Rt-1881-407

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1881-02-24
Publisert:	Rt-1881-407
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 68/1 1881
Parter:	Apotheker Thaulow (H. S. Dahl) mod Martin Danielsen Valstad (Heffermehl).
Forfatter:	Ottesen, Løvenskjold, Andersen, Saxlund, Platou, Brandt, Manthey
Lovhenvisninger:	Lov om bruksrettigheter (1874), Lov om bruksrettigheter (1874) §3

Assessor Ottesen: Ved Kontrakt af 20de Febr. 1874 solgte Indst. for Høiesteret Gaardbruger Martin Valstad til Apotheker Thaulow i Kristiania en i Kontrakten nærmere bestemt og beskreven Parcel af Gaarden Valstad i Akter. Kjøbesummen var oprindelig bestemt til 1800 Spd., idet man gik ud fra, at Parcellen udgjorde 20 kvadrat Maal Jord, men blev, da det senere ved en Opmaaling viste sig, at den kun udgjorde 17 1/2 Maal, nedsat til 1540 Spd. 96 Skill. Af Kjøbesummen blev der overensstemmende med Kontrakten betalt 600 Spd. ved Eiendommens Tiltrædelse den 14 April 1874, medens derimod Resten af Kjøbesummen skulde erlægges den 14 Oktbr. 1877 og forrentes fra Tiltrædelsen. Af den resterende Del af Gjælden blev der betalt Renter den 22de Marts 1875. Skyldsætningsforretning blev derefter afholdt over Jordstykket den 8 Juni 1875 og Skylden blev bestemt til 23 Skill. eller revideret 25 Skill. Den 17 Decbr. f. A. blev Kjøbekontrakten af Apotheker Thaulow besørget thinglæst.

Den resterende Del af Kjøbesummen 940 Spd. 96 Skill., der, som anført skulde forfalde den 14 Oktbr. 1877, nægtede imidlertid Thaulow at betale, fordi han, som han opgiver, i Mellemtiden var blevet bekjendt med, at der over den solgte Parcel gik en af Almenheden benyttet Gangsti. Denne Nægtelse havde tilfølge, at Valstad ved Indklage afødt xx.xx.1877 anlagde nærværende Sag, der ved Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1880 fik det Udfald, at Apotheker Thaulow, der imidlertid ved Kontrastevning afødt xx.xx.1878 havde paastaaet Hoved-Cit. tilpligtet at tilbagebetale de erlagte 600 Spd., blev tilpligtet at betale Valstad de paasøgte 3763 Kr. 20 Øre med 5 pCt. aarlig Rente fra 14 April 1875, indtil Betaling sker, mod at han erholder Skjøde paa den omhandlede Parcel. Denne Dom er nu af Thaulow indanket her for Høiesteret, hvor han har paastaaet sig frifundet for Indst.s Tiltale samt denne tilpligtet at betale de af ham (Hoved-Cit.) under 11 April 1874 erlagte 2400 Kr.; in subsidium har han nedlagt Paastand om Erstatning efter Skjøn for den Skade, der er paaført Parcellen ved den omhandlede Gangsti, og for begge Tilfælde Tilkjendelse af Sagsomkostninger. Indst. for Høiesteret har derimod nedlagt Paastand om Byrets-Dommes Stadfæstelse og tilkjendelse af Procesomkostninger.

Som allerede anført er Sagens Gjenstand den, at Appell. har fundet sig brøstholden ved den Forringelse i hans Eiendom som er bevirket derved, at der befandtes at føre en Gangsti over den, hvorom han paastaar at have været uvidende ved Kjøbekontraktens Indgaaelse. Det er ogsaa under Sagen oplyst, at der gaar fra Tanumsveien hen til Drammensveien en Gangsti, som skjærer Appell.s Eiendom, og paa det Nærmeste deler den i 2 Dele. Han anfører, at denne Gangsti i ganske væsentlig Grad maa forringe den indkjøbte Parcels Værdi, idet Jordstykket var tænkt udelukkende at skulle benyttes til derpaa at opføre en Bygning til et Landsted, en Bestemmelse, som ogsaa Sælgeren,

Side:408

efter hvad Appell. paastaar, maatte være fuldt vidende om ved Kontraktens Indgaalese, idet den betydelige Kjøbesum viser, at Tomten var bestemt til et ganske andet Formaal end at benyttes til almindeligt Jordbrug. Det vilde aldrig have faldt Appell. ind at indgaa paa Kjøbekontrakten, siger han, hvis han havde været vidende om denne Sti ved Kontraktens Indgaaelse og da Mangelen altsaa efter Appell.s Mening maa erkjendes at være en væsentlig Mangel, maa den lede til at Kontrakten gaar tilbage. Fremdeles antager han, at selve Kontraktens Indhold maatte lede til samme Resultat, idet det udtrykkelig heder, at Eiendommen sælges fri for Heftelse, og som en saadan maa efter hans Mening denne Servitut betegnes, da det i denne Henseende er uden Betydning enten den er paaheftet Eiendommen ved et Hjemmelsdokument, eller den har sin Oprindelse fra Brug i Alders Tid. Han finder, at ogsaa denne Mening har faaet sit Udtryk i Kontrakten derved, at Sælgeren i en har paataget sig at indhegne den solgte Parcel, en Forpligtelse, han ikke skulde kunne have paataget sig, hvis der var en virkelig Servitut paa Eiendommen. Indst. har paa den anden Side i det Væsentlige paaberaabt sig, at der ikke fra Appell.s Side er ført et tilstrækkeligt Bevis for, at der over Eiendommen virkelig fører en Gangsti, har tilstrækkelig Hjemmel, idet han gjør gjældende, at selv om det er godtgjort, at der i en lang Aarrække har gaaet Folk over hans Eiendom mellem de 2 Veie, saa er dette egentlig kun at betragte som Udøvelse af en jus innoxiæ utilitatis, navnlig fordi der paa denne Strækning har været Udmark og Skov, men at der ikke er fremført saadanne Oplysninger, at derved Hævdsbeviset eller beviset for Alders Brug er fyldestgjort. I denne Henseende paaberaaber han sig ogsaa, at der ikke paavises nogen enkelt Gaard eller enkelt Person, der har udøvet Retten men at de Oplysninger, der havdes om Stien, kun gaar ud paa, at Folk i Almindelighed har valgt denne Forkortelse af Beien ved at gaa over Eiendommen. Appell. har vistnok efter Byretsdommens Afsigelse ved at Thingsvidne af 16 Oktbr. f. A. ført en Del Vidner, hvis Prov efter hans Mening fyldestgjør Fordringen til Beviset for, at der virkelig existerer en hævdet Gangsti, eller for at den, hvis ikke de almindelige Betingelser for Hævd ere tilstede, maa siges at være hævdet ved Brug i umindelig Tid.

Jeg skal imidlertid ikke opholde mig herved eller afgjøre hvorvidt der er fuldstændigt Bevis tilveiebragt enten i den ene eller den anden Retning, da det ikke kan være nærværende Sags Gjenstand at bestemme noget om, hvorvidt der existerer en Rettighed eller ikke for Personer, der ikke er inddragne under Sagen. Jeg gaar nemlig ud fra, at det, som i denne Sag væsentlig taler mod Appell., er den Omstændighed, at han efter de fremkomne Oplysninger maa forudsættes at have kjent til, at der over hans Eiendom gik en Gangsti (den være hjemlet eller ei). I den Skrivelse afødt xx.xx.1875, hvori han underretter Indst. om, at han ikke agter at betale den resterende Del af Kjøbesummen, erklærer han saaledes, at Stien under Skyldsætningsforretningen, «naturligvis havde sprunget Mændene i Øinene;» og i et Indlæg for Underretten, der er dokumenteret her i Høiesteret, siges det, at Appell. aldrig har nægtet, at han allerede da Kjøbekontrakten blev indgaaet, var vidende om, at der gik en Gangsti over Eiendommen. Han tilføier at han antog, at denne Sti var en for Gaarden Valstads Gaardbrug anvendt Gjenvei, hvorimod han ikke kunde formode, at det var en for Almenheden hævdet Vei. Der er imidlertid efter min Formening ikke fremført nogen tilstrækkelig Grund til at gaa ud fra, at Appell. virkelig kan have havt denne Opfatning af Gangstiens Øiemed. Intet havde været naturligere, end at han, naar han havde til Hensigt at benytte Parcellen til Landsted, havde skaffet sig nøiagtig Kundskab om Gangstiens Karakter; men der er hverken ved Kjøbekontrakten eller efter hvad der forøvrigt

Side:409

er oplyst, fremkommet noget Bevis ffor, at han søgte Sælgerens Garanti for, at Stien ikke havde andet Øiemed end at benyttes for Gaarden Valstad selv, hvad der efter det framlagte Kart heller ikke forekommer mig at kunne antages, da Stien ikke gaar fra Valstad til dens Udmark, men er, som anført, en Gjenvei mellem tvende Landveie. Det sees ogsaa, at Appell. har været tilstede under Skyldsætningsforretningen af 1875 uden at gjøre nogen Erindring imod Gangstien, uagtet den, efter hvad der er oplyst, var paa Bane under Forretningen. Det er heller ikke oplyst, at Indst. nogensinde har indrømmet, at der gik nogen saadan almen Gangsti over hans Eiendom. Han synes selv at have gaaet ud fra den Forudsætning, at det kun var Eierne af Ravnsborg, der paastode at have Ret til Gangstien, men at de vare uberettigede til den, og disse Forudsætninger udtalte han ogsaa under Skyldsætningsforretningen. At Eieren paa Ravnsborg ligesaa lidt som nogen anden Gaard har hævdet nogen saadan Ret, tror jeg, Indst. maa gives Medhold i, uagtet jeg, som bemærket, ikke vil indlade mig paa, hvorvidt og i hvilket Omfang Gangstien rettelig existerer. At derhos Indst. kan have gaaet ud fra, at Gangstien ikke kan have havt nogen væsentlig Indflydelse med Hensyn til Erhvervelsen af Byggetomten til et Landsted, synes ogsaa at fremgaa af, hvad der under er senere Aastedsthingsvidne den 25 Novbr. 1880 er oplyst. Det er nemlig ved den under Forretningen foretagne Undersøgelse konstateret, at Forskjellen mellem den Tid, der behøves for at tilbagelægge selve Tanumsveien fra de Punkter, hvorfra Gangstien gaar ud og løber ud til, ikke er mere end 1 Minut. Der er ogsaa under samme Forretning forelagt Lagrettesmændene i Henhold til Lov afødt xx.xx.1874 det Spørgsmaal, hvorvidt det kan siges, at Sløifningen eller Omlægningen af Gangstien i nogen særlig Grad kan besværliggjøre Færdselen, og dette har Lagrettet besvaret benægtende (naturligvis paa Grund af den ubetydelige Tidsforskjel, som var bundet ved den Benyttelse). Det forekommer mig derfor, at der vil være Fuld Anledning til at anvende den nævnte Lovs §3, der tillader Eieren af den bebyrdede Eiendom at gaa fri for Servitutbyrden, naar den kan overflyttes til et Sted, hvor den bliver mindre ubekvem for Grundeieren; og et saadant Sted er jo her ligefrem givet ved selve Landeveien, hvor de Folk kunne anvises at gaa, som før benyttede Gangstien. Jeg indrømmer vistnok, at Loven nærmest forudsætter, at det Sted, hvortil man overflytter Gangstien, er et Grundstykke, som Eieren kan paavise paa sin egen Grund eller paa Naboens, som dertil overlades. Men fordi dette er Lovens Forudsætning for de almindelige Tilfælde, saa maa dog Analogien tilsige, atnaar det Sted, hvortil man henviser Folk - her selve Landeveien - er ligesaa hensigtsmæssigt at benytte, som om man heviste til en Strimmel Jord langs Veien, saa bør dette være tilladt. Da under det nævnte Thingsvidne Valstad selv har gjort opmærksom paa denne Lovbestemmmelse, ligger der naturligen en Vedtagelse af, at han fra sin Side vil gjøre, hvad han kan, forat faa Loven bragt i Anvendelse ogsaa for den Del af Eiendommen, der støder umiddelbart til Veien, og som er Udgangspunktet for Gangstien.

Men hvorledes man nu end vil betragte dette, kan jeg, efter hvad der saaledes er oplyst om Gangstien og den formentlig lette Adgang til at blive af med den, ikke gaa ud fra, at her foreligger nogen væsentlig Mangel ved Kontraktens Opfyldelse, eller at Sælgeren har gjort sig skyldig i nogen Vanhjemmel, der skulde berettige Kjøberen til at gaa fra Kontrakten; og ligesaa lidt kan der paa de fremkomne Oplysninger begrundes nogen Erstatning, hvorom der in subsidium er nedlagt Paastand. At ikke Ordet «Heftelse» i Kontrakten omfatter, saaledes som paastaaet er, Indskrænkninger af Beskaffenhed som den heromhandlede, forekommer mig at være saa stemmende med den almindelige Opfatning af dette Ord, selv om man vilde gaa ud fra, at en virkelig

Side:410

thinglæst Servitutrettighed vilde kunne gaa ind derunder, at jeg ikke videre skal hefte mig derved. Heller ikke finder jeg, at den Omstændighed, at Kjøberen paatog sig at indgjærde Eiendommen har noget at betyde, aldenstund det er bevist, at det Sted, hvor Gangstien gik ind paa Valstads Grund og ud paa Drammenveien var forsynet med Gjærde, hvorover de, som skulde gaa Stien, maatte klyve. Bestemmelsen om Gjærdepligt havde derfor blot Hensyn til den Del af Eiendommen, som støder mod de tilgrændsende Jordstykker. Jeg finder efter det Anførte at kunne votere for Stadfæstelse af Byretsdommen, idet jeg antager, at den Omstændighed, at der ved Afsigelsen af Underretsdommen sees at have været Dissents og da der ogsaa paa en vis Maade kan siges at have været Opfordring for Sælgeren til nærmere at have skaffet Oplysning om denne Gangsti, der gik over Eiendommen, hvorfor en betydelig Kjøbesum skulde erlægges, bør bevirke, at Omkostningerne ogsaa for Høiesteret ophæves.

Jeg konkluderer:

Byrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Løvenskjold: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg antager vistnok, at dersom det var fuldstændig bevist - hvad jeg ikke her vil indlade mig paa, da dette Spørgsmaal væsentlig vedkommer andre Parter, som ikke ere stævnte under Sagen - at en saadan Gangsti med fuldt hjemlet Ret gik over en Tomt, der var bestemt til Bebyggelse og Haveanlæg, vilde dette være at anse som en væsentlig Byrde, der maatte nedsætte Tomtens Værdi for det Brug, hvortil den var bestemt. Men hvad der for mig er afgjørende, er at Thaulow selv ved Kjøbekontraktens Afslutning har vidst om Gangstien, og da maatte det være hans Sag som Bybeboer, der kjende Vigtigheden af saadanne Byrder paa en til Landsted og Haveanlæg bestemt Tomt, at undersøge, af hvad Beskaffenhed denne Sti var og hvad Hjemmel der var til dens fortsatte Brug. Desuden lægger jeg væsentlig Vægt paa den Udtalelse af Skjønsmændene under Aastedsforretningen afødt xx.xx.1880, nemlig at naar en nu projekteret Omlægning af Hovedveien har fundet Sted, vil saagodtsom al Benyttelse af Gangstien bortfalde. Derimod vil jeg ikke indlade mig paa, hvorvidt denne Gangsti kan omlægges til Landeveien; det vedkommer ligeledes andre Parter, der ikke ere stævnte under Sagen. Efter de Grunde, som saaledes for mig ere de væsentlige, er det en Selvfølge, at jeg er enig med Førstvoterende ogsaa i, at Processens Omkostninger bør ophæves.

Assessor Andersen: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Saxlund og Extraordinær Assessor, Generalauditør Platou Ligesaa.

Extraordinær Assessor, Professor Brandt: Ligesaa, idet jeg med Hensyn til hvad Assessor Løvenskjold har anført om Adgangen for den, der over sin Grund maa taale nogen Gangsti eller Vei, til at flytte Rettighedens Udøvelse hen til et andet Sted, hvor den er mindre besværende for Grundeieren, tror at burde udtale, at om jeg end kan indrømme, at Lovens Forudsætning er den, at det Sted, hvortil Veien eller Stien flyttes, er et andet Sted paa samme Eiers Grund, saa kan jeg umulig opfatte dette som nogen Betingelse for Lovstedets Anvendelse. Det maa i Forhold til Rettighedshaveren være ligegyldigt, aldenstund den for hans Vedkommende stillede Betingelse, at Veien ikke i nogen særlig Grad besværliggjøres for ham, bliver fyldestgjort. Denne Forstaaelse af Loven vil ogsaa føre til det ubetinget gode Resultat, at det Uvæsentlige ikke vinder en Bestyrkelse, som det ikke bør have.

Assessor Manthey: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.