget han har leveret fra sig til Butiken, eller ialfald, at han har leveret Noget, og det forekommer mig klart, at det ikke kan være tilstrækkeligt, at han her i Almindelighed bemærker, at Tallerkener og Glas rimeligvis er gaaet tabt i Butiken. Efter det Anførte kommer jeg til samme Resultat som Overretten. Jeg erkjender vistnok, at der er enkelte Gjenstande, med Hensyn til hvilke der dog kan være Tvivl, om ikke et Slags Redegjørelse nu under den fornyede Revision er fremskaffet; men efter den Maade, hvorpaa Sagen er procederet, og efter selve Oplysningernes Beskaffenhed tror jeg dog ikke, at jeg her kan indlade mig paa at opgjøre Regnskabet anderledes, end det ved Overretten er skeet, skjønt jeg vistnok tror, at Appell, paa den Maade maaske kan komme til at erstatte nogle flere Gjenstande, end han egentlig burde staa til Ansvar for, ligesom det vel ogsaa maa erkjendes, at man, ved at lægge Registreringstaxterne til Grund, hvortil man her i Mangel af andre Taxter er nødt, kommer til at lade Appell. erstatte efter en høiere Pris, end det maaske i og for sig er billigt, da de fremkomne Oplysninger i det Hele synes at tyde hen paa, at Taxterne ved Registreringen vare meget høie; ved Auktion bleve idetmindste mange Ting udbragte til langt mindre, end hvad de vare registrerede for. Væsentlig af denne Grund tror jeg, at Processens Omkostninger her ved Høiesteret ligesom i de foregaaende Instantser bør ophaves, skjønt jeg vistnok ikke har fundet Sagen i sig selv saa tvivlsom, at der af Hensyn dertil vilde være fuld Grund til at fritage Appell. for i denne ubetydelige Sag at give Boet Erstatning for de Omkostninger, han har forvoldt det ved sin Appel.

Jeg konkluderer saaledes:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor A. Thomle: Jeg er enig med Førstvoterende, forsaavidt han er kommen til det Resultat at stadfæste Overrettens Dom, og jeg tiltræder ogsaa i det Væsentlige hans Begrundelse. Derimod skjønner jeg ikke, at man kan undgaa at ilægge Citanten Procesomkostningerne ved Høiesteret. da det, saavidt jeg skjønner, ikke kunde fremstille sig som nogen Mulighed for ham at erholde nogen Forandring i Overrettens Dom. Til de af Førstvoterende anførte Billighedsgrunde tror jeg ikke, at man kan tage videre Hensyn; thi de kunne ikke undskylde, at Citanten har bragt sin Sag ind for Høiesteret, naar det paa Forhaand maatte ansees givet, at nogen Forandring i Overrettens Dom ikke var at opnaa.

Jeg konkluderer altsaa:

Stiftoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret betaler Overretssagfører M. E. Hoff til Skifteretten i Edvard Olsens Konkursbo med 60 - sexti - Speciedaler.

Assessor Hansteen: Jeg er paa samme Maade enig med Førstvoterende.

Assessorerne Saxlund og Blich: Ligesaa.

Extraordinær Assessor, Professor Aubert: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Justitiarius Meldahl: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Assessor A. Thomles Konklusion.