Rt-1878-828

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1878-09-28
Publisert:	Rt-1878-828
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	Sagen l.nr 45/2 1878.
Parter:	Advokat A. B. Heiberg, Aktor mod Nils Larsen Brænna (Bergh).
Forfatter:	I. S. Thomle, C. W. Andresen, A. Thomle, Ph. Hansteen, W. Manthey, E. Saxlund, I. Blich
Lovhenvisninger:	Bygningsloven (1845), Bygningsloven (1845) §1, LOV-1857-07-04-§2, LOV-1866-03-17-§38

Under nærværende Sag, der ifølge Amtets Henstillen er behandlet efter L. 6 Septbr. 1845 §1, har Angj., der er født xx.xx.1861 og ikke tidligere tiltalt eller straffet, tilstaaet: at, da han Søndag den 19 Mai d. A. sammen med endel andre Gutter slog Bold paa Chausseen, hvor denne fører over Bjørums-Skoven (mellem Sandvigen og Homledal) kom den henved 16 Aar gl. 5 Dept. Martin Eriksen, paa hvis Vegne hans Fader, 4 Dept. har klaget, kjørende med en Skydsgut fra Homledal og siddende bag paa dennes Kariol, medens Skydsgutten selv sad i Kariolen. Idet de kjørte forbi, ytrede en af dem - hvorvidt det var Martin eller Skyldsgutten ved Angj.

Side:829

ikke - at Angj. og hans Kammerater ikke kunde slaa Bold, og derover blev Angj. saa ærgerlig, at han gav sig til at kaste Sten efter de Bortkjørende. Han erindrer ikke, at han kastede mere end 2 Gange og saa ikke, da han selv stod paa Siden af Chausseen og der var nogle Grene iveien, hvorvidt han traf nogen af dem, der sad paa Kariolen. Kort efter fik han imidlertid se, at han havde truffet Martin Eriksen, der var faldt af Kariolen. Han paastaar, "at han ikke havde til Hensigt at ramme, men at han kun kastede Stene efter de Kjørende for at skræmme dem, og han tilføier, at han ikke tidligere har overfaldt eller været med at forulempe Veifarende". Rigtigheden af denne Tilstaaelse bekræftes af Angj.s Kammerater, 1 og 2 Dept. (kfr. ogsaa tildels 3 Dept.), som derhos oplyse, at det var Skydsgutten, ikke Martin, som ytrede, at de ikke kunde slaa Bold, at Angj. kastede 3 Stene, at det var den anden Sten, som rammede Martin i Ansigtet, efterat den først havde rammet Hjulringen, at Angj., der antagelig ikke saa, at han havde rammet, strax efter kastede den tredie Sten, og at Martin øieblikkeligt faldt bevistløs bagover og blev hængende med Hovedet nedad, idet Benene sad fast under Axelen og Kariolfadingen. Skydsgutten fik imidlertid strax standset Hesten, og der kom Folk til, som vaskede den Saarede, af hvem Blodet randt stærkt.

Angaaende den Saaredes Tilstand, hvorom 5 Dept. selv intet har kunnet forklare, oplyser hans Fader, 4 Dept.: at han bevidstløs blev kjørt til Homledal, og derfra til sit Hjem Sønsterud (omtr. 1/8 - ikke 1/2 Mil fra Homledal), at han først efter 3/4 Times Forløb kom til Bevidsthed, men først den følgende Dag rigtig kom til sig selv at han de nærmest paafølgende Dage maatte holde Sengen, da der gik Betændelse i Saaret og der hengik omtr. 8 Dage inden han kunde komme ud samt en 14 Dags Tid forinden han kunde arbeide, og at han havde erholdt et Hul lige under Næsen tversigjennem Overlæben og et Stykke ind i Overkjæven, saa stort, at en Mands finger kunde stikkes ind i det og de nærmestsiddende Tænder i Overkjæven vare løsnede. Paa den venstre Kind henimod Øiet var der ligeledes et - mindre - Hul, og hele Kindet var meget hovent og blodigt. Gutten blev dog ikke tilset af Læge, hvorimod Faderen raadførte sig med en Doktor paa Hønefos, hvor han ogsaa kjøbte Medicin, og i Forhørssessionen den 8 Juli d. A. har den tilstedeværende Distriktslæge angaaende Guttens daværende Tilstand erklæret: "at der i Overlæben lidt tilvenstre for Midtlinien, "bemærkes et vinklet Ar efter et Saar, som har gjennemtrængt Læben udvendig "fra indad, idet Ar Massen ogsaa kan bemærkes paa den indvendige Side af "Overlæben. Tilhelingen er nu fuldstændig uden Spor af Ømbed ved "Trypaa Læben, hvor der vel føles en vis Haardhed i Ar-Massen, der dog ane "tagelig med Tiden vil forsvinde, uden at Beskadigelsen i det Hele vil have "nogen menlig Følge for Fremtiden."

Efter denne Erkæring kan der ikke siges at være foraarsaget "ringere Lyde", hvorimod det er et tvivlsomt Spørgsmaal, som jeg for mit Vedkommende i Henhold til Høiesterets senere Praxis (Hstd. 10 Novbr. 1860 i Rt-1861-63 og især Hstd. afødt xx.xx.1867 Rt-1861-130, hvor der - saavidt vides - heller ikke var nogen Lægebehandling, og kun 8 Dages Sengeliggen, kunde være tilbøielig til at besvare bekræftende, om ikke ringere Sygdom maa siges at være tilstede; men da man i saa Fald neppe kunde komme videre end til Anvendelse af 15-3 kfr. 7 eller 9 og navnlig ikke til en strængere Straf, end den af Overretten anvendte, tror jeg at kunne blive slaaende ved de foregaaende Retters Subsumtion med samme Strafudmaaling som Overretten, selvfølgelig uden Anbefaling til Benaadning. Erstatning er af 4 Dept. frafaldt paa Sønnens Vegne.

Med Hensyn til Processualia bemærkes, at jeg er enig med Underdommeren i, at Angj.s Tilstaaelse om at have forøvet Stenkastningen efter de

Side:830

Kjørende, "for at skræmme dem," omfatter alt, hvad der udfordres til Anvendelsen af 5-10 kfr. 11, uden at man behøver med Overretten at lægge Vægt paa den indirekte Tilstaaelse om "Overfald", som er at læse mellem Linierne. At Angj.s Hensigt forøvrigt i Virkeligheden har været at ramme, er klart nok deraf, at han kastede den tredie Sten, hvilket efter 1 og 2 Dept.s Forklaring antagelig om deraf, at han ikke saa, at han havde rammet med den anden, og i Betragtning heraf har jeg været i adstillig Tvivl, om man ikke ved Strafudmaalingen burde gaa noget videre end ved Overretten, nemlig til 60 Dage. Ved Omkostningerne intet at erindre.

Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Aktor for Høiesteret, Advokat A. V. Heiberg, betaler Tiltalte, Nils Larsen Brænna 50 - femti - Kroner.

C. W. Andresen.

Jeg tror ikke, at nærværende Sag rettelig er gjort til Gjenstand for summarisk Behandling, idet Angj.s Tilstaaelse blot gaar ud paa, at han kastede Sten for at skræmme, men ikke havde til Hensigt at ramme de Kjørende. Jeg kan ikke erkjende det Træffende i, hvad Aktor hertil bemærker, at det er nok til at fyldestgjøre Begrebet om forsætlig Forbrydelse mod Krll.s Kap. 15 §10, at Vedkommende har havt til Hensigt med den skadegjørende Handling at skræmme. Thi Handlingen - her Stenkastningen - var jo kun skadegjørende, forsaavidt Nogen deraf rammedes, og, at saadan Skade af Angj. tilsigtedes, er det, denne benægter. Ligesaalidt kan jeg gaa med Overretten, naar denne har troet implicite at kunne udlede nogen yderligere Tilstaaelse af Angj., end den, han ligefrem har afgivet, ved at henvise til hans Slutningsforklaring, hvori det hedder, at han - Angj. - "ikke tidligere har overfaldt eller været med at forulempe Veifarende." Thi endog bortseet fra det uberettigede i paa en saadan Ordvending, der desuden maa antages mere at skyldes Retsadministrator end Angj., at bygge nogen indirekte Fortolkning til den Sidstes Skade, maa det jo indrømmes, at den af Angj. tilstaaede Gjerning i alle Fald med Føie maatte siges at være en forulempelse af de Veifarende, om end ikke nogen tilsigtet Legemsfornærmelse. Da jeg endelig heller ikke med Førstvoterende kan være enig i, hvad han synes at antage, at Stenkastningen i og for sig og bortseet fra, om Nogen deraf var rammet eller ikke, kunde subsumeres under Krll.s Kap. 15 §10, jfr. 11, idet Tilføielsen af den skede Skade, der efter Angj.s Udsigende var utilsigtet, under denne Forudsætning formentlig blot kunde ansees som uagtsom. jfr. Krll.s Kap. 15, §23 vil jeg med Bemærkning, at Processualia ikke give Anledning til Ansvar

konkludere:

De ergangne Domme i denne Sag, der uefterrettelig er gjort til Gjenstand for summarisk Behandling, bør uefterrettelige at være. Aktor for Høiesteret, Advokat A. V. Heiberg, tillægges i Salarium 40 - firti - Kroner, det udredes af Statskassen.

A. Thomle.

Jeg er med Hr. Assessor Thomle enig i, at Angj.s Tilstaaelse ikke kan ansees at gaa ud paa, at han har gjort sig skyldig i forsætlig Legemsfornærmelse, og jeg er derfor altsaa med ham enig i, at Anvendelse in casu af Krll.s Kap. 15, §11 kfr. §10 er uforenelig med den brugte summariske Sagsbehanding.

Men deraf flyder efter min Mening ikke, at de ergangne Domme behøve at kjendes uefterrettelige, idet jeg nemlig antager, at Angj.s Forhold bør subsumeres, ikke under de nævnte Bestemmelser i Krll., men derimod under §2 i L. afødt xx.xx.1857 angaaende nogle Politiovertrædelser udenfor Kjøbstæderne, og da er, saavidt skjønnes, Intet iveien for at godtage den brugte summariske Behandlingsmaade, thi et saadant Forhold, som det, der ved nysmeldte Lovbestemmelse er belagt med Straf, er ligefrem erkjendt af Angj. Han har nemlig tilstaaet, at han ved den omhandlede Leilighed gjorde sig

Side:831

skyldig i Stenkastning paa offentlig Vei mod sagesløse Veifarende i Hensigt at skræmme disse, og at han derved rammede 5 Dept. med den Følge, at denne blev saaret i Ansigtet, saaledes, som under Sagen oplyst. At dette hans Forhold er en saadan Forstyrrelse af Veifreden, som den, der i den anførte § i L. 4 Juli 1857 er belagt med Straf, er klart, og jeg er tilbøielig til at tro, at Amtmanden ved at beordre Forhør optaget, efterat have erfaret at Fogden ikke havde fundet sig foranlediget til Udfærdigelse at noget Mulktforelæg, og ved, efter Forhørets Modtagelse fra Sorenskriveren, at remittere samme til Sags Behandling efter L. afødt xx.xx.1845 netop er gaaet ud fra, at Tilfældet maatte blive at bedømme efter denne Lovbestemmelse; thi havde han havt til Hensigt at bevirke Angj.s forhold henført under Krll.s Kap. 15, §11 og 10, er det formentlig ikke rimeligt, at han vilde have undladt at beskikke Referent og Forsvarer til Sagens Udførelse. Da Fogden har ved efter Klagens Modtagelse at undlade at udfærdige Mulktforelæg og ved istedet derfor at oversende Klagen til Amtmanden, formentlig tilstrækkelig tydeligt givet tilkjende, at han som Potitiembedsmand ikke fandt, at Overtrædelsen egnede sig til at afsones med Bøder (kfr. L.s §5 og L. 17 Marts 1866 §38).

Jeg finder i Henhold til Foranførte, at Angj. selvfølgelig i ny Konklusion bør fældes for Forstyrrelse af Veifreden, og jeg antager, i Betragtning af det baade Farlige og Forargelige i saadan Stenkastning paa alfar Vei, kom den, hvorom her handles, og med Hensyn til den Følge, som Angj.s utilbørlige Forhold in casu har havt, at der er Føie til at vælge det strængeste af Lovens Strafalternativer - Fængsel, hvis Art paa Grund af Angj.s Alder, vil - som ved de foregaaende Domme skeet - være at bestemme til Fængsel paa sædvanlig Fangekost. Straffetiden antager jeg passende kan bestemmes til 48 Dage uden Benaadningsanbefaling.

Ved de ergangne Dommes Bestemmelse af Omkostningsansvaret har jeg Intet at erindre, ligesaalidt som ved Processualia.

Jeg konkluderer:

Nils Larsen Brænna bør for Forbrydelse mod Lov angaaende nogle Politiovertrædelser udenfor Kjøbstæderne afødt xx.xx.1857 §2, at hensættes i Fængsel paa sædvanlig Fangekost i 48 - otte og firti - Dage, samt udrede Sagens Omkostninger saaledes som ved de ergangne Domme bestemt, og i Salarium til Aktor for Høiesteret, Advokat A. V. Heiberg, 40 - firti - Kroner.

Ph. Hansteen.

Enig med Førstvoterende dog at Aktors Salarium bliver 40 Kroner.

W. Manthey.

Ligesaa:

E. Saxlund.

Enig med Hr. Assessor A. Thomle:

I. Blich.

Ligesaa, idet jeg derhos bemærker, at jeg vistnok er enig med Hr. Sorenskriver Hansteen deri, at det af Angj. tilstaaede Forhold i ethvert Fald indeholder en Forstyrrelse af Veifreden, der egnet sig til at belægges med Straf efter Lov 4/7 57 §2, men jeg, kan ikke med ham finde at der er nogen Anledning til at antage, at Amtmanden og endnu mindre Fogden, hvem Paatalen af Politiforseelser tilkommer, har villet reise Sag forsaavidt.

I. S. Thomle.

Dissentsen seet.

C. W. Andresen. A. Thomle.

Høiesterets Dom blev derpaa under 28 Septbr. d. A. afsagt overensstemmende med Assessor A. Thomles Votum.