Rt-1878-782
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1878-11-02 |
| Publisert: | Rt-1878-782 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 88/2 1878 |
| Parter: | Enkefru C. Janson (Schweigaard) mod Skibsbygmester Sjur Flage (Motzfeldt). |
| Forfatter: | Ph. Hansteen, Blich, Thomle, Lambrechts, Ottesen, Chr. Hansteen samt Justitiarius Thomle |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Ph. Hansteen: Appellantinden i denne Sag, Enkefru Janson, eier den i Nærheden af Bergen ved en Vig af Puddefjorden beliggende Eiendom Damsgaard. Indst., Skibsbygmester Flage, eier Naboeiendommen Lille Damsgaard, der oprindelig er en fra Damsgaard frasolgt Pracel. Indst. har paa sin Eiendom et Skibsværft og har derved i Søen udenfor opført et Pæleværk eller Bolværk, som benyttes til Optagning af Skibstømmer og benævnes en Tømmerlaas. Dette Pæleværk mener Appell.inden gaar ind paa den hendes Eiendom tilliggende Søgrund eller i ethvert Fald er anlagt saaledes, at det krænker hendes Eiendomsherligheder for hendes Eiendom. Efter forgjæves Forligsprøve har hun derfor saggivet Indst., Skibsbygmester Flage, idet hun paastaar ham uberettiget til at have det omhandlede Pæleværk staaende og tilpligtet under en passende daglig Mulkt at borttage eller nedrive det, hvorhos hun har paastaaet sig hos ham tilkjendt Processens Omkostninger med et tilstrækkeligt Beløb. Indst. formener sig imidlertid berettiget til at have Pæleværket staaende, og har derfor paastaaet sig frifunden for Appell.indens Tiltale og hos hende tilkjendt Forsvarsomkostninger. Ved den i Sagen, der er anlagt som Aastedssag, af Sorenskriveren i Midthordland med Meddomsmænd den 10 Marts f. A. afsagte Dom blev denne Indst.s Paastand tagen til Følge, idet han blev frifunden for Appell.indens Tiltale, og derhos hos hende tilkjendt Processens Omkostninger med 55 Kr., og ved den af Bergens Stiftsoverret under 29 April d. A. afsagte Dom blev han ligeledes frifunden for Appell.indens Tiltale, medens Omkostningerne for begge Retter ophævedes. Sagen er nu ved Stevning af 5 Juli d. A. af Enkefru Janson indbragt for Høiesteret, hvor hun har nedlagt Paastand om, at Indst. kjendes uberettiget til at have den paaklagede Indhegning staaende og at han tilpligtes under en daglig Mulkt til Askøens Fattigkasse at borttage den, samt tilfindes at betale Processens Omkostninger i alle Instanser.
Side:783
Indst. har derimod paastaaet Stiftsoverrettens Dom stadfæstet og Appell.inden tilpligtet at betale ham Sagens Omkostninger for Høiesteret.
Appell.inden har paastaaet, at hun til den Del af den Grund, hvorpaa Pæleværket er opført, har Søgrundsret, og at Pæleværket altsaa er opført paa hendes Grund, samt at hun ialfald ved Pæleværket hindres i at benytte sin Eiendom, og navnlig Søgrunden udenfor samme, saaledes, som hun vilde have kunnet, hvis Pæleværket ikke existerede, og at hun derfor ved dette er krænket i sine Eiendomsherligheder for sin Eiendom Damsgaard. Indst. benægter derimod, at Grunden tilhører Appell.inden eller tilligger hendes Eiendom, saavelsom, at hun har nogen Ret, der krænkes ved Pæleværket, saaledes som dette er opført og staaende.
Hvad angaar Spørgsmaalet om, hvem Grunden tilhører, har Indst. principaliter gjort gjældende, at der i sin Tid skal være foregaaet en Deling af Søgrunden mellem Parternes Eiendomme, og dette grunder han navnlig derpaa, at der, i Fortsættelse af Delet eller Grændsen mellem Eiendommene paa Land, udefter mod Søen findes opført et Stengjærde, som han efter sammes Retning finder det naturligt at antage at anvise Retningen af Delet ogsaa hvad Søgrunden indtil Dybet eller Moldbakken angaar og dette bestyrkes - formener han - derved, at der ude paa en Holme, som paa det fremlagte Situationskart er betegnet med H. 2. tidligere skal have existeret et Kors i en stor Sten, der nu er bortmineret.
I hvad Indst. saaledes har anført for den Mening, at der skulde være foregaaet en Deling eller Udskiftning af Søgrunden ligesom af Territoriet paa Land kan jeg dog ingenlunde finde, at der indeholdes noget Bevis for, at saa er Tilfældet, hvorfor jeg ikke kan bygge Sagens Udfald paa nogen saadan Deling, og det saameget mindre, som der ganske mangler Bevis for, at det omhandlede Stengjærde i sin Tid har været opført for at danne Grændse mellem Eiendommene, og der om det omhandlede Kors paa Holmen H. 2. ikke haves anden Oplysning end en Erklæring fra en enkelt Mand om i sin Barndom at have seet et saadant, hvilken Erklæring fra Modpartens Side er benægtet.
Jeg finder saaledes, at Sagen maa blive at afgjøre efter hvad man om Appell.indens Søgsmaalsfundamenter ellers maa antage, og navnlig efter hvad man maa antage som det Rette med Hensyn til det Spørgsmaal, hvorvidt det omhandlede Pæleværk er opført paa Appell.indens eller Indst.s Grund, eller med andre Ord, hvorvidt den Søgrund, hvorpaa det er opført, tilligger hendes eller hans Eiendom. Til Afgjørelse af dette Spørgsmaal savnes der bestemte Lovregler, og, saavidt mig bekjendt, haves der heller ikke nogen bindende Retsafgjørelse, der her kan tjene til Veiledning; navnlig indeholder en under Sagen berørt Høiesteretsdom afødt xx.xx.1856, Rt-1856-682 flg. ikke nogen Afgjørelse af det Spørgsmaal, hvilket Princip der bør følges ved Bestemmelsen af Grændserne mellem forskjellige Eiendomme med Hensyn til det udenfor deres Landstrækninger liggende Søterritorium, og navnlig er det ikke der statueret, at Grændsen i Søen netop skal fortsættes i Retning af Grændsen paa Land. Naar det spørges, efter hvilket Princip det omhandlede Spørgsmaal rimeligst og rettest bør afgjøres, kan der være Tale om forskjellige Fremgangsmaader for at komme til et rigtigt Resultat og navnlig har der været vakt Spørgsmaal, om ikke Grændsen for Søgrundens Vedkommende ud til Dybet burde være at optrække efter en Perpendikulær paa vedkommende Strandlinie ved Landgrændsens Endepunkt mod Søen eller, hvor Stranden er bugtet, paa en midlere Linie eller Tangenten til en saadan. Det forekommer mig dog, at en saadan Afgjørelse i mange Tilfælde lettelig vilde kunne medføre vilkaarlige Resultater og, hvor Strandlinien var i høi Grad bugtet, endog uovervindelige Vanskeligheder. Der er af Indst. i Sagen dokumenteret et af en Kommission udarbeidet Udkast af
Side:784
31 Januar d. A. til en Lov angaaende Vasdragens Benyttelse, hvor der for Bestemmelsen af Grændserne mellem Naboeiendomme i Indsøer, Elve eller Bække er foreslaaet etableret et meget enkelt Princip, nemlig at man skulde lade Grændsen bestemmes saaledes, at ethvert Punkt af Grunden skulde tilhøre den Strand, som det ved lav Vandstand maatte ligge nærmest. Det forekommer mig, at en Afgjørelse efter det her foreslaaede Princip har overmaade meget for sig, da Intet synes mig naturligere end, at man, hvor ingen kontraktsmæssig Deling har fundet Sted, og hvor man altsaa ikke har noget Andet at bygge paa, lader det være afgjørende, hvilken af 2 Naboeiendomme den omtvistede Søgrund ligger nærmest; dog tror jeg, at man ved Anvendelsen af dette Princip paa Søgrund i Havet maa se hen til Eiendommenes Strandlinie ikke ved Lavvand, men saaledes som den viser sig, naar Vandet ikke er udfaldet ved Ebbe. Der er anført, at den omhandlede Kommission ved mange forskjellige Forsøg d.v.s. ved i dels virkelige, dels imaginære Tilfælde at optrække Delelinier efter dette Princip har fundet, at det i alle Tilfælde giver rimelige og gode Resultater, og man har her i Høiesteret havt Anledning til at se Kommissionens Arbeider i denne Retning. Jeg for mit Vedkommende har faaet det Indtryk, at den foreslaaede Regel er simpel og naturlig i Anvendelsen, og jeg vil derfor votere for, at nærværende Sag afgjøres efter den. Jeg skal tilføie, at jeg tror, at derved de under Sagen omhandlede 2 Holmer, som paa Situationskartet ere betegnede med H. 1 og H. 2 bør sættes ud af Betragtning, idet disse efter hvad der er oplyst om deres ringe Størrelse og om deres Beskaffenhed i det Hele, forekommer mig nærmest at maatte betragtes som henhørende til selve Søgrunden eller ialfald kun som ubetydelige Forhøininger i denne, der ikke kunne tillægges nogen særskilt Søgrundsret, og jeg maa tiltræde, hvad Indst. har anført om, at man ved at tillægge dem nogen særskilt Søgrund eller Søgrundsret ligesom vilde faa en saadan i 2 Potents. Naar man saaledes sætter Holmerne ud af Betragtning og kun ser hen til Parternes Strandlinie for Resten, saa er det en given Sag, at ethvert Punkt paa Tømmerlaasen ligger nærmere Indst.s end Appell.indens Grund.
Det er imidlertid af Appell.inden tillige gjort gjældende, at Indst. ved sin Tømmerlaas ialfald har krænket hende i hendes Eiendomsherligheder, og navnlig, at hun f. Ex. ved samme vil være hindret fra paa sin Eiendoms Søgrund at anlægge Skibsværft, om hun dertil maatte finde sig foranlediget, da Tømmerlaasen vilde hindre Skibens Afløbning. Men hertil finder jeg ikke, at der kan være at tage noget Hensyn, da der ganske mangler tilstrækkelig Oplysning om, at det omhandlede Pæleværk virkelig vilde have en saadan for Appell.inden skadegjørende Indflydelse.
Jeg kommer saaledes ligesom de foregaaende Retter til det Resultat, at Indst. maa blive at frifinde for Appell.indens Tiltale i denne Sag; men da jeg tildels bygger dette Resultat paa andre Grunde end de foregaaende Retter, antager jeg det rigtigt, at der ved Høiesteret gives ny Konklusion. Processens Omkostninger finder jeg bør ophæves for alle Rette.
Jeg Konkluderer:
Skibsbygmester Sjur Flage bør for Enkefru C. Jansons Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
Assessor Blich: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessorerne Thomle, Lambrechts, Ottesen og Chr. Hansteen samt Justitiarius Thomle: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overrensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Side:785
Den i nærværende Dom af Høiesteret bifaldte Lære er her i Landet først opstillet i en bekjendt af 7 Advokater afgiven Betænkning afødt xx.xx.1875, og er senere - med det af Høiesteret ikke bifaldte Tillæg, at Strandlinien skulde regnes efter Lavvande - optagen af den af Førstvoterende nævnte kgl. Kommission.