Rt-1878-193
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1877-11-23 |
| Publisert: | Rt-1878-193 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 138/2 1877 |
| Parter: | Kjøbmand Chr. Tidemand (Heyerdahl) mod Skifteretten i Godtf. Falkenberg & Ko.s Konkursbo (Kand. jur. H. Kildal til Prøve). |
| Forfatter: | Hansteen, I. S. Thomle, Løvenskjold, Andresen, Lambrechts, Ottesen, Justitiarius Meldahl |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §45, Konkursloven (1863) |
Assessor Hansteen: Lørdag den 11 Marts 1876 indfandt G. Falkenberg, som er Indehaver af firmaet G. Falkenberg & Ko., sig hos Kjøbmand Tidemand og anmodede denne om et Laan ef 345 Spd., idet han opgav, at han tiltrængte Penge til at afgjøre en Fordring, det beroede hos en Sagfører til Inkassation. Tidemand var villig til at laane ham Pengene, men paa den Betingelse, at han fik Pant i en Falkenberg tilhørende Varebeholdning, der beroede i et af denne leiet Kjælderrum. Falkenberg sagde, at han maatte have Pengene strax, da Klokken var nær 2, og Sagførerens Kontor paa dette Klokkeslet skulde lukkes. Paa Grund af, at der saaledes ikke var Tid til at hente Nøglen til Kjælderummet, leverede Tidemand ham Beløbet uden at have faaet denne, og Aftalen var da, at Falkenberg skulde enten selv bringe eller sende Tidemand Nøglen. Dette skeede imidlertid ikke, og. da Tidemand Lørdag Aften til sædvanlig Tid forlod sit Butiklokale, var Nøglen endnu ikke kommet, men da han igjen kom derhen Mandag Morgen, fandt han den i en til ham adresseret Konvolut, der var indstukket mellem Lemmen og Døren. Om naar denne Konvolut var blevet anbragt der, haves ingen Oplysning. Lørdag 12te Marts afreiste Falkenberg herfra med Jernbanen og rømte, til Udlandet. I Begyndelsen af April blev hans Bo taget under Behandling som Konkursbo, og Boet, som formente, at den stedfundne Pantsættelse rammedes af Konkursl.s §45, gjorde Paastand paa at faa de pantsatte varer udleverede, hvorpaa Tidemand dog ikke vilde gaa ind. Man enedes imidlertid i en Skiftesamling om, at Tidemand skulde besørge Varerne realiserede paa bedste Maade og at det senere skulde afgjøres, enten Udbyttet skulde komme Boet tilgode eller komme til Afdrag paa Tidemands Fordring. Efter forgjæves Forligsmægling sagsøgte Boet Tidemand og nedlagde Paastand om, at den under Sagen omhandlede Pantsættelse skulde kjendes ugyldig, saaledes at de pantsatte Varer eller deres Salgssum skulde indgaa i G. Falkenbergs Konkursbo, samt at dette hos Tidemand skulde tilkjendes Processens Omkostninger. Tidemand paastod sig frifunden og sig tilkjendt Procesomkostninger.
Der har mellem Parterne været procederet om, hvorvidt man ved Sagens Afgjørelse skulde gaa ud fra, at Falkenberg allerede strax har leveret Nøglen til et Bud, og at det kun er ved en Forsømmelse af Budet, at den først, efterat Tidemands Butik var lukket Lørdag Aften, er bleven afleveret paa den Maade, som jeg har nævnt, i hans Lokale, eller at Falkenberg selv først senere - og da, i det Samme han skulde afreise med Jernbanen - har 194
Side:
foretaget Noget for efter Aftale at saa Nøglen afleveret. Fra Tidemands Side er det gjort gjældende, at man maa. gaa ud fra den for ham gunstigste Forudsætning, idet han nemlig har forment, at Boet maa have Bevisbyrden for enhver Omstændighed, der kan være virksom til at omstøde Pantsættelsen i Henhold til Konkursl.s §45.
Paa denne Tvist om Bevisbyrden skal jeg imidlertid ikke indlade mig. Hvad der er vist, er nemlig, at Nøglen ialfald først efter Lukningen af Tidemands Butiklokale Lørdag Aften er bleven afleveret der, og førend Nøglen var afleveret, kan det ialfald ikke være sole om, at nogen Pantsættelse virkelig var fuldbyrdet.
Spørgsmaalet er da, om Konkursl.s §45 her kan bringes i Anvendelse, saaledes at Pantsættelsen bliver ugyldig. Dette tror jeg for min Del at maatte antage. Om der end efter selve den nævnte Bestemmelse i Konkursloven kunde være nogen Tvivl i saa Henseende, saa maa jeg anse denne Tvivl for bortfalden ved den under Sagen citerede Høiesteretsdom afødt xx.xx.1869, Rt-1869-428-444*) . Ved denne blev en Pantsættelse, hvorved der var givet sekundært Haandpant i nogle Varebeholdninger, anseet ugyldig, uagtet de Recipisser, som af den, der først havde faaet Haandpant i Varerne, vare meddelte til Debitor, af denne bleve overleverede til Vedkommende, som forstrakte ham med et Laan, samtidig med Modtagelsen af dette. Grunden til, at Pantsættelsen alligevel blev anseet ugyldig, var den, at vedk. Laangiver lod hengaa flere Dage, inden han notificerede Pantsættelsen for den, der som første Panthaver fad inde med Varerne. Jeg tror, at denne Dom maa opfattes saaledes, at den er bygget paa den Mening, at forat Gjæld kan kunne siges at være "stiftet gjennem selve Pantsættelsen", maa Alt, hvad der udfordres til Pantsættelsens Fuldbyrdelse være foregaaet forinden eller samtidig med Pengenes Udbetaling til Debitor. Dette er i nærv. Tilfælde ikke skeet. Da Pengene af Tidemand bleve overleverede til Falkenberg, fik han kun et Løfte om Pant, og der hengik en Tid, hvori han var Kreditor for Beløbet uden nogensomhelst Sikkerhed. Tidemand havde, ved at lade Falkenberg faa Pengene uden først at komme i Besiddelse af Nøglen til det Rum, hvor Varerne vare opbevarede, givet sig Falkenberg ganske i Vold, og han lod hele Lørdag gaa til Ende uden at foretage Noget i den Anledning. Først Mandag Morgen kom han, som sagt, i besiddelse af Nøglen paa den allerede anførte Maade. Man siger paa den anden Side, at det er urimeligt, at det skal komme an paa Minuter, eller at det ikke vil være antageligt, at man vilde have kjendt Pantsættelsen ugyldig, hvis Falkenberg, efterat have modtaget Pengene, var gaaet hjem og havde hentet Nøglen og strax var kommet tilbage med den eller øieblikkelig havde sendt den til Tidemand, og der altsaa kun var forløbet et ganske ubetydeligt Tidsrum, inden Sagen blev fuldstændig ordnet. Jeg skal lade staa derhen, hvad Resultatet burde have været i et saadant Tilfælde; men jeg kan ialfald ikke finde, at Hensyn til, hvad man i saa Henseende vilde antage, kan drage til Følge for nærv. Tilfælde, hvor det ikke kan siges, at Løftet om Pant og Fuldbyrdelsen er gaaet Slag i Slag, eller er fulgt saa hurtig paa hinanden, som det efter Omstændighederne var muligt. Naar det fra Tidemands Side har været anført, at det, der foregik mellem ham og Falkenberg, alligevel her maa betragtes som en sammenhængende Handling, en actus continuus, hvoraf det første Led kom samtidig med Gjældens Stiftelse, men det sidste Led kom senere, saa skal jeg dertil bemærke, at ved Stiftelsen af haandfaaet Pant er der ikke mere end et Led; selve Pantsættelsen kan ikke opløses i flere Led; thi det et selve Tingens Overleverelse, som er Pantsættelsen; hvad det er foregaaet forud, er kun et Løfte om Pant. Jeg er personlig ogsaa af den Mening, at naar man først er gaaet saa vidt
Side:195
i en stræng Anvendelse af Konkursl.s §45, som man er gaaet i den tidligere af mig omtalte Dom, saa er den heldigste Regel den, at virkelig Alt, hvad der udfordres til Pantsættelsens fuldbyrdelse, bør være foregaaet, før Pengene udbetales, forat Vedk. skal være sikker. Dette er i Overensstemmelse med den Tanke, der ligger til Grund f Ex. for den nuv. Lovregel om Kollision mellem thinglæste Dokumenter. Naar det er blevet Regelen, at det i Kollision mellem thinglæste Dokumenter skal komme an paa Thinglæsningsdagen, er dette bygget paa den sanke, at den, som vil være sikker, ikke maa give Pengene fra sig, førend han har Dokumentet i thinglæst Stand. Den, der nu givet Penge fra sig mod Pantobligation, er nemlig efter den nuv. Regel, hvis han ikke har den i thinglæst Stand, altid udsat for, at det samtidig kan blive thinglæst andre Dokumenter, hvorved han ialfald for en Del mister sin Sikkerhed. Paa samme Maade tror jeg ikke, det er nogen uheldig Regel, at den, som vil være sikker ligeoverfor mulig Konkurs, ogsaa maa indrette sig saa, at han ikke giver Pengene fra sig, førend Alt, hvad der udfordres til en fuldstændig Pantstiftelse, er fuldbyrdet. Men, som sagt, jeg vil ikke herved have afgjort, om man, hvor det kun gjaldt Minuter, burde anvende denne Lære med den første Rigorøsitet; det er ikke nødvendigt at afgjøre Noget derom i nærværende Tilfælde.
- ) Ugebl. for Lovk. m. M. IX S. 254-64.
Jeg er saaledes af den Mening, at denne Pantsættelse ikke kan opretholdes, og maa derfor erklære mig enig med Byrettens Pluralitet, som i Dom afødt xx.xx.1876 har kjendt saaledes for Ret: "Den under Sagen omhandlede Pantsættelse bør ugyldig at være, saaledes at Varerne eller deres Salgssum indgaar i Godtf. Falkenbergs Konkursbo" og Indst.s Paastand her for Retten om, at Byrettens Dom skal stadfæstes, maa jeg saaledes give Medhold. Jeg er ligeledes enig med Byrettens Pluralitet i, at Processens Omkostninger bør ophæves ved Byretten, og antager ogsaa at de bør ophæves ved Høiesteret.
Konklusion:
Byrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.
Assessor I. S. Thomle: Jeg et i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessorerne Løvenskjold og Andresen: Ligesaa.
Assessor Lambrechts: Ligesaa. Men jeg vil derhos for mit Vedk. føre den Reservation, som Førstvoterende har gjort, noget videre frem. Hvad der burde antages, om Overleverelsen af Nøglen var skeet ikke øieblikkelig eller Minuter efter pengenes Overleverelse, hvilket Førstvoterende i sit Forbehold nævner, men var oplyst at være skeet samme Dag, ialfald inden forretningsmæssig Tids Ophør, vil jeg for mit Vedk. lade staa derhen. Jeg vil sige, at det eneste Visse i nærv. Tilfælde er, at Tidemand fik Nøglen Mandag Morgen og at det kan være ligesaa muligt, at den først blev indstukket i Døraabningen da eller maaske Søndag, som, at den er indstukket Lørdag Aften efter Forretningstidens Ophør, og jeg antager, at man ikke er berettiget til, som Appell. vil, at lægge den for ham gunstigste Forudsætning til Grund, hvad Tidsrummet angaar.
Assessor Ottesen: Jeg er enig med Førstvoterende.
Justitiarius Meldahl: Jeg er ligeledes og med samme Forbehold som Assessor Lambrechts enig med Førstvoterende.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion