Rt-1879-882

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1879-09-13
Publisert:	Rt-1879-882
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 26/7 1879: Expropriationssag
Parter:	Bestyrelsen for Statens Jernbaneanlæg (Bergh) mod Samuel Grimsrud (udebleven).
Forfatter:	Andresen, Thomle, Ottesen, Lambrechts, Saxlund, Hansteen, Justitiarius Thomle
Lovhenvisninger:	LOV-1860-05-10-§4

Ved Inkaminationen (1 Septbr. 1874) af Expropriations- Skjøns-, og Taxtforretningen i Anledning af Grundafstaaelse til Smaalens-Banen lod Anlægsbestyrelsen ved Advokat Bergt tilføre: at der ved Taxterne vil blive at tage Hensyn til den Værdiforringelse, vedkommende Eiendomme idethele lide ved, at det Areal, der paavises og taxeres, afstaaes til Anlæg og Brug for Jernbanen - og at Forretningen tilsigter at danne et udtømmende Grundlag for det endelige og definitive Opgjør mellem Grundeierne og Jernbanen - dog med en Modifikation med Hensyn til Resiko for Ildebrand, navnlig paa Skov. Fra Jernbanenes Side gaar man nemlig ud fra, at Jernbanen ikke mere end andre pligter Erstatning for den efter sin Natur paa sædvanlig og forsvarlig Maade. Men da det ikke ansaaes hensigtsmæssigt her at søge dette Spørgsmaal gjort til Gjenstand for Diskussion og Afgjørelse, vilde man fra Jernbanens Side indgaa paa, at Hensynet til mulig

Side:883

Ildsfare ved Jernbanens Drift her lodes ude af Betragtning, saaledes at Spørgsmaalet om Jernbanens Ansvarspligt i berørte Retning ikke i Fremtiden skal ansees præjudiceret ved nærværende Forretning, hvorimod, i Tilfælde, fra begge Sider Paastande og Indsigelser skulde være saavel Grundeierne som Jernbanen forbeholdte.

Ved Forretningens Fortsættelse den 26 Septbr. 1874 paa Gaarden Grimsrud (Taxt Nr. 73) «forbeholdt Grundeieren sig Erstatning for den Skade ved Ildsvaade, som Jernbanens Drift maatte medføre, og paastod derhos taget i Betragtning ved Fastsættelsen af Erstatningen for Ulempe det Tab, Komp. er udsat for, ved at han enten ikke kan faa sin Skov assureret, saaledes som han tidligere i nogle Aar har gjort, nemlig i tørre Somre, eller ialfald maa betale en høiere Præmie end hidtil eller før Jernbaneanlægget gjennem hans Eiendom blev bestemt.»

I denne Anledning fremlagde Jernbanens Advokat et Indlæg, hvori der protesteres mod, at der under nærværende Skjøn tages noget Hensyn til i en ved Jernbanens Nærhed angivelig foraarsagede førhøiede Assurancepræmie, dels fordi denne Paastand kun er en anden Form for Paastanden om, at Jernbanen skal betale den Skade paa Skov, der - under Forudsætning af forsvarlig Drift - kan bevirkes ved Antændelse af Gnister fra Lokomotivet, idet det selvfølgelig kommer ud paa et, enten Jernbanen selv overtager saadant Ansvar eller betaler andre for at bære Risikoen, dels fordi Jernbanen fra sit Standpunkt anser saadan Skade for hændelig - og lig den Skade, der bevirkes ved Gnister fra en Skorstenspibe, og følgelig ligesaalidt kan indgaa paa at bære Ansvaret i den ene som i den anden Form. Det bemærkes derhos: at et Skjøn over den angivelig forhøiede Assurancepræmie i og for sig er en Umulighed, dels fordi Assuranceselskaberne neppe selv har udarbeidet nogen fast Regel herfor, dels fordi der udfordres Materialier, som her ikke foreligge. Og endelig udtaler det: at Grundeieren, efterat Jernbanen har udeladt Spørgsmaalet om Ildsfarlighed, ikke kan have nogen Interesse i den fermkomne Paastand, idet "Jernbanen nemlig, hvis den maatte blive paalagt det her bestridte Ansvar, staar som Skovens Assurandør, og naar saa Skoveieren assurerer - som forhen - mod al anden Slags hændelig Skade, vil han være betrygget mod Fare af enhver Art."

Sagen blev derpaa udsat for Grimsruds Skovmarks Vedkommende og først gjenoptaget ved den Tillægstaxt den 23 Oktbr. 1878, hvorunder Grundeieren, Samuel Grimsrud, mødte ved Sagf. Bredal, der henholdt sig til sin Parts Tilførsel under Forretningen afødt xx.xx.1874, og forøvrigt med Hensyn til første Del af Berghs Indlæg af s. D. henviste til en siden den Tid falden Hstd. (sct. afødt xx.xx.1877 Rt-1877-337), hvorved formentes afgjort, at Grundeieren, forsaavidt Ildebrand foranlediges direkte ved Jernbanen, tilkommer Erstatning. Med Hensyn til Indlæggets anden Del forlangtes derimod Afgjørelse idag, idet Faktum er, at vedkommende Assurandørere enten ganske nægte eller ogsaa kun mod en høiere Præmie ere villige til at tegne Assurance paa Skov, hvorigjennem en Jernbane er besluttet anlagt.

Jernbanens Advokat kunde ikke erkjende Riktigheden af det anførte om besværgliggjort Adgang til Assurance, hvorfor ingen Legitimation er tilveiebragt, og maatte protestere mod, «at der ved Skjønnets Afgivelse tages nogetsomhelst Hensyn til saavel den forøgede Udgift ved Assurance for Skoven»

Efterat Bredal for Grundeieren derpaa havde erklæret: «at han ikke havde noget imot at 1 Del av Indlægget afødt xx.xx.1874 holdes borte fra Skjønnet idag, naar blot derved forstaaes Ild, beviket direkte af Jernbanen», og at det er Modpartens Sag at skaffe Legitimationer angaaende de ved Assurance af Skov gjældende Regler, som Grundeieren allerede for 4

Side:884

Aar siden har paaberaabt, afsagde Administrator paa Stredet en Kjendelse, saalydende: «Da det maa ansees for en ved Jernbaneanlægget forvoldt Ulempe for Grundeieren, at han, i Tilfælde, bliver nødt til at betale en høiere Assurancepræmie for Forsikring af sin Skov mod Ildsvaade, end tidligere maatte være eller vilde været fordret, finder Administrator, at heromhandlede Spørgsmaal maa blive at forelægge Skjønnet. Hvorvidt Skjønsmændene efter de foreliggende Oplysninger ser sig istand til at bestremme eller fastsætte noget Erstatningsbeløb, bliver selvfølgelig at overlade til deres Afgjørelse. Thi eragtes: Det bliver at forelægge Skjønnet til Afgjørelse, hvilken Erstatning tilkommer Grundeieren, Samuel Olsen Grimsrud, for den Ulempe, der forvoldes ham derved, at han i Tilfælde maa betale en høiere Præmie for Assurance af sin Skov efter Jernbaneanlægget, end tidligere".

Den 24 Oktbr. 1878 fortsattes Taxterne, da Mændene, - efterat have taxeret Grimsrud Skovmark uden paastaaende Skov - med Hensyn til det ved Protokollotationen igaar paany reiste Spørgsmaal erklærede: at de efter de foreliggende mangelfulde Oplysninger og Data for Tiden intet Skjøn kunne afgive; hvorefter Administrator afgav Fravigelseskjendelse med Hensyn til den taxerede Grund af Taxt-Nr. 73 Grimsrud.

Ved Stevning afødt xx.xx.1878, forkyndt den 13 og 15 Jan. 1879, har Bestyrelsen for Statens Jernbaneanlæg i Henhold til Lov 10 Mai 1860 §4 indanket Kjendelsen afødt xx.xx.1878 til Høiesteret, hvor Sagen - efter at være opført paa det mundlige Kart den 29 Marts paa Grund af Indst.s Udeblivelse er udgaaet til skriftlig Behandling, og hvor Appell. har paastaaet den under Kjendelsen afsagte Eragtning underkjendt samt at Samuel Grimsruds Paastand om at erholde tilkjendt en ved Expropriationstaxten vedkommende hans Eiendom Grimsrud ansat Erstatning for vanskeliggjort eller fordyret Assurance af Eiendommens Skov formedelst Jernbanenes Anlæg og Drift ikke tages tilfølge etc."

Angj. paaberaaber hovedsagelig: at Sagen allerede er afgjort ved Overenskomsten om at lade Spørgsmaalet om Godtgjørelse for Ild forvoldt af Jernbanen, være uberørt af Taxten, og at den paastaaede Erstatning for vanskeliggjort eller fordyret Assurance kun er en anden Form for Paastand om Erstatning for eventuel Ildsvaade, hvis Omfang, ligesaalidt som Jernbanedriftens Indflydelse paa Assurancepræmiens Størrelse, umulig paa Forhaand lader sig beregne, og hvis Bedømmelse derfor i sin Helhed bør holdes aabent indtil Tilfældet indtræffer.

Dette Resonnement kunde maaske ladet sig høre, hvis Jernbanen erkjendte sig ubetinget ansvarlig for Skadeild i en af et Lokomotiv gjennemfaret Skov, eller hvis det var godtgjort eller i sig selv antageligt, at der var Adgang til at faa udsondret og særskilt tegnet Assurance mod den Fare, for hvilken Jernbanen ikke vil bære Ansvaret. Men ingen af Delene er Tilfældet: Jernbanen protesterer netop mod at bære Ansvaret for "kasuel Ildsvaade", og paastaar bl. A., at Antændelse af Gnister fra et Lokomotiv og fra en Skorstenspibe maa betragtes lige med Hensyn til Spørgsmaalet om Ansvar for den derved bevirkede Skade. Og hvad dernæst angaar den allerede i Slutningen af Jernbanenes Indlæg afødt xx.xx.1874 antydede Adgang til særskilt Assurance mod "al anden Slags hændelig Skade", da er det saalangt fra at der er præsteret Bevis for at noget Assuranceselskab indlader sig paa en saadan Udsondren af "al anden Slags hændelig Skade", at dette tvertimod, under de endnu kun liet udarbeidede faste Regler for Skovassurance er ganske usandsynligt, ialfald for vore norske Assuranceselskabers Vedkommende. At nær Beliggenhed ved en saa ildsfarlig Bedrift, som en Jernbane, der befares af et ildspudende Lokomotiv, maa vankeliggjøre og fordyre Assurancen, har aabenbar Præsumtionen for sig, ialfald saalænge ti der paavises et Selskab, der tegner Assurance for Skov uden at tage saadan Bedrift i Betragtning. Og naar

Side:885

Jernbanen ikke helt ud vil paatage sig at staa som Assurandør af Skoven og derhos kan tænkes i paakommende Tilfælde at gjøre Vanskeligheder med Hensyn til Beviset, samt naar der ikke paavises Adgang til særskilt at faa Skoven assureret mod den Brandskade, som Jernbanen ikke overføres ved Uforsigtighed at have foraarsaget, saa stiller det sig for mig ikke tvivlsomt, at Grundeieren ved Jernbaneanlæggets Indflydelse paa Assuranceforholdene er tilføiet en Ulempe, som han er berettiget til at faa særskilt erstattet, uden Hensyn til den paaberaabte Overenskomst, der forresten - navnlig fra et statsøkonomisk Synspunkt - fortjener al Anerkjendelse, idet den bl. A. medfører en forstærket Opfordring for Jernbanen til ved Udøvelsen af dens ildsfarlige Bedrift at anvende den størst mulige Forsigtighed. I nærv. Tilfælde have vistnok Skjønsmændene, i Overensstemmelse med den i den paaankede Kjendelses Præmisser gjorte Antydning, erklæret: at de efter de foreliggende mangelfulde Oplysninger og Data for Tiden intet Skjøn kunne afgive; men at det ogsaa i Fremtiden, og naar bedre Oplysninger ere tilveiebragte - man kan blandt andet tænke sig, at der efterhaanden kan have udviklet sig fastere og fyldigere Assuranceregler for Skov, og at Assuranceselskaberne ser sig istand til at meddele veiledende Opgaver ved Skjønnet - skulde være en Umulighed at give det i Kjendelsen omhandlede Skjøn, kan ikke medgives, og jeg for min Del kan heller ikke skjønne rettere, end at Appell. selv maa være gaaet ud fra samme Anskuelse, naar han - trods de manghaande Betænkligheder, der synes at maatte stille sig derimod - dog har kunnet beslutte sig til at paaanke Kjendelsen, der i modsat Fald kunde siges blot at angaa almindelige Spørgsmaal om Erstatningspligtens Udstrækning, som Høiesteret ikke kan indlade sig paa at afgjøre (Schw. Proces, 2 D. S. 5, 1 Udg. og Hstd. 9 Oktbr. 1843 i Rt-1844-65, samt Hstd. 18 Mai 1854 Rt-1854-453).

Kjendelsen med Eragtning afødt xx.xx.1878 maa saaledes efter min Mening blive at stadfæste, ved hvilket Resultat der ikke bliver Spørgsmaal om Procesomkostninger.

Konklusion:

Den paaankede Eragtning bør ved Magt at stande. C. W. Andresen.

I det Væsentlige og Resultatet enig. U. Thomle.

Ligesaa: V. B. Ottesen, M. Lambrechts.

Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. E. Saxlund.

Ligesaa jeg. Ph. Hansteen.

Jeg finder ogsaa den paaankede Kjendelse velgrundet, forsaavidt det deri antages, at det maa ansees for en ved Jernbaneanlægget forvoldt Ulempe for Grundeieren, at han bliver nødt til, i Tilfælde, at betale en høiere Assurancepræmie for Forsikring af sin Skov mod Ildsvaade, og jeg er ligeledes enig i, at Grundeieren har remæssigt Krav paa Erstatning for denne Ulempe, uanseet den trufne Overenskomst om, at der ved Taxationen af den til Jernbaneanlægget afstaaede Grun intet Hensyn skal tages til Faren for Skovens Antændelse ved Gnister fra Lokomotiverne eller lignende. Derimod forekommer det mig, at der fra andre Sider kan reises vægtige Tvivl, om Kjendelsen egner sig til Stadfæstelse. Herved har jeg for det Første for Øie, at ligesom selve Kjendelsens Konklusion (Eragtningen) efter Bogstaven kun faar ud paa, "at det bliver at forelægge Skjønnet til Afgjørelse", hvilken Erstatning der i den ommeldte Henseende tilkommer Indst., saaledes er dette, efter hvad der i Præmisserne udtrykkelig anføres, at forstaa derhen, at det er oveladt til Skjønsmændene selv at bedømme og afgjøre, hvorvidt de efter de foreliggende Oplysninger maatte se sig istand til at bestemme noget Erstatningsbeløb, og at der, efterat Skjønsmændene derpaa have erklæret, at de efter de foreliggende

Side:886

mangelfulde Oplysninger og Data for Tiden intet Skjøn forsaavidt kan afgive, senere Intet er foretaget, ved Tilveiebringelse af yderligere Oplysninger eller paa anden Maade, til at faa Erstatningssummen bestemt under den afholdte Expropriationsforretning, hvorimod denne er sluttet uden nogen saadan Bestemmelse. I denne Sagens Stilling er der efter min Formening meget, som taler for, at den afsagte Kjendelse maa blive uden retlig Betydning eller Virkning. Den synes mig at have stærk Lighed med en uendelig Dom eller ogsaa kun at indeholde en Afgjørelse af et almindeligt Spørgsmaal om Erstatningspligtens Udstrækning, hvorpaa Domstolene ifølge de af Førstvoternde citerede Præjudikater ikke kan indlade sig. Fra hvilket af disse Synspunkter Kjendelsen betagres, maa Følgen formentlig blive, at den maa kjendes uefterrettelig, og under den sidstmeldte Forudsætning Spørgsmaalet afvises fra Paakjendelse af Skjønsadministrator (ikke blot fra Paakjendelse af Høiesteret). Vil man imidlertid se bort fra denne Sagens eiendommelige Stilling, til hvilken Appell. selv ikke har støttet nogen Indsigelse, og lægge væsentlig Vægt derpaa, at Skjønsmændene kun have erklæret sig for Tiden, paa Grund af de foreliggende mangelfulde Oplysninger og Data, ude af Stand til at afgive det forlangte Skjøn, opstaar igjen andre Spørgsmaal, hvis Løsning turde frembyde ikke mindre Vanskelighed, navnlig hvorledes der skal forholdes med Tilveiebringelsen af de yderligere Oplysninger, som Skjønsmændene savne, hvorlænge det kan henstaa hermed, under hvilken Form eller paa hvilken Maade nu bagefter det Skjøn skal kunne erhverves, som ikke er bleven afgivet under den afholdte og, som det synes, endelig sluttede Expropriationsforretning. Det kan vist ikke uden Føie paastaaes, at det maa være Indst.s Sag at skaffe tilveie de faktiske Oplysninger, som maatte tiltrænges for at et Skjøn, som det, han har forlangt, kan afgives, og det synes da naturligt, at det, i Tilfælde, maa gaa ud over ham selv, at han ikke betimelig har sørget for at have alle nødvendige Oplysninger ved Haanden, dengang Skjønnet skulde afgives. I ethvert Fald forekommer det lidet antageligt, at Skjønnets videre Fremme skulde kunne udstaa i det Uendelige, eller at Indst. skulde have Adgang til, hvad der i Appell.s Deduktionsindlæg for Høiestret forklares at være Indst.s Mening, naarsomhelst paa Jernbanens Bekostning at faa afholdt ny Skjønsforretning med de samme eller andre Mænd, indtil det tilsidst maatte lykkes ham enten at tilveiebringe saadanne Oplysninger, som maatte findes tilfredsstillende, eller at faa opnævnt Skjønsmænd, som maatte tro sig istand til uden videre Oplysninger end de, der allerede foreligge, at afgive det attraaede Skjøn.

Men hertil kommer, hvad der for mig har fremsteillet sig som den mest afgjørende Betænkelighed mod at stadfæste den paaankede Kjendelse, at det, saavidt jeg formaat at indse, ikke blot for Tiden, men altid vil være umuligt, hvad det her alene gjælder om, paa Forhaand og engang for alle at bestemme Beløbet af den omhandlede Erstatning ved et Skjøn, der ikke nødvendigvis maa blive aldeles vilkaarligt. Det kommer nemlig herved ikke blot an paa, hvormeget høiere Assurancepræmie der antagelig vil blive at erlægge, men ogsaa, og dette er et ligesaa væsentligt, eller rettere det aller væsentligste Moment, til hvilken Værdi Forsikringsgjenstanden, selve Skoven, skal ansættes. Men denne Værdi er det umuligt paa Forhaand at fixere for noget længere Tidsrum, mindre fordi den i sig selv er høist variabel, idet den i saa høi Grad afhænger af tilfældige og vexlende Konjukturer - thi forsaavidt lod sig altid en Sandsynlighedsberegning anstille og en rimelig Gjennemsnitsværdi opgjøre -, end fordi det beror paa Eierens vilkaarlige Forgodbefindende, om og naar og hvor meget han vil lade hugge i Skoven og derved væsentlig formindske dens Værdi; thi i denne Henseende er ingen Sandsynlighedsberegning mulig. Men maa det saaledes erkjendes, at det forlangte Skjøn enten er umuligt eller nødvendigvis maa blive ganske vilkaarligt,

Side:887

forekommer det mig, at Jernbanen maa være berettiget til at protestere derimod, da det saameget lettere kan befrygtes, at Resultatet af et saadant Skjøn vilde blive bøist urimeligt og uretfærdigt, som det vel tør ansees givet, at ingen retfindige og forstandige Skjønsmænd vil vove at indlade sig derpaa.

Efter det Anførte er jeg mest tilbøielig til at stemme for, at Appell.s Paastand i det Væsentlige tages til Følge, men forbeholder mig dog at tage endelig Bestemmelse herom, efterat mine foranstaanede Bemærkninger have været Gjenstand for Medvoterendes nærmere Overveielse.

J. S. Thomle.

Jeg vedbliver mit Votum, dog med Forbehold af nærmere Konferance om Konklusionen, navnlig om Spørgsmaalet Afvisning.

C. W. Andresen.

Jeg er i det Væsentlige enig i Justitiarius's foreløbige Bemærkninger.

P. W. Ottesen.

Seet. C. Saxlund.

Naar det først erkjendes, at det maa ansees for en, Grundeieren ved Jernbaneanlægget paaført Ulempe, at han ikke kan faa sin Skov brandforsikret uden mod forhøiet Præmie, samt at han har retmæssigt Krav paa Erstatning for denne Ulempe - og herom ere jo alle enige - saa forekommer det mig, at der ogsaa maa findes et Retsmiddel, hvorved han sættes istand til at se dette sit retmæssige Krav sat igjennem ved Domstolene. Og jeg indser da ikke, at der er nogen anden Udvei end som skeet at rekurrere til Skjøn af uvillige Mænd. At det herved overlades til Skjønsmændenes Afgjørelse, hvorvidt de forhaandendværende Oplysninger ere saadanne, at de derpaa kunne bygge et Skjøn som det dem afæskede, forekommer mig ikke at være andet end hvad Forholdet med Nødvendighed tilsiger, og naar Skjønsmændene ved deres Overveielser desangaaende komme til det Resultat, at de foreliggende Oplysninger ikke ere tilstrækkelige, og derfor erklære, at de ikke for Tiden se sig istand til at afgive det forlangte Skjøn, saa forekommer dette mig kun at medføre, at Forretningen maa ansees forsaavidt at være udsat paa ubestemt Tid, nemlig indtil de fornødne nærmere Oplysninger blive tilveiebragte. At tilstrækkelige Oplysninger for Tiden mangle, bør efter min Mening kun have den Følge, at den, hvem Skjønnets Afgivelse intersserer, ikke kan modsætte sig, at Jernbaneanlæggets Bestyrelse ligefuldt strax - som in casu skeet - faar Kjendelse for, at den kan tage Grunden i Bestiddelse til Anlæggets Fremme, men ikke, at Grundeieren desformedelst taber sin Adgang til senere after bedre Oplysningers Tilveiebringelse at se sin Ret til den omhandlede Ulempeerstatning fyldestgjort. Jeg kan ingenlunde finde dette at have nogen egentlig Lighed med en saakaldet uendelig Dom, ligesaalidt som jeg kan finde, at Stadfæstelse af den paaankede Eragtning egentlig kun vilde involvere en Besvarelse af et ikke til noget bestemt Faktum knyttet almindeligt theoretisk Retsspørgsmaal.

Ved - som anført - kun at anse den omhandlede Udtalelse af Skjønsmændene om at de ikke for Tiden se sig istand til at afgive det æktede Skjøn som en Udsættelsesforretning med den Følge, at det staar den, hvem Skjønnets Afgivelse interesserer, frit for senere hen, naar han har erhvervet bedre Oplysninger, at saa disse forelagte Skjønsmændene til Afgjørelse af, hvorvidt de efter samme nu maatte se sig istand til at afgive Skjønnet, forspildes - saavidt jeg formaar at indse - Ingens Ret, medens det derimod forekommer mig, at Grundeieren vilde være i høi Grad brøstholden, om den Omstrændinghed, at han ikke for Tiden man først senere hen kan skaffe de fornødne Oplysninger tilveie, skulde medføre, at han for bestandig tabte sit iøvrigt, efter hvad Alle erkjende, retmæssige Krav paa Erstatning. Ialfald forekommer det mig, at en utrykkelig Lovbestemmelse maatte til, for at noget Saadant skulde kunne statueres. Og jeg kan heller ikke skjønne,

Side:888

at Hensyn til Formerne kunde volde nogen fær Vanskelighed. Det maatte være dens Sag, hvem Skjønnets Afgivelse interesserer, at tilstevne Skjønnet til Kontinuation, naar han havde skaffet sig de bedre Oplysninger, som han maatte antage tilstrækkelige. At han ikke kunde tilstedes af forsøge sig frem med andre Sjønsmænde, men maatte benytte de engang beskikkede - kun mod Supplering, i Tilfælde af mulig Afgang, ved nye, opnævnte paa samme Maade som de tidligere - anser jeg ikke tvivlsomt.

At det altid vil være umuligt at erholde saadanne Oplysninger, at et Skjøn som det her omhandlede derpaa kan bygges, tør jeg ingenlunde statuere. Det kan meget vel tænkes, at Skovassurancevæsenet kan udvilkes saaledes, at betydelig Veiledning derfra kan hentes, og hvad det angaar, at Grundeieren kan udhugge sin Skov i større eller mindre Grad eller endog ganske, da forekommer det mig, at den herved opstaaede Vanskelighed paa flere Maader kunde tænkes hævet, s. Ex. enten ved at Skjønsmændene lagde en Gjennemsnitsbestand til Grund og i Forbindelse dermed satte Erstatningen til et vist Beløb aarlig, med Tiføiende, at Erstatning hanske skulde bortfalde, hvis Skoven udhuggedes saaledes, at den ikke længere kunde siges at være Skov, eller ved at de lagde til Grund Differencen mellem Skovens Salgsværdi uden den her omhandlede Ulempe og med denne hæftende ved samme. Og skulde det end blive Tilfældet, at fyldestgjørende Oplysninger til Erholdelse af et Skjøn som dette af Indstevnte attraaede aldrig vilde kunne tilveiebringes, saa bliver det jo Indstevntes egen Sag. Og jeg kan ikke finde, at Hensyn til en saadan Mulighed kan medføre nogen Betænkelighed ved den paaankede Eragtnings Stadfæstelse. Sluttelig vil ikke undlade endnu at tilføie, at jeg vistnok tænker mig, at det ikke lettelig kan blive muligt ved et Skjøn som det omhandlede at træffe det absolut Rette, men at jeg ikke heri kan finde Grund til nogen sær Betænkelighed, da det netop ligger i Skjøns Begreb, at der i Almindelighed ikke ved samme kan være Tale om haarfine eller paa Krone og Øre rigtige Afgjørelser, men kun om tilnærmelsesvis rigtige Resultater, en Mangel, der vistnok kan være beklagelig nok, men som har sin Grund i Tingenes egen Nødvendighed.

Jeg vedbliver efter det Anførte mit tidligere Votum.

Ph. Hansteen.

Jeg har i det Væsentlige den samme Opfatning af nærværende Sag som Hr. Assessor Vh. Hansteen, og tror saaledes under Henvisning til de af ham leverede Tillægsbemærkninger at maatte vedblive mit Votum.

A. Thomle.

Jeg tiltræder ogsaa for en væsentlig Del den Opfatning, som er gjort gjældende i Hr. Assessor Vh. Hansteens Tillægsbemærkninger.

Dog antager jeg, at Erstatningen i Tilfælde ikke bør gives med et aarligt Beløb, men med en Sum engang for alle.

Efter min Mening skal Erstatningen i det Omfang som den i Paastanden valgte Form gjør muligt, yde Skadesløsholdelse for det Tab, som er Indst. paaført ved, at Jernbanens Anlæg og Drift gjennem hans tilbagehavende Skov øver en nedsættende Indflydelse paa dennes Værdi som Eiendomsgjenstand (navnlig Salgsgjenstand). Det Tab, som i saa Henseende er lidt, bør formentlig maales netop i Forhold til Skoven, som denne var paa Anlægs(Taxt)-Tiden. Og det Tab, som, seet fra ovennævnte Synspunkt, erkjendes at være lidt, er og bliver der, hvordan det saa i Fremtiden gaar med Skoven, enten den senere udhugges eller ikke. M. Lambrechts.

Idet jeg ikke finder mine Betænkeligheder ved den paaankede Kjendelses Stadfæstelse hævede ved de fra Assessor Vh. Hansteen og Lambrechts fremkomne yderlige Bemærkninger, maa jeg votere for, at Kjendelsen bliver underkjendt eller kjendt uefterrettelig. J. S. Thomle.

Side:889

Jeg tiltræder i det Væsentlige Justitiarius's Votum. B. V. Ottesen.

Høiesterets Dom blev derpaa under 13 Septbr. d. A. afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.