Rt-1880-382
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1880-04-04 |
| Publisert: | Rt-1880-382 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 133/1 1880 |
| Parter: | W. D. Crotch (Heyerdahl) mod Ole Andersen Sandbo (Stang ved Heffermehl). |
| Forfatter: | Manthey, C. Hansteen, Løvenskjold, Ottesen, Ph. Hansteen, Andresen, Justitiarius Thomle |
| Lovhenvisninger: | Odelsloven (1821) §9, §6, Odelsloven (1821) |
Assessor Manthey: Under Gaarden Søndre Sandbo i Vaage i Gudbrandsdalen hører Heimdalen, som bestaar af Heimdalsvandet med tilliggende Havnestrækning og er beliggende inde paa Fjeldet mellem Gudbrandsdalen og Valders. Denne Eiendom solgte Søndre Sandbos Opsiddere ved et Dokument afødt xx.xx.1860 til Landhandler Thor Sve og Paul Haagenstad for 2500 Spd., som i Dokumentet siges at være betalte. Den 13 Aug. 1860 blev der afholdt Skylddeling over Heimdalen, der uanseet sin Beliggenhed langt inde paa Fjeldet dog var anseet som udgjørende en Del af Sandbos Skyld, og ved denne Forretning fik Heimdalen en Skyld af 3-1-0. Denne Forretning er thinglæst den 5 Septbr. 1860. Den 9 Aug. 1867 gav Paul Haagenstad det nævnte Dokument afødt xx.xx.1860 følgende Paategning: Herved erkjendes, at jeg har solgt og overdraget min Del i Heimdalen, som efter foranstaaende Kontrakt viser, til Daagter Chros fra Engelan saaledes som jeg af de forrige Eiere er hjemlet og har modtaget den mellem os omforenede Kjøbesum, hvorfor herved kvitteres. Paul Haagenstad.» Denne Paategning blev thinglæst den 13 Marts 1869 tilligemed Dokumentet afødt xx.xx.1860. Imidlertid var den ene af Udstederne af Dokumentet afødt xx.xx.1860, nemlig Anders Sandbo, død og hans næstældste Søn Ole, Indst. for Høiesteret, anlagde Odelssag mod Crotch efter Klage afødt xx.xx.1876, hvorefter ved Meddomsmændenes Dom afødt xx.xx.1869 Indst.s Paastand blev tagen til Følge, idet der blev kjendt for Ret: «Indst., Doktor W. D. Crotch, bør mod at udbetales Læsningssummen Kr. 6000 til Lovens første Faredag 1 - en - Maand efter denne Doms Forkyndelse til Fordel for Cit. Ole Andersen Sandbo som Odelsberettiget fravige og ryddiggjøre under Udkastelsestvang halve Heimdalen, nemlig l.nr. 19 b af Skyld 1 Daler 3 Ort. Derhos bør han inden 1 - en - Maaned fra denne Doms Forkyndelse under en Mulkt af 4 - fire - Kr. til Vaage Fattigkasse for hver Dag, han sidder Dommen overhørig, til Cit. udstede Skjøde paa den nævnte Eiendom.» Denne Dom er den 8 Decbr. sidstl. Stadfæstet af Kristiania Stiftsoverrets 2 Afd., kun med den Forandring, at Fristerne ere satte til 8 Uger efter Overretsdommens Afsigelse. Processens Omkostninger ved Overretten bleve ophævede.
Om Odelsprocessen og Løsningssummen er for Høiesteret ingen Tvist. Appell. har paastaaet, at Indst. Ole Sandbos Odelsret, om den har existeret, ialfald er præskirberet efter Odelsl. Af 1821 §9, fordi Eiendommen siden 11 April 1860 har været ude af Sandbo-Familiens Eie; og den Omstændighed, at Cit. ikke har faaet Skjøde, tror han her ikke kan komme i Betragtning, da Overdragelsen i 1860 har været ledsaget af Godsets Besiddelse i saa stor Udstrækning som der kan være Tale om ved en Eiendom som denne. Cit. har ogsaa paaberaabt L. 28 Septbr. 1857, hvorved bl. A. Odelshævdstiden er forandret til 20 Aar, for den Mening, at Bestemmelsen i Odelsl.s §6 om, at Besidderens Odelshævd regnes fra hans Skjødes Thinglæsning, ikke længere kan komme i Betragtning, da thinglæst Skjøde selvfølgelig ikke nu er nødvendigt for at vinde Hævd.
Det vilde blive for vidtløftigt, om man her skulde gaa ind paa en speciel Undersøgelse af Betydningen af Ordet Skjøde ved Siden af Adgang til at hævde. Men der er jo klart, at Skjødet har sin fulde Betydning alligevel, og Høiesteret har flere Gange, efterat Loven af 1857 er emeneret, antaget, at det her kommer an paa Skjødet, og at derimod Kjøbekontrakt i Forbindelse med Besiddelse ikke er tilstrækkelig, saaat den Lære, der blev lagt til Grund
Side:383
for den første Hstd. i denne Materie, nemlig Dom afødt xx.xx.1839, er gjentaget i senere Hstd., navnlig i en Dom afødt xx.xx.1876, og det Samme maa vel ogsaa siges at være skeet ved Hstd. afødt xx.xx.1877 Rt-1877-239, forsaavidt det der er antaget, at en ved Salg af Odelsgods paabegyndt Præskription ikke standseds derved, at Sælgeren igjen fik Kjøbekontrakt og Godsets Besiddelse.
Ved Siden heraf har Cit. paaberaabt, at Dokumentet afødt xx.xx.1860 i Forbindelse med Paategningen afødt xx.xx.1867 (saavidt jeg ved, er Paategningen som Transport betragtet god nok for Crotch, der efter den Forudsætning, der ligger til Grund for Sagens Procedure, er Thor Sves Svigersøn) i sig selv skulde være at anse som Skjøde; dersom de vare skrevne paa stemplet Papir og thinglæste, mener han, at de vilde have været et fuldkomment Skjøde. Men Ulykken er bl. A., at Dokumentet afødt xx.xx.1860 i §2 indeholder, at der skal Skjøde til og da Paategningen af 1867 er en Transport af de personlige Rettigheder, som ere erhvervede, er det en Selvfølge, at hvad der gjælder om det ene, ogsaa gjælder om det andet.
Mere tvivlsomt stiller Sagen sig med Hensyn til en anden Betragtning, som af Cit. er releveret mod Indst., nemlig den, at Cit. i Marts 1873 indledede Forhandlinger med Indst. Ole Andersen, hvis Fader d. 8 s. M. var død, om at faa Skjøde. Et saadant sees ogsaa d. 21 Januar 1874 at være udstedt, underskrevet bl. A. af en anden Sandbomand, Guttorm Sandbo; men det vilde Enken, Indst. og de øvrige Arvinger efter hans Fader Anders Sandbo, der uden Skifte og Deling overtoge dennes Bo, ikke underskrive, og nu siger Cit., at da Kjøbesummen var betalt og Skyldsætningen for længe siden var i Orden, saa vare de forpligtede til at fuldbyrde, hvad der paalaa Arveladeren og hvad denne efter Dokumentet af 1860 havde forpligtet sig til naarsomhelst at udføre. Og han gaar et Skridt videre og siger, at navnlig Indst.s vrangvillige Vægring ved at efterkomme denne sin Skyldighed, ikke kan stifte Rettighed for ham eller gjøre noget Skaar i Cit.s Ret; han gjør i denne Forbindelse opmærksom paa, at dette skeede Vaaren 1873 og at Indst.s Odelsmaal først er reist ved Forligsklage afødt xx.xx.1876, saaat Cit. kunde have havt Skjøde i thinglæst Stand over 3 Aar, førend Indst. optraadte med sit Odelssøgsmaal. Men heller ikke dette forekommer mig at være afgjørende. Indst. har paaberaabt, at hans Fader allerede i 1859 havde solgt Sandbo til sin ældste Søn, Indst.s Broder, derherom har forklaret sig som 1ste V., og man ser af en Erklæring afødt xx.xx.1878 fra Gabriel Mundhjeld, at Cit. i Anledning af Indst.s og hans Families Nægtelse af at meddele ham Skjøde, har anstillet Forligspræve med Broderen, nemlig 1 K.V. Tosten Sandbo, Indst. m. Fl. og at derunder Tosten Sandbo ligesom de Andre have været uvillige til at meddele Skjøde. Man kan altsaa ikke nu under denne Sag afgjøre med Doms Virkning, hvad Følgen skal være af Indst.s Vægring ved at underskrive Skjødet i 1873, og kan man ikke det, saa faar man blive staaende ved det nøgne Faktum, at Cit. nu ikke har Skjøde og han faar tilskrive sig selv, at han nu har ladet 13 Aar eller, om man vil, fra 1867 5-6 Aar hengaa inden han fik Skjøde. Som sagt, dersom Indst. og hans Broder havde underskrevet det førnævnte Skjøde af 21de thl. 24de Januar 1874, saa ser det ikke ud til, at det havde hjulpet Cit.; thi det er jo først dateret 21 Januar 1874, altsaa ikke mere end 2 1/2 Aar før Indst.s Forligsklage, og det var for sent. Derfor gaar det ikke an at afgjøre dette Spørgsmaal med den af Cit. tilsigtede Virkning.
Der har ogsaa været paaberaabt, at der ikke skulde hvile Odel paa Heimdal. Loven nævner nemlig: «Jord paa Lander» som Gjenstand for Odel, medens navnlig ældre Diplomer vise, at der med Hensyn til Heimdalsvandet har været lagt væsentlig Vegt paa, at det var et Fiskevand. I de ældste Dokumenter kaldes det blot Fiskevand. Man kunde da ogsaa gjerne have anført, at en nøgen Fjeldstrækning i og for sig ikke kan kaldes «Jord paa Landet.»
Side:384
Men det kan i denne Anledning være nok med at bemærke, at den faktiske Tilstand ialfald i de senere Aar, efter hvad der sees af Dokumenterne og hvad der under Proceduren er in confesso, forsaavidt er forandret, at der er drevet Havning med Kreaturer i Heimdalen, hvilket endog siges i Forligsklagen, ligesom det er anført, at Sandbomændene i længere Tid have bortleiet disse, som det maa antages, meget betydelige Havnestrækninger til Kvæghandlere, som have ligget der om Sommeren.
Man har ogsaa anført, at det laa i Sameie, og sagt, at Sameie efter vor Ret ikke i alle Dele er fuld Eiendom, saaledes som Odelsl.'s §1 kræver. Jeg skal ikke her afgjøre, om der er eller benægte, at der kan være Sameie, som er af den Beskaffenhed, at den enkelte Sameier ikke kan siges at have fulde Eiendom. Men ialfald kan det ikke gjælde Heimdalen, da det nu er særskilt skyldsat i 2 Dele, l.nr. 19 a og l.nr. 19 b. Vistnok er nogen Deling af denne Eiendom paa Stedet ikke gjennemført. Men naar der er foretaget Skylddeling, saa kan jo Delingen, om man vil foretage den, foregaa naarsomhelst, og jeg antager da, at der ikke kan blive Spørgsmaal om, at Sameiet eller Fællesskabet er til Hinder for Odelsløsningen.
Jeg kommer saaledes til det samme Resultat som de foregaaende Retter og antager, at Stiftsoverrettens Dom kan stadfæstes. Men efter Sagens Beskaffenhed tror jeg ikke, at der bør tilkjendes Indst. Procesomkostninger. Fravigelsen skal efter Odelsloven ske til Lovens næste Faredag. Da det netop idag er 14 April, altsaa Lovens Faredag, ser jeg ikke, at der er anden Udvei end, at Bestemmelsen om Forpligtelse til at fravige og meddele Skjøde, maa udsættes et helt Aar, og der er fra Parternes Side ikke herimod fremsat nogen Indsigelse. I de ergangne Domme er der sat en Termin for Skjødningen, nemlig senest 8 Uger efter Overretsdommens Forkyndelse, og en for Fravigelsen. Men det er nu ikke nødvendigt, saavidt jeg ser, at gjøre nogen saadan Distinktion, og jeg tror saaledes, at det kan være tilstrækkeligt, at man tilføier, at Fravigelse og Skjødning foregaar til Lovens Faredag 1881.
Konklusion:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Fristen for Fravigelsen og Skjødets Udstedelse betsemmes til Lovens Faredag 1881. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.
Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige enig med Førstvoterende.
Assessorerne Løvenskjold, Ottesen, Ph. Hansteen og Andresen: Ligesaa.
Justitiarius Thomle: Ligesaa. Dog tror jeg, at Fristen for Skjødets Udstedelse ikke bør sættes længere end 8 Uger fra nærværende Doms Afsigelse, idet man, saavidt jeg skjønner, ved at sætte denne Frist til Lovens Faredag 1881 gjør en større Forandring i de foregaaende Retters Domme end nødvendigt, og end der forekommer mig at være Adgang til, da ingen af Parterne forsaavidt har paastaaet nogen Forandring.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.