Rt-1877-372

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1877-03-14
Publisert:	Rt-1877-372
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 87/1 1877.
Parter:	Regjeringsadvokaten paa Kirke-Departementets og Provst Bugges Vegne mod Grans Kommunebestyrelse og Skolekommission (Stang).
Forfatter:	Saxlund, Lambrechts, I.S. Thomle, Blich, Ottesen, Brandt samt Manthey 15-7
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 2-, 2-

Assessor Saxlund: Lige ved Siden af en Plads Sanne, som ogsaa er kaldet Søndre Sanne, der tilhører Grans Præstegaard, ligger Klokkergaarden Sanne, som er nærv. Proces's Gjenstand. I 1843 indgav Sognepræsten til Gran et underdanigst Andragende, hvori anføres, at Klokkergaarden Sanne saavel i hans som hans Formænds Tid havde været benyttet som Klokkergaard uden Afgift til Præstegaarden; men da Pladsen ikke var særskilt matrikuleret, hed det, men indbefattet under Præstegaardens Skyld, havde denne maattet betale Skatterne for Pladsen. Paa Grund heraf ansøgte Sognepræsten om, at Klokkergaarden enten skulde særskilt skyldsættes eller paalægges en aarlig Afgift til Præstegaarden. Grans Formandskab udtalte i Anledning heraf, at der, saavidt vidstes, ikke nogensinde havde været betalt enten Byxelsum eller aarlig Afgift af Klokkergaarden, hvorfor Pladsen antoges at være frahævdet Præstegaarden. Vedk. Provst oplyste, at Kaldsbøgerne skulde vise, at Pladsen havde været brugt af Kirkesangeren uden Afgifts Svarelse, medens der om Vilkaarene for Pladsens Brug forøvrigt ikke havdes nogen sikker Kundskab. Dog fandt Provsten det sandsynligst, at Byxelsum havde været svaret af enhver ny tiltrædende Kirkesanger. Kirke-Departementet antog, at den netop da stedfindende Vakance i Kirkesangerposten burde benyttes til at faa Forholdet ordnet, og bevirkede i denne Anl. en Kgl. Resol. afødt xx.xx.1843, som gik ud paa, at der for Fremtiden af Klokkerboligen skulde svares en saadan aarlig Afgift til Sognepræstembedet, som enten ved mindelig Overenskomst

Side:373

mellom Vedk. med Stiftsdirektionens Approbation eller ved uvillige Mænds Skjøn blev bestemt. Denne Resolution er imidlertid ikke kommen til Iverksættelse. Der er efter den ikke blevet krævet eller svaret nogen Afgift. I 1863 oprettede Sognepræsten en Husmandskontrakt med den dav. Kirkesanger Brager, hvorved Pladsen paa dennes og Hustru's Levetid bortfæstedes som Husmandsplads mod en aarlig Afgift af 10 Spd. Denne Kontrakt er imidlertid heller ikke kommen til Virksomhed, men er bleven anseet ugyldig og for at være i Strid med Resolutionen af 1843. Grans Kommunebestyrelse indgav siden, i 1868, et underdanigst Andragende om, at enten Klokkergaarden Sanne, uanseet den skeede Bortsættelse, maatte afgives som Lærerjord i Henhold til den nye Lov om Skolevæsenet afødt xx.xx.1860, eller at en anden Del af Præstegaarden maatte afgives dertil uden Afgift for Kommunen. Dette Andragende blev imidlertid ikke indvilget. I 1871 indgav derefter Kommunebestyrelsen fornyet Forestilling i Sagens Anledning, gaaende ud paa, at Res. af 1843 maatte blive tilbagekaldt og Kommunens Eiendomsret til Pladsen Sanne anerkjendt, idet man i modsat Fald, heder det, vilde se Retsspørgsmaalet afgjort ved Dom. Efterat ogsaa dette Andragende var afslaaet, indkaldte Kommunebestyrelsen under 13 Marts 1873 Kirke-Departementets Chef som Repræsentant for Oplysningsvæsenets Fond, Hvilket Grans Præstegaard tilhører, til Forligelseskommissionen, og efter forgjæves Forligsmæling blev nærv. Sag anlagt. Ved Kristiania Byretsdom af 14 Marts f. A. blev derefter kjendt for Ret: «Den under Sagen omhandlede Plads Sanne bør ansees som Klokkergaard og være fritaget for at svare Afgift til Grans Præstegaard. Processens Omkostninger ophæves». Denne Dom er nu af Regjeringsadvokaten paa Departementets Vegne indanket for Høiesteret, hvor han har paastaaet, at Appell. frifindes for de Indst.s Tiltale i denne Sag og hos dem tilkjendes Processens Omkostninger for begge Retter, medens de Indst. have paastaaet Byrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Sagens Omkostninger.

De Indst.s Hovedræsonnement i Sagen gaar ud paa, at Sanne saa langt tilbage i Tiden, som nogen Oplysning haves, har været betragtet som en af Præstegaarden uafhængig Gaard og udlagt til Degnebolig i Henhold til N.L. 2-15-7, 1ste Passus. Regjeringsadvokaten har herved bemærket, at Bestemmelsen om «Alders Tid» i det cit. Lovsted maa forstaaes om Tiden før Lovbogen emanerede, og han bemærker, at dersom der ikke havdes Plads for Klokkeren, kunde efter N.L. 2-15-7 Jord afgives af Kirken eller Staten, men isaafald under Betingelse af, at der svaredes Byxel og Landskyld, medens derimod Loven ikke tilstod, at Noget kunde afgives i det omhandlede Øiemed af Præstegaarden; kfr. 2-21-20. Den Fortolkning, som Regjeringsadvokaten har givet af Udtrykket «Alders Tid» i det cit. Lovsted, kan jeg ikke tiltræde. Lovstedet gaar ud paa, at danne en almindelig Regel, og «Alders Tid» maa forstaaes om hvad der ved forefaldende Leilighed er oplyst at indbefattes derunder.

Hvad det ældre Forhold med den omtvistede Plads angaar, frembyder Sagen vistnok temmelig ufuldstændige og lidet klare Oplysninger. Indst.s Advokat har i Høiesteret fremlagt Afskrift af et Forlag til Matrikulering af Grans Præstegaard og Degnebolig, forfattet 1723. I dette Dokument staar Præstegaarden og Klokkerboligen særskilt opførte med tilføiet særskilt Skyld for hver af dem. Derefter har man ingen Oplysning angaaende Forholdet med Klokkergaarden førend i 1723. Sognepræsten har i saa Henseende oplyst, at der i Kaldsbogen for Grans Præstegjeld findes følgende Optegnelser om Pladsen; pag. 3: «Paa Præstegaarden saaes 24 Tønder; underliggende Plazer Sande» og flere andre opregnede Pladse; pag. 14: «Til Grans Klockeri ligger en liden Deigne Bolig i hvis tilliggende slette Jorder kand saaes ungefæhr 2 1/2 tdr. Byg». Disse Optegnelser maa, efter hvad der er oplyst, være forfattede af en Præst, Knud Bøyesen, der var Sognepræst til

Side:374

Gran 1730 til 1738. Fremdeles heder det pag. 168: «Sanne Klokkerbolig hører ogsaa under Præstegaarden, formedelst sin Godhed er den lagt i 1/8 Del Soldater Lægd, men den svarer ingen Afgift til Præstegaarden aarlig. Vel har Grans Kirkeeiere forment at have Ret til denne Plads, men man har allerede tydelig vist dem, at den aldrig har hørt hverken dem eller Kirken til, men at de har konfunderet den med en Gaardpart i Land, der ogsaa kaldes Sanne». Den sidste Optegnelse er gjort af en Sognepræst Krog, der var Sognepræst i Gran i Aarene 1787-1797. Den først anførte Optegnelse i Karldsbogen pag. 3 havde Indst. i Høiesteret paaberaabt sig som et Datum for, at Klokkergaarden ikke ansaaes hørende under Præstegaarden, idet der kun omtales en Plads Sanne, og med Hensyn til Præsten Krogs Optegnelse i Kaldsbogen havde Indst. gjort opmærksom paa, at Præsten kun overmaade svagt eller ialfald utilstrækkelig har argumenteret for den Mening, som han har udtalt, at Klokkerboligen hørte under Præstegaarden. Mærkeligt forekommer det mig vistnok ogsaa, at Pladsen efter Krogs Anførsel var lagt i 1/8 Soldaterlægd. Dersom den var en integrerende Del af Præstegaarden, forekommer det mig ikke at have kunnet gaa an at paalægge den Soldaterlægd. Heri synes der at ligge et Datum for, at Pladsen er bleven betragtet som selvstændig Eiendom, adskilt fra Præstegaarden. Paa den anden Side fremgaar det af Matrikulen, at Pladsen aldrig er bleven særskilt skyldsat, medens der dog heller ikke haves nogen Oplysning om, at den er medtagen under Præstegaardens Skyld. Hvad navnlig angaar Spørgsmaalet om, hvorvidt der har været svaret Skatter af Pladsen, har man kun Oplysninger i en Erklæring fra Enken efter en Mand, som har været Klokker i Gran fra Vaaren 1822 til 9 Oktbr. 1842. I denne Erklæring heder det, at Sanne den hele Tid blev beboet af Klokkeren med Familie og betragtet som Klokkerbolig. «I de første Aar af vor Brugstid», heder det videre, «betalte vi direkte Skat til Fogden efter særskilt Skattebog; i de senere Aar betalte vi derimod ingen Skat. I hele vor Brugstid betalte vi ingen Afgifter til Sognepræsten eller Præstgaarden». Med Hensyn til, hvad Enken saaledes har anført om Erlæggelse af Skat, har Sognepræsten troet, at dette maa forklares saaledes, at hvad Klokkeren havde betalt, blev afdraget i Præstegaardens Skatter. Nogen nærmere Oplysning i denne Henseende er imidlertid ikke fremkommen. Der er saaledes heller ikke under Sagen fremlagt nogen Skattebog for Præstegaarden, hvoraf det muligens kunde sees, om Forholdet har været saaledes, som af Sognepræsten formodet. Vedk. Foged har derimod i en Erklæring afødt xx.xx.1875 udtalt, at Klokkergaarden eller Brugt Sanne i Gran hverken i den ved Fogderiet beroende Matrikul eller i Fogderiets Skatte-Kassebog findes opført som selvstændigt matrikuleret Brug, hvoraf følger, at der heller ikke af bemeldte Brug kan beregnes eller svares særskilte Skatter. De Indst. have imidlertid forment, at denne Erklæring ikke kan siges at staa i Strid med, hvad Klokkerenken, som før anført, har udtalt. Enkens Erklæring maa nemlig antages at angaa de Skatter, som svaredes, medens den gamle Matrikulering endnu var gjældende, førend den nye Matrikulering af 1818 var traadt i Kraft, hvilket først skeede i sin Helhed i 1836, medens Fogdens Erklæring angaar Skatterne efter denne Tid. Det er forøvrigt aldeles ubevist, at der nogensinde har været svaret enten aarlig Afgift eller Byxel af Pladsen. Der er vistnok udtalt Formodning herom af Sognepræsten; men noget Datum til Bevis foreligger ikke.

Efterat det Offentlige har indladt sig paa denne Proces uden at søge iverksat den kgl. Resol. af 1843, maa det derved ansees tilkjendegivet, at man har opgivet Restitutionens Gjennemførelse og derimod vil se Spørgsmaalet om Eiendomsretten til Pladsen afgjort ved Domstolenes Mellemkomst. Regjeringsadvokaten har derfor heller ikke procederet Sagen paa Fundament af Res. af 1843. Jeg skjønner efter det Anførte og Parternes Procedure ikke Andet, end at det maa ansees tilstrækkelig godtgjort, at Pladsen fra Alders Tid har

Side:375

været brugt som Klokkergaard, og jeg formener da, at efter den udtrykkelige Bestemmelse i L.s 2-15-7 maa den fremdeles vedblive at være det. I denne Henseende maa jeg saaledes erklære mig enig med Byretten. Hvad Spørgsmaalet om Afgiftsfrihed for Pladsen angaar, kan Høiesteret formentlig ikke undgaa at maatte indlade sig paa Afgjørelsen heraf, i hvilken Henseende man dog kun har at holde sig til de Oplysninger, som Sagen frembyder. Det er i saa Henseende oplyst, at der i lang Tid ikke har været svaret nogen Afgift af Klokkergaarden, medens det paa den anden Side ikke er oplyst, at der nogensinde har været svaret saadan. Det kan vistnok ikke nægtes, at der er Indicier, som synes at tale ikke lidet for, at Pladsen i sin Tid er kommen fra Præstegaarden. Herfor synes at tale dens Beliggenhed saavelsom Navnet Sanne, medens en Husmandsplads under Præstegaarden har samme Navn, i Forbindelse med den nærliggende Mulighed af at Pladsen er indbefattet under Præstegaardens Skyld. At Pladsen er udlagt af Kirkegods, er der intet Datum for. Hvad der er anført i Præsten Krogs Optegnelse i Kaldsbogen om, at Kirkeeierne i sin Tid have gjort Paastand herom, kan, efter hvad Præsten derom har anført, ikke relevere Noget. Der er forøvrigt ikke fremkommet nogen anden Oplysning om, hvorpaa Kirkeeierne grundede sin Formening om, at Pladsen skulde tilhøre dem. Jeg kan efter det Anførte, uagtet den Sandsynlighed, som kunde tale derfor, dog ikke anse det tilstrækkelig bevist, at Pladsen har hørt under Præstegaarden, ligesom der ingen Oplysning haves om, hvorledes og paa hvilke Vilkaar den isaafald skulde være fraskilt denne og udlagt til Klokkergaard. Nogen Ret til aarlig Afgift eller Byxel for Præstegaarden er ikke bevist. Jeg maa saaledes ogsaa med Hensyn til Sagens anden Del tiltræde Byrettens Dom. Det er en Selvfølge, at Spørgsmaalet om Matrikulering af Eiendommen er udenfor Paadømmelsen af nærv. Sag; den vil allene komme til at angaa Forholdet mellen Klokkergaarden og Præstegaarden, uden Hensyn til Spørgsmaalet om nogen af disse Gaardes Matrikulering og hvad deraf kunde flyde. Idet jeg saaledes maa formene, at nærv. Sag maa afgjøres efter de vistnok saare ufuldstændige og uklare Oplysninger, som Sagen frembyder, formenes Processens Omkostninger at burde ophæves for begge Retter.

Jeg konkluderer saaledes:

Byrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Lambrechts: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor I. S. Thomle, Blich, Ottesen, extraordinær Assessor, Professor Brandt samt Assessor Manthey: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterrendes Konklusion.