Rt-1880-257

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1880-01-15
Publisert:	Rt-1880-257
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 18/1 1880
Parter:	Grosserer T. Holther (Heyerdahl) mod Drammens kommune ved dens Magistrat og Formandsskabets Ordfører (Bergh).
Forfatter:	Saxlund, Løvenskjold, Manthey, Andresen, Ottesen, Ph. Hansteen, Justitiarius Thomle
Lovhenvisninger:	LOV-1877-05-26, Grunnloven (1814) §105, Bygningsloven (1845) §3, §4, LOV-1857-09-28-§7, LOV-1857-09-28-§8, LOV-1860-05-19, LOV-1875-05-05, LOV-1877-05-26-§2, LOV-1877-05-26-§3, LOV-1877-05-26-§4

Assessor Saxlund: Appell. i denne Sag anlagde ifølge Forligsklage afødt xx.xx.1877 Søgsmaal mod Drammens Kommune i Anledning af, at denne havde erklæret sig uvillig til at expropriere hans Grund Nr. 137 paa Bragernæs i Drammen, medens Kommunen samtidig nægtede Appell. Ret til at bebygge Grunden. Ved Dom afsagt af Byfogden i Drammen 3 Aug. f. A. blev Kommunen under Tvangsmulkt tilpligtet at expropriere den omhandlede Grund, medens Procesomkostningerne ophævedes. Denne Dom blev af Kommunen paaanket til Kristiania Stiftsoverrets 1 Afd., som under 14 Jan. 1878 frifandt Kommunen for Appell.s Tiltale og ophævede Procesomkostningerne for begge Retter. Appell. har nu i Høiesteret paastaaet, at Underrettens Dom stadfæstes og at han tilkjendes Procesomkostninger for Høiesteret, hvorimod der for Indst., Drammens Kommune, er paastaaet Stadfæstelse af Stiftsoverrettens Dom og Tilkjendelse af Procesomkostningerne.

Sagens faktiske Omstændigheder ere i det Væsentlige følgende: Den 3 Decbr. 1875 anmeldte Appell. for Bygningskommissionen i Drammen, at han agtede at opføre 2 Bygninger paa sin Grund Nr. 137, idet han antog, at Kommunen ikke havde Brug for den over hans nævnte Grund projekterede Gade, da der, uagtet Regulering i saa Henseende havde fundet Sted i 1866, intet Skridt var gjort fra Kommunens Side til at erhverve Eiendomsret til Grunden. Drammens Reguleringskommission erklærede i Anledning af denne Forestilling, at da Gade over Grunden lovlig var reguleret i 1866, kunde det ikke tilstedes Appell. at bebygge Grunden, idet nemlig reguleringen var vedtagen af Kommunebestyrelsen og approberet af Kongen. Paa Grund heraf henvendte Appell. sig til Drammens Magistrat og Formandskab med Forestilling om, at Kommunen enten vilde tilstede ham Adgang til at bebygge Grunden, eller ialfald vilde expropriere samme. For det Tilfælde at Kommunen i Mindelighed vilde indgaa paa at ordne Sagen, tilbød Appell. at overlade Eiendommen for omtrent 1400 Spd. Dertil blev fra Kommunens Side under 25 Februar 1876 svaret, at da Kommunebestyrelsen ikke havde forlangt, at Gade skulde udlægges, saa kunde der for Tiden ikke være Tale om Indløsning af Grunden. Kommunen nægtede saaledes Appell. Ret til at benytte Grunden til Bebyggelse, medens den samtidig ligeledes nægtede at ville expropriere den. Paa Grund heraf anlagde Appell. privat Politiretssag mod Reguleringskommissionen med Paastand om at kjendes berettiget til at bebygge Grunde, naar Kommunen ikke vilde expropriere den. Politiretten frifandt imidlertid under 29 Novbr. 1876 Reguleringskom. for Appell.s Tiltale. Derefter var det, at Appell.anlagde nærværende Sag. Det bemærkes, at Appell. efter Overretsdommens Afsigelse har optaget Skjøn, over

Side:258

hvorvidt hans Eiendom ikke forringes i Værdi, hvis Kommunebestyrelsens Paastand tages til Følge, dette specielt med Hensyn til Bestemmelsen i L. 26 Mai 1877 §2. Under Skjønsforretningen, der afholdtes 26 Oktbr. 1878, paastod Kommunen, at den nævnte § skulde være saa at forstaa, at der ved Skjønnet skulde tages Hensyn til den Værdiforøgelse, Anlægget af Gade maatte medføre, om og naar Kommunen en Gang fandt for godt at anlægge den. Herom blev af retten s. D. afsagt Kjendelse, ved hvilken Kommunens paastand blev forkastet. Derefter blev afgivet saadant Skjøn, at hvad enten Appell.s Grund Nr. 137 betragtedes i sin nuværende Skikkelse eller saaledes som den var, da Reguleringsplanen af 1867 blev vedtagen og da Appell. kjøbte Grunden, fandtes den Indskrænkning i Dispositionefriheden over samme, som var en Følge af den over Eiendommen foretagne Regulering, at medføre en væsentlig Forringelse i Eiendommens Værdi. Den nævnte Kjendelse saavelsom det derefter afgivne Skjøn blev af Kommunen paaanket til Overretten, som imidlertid i Dom af 24 Marts f. A. stadfæstede saavel Kjendelsen som Skjønnet.

Da nærværende Sag anlagdes og da den af Underretten blev optaget til Doms, var endnu ikke den nye Lov indeholdende Tillæg til L. om Bygningsvæsenet afødt xx.xx.1877 traadt i Kraft. Underdommeren saavelsom Overretten have begge været opmærksomme paa denne Lovs Bestemmelser, specielt i §2, men begge Retter ere gaaede ud fra, at disse ikke kunde komme til Anvendelse i nærværende, da dette vilde være at give Loven tilbagevirkende Kraft. De foregaaende retter have derfor alene henholdt sig til Betemmelserne i den almindelige Bygningslovs §3 §4 har Underdommeren i Henhold hertil fundet, at Appell. havde Ret i sin paastand. Heri maa ogsaa jeg for mit Vedkommende erklære mig enig med Underdommeren og Appell.

Det er efter min Mening uimodsigeligt, at forat en Kommune skulde have Ret til at nægte en Grundeier Adgang til at bebygge sin Grund, dette i en uberegnelig Fremtid, maatte herfor kunne paavises udtrykkelig positiv Lovhjemmel, og en saadan formener jeg ikke her kan paavises. Af de citerede Paragrafer i den almindelige Bygningslov, hvorpaa det her, naar man ikke tager Hensyn til den nye Lov af 1877, alene kommer an, bestemmer §3, at en almindelig Regulering af Gader og offentlige Pladse i Byerne skal finde Sted, men har ingensomhelst Bestemmelse om Indskrænkning i Eierens Ret til at disponere over Grunden. §4 bestemmer, at Kommunen har Ret til at fordre afgivet af den Private den Grund, som udfordres til Anlæg af Gader og offentlige Pladse mod Erstatning efter Taxt. §'en giver med andre Ord Kom. Ret til at expropriere Grunden, men den indeholder Intetsomhelst om, at Kommunen uden at expropriere kan formene Eieren Adgang til at disponere over sin Grund til Bebyggelse saalænge som ikke Kom. maatte finde sig beføiet til at iværksætte Expropriation. Uagtet Loven saaledes efter sit udtrykkelige Indhold aldeles ikke hjemler Drammens Kommune den af samme paastaede Ret, har dog saavel Kommunen som, med den, Overretten fundet, at Loven var at forstaa saaledes, at den hjemlede Kommunen det Paastaaede. Jeg maa sige, at denne Lovfortolkning har været overraskende for mig. Jeg har aldrig før hørt en saadan Fortolkning gjort gjældende, uagtet jeg en lang Række af Aar har befundet mig i en Stilling, hvor jevnlig lignende Tilfælde som det, der foreligger i denne Sag, bragtes paa Bane, og jeg kan ikke finde Andet end, at Indst.s og Overrettens Fortolkning af Loven er vilkaarlig og ugrundet. Det Argument, som Overretten, hvortil Indst.s Advokat i Høiesteret har henholdt sig, benytter til Støtte for sin paastand, er Hensynet til de Krav, som den almindelige Bygningslovs §3 og §4 stiller til Bykommunerne. Men jeg skjønner ikke, at man, fordi Loven stiller Fordringer til Kommunerne, er berettiget til at udlede, at den private Grundeier er forpligtet til at ofre sin Dispositionsret over sin Eiendom for at bistaa Kommunen. Havde Loven villet dette, saa mener jeg, at den udtrykkelig vilde

Side:259

have udtalt det; med det har den ikke gjort. Overretten siger, at §4 synes at maatte forstaaes saa, at den lægger i Kommunens Haand at bestemme, naar Expropriation skal foregaa, medens Reguleringen er bindende for Grundeieren. Den mener, at Kommunen har saadan Ret, fordi Loven ikke bestemmer, at Grundeieren fra sin Side har Ret til at fordre Expropriation. Men dette Ræsonnement forekommer mig at være skjævt. Naar Loven kun giver Kommunen Ret til at forbyde Grundeieren Dispositionsret over sin Eiendom, naar Kommunen exproprierer, saa ligger heri, at uden Expropriation kan Kommunen Intet forbyde. Overretten mener imidlertid, at en saadan Regel vilde gjøre det uoverkommeligt for en Bykommune at opfylde den Forpligtelse, som §3 paalægger den til at istandbringe en almindelig Reguleringsplan, en Forpligtelse, som maa ansees paalagt i det Almindeliges og ikke i den private Grundeiers Interesse. Med Hensyn hertil maa jeg bemærke, at Erfaringen hidtil efterat den almindelige Bygningslov af 1845 traadte i Kraft, paa ingen Maade synes mig at have bekræftet Rigtigheden af Overrettens Supposition. Underdommeren har i sine Domspræmisser anført, at efter hans Erfaring har man i en længere Aarække forstaaet de omhandlede Bestemmelser i den almindelige Bygningslov saaledes, at Grundeieren havde Ret til at fordre sin Grund indløst af Kommunen efter Taxt, d.v.s. exproprieret, naar det ved Grunderhvervelsen fra Kommunens Side ikke kunde henstaa, uden at Eieren hindredes i at disponere over Grunden ved den for ham ønskelige Bebyggelse. Byfogden i Drammen har saaledes herved udtalt, at i Praxis er Lovens Bestemmelse forstaaet og anvendt saaledes, som Appell. paastaar, og ikke saaledes, som Overretten har villet gjøre gjældende, og jeg tror, at denne Underdommerens Opfatning er den rette. Jeg har personlig som Byfoged og Magistrat i en Bykommune i længere Tid gjort aldeles den samme Erfaring som Underdommeren. Da man i Fredrikshald i sin Tid efter Bygningsl.s §3 havde iværksat en almindelig Regulering af Gader og offentlige Pladse, indtraf der vistnok flere Tilfølde, hvor en Grundeier meldte sig med Forestilling om at ville bebygge Grund, som var projekteret udlagt til Gade. Men Kommunen forholdt sig i saadanne Tilfælde aldrig saaledes som Drammens Kommune har gjort i nærværende Sag. Derimod blev Expropriation strax foranstaltet og Erstatning for Grunden udbetalt Eieren. Og aldrig fornam man i Fredrikshald at Nogen havde Noget herpaa at sige; man fandt, at dette var en aldeles retfærdig og billig Handlemaade. Underdommerens Udtalelser om sin Erfaring bestyrke mig i den Mening, at den almindelige Opfatning af Loven i de Bykommuner, for hvilke den er gjældende, i Almindelighed har været den samme, og dette vinder formentlig megen Bestyrkelse derved, at dette, saavidt jeg ved, er den første Proces, som er opkommet derved, at en Kommune direkte har fordret, at en Grundeier skulde være uberettiget til at bebygge sin Grund i ubestemmelig Fremtid, uden at Kommunen indlader sig paa at expropriere. Jeg tror, at hvis andre Kommuner havde forholdt sig mod Grundeierne paa samme Maade, som Drammen har gjort i nærværende Tilfælde, vilde ikke enhver privat deri uden Videre havde fundet sig. Jeg antager saaledes, at de Bykommuner, for hvilke den almindelige Bygningslov er gjældende, slet ikke, saaledes som Overretten mener, have fundet det uoverkommeligt at effektuere Loven i den Form, hvori den er skreven, og jeg tror saaledes, at Overrettens theoretiske Ræsonnement i dette Stykke ikke holder Stik.

Men jeg formener derhos, at selv om det maatte forholde sig anderledes, selv om Loven maatte stille Fordringer til Bykommunerne, som disse fandt det vanskeligt eller umuligt at efterkomme, er det dermed ikke givet, at det er Grundeieren, som skal opofre sin Eiendom for at bistaa Kommunen. Man har ikke, mener jeg, Ret til at indlægge i Loven en Bestemmelse om Forpligtelser for den Private, som aldeles ikke indeholdes i den. Jeg tror, at det Meste, hvortil man kunde antage den Private forpligtet paa Grund af

Side:260

Bygningslovens §3 og §4, er, at han skulde respektere Reguleringen, indtil Kommunen havde rimelig Leilighed til at iværksætte Expropriation.

Naar Overretten i Forbindelse med det Omhandlede argumenterer fra de specielle Bygningslove for Kristiania og Bergen afødt xx.xx.1848 - den senere Lov for Throndhjem finder Overretten dog, at den ikke kan bruge - saa forekommer denne Argumentation mig meget besynderlig. Det forekommer mig, at Bestemmelserne i disse specielle Love netop tale for Rigtigheden af App.s Paastand. Disse Love give nemlig Grundeieren ret til, under visse Betingelser, at fordre Expropriation strax. Disse specielle Love skulde saaledes ikke give Kommunerne saa stor Ret, som de efter Overrettens Fortolkning skulde have, efter den almindelige Bygningslov; thi efter denne skulde jo Kommunerne, efter Overrettens Mening, ubetinget kunne undlade Expropriation og dog forbyde Eieren Dispositionsret over Grunden. Kommunerne i store Steder, Kristiania og Bergen, skulde saaledes have mindre Ret end Kommunerne i mindre Byer, for hvilke ikke den almindelige Bygningslov gjælder. Men dette forekommer mig dog at være aldeles bagvendt. Det er jo Noget, som man ved, at Lovgivningen med Hensyn til Bygningsvæsenet og hvad dermed staar i Forbindelse for de større Byers Vedkommende, er strængere i sine Bestemmelser mod Grundeierne og gunstigere for Kommunerne.

Jeg maa ogsaa med App. finde, at den nye Lov afødt xx.xx.1877 aabenbart forudsætter, at den almindelige Bygningslov ikke giver Kommunen den Ret, som Drammens Kommune i denne Sag paastaar. Loven af 1877 indeholder saaledes, efter min Mening, en authentisk Fortolkning af den før gjældende almindelige Lovgivning om denne Materie.

Indst.s Sagfører for Høiesteret har gjort den Indvending mod App.s Paastand, at om App. havde nogen Ret, saa maatte ialfald hans Paastand indskrænke sit til at fordre Erstatning for den Skade han lider ved, at han bliver nægtet at bebygge sin Tomt, hvorimod han ikke skulde kunne have Ret til at fordre af Kommunen, at den skulde expropriere. Denne Indvending er først fremkommet i Høiesteret. Underdommeren anfører i sine Præmisser, at han efter Proceduren ikke fandt Anledning til at gaa udenfor det af Kommunen paastaaede, og jeg tror, at man heri maa give ham Medhold. App. Har for Underretten gjentagende anbragt, at hans Eiendom lider Værdiforringelse paa Grund af, at han ved Reguleringen og ved Kommunens Nægtelse er udelukket fra Adgang til at bebygge Grunden, og fra Kommunens Side er Intet anbragt om, at App. kan paastaa Erstatning for den Skade, han derved paaførtes. Naar i Forbindelse hermed tages Hensyn til, at Lovgivningen aldeles ikke taler om anden Erstatning end den, som Kommunen har at give i Tilfælde af Expropriation, samt til den Omstændighed, at jeg ikke skjønner, hvorledes Erstatning for Nægtelse af at bebygge, NB. i en ubestemmelig Fremtid skulde kunne afgjøres ved Skjøn - Kommunen har Intet oplyst om, naar den vil skride til Expropriation, og man ved saaledes ikke, for hvilken Tid Hindringen for Bebyggelse vil blive gjældende, og paa Grund heraf kan man heller ikke, synes det mig, vide, hvilken Værdiforringelse Hindringen maa ansees at medføre - saa antager jeg med Underdommeren, at der ikke nu kan være Anledning til at gaa udenfor App.s Paastand. Det er paa det Rene, at Drammens Kommune ikke vil opgive den regulerede Gade over App.s Eiendom.

Jeg skal endnu med Hensyn til Overrettens Ræsonnement tilføie, at forsaavidt Overretten frygter, at Kommunen skulde blive mishandlet ved Spekulationer af Private, som fordrede Expropriation af sine Grunde uden Tanke om at ville bebygge dem, saa er det ikke en Følge af hvad App. paastaar, at en Kommune skulde være pligtig til at tage Grunden ved Expropriation, dersom den vil opgive Gaden. Det er Kommunebestyrelsen, som har Ret til at bestemme, naar og hvorvidt den vil iværksætte et saadant Anlæg og udrede de dermed forbundne Udgifter. Reguleringen paabinder forsaavidt ikke Kommunen Udgifter. Hvis Kommunen saaledes befrygtede, at En, der anmeldte

Side:261

at ville bebygge sin Grund, alene gjorde dette proforma for at presse Penge ud af Kommunen, uden virkelig Hensigt at bebygge Grunden, saa kunde Kommunen vistnok lade være at expropriere, uden at den derfor i Tilfælde, at Grunden ikke bebyggedes, havde tabt sin Ret efter Reguleringen. Dette er dog mindre væsentligt og jeg skal ikke opholde mig videre derved.

Hvorledes man end betragter Forholdet, forekommer det mig, at man, da den almindelige Bygningslov Intet indeholder om den omhandlede Forpligtelse for Grundeieren og Rettighed for Kommunen, efter Sagens Natur og i Henhold til hvad Lovgivningen har udtalt i L. 26 Mai 1877 ialfald maatte fordre, at Kommunen skulde ansees pligtig til at expropriere, naar der, som i nærværende Tilfælde, var Spørgsmaal om, at Grundeieren ved at Expropriation undlodes og han nægtedes Ret til at bebygge Grunden, til væsentlig Forringelse i sin Eiendoms Værd. Om man efter Omstændighederne ikke vil gaa saavidt, som jeg vistnok antager, at man efter Lovgivningen vilde have Føie til, synes det mig dog, at man ialfald maatte indrømme saameget, at Hensynet til Grundeierens Ret fordrer, at han ikke paaføres væsentlig Forringelse af sin Eiendoms Værd. Herfor taler vistnok ogsaa det Princip, som Grdl.s §105 udtaler, et Grundlovsbud, som jeg forøvrigt ikke finder Anledning til videre at omhandle i denne Sag.

Jeg synes, at man i ethvert Tilfælde har Grund til at argumentere fra det Forhold, som den nye Lov af 1877 har etableret, selv om man med de foregaaende Retter antager, at der ikke er Anledning til i denne Sag direkte at anvende denne Lov. Spørgsmaalet om, hvorvidt man ikke allerede nu kunde direkte anvende L. 1877, der var traadt i Kraft saavel da Underrettens, som da Overrettens Dom afsagdes, forekommer mig vistnok ikke saa klart, som de foregaaende Retter have fundet det. Men jeg vil derom ikke nærmere udtale mig, da det for mit Resultat ikke er fornødent.

Indst.s Advokat i Høiesteret har gjort gjældende en Indsigelse, hentet fra en Underhandling, som under Reguleringen i 1866 fandt Sted mellem den daværende Eier af Grunden og Kommunen. Denne Eier fremsatte nemlig da Ønske om, at Gaden ikke maatte blive anlagt, førend det fandtes uundgaaeligt, og da Reguleringsforretningen er thinglæst og Appl først senere har kjøbt Eiendommen, mener Indst.s Advokat, at denne Underhandling skulde ansees som indeholdende en kontraktsmæssig Forpligtelse for Grundens Eiere, ogsaa for App., til at finde sig i, at det henstaar med Gadens Anlæg og Expropriation af Grunden, saalænge Kommunen finder for godt. Men jeg skal ikke videre opholde mig herved, idet denne Indsigelse er aldeles nu for Høiesteret, og App. har protesteret mod samme. Den kan derfor efter min Mening ikke nu komme i Betragtning. Selv om den det kunde vilde jeg forøvrigt heller ikke finde, at det fra den daværende Eier af Grunden i 1866 fremsatte Ønske m. B. kan ansees for at indeholde nogen kontraktmæssig bindende Vedtagelse. Jeg tror ikke, at det var Meningen, hverken fra Kommunens Side at binde sig til at lade være at iverksætte Gadeanlægget eller fra Grundeierens Side at fraskrive sig Ret til i Tidens Løb, naar Omstændighederne forandredes, at fordre det Fornødne iagttaget fra Kommunens Side. Jeg tror saaledes, at selv om Indsigelsen ikke var ny, kunde den ikke komme i Betragtning.

Efter dette mener jeg, at App.s Paastand i Hovedsagen maa tages til Følge, medens jeg antager, at Processens Omkostninger efter Omstændighederne og paa Grund af Sagens tvivlsomme Beskaffenhed bør ophæves for alle Retter. Med Hensyn til den Form, hvori Underrettens Dom er afsagt, er ingen speciel Indvending gjort, og jeg antager ikke, at der er Noget til Hinder for at stadfæste Underretsdommen in terminis. Mine Argumenter falde i det Væsentlige sammen med Underdommerens Ræsonnement, undtagen forsaavidt jeg ikke har villet indlade mig paa at udtale Noget om, hvorvidt der er Føie til direkte Anvendelse i nærværende Sag af den nye Lov af 1877.

Side:262

Konklusion:

Underrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves.

Assessor Løvenskjold: Jeg kan ikke være enig med Førstvoterende. Jeg antager, at L. 26 Mai 1877 ikke kan lægges til Grund for denne Sags Paadømmelse. Den er nemlig indført i Lovtidenden den 2 Juni 1877, traadte altsaa i Kraft den 30 s. M. og Sagen blev ved Underretten optagen den 14 Juni s. A., altsaa tidligere end Loven traadte i Kraft. Naar saaledes Loven først var traadt i Kraft, efterat Underretsproceduren var sluttet og Sagen optagen til Dom, saa kan dens Bestemmelser ikke lægges til Grund ved denne Sags Behandling, saameget mindre som Anvendelsen af denne Lov maatte bygges paa et vidtløftigt Apparat af Oplysninger og Skjøn, erhvervede efter Afsigelsen af baade Underrets- og Overretsdommen. Og jeg tror, at ligesaa lidt som denne Lov kan anvendes som positiv Bestemmelse, ligesaa lidt kan den benyttes til Fortolkning af de Love, som gjaldt, da Sagen blev anlagt og ved Underretten behandlet. Det vilde være ad indirekte Vei at give Loven fuld Anvendelse, og det vilde jeg anse for neppe mindre betænkeligt end at bestemme sig for direkte Anvendelse af Loven. Jeg tror saameget mindre, at denne Lov her bør komme til Anvendelse, fordi, hvis Dommen i Sagen - uden at denne Lov tages i Betragtning - gaar Cit. imod og han altsaa vilde forsøge at anlægge ny Sag mod Drammens Kommune for at tvinge Kommunen til Expropriation, med Hjemmel af den nye Lov af 1877, saa maatte han finde sig i, at der under den nye Sag blev fremsat og taget under Paakjendelse den Indsigelse, som Drammens Kommune for Høiesteret har bygget paa, de Forhandlinger, som fandt Sted under Reguleringsforretningen den 9 Oktbr. 1866 og den Vedtagelse med Hensyn til Tiden for Expropriationen, som efter Kommunens Paastand under denne Forretning fra den daværende Eiers Side skal have fundet Sted. Sagen vilde da blive at procedere paa et nyt Fundament. Jeg er nemlig med Førstvoterende enig i, at den Indsigelse, som Drammens Kommune for Høiesteret har fremsat paa Grundlag af Forhandlingerne under reguleringsforhandlingen i 1866, ikke uden Bevilling til at fremsætte nye Indsigelser kan under denne Sag tages i Paakjendelse af Høiesteret. Jeg skal med Hensyn til denne Regulering tilføie en Oplysning, som Førstvoterende efter sin Opfatning af Sagen ikke har fundet Grund til at medtage, nemlig at der under Forretningen er tilført: «Saasnart denne Gade bliver anlagt, vil Udløsning af samme finde Sted, idet Michely (den daværende Eier af Grunden) nemlig nu udtalte Ønske om, at Gaden ikke maatte blive anlagt, før samme befandtes at være uundgaaelig.» Om hvorvidt Drammens Kommune paa denne Tilførsel under Reguleringen kunde bygge en Indsigelse, som maatte give den grundet Haab om at nyde Frifindelse under Sagen, derom tør jeg ikke her i nogen Retning udtale mig. Jeg tror, at det Spørgsmaal maatte ligge aabent under en ny Sag. Under den nuværende Sag kan denne Indsigelse, der af Drammens Kommune er sat i Spidsen og maa betragtes som dens første og væsentligste Indsigelse, ikke komme i Betragtning. Men hvis senere en ny Sag anlagdes paa Grundlag af Loven af 1877, vilde denne Indsigelse kunne faa sin fulde Betydning.

Hvad angaar Fortolkningen af L. 6 Septbr. 1845, kan jeg ikke være enig med Førstvoterende. Jeg mener, at §3 i den almindelige Bygningslov af 1845 indeholder en utvetydig positiv Bestemmelse for, at en af Reguleringskommissionen foretagen, af Kommunerepræsentationen vedtagen og derpaa ved kgl. Resol. approberet Reguleringsplan bliver gjældende, indtil den i de samme Former forandres, og jeg mener, at det er en Følge af Forholdets Natur, at en af rette vedkommende Myndighed indenfor dens lovlige Kompetence i Lovens Former fattet Beslutning, naar intet Andet derom særskilt er bestemt, træder i Kraft fra den Tid, den er fattet. Men en saadan regulerings Betydning ligger jo deri, at den paalægger vedkommende Grundeier det Baand

Side:263

ikke at bygge mod Reguleringens Indhold. Det heder ogsaa i §3, at Beslutningen træder i Kraft, naar den af Kongen er approberet. Naar det i §3 heder, at det skal bestemmes, hvorledes Gader og offentlige Pladse ved samtidig Bebyggelse skulle reguleres, og lovmedholdig Beslutning i Lovens Former derom er fattet saa maa jo denne afgive Regelen for fremtidig Bebyggelse af Gader og offentlige Pladser og være bindende for Grundeierne. Regelen for, naar det er Kommunens Pligt at expropriere og naar Grundeieren er berettiget til at fordre Erstatning for Afgivelse af sin Jord, indeholdes i §4, og denne bestemmer, at naar Kommunerepræsentationen finder det nødvendigt at anlægge nye eller udvide ældre Gader eller offentlige Pladse, er enhver Grundeier pligtig til at afgive den dertil fornødne Grund mod Erstatning af vedkommende Kommunekasse efter Taxt. For mig er der ingen væsentlig Tvivl om, at Loven efter sit Indhold maa forstaaes saaledes. Man maa erindre, at dels kort før, dels samtidig med, dels kort efter den almindelige Bygningslov, udkom der 3 Bygningslove for de 3 største Kjøbsteder i Riget, Kristiania, Bergen og Trondhjem, hvilke Love i det Væsentlige har aldeles ligelydende Bestemmelser. L. om Bygningsvæsenet i Kristiania afødt xx.xx.1842 §7 bestemmer: «Forhindres nogen Grundeier ved, at den approberede Plan følges, aldeles fra at bebygge sin Grund, kan han fordre, at Byen strax skal erhverve den Del af Grunden, som er bestemt til Gade eller Plads, mod Erstatning efter billig Taxt.» I alle andre Tilfælde end det her nævnte, maa altsaa Grundeieren vente indtil Kommunen finder, at den rette Tid, fra Kommunens Synspunkt betragtet, er kommet til Expropriation. Dette ligger som en bestemt Forudsætning i §7's Indhold. Bygningsl. F. Trondhjem afødt xx.xx.1845 §7 bestemmer ligesom den almindelige Bygningslov af 1845, at «naar Kommunerepræsentationen efter Forslag fra Reguleringskommissionen finder, at det bliver nødvendigt at anlægge nye eller udvide ældre Gader eller offentlige Pladse, er enhver Grundeier pligtig at afgive den dertil fornødne Grund mod Erstatning af vedkommende Kommunekasse efter Taxt.» Bygningsloven for Bergen afødt xx.xx.1848 §10 har en Bestemmelse, der er aldeles ligelydende med Bygningsl. for Kristiania afødt xx.xx.1842 §7. Den ene af de nævnte 3 Love, nemlig Loven for Trondhjem, er affattet aldeles som den almindelige Bygningslov af 1845, og de 2 andre Love for Bergen og Kristiania, have kun den ovenfor nævnte Undtagelse fra den almindelige Regel om, at det beror paa, naar Kommunen finder den nødvendigt at anlægge nye eller udvide ældre Gader eller Pladse, hvorvidt Kommunen skal være pligtig til at indløse Grunden, hvilket Loven af 1848 for Trondhjem udtrykkelig gjentager aldeles som i den almindelige Bygningslov. Men ved Siden deraf have de 2 Love for Kristiania og Bergen den særegne Bestemmelse, at en Grundeier, hvis han af den approberede Plan aldeles hindres fra at bebygge sin Grund, kan fordre den indløst. Det forekommer mig, at hvis man fra specielle Love vil hente Stof til Fortolkning af den almindelige Bygningslov, maa det Naturlige være at vende sig til disse Love, som udkom omtrent samtidig med den almindelige Bygningslov, og ikke til Bestemmelser, der ere emanerede dels nogle og 20 dels indtil 30 Aar senere. At den almindelige Bygningslov afødt xx.xx.1845 §3 og §4 praktiske ere blevne saaledes fortolkede, forsaavidt, at Kommunebestyrelsen have fordret, at Expropriation ikke skulde finde Sted, førend de fra Kommunernes Standpunkt fandt det hensigtmæssigt, derom vidner Høiesterets Voteringsprotokoller og Retstidenden i en Række af Sager. Det er mig ikke bekjendt, at dette Krav fra Kommunebestyrelsernes Side er ved nogen Dom direkte blevet godkjendt som beføiet, men Fordringen har i en Række af Aar været fremsat under Sager, som have været paakjendte af Høiesteret ligefra 1855 til udover i Sextiaarene. De, som have fulgt Kommunebestyrelsernes Forhandlinger i dette Land, maa vistnok være komne til den Erfaring, at der i et stort Antal af Tilfælde har været forholdt saaledes

Side:264

fra vedkommende Kommunebestyrelsers Side, og herpaa finder jeg et afgjørende Bevis i Odelsthings-Proposition Nr. 24 for 1875, hvor det i vedkommende Departementsforedrag heder: «M. H. t. Forholdet i Rigets øvrige Kjøbstæder bemærkede Komiteen, (en Storth.-Komite, som i 1873 havde havt Sagen under Behandling), at den almindelige Bygningslov afødt xx.xx.1845 §4 bestemmer, at Grundeieren mod Erstatning skal afgive Grund, naar Kommunerepræsentationen efter Reguleringskommissionens Forslag finder, at det bliver nødvendigt at anlægge nye eller udvide ældre Gader eller Pladse . . . . og det formentes at være almindelig Praxis ifølge de udenfor bergen gjældende Lovbestemmelser, at der ikke bliver Spørgsmaal om Erstatning til en Grundeier i Anledning af en Reguleringsbestemmelse, saalænge Kommunebestyrelsen benytter sin Adgang til at udsætte dens Iværksættelse». Og Dep.tet har i sit Foredrag senere anført, at «Lov afødt xx.xx.1845 §4 nærmest synes at maatte forstaaes derhen, at Expropriation ikke behøver at iværksættes, forinden der efter Kommunebestyrelsens nærmere Bestemmelse skrides til selve Udvidelsen eller Anlægget». Man har paaberaabt sig Grundl.s §105 som Hjemmel for, at L. afødt xx.xx.1845 §4 ikke kan forstaaes saaledes, som jeg har anseet for rigtigt, og at den, om den end maatte forstaaes saaledes, dog ikke vilde kunne anvendes saaledes, fordi den vilde kommi i Strid med Grundl.s §105. Jeg skal bemærke, at den nævnte Grundlovsparagraf direkte blot gjælder for Afstaaelser til Staten, men den Forudsætning ligger visselig ogsaa i Bestemmelsen, at Afstaaelser af Eiendom til andet offentligt Brug bl. A. for Kommuners Vedkommende ikke kan fordres uden mod Erstatning. Man kan imidlertid ikke af Grundl.s §105 udlede Andet, end at denne Grundsætning er i almindelige Træk anerkjendt, men, under hvilke Betingelser den skal komme til Anvendelse, naar en Eiendom skal ansees for virkelig afstaaet til offentligt Brug, og under hvilke Betingelser Erstatning skal kræves maa være overladt Privatlovgivningen at orden. Man befinder sig her paa et Feldt, hvor der baade efter Forholdendes Natur og efter Beskaffenheden af vor Lovgivning kræves positive Bestemmelser angaaende Erstatningen; efter dem maa man rette sig og ikke lægge ind Formeninger om, hvad der kan være billigt og ønskeligt. Dette fremgaar af det meget forskjellige Indhold af en Række specielle Bestemmelser, som vi har om denne Materie i forskjellige Bygningslove. Jeg har citeret saadanne Bestemmelser i Bygningslovene for Kristiania, Trondhjem og Bergen. Ved en Lov for Bergen afødt xx.xx.1857 §7 og §8 blev der givet fra de almindelige ganske afvigende Regler. Efter §8 kunde vedkommende Grunds Eier fordre, «at Byen enten udløser ham, eller betaler ham Erstatning, forsaavidt hans Eiendom paa Grund af Indskrænkning i Bebyggelsesretten maatte skjønnes at være forringet i Værdi.» Eiendommen behøvede altsaa ikke engang at være væsentlig forringet i Værdi. Denne Bestemmelse fandt man urigtig, og derfor blev den ved særskilt Lov for Bergen afødt xx.xx.1875 forandret derhen, at Grundeieren kun har Ret til at fordre Expropration naar Grunden ved Reguleringen bliver utjenlig til Bebyggelse eller væsentlig forringet i Værdi; en hertil svarende Bestemmelse er indtaget i Bygningsloven af 1875 for Kristiania og endelig er en almindelig Bestemmelse af samme Indhold givet ved L. afødt xx.xx.1877 for de Byer, for hvilke ikke særegne Bygningslove ere gjældende. Man ser, at man her befinder sig paa et Feldt, hvor Lovgivningen har til forskjellige Tider givet en Række Bestemmelser, som staa i indbyrdes Strid med hverandre og dette maa gjøre det saa meget betænkeligere, i Formeningen om, hvad Retfærdigheden kræver, at lægge ind i den almindelige Bygningslov af 1845 en anden Fortolkning, end Indholdet tilsiger. Jeg henviser betræffende Anvendelsen af Grundl.s §105 til Professor Aschehougs Afhandling: Om Erstatning for tvungen Grundafstaaelse til Gader og offentlige Pladse samt for den ved Reguleringen fremkomne Indskrænkning i Eierens Ret til at bebygge sin

Side:265

Grund, Rt-1879-760-61*) . Det er klart, at her gjælder det: Enten - Eller; enten maa man forstaa Loven efter dens Indhold, saaledes som den efter min bestemte Formening i de aller fleste Tilfælde er blevet forstaaet af Kommunerne, saaledes nemlig at Expropriation finder Sted, naar Kommunebestyrelsen finder det nødvendigt, eller ogsaa maa man sætte sig ud over Lovens Indhold og sige - hvad der ogsaa har været paastaaet i denne Sag - at enhver Anmeldelse om Bygning er nok til at medføre Expropriation og til at forpligte Kommunen til enten at lade Reguleringen sættes ud af Betragtning eller strax betale Erstatning. Det har været ytret under Proceduren i nærværende Sag, at man her i Kristiania skulde have rettet sig efter den af mig bestridte Fortolkning; men jeg skulde ved en Række af Exempler kunne oplyse, at det ikke saa forholder sig. Man har ment, at en Anvendelse af L. afødt xx.xx.1845 efter dens ligefremme Indhold er saa trykkende for Grundeierne og gjør saa direkte Indgreb i Eiendomsretten, at den af denne Grund maa forkastes, men man maa i sin Betragtning af en Lov, som jo har Virkning for tvende Parter, ikke blot tage Hensyn til, hvorledes Loven stiller sig for den ene, men ogsaa til, hvorledes Loven vil virke for den anden Part. Naar Tilfældet er, at en Grund bliver aldeles ubrugbar formedelst en Reguleringsplan - hvorom der imidlertid her ikke er Spørgsmaal - indrømmer jeg, at det vilde være yderst ubilligt at nægte en Grundeier Erstatning; men er det derimod Tilfældet, at Grundens Værdi blot bliver forringet ved Reguleringen, saa kan der opstaa tvivlsomme Spørgsmaal, som Kommunebestyrelserne kunne betænke sig paa at overlade til Afgjørelse af Skjøn. Jeg maa minde om, at nye Gader over en Grund, hvor denne er af større Udstrækning, i de aller fleste Tilfælde vil medføre en betydelig Værdiforægelse for Grunden, der ved at der aabnes Adgang til nye Færdselslinier mod de øvrige Gader, og i de fleste Tilfælde vil derfor Eieren, naar Gaderne engang anlægges, i Eiendommens Stigen i Værdi faa fuld Erstatning for det Tab, som han for en Tid kan komme til at lide ved Indskrænkningen i Adgangen til Benyttelse af Grunden. Ser man hen til, hvorledes Loven, anvendt paa den af mig bestridte Maade, vil virke for

Side:266

Kommunbestyrelserne, vil jeg tro, at en almindelig Reguleringsplan gjældende for en lærgere Fremtid med Tanke om efterhaanden at iværksætte den, vil for de i økonomisk Henseende mindre heldigt stillede Kommuner blive saagodtsom ubrugbar, hvis man skal give vedkommende Grundeiere Adgang til at kræve Erstatning ikke blot, naar der anmeldes Bygning, men ogsaa naar det blot kan siges, at Grunden ved Indskrænkninger, som Reguleringen paalægger den, væsentlig forringes i Værdi, saalænge den varer, skjønt Vedkommende, naar Gaden engang er anlagt, deri vil faa fuld Erstatning. Ved den nye Lovs §2 er saadan Forpligtelse paalagt Kommunerne til at indløse. Jeg tror, at dette i mange Tilfælde vil blive byrdefuldt, og jeg finder det rimeligt, at Kommunerne værge sig imod at underkaste sig en saadan Bestemmelse, forinden Loven er traadt i Kraft.

• ) Det Sted, hvortil der sigtes, er saalydende: «At en Eier, hvis Frihed til at bebygge sin Tomt indskrænkes gjennem Lov eller lovmedholdig afgiven administrativ Beslutning, ikke kan fordre Erstatning for det Tab, han derved lider, er kun Anvendelse af den almindelige Sætning, at ingen er berettiget til at bruge sin Eiendom paa nogen Maade som Loven for byder. Finder den lovgivende Magt, at en Benyttelse af disse Eiendomsgjenstande, som før har været tilladt, er skadelig, saa kan den opstille Forbud derimod med den Virkning, at enhver strax bliver forpligtet til at rette sig derefter. Om hans Eiendomsgjenstand derved bliver endog betydelig forringet i Værdi, kan han ikke kræve Tabet erstattet af Statskassen jfr. Hstd. 17 Juli 1877, Rt-1877-672. Spørgsmaalet er kun, om ikke Grundl.s §105 maa hjemle ham et saadant Krav, hvis Lovgivningen forbyder ham at anvende Tingen just til det Slags Brug, hvortil den er bestemt, og især hvis denne Brug er den eneste, man fornuftigvis kan gjøre af Tingen. Thi det kan siges, at Forbudet i saa Fald bliver næsten eller endog fuldstændig jevngodt med en Eiendomsberøvelse, jfr. Hstd. afødt xx.xx.1855, Rt-1855-263-272, i hvilken Sag Spørgsmaalet var paa Bane, men ei blev afgjort. Nærværende Afhandlings Forfatter har tidligere, skjønt under stærke Tvivl erklæret sig for denne Mening, se Ugebl. for Lovk. X, 387, men finder efter nøiere Overveielse nu at maatte opgive den. I andre Lande, hvis Grundlove hjemle Eiendomsrettens Ukrænkelighed, findes der kun lidet Spor til, at man har tænkt paa en saadan Begrændsning af Regelen. Denne opstilles nemlig overalt som undtagelsesfri. I Frankrige og de øvrige Lande, hvor Code Napoleon gjælder eller er Grundlag for deres gjældende Ret, flyder Sætningen ligefrem af denne Lovbogs Art. 544, der definierer Eiendomsretten som Ret til at nyde og raade over Tingen, dog under Forbehold af, at man ikke benytter den paa nogen ved Lov eller Reglement forbudt Maade. Endog i Nordamerike, hvor man i flere Retninger gaar meget langt i at beskytte Individet mod Indgreb fra Statens Side i dets velerhvervede Rettigheder, holder man fast paa, at Staten af Hensyn til det offentlige Vel kan forbyde hvilkensomhelst Benyttelse af Eiendomsgjenstande.»

Jeg antager saaledes, at den Fortolkning af Lov afødt xx.xx.1845 §3 og §4, som Drammens Kommune har hævdet, er den rette, og at Kommunen derfor bør blive at frifinde for Grosserer Holthers Tiltale, men jeg finder det rettest at tilføie, at denne Frifindelse gjælder for Tiden, da der jo maa være Adgang for Grosserer Holther til under ny Sag, hvor han paaberaaber sig den efter Sagens Optagelse ved Underretten udkomne Lov af 1877, at gjøre sin Paastand paany gjældende.

Min Konklusion vil altsaa blive:

Drammens Magistrat og Formandskab bør for Grosserer Holthers Tiltale i denne Sag for Tiden fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Assessor Manthey: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende. I Anledning af Assessor Løvenskjolds Votum skal jeg kun bemærke, at hvad det her kommer an paa, ikke er nogen Fortolkning af §3 og §4 i den almindelige Bygningslov afødt xx.xx.1845, men at man har at afgjøre, hvad der i ulovbestemt Tilfælde er Ret; og da maa man have for Øie, at den almindelige Retssætning, som i en Retning har faaet sin Uotalelse i Grl. §105, jo maa medføre, at Enkeltmand, som under Anvendelse af Loven om Reguleringer ved Kjøbstæders Bebyggelse tilføies kjendeligt Tab, maa have Adgang til Erstating. De Bestemmelser, som ere citerede af Assessor Løvenskjold i Lovene afødt xx.xx.1848 kunne ikke ansees for afgjørende udenfor de Tilfælde, som de afgjøre, og vor Lovgivning har i det Hele taget ikke indladt sig paa at udtale, at den Enkelte i saadanne Tilfælde skulde finde sig i en hvilkensomhelst Indskrænkning i Raadigheden over sin Eiendom, uden derfor at erholde Erstatning. Betragtninger over, hvilke betænkelige Følger det kan have for mindre Kommuner at antage denne Sætning, tror jeg ere ganske overflødige, thi Spørgsmaalet er jo nu ved Lovene afødt xx.xx.1875, 5 Juni 1875 og 26 Mai 1877 afgjort for det hele Lands Kjøbstæder, undtagen for Trondhjem, hvis Lov af 1869 efterlader nogen Tvivl i denne Henseende. Der har derhos i nærværende Sag været Tale om en anden Erstatning end ved Expropriation; men i denne Henseende maa man se hen til den hele Lovgivnings-Komplex i denne Materie, og forsaavidt falde Lovenes Regler sammen, at enten maa her tilstedes Expropriation eller der gives ikke nogen Erstatning. Med Hensyn til Konklusionen forbeholder jeg mig nærmere Konference.

Assessor Andresen: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Assessor Løvenskjold. Min Hovedbetragtning er den, at der, for at en Kommune skulde ansees pligtig til, naar et Baand, med Hensyn til Bebyggelsen, var ved en almindelig Reguleringsplan paalagt enkelte Grundeiere, da strax at expropriere og udbetale Erstatning, maatte haves en positiv Lovhjemmel herfor, og jeg er altsaa ikke enig med Førstvoterende i, at det Modsatte maatte være foreskrevet ved positiv Lov. Saadan fornøden postitiv Lovhjemmel kan jeg under ingen Omstændighed finde i Lov afødt xx.xx.1845, efter hvilken jo nærværende Sag maa paakjendes, idet det maa erkjendes, at denne Lov aldeles ikke omhandler Tilfældet, og jeg kan saa meget mindre finde nogen

Side:267

saadan positiv Hjemmel i denne Lov, som man vilde savne den Begrændsning, som den senere Lovgivning har indført, derhen nemlig, at det skal være en væsentlig Forringelse, som ved Indskrænkning i Bebyggelsen er paaført vedkommende Grund. Man kan nemlig, hvis man vil finde en saadan Hjemmel i §4 i L. afødt xx.xx.1845, ikke komme til andet Resultat, end at Grundeieren blot behøver at anmelde en Bygning til Opførelse, forat Kommunen skulde være pligtig til strax at expropriere og udbetale Erstatning, medens de samtidige Love, som af Assessor Løvenskjold tilstrækkeligt paavist, gjøre det til Betingelse, at vedk. Grundeier skal være aldeles hindret i Bebyggelsen, og den senere Lovgivning siger, at Grunden ialfald skal være væsentligt forringet i Værdi. Hvad dernæst den under Sagen paaberaabte Høiesteretsdom afødt xx.xx.1860 angaar, skal jeg bemærke, at der fra denne Dom neppe kan hentes noget Præjudikat. Ved en senere Dom afødt xx.xx.1868 (Retst. s. A. S. fl.) er det nemlig udtalt, at hin Dom maa ansees at være bygget paa særegne Omstændigheder, som ikke her ere tilstede.

Assessor Ottesen: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og i Resultatet enig med Assessor Løvenskjold. Jeg kan dog ikke med ham anse §4 i den almindelige Bygningslov for afgjørende med Hensyn til nærværende Spørgsmaal. Den indeholder efter min Opfatning som Hovedbestemmelse Hjemmel for Kommunen til at expropriere og tilføier kun, at der skal være Erstatningspligt forbunden hermed. Spørgsmaalet om, hvorvidt den her omhandlede Indskrænkning i at bebygge en Tomt, som er udlagt til Gade ved en Reguleringsbeslutning, medfører Erstatningspligt for Kommunen, maa derimod afgjøres efter de almindelige Regler for Erstatningspligt, og disse Regler ville efter min Opfatning ikke føre videre end til at give Grundeieren Erstatning for det Indgreb i Dispositionsretten over, eller det Forbud, der er paalagt Grunden mod at bebygge den. Men dette er - som ogsaa anført af de foregaaende Voterende - forskjelligt fra, at Erstatningen skal bestaa deri, at Grunden kan kræves exproprieret mod at betale dens fulde Værdi. Nu er det vistnok saa, at det er under nærværende Sags Procedure, og, som det synes ogsaa ellers, forudsat, at Erstatningen her nærmest bør bestemmes, som om Grunden var exproprieret. Men dette er ikke udtalt nogetsteds, og det synes for mig at have været en Nødvendighed, at Lovgivningen udtrykkeligt havde udtalt, at dette særegen Opgjør af Erstatningsfordringen skal indtræde som en Følge af, at en Grund saaledes henligger ubebygget. Derimod er jeg med 2 og 4 Voterende enig i, at der er en saa bestemt Forudsætning i de Love, som af 2 Voterende ere anførte, om, at der i Almindeligehed ikke paaligger en Kommune Forpligtelse til strax at expropriere, at det er herpaa jeg i Særdeleshed bygger mit Resultat. Jeg skal tillige kun citere Lov afødt xx.xx.1860, der for et enkelt extremt Tilfældes Vedkommende udtrykkeligt bestemmer, at Erstatning skal gives, nemlig naar Grunden bliver aldeles uskikket til Bebyggelse. Efter den Følgeorden, hvori dette Erstatningskrav er i Lovgivningen efterhaanden givet Medhold, forekommer det mig nødvendigt, at der var givet en udtrykkelig Bestemmelse for at Expropriation kan kræves istedetfor Erstatning for de hyppige tilfælde, at Grunden henligger ubebygget, fordi den er betemt til at blive Gade. Jeg er med de foregaaende Voterende enig i, at der i denne Sag ikke kan blive direkte Anvendelse for L. afødt xx.xx.1877, uden at jeg hermed vil have udtalt, at en Lov, der emanerer efterat en Sag i første Instands er udprocederet, under ingen Omstændighed skulde kunne gjøres gjældende, naar Loven ikke anordner Forhold mellem Private indbyrdes, men angaar den enkelte Borgers Forhold til det Offenlige og til offentlige Foranstaltninger. At jeg imidlertid i nærværende Tilfælde ikke tror, at Loven af 1877 kan komme til Anvesndelse, er især bygget paa de af 2 Voterende anførte Grunde, at der maatte foregaa Undersøgelser om de samtlige faktiske Omstændigheder, der fandt Sted ved Reguleringen i Drammen specielt ved Reguleringen afødt xx.xx.1866. Og naar man har paaberaabt

Side:268

sig Loven af 1877 som en Udtalelse fra den nyere Lovgivnings Side om en videregaaende Erstatning og i denne Henseende tillige paaberaabt sig de efter Overretsdommen afgivne Skjøn, maa jeg bemærke, at hvis man vil anvende Loven af 1877 paa ældre Reguleringer af Gader og Pladse - hvortil der vistnok under særegne Omstændigheder kan være Grund, saa bør dog de Omstændigheder, under hvilke Reguleringen i sin Tid fandt Sted, ikke sættes ud af Betragtning. Det forekommer mig da, at der ved de Skjøn, som er optagne, ikke er taget noget saadant Hensyn, idet man ved at bedømme, hvorvidt Reguleringen har medført en væsentlig Værdiforringelse udelukkende synes at have seet hen til de Omstændigheder, som nu existere. Efter min Mening maatte man ogsaa for at komme til et retfærdigt Resultat have taget i Betragtning Reguleringen af den specielle Tomt - og som ogsaa af 2 Voterende bemærker - hvad der da var aftalt mellem de daværende Eiere og Reguleringskommissionen. Den daværende Eier synes i ethvert Fald ikke at have skjønnet, at der dengang var vederfaret hans Eiendom en væsentlig Værdiforringelse, idet han udtrykkelig udtalte Ønske om, at det maatte henstaa med Gadens Anlæg saa længe som muligt. (Om den stedfundne Regulering af Tomten var Appellanten vidende og havde saaledes havt Anledning til ved Kjøbet at tage Hensyn til den). Jeg finder derfor ikke i, hvad der er passeret efter Overretsdommen, noget bestemt Bevis for, at saadan Skade er tilføiet Eiendommen som den, der skal være Gjenstand for Erstatning efter Loven af 1877. Med Hensyn til Grl.s §105 tør jeg ikke tiltræde 3 Voterendes Udtalelse om, at der i Analogi med denne Grundlovsbestemmelse skulde kunne kræves Erstatning for enhver Indskrænkning i Eiendomsrettens Udøvelse. Jeg tror, at Eiendomsretten, navnlig over Bygrund i Byerne, er et historisk Begreb. Hvorledes Eiendomsretten over Bygrund til enhver Tid kan udøves, er fra gammel Tid af reguleret gjennem Vedtægter og specielle Bestemmelser, der tildels hindre Benyttelse af Grunden i et bestemt Øiemed og tildels medføre en Række af Indskrænkninger i den frie Brug af Tomterne, og det er dette indskrænkede Begreb om Eiendomsret, man underkaster sig, naar man erhverver Grund i Byer. Af denne historiske Opfatning flyder en Forudsætning om, at der ogsaa i Fremtiden er Anledning for Lovgivningen til at indføre Indskrænkninger af Hensyn til det almene Bedste, og - som af 2 Voterende bemærket - vil ogsaa den Indskrænkning, der paalægges Grundeieren af Hensyn til en reguleret Gade i de fleste Tilfælde opveies af de store Fordele, der som oftest ville være forbundne med Gadens Anlæg. Det kan derfor vel forstaaes, at Lovgivningen uden at drive Erstatnings-Principet for vidt og uden at være i Strid med Grundlovens Analogi kan paalægge den nævnte Indskrænkning (jfr. Professor Aschehougs i Retstid. For Rt-1879-761 indførte Afhandling især S. 760 - hvortil jeg i det Væsentlige kan slutte mig. Det er vel heller ikke ganske uden Betryggelse for den Private, at enhver Reguleringsplan skal forelægges Kongen til Approbation, thi ved denne Approbation burde det - uagtet liggende udenfor dens nærmeste Øiemed - vel ogsaa forudsættes at komme under Overveielse, om man gaar de private Interesser for nær, f. Ex. ved at bestemme omfattende Gadeanlæg, der først ville komme til Udførelse i en fjern og ubestemt Fremtid.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende paa samme Maade som Assessor Manthey.

Justitiarius Thomle: Jeg antager ogsaa, at Appell.nes Paastand om, at Kommunen nu vil have at expropriere den omhandlede Grund, maa tages til Følge, og jeg henholder mig i saa Henseende væsentlig til, hvad der af Assessor Manthey er anført. Som af ham bemærket indeholder nemlig Loven afødt xx.xx.1845 Intet, hvorledes det her omhandlede Spørgsmaal direkte løses, og heller Intet, som efter min Mening er til positiv Hinder for det Resultat, hvortil jeg kommer. §4 i nævnte Lov foreskriver nemlig efter min Opfatning alene, at Kommunen er berettiget til at expropriere, det vil sige: tage

Side:269

den Grund, som er fornøden til Gaders Udvidelse osv. efter Taxt; Spørgsmaalet om Grundeieren kan gjøre Fordring paa nogen Erstatning for det Baand, der lægges paa hans Eiendom derved, at han er nødsaget til at respektere de vedtagne Reguleringsprojekter, omhandles aldeles ikke i §en eller i Loven iøvrigt, og det forekommer mig da med Assessor Manthey, at Hensynet til hvad naturlig Retfærdighed og Billighed mod Enkeltmand tilsiger ikke mindre end Hensynet til den i Grundl.s §105 udtalte almindelige Grundsætning maa medføre, at den Enkelte ikke bør være pligtig til at taale saadan Indskrænkning uden Erstatning, naar Indskrænkningen medfører væsentlig Forringelse af hans Eiendom eller gjør ganske ubrugbar for sit Øiemed. Dette er ogsaa udtrykkelig bestemt i den nyere Lovgivning, og ved disse Lovbestemmelser finder jeg, at det, som jeg anser stemmende med naturlig Ret og Billighed, har faaet en saa stærk positiv Sanktion, at jeg ikke tror der kan være nogen Betænkelighed ved at anvende Regelen ogsaa i de, indtil Loven afødt xx.xx.1877 udkom, for de fleste Kjøbsteder i Riget ulovbestemte Tilfælde af denne Art. Og, gaar man først, som jeg, ud fra, at der tilkommer Grundeieren Erstatning under saadanne Betingelser som de her forhaandenværende, antager jeg, at dette maa efter Parternes Procedure i de foregaaende Instantser lede til det Resultat, at Appellantens Paastand maa tages til Følge. Jeg kan imidlertid ikke stemme for, at Underretsdommen in terminis stadfæstes, da Underdommeren gaar meget videre, end jeg kan følge ham. Han synes nemlig at antage, at det er nok til at begrunde Ret for Grundeieren til at kræve Expropriation, at han nu agter at bebygge den Tomt, som er bestemt til at skulle udlægges til Gade eller offentlig Plads. Saavidt kan jeg ikke gaa, idet jeg antager, at Grundeieren, som enhver anden Statsborger maa finde sig i saadanne Baand paa sin Eiendom, som ikke kan siges at medføre nogen væsentlig Indskrænkning eller Forringelse i dens Værdi, og det er først efter Sagens Paadømmelse ved Underretten og Overretten, at Appellanten har tilveiebragt Oplysninger, som paa fyldestgjørende Maade bevise, at hans Tomt vil komme til at lide væsentlig Værdiforringelse, naar den ved Reguleringen gjorte Indskrænkning i hans Adgang til at bebygge den, vedbliver. Der kan forøvrigt vistnok reises Tvivl, om de erhvervede Skjøn ere aldeles afgjørende, dels fordi der kan spørges, om det ikke skulde være Domstolene, som havde at afgjøre, om Indskrænkningen medfører en væsentlig Værdiforringelse i Eiendommen, og ligesaa om dette skal bedømmes efter Forholdene paa den Tid, da Reguleringen besluttedes, eller efter Forholdene, naar Skjønnet optages; men efter den Maade, hvorpaa Drammens Kommune har forholdt sig til de her erhvervede Skjøn, tror jeg ikke, at det kan være betænkeligt ved dem at anse det bevist, at Cit.s Eiendom lider en væsentlig Forringelse i Værdi. Da saaledes væsentlige Momenter, af Hensyn til hvilke jeg kommer til samme Resultat som Underdommeren, ere senere tilveiebragte Oplysninger, ligger heri for mig en Grund mere til ikke at stemme for ligefrem Stadfæstelse af Underrettens Dom.

Efter Konference blev derefter overensstemmende med Pluralitetens Votum Konklusionen formet saaledes:

Drammens Magistrat og Formandskab bør inden fire Uger efter nærværende Doms Afsigelse under en Mulkt af fire Kroner til Byens Fattigkasse for hver Dag, denne Frist oversiddes, paa Kommunens Vegne foranstalte afholdt Expropriations-Taxt over og derefter ved Erlæggelse af Taxtsummen fra Grosserer Tollef Holther indløse den under Sagen omhandlede Grund af hans Eiendom Grund-No. 137, Nedre Bragernæs.

Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.