Rt-1876-721

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1876-10-21
Publisert:	Rt-1876-721
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 67/2 1876
Parter:	Albert M. Pettersen (Birch-Reichenwald) mod Dampskibsfører Karl Johnsen og Konsul Michael Krohn (udeblevne).
Forfatter:	J.S. Thomle, C.W. Andresen, C. Hansteen, Fr. Hallager, J. Blich. W. Manthey, Gerh. Meldahl
Lovhenvisninger:	LOV-1851-09-24-§11, LOV-1851-09-24-§33, Havneloven (1824) §14, §211, LOV-1851-09-24-§12, LOV-1851-09-24-§17, LOV-1851-09-24-§18, LOV-1851-09-24-§32, LOV-1857-05-23-§26, Søfartsloven (1860) §43, §65, §72, §79

Under Vaarsildfisket i 1868 havde Citanten i Forening med Flere den 5 Marts i Bruvaagen ved Gaarden Feje i Nordhordland sat en større Sildelaas, hvori endnu stod mege Sild, da Dampskibet «Risør» Søndag Morgen den 15 Marts 1868 gik ind i Bruvaagen for at tage paa Slæb og buxere derfra til Bergen en i Bunden af Vaagen indenfor de Nøter, der stængte Laasen, liggende Jagt. Ved denne Leilighed paastodes Dampskibet at have beskadiget Nøterne og derved tillige forvoldt, at det Meste af den i Laasen endnu værende Sild gik tabt, hvorfor Cit., paa egne og øvrige i Laasen Delhavendes Vegne, efter forgjæves anstillet Forligsmægling, ved Stevning afødt xx.xx.1868, der inkamineredes 4 Aug. Næstefter, saggav baade Dampskibets Fører, Karl Johnsen og Konsul Michael Krohn som dets Reder, idet han paastod dem tilpligtede in solidum tilham og Medeiere at udrede Erstatning saavel for Fiskespilde som for Skade paa Sildenøterne, enten med resp. 7500 Spdlr. og 100 Spdlr., eller efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa deres Bekostning, tilligemed Renter af Erstatningsbeløbene og Sagsomkostninger. Derhos paastodes Indst., Johnsen, ilagt Straf af Fængsel eller Bøder efter Krll.s Kap. 23 §18 Litr. c og §11, §12 §18 i Lov (om Vaarsildfiskeriet) afødt xx.xx.1851 eller en anden paa Tilfældet anvendelig Bestemmelse. De Indst. paastod derimod begge Frifindelse og sig tilkjendt Sagsomkostninger.

Ved den af Byfogden i Bergen den 13 Febr. 1872 i Sagen afsagte Dom bleve de Indstevnte tilpligtede in solidum til Citanten, Albert M. Pettersen, paa egne og Medeieres Vegne, at betale 100 Spdlr. i Erstatning for den af Dampskibet «Risør» den 15 Marts 1868 bevirkede Skade paa Cit.s og Medeieres Nøter udenfor Bruvaagen med 5 pCt. aarlig Rente deraf fra 23 Juli s. A., indtil Betaling sker, men forøvrigt frifunden for hans Tiltale. Processens Omkostninger ophævedes. Bythingsdommen blev fra begge Sider paaanket for Bergens Stiftsoverret, hvor Sagen, efterat Pettersen til nærmere Oplysning havde ladet optage et Thingsvidne i Nordhordland, den 23 Novbr. 1874 paakjendtes derhen, at Konsul Krohn frifandtes, hvorimod Karl Johnsen tilpligtedes «1) til Albert M. Pettersen, paa egne og øvrige

Side:722

Medeieres Vegne, i Erstatning for den af Dampskibet «Risør» den 15 Marts 1868 forvoldte Skade paa de af ham og øvrige Medeiere satte Nøter i Bruvaagen at betale 100 Spdlr. med 5 pCt. aarlig Rente af dette Beløb fra 23 Juli 1868, til Betaling sker og 2) for Overtrædelse af Lov om Vaarsildfiskeriet afødt xx.xx.1851 §17 at bøde 5 Spdlr. til Statskassen». Iøvrigt frifandtes Johnsen for Pettersens Tiltale, hvorhos Processens Omkostninger ophævedes for begge Retter. Overrettens Dom er derpaa af Albert M. Pettersen ved Stevning af 22 April f. A. indanket for Høiesteret, hvor Sagen første Gang opførtes paa Kartet den 4 Marts d. A., men paa Grund af de Indst.s Udeblivelse udgik til skriftlig Behandling den 16 næstefter og den 5 Mai sidstl. Af Cit. er fremmet til Doms med Gjentagelse af den ved Underretten nedlagte Paastand, idet de Indst. tillige paastaaes tilpligtede at betale Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret.

Varselet og Dokumentationen er i Orden, saa at der Intet er til Hinder for Sagens Paakjendelse af Høiesteret.

Foreløbig bemærkes, at forsaavidt der i de foreg. Instantser til de Indst.s Frifindelse har været paaberaabt, dels at Cit. ikke er kompetent Sagfører, idet hans Bemyndigelse til at optræde paa de øvrige Noteeieres Vegne ikke skulde være paa det Rene, dels at Konsul Krohn ikke er kompetent Sagvolder, eftersom Damskibet «Risør» ikke tilhørte ham personlig, med Interessentskabet «Bergens mekaniske Værksted», hvori han kun var Participant, - bliver der om disse formelle Indsigelser ikke videre Spørgsmaal i Høiesteret, efterat de begge saavel af Overretten som af Underretten, udentvivl med Føie ere forkastede og Overrettens Dom ikke af nogen af de Indst. er kontrapaaanket. Jeg anser det derfor ogsaa ufornødent at opholde mig ved, hvad der i den Henseende yderligere er anført i Cit.s Deduktionsindlæg for Høiesteret, og gaar strax over til Sagens egentlige Realitetsspørgsmaal.

Hvad nu disse angaar, er det efter Paaanken ikke Gjenstand for direkte Paakjendelse af Høiesteret, hvorvidt Indst., Johnsen, rettelig er tilpligtet at udrede den for Beskadigelse af Nøterne paastaaede Erstatning, men paa Grund af den væsentlige Betydning, dette Spørgsmaal har for Sagen i det Hele, skal jeg dog kortelig bemærke, at jeg med de foreg. Retter maa anse det tilstrækkelig bevist, baade at Dampskibet, ved at gaa over Nøterne, har beskadiget ialfald en af disse i den Grad, at den strax maatte optages for at istandsættes, og at Skaden er forvoldt ved Uagtsomhed fra Dampskibets Side, der endog maatte henregnes til det grovere Slags, da det efter Omstændighederne var ganske unødigt, at Dampskibet gik saa langt ind paa Vaagen, at det behøvede at passere den Not, som blev beskadiget.

Cit. paastaar imidlertid, som anført, tillige, at der som Følge af Notens Beskadigelse er gaaet tabt mindst 3000 Tdr. Sild, og i denne Anl, gjør han, da Prisen paa Sild af den omhandlede Laas ikke var under 3 1/2 Spdlr. pr. Tønde, Krav paa en Erstatning af 7,500 Spdlr. Naar de foreg. Retter i denne Henseende har frifundet de Indst., har dette væsentlig sin Grund deri, at de ikke har anseet det ved de af Cit. tilveiebragte Bevisligheder tilstrækkelig godtgjort, at der overhoved er gaaet nogen Sild, end sige en saa stor Mængde som 3000 Tdr. tilspilde for Cit. som Følge af den ved Dampskibet paa Noterne forvoldte Skade. Heri formener imidlertid Cit., at de foreg. Retter har feilet, og han har i denne Anl. i sit Deduktionsindlæg for Høiesteret navnlig søgt at paavise, at det ikke allene maa ansees fuldt bevist, at der, da Nøterne af «Risør» beskadigedes, endnu var en Mængde Sild i Laasen, medens der efter denne Begivenhed kun var en mindre Del deraf tilbage, men at det ogsaa efter Omstændighederne nødvendigen maa antages, at dette er foraarsaget af Nøternes Optagelse. Forinden jeg gaar over til nærmere at omhandle de herfor paaberaabte Bevisligheder, skal jeg til Oplysning om Situationen forudskikke den Bemærkning, at saaledes som det under Sagen fremlagte og af

Side:723

Parterne vedtagne Rids viser, vare de 4 Nøter, som vare anvendte til Laasens Stængning, anbragte saaledes, at Laasen var delt i 3 forskjellige Rum; for det inderste og største Rum a var tværs over Vaagen anbragt 2 Nøter, den ene tæt bag den anden; det mindre Rum b stængtes paa Udsiden ved en enkelt, noget længere ude i Indløbet til Vaagen, ligeledes helt fra det ene Lant til det andet anbragt Not, medens det yderste Rum c ligeledes stængtes af en enkelt Not, der paa den ene Side var anbragt i Fortsættelse af den om Rummet b stængende Not, men paa den anden Side fæstet til Landet længere ude i Indløbet til Vaagen. Det var, som allerede foran antydet, den ene af de inderste for Rummet a stængende Nøter, der væsentlig blev beskadiget af Dampskibet, medens det efter 5 Vidnes Forklaring synes, at ogsaa en af de ydre Nøter samtidig fik nogen Skade, og det fremgaar af flere Vidnerforklaringer, at Hovedmassen af Silden, da Laasen stængtes, befandt sig i Rummet a, saa at de umiddelbart for dette Rum stængende Nøter maatte ansees som Hovednøter, de ydre Nøter for Rummene b og c kun som Hjælpenøter, væsentlig bestemte til at holde paa de Sild, der maatte slippe ud af Rummet a. Det er ved 3, 4, 8, 10 og 11 Hovedv. samt 1, 2, 3, 4, 6 og 7 Thv. oplyst, at Laasen i Bruvaagen, efter hvad der almindelig sagdes eller efter hvad flere af Vidnerne selv ved et løseligt Øiesyn sluttede, var en meget rig Laas, som ansloges til at indeholde fra 3 til 4 à 5000 Tdr. Sild, medens Cit. selv og enkelte af de øvrige Lodhavere endog sees at have antaget, at Sildemassen i samme repræsenterede en Værdi af over 12,000, ja endog over 24,000 Spdlr. (hvilket efter en Pris af 2 1/2 Spdlr. pr. Td. Vilde svare til 5-10,000 Tdr.). Paa disse, i sig selv temmelig løse og usikre Ansættelser, kan der nu vistnok saameget mindre lægges nogen stor Vægt, som der mangler nøiagtig Oplysning baade om hvormegen Sild der i det Hele i Virkeligheden blev optaget af Laasen, og hvormeget der var optaget Søndag Morgen den 15 Marts. Hvad der i saa henseende af Sagens Akter kan erfares, reducerer sig nemlig i det Væsentlige til Følgende: Efter hvad 2 og 4 Thv. har forklaret, skulde det hele Udbytte af den omhandlede Laas kun have udgjort 800 Spdlr. (hvilket efter en Pris af 2 1/2 Spdlr. pr. Td. svarer til 320 Tdr.), 6 Thv. opgiver Udbyttet derimod til 1500 Spdlr. (= 600 Tdr.) og 7 Thv. anslaar den hele Fangst til ca. 500 Tdr. For disse indbyrdes saa afvigende Forklaringer maa udentvivl ligge nogen Irring eller Misforstaaelse til Grund, dom dog ikke under Sagen er søgt opklaret. Ifølge 5, 6 og 8 Hovedv., kfr. ogsaa 10 Hovedv., var der til forskjellige Kjøbere lovet 6 à 7 Ladninger Sild af Laasen, men heraf kan Intet med nogen Sikkerhed udledes, da Vidnerne ikke har forklaret, ligesaalidt som det iøvrigt er oplyst, hvor mange af disse Ladninger, der virkelig leveredes, og hvor store de vare. Det Eneste, der maa ansees at være paa det Rene, er, at der i Ugen før den 15 Marts blev optaget 250 Tdr., nemlig 100 Tdr., som Dampskibet «Farmanden» fik Fredag den 13de, og 150 Tdr., hvortil 6 Hovedv. anslaar den Slupladning, han omtrent samtidig erholdt, samt at der efter 15 Marts blev optaget 430 Tdr. (kfr. de af Cit. selv fremlagte Erklæringer og 10 Hovedv.), tils. altsaa 680 Tdr. Det synes dog i sig selv mindre antageligt, at dette kan være Alt, da Laasen, som foran bemærket, allerede blev stængt den 5 Marts, og det ingen Rimelighed har for sig, at der i den hele Tid fra 5te til 13de ikke skulde være optaget mere end de ovenanførte 250 Tdr. Paa den anden Side kan imidlertid bemærkes, at det sees, at Veiret tildels har været stormende og saaledes maaske til Hinder for Optagningen, og at det vel neppe vilde være bleven uoplyst, hvis noget betydeligt større Kvantum var optaget før den 15de.

Af væsentlige Betydning er 5 og 6 Hovedv.s Forklaringer.

5 Hovedv. forklarer, at han Onsdag eller Thorsdag, Ugen før den 15 Marts, loddede i Nøterne for at komme efter, hvormeget Sild der var, og efter den Kundskab, han saaledes erhvervede, maatte han antage, at der i det

Side:724

inderste Laas (a), som var det rigeste, var omtr. 8 Ladninger, hver Ladning beregnet til 300 Tdr. og mellem 2de af de udenfor staaende Nøter (i b) omtr. 1 Ladning.

6 Hovedv. forklarer, at han om Onsdagen (Vidnet erklærer dog senere ikke at være vis paa, om det muligens allerede kan have været Tirsdagen) var ude med 5 Hovedv. og loddede. Efter Vidnets Skjøn fandtes der da i den inderste Not (a) omtrent 2000 Tdr. Sild, og i en anden, saavidt erindres, den midterste, Not (b) en liden Ladning eller omtr. 200 Tdr. Vidnet tillægger derhos, at da Laasesild i Almindelighed sælges med 20 pCt. Opsæt, det vil sige, at der kun betales for 100 Tdr., naar der leveres opsat 120 Tdr., saa er ved Vidnets oven anførte Ansættelser ment, at der var saamegen Sild i Nøterne, at Eierne vilde erholde Betaling for (resp. 2000) (og 200) Tdr.

Om 5 Hovedv.s Forklaring er at forstaa paa samme Maade, haves ingen bestemt Oplysning, men det synes rimeligt. I saa Fald bliver der nogen Forskjel mellem begge Vidners Ansættelser af Sildemængden, medens de, hvis 5 Hovedv. ikke har medregnet de 20 pCt. Opsæt, falde ganske sammen for Rumemt a og meget nær hinanden for Rummet b.

I ethvert Fald er imidlertid begge Vidner enige om, at der, da de foretog deres Undersøgelse, hvilket vel maa antages at være skeet Onsdagen før den 15de, og af Begge i Forening, endnu var mindst 2,200 (opsæt) Tdr. Sild i Laasen, deraf det Allermeste i a go kun en forholdsvis ringe Del (1/9 eller 1/10) i b. Og denne Vidnernes til forudgaaet speciel Undersøgelse støttede, samstemmige Antagelse maa tillægges saameget mere Vægt, som de begge ere mangeaarige Nøtebaser og saaledes maa forudsættes at have særegen Indsigt og Kyndighed i at bedømme saadant. Vistnok kan herved gjøres den af Overretten fremhævede Bemærkning, at deres Forklaringer ikke ere simple Vidnesbyrd om et af dem iagttaget Faktum, men tillige væsentlig et Skjøn og forsaavidt ikke kan tillægges fuld Beviskraft, men denne Indvending forekommer mig ikke at kunne have nogen stor Betydning, hvor der, som her, spørges om et forbigaaende faktisk Forhold, om hvilket der efter Sagens Natur ikke kan haves Andet end skjønsmæssige Antagelser og hvorom der ligesaalidt bagefter er Adgang som der forud var nogensomhelst Opfordring til at erhverve formeligt Skjøn.

Angaaende Forholdet, efterat Dampskibet «Risør» havde været inde i Vaagen og beskadiget Nøterne, forklarer 5 Hovedv., at da han om Søndagen var ude ved disse, blev der sagt, at Silden var gaaet ud af den inderste Not (a) eller at der i denne ikke var mere Sild og at de havde mistet den største Del af Silden. Vidnet loddede i den midterste Not (b), og i denne antog han, der maatte være omtrent 1000 Tdr. tilbage. En af Nøterne, hvilken det var, ved han ikke, kun at det ikke var den inderste, hvde de taget op paa Land og holdt paa at gjøre istand. Han saa derhos, at der laa en Vaad ved en af Nøterne, han erindrer ikke bestemt, om det var ved den yderste (c) eller ved den midterste (b), men tror helst ved den midterste, og denne Baad sagdes at ligge der for at holde Noten oppe og forhindre Silden fra at gaa ud, da Noten var revnet fra Flaaen. 6 Hoved. forklarer, at han ogsaa Søndag Eftermiddag loddede i Nøterne og fandt da, at der kun var ubetydeligt Sild igjen i den inderste Nor (a), hvorimod der dengang var mere Sild i den midtre Not (b), af hvilken derhos Silden, det stod tæt ind til Notvæggen, vilde strømme ud - Noget man søgte at hindre ved at lægge Flaaen, som, da denne Not stod meget dybt, tildels var noget under Vandfladen, op paa en Vaad, eller rettere ved fra Baaden at holde Flaaen oppe ved Hjælp af et eller to Touge (Kabeltouge). Saavidt Vidnet erindrer, blev der sagt, at man var mindre sikker paa den Sild, som stod i Rummet (b), fordi Bunden paa det Sted, hvor den Not stod, der stængte for dette Rum, skulde være mere ujævn end Bunden der, hvor Nøterne for Rummet (a) var anbragte

Side:725

(kfr. ogsaa 5 Hovedvidnes Bemærkning, at det ofte er Tilfældet, at Bunden i en Vaag er jævnere paa et Sted end paa et andet), der var desuden dybere ved Noten for (b) end ved (a), og Nøterne for (a) maatte derfor ogsaa efter Vidnets Formening ansees for Hovednøter.

6 Th.vidne roede Søndag Eftermiddag om paa Vaagen for at undersøge Forholdet, og iagttog da, at der var kommen en saa stor Masse Sild i den midtre Not (b), at Vidnet maatte befrygte, at denne vilde sprænges; Silden gik ikke mere end omtr. 4 Tommer under Vandfladen, et Bevis paa, siger Vidnet, at den er tilstede i Mængde. Vidnet, der ogsaa, forinden Dampskibet gik over Nøterne, havde, dog kun ved Øiesyn, undersøgt Fangsten, holder sig forvisset om, at der ikke da var en saa stor Masse Sild i Rummet (b), hvorfor Vidnet antager, at der maa være kommen Sild ind i (b) fra Rummet (a), hvor Vidnet den omhandlede Søndag Eftermiddag ikke kunde se nogen Sild, idet Søen var tyk paa Grund af den Mængde Sild, som stod eller havde staaet der. Senere, da Veiret blev roligt og Silden skulde optages, bemærkede Vidnet, at Sildemassen i Rummet (b) var formindsket, og Vidnet tror sikkert, at dette som deraf, at endel af Silden var sluppen i det Frie, idet der hellerikke i Rummet (c) var nogen betydelig Mængde Sild, og der antagelig ikke kunde komme Sild fra (b) ind igjen i Rummet (a), efterat de Nøter, som stængte for dette, vare istandsatte.

7 Th.vidne forklarer, at Søen baade før og efterat Dampskibet «Risør» havde været der, var tyk af Gydning, og at Silden, efterat de Nøter, som lukkede for (a), vare bødede, saaes at staa overordentlig tyk i Rumemt (b), hvis Not maatte løftes ved Hjælp af Kogger, hvorefter det i Th.svidneakten heder: «Med Hensyn til det Kvantum, som blev i Behold af Laaset, forklarer Vidnet sig enstemmig med foreg. Vidne (6 Th.vidne), og er det saaledes udenfor al Tvivl, at en stor Del, Vidnet antager den største Del, af den Sild, som var bleven indskrænket til Rummet (b), havde faaet Anledning til at sætte sig i Frihed».

Endelig kan mærkes 2, 3 og 4 Th.vidnes Forklaring, at der om Mandagen kun var lidet Sild, og at Vidnerne ved deres Ankomst til Bruvaagen saa nogle Sild svømme omkring, der var halvdøde, hvorfor Vidnerne antog, at de vare forskræmte ad Damskibet, kfr. 1, 2, 3, 4, 5, 6 og 7 Hovedvidne, samt 1, 2 og 6 Th.vidnes Svar til 13 Kontravidne, samt 11 Hovedvidnes Prov, at der gik en Del Sild ud gjennem den ved Notens Beskadigelse fremkomne Aabning, skjønt man forsøgte at forhindre dette ved at stikke Aarer ned langs Notevæggen og bevæge dem frem og tilbage.

Det maa visselig indrømmes, at de Oplysninger, der saaledes haves, i flere Stykker lade meget tilbage at ønske, hvad Bestemthed og Paalidelighed angaar, men de give dog, tagne i deres Helhed og Sammenhæng, bestemt Indtryk af, at det forholder sig som af Appell. paastaat, at der, forinden Dampskibet «Risør» Søndag Morgen 15 Marts gik ind i Bruvaagen og beskadigede navnlig en af de Nøter, som stængte for Rummet (a), i dette endnu har staaet en Mængde, antagelig omkrig 2000 Tdr. Sild, at en stor Del af Silden umiddelbart derefter befandtes at være kommet ud i Rummet (b), og at det kun lykkedes at faa optaget et mindre Kvantum, antagelig ikke mere end 430 Tdr., af den saaledes tilbagev. Sild, samt endelig at dette væsentlig om ikke udelukkende maa tilskrives den Omstændighed, at Silden paa Grund af de indre Nøters Beskadigelse og Dampskibets Manøvrering for at komme over og ud af disse, har faat Anl. til at komme og tildels er bleven skræmt ud i Rummet (b), hvor den ikke har kunnet holdes, idet de ydre Nøter paa Grund af Bundens Ujævnhed og Vandets Dybde ikke fuldkommen stængte for dette Rum, der heller ikke havde Plads nok for den deri fra (a) indkomne Mængde Sild.

Jeg tror derfor, og da det formentlig maa erkjendes, at man i Tilfælde

Side:726

saadanne, som det heromhandlede, ikke kan eller bør stille de strængeste Fordringer til Bevistet, at der maa siges at foreligge et efter Omstændighederne antagelig Bevis for, at Fiskespilde virkelig har fundet Sted som Følge af den ved Dampskibet forvoldte Skade paa Nøterne. Derimod er det klart, at Fiskespilden efter de fremkomne Oplysninger ikke kan antages paa langt nær at have udgjort saameget som 3000 Tdr., og altsaa Cit.s principale Paastand om at tilkjendes Erstatning, beregnet herefter, med 7,500 Spdlr., i intet Tilfælde kan blive at tage til Følge. Erstatningen maatte derfor, som af ham in subsidium paastaaet, blive at bestemme ved uvillige Mænds Skjøn. Herved møder vistnok den Vanskelighed, at det i Sætdeleshed nu efter over 8 Aars Forløb, og da Skjønsmændene ikke vil have andre Data at bygge paa end de tildels meget usikre og ufuldstændige Oplysninger, der efter det foran Anførte haves om Skadens Størrelse, synes næsten umuligt med nogen Sikkerhed at kunne bedømme denne, hvorfor Skjønnet til en vis Grad idetmindste maa blive meget vilkaarligt, men jeg indser dog ikke, at der i denne Vanskelighed ligger nogen tilstrækkelig Grund til ganske at fritage den Skadegjørende for Ansvar, saameget mindre som det havde staaet til Indst. ligesaavel som til Citanten strax at foranstalte optaget Skjøn herom, hvorfor det forekommer mig ubilligt at lade Undladelsen af denne Foranstaltning, hvilket vistnok er en Feil, udelukkende gaa ud over Citanten. Der kunde iøvrigt ogsaa være Spørgsmaal, om man ikke paa Grund af Vanskelighederne ved et Skjøn i nærv. Tilfælde gjore rettere i ved Dommen ligefrem at bestemme den Erstatning, hvortil Oplysningerne antages nærmest at maatte lede, nemlig efter et Tab af 2000 Tdr. - det optagne Kvantum 680 Tdr., altsaa efter 1,320 Tdr. à 2 1/2 Spdlr., hvorved Erstatningssummen vilde blive 3,300 Spdlr., men det turde dog maaske være noget driftigt at afvige fra den almindelige Regel om Skjøns Anvendelse, saameget mere, som man derved vilde gaa udenfor Appell.s Procedure og Paastand. Ved Skjønnets Afgivelse antages forresten Bestemmelsen i Loven afødt xx.xx.1851 §33 2 Punktum at maatte blive at befølge, idet der vel maaske kan opkastes Tvivl, om denne Bestemmelse ligefrem er anvendelig i et Tilfælde, som nærværende, hvor der ikke spørges om Skade, tilføiet af de i selve Fiskeriet Deltagende, hvilke Loven om ikke udelukkende, saa dog nærmest synes at have havt for Øie (kfr. ogsaa Overskriften til Kap. 2), men Forskriften er i sig selv saa stemmende med Sagens Natur, at den synes analogisk at maatte komme til Anvendelse.

Forsaavidt Indst., Johnsen, derhos er paastaaet ilagt Straf efter Krll.s Kap. 23 §18, kan derom allerede af den Grund ikke være Spørgsmaal, at det ikke kan antages, at han med Forsæt har villet beskadige Nøterne (kfr. Krll.s 4-3). Af samme Grund er ogsaa Staffebestemmelserne i Loven afødt xx.xx.1851 §11 og §12 her uanvendelige, ligesom §18 af den Grund, at der ikke er bevist, at Indst., Johnsen, havde erholdt nogen Advarsel mod at komme ind paa Noten. Derimod er der efter Paaankningen i ethvert Fald ingen Adgang til at fritage ham for den ham af Overretten i henhold til §17 idømte Mulkt, hvorfor jeg ikke skal opholde mig ved det Spørgsmaal, om denn § af Overretten med Føie er anseet anvendelig in casu.

Hvad dernæst Indst., Konsul Krohn, angaar, har Underretten anseet ham, som Reder af Dampskibet, ligefrem medansvarlig for den Skadeserstatning, som dets Fører, Indst., Johnsen, maatte have paadraget sig, hvorimod Overretten har antaget, at ingen saadan Ansvarlighed kan paahvile ham enten personlig eller paa Dampskibets Vegne. At Krohns Medansvarlighed i ethvert Fald ikke kunde udstrækkes saa langt, som af Underdommeren antaget, finder jeg med Overretten utvivlsomt. Underdommeren anfører til Styrke for sin Mening allene, at «Erstatningspligten her er paadraget af Skipperen under hans Udførelse af en under Fartøiets almindelige Virksomhedssphære henhørende Forretning», men ligesom det af Overretten med Føie er bemærket, at

Side:727

der overhovedet kun er med Hensyn til de af en Skipper enten ifølge hans Stilling som saadan eller efter særskilt Fuldmagt fra Rederen indgaaede Kontrakter, at der kan være Tale om, at denne personlig forpligtes ved Skipperens Handlinger, saaledes indser jeg heller ikke, at der enten i selve Beskaffenheden af det Forhold, hvori Skipperen staar til Rederen eller i de positive Lovforskrifter, som derom haves, indeholdes nogen tilstrækkelig Grund til at anse Rederen personlig ansvarlig for Skade, som paaføres Trediemand ved Skipperens Handlinger udenfor de Rederen forpligtende Kontraktsforhold, og om noget Kontraktsforhold mellem Cit. og de Indst. er her ikke Spørgsmaal.

Derimod finder jeg det meget tvivlsomt, om Dampskibet maa hefte for Skaden og saaledes Konsul Krohn som Reder være ansvarlig for denne, ialfald forsaavidt Skibets Værdi tilstrækker. Herfor synes allerede Bestemmelsen i Søfartsloven 24 Marts 1860 §79 i og for sig at frembyde en meget bindende Analogi, da det ikke skjønnes efter Sagens Natur at kunne gjøre nogen Forskjel, enten det er et Skib eller nogen anden Gjenstand, som ved Paafeiling tilføies Skade. Vistnok kan det indvendes, at Bestemmelsen, som Overretten bemærker «er af en speciel Karakter», og at man derfor er uberettiget til at udstrække dens Anvendelse udenfor Ordene, og til Tilfælde, som disse aabenbart ikke omfatter, uagtet de synes at maatte have ligget nær for Tanken ved Lovens Forfattelse (kfr. Hallagers Søret S. 248 (1 Udg.) og Obligationsretten 2 B. S. 433). Det maa ogsaa erkjendes, at denne Indvending ikke er uden Vægt, men den er dog neppe afgjørende, og det saameget mindre, som det er stort Spørgsmaal om ikke baade denne Bestemmmelse og de flere lignende i Søfartsl.s §43, §65 og §72 kfr. 81, snarere kun ere at betragte som Anvendelser af en almindelig Grundsætning end som Undtagelser. I de fleste fremmede Søretter - ælder og nyere - opstilles det saaledes ligefrem som almindelig Regel, at Skibet hefter for al den Skade, som Skipperen ved tilregnelige Forseelser i Udførelsen af sine Funktioner som Skibets Fører tilføier Andre. (Se Abbotts Law of Merchant Ships and Seamen 11 Udg. S. 348 ff., Code de Commerce §216 og Lov 14 Juni 1841 kfr. Riviere Repetitions ecrites sur le Code de Com. 6 Udg. S. 610 ff., Das algemeine deutsche Handelsgesetzbuch §451 og 452, kfr. Makowers Kommentar S. 331-33 og Kaltendorns Seerecht S. 148 ff., Den svenske Søfartslov af 1864 §49). Den synes ogsaa, om det end maaske ikke er ganske klart, at det hos os, ialfald forinden Søfartsloven afødt xx.xx.1860 udkom, har været den almindelige Mening blandt de Retslærde, at det samme ikke mindre gjaldt efter vor Søret (se Ørsteds Haandbog 6 B. 68-69 og Grams Søret S. 83-85, jfr. Schønnings Bemærkninger til Lovens 4de Bog Side 5-6 og 118). Herved er dog at mærke, at medens Regelen i den engelske, franske og tyske Søret sees at være bygget paa den Retsopfatning, at Rederen egentlig efter stræng Ret maatte være personlig ansvarlig for Skipperens Forseelser, men af Lovgivningen af statsøkonomiske Grunde var tilstaaet det beneficium at kunne frigjøre sig ved at give Skibet hen, har hos os forsaavidt en ganske modsat Anskuelse været gjort gjældende, idet navnlig Ørsted og Gram udtrykkelig og bestemt har udtalt, at en saadan personlig Ansvarspligt for Rederen i Anl. af Skipperens Forseelser udenfor Kontraktsforhold overhoved ikke kan udledes af almindelige Retsgrundsætninger, efter hvilke Rederen meget mere maatte være ganske ansvarsfri, hvorimod man har støttet sig dels dertil, at det af praktiske Hensyn maatte ansees nødvendigt eller rigtigt at lade Skibet som det Redskab eller Middel, hvorved Skaden er gjort, hefte for denne, dels til de flere specielle Bestemmelser (4-2-5 og 4-3-4 og 8, Frd. afødt xx.xx.1741, Regl. 28 Marts 1810 §4, den ældre Toldlov 28 Juli 1824 §211, Havneloven 24 Juli 1827 §14), ved hvilke en saadan Heftelsespligt i mange Tilfælde udtrykkelig var gjort gjældende. Der kune derfor nok reises Tvivl om Gyldigheden og Tilstrækkeligheden af de Grunde, hvorpaa

Side:728

Theoretikerne kom til det nævnte Resultat, og nogen Retsafgjørelse, hvorved Læren praktisk var godkjendt, kjendes ikke. Imidlertid fremgaar det med Bestemthed at Forarbeiderne til Søfartsloven 24 Marts 1860, at ialfald Forfatteren af det oprindelige Lovudkast (Antmand Aall) maa have delt hine Retslærdes Opfatning af hvad der i den ommeldte Henseende var gjældende Ret hos os. I Udkastet var nemlig først som Kap. 7 §2 og 3 optaget Bestemmelser, der med nogen Forandring svare til Lovens nærv. §79 og §80, og derefter som §4 en Bestemmelse saalydende: «Har et Skib ved Paaseiling gjort Skade paa Bolværk, Bygning eller andet, er den, som forsætlig eller ved tilregnelig Uagsomhed har været Skyld heri, forpligtet til at erstatte Skaden efter §1. Er Skylden hos nogen af Skibets Besætning, og Erstatning ikke hos ham er at saa, kan det Skadelidende holde sig til Skibet, saaledes som i §2 er bestemt» (Se Storth-Forh. 1851, 4 B. N) og i Begrundelsen eller Bemærkningerne til de enkelte Bestemmelser siges der ad Kap. 7 §2 §3: «Skibets Anstav er i disse § indskrænket til det Tilfælde, at Besætningen er Skyld i Ulykken, da Erstatning forsaavidt kun er en Anvendelse af den almindelige Regel, at Skibet hester for Feil af Skipper og Mandskab». Det synes heraf at være klart, at det oprindelige Lovudkast baade forudsatte det som en almindelig Regel, at Skibet heftede for Skipperens Forseelser som saadan, og sepcielt vilde have Regelen anvendt ligesaavel med Hensyn til Paaseiling paa andre Gjenstande som ved Paaseiling paa Skibe. Men der foreligger Intet, som godtgjør, at det har været Tanken af fravige denne det oprindelige Udkasts Mening ved de Forandringer, det senere undergik, navnlig ikke ved den stedfundne Udeladelse af den foranførte Bestemmelse i Kap. 7 §4; thi ligesom der under den senere Behandling ikke forekommer nogen Udtalelse, der modsiger Udkastforfatterens Opfatning af Skibets Heften for Skipperens Forseelser som en almindelig gjældende Regel, saaledes sees det af Storth.-Forh. S. 64, at den (at Stang, Aall, Schweigaard, Hallager, Stephansen og Gjessing bestaaende) Kommission, der gjennemgik det første Udkast og derunder lod den nævnte §4 i 7de Kapitel udgaa, ikke gjorde dette, fordi den misbilligede Bestemmelsen i og for sig, men «fordi denne Sag ikke med Nødvendighed synes at tiltrænge Behandling i en Lov om Søfarten» - en Grund, hvis egentlige Mening forresten forekommer mig noget dunkel, og som ialfald ikke synes anvedelig paa §,ens sidste Del. Men havde det været Meningen ved den nye Lov at fravige, hvad der i den omhandlede Henseende før ansaaes gjældende og hvad Udkastets Forfatter selv betragtede som en almindelig Regel, kan det neppe feile, at dette baade var bleven bestemt udtalt og havde faaet sit Udtyk i selve Loven. I denne findes dog ingen Bestemmelse, der direkte gaar ud paa forsaavidt at gjøre Forandring i den ældre Regel, og at Skibets Heftelsespligt ikke i Loven, saaledes som Tilfældet er i flere fremmede Søretter, er opstillet som en almindelig Regel, men kun er udtalt med Hensyn til enkelte specielle Forhold, kan med hin Forudsætning for Øie og da Søfartsloven uagtet den Udførlighed, hvormed, og den systematiske Form, hvori den er afsattet, dog neppe kan antages at have tilsigtet nogen i alle Dele udtømmende og fuldstændig Behandling at Materien, lettelig forklares dels derved, at de vedk. specielle Tilfælde høre til de vigtigste og hyppigst forekommende, dels derved, at nogle af dem fra andre Sider behandledes i Loven, medens der i andre til Regelen er føiet Modifikationer eller nærmere Bestemmelser, som nødvendig tiltrængte positiv Hjemmel. I de senere Indstillinger og Propositioner findes Spørgsmaalet om Skibets Heftelsespligt for Skipperens Forseelser ikke mere berørt, men det kan dog mærkes, at naar der i Storth.-Komit.s Indst. (Forh. 1851, 8 B. U S. 26) opregnes de mærkeligere Forandringer i det Bestaaende, som Søfartsloven vilde medføre, saa nævnes deriblandt ikke nogen Forandring i den Henseende.

Side:729

Efter alt dette forekommer det mig at være overveiende Sandsynlighed for, at man ved Forfattelsen af Søfartsloven er gaaet ud fra den Forudsætning, at det hos os, som i de fleste fremmede Søretter, gjaldt som almindelig Regel, at Skibet hefter for Skippers og Mandskabs Forseelser, og at Bestemmelsen i §79 ikke er tænkt som nogen Undtagelse, men kun er en speciel Anvendelse af den alm. Regel. Naar §'en opfattes paa den Maade, er det klart, at den Analogi, som derfra i nærv. Tilfælde kan hentes, bliver saamedet mere mindende. Og naar hertil kommer, at ogsaa vor nyere Lovgivning (se Lov 17 Marts 1866, om Forandring i Havnel.s §2, Lov om Tilsyn med Dampskibe afødt xx.xx.1866 §19, Lov afødt xx.xx.1876 om Fredning af Sæl i Nordishavet §3, kfr. ogsaa Lov om Vaarsildfiskeriet 24 Septbr. 1851 §32 og §33, samt Lov om Torskefiskeriet afødt xx.xx.1857 §26) ligesom den ældre (se de ovenfor anførte Lovbestemmelser) indeholder en Mængde specielle Bestmmelser, hvorved Skibet er gjort heftelsespligtigt for Skippers og Mandskabs Forseelser, tildels i Tilfælde, hvor dette synes efter Sagens Natur at have meget mere mod sig end her, finder jeg overveiende Grund til at antage, at Dampskibet «Risør» maatte hefte for den Appell. tilføiede Skade.

Det er klart, at Rederiet oprindelig ikke pligtede at tilsvare mere end Dampskibets Værdi og kunde have frigjort sig for alt videre Ansvar ved at abandonnere Fartøiet. Dette er imidlertid ikke skeet, ligesaalidt som der er tilveiebragt nogen Taxt eller iøvrigt nogen tilstrækkelig Oplysning om Dampskibets Værdi paa vedk. Tid, idet det vistnok er forklaret i en Underretsakt S. 105-6 indtagen Skrivelse til Appell., at Dampskibet «Risør» i 1867 blev kjøbt af Bergens mekaniske Værksted for 1800 Spdlt., men det paastaaes af Appell. i 1868 at have været meget mere værd, endog 8000 Spdlr. Under disse Omstændigheder og da Rederiet har beholdt Fartøiet og ladet det gaa i Fart, indtil det i Aarenes Løb maaske er væsentlig forringet, om det ikke, hvorom al Oplysning mangler, senere er afhændet eller gaaet under, antager jeg, at Rederiet maa ansees at have opgivet sin Adgang til at fri sig, ved at give Fartøiet eller dets dav. Værdi som Vederlag for Skaden, og nu maa finde sig i at være ansvarlig for den hele Erstatningssum.

Hvad endelig angaar Spørgsmaalet om Rederiets Ansvar i Almindelighed, kan betragtes som solidarisk med Skipperens eller kun er subsidiært for det Tilfælde, at Skipperen ikke kan betale, da behøver dette i nærv. Sag formentlig ikke at komme under Afgjørelse, da Indst., Krohn, ikke kan findes at have fremsat nogen Indsigelse mod, at Skibet indtil dets Værdi hefter solidarisk med Skipperen eller nedlagt nogen subsidiær Paastand om kun at være ansvarlig i Tilfælde af Indst., Johnsens, Insolvents. At Rederiet efter Omstændighederne vil have Regres mos Skipperen, er Noget, som ikke vedkommer nærv. Sag.

Efter det Resultat, hvortil jeg saaledes er kommen, maa de Indstevnte formentlig ogsaa tilpligtes at betale Processens Omkostninger for alle Retter.

Konklusion:

Forsaavidt angaar den Indstevnte, Dampskibsfører Karl Johnsen, ilagte Bod, bør Stiftsoverrettens Dom ved Magt at stande. De Indstevnte, Karl Johnsen, og Konsul Michael Krohn, bør, En for Begge og Begge for En, til Citanten, Albert M. Pettersen, paa egne og Medeieres Vegne betale Erstatning for den deres Nøter tilføiede Skade med 100 - et Hundrede - Speciesdaler og for den ved Nøternes Beskadigelse frovoldte Fiskespilde med det Beløb, som ved et paa de Indstevntes Bekostning optaget Skjøn af uvillige Mænd i Henhold til Forskriften i Lov om Vaarsildfiskeriet afødt xx.xx.1851 §33 andet Punktum, maatte blive bestemt, tilligemed 5 - fem - Procent aarlig Rente af begge Erstatningsbeløb fra 23 Juli 1868 til Betaling sker, samt i Processens Omkostninger for alle Retter 120 - et Hundrede og tyve - Speciesdalet.

J. S. Thomle.

Side:730

I Resultatet og i det Væsentlige enig med Førstvoterende.

C. W. Andresen.

Ligesaa: C. Hansteen. Fr. Hallager. J. Blich. W. Manthey. Gerh. Meldahl.

Høiesterets Dom blev derpaa under 21 Oktbr. d. A. afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.