Rt-1878-407
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1878-03-09 |
| Publisert: | Rt-1878-407 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 90/1 1878 |
| Parter: | Handelsmand N. I.Nilsen (Heyerdahl) mod Anders Dass Myhre (Schweigaard). |
| Forfatter: | I.S. Thomle, Andresen, Hansteen, Lambrechts, Blich, Hansteen |
| Lovhenvisninger: |
Assessor I. S. Thomle: Den 1 Novbr. 1869 afsendte Appell., Handelsmand N. I. Nilsen, der er bosat i Ranen, et telegram og et Brev, begge til Kjøbmand Wiese i Bergen og begge indeholdende Anmodning til denne om at besørge assureret for en Tid af 6 Maaneder en Appell. tilhørende Skøite "Anna" for et Beløb af 1.100 Spd. baade Telegrammet, der var indlagt i en Konvolut, om hvis Adresse nærmere skal handles senere, og Brevet, indleveredes paa Mo Postaabneri, hvorfra de tilligemed flere andre Breve med Returpost sendtes til Postaabneren i Hemnæs, Indst. Myhre, i en denne tilhørende Bomme, som kom ham ihænde 2 Novbr. 1869. Det er in confesso, at Indst. strax aabnede Bommen og saa, at der var Postsager i den, ligesom at han tog disse ud og meddelte Kvittering for Deriblandt værende Bankobreve, men siger at han herpaa lagde alle Breve tilbage i Bommen og satte denne til Side paa Kontoret, da ingen Post strax afgik. Han forklarer dernæst, at han derefter ganske glemte Bommen og først 22 Novbr. blev opmærksom paa den. Han aabnede da den Konvolut, hvori Telegrammet til Wiese var indlagt, og sendte strax Telegrammet op til Hemnæs Telegrafstation, der kun ligger et Par Hundrede Skridt borte. Fra Telegrafstationen blev Telegrammet samme Dag Expederet til Wiese, ligesom Brevet til denne af Myhre afsendtes med første derefter sydgaaende post. I Henhold til den i Telegrammet fra Appell, indeholdte Anmodning, lod Wiese tegne Assurance paa Skøiten "Anna" for 1.000 Spd. i Porsgrunds Søforsikringsselskab hos dets Agent i Bergen for en Tid af 6 Maaneder at regne fra Telegrammets Dato 22 Novbr. 1869. Imidlertid var Skøiten, som 12te Novbr, havde tiltraadt en Fisketur, allerede 17de s. M. strandet og totalt forlist, og som Følge heraf blev den tegnede Assurance annulleret. Paa Grund af, at Skøiten ved Forliset ikke var assureret, har Appell. lidt et Tab afødt xx.xx.99 sz, hvilket han har forment Indst., Myhre, pligtig til at erstatte, da hans Forsømmelse ved ikke betimelig at besørge Telegrammet og Brevet er Skyld i, at Assurance ikke forinden Forliset blev tegnet. Efter forgjæves Forligsmægling i Henhold til Klage afødt xx.xx.1870, hvori dog kun handles om Telegrammet, har Appell. ved Stevning af 29 Decbr, s. A. saggivet Myhre og paastaaet ham ved Dom tilpligtet at betale Appell, det ommeldte Beløb 853 Spd. 99 sz med Renter og Sagsomkostninger. Ved Underretten toges fra Myhres Side til Gjenmæle med Paastand om Frifindelse og Tilkjendelse af Processens Omkostninger, idet han støttede denne Paastand derpaa, at Appell. paa Grund af de ved Skøitens Forlis forhaandenv. Omstændigheder ikke havde kunnet saa nogen Erstatning af Assurandørerne, selv om Assurancen havde været tegnet før Forliset. Denne Indsigelse blev
Side:408
af Underdommeren forkastet, og ved Dom, afsagt af den konst. Sorenskriver i Nordre Helgeland den 13 Oktbr. 1873, blev derfor Indst. tilpligtet at betale Appell. det paastevnte Beløb med 5 pCt aarlig Rente fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen 24 Oktbr. 1870 til Betaling sker, hvorimod Prossesomkostningerne ophævedes. Efterat der derpaa i Henhold til denne Dom under 9 Marts 1874 var afholdt Exekution hos Indst., paaankede denne Sagen til Trondhjems Stiftsoverret, hvor han i Medhold af en under 5 Mai 1875 meddelt kgl. Bevilling fremsatte flere nye Indsigelser mod Søgsmaalet, og ved Trondhjems Stiftsoverrets Dom afødt xx.xx.1876 gaves ogsaa disse nye Indsigelser Medhold, saaledes at Myhre frifandtes for Nilsens Tiltale og den paaankede Exekutionsforretning afødt xx.xx.1874 som Følge deraf underkjendtes. Derimod ophævedes Processens Omkostninger for begge Retter. Overrettens Dom er derpaa ved Stevning af 13 Juni f. A. af Handelsmand Nilsen indanket for Høiesteret, hvor han har nedlagt Paastand om Stadfæstelse saavel af Underrettens Dom som af Exekutionsforettningen afødt xx.xx.1874 samt om Tilkjendelse af Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret. Derimod har Indst., som ved Høiesteret et meddelt beneficium paupertatis, ved sin befalede Sagfører paastaaet Stiftsoverrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Procesomkostninger for Høiesteret, derunder Salarium til den befalede Sagfører.
Appell. har i Høiesteret principaliter fastholdt sin allerede i Overretten fremsatte Protest mod, at der tages Hensyn til de i Overretten med formentlig Hjemmel af den omhandlede kgl. Bevilling fremsatte nye Indsigelser, idet han nemlig formener, dels at Regjeringen ikke kan ansees berettiget til at give processuelle Bevillinger af den omhandlede Art, dels at den in casu meddelte Bevilling ialfald ikke dertil afgiver tilstrækkelig Hjemmel, fordi det ved Underretten maa ansees for at have været erkjendt fra Indst.s Side og som følge deraf kontraktsmæssig vedtaget, at en Forsømmelse fra hans Side var begaaet og at som Følge deraf Erstatningspligt paahvilede ham. Jeg maa imidlertid være enig med Overretten i, at ligesom det ved flere Hst.domme er antaget, at Regjeringen har lovmæssig Adgang til at meddele Bevilling til at fremsætte nye Indsigelser, saaledes maa ogsaa de i dette Tilfælde fremsatte nye Indsigelser komme i Betragtning uden Hensyn til, at Indst.s eller hans Sagførers Procedure i første Instants implicite kan siges at indeholde en Slags Erkjendelse om, at han var pligtig til at erstatte Cit. det lidte Tab, forsaavidt, dette maatte hidrøre fra den Omstændighed, at Assurancen var bleven tegnet for sent.
Der procederes saaledes nu i Høiesteret ligesom i Overretten hovedsagelig derpaa, at Indst. overhoved intet Ansvar har for, at det omhandlede Brev og Telegram blev forsinket derved, at de bleve liggende uændsede hos Indst. i ca. 3 Uger.
Der er i denne Anl. Tvist mellem Parterne om den Konvolut, hvori Telegrammet til Wiese var indlagt, var adresseret til Telegrafstationen i Hemnæs eller til Postaabneriet eller Postkontoret sammesteds. Appell. paastaar det Første, Indst. det Sidste, Det kan i denne Henseende bemærkes, at Indst, i Anl. af sit Forhold med Hensyn til det omhandlede Telegram i Aaret 1870 var under Tiltale for Forbrydelse mod Krll.s 24-26, og at han ved Under og Overretsdom i denne Justitssag blev fældt herfor, men ved Hst.dom afødt xx.xx.1871 frifunden, idet, som det sees af Referatet i Rt-1871-206 flg. Flerheden af de Voterende antog, at det ikke kunde ansees tilstrækkelig bevist, at Konvoluten, saaledes som Appell. og hans Kontorbetjent som 8 og 9 V. i Justitssagen edelig havde forklaret, var adresseret til Telegrafstationen, hvorfor Indst. ikke kunde ansees overført at have gjort sig skyldig i nogen Forbrydelse ved at aabne den efter hans Paastand til Postkontoret eller Postaabneren adresserede Konvolut, Som det vil sees af Referatet af
Side:409
Høiesterets Votering. afødt xx.xx.1871, antog en Minoritet, at uagtet de Indvendinger, der navnlig mod 8 V.s Habilitet som Vidne i den omhandlede Anl. kunde gjøres, maatte det dog efter Omstændighederne ansees tilstrækkelig bevist, at den Konvolut, hvori Telegrammet laa, havde været adresseret til Telegrafstationen. Jeg antager, at Sagen, idet i det Væsentlige ingen nye Oplysninger under det private Søgsmaal ere fremkomne, fremdeles staar saa, at det ikke kan ansees bevist, at Konvoluten var adresseret til Telegrafstationen, men at der dog maa siges derfor at være saa megen Sandsynlighed, at Sagen i Tilfælde, at det derpaa kom an, maatte blive at afgjøre ved Indst.s Ed. Jeg tror imidlertid, at det ikke afgjørende kommer an paa, hvad man i saa Henseende maatte antage, idet jeg mener, at der er andre Grunde, som maa lede til Indst.s Frifindelse.
Indst. har først og fremst gjort gjældende, at ligesom Staten ikke har noget Ansvar for de til befordring med Posten indleverede almindelige Breves betimelige Fremkomst, saaledes kan et saadant Ansvar heller ikke paahvile postvæsenets Funktionærer, selv om de maatte have begaaet nogen Forsømmelse ved Postens Expedition. Jeg skal ikke indlade mig paa dette Spørgsmaal i sin Almindelighed. Jeg skal kun bemærke, at det er klart, at der ikke bestaar noget direkte Kontraktsforhold mellem Andre end Brevafsenderen og Staten som den, der har paataget sig Postens Befordring, men derimod ikke mellem Afsenderen og vedk. Postbetjent. Den Sidstes Ansvarspligt kan saaledes ikke betragtes som kontraktsmæssig, men maa allene bedømmes efter de almindelige Regler om Erstatningsansvar udenfor Kontraktsforhold.
Gaar man ud fra, at Telegrammet har været konvoluteret til Postaabneren er det ganske klart, at Indst. blot kunde betragtes som staaende i samme Forhold til Appell. som en Privatmand, hvem han maatte have anmodet om at besørge Telegrammet indleveret paa Telegrafstationen. Noget anderledes stiller vistnok Forholdet sig, hvis, man antager, at Konvoluten har været adresseret til Telegrafstationen, da det isaafald unægtelig skyldtes en Forsømmelse af Indst. som Postbetjent, at Telegrammet ikke kom Telegrafstationen ihænde før 22 Novbr. Efter de gjældende Regler kunde det nemlig vistnok ikke paaligge Indst. som Postaabner at besørge Brevet bragt til Telegrafstationen, men det er paa den anden Side oplyst, at der fra denne, der som før bemærket, ligger ganske i Nærheden af Postaabneriet, jevnlig og i Regelen hver Gang Post ankommer, bliver sendt Bud paa Postkontoret for at forhøre, om der er kommet Brev til Telegrafstationen, og det kan ikke betvivles, at saadant maa være skeet flere Gange i Løbet af de henved 3 Uger, hvori Brevet og Telegrammet bleve liggende urørte hos Indst. Det er ogsaa i Overretten og Høiesteret fra Appell.s Side gjort gjældende, at Indst. ialfald har forseet sig som Postfunktioner ved at lade Brevet til Wiese blive liggende uafsendt fra 2 til 22 Novbr., og at denne Brevets Ikke-Afsendelse har havt samme Følge som Telegrammets Ikke-Afsendelse, nemlig, at Assurance ikke betimelig blev tegnet. Det er imidlertid i denne Anl. af Indst.s befalede Sagfører ved Høiesteret gjort opmærksom paa, at der i Forligsklagen kun tales om Telegrammet og ikke om Brevet, og at der herfor ikke er Adgang til i nærv. Sag at tage noget Hensyn til den af Indst. med hensyn til Brevet begaaede Forsømmelse. Heri er jeg ogsaa for mit Vedk. tilbøielig til at give Indstevnte Medhold; men jeg anser det dog ikke Nødvendigt at udtale mig nærmere derom, da jeg selv for det Tilfælde, at det antages, at Indst.s Forsømmelse maa betragtes som begaaet af ham i Egenskab af Postbetjent, dog ikke finder, at det af Appell. paastaaede Ansvar i nærv. Tilfælde kunde gjøres gjældende. Som jeg allerede har anført, kan jeg ikke antage, at der har bestaaet noget direkte kontraktsmæssigt Forhold mellem Indst. og Appell., og den kontraktsmæssige Forpligtelse, som Indst. ved sin Ansættelse som Postaabner har paataget sig overfor Staten, kan efter, min Mening ikke under nogen Forudsætning
Side:410
antages at strække sig saavidt, at han kunde ansees som havende overtaget et saadant Ansvar som det her paastaaede. Et saadant Omfang af hans Forpligtelse vilde, som af Overretten bemærket, staa i det allerstørste Misforhold til den Maade, hvorpaa Postbetjente i Indst.s Stilling aflønnes.
Det er saaledes, som sagt, efter almindelige Regler for Skadeserstatning, at Indst.s ansvar i nærv. Tilfælde maa bedømmes, og da maa det efter min Mening for det Første komme i Betragtning, at der her ikke er Spørgsmaal om nogen positiv skadegjørende Handling, men kun om en Undladelse af at handle, en Forsømmelse, der, som af Hallager paavist i hans Obligationsret II, 420, ikke kan medføre Erstatningspligt i det samme Omfang som en skadegjørende Handling. Dertil kommer, hvad jeg maa lægge megen Vægt paa, at der her ikke er Spørgsmaal om nogen direkte, af Forsømmelse flydende Skade, idet den Skade, som Appell. paastaar at have lidt, ialfald kun middelbart hidrører fra Indst.s Forsømmelse ved at lade Telegrammet og Brevet ligge uafsendte i saa lang Tid som skeet. Den nærmeste Følge af Forsømmelsen var den, at Appell.s Anmodning til Wiese om at tegne Assurance, ikke fremkom før 22 Novbr., og denne Forsinkelse har igjen havt til Følge, at Appell. er gaaet Glip af den Skadeserstatning, han vilde have kunnet erholde, for det imidlertid hans Skøite tilstødte Forlis, hvis Assurancen var tegnet tidligere. Men Enhver ser, hvor ubilligt og urimeligt det vilde være i et Tilfælde som dette, hvor der kun er Spørgsmaal om ren Forsømmelse eller Uagtsomhed, at udstrække Skadeserstatningspligten saa vidt, at Vedk. skulde kunne komme til at overtage et saa exorbitant og forud ganske uberegneligt Ansvar som dette. Endelig mener jeg, at det ogsaa maa komme i Betragtning, at Appell. selv ingenlunde har iagttaget al den Forsigtighed og Omhu, som man kunde vente og forlange af en forsigtig Forretningsmand, for at sikre sig mod det Tab, han nu har lidt, idet han nemlig efter min Mening baade paa anden Maade, end han har gjort, burde have sikret sig at hans Telegram strax eller betimelig blev indleveret paa Telegrafstationen, og han ligeledes, forinden han lod sit Fartøi afseile, burde have forvisset sig om, hvorvidt den af ham begjærede Assurance ogsaa i virkeligheden var bleven tegnet, hvortil der var saameget større Opfordring for ham, naar han ikke hørte Noget fra Wiese i den lange Tid fra 1 November, da han afsendte Telegrammet. Naar alt dette tages i Betragtning, mener jeg, at der er overveiende Grund til i dette Tilfælde at fritage Indst. for det paastaaede Erstatningsansvar.
Jeg skal blot yderligere bemærke, at jeg ikke vil have i Almindelighed udtalt, at man ikke skulde kunne paadrage sig Ansvar ogsaa for de noget fjernere liggende følger af en saadan Forsømmelse; men jeg mener, at det ialfald maa komme an paa Omstændighederne i det enkelte Tilfælde og paa, enten Følgerne ligge nærmerere eller fjernere og med nogen Rimelighed have kunnet beregnes forud eller ikke. Jeg tror, at det maa afgjøres efter ei Skjøn i hvert enkelt Tilfælde, hvorvidt man i saa Henseende kan gaa.
Jeg kommer efter det Anførte til samme Resultat som Overretten, at Indst. maa blive at frifinde; men da jeg for en væsentlig Del bygger paa andre Grunde end Overretten, hvis Domspræmisser ogsaa indeholde Et og Andet, som jeg ikke kan tiltræde, anser jeg det rettest, at der gives ny Konklusion. Procesomkostningerne antager jeg efter Omstændighederne bør ophæves for Høiesteret som for de foreg. Retter, hvoraf følger, at det Salar, som bliver at tilkjende den for Indst. ved Høiesteret befalede Sagfører, Advokat Schweigaard, som findes forsvarligen at have udført Sagen, bliver at udrede af Statskassen.
Jeg konkluderer saaledes:
Anders Dass Myhre bør før Handelsmand N. I. Nilsens Tiltale i denne Sag fri at være, og underkjendes som Følge deraf den paaankede
Side:411
Exekutionsforretning afødt xx.xx.1874. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. Den befalede Sagfører, Høiesteretsadvokat Schweigaard, tillægges i Salarium 250 Kroner, der udredes af Statskassen.
Assessor Andresen: Jeg er i Resultatet og det Væsentlige enig med Førstvoterende og skal kun bemærke, at jeg under ingen Omstændighed vilde have antaget, at den Omstændighed, at Brevet til Wiese afødt xx.xx.1869 ikke er nævnt i Forligsklagen, kunde være til Hinder for, at Myhres Forhold med Hensyn til dette Brev toges i Betragtning ved Spørgsmaalet om hans Ansvar. Dette Brev staar nemlig i en saadan Forbindelse med Telegrammet eller den Gjenstand, hvorom der er mæglet Forlig, at det maa siges at være indbefattet derunder, og jeg kan heller ikke antage, at Forligsmæglingen vilde have faaet en anden Karakter eller have angaaet noget Andet, om Brevet havde været udtrykkelig nævnt i Klagen.
Assessor Hansteen: Jeg er ligeledes i det væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, Hvad angaar Brevet fra Appell. til Wiese, er jeg for min Del mest tilbøielig til at antage, at Indst.s Forhold med Hensyn til dette ligger udenfor Sagen, idet nemlig denne i Forligsklagen udelukkende er bygget paa Telegrammet. Det heder i Klagen: Paa Grund af Postaabner Myhres lovstridige Adfærd bliver Telegrammet imidlertid ikke afsendt fra Hemnæs førend den 22 f. M. Jeg har ved dette Myhres Forhold lidt et Tab" osv. Men om man, bortseet herfra, alligevel gaar ud fra, at det er en Forseelse i Indst.s bestilling som Postbetjent, der har bevirket Appellantens Tab, kommer jeg dog til samme Resultat som Førstvoterende, idet det for mig er afgjørende ikke antager, at en Postbetjent paa Grund af Uagtsomhed eller Forsømmelse kan paabyrdes et saa middelbart og uberegneligt Ansvar som de hvorom, der her handles. Der bestaar som af Førstvoterende paavist intet kontraktsmæssigt Forhold mellem Brevafsenderen og Postbetjenten, og det Ansvar, som denne paa Grund af Forsømmelse er underkastet, maa derfor bygges derpaa, at han ved sin Ansættelse har paataget sig at være ansvarlig og at det Offentlige maa siges at have givet Publikum Anvisning paa den Ansvarlighed, som han saaledes i Forhold til det Offentlige har paataget sig*) . Det kommer altsaa an paa, hvorvidt man antager, at den Ansvarlighed gaar, som Postbetjenten ved Overtagelsen af sin Bestilling har samtykket i at overtage, og da maa jeg med Førstvoterende være mig i, at det umulig kan antages, at det ved en Postbetjents Ansættelse fra nogen af Siderne har været Meningen, at han ogsaa skulde bære et saa middelbart og ubestemmeligt Ansvar som det, hvorom der her handles.
- ) Sidste Passus kunde ei fuldstændig høres af Ref.
Assessor Lambrechts: Jeg er paa samme Maade som Assessor Hansteen enig med Førstvoterende. Jeg vil kun, forsaavidt det under Voteringen er nævnt; at Indst. ikke staar i noget kontraktsmæssigt Forhold til Brevafsenderen, og antydet, at dette muligens kunde være et Moment af Betydning, bemærke, at jeg for min Del vilde være tilbøielig til at antage det samme Resultat ogsaa, om kontraktsmæssigt Forhold havde foreligget, nemlig, hvis det var Tale om et Brev af Indhold som nærværende, sendt paa almindelig Maade med et Bud, idet jeg ikke vilde være tilbøielig til at antage, at et Bud, som ved Skjødesløshed eller Glemsomhed bevirkede, at et saadant Brev ikke kom betimelig frem, skulde ansvare et saa indirekte Tab og en saa fjerntliggende Skadeserstatning som den, hvorom der her er Tale.
Assessor Blich: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Extraordinær Assessor, Sorenskriver Hansteen: Ligesaa paa samme Maade som 3 og 4 Voterende, dog saaledes, at jeg Intet vil have udtalt om, hvorvidt der i Tilfælde af, at Sagens Udfald havde beroet paa, hvad enten
Side:412
Telegramkonvoluten var adresseret til Postaabneren eller til Telegafstationen, vilde have været tilstrækkelig Grund til at gjøre Sagen afhængig af Indst.s Ed, hvorom det nemlig efter de forhaandenv. Grunde for Indst.s Frifindelse forekommer mig at være ufornødent, at der udtales Noget.
Konst. Justitiarius Manthey: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.