Rt-1881-453

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1881-03-08
Publisert:	Rt-1881-453
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr.85/1 1881
Parter:	Marie Gulliksen (Birch-Reichenwald) mod Anders Svendsen Mauger og Olaus Svendsen Nygaard (Heyerdal)
Forfatter:	Løvenskjøld, Blich, C. Hansteen, Ph. Hansteen, Ottesen, Bull, Justitiarius Thomle
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §50, §51

Assessor Løvenskjøld: Enkemadame Nygaard boede fra Septbr. 1876 indtil sin Død, som indtraf i Marts 1877, paa Gaarden Tanum i Vestby. Under dette hendes Ophold dersteds tjente Citantinden, Pigen Marie Gulliksen, hos hende. Mad. Nygaard var gammel og sygelig efter et Slaganfald, hvorfor hun tiltrængte megen personlig Opvartning. Denne ydede Cit. hende, efter hvad der maa antages, til hendes fulde Tilfredshed, og Mad. Nygaard ønskede derfor at beholde hende om sig. Cit. havde før Jul 1876 opsagt sin Tjeneste hos hende til Fraflyttelse Vaaren 1877, hvorover Mad. Nygaard efter 2 V.s Forklaring var bedrøvet. Cit. har nu som Grundlag for sit Søgsmaal i denne Sag paastaaet, at Mad. Nygaard for at bevæge hende til at forblive i Tjenesten lovede hende, at hvis hun vilde pleie Mad Nygaard til hendes Død, vilde hun, Mad. Nygaard, ved sin Død give Cit. 300 Spd. Cit. paastaar, at hun gik ind herpaa, og derfor undlod at modtage en anden hende tilbudt god. Tjeneste, og det er in confesso, at hun blev hos Mad. Nygaard og vedblev at pleie hende med samme Omhu indtil hendes Død i Marts 1877. Cit. ansaa det nu som en bestemt, for Mad. Nygaard bindende Overenskomst, at Cit. skulde faa de 300 Spd., og hun fordrede derfor af Mad. Nygaards 2 eneste Arvinger Anders Svendsen Mauger og Olaus Svendsen Nygaard at faa dette Beløb udbetalt. Arven var efter hvad der

Side:454

er in confesso i det hele 6-7.000 Spd. Men Anders Mauger og Olaus Svendsen Nygaard, som ikke antoge, at der forelaa noget for Mad. Nygaard og hendes Arvinger bindende Tilsagn, nægtede at opfylde Cit.s Forlangende.

Cit. lod da efter forgjæves Forligsprøve efter erhvervet beneficium paupertatis ved befalet Sagfører udtage Stævning mod Anders Mauger og Olaus Nygaard og paastod de Indst. ved Dom tilpligtede in solidum at betale hende de paastævnte 300 Spd. eller 1.200 Kr. med Renter fra Paaklagen og tilstrækkelige Procesomkostninger, derunder Salarium til den befalede Sagfører, hvilket in subsidium paastodes ham tilkjendt af Statskassen. De Indst. paastode sig frifundne for Cit.s Tiltale og hos denne tilkjendt Sagsomkostninger. Ved Underretsdom afsagt af Sorenskriveren i Follo 28 Decbr. 1878, bleve de Indst. frifundne for Cit.s Tiltale og Processens Omkostninger ophævede; den befalede Sagfører H. I. Birch blev tillagt i Salarium 120 Kr. at udrede af Statskassen. Efter erhvervet beneficium paupertatis lod Cit Underretsdommen ved befalet Sagfører indanke til Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling og begge Parter nedlagde der Paastand af lige Indhold som ved Underretten. Ved Overrettens Dom afødt xx.xx.1880 blev Underrettens Dom stadfæstet, Processens Omkostninger for Overretten ophævedes og den for Overretten befalede Sagfører, Advokat Birch- Reichenwald, tillagdes i Salarium 100 Kr. at udredes af Statskassen. Denne Dom har Marie Gulliksen efter paanyt erhvervet beneficium paupertatis ved befalet Sagfører indanket for Høiesteret, hvor begge Parter have nedlagt de samme Paastande som i de foregaaende Instantser.

Sagens Spørgsmaal er, hvorvidt det er godtgjort, at der mellem Madame Nygaard og Citantinden er vedtaget en Overenskomst af saadant Indhold, som jeg før har nævnt, nemlig, at Cit., saafremt hun blev hos Mad. Nygaard og pleiede hende til hendes Død, naar denne indtraf, skulde faa udbetalt 300 Spd.

Dette er fra Cit.s Side søgt bevist dels ved Vidner og dels paa anden Maade. 1 V. forklarer, at han hørte Mad. Nygaard sige til sin Søn Anders Mauger, at hun vilde, at Cit., hvis hun blev hos Mad. Nygaard til dennes Død, efter hende skulde have 300 Spd. Vidnet hørte ikke Cit. svare Noget hertil og erindres heller ikke, om Cit. ved denne Leilighed var tilstede. 2 V. forklarer, at Mad. Nygaard i Cit.s Paahør sagde til Vidnet, at hvis Cit. blev hos hende og pleiede hende til hendes Død, vilde hun give hende 300 Spd. efter sin Død. Vidnet hørte dette Tilkjendegivende af Mad. Nygaards egen Mund et Par Gange, - ialfald mere end en Gang, men erindrer ikke, om Cit. paahørte det mere end den ene Gang. Dette Vidne er sikker paa, at det var efter Julen 1876 eller Nytaar 1877 at Vidnet hørte denne Erklæring af Mad. Nygaard og det var ikke saa langt frem i Tiden, at man ventede Mad. Nygaards Død. 3 V. forklarer, at Vidnet i Julen 1876 hørte Mad. Nygaard i Cit.s Paahør sige, at hun havde æslet sig til at give Marie 300 Spd., hvis denne forblev hos hende til hendes Død. Marie hørte denne Udtalelse af Mad. Nygaard, men svarede Intet. 3 V. gjorde sig af den Maade, hvorpaa Mad. Nygaard udtalte sig, den Tanke, at hun var enig med Marie om, at denne skulde blive hos hende paa de nævnte Vilkaar, men hørte ikke noget udtrykkeligt Udsagn herom.

Mod virkningen af disse Vidneprov have de Indst. i det Væsentlige indvendt, at Mad. Nygaards Ytringer ikke have været saa bestemte, at de indeholdt noget forpligtende Tilsagn og at Tilsagnet ialfald ikke er blevet bindende, forsaavidt der ikke foreligger Oplysning om, at Cit. modtog det. Men herimod har Cit. ladet anføre, at hun virkelig modtog Tilbudet og tilkjendegav dette i Gjerningen derved, at hun afslog det fordelagtige Tilbud, hun havde modtaget om en anden god Tjeneste og forblev i Mad. Nygaards Tjeneste. Om det Tilbud om en anden Tjeneste, som skal være hende gjort,

Side:455

er der fremkommet Oplysning ved et Brev dat. 30 Januar 1877 fra en Fru Huitfeldt, stilet til Cit. personlig, hvori Fru Huitfeldt udtaler, at hun havde hørt, at Cit. ikke vilde blive længere hos Mad. Nygaard end til kommende Foraar, og derfor henstillede til Cit. om hun kunde have Lyst til forestaaende Flyttetid at flytte til Fru Huitfeldts Datter, der ønskede, heder det, at faa en snild, tro og venlig Pige, hvilket Brevskriversken og hendes Datter havde hørt, at Cit. skulde være. Fremdeles er der fremkommet en Skrivelse afødt xx.xx.1878 fra Sagf. Brandt, der er gift med den nævnte Fru Huitsfeldts Datter, i hvilken Skrivelse det heder, at Aftalen med Fru.Huitfeldt var, at hvis Cit. ikke inden en bestemt opgiven Dag kom til dem, saa kunde de gaa ud fra, at hun vilde forblive hos Mad. Nygaard og afslog deres Tilbud. Det er in confesso, at Cit. ikke kom til Fru Huitfeldt eller hendes. Datter til den bestemte Tid, hvori altsaa ligger, at hun afslog deres Tilbud og var bestemt paa at blive hos Mad. Nygaard. Jeg maa endvidere ved 1 og 2 V.s Svar til 7 Kv. anse det bevist at disse Vidner vare vidende om, at Cit. havde faaet Tilbud om en god Kondition, men afslog det, og nærmest ligger det at forstaa Svarene saaledes, at Vidnerne ogsaa vidste, at Grunden til hendes Afslag var, at hun havde lovet at blive hos Mad. Nygaard. Derved maa jeg anse det bevist, at Cit. efter at have faaet gjentagne Tilbud fra Mad Nygaards Side har bestemt sig til at forblive hos Mad. Nygaard. Det kan ikke vel forstaaes paa anden Maade end at hun derved i Gjerningen antog Mad. Nygaards Tilbud. At Mad. Nygaard har gjort Cit. et saadant Tilbud som nævnt, finder jeg ogsaa bestyrket ved de Svar, som en af de Indst., Anders Mauger, gav paa en bestikkelse som Cit. den 28 Aug. 1877 lod ham forkynde. Efter Indholdet af de i beskikkelsen opstillede Kvæstioner og Anders Maugers Svar, saaledes som dette af Stævnevidnerne ere paategnede Beskikkelsen, har Anders Mauger erkjendt, at Mad. Nygaard Julen 1876 underrettede ham om, at hun havde tilsagt Cit. 300 Spd., dersom denne blev hos hende og pleiede hende til hendes Død, og at dette Tilkjendegivende skede i Cit.s Nærværelse. Derimod har Anders Mauger paa et andet Spørgsmaal svaret, at han ikke erindrede at Moderen - hvorom han var tilspurgt - ogsaa paa sit Dødsleie i Cit.s Overvær mindede ham om det ovenfor omhandlede Tilsagn; men han tilføier til sin Benægtelse heraf, at hans Moder nogen Tid før sin Død en eller to Gange havde udtalt et Ønske om, at Cit. skulde faa 300 Spd. efter hendes Død, uden at noget bestemt derom blev afgjort i hans Nærværelse. I Anledning af, at Anders Maugers Sagfører under Sagen ikke har villet lægge nogen Vægt paa dette hans Svar paa Beskikkelsen, have Stevnevidnerne i en Erklæring afødt xx.xx.1878 bevidnet, at beskikkelsen gjentagende og tydelig var forelæst Anders Mauger og at hans Svar bleve tydelig afgivne saaledes som i deres paategning anført. Under Sagen har Anders Mauger afgivet en Erklæring, dat. 6 Marts 1878, som efter hvad der er in confesso er ført i Pennen, af hans Sagfører ved Underretten og hvori han betydelig modificerer sit Svar til Stævnevidnerne. Han siger der, at Moderen 2 Gange i Cit.s Nærværelse udtalte sit Ønske om at skjænke hende 300 Spd. efter sin Død, hvis Cit. vilde blive hos hende saalænge, men at Cit. dertil Intet ytrede og at han, Anders Mauger, svarede, at han ikke fandt det rimeligt, og at hvis det var Moderens Hensigt at træffe en saadan Disposition, saa maatte hun træffe den saaledes, at den havde fuld Gyldighed efter Loven. Han forklarer, at denne Moderens Udtalelse om sit Ønske faldt før Jul 1876, og han siger da, at Cit. nogle Dage senere, men ogsaa før Jul, da Moderen udtalte et lignende Ønske, svarede, at hun ikke vilde indgaa herpaa, men heller vilde, at Moderen skulde betale hende større Løn om Aaret; hun skulde da forsøge at blive, saalænge hun kunde. Heri siger han, at Moderen var enig, og senere blev der ikke talt om Sagen. Men denne hans sidste Erklæring staar i Strid med de Svar, som

Side:456

han har afgivet til Stævnevidnerne, baade hvad Indholdet forøvrigt betræffer og forsaavidt han da paastaar, at begge Moderens Udtalelser faldt før Jul 1876, medens han tidligere havde sagt, at det var i Julen 1876, og medens efter 1, 2 og 3 V.s Forklaring Mad. Nygaard har afgivet sin Erklæring om den Sum, som hun betingelsesvis vilde overdrage Cit., dels i og dels efter Julen.

Jeg skal bemærke, at den Omstændighed, at Cit. blev i Tjenesten indtil Mad. Nygaads Død, ikke i og for sig indeholder et saa stærkt Argument for, at hun har antaget Mad. Nygaards Tilbud, som det ved første Øiekast kunde synes, fordi Mad. Nygaards Død indtraf allerede i Marts 1877, altsaa før den første Flyttetid, hvortil Cit. uden Hensyn til nogen Overenskomst med Mad. Nygaard var berettiget til at flytte. Men jeg maa dog antage, at naar Cit. har afslaaet et fordelagtigt Tilbud om en anden Tjeneste, efterat hun havde modtaget Mad. Nygaards Tilsagn, og naar hun siden ikke har vist noget Tegn til at ville flytte og antage nogen anden Tjeneste, uagtet Flyttetid nærmede sig, saa maa deri fra hendes Side ligge en Vedtagelse af Mad. Nygaards Tilsagn. Det er unægtelig saa, at Cit. nu faar den forholdsvis betydelige Sum, som var hende tilsagt, for en meget kort Tjenestetid, og hun kunde heller ikke efter vor Lovgivning forpligte sig til at blive i Mad. Nygaards Tjeneste indtil hendes Død, hvor lang Tid der end maatte hengaa. Men da hun dog efter min Opfatning allerede paa tilstrækkelig Maade har betegnet sin Antagelse af Mad. Nygaards Tilsagn derved, at hun blev i Tjenesten trods den stedfundne Opsigelse og altsaa, saavidt jeg kan skjønne, maa have frafaldt enhver Benyttelse af denne, saa kan ikke den tilfældige Omstændighed, at Mad. Nygaards Død indtraf saa tidlig, forspilde for Cit. Virkningen af denne hendes Vedtagelse.

De Indst.s Sagfører for Høiesteret har fremdeles bemærket, at Mad. Nygaards Tilsagn, som bestod i spredte Ytringer, som hun havde ladet falde til forskjellige Tider og til forskjellige Personer, uden at Vidner vare tilkaldte og uden at i det Hele Formerne for Testamenters Oprettelse vare iagttagne, maa bevirke, at den Disposition over sine Efterladenskaber, som hun ved disse Ytringer har truffet, ikke kan være forpligtende for hendes Arvinger, og han har i saa Henseende paaberaabt 2 Høiesteretsdomme, en afødt xx.xx.1870 og en anden af 1878. Men det gjælder her ikke om nogen tilbagekaldelig Villieserklæring, men om en kontraktsmæssig vedtagen Forpligtelse, betinget af Vederlaag fra den anden Parts Side, som her skulde bestaa i den ydede personlige Tjeneste, og paa en saadan Overenskomst kan Arvelovens Regler i §50 §51 om Formerne for Testamenters Oprettelse ikke være anvendelige. De Udtalelser under Voteringen, der gik forud for Høiesteretsdomme af 1878 (Rt-1878-63) som de Indst.s Sagfører har paaberaabt sig, angaa donationes mortis causa, ikke en tosidig, af Vederlag fra Modtagerens Side betinget kontrakt, og Høiesteretsdommen af 1870 angik et virkeligt Testament.

Jeg antager saaledes, at man efter Omstændighederne maa anse det tilstrækkelig bevist, at Mad. Nygaard har lovet Cit., at hvis hun blev i hendes Tjeneste og pleiede hende til hendes Død, skulde hun faa 300 Spd. og at Cit., ved at afstaa en anden hende tilbudt fordelagtig Tjeneste og blive hos Mad. Nygaard til hendes Død, har modtaget dette Tilsagn og saaledes er berettiget til ved Mad. Nygaards Død at kræve dette Beløb udbetalt af hendes Arvinger.

Jeg vil saaledes votere for, at de Indst., der efter hvad der er oplyst ere Mad. Nygaards eneste Arvinger, tilpligtes in solidum at betale Cit. 1.200 Kr. med 5 pCt. aarlig Rente fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen den 30 Aug. 1877. Processens Omkostninger ved alle Retter, antager jeg efter Sagens unægtelig noget tvivlsomme Beskaffenhed bør ophæves. De

Side:457

befalede Sagførere ved de underordnede Retter, der ligesom den befalede sagfører ved Høiesteret forsvarligen have udført Sagen, tilkjente Salarier forekomme mig passende og den befalede Sagfører for Høiesteret bør efter min Mening tilkjendes i Salarium 200 Kr., der udredes af Stadskassen.

Konklusion:

Anders Svendsen Mauger og Olaus Svendsen Nygaard bør En for Begge og Begge for En betale til Marie Gulliksen 1.200 Kr. med 5 pCt. aarlig Rente deraf fra 30 Aug. 1877, til Betaling sker. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. De befalede Sagførere, Underretssagfører H. I. Birch og Høiesteretsadvokat Birch-Reichenwald, tilkjendes i Salarier resp. 120 Kr. og 300 Kr., der udredes af Statskassen.

Assessor Blich: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor C. Hansteen: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende; men jeg vil gjøre den Bemærkning, at det efter min Mening her er en Kontrakt tilstede, selv om Cit. ikke just har paataget sig Forpligtelse til at blive i Mad. Nygaards Tjeneste til hendes Død. Hvis nemlig Mad. Nygaard for at formaa Cit. til at blive hos hende til hendes Død har givet et Tilsagn, hvorved hun, Mad. Nygaard, forpligtede sig, og Cit. af Hensyn til dette Løfte er gaaet ind paa at forblive i Tjenesten indtil Videre, saa maa der siges at være oprettet en Kontrakt, som Mad. Nygaard ikke senere kunde fragaa. Man kan ogsaa godt tænke sig, at det, som det især gjaldt for Mad. Nygaard, ikke just har været at faa Cit. til at give et forpligtende Tilsagn, men at Hovedsagen for hende har været at bringe det dertil, at Cit. skulde havde et meget stærkt Motiv til at forblive i Tjenesten. Men skulde dette opnaaes, saa var det nødvendigt, at Mad. Nygaard gav et saadant Løfte, hvorved hun bandt sig selv.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er med Tiltrædelse af Sidstvoterendes Bemærkning i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Ottesen og extraordinær Assessor, Generalkrigskommissær Bull: Ligesaa.

Justitiarius Thomle: Ligesaa, idet jeg efter beskaffenheden af det af Mad. Nygaard givne Tilsagn og den dertil knyttede Betingelse antager, at det ikke kunde være nødvendigt, at Cit. udtrykkelig antog dette Tilsagn, forat det skulde være forpligtende for Mad. Nygaard.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.