Rt-1875-97

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1875-12-10
Publisert:	Rt-1875-97
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 161/2 1874
Parter:	Tromsø Stiftsdirektion (Heffermehl) mod Proprietær Jens Henrik Knoff (Birkeland).
Forfatter:	Løvenskjold, Blich, Hallager, I.S. Thomle, Saxlund, A. Thomle, Manthey 21-6
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 2-, 1-, Lov ang de Nordlandske Kirkers Salg (1821) §5

Assessor Løvenskjold: Den 16 Decbr. 1866 lod Tromsø Stiftsdirektion udtage en Klage, hvorved Eieren af Nøstvigs Annexkirke, beliggende i Brønø Hovedsogn i søndre Helgelands Provsti, Proprietær Knoff, begjæredes indkaldt til Forligelseskommission, for at der kunde prøves mindeligt Forlig angaaende denne Kirkes Istandsættelse og i Mangel af mindelig Overenskomst Sagens Afgjørelse ad Rettens Vei finde Sted overensstemmende med Loven. Ved Mæglingen i Forligelseskommissionen blev Parterne ikke fuldt enige, idet Indkaldte vel iøvrigt var villig til at indgaa paa de af Klagerens Fuldmægtig fremsatte Betingelser, men ikke var villig til at betale Omkostninger til Klagerens Sagfører, Amble, og Klagerens Fuldmægtig begjærede af denne Grund Sagen henvist til Retten. Stiftsdirektionen udtog derpaa, efterat beneficium til Sagens Behandling var erhvervet, den 4 Aug. 1867 Stevning, og lod ved Sagens Inkamination den 12 Septbr. næstefter nedlægge Paastand om, at Indstevnte, Knoff, skulde have sin Eiendomsret til Nøstvigs Annexkirke med alle dens Indtægter og Tilliggender forbrudt og at betale Erstatning for de Omkostninger, der vilde medgaa til fuldstændig Istandsættelse af Kirken og dens Inventarium efter et paa hans Bekostning optaget lovligt Aabodsskjøn samt betale Sagens Omkostninger, hvoriblandt Salarium, Skyds og Diæt til den befalede Sagfører. Indstevnte, Proprietær Knoff, paastod sig frifunden og tilkjendt tilstrækkelige Procesomkostninger. Ved Underretsdom, afsagt i søndre Helgeland den 17 Aug. 1871, blev bestemt, at Knoff skulde have sin Eiendomsret til Nøstvigs Annexkirke med tilhørende Inventarium og Tilliggender samt Kirkens og Tilliggenders Rettigheder og Herligheder forbrudt til Nøstvigs Sogns Menighed. Processens Omkostninger bleve ophævede, og Citantskabets befalede Sagfører, Overretssagfører Amble, blev tilkjendt i Salarium 80 Spd., der tilligemed den ham tilkommende Skyds- og Diætgodtgjørelse skulde udredes af det Offentlige. Denne Dom paankede Proprietær Knoff til Trondhjems Stiftsoverret og nedlagde Paastand om at den paankede Dom skulde underkjendes og derhen forandres, at han blev frifunden for Stiftsdirektionens Tiltalte i Sagen. Tromsø Stiftsdirektion udtog efter erhvervet beneficium for Overretten ved befalet Sagfører Kontrastevning og lod nedlægge Paastand om, at den ved Underretten nedlagte Paastand i dens Helhed skulde tages tilfølge, og at der skulde tilkjendes Stiftsdirektionen Sagens Omkostninger ved Overretten, hvoriblandt Salar til den befalede

Side:98

Sagfører, som in casu legis paastodes udredet af det Offentlige. Ved Overrettens Dom afødt xx.xx.1873 blev Proprietær Knoff frifunden for Stiftsdirektionens Tiltale, og de befalede Sagførere, Overretssagførerne Amble og Knagenhjelm, tilkjendte i Salarier resp. 80 og 16 Spd., hvilke det blev paalagt Statskassen at udrede tilligemed Skyds- og Diætgodtgjørelse til den Førstnævnte. Underretten har undladt i sin Konklusion at indtage den Bestemmelse om Ophævelse af Processens Omkostninger, som ifølge Præmisserne skulde afgives. De Begivenheder, som have foranlediget Sagens Anlæg, er i det Væentlige in confesso mellem Parterne, og jeg skal fremstille dem. Nøstvigs Annexkirke blev ved kongeligt Skjøde afødt xx.xx.1827 i Henhold til Lov afødt xx.xx.1821, angaaende de nordlandske Kirkers Salg, frasolgt det nordlandske Kirke- og Skolefond, som den fra gammel Tid havde tilhørt, og kom senere i Indstevnte, Proprietær Knoffs Hænder. Ifølge den nævnte Lovs §4 blev Kirken solgt med dens Tiender, hvorimod der ikke fulgte Jordegods med i Salget. Allerede i 1861 opfordrede Brønø Kommunebestyrelse Autoriteterne til at foranstalte Nøstvigs Kirke istandsat, uden at man ved, hvad der i den Anledning blev foretaget, og det er ialfald ikke engang af Stiftsdirektionen paastaaet, at der dengang blev henvendt nogen Advarsel til Kirkeeieren. Under et Kirkemøde, som den 2 Juli 1863 blev afholdt af Biskopen, blev der givet Visitatsprotokollen en Tilførsel, som jeg skal anføre in extenso, fordi den fra Stiftsdirektionens Side danner Udgangspunktet for Søgsmaalet. Den lyder saaledes: «Nøstvigs Annexkirke, som eies af Proprietær Knoff, tiltrænger Reparation paa Bordklædning, Maling og Tag, hvorom Vedkommende bliver at varsle». Den findes i en Forestilling afødt xx.xx.1866 fra vedkommende Provst til Biskopen, og det maa ansees at være in confesso, at Sognepræsten i den Anledning flere Gange varslede Kirkeeieren om at istandsætte Kirken, men jeg kan ikke se, at det er erkjendt eller oplyst, at Sognepræsten meddelte Kirkeeieren, at denne Opfordring var begrundet i Paalæg fra Biskopen, hvilket iøvrigt er det rimelige. Den 24 Aug. 1864 afholdtes et nyt Kirkemøde af Provsten, og denne lod deri tilføie Visitatsprotokollen om Kirkens Tilstand Følgende: «Bordklædningen er paa mange Steder raadden og mangler Maling», og derpaa er tilføiet: «Sognepræsten anmodedes om at tilholde Kirkeeieren om at afhjælpe de paapegede Mangler snarest muligt og inden en kort Tidsfrist at afgive sin bestemte Erklæring om, hvorvidt han dertil er villig». Sognepræsten erhvervede da en Erklæring fra Knoff, dateret 13 Oktbr. 1864, hvori han anmeldte, at han til Sommeren, altsaa 1865, agtede at foretage de nødvendige Reparationer paa Nøstvigs Kirke; men det maa antages, at Knoff ikke opfyldte dette Løfte og at der i 1865 ikke er foregaaet nogen Reparation, uagtet det maa ansees in confesso, at han ogsaa i sidstnævnte Aar blev anmodet om at istandsætte Kirken, uden at man kan se, af hvem; men det maa formodentlig være af Sognepræsten. Da saaledes 1865 var hengaaet, uden at Manglerne ved Kirken vare afhjulpne, lod Sognepræsten den 14 Juli 1866 ved to Mænd, som ikke kan erfares paa lovlig Maade at have været opnævnte dertil, foretage Besigtelse, og Kirken befandtes da fremdeles i daarlig Tilstand. De vigtigste Mangler vare følgende: 1) hele Kirkens Tag undtagen Taget over Koret var aldeles raaddent, saa at nyt Tag tiltrængtes. 2) Bordklædningen fra søndre Kors omkring østre Side til nordre Kors var aldeles beskadiget. Det Samme gjaldt den østre Del af vestre Kors, og Gulvaasene vare paa flere Steder sunkne, saa der var fri Adgang for Regn og Snedrev. 4) Endel af Spærreværket med Bjælkerne paa vestre Side var. aldeles raaddent. Den 23 Juli 1866 afholdtes af Biskopen et Kirkemøde, hvor den nys anførte Besigtelse blev fremlagt, i hvilken Anledning der tilførtes Visitatsprotokollen Følgende: «Da Kirkeeieren endnu ikke har afhjulpet de fra Visitatserne i 1863 og 64 anmærkede Mangler, med Untagelse af nogle Reparationer paa Taarnet, og han, uagtet bekjendt med Kirkens Tilstand, ikke

Side:99

har fundet det nødvendigt at fremmøde i Kirkemødet, anmodede Biskopen Provsten om at forsatte en nøiagtig Forklaring om det i denne Sag Passerede og tilstille Stiftsdirektionen denne til Sagens Behandling efter Loven. Provsten indhentede endnu en Erklæring fra Sognepræsten, dateret 29 Septbr. 1866, og da denne gik ud paa, at Knoff siden Besigtelsen af 14 Juni ikke havde paabegyndt nogen Reparation, indgik Provsten den 20 Novbr. 1866 med den ham paalagte Forestilling til Stiftsdirektionen. Denne udtog derpaa den 16 Decbr. s. A., som jeg før har anført, Klage til Forligelseskommisionen, uden forud at optage noget lovligt Skjøn over Kirken eller at advare Kirkeeieren om hvad der forestod ham. Ved Sagens Inkamination den 13 Septbr. 1867 mødte Indstevnte, Proprietær Knoff, personlig, og Sagen blev efter hans Begjæring udsat til næste Thing den 6 Mai 1868. Der mødte atter Knoff personlig og bemærkede, «at han i forrige Aar lod udføre betydelige Reparationer paa Nøstvigs Kirke, der nu maa ansees at være i god Stand. Af Reparationsarbeiderne staar dog endnu Noget tilbage, og har dette maattet udsættes til en bedre Aarstid. Disse Arbeider ville nu blive udførte og Besigtelse derefter afholdt til Bevis om dens Tilstand. For at fremlægge Besigtelsesforretningen og videre iagttage sit Tarv, maatte han nu under ethvert lovligt Forbehold begjære Sagen udsat til Høstthinget». Denne Udsættelse blev indvilget. Den 25 Septbr. 1868 lod Indstevnte, Knoff, ved 5 Mænd, som ikke vare opnævnte til Skjøn, fortage Besigtelse over Kirken, og disse erklærede, at Kirken efter i indeværende Aar, altsaa 1868, at have undergaaet en Hovedreparation saavel udvendig som indvendig, var i fuldkommen forsvarlig Stand. Saavel Taarnet som Taget, heder det, er nyt og tjærebredt, hvilket og gjælder om hele Bordklædningen udvendig, som tillige er malet. Samtlige Stole i Kirken ere nye og Gulvet ligesaa efterseet og nye Gulvaase indlagte. Endelig bevidne de, at de fornødne Arbeidsfolk til Kirkens Istandsættelse vare af Kirkeeieren betingede om Høsten 1866. Dette maa bemærkes, fordi jeg tror, at naar man sammenholder dette, at Kirkeeieren allerede havde betinget de fornødne Arbeidsfolk Høsten 1866 ved den Tilførsel, han har gjort paa Thinget den 6 Mai 1868, om at han det foregaaende Aar havde udført betydelige Reparationer, maa man ikke tage denne Besigtelsesmændenes Erklæring, om at Kirken havde undergaaet en Hovedreparation s. A. 1868 efter Bogstavet, men at man maa antage, at Kirkens Istandsættelse er udført i 1867 og 1868, og for en væsentlig Del allerede i det første Aar. Denne Besigtelse er forsynet med en Paategning af Sognepræsten, hvori han bevidner, at disse 5 Mænd, som havde taget Kirken i Øiesyn, vare bygningskyndige og troværdige Mænd, og at en af de Besigtelsesmænd, som havde deltaget i Besigtelsen afødt xx.xx.1866, ikke havde været tilstede ved nærværende Forretning. Den 25 August har Sognepræsten afgivet en Erklæring, hvori han bevidner, at der ved en Visitats i Brønø den foregaaende Dag blev tilført Protokollen: «Nøstvigs Kirke var i god Stand og ny Kirkeport var under Arbeide». Endelig har Indstevnte den 26 April 1871 i lovlig Form ladet optage en Syns- og Skjønsforretning angaaende Kirkens Tilstand, hvis Resultat er, at Kirken i dens daværende Tilstand ikke fandtes at lide af væsentlige Mangler, og at dens Tilstand derfor skjønnedes at være forsvarlig. Angaaende Detaillen af de foretagne Reparationer, afgave de lovlig opnævnte Skjønsmænd en Erklæring, som i det Væsentlige er af samme Indhold som den, der er afgivet ved den foregaaende Besigtelse afødt xx.xx.1868. I sit næste Indlæg afødt xx.xx.1871 bemærkede Knoff, ved at fremlægge denne Skjønsforretning, at Kirken nu var sat i forsvarlig Stand, og at han saaledes havde gjørligen rettet for sig, og derfor i Henhold til N.L. 1-5-11 maatte blive at frifinde, og han tilførte fremdeles, at han under Henvisning til taget Forbehold gjør opmærksom paa, at Reskr. 26 Oktbr. 1818 paalægger Biskoperne i saadanne Tilfælde, hvor en Kirke, tilhørende en Privatmand, befindes

Side:100

at være i mislig Tilstand, at andrage Sagen for Stiftsøvrigheden, der har at foranstalte Syn ved Rettens Middel, og han mente, at den Forsømmelse, der var udvist med Hensyn til Iagttagelsen af denne Bestemmelse, maatte være tilstrækkelig til begrunde hans Frifindelse. Jeg kan ikke se, at der ved Underretten er protesteret mod denne Indsigelse som ny. Efterat Overretsdom i Sagen var falden, har Tromsø Stiftsdirektion efter paany erhvervet beneficium processus gratuiti ved befalet Sagfører den 21 April 1874 ladet udtage Høiesteretsstevning i Sagen og har ladet nedlægge Paastand i det Væsentlige af samme Indhold, som ved Underretten, der altsaa gaar ud paa Kirkens Forbrydelse og Erstatning for Omkostningerne ved dens fuldstændige Istandsættelse og derhos, at Indstevnte tilpligtes at betale Processens Omkostninger for alle Retter, og at der tilkjendes den befalede Sagfører, Advokat Heffermehl, Salar. Indstevnte, Proprietær Knoff, har paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og at han hos Citantskabet tilkjendes Processens Omkostninger for Høiesteret. Stiftsdirektionens befalede Sagfører har paavist, at Kirken, da Sag af Tromsø Stiftsdirektion blev anlagt, var i en høist maadelig og uforsvarlig Tilstand, saaledes som det fremgaar af de før citerede Bevisligheder, og han har endvidere anført, at det allerede af N.L. 2-21-6, der er gjentaget i en Række af senere Lovbestemmelser, navnlig Frd.gerne 25 Febr. 1733 og 13 Aug. 1734, kfr. Lov afødt xx.xx.1818, fremgaar, at den Kirke, tilhørende en privat Eier, som befindes i en saa maadelig Tilstand, skal være forbrudt til vedkommende Menighed, og at det ligeledes paaligger Kirkeeieren, inden den saaledes overgaar til Menighedens Eiendom, at sætte den i lovlig, aabodsmæssig Stand, og han bemærker, at disse Lovbestemmelser om Følgne af, at en Kirke, der er i privat Eie, befindes i den saa uforsvarlig Tilstand, ifølge Lov afødt xx.xx.1821 §5 ogsaa maa gjælde for de Kirker, der ere frasolgte det Nordlandske Kirke- og Skolefond. Han anfører videre, at det ikke, som Overretten antager, kan hæve Virkningen af denne Kirkeeierens Forsømmelse, at han under Sagens Drift har sat Kirken i forsvarlig Stand, idet han mener, at Spørgsmaalet om Kirkens Forbrydelse maa bero paa den Tilstand, hvori den befandtes ved Sagens Anlæg, og at Indstevnte først da kan ansees overensstemmende med 1-5-11 at have gjørligen rettet for sig, naar han har leveret Kirken fra sig i aabodsmæssig Stand. Indstevnte har derimod ved Høiesteret, som ved de foregaaende Instantser, principaliter paaberaabt sig, at Kirken, inden Dom i Sagen ved Underretten blev afsagt, og allerede i det første Aar efter Sagens Anlæg blev sat i fuld forsvarlig Stand, og at han derfor efter N.L. 1-5-11 har rettet for sig, men har ved Siden deraf søgt sit Forsvar deri, at han ikke, inden Sag til Kirkens Forbrydelse mod ham blev anlagt, har faaet gjennem rette Vedkommende, nemlig Stiftsdirektionen, den Advarsel om Kirkens maadelige Tilstand med Frist til dens Istandsættelse, som han efter en Række af Lovbud er berettiget til at kræve. Da denne sidste Indsigelse for mig ved Sagens Paadømmelse vil blive den afgjørende, skal jeg gaa over til at behandle den. Stiftsdirektionens befalede Sagfører har protesteret mod den som ny for Høiesteret. Jeg har allerede bemærket, at Knoff i Slutningen af sit Indlæg afødt xx.xx.1871 har anført, at det efter Reskr. afødt xx.xx.1818 havde været Provstens og Biskopens Pligt at andrage Sagen for Stiftsdirektionen, som derefter burde have foranstaltet Syn ved Rettens Middel, og at Forsømmelse af at iagttage dette, maa være tilstrækkelig til at bevirke hans Frifindelse. Naar det bemærkes, at det her gjælder om Iagttagelse af et vedkommende Øvrighed ved Loven givet Paabud om de Former, der skulde iagttages inden Sagens Anlæg, tror jeg, at der efter den af Knoff ved Underretten gjorte Bemærkning maatte være Adgang til at tage Indsigelser over manglende Undersøgelser og Advarsel ved Stiftsdirektionen under Paakjendelse. Ved Overretten er denne Indsigelse bestemt fremsat i Henhold til Frd.gerne afødt xx.xx.1701 og 25 Febr. 1733.

Side:101

Allerede N.L. 2-21-6, der bestemmer, at naar Kirkedept. og den, som til Kirkens Indkomst er berettiget, lader Kirken forfalde og ikke raader Bod paa de Mangler, som han af Superintendenten, der svarer til de nuværende Biskoper, advares om, da forbrydes Kirken, berettiger Kirkeeieren til at kræve Advarsel af Biskopen, for at Forsømmelse ved dens Vedligeholdelse skal kunne bevirke dens Forbrydelse, og det samme flyder af Bestemmelsen i den følgende Artikel 2-21-7, som paalægger Superintendenten at advare Kirkeeieren om de Mangler, han finder ved Kirkens Tilstand. Anordningen afødt xx.xx.1701 for Danmark bestemte, at Brøstfældigheder, som fandtes ved private Kirker, inden et Aar skulde raades Bod paa, saafremt ikke Vedkommende vilde have sin Ret til Kirken forbrudt. Denne Anordning er optaget i Frdgn. afødt xx.xx.1733 angaaende de norske Kirker. Det heder deri, at saafremt Kirkerne ikke i Kraft af Frdgn. afødt xx.xx.1701 holdes i tilbørlig Stand og Hævd, saa de derved forbrydes osv. I en Instrux afødt xx.xx.1722 for de civile Overøvrigheder, som dog nok er gjældende allene for de danske Overøvrigheder, dens §10, er det bestemt, at Amtmanden tilligemed Superintendenten skulle have nøie Tilsyn med de Kirker, som ere i privat Eie, og advare Kirkeeieren om de Brøstfældigheder, som findes paa samme, og derpaa lade tale ved Landets Lov og Ret. Allerede af N.L. 2-21 følger det, at det administrative Tilsyn med Kirkerne var henlagt under Stiftamtmanden og Biskopen, og dette er endnu mere Tilfældet nu efter den Maade, hvorpaa den civile Administration har uddannet sig. Det er ganske utvivlsomt, at det nu er Stiftsdirektionen, hvem de Pligter vedkommende Kirkerne i Stiftet og navnlig Tilsynet med private Kirkers Vedligeholdelse paahviler, som før var paalagt Biskopen og Stiftsamtmanden. Ved kgl. Resolution afødt xx.xx.1818 §5 er det bestemt, at Biskoperne skulle advare Kirkeeieren om de Mangler, de finde ved Kirkebygningerne, og hvis saadan Advarsel ikke frugter, da andrage Sagen for Stiftsøvrighederne, i dette Tilfælde Stiftsdirektionerne, som have at foranstalte Syn ved Rettens Middel afholdt og forøvrigt at behandle Sagen paa anordningsmæssig Maade. Jeg maa anse det for at fremgaa af den Række Lovbestemmelser og administrative Anordninger, jeg her har citeret, at den lovmæssige Fremgangsmaade for, at en Kirkeeier paa Grund af Mangler ved en Kirkebygnings Tilstand kan dømmes til at have denne forbrudt, er den, at inden Sagsanlægget Biskopen skal advare Kirkeeieren om Kirkens maadelige Tilstand, at et lovligt Skjøn om denne skal optages, og at Stiftsdirektionen derefter skal advare Kirkeeieren om de Følger, Kirkens Tilstand for ham vil medføre, hvis der ikke raades Bod paa den, hvoraf da følger, at der i Forbindelse hermed maa forelægge ham en Frist til dens Istandsættelse. At et lovligt Skjøn skal optages, og at Stiftsdirektionen derefter skal advare vedkommende Kirkeeier, det finder jeg ligefrem paabuden ved disse Lovbestemmelser, og for at denne Advarsel skal have sin fulde Nytte, mener jeg ogsaa der maa forelægges ham en Frist til Istandsættelse. Det gaar ikke an, at Stiftsdirektionen umiddelbart efter Advarselen skrider til Sagsanlæg; men om det endog ikke ansees nødvendigt, at der forelægges ham en bestemt Frist, maatte Stiftsdirektionen dog indrømme en rimelig Tid, inden den skrider til Sagsanlæg. Dette forekommer mig ogsaa at stemme med dette Forholds Beskaffenhed. Det er en overordentlig stærk Virkning, ganske usædvanlig i vore Kontraktsforhold, som Lovgivningen har tillagt Forsømmelsen ved Vedligeholdelse af Kirker, og det er derfor ganske naturligt, at Kirkeeieren, inden en saadan for ham alvorlig Virkning indtræder, faar Advarsel af Kirkens høieste Foresatte, nemlig Stiftsdirektionen. Ved at efterse Voteringen i den i Høiesteret den 10 Juni 1843 paadømte Sag (Rt-1843-385-94), der gik ud paa Forbrydelse af Kirkerne i Næs Præstegjeld paa Romerike, kan jeg ikke skjønne rettere, end at den Mening, jeg her

Side:102

har fremstillet, er antaget af en meget betydelig Pluralitet af de Voterende i denne Sag og lagt til Grund for Dommen. De faktiske Omstændigheder i den Sag vare forskjellige fra den nærværende. Der var Sag anlagt af Menigheden, ikke af Stiftsdirektionen, og efterat Stiftsdirektionen havde erklæret, at den ikke fandt Grund til Sagsanlæg, men dog ikke vilde eller maaske ikke kunde modsette sig, at menigheden anlagde sag til kirkens forbrydelse, og denne Mangel ved Sagsanlægget har faaet sin Indflydelse ved Sagens Paadømmelse; men det er for mig dog ganske utvivlsomt, at det ved Voteringen er bestemt antaget og lagt til Grund for Afgjørelsen, at vedk. Kirkeeiere i saadanne Tilfælde kunne fordre Advarsel af Stiftsdirektionen med Forelæggelse af Frist til Istandsættelse. I denne Sag maa jeg anse det fuldkommen paa det Rene, at Kirken ved Sagens Anlæg var i en aldeles uforsvarlig Tilstand, i en saa slet Tilstand, at naar der ikke var andre Grunde, som maatte bevirke Indstevntes Frifindelse, saa maatte han have Kirken forbrudt. Fremdeles maa det ansees in confesso, at han er bleven advaret om at istandsætte Kirken, og at han, efterat denne Advarsel var ham givet, har ladet adstillig Tid hengaa, inden dette skeede; men for det Første er han slet ikke bleven advaret af Stiftsdirektionen, og endnu mindre er der forelagt ham nogen Frist til Istandsættelsen, og jeg kan heller ikke anse det strængt bevist, at det ved de Advarsler, som Sognepræsten har givet ham, er blevet ham tilkjendegivet, at det var efter Paalæg af Biskopen, at disse Advarsler vare fremkomne, uagtet dette vistnok er meget sandsynligt. Jeg henviser derom til den Fremstilling af Faktum, som jeg før har givet. I 1863 bestemte vistnok Biskopen, at Kirkeeieren skulde varsles om Manglerne ved Kirken, uden at det iøvrigt paa nogen Maade er bevist, at Manglerne dengang allerede vare af saadan Beskaffenhed, at de maatte bevirke dens Forbrydelse. Kirkeeiren blev advaret af Sognepræsten, uden at det er specielt oplyst, at det blev ham sagt, at det var efter Biskopens Paalæg. I 1864 var det Provsten, som afholdt Visitatsen, uden nogen Deltagelse fra Biskopens Side, og den Advarsel, som Knoff dengang fik, kan ikke fyldestgjøre Lovens Fordring om at han skal advares gjennem Stiftsdirektionen. I 1866 var det vistnok Biskopen, som afholdt Kirkemødet, og da gjorde Bemærkning om de Mangler, som vare oplyste ved en den 14 Juli 1866 afholdt Besigtelse, men for det Første var denne Besigtelse ikke et i Lovens Former optaget Skjøn, som Resolutionen afødt xx.xx.1818 kræver, og naar de øvrige Anordninger tale om Skjøn, som skal afholdes, maa man derved forstaa lovligt Skjøn. Dernæst er denne Visitats, hvorunder Biskopen gjorde opmærksom paa Manglerne fremdeles ikke vare afhjulpne, er afgivet den 29 Septbr., og allerede den 16 Decbr. udtog Tromsø Stiftsdirektion, efterat Sagen var indsendt til den, Klage til Forligelseskommissionen mod Knoff. Det er klart, at der fra Juli til December Maaned 1866 ikke har været tilstrækkelig Tid for Kirkeeieren til at lade Manglerne istandsætte. En saa betydelig Mangel, som der her var Tale om, var der neppe i et Landdistrikt Tid til at faa rettet paa med saa kort Frist og paa den Aarstid, og man ser af Sognepræstens Erklæring, saaledes som den fremgaar af Provstens Fremstilling af 20 Novbr., at Knoff ikke engang da var advaret, efterat Biskopen i 1866 havde udhævet Manglerne; i Biskopens Tilførsel den 23 Juli 1866 er det heller ikke paalagt Provsten eller Sognepræsten at advare Kirkeeieren. Det er kun paalagt Provsten at indgive nøiagtig Forklaring om Sagen, men Biskopen har da ikke engang paalagt Provsten eller Sognepræsten at advare Knoff. Det heder kun, at da Kirkeeieren, uagtet han var bekjendt med Kirkens Tilstand, ikke har fundet det nødvendigt at fremmøde, saa paalagde Biskopen Provsten at give en Indberetning om Sagen til Stiftsdirektionen med Opfordring om sammes Behandling efter Loven. Sognepræstens Erklæring afødt xx.xx.1866 indeholder blot, at Kirkeeieren ikke siden den

Side:103

sidste Besigtelse af 14 havde paabegyndt nogen Reparation, men man kan ikke se, at Sognepræsten har advaret Kirkeeieren, og jeg maa saaledes antage, at dette slet ikke har været Tilfældet. Nu maa man erindre, at det først er Besigtelsen afødt xx.xx.1866, som indeholder Bevis for, at Kirken var i en saa mislig Tilstand, at dens Forbrydelse maatte indtræde som Følge, hvis den ikke blev istandsat, og efter den Tid kan man slet ikke se Kirkeeieren har faaet nogensomhelst Advarsel. De tidligere Advarsler kunne ikke her komme i nogen Betragtning, uden forsaavidt de vidne om Forsømmelighed fra Kirkeeierens Side, men de kunne ikke vise, at Kirkeeieren da efter Opfordring har undladt at istandsætte Mangler af den Beskaffenhed, at de skulde bevirke Kirkens Forbrydelse, og efterat Indberetning fra Provsten den 20 Novbr. 1866 var indløbet til Stiftsdirektionen, har denne Autoritet allerede den 16 Decbr., uden at lade optage lovligt Skjøn over Kirkens Tilstand, og uden at advare Kirkeeieren, ladet udtage Klage til Forligelseskommissionen mod Indstevnte. Det forekommer mig altsaa virkelig klart, at Lovgivningens Bestemmelser om Advarsel ikke er iagttagen og at Stiftsdirektionen har forsømt at give Kirkeeieren den Advarsel, som han, efterat det var kommet til det Punkt, at Kirkens Forbrydelse maatte indtræde, baade efter Lovens udtrykkelige Bestemmelse og efter Billighed havde fuldt Krav paa, og uagtet jeg ikke kan tillægge den Istandsættelse, som af Kirkeeieren er foregaaet, dels efter hvad jeg maa antage i 1867 og dels i 1868, den Virkning, som Indst.'s Sagfører har søgt deri, nemlig at Indstevnte derved betimeligen skulde, som N.L. 1-5-11 udtrykker sig, have gjørligen rettet for sig, saa tror jeg dog denne Indstevntes Virksomhed maa have sin Betydning i Forbindelse med, at han ikke inden Sagens Anlæg har faaet den Advarsel og den Frist, som han efter Loven og Villighed kunde fordre. Jeg skal endnu bemærke, at Klagens Indhold virkelig er af den Beskaffenhed, at den kunde vække nogne Tvivl, om den kan lægges deri, at Proprietær Knoff bedes indkaldt til Forligelseskommissionen, for at der om Kirkens Istandsættelse kan prøves mindeligt Forlig eller Sagens Afgjørelse ad Rettens Vei finde Sted overensstemmende med Loven. Det kunde virkelig efter denne Klage se ud, som om hvad der skulde prøves Forlig om, var om Kirkens Istandsættelse, og at det derefter skulde komme under Overveielse, hvad der af Rettens Vei skulde foretages, for at denne kunde iværksættes, men jeg vil dog ikke bestride, at Paastanden om Kirkens Forbrydelse kan have formel Hjemmel i denne Klage. Fremdeles kan i Forbindelse med den manglende Advarsel til Knoff og den Virksomhed, som han efter Sagens Anlæg har udvist, for at faa Kirken istandsat, bemærkes det høist besynderlige Tilfælde, som er indtrufftet under Sagens Behandling i Forligelseskommissionen. Klagen er udtaget af Sagfører Amble for Tromsø Stiftsdirektion, og paa dens Vegne mødte i Forligelseskommissionen erklærede Knoff sig villig til at indgaa paa de af Tromsø Stiftsdirektions Fuldmægtig fremsatte Betingelser for Forliget undtagen Omkostninger til Sagfører Amble, hvorimod han var villig til at betale i Forligsomkostninger 6 Ort, og saaledes blev Sagens Afgjørelse ved Forlig forspildt og Sagen begjæret henvist til Retten, fordi Knoff ikke vilde indgaa paa at betale de Omkostninger til Amble, som senere under Sagen er opgivet til 8 Spd. Dette kan selvfølgelig ikke i og for sig have nogen Betydning, men jeg anfører det, fordi det virkelig derved bliver mere sandsynligt, at hvis knoff havde faaet lovlig Advarsel og en passende Frist, vilde han i betimelig Tid have rettet for sig og derved faaet Anledning til at undgaa det overordentlig støre Tab, som vilde indtræde, hvis Citantens Paastand tages tilfølge, at han skal ansees at have forbrudt en fast Eiendom af rimeligvis ikke ubetydelig Værdi. Jeg skal endnu bemærke, at Knoff ogsaa har paaberaabt sig, at han den 4 Juli 1867 opfordrede Brønø Kommunebestyrelse til at

Side:104

bevirke, at Almuen efter Lovgivningens Medfør ydede ham Bistand til Kirkens Istandsættelse, men at Kommunebestyrelsen den 8 Juli s. A. erklærede, at da Kirkens Mangler væsentlig maatte ansees grundede i Kirkeeierens Forsømmelse af betimelig at istandsætte den, antog Kommunebestyrelsen ikke at her var forhaanden et Tilfælde, hvori Almuen efter Lovgivningen var pligtig til at bidrage til Reparationen. Efter de oplyste Omstændigheder maa jeg være enig i denne Kommunebestyrelsens Anskuelse, og jeg kan saaledes ikke tillægge denne Indsigelse nogen Betydning. Men af de forhen anførte Grunde kommer jeg til det Resultat, at Indstevnte maa blive at frifinde for Citantskabets Tiltale, og da de Grunde, som bestemme mig til dette Resultat, ere afvigende fra dem, som Overretten har lagt til Grund for sin Dom, er det en Selvfølge, at jeg maa votere for ny Konklusion. Processens Omkostninger i alle Instantser maa efter Sagens Beskaffenhed blive at ophæve, og Salarierne til de befalede Sagførere ville altsaa blive at udrede af Statskassen. Jeg anser det ikke nødvendigt at give Dom for Skyds- og Diætgodtgjørelse for den befalede Sagfører ved Underretten. Salarierne bør efter min Formening ansættes for de befalede Sagførere ved Under- og Overretten som ved Overretten bestemt, og for den befalede Sagfører ved Høiesteret til 45 Spd.

Jeg konkluderer altsaa:

Proprietær Jens Henrik Knoff bør før Tromsø Stiftsdirektions Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. De befalede Sagførere, Overretssagførerne Amble og Knagenhjelm samt Høiesteretsadvokat Heffermehl tillægges i Salarier resp. 80 Spd., 16 pg 45 Spd., der udredes af Statskassen».

Assessor Blich: Jeg er med Førstvoterende enig i, at Nøstvigs Kirke efter de under Sagen fremkomne Oplysninger maatte ansees at være i en saa forfalden og daarlig Tilstand, at den af den Grund maatte ansees at være forbrudt, forsaavidt det maatte antages, at Kirkeeieren efter behørig foregaaende Advarsel ikke havde villet rette paa de forekommende Mangler. Derimod kan jeg ikke være enig med Førstvoterende i, at Indstevnte ikke af rette Vedkommende skulde være bleven givet den ham tilkommende Advarsel og Frist til at istandsætte Kirken. At Indstevnte ikke ved de foregaaende Retter har fremsat nogen Indsigelse isaahenseende, grundet paa, at Advarsel ikke var givet af Stiftsdirektionen, maa jeg antage at være Tilfældet; thi den Omstændighed, at han i et Indlæg afødt xx.xx.1871 gjør opmærksom paa, at det er Pligt for Biskoperne og Provsterne at andrage Sagen for Stiftsøvrighederne, der have at foranstalte Syn ved Rettens Middel, finder jeg ikke at være en Indsigelse imod, at han har faaet fornøden Advarsel, hvilket han ogsaa i et tidligere Indlæg udtrykkelig har erklæret, at han er bleven givet. At Stiftsøvrighederne skulle foranstalte et Syn, forøvrigt noget helt Andet, da dette Paalæg egentlig kun gaar ud paa, at Bevis skal skaffes tilveie for, hvorvidt Manglerne ere tilstede, og herom er der in casu ikke Spørgsmaal. Men skjønt jeg saaledes ikke kan være enig med Førstvoterende i, at Indsigelsen er betimeligen fremsat, antager jeg dog, at Indsigelsen er af den Beskaffenhed, at den til enhver Tid maa kunne fremsættes, da Indsigelsen grunder sig netop paa, at det er en Betingelse for, at Kirken skal forbrydes, at den Fremgangsmaade, som i Indsigelsen indeholdes, er bleven befulgt. Jeg antager dog ikke, at Bestemmelserne i Lovgivningen indeholde, at det er Stiftsdirektionen, som skal give vedk. Kirkeeier den Advarsel og Frist, hvorom der her er Spørgsmaal. At Kirkeeiere tilkomme Advarsel og Frist til at istandsætte Kirkerne, er ganske naturligt og forudsat ogsaa gjennem hele Lovgivningen, men de Bestemmelser, som herom handle, paalægge ikke Stiftsdirektionen at efterkomme dette, men derimod Provst eller Biskop. N.L. 2-21-6, 7 og 8 handle om disse Tilfælde; i den 6te Artikel staar der, at Kirkeeierne af Biskopen, d. e. Superintendenten, advares om at raade Bod paa de Mangler, som

Side:105

findes ved Kirken. Efter den 7de Artikel er det ligefrem Biskopen, som skal forfare om Kirkens Tilstand, og hvis der er nogen Mangel, skal han ved sin Skrivelse give det for Kirkens Forsvar eller Patron tilkjende, for at det kan raades Bod paa, og i den 8de Artikel er det Provsten, som paa sine Visitatser skal undersøge Sagen og derefter give Kirkens Forsvar eller Patron Underretning derom, for at han kan raade Bod paa, hvad fornødent er. De følgende Bestemmelser, man har i Lovgivningen, have heri ikke gjort nogen Forandring. Frd.gerne afødt xx.xx.1701 og 25 Febr. 1733 omtale vistnok Stiftsdirektionen som den, der skal paase, hvorvidt Kirkerne ere i den Stand, som er foreskrevet, at de skulle være, men Bestemmelsen angaar ikke den Advarsel, som skal ske, forinden man skrider til at paastaa Kirkernes Forbrydelse. Derimod viser Reskriptet afødt xx.xx.1818 §5, at det er Biskoperne og Provsterne, som det er paalagt, naar det befindes nødvendigt, at advare dem, som Kirkernes Vedbligeholdelse paaligge, om at opfylde deres Skyldighed, og hvis saadan Advarsel ikke frugter, da at andrage Sagen for Stiftsøvrighederne, der have at foranstalte Syn ved Rettens Middel, afholdte paa de Skyldiges Bekostning, og forøvrigt at behandle Sagen paa anordningsmæssig Maade. Der staar Intet om, at det er Stiftsdirektionen, som derefter skal give vedk. Kirkeeier Advarsel, men det er vedk. Provst som skal gjøre det i Henhold til N.L. 2-21-6, hvorefter der skal fremgaaes paa anordningsmæssig Maade. Hvori denne skal bestaa, staar der Intet om, men det er rimeligt at fortolke Bestemmelsen saaledes, at Stiftsdirektionen bør tilkomme at fatte Bestemmelse om, hvorvidt Manglerne ere af den Beskaffenhed, at de kunne paadrage Vedk. Forbrydelse af Kirkerne, i hvilken Henseende der er paalagt Stiftsdirektionen at foranstalte det fornødne Syn og Skjøn for at overbevise sig om, at Manglerne virkelig ogsaa ere tilstede. De Pligter, som tidligere efter Lovgivningen paalaa Biskopen, paaligge ham fremdeles. Amtmanden har ikke tidligere havt Noget med Eftersyn af Kirkerne at bestille, og der er saaledes heller ikke Tale om, at de Pligter, som paahvilede ham, skulde være gaaede over til nogen anden Autoritet. Stiftsdirektionen faar ikke med Sagen at bestille, før efterat de geistlige Autoriteter, Provst og Biskop, have anstillet de fornødne Undersøgelser og overseet, hvilke Mangler der forefindes, hvorefter Stiftsdirektionen skal handle efter Loven. Hstd.dommen af 1843 angaaende Sagen om Kirkeeierne paa Næs, er af en langt anden Beskaffenhed end denne. Der havde, som af Førstvoterende bemærket, Stiftsdirektionen udtrykkelig erklæret, at den ikke fandt Omstændighederne at være saadanne, at der kunde være Tale om, at Kirken skulde være forbrudt, og med Hensyn til den Advarsel, som vedk. Kirkeeiere havde faaet, maa det bemærkes, at den var skeet af vedk. Præst paa Provstens Vegne i Februar Maaned s. A., som Søgsmaalet blev anlagt, uden at der havde været forelagt vedk. Kirkeeier nogen Frist til at istandsætte Kirken. I dette Tilfælde var det ganske rimeligt, at man ræsonerede, saaledes som der blev gjort, at Kirkeeieren skal have Advarsel og Frist, og dette var ikke iagttaget, men Stiftsdirektionen havde ogsaa der udtrykkelig erklæret, at den ikke engang fandt, at de Mangler, som vare tilstede, vare af den Beskaffenhed, at der kunde være Tale om at forbryde Kirken. Naar det i Reskriptet afødt xx.xx.1818 er paalagt Stiftsdirektionen at foranstalte optaget et Syn, efterat den af vedk. geistlige Øvrighed er bleven underrettet om, hvad der fra deres Side er bleven gjort til Advarsel for vedk. Kirkeeier, da er et saadant Syn vistnok ikke i nærv. Sag optaget fra Stiftsdirektionens Side, men efter den hele Procedure i Sagen og efter de Oplysninger, som er fremkommet, har man vistnok, som rimeligt er, anseet et saadant Syn aldeles unødvendigt. Forinden Sagen indkom til Stiftsdirektionen, var der fra vedk. Sognepræsts skrivelse herover var derefter indsendt til Stiftsdirektionen. Denne specificerede Beskrivelse er fremlagt i Sagen, og Indstevnte har ikke fremsat

Side:106

nogensomhelst Indsigelse mod Rigtigheden af hvad deri er anført, hvorfor det maa antages at have været paa det Rene, at de paapegede Mangler virkelig vare tilstede, og en yderligere Bekræftelse heraf gjennem Optagelse af et Syn fra Stiftsdirektionens Side maatte saaledes ansees aldeles ufornøden. Spørgsmaalet har derfor for mig stillet sig saaledes. Har Indstevnte af rette Vedkommende, som jeg antager i dette Tilfælde er Biskop og Provst, faaet tilstrækkelig Advarsel om de Mangler, som forefandtes ved Kirken, og er han givet en tilstrækkelig Frist til at foranstalte disse Mangler rettede, og det maa jeg antage er tilstrækkelig oplyst og bevist af Indstevnte selv. Som af Førstvoterende paapeget, blev der allerede i 1863 paa et Visitatsmøde, der var foranstaltet af Biskopen, gjort opmærksom paa, at Kirken tiltrængte Reparation paa Bordklædning, Maling og Tag, hvorom Vedkommende blev at varsle. Sognepræsten siger, at han flere Gange har varslet Kirkeeieren om at istandsætte Kirken efter dette Paalæg, og der kan ikke være Tvivl om, at Paalægget er givet ham i den Form, at det er skeet fra Biskopen. Der er heller ikke i denne Henseende gjort nogen Indsigelse fra Indstevntes Side. I det følgende Aar blev et Kirkemøde afholdt, foranlediget af Provsten, og her blev der specielt anført, hvilke Mangler der fandtes, og der blev besluttet. «Sognepræsten anmodedes om at tilholde Kirkeeieren om at afhjælpe de paapegede Mangler snarest muligt og inden en kort Tids Frist at afgive sin bestemte Erklæring om, hvorvidt han dertil er villig». Derpaa indhentede Sognepræsten Kirkeeierens skriftlige Erklæring, der afgaves den 13 Novbr. 1864 og hvori Kirkeeieren med den største Bestemthed lover, at han til Sommeren skal foretage de nødvendige Reparationer ved Kirken. Han har altsaa for det Første erkjendt at have faaet Advarsel, og han har dernæst med Hensyn til den Tid, som var nødvendig til Kirkens Istandsættelse, selv bestemt, at Reparationerne skulde ske til næste Sommer, og har altsaa faaet en tilstrækkelig Frist til at udføre dem. Sommeren 1865 fik Kirkeeieren atter Paamindelse om at begynde paa Reparationerne, men, siger Sognepræsten, hvad der ogsaa er erkjendt af Indst., «alle Paamindelser og Advarsler sees at have været frugtesløse». Vil man endelig have, at det skal være Biskopen, som stadig skal være den, som skal meddele Advarsler, skal jeg henvise til, at det første Paalæg, der skede i 1863, skede af Biskopen; dette Paalæg er senere gjentagne Gagne forholdt Kirkeeieren, og denne har bestandig udsat med at efterkomme samme; det er altsaa det samme Paalæg, som stadig er vedblevet siden 1863. Men Loven omtaler derhos baade Biskop og Provst som de, der skulle advare Kirkeeieren. At Besigtelsesforretningen af 1866 først skulde vise, i hvilken daarlig Forfatning Kirken var, kan jeg, som Førstvoterende har anført, ikke være enig i. Allerede de tidligere Besigtelser i 1863 og 64 vise, at Kirken var i en daarlig Forfatning dengang, og at dens Reparation var paatrængende nødvendig, uden at Kirkeeieren har foretaget Noget. Havde det virkelig været Tilfældet, at Omstændighederne i 1866 havde været rent forskjellige fra hvad der havde gjældt tidligere, var der visselig fremkommet nærmere Oplysninger derom, men det har man ikke. Jeg antager derfor ikke, at Indstevnte kan med nogen Grund fremsætte Anke over, at han ikke har faaet tilstrækkelig Advarsel. At Klagen til Forligelseskommissionen kun skulde gaa ud paa at mægle Forlig om, at Kirken skulde blive istandsat, og at Stiftsdirektionen saaledes hermed havde givet tilkjende, at den ikke fordrede, at Kirken skulde forbrydes, medmindre der var givet Indstevnte Adgang til i rimelig Tid at rette paa de Mangler, som fandtes, kan jeg ikke antage. Der staar i Klagen, at der skal prøves Forlig om Kirkens Istandsættelse eller Sagens Afgjørelse ad Rettens Vei, men efter dette Udtryk maa det vistnok antages, at den hele Sag med de Følger, som kunde indtræde, dersom ikke Manglerne bleve rettede, var forelagt Indstevnte, og at han saaledes, forsaavidt han ikke vidle gaa ind paa at istandsætte Manglerne til den Tid, som Stiftsdirektionen erklærede, at den

Side:107

vilde indrømme og derved frafalde den anden Følge, maatte finde sig i, at Lovens Bestemmelser om Kirkens Forbrydelse ogsaa vilde blive gjort gjældende mod ham. De øvrige Indsigelser, som Indstevnte har fremsat, nemlig, at han gjørligen har rettet for sig, efterat Sag var anlagt, eller at Kommunebestyrelsen ikke havde været villig til at komme ham til Assistence, har allerede Førstvoterende bemærket ikke kunne tillægges nogen Betydning, og heri er jeg da ogsaa enig. Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Underretten, og jeg antager, at Processens Omkostninger saavel ved denne Ret som ved Overretten og Høiesteret maa blive at ophæve.

Jeg konkluderer saaledes:

«Underrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves. De ved disse Retter befalede Sagførere, Overretssagfører Knagenhjelm og Høiesteretsadvokat Heffermehl, tillægges i Salarier resp. 16 Spd. og 45 Spd., der udredes af Statskassen».

Assessor Hallager: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Assessor Blich.

Assessor I. S. Thomle: Jeg finder vistnok Sagen meget tvivlsom, men tror dog at maatte i det Væsentlige og i Resultatet erklære mig enig med Førstvoterende. Jeg lægger den hovedsagelige Vægt derpaa, at man efter Forholdets Natur neppe bør tage disse kontraktmæssige Bestemmelser om Forbrydelse af Eiendom, som her spørges om, saa ganske strængt som Ordene kunne synes at tilsige. Det forekommer mig at være naturligt og billigt, at disse Bestemmelser om Kirkernes Forbrydelse ikke komme til Anvendelse, forinden vedkommende Kirkeeier af den rette Autoritet, nemlig Kirkens Forsvar, - og det er baade efter Loven og efter hvad der bestandig har været antaget Stiftsdirektionen, - har faaet Advarsel om at rette paa de stedfundne Mangler med Betydning af, hvad Følge Undladelsen heraf vil have og med Forelæggelse af en bestemt Frist, inden hvilken Manglerne bør være afhjulpne. Denne Betragtningsmaade af Forholdet finder jeg ogsaa ved en Hstd. afødt xx.xx.1843 at være bleven gjort gjældende, og Hensynet hertil har jeg i denne tvivlsomme Sag fundet for mig at maatte være afgjørende. Det er ganske vist saa, at der intetsteds i Lovgivningen udtrykkelig er foreskrevet, at Kirkeeierne skulle gives nogen saadan Advarsel og Paalæg eller sættes nogen saadan Frist for Istandsættelsen, men der indeholdes dog i Lovgivningen, forekommer det mig, Antydninger nok til at man deraf maa kunne slutte, at det virkelig er overensstemmende med dens Synsmaade, naar man opstiller en saadan Fordring. N.L. 2-21-6 paalægger Superintendenten at advare Vedkommende om Manglerne, og dette gjentages ligeledes i Reskriptet afødt xx.xx.1818 §5, men af N.L. 2-21-7 og 8 ligesom af Instruxen for Amtmændene afødt xx.xx.1722 §10 ser man, at det er ikke nok med denne Advarsel fra Superintendenten, men at, hvis Advarselen ikke frugter, saa har man at henvende sig til Kirkens Forsvar, som da skal træffe de fornødne Foranstaltninger til Manglernes Afhjælpelse, men at dette skulde ske ved at Stiftsdirektionen umiddelbart derpaa skred til Søgsmaal, er ikke foreskrevet nogetsteds og forekommer mig at have sagens natur imot sig. Lovgivningen selv viser ogsaa at man ikke har tænkt sig Tingen taget saa strængt, idet Frdgn. afødt xx.xx.1701, hvortil der i Frdgn. afødt xx.xx.1733 henvises, sætter et Aars Frist til Afhjælpelse af de Mangler, som da fandtes, og Frdgn. afødt xx.xx.1734 §3 og 14 nævne endogsaa 2 Aars Frist i Tilfælde, hvor der var Mangler ved Kirkerne, som man da paabød skulde afhjælpes. I nærværende Tilfælde maa det ogsaa bemærkes, at de Advarsler eller Paamindelser, som Appellanten havde faaet af de geistlige Autoriteter, neppe have været af nogen særdeles indtrængende Beskaffenhed. Protokoltilførselen ved Bispevisitatsen i 1863 viser, at Manglerne dengang ikke kunne have været eller ialfald ikke have været anseede for at være af nogen særdeles Betydenhed. Betydeligere synes Manglerne

Side:108

vistnok at have været ved Provstevisitatsen i 1864, og da erklærede Appellanten ogsaa, at han var villig til det følgende Aar at istandsætte den, uden at han dog gjorde det. Først i 1866 ved Bispevisitatsen, er det at Kirken er funden i en saa særdeles daarlig Forfatning, at Istandsættelsen vilde blive baade betydelig og maatte ansees paatrængende nødvendig, men efter Afholdelsen af denne Visitats kan det ikke sees, at Appellanten har faaet nogensomhelst Paamindelse fra de geistlige Autoriteter. Det blev ikke ved Visitatsen paalagt Provst eller Sognepræst at tilkjendegive Appellanten Noget derom, men derimod at gjøre Indberetning til Stiftsdirektionen, og denne svarede uden videre med en Forligsklage. Det forekommer mig derfor, at det ikke kan nægtes, at der fra Stiftsdirektionens Side er gaaet temmelig strængt frem mod Appellanten, naar man uden videre har paastaaet, at han skulde have Kirken forbrudt. Jeg ser heller ikke, at der fra det Offentliges Side egentlig er Noget tabt ved at man antager, at der maa gaa en formelig Advarsel forud med Fastsættelse af en bestemt Frist, inden hvilken Manglerne skulle være afhjulpne, forinden Kirken kan paastaaes at skulle være forbrudt, og jeg finder som sagt, at et billigt Hensyn til Kirkeeieren tilsiger, at et saadant Paalæg eller en Frist bliver givet ham. Da nu i nærværende Tilfælde Appellanten strax, Sag anlagdes mod ham, satte sig iværk med at reparere Kirken, og inden Sagen gik under Dom, havde fuldstændig afhjulpet Manglerne og sat den i forsvarlig Stand, finder jeg ikke, at der i Lovgivningens Bestemmelser haves tilstrækkelig Hjemmel til at lade ham forbryde sin Eiendom.

Assessor Saxlund: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende, ligesom jeg tiltræder Assessor Thomles Bemærkninger.

Assessor A. Thomle: Ligesaa.

Assessor Manthey: Jeg er enig med Assessor Blich.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.