Rt-1876-385

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1876-03-11
Publisert:	Rt-1876-385
Stikkord:	Odelsrett
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 99/1 1876.
Parter:	Iver Rasmussen Løvaasen (Rikolaysen) mod Ingebrigt Rasmussen Løvaasen (A.V. Heiberg).
Forfatter:	Manthey, I.S. Thomle, Hallager, Platou, Saxlund, Andresen, Justitiarius Meldahl
Lovhenvisninger:

Assessor Manthey: Da Rasmus Løvaasen af Fane den 27 Mai 1866 var død, efterladende sig Enke og 6 Børn, hvoriblandt 2 Sønner, som ere nærv. Sags Parter og af hvilke Indstevnte, Ingebrigt, er den ældste og Appell., Iver, den næstældste, var der efter ham Gaarden Løvaasen, L.Nr. 57, der ligger under et, formodentlig større, Brug, som heder Nedre Fyllingen, Matr.Nr. 23, af hvilket Brug en Del var bortbygslet til en Mand ved Navn Anders Ingebrigtsen. I Juni 1866 oprettede Enken Kjøbekontrakt med sin ældste Søn, Indstevnte, hvorved hun solgte den Del af Gaarden, som ikke var bortbygslet, med Undtagelse af «den Ager, som ligger paa den østre Side af Elven, ligeledes den Skov, som staar paa østre Side af Bygdeveien og Halvdelen af den Skov, som staar paa det af Ole Johannesen indhegnede Stykke Mark.» Fremdeles solgtes ved 3die post i Kontrakten det Kværnhus, som stod paa Gaarden, ligesom Kontrakten ogsaa opregner en Del Løsøre, som fulgte med, Alt for en Kjøbesum af 1500 Spd. Dette var som sagt i Juni 1866, hvorom man kan se 3 Kontravidne, som var den, der bistod ved Kontraktens Oprettelse. Denne Kontrakt blev først thinglæst 4 Juli 1868. Det bemærkes til Forklaring, at Sælgersken i Kontrakten forbeholdt sig Føderaad. Skylddeling over de to Dele, hvori Eiendommen ved denne Kontrakt var blevet delt, afholdtes 16 Septbr. 1868, og Indst.s Andel af Løvaasen blev da sat til en Skyld af 1 Daler 2 Ort 15 z og fik L.Nr. 57 a, medens den resterende Del af Gaarden, hvorpaa Appell. fik Skjøde 1 Oktbr. 1868, fik L.Nr. 57 b og blev sat til gl. Skyld 2 Ort og 12 z og revideret 4 Ort. Appell.s Skjøde paa L.Nr. 57 b blev thinglæst 21 Novbr. 1868. Skiftet efter Rasmus Løvaasen skal efter hvad der er in confesso, være opgjort privatini og først blevet sluttet 23 Januar 1869 Under 14 Aug. 1871 indkaldte Indst. for Høiesteret sin Broder, Appell., til Forligelseskommissionen. I Klagen hedder det: «Da jeg som nærmere odelsberettiget agter at gjøre min Odelsret til det nævnte Brug (L.Nr. 57 b) gjældende og indløse samme, bøder jeg Iver Rasmussen indkaldt til Forligelseskommissionen» osv. Den 20 oktbr. blev Udsigelsen, som var dateret den 19 s. M., forkyndt Appell., og Odelstaxt blev fremmet 26 Juni 1872. Derunder benægtede Appell. i Almindelighed, at Indstevnte var odelsberettiget til Eiendommen, men

Side:386

Spørgsmaalet om hans Odelsret blev ikke da afgjort. Eiendommen blev ved denne Forretning værdsat saaledes: Skoven 300 Spd., Jorden 350 Spd., tilsammen 650 Spd.; den Bygselsret, som hvilede paa Eiendommen blev sat til 70 Spd. og Eiendommen med Bygselfæstet paahvilende altsaa til 580 Spd. Ved Overtaxt af 26 Juli s. A. blev Taxtsummen forhøiet til 630 Spd. med og 700 Spd. uden Fæste. Den 5 Oktbr. næstefter inkamineredes Odelssagen, Løsningssum blev anbuden, men forkastet, og 13 Jan. 1874 afsagde Sorenskriveren i Midthordland Dom, saalydende: «Indstevnte, Iver Rasmussen, bør under Mulkt af 60 - sexti - Skilling til Fane Fattigkasse for hver Dag, Dommen af ham siddes overhørig, til første Faredag mod Erlæggelse af den bestemte Løsningssum 630 - sex Hundrede og tredive - Speciesdaler at give Citanten Ingebrigt Rasmussen Skjøde paa den i Sagen omhandlede Gaard L.Nr. 57 b 2 Ort og 12 Skilling revideret 4 Ort Nedre Løvaasen under Matr.Nr. 23 Nedre Fyllingen i Fane Thinglag, og under Udkastelsestvang for ham fravige og ryddiggjøre den, dog med Forbehold af Kari Iversdatters Besiddelse efter det den paahvilende Fæste til hende og Mand Anders Ingebrigtsen. Processens Omkostninger ophæves.» Denne Dom blev 21 Septbr. s. A. stadfæstet af Bergens Stiftsoverret med den nødvendige Forandring, at Fravigelsen bestemtes at skulle ske til Lovens 1ste Faredag, 8 Uger efter Dommens Forkyndelse.

Appell.s første Indsigelse skal jeg kun løselig berøre; den er af meget liden Gehalt. Den grunder sig paa, at samtidig med, at Kjøbekontrakten af Juni 1866 blev oprettet mellem Moderen og Indst. angaaende L.Nr. 57 a af Løvaasen, fik Appell., som jeg senere skal komme til, overensstemmende med Faderens Ønske den omtvistede Parcel L.Nr. 57 b, og da denne Overdragelse til Appell. naturligvis var Indst. vel bekjendt, mener Appell., at denne Indstevntes Kundskab om Overdragelsen skulde træde i Stedet for thinglæst Skjøde og at Odelsretten altsaa skulde være præskriberet ifølge L. 28 Septbr. 1857. Men det er jo flere Gange afgjort, at saadan Underhaands-Overdragelse endog, om den er skeet skriftlig, ikke kan begrunde nogen Præskription af Odelspaatale, naar det Dokument, som stifter Overdragelsen, ikke er thinglæst.

Mere Opmærksomhed fortjener Appell.s anden Indsigelse, at Gaardens Deling saaledes, at Indst. fik de 3 Parter af Skylden og Appell. den 4de Part, skulde være grundet paa Faderens Villie, og at denne Villie senere af Indst. skulde være ratihaberet saaledes, at den nu maatte tillægges samme Gyldighed, som om der af den afdøde Rasmus Løvaasen var forholdt overensstemmende med Odelsl.s §14d og Delingsdokument var blevet opsat og thinglæst. Det er nemlig in confesso, at intet saadant Dokument existerer. Appell. har i Forbindelse dermed paaberaabt, at den mildere Fortolkning, som Høiesteret har lagt til Grund ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om testamentariske Dispositioner, her ogsaa maatte komme Appell. tilgode. Men herom kan der ikke være Spørgsmaal for det Første, fordi der ikke engang er ført Bevis, ialfald ikke noget fuldstændigt Bevis for, at Faderen har udtalt det som sin sidste Villie, at der skulde disponeres overensstemmende med Odelsl.s §14d, idet der fordres to lovfaste, af Arveladeren for Øiemedet tilkaldte Vidner for en saadan sidste Villies Udtalelse med dens hele Indhold, hvilket Bevis her er langt fra at være ført, og dernæst fordi Praxis bestemt har udtalt sig før, at Bestemmelsen i Odelsl.s §14 er at følge strengt efter Ordene. Om Faderens Villie i saa Henseende er der ført 3 Vidner, 1, 2 og 3 Kontravidne, af hvilke 1 Kontravidne er begge Parters Moder, 2 Kontravidne er deres Svoger og kun 3 Kontravidne er Parterne uforbunden. Jeg kan kortelig anføre, at Moderen og Svogeren, 1 og 2 Kontravidne, vistnok ikke efterlade eller ialfald ikke hos mig have efterladt nogen Tvivl om, at det var Faderens Ønske, at Gaarden skulde deles mellem Sønnerne, væsentlig saaledes, som det skede ved Kjøbekontrakten til Indst. af Juni 1866 og Skjødet

Side:387

til Appell. afødt xx.xx.1868. Navnlig var det Faderens Bestemmelse fra først af, at Indst. for sin Del skulde give 1500 Spd. og Appell. for sin 300 Spd., hvilken sidste Sum efter Forlangende af af Indst. blev forhøiet til 400 Spd. 2 Kontravidne siger ogsaa, at Faderen før sin Død opgav Kjøbesummerne for hver af Sønnerne til resp. 1500 og 400 Spd. tillæggende, at det var saa meget Vidnet vidste dette, om han selv (Faderen) skulde falde bort. 3 Kontravidne siger ogsaa, at han ved Leilighed har hørt Faderen nærmere opgive, hvad Indst. skulde have for de 1500 Spd.; og tillægger ligeledes, at Faderen havde sagt dette, forat Prisen ikke skulde forhøies, om han skulde dø. Videre er ikke gjort fra Faderens Side, og man kan derfor ikke sige, at man har Andet end hans Ønske om, hvorledes der skulde forholdes, og selv om Faderen har staaet i den Tro, at dette var tilstrækkeligt, kan Parternes Ret ikke derved være bestemt. Appell. mener imidlertid, at Indst. bagefter skal, som jeg før har antydet, have ratihaberet Faderens Bestemmelse, og paaberaaber bl. A. at det, som jeg allerede har nævnt, var efter Indst.s Forestilling, at Faderen havde sat Kjøbesummen for Appell.s Andel i Løsøre til 400 Spd. Ligeledes er paaberaabt 1 Kontravidnes Forklaring om, at Indst., da Faderen var ved og der var Spørgsmaal, om Enken skulde hensidde i uskiftet Bo, begyndte at gjøre Vanskeligheder derved, og i denne Anledning paastaar nu Appell., at han forat opnaa Indst. Samtykke har gjort de af Vidnet omprovede Indrømmelser med Hensyn til Skovstykket, Vei til Kværnen osv. Men hvad Appell. i saa Maade har paaberaabt er i sig selv ikke bevist - jeg anser det ikke nødvendigt at gjennemgaa de fra Appell.s Side forsaavidt paaberaabte Bevisligheder, da de aabenbart ere aldeles utilstrækkelige og ialfald forekommer det mig heller ikke at være afgjørende, al den Stund der ikke findes et Ord om og det ikke engang er paastaaet af Appell., at det nogensinde udtrykkelig blev sagt, at det var et Vilkaar ved disse Transaktioner, at Indst. opgav sin Odelsret til L.Nr. 57 b eller at dette laa saa klart i selve Transaktionerne, at det maatte indtræde som en Selvfølge. Findes der intet saadant - og det er in confesso - saa er Kjøbet jo Et og Odelspaatalen noget Andet. Indst. kunde jo have Interesser at varetage alligevel, om det blot var Kjøb og hans Odelsret var reserveret. Hvad det sidste angaar, er det jo ogsaa nu i Høiesteret in confesso, at han, da Skylddelingen afødt xx.xx.1868 under 1 Oktbr. næstefter blev afhjemlet, har reserveret sin Odelsret, og det er saa langt fra, at Appell. den Gang fremkom med nogen Protest mod, at Indst. havde Ret til en saadan Reservation, at han tvertimod blot gik med sit Skjøde til Moderen som sin Hjemmel og fik det forsynet med en Paategning, hvorved hun i Tilfælde af Odelspaatale lovede at indestaa ham for, at han ikke skulde lide noget Tab, hvis nemlig Løsningssummen skulde blive sat til mindre end 400 Spd., som han havde givet eller skulde give for Eiendommen. Dette synes unægtelig at tyde paa, at Spørgsmaalet ikke paa nogen Maade har været afgjort.

Jeg kommer efter dette til det samme Resultat som de foregaaende Retter, og da der ikke i Overrettens Dom er noget Væsentligt, som jeg har at misbillige, tror jeg, at den kan stadfæstes. Jeg skal kun bemærke, at Overretten ogsaa argumenterer derfra, at der i Kjøbekontrakten mellem Indst. og hans Moder skal staa, at Kjøbesummen var ikke 1500, men 1550 Spd. Dette har sin Grund i en Feil i en Afskrift af Kjøbekontrakten, som blev fremlagt i Overretten; men det er nu for Høiesteret in confesso, at dette er en Misforstaaelse. Kjøbesummen har aldrig været nogen anden end 1500 Spd. Dette er imidlertid ikke noget Kardinalargument i Overrettens Dom, og jeg tror, at hvad allerede er anført i denne Henseende er tilstrækkeligt. Der maa derimod gjøres et Tillæg til Overrettens Dom med Hensyn til Fravigelsestiden saaledes, at denne sættes til førstkommende Lovens Faredag, efter Høiesteretsdommens Afsigelse og dette kan der saameget mindre være

Side:388

nogen Betænkelighed ved, som der ikke er Huse paa L.Nr. 57 b. Efter det Udfald, Sagen faar, kan Appell. vel heller ikke undgaa at betale Sagens Omkostninger, som formentlig kunne sættes til 60 Spd.

Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Fravigelsen sker til Lovens førstkommende Faredag efter nærv. Doms Afsigelse. Processens Omkostninger for Høiesteret betaler Iver Rasmussen Løvaasen til Ingebrigt Rasmussen Løvaasen med 60 - sexti - Speciesdaler.

Assessor I. S. Thomle: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessorerne Hallager, Platou, Saxlund, Andresen og Justitiarius Meldahl: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.