Rt-1883-138

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1882-11-18
Publisert:	Rt-1883-138
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 114/2, 1882
Parter:	Roald Roaldsen Skadberg (Heffermehl) mod Isak Berntsen Røglebustad (udebleven)
Forfatter:	Manthey, Ph. Hansteen, Lambrechts, Ottesen, Andresen, C. Hansteen, Blich, I.S. Thomle
Lovhenvisninger:	Lov om bruksrettigheter (1874) §1, §4

Cit. Roald Roaldsen. anlagde ifølge Forligsindkaldelse af 19 April

Side:139

1879 og Aastedsstevning af 11 Juni s. A. som Eier af Gaarden Stadberg i Egersunds Landsogn ved Bugten Knarrevigen,, som paa tre Sider omgives af Gaarden nærværende Sag mod Indst, Isak Berntsen og tre andre Opsiddere af Nabogaarden Møglebustad, bels angaaende Gangsti, som de Indst. formentes uberettiget at have taget over Cit.s Gaard til Knarrevigen, dels angaaende en Baadstø (ifølge Rettens Aastedbefaring A. - 6 og 14) den nordligste af flere saadanne paa vestre Side af Knarrevigen. Cit. paastaar blandt andet Indst. Isak Berntsen særskilt tilpligtet under Udkastelsesivang at fravige og ryddiggjøre den her omhandlede Baadstø til Fordel for Cit. (A. 8). De Indst. paastode frifindelse (A. 24) og begge Parter Processens Omkostninger sig tilkjendte. Ved Underretsdom af Sorenskriveren i Dalerne og Meddomsmænd, afsagt 1 Decbr. 1879 blev Indst. Isak Berntsen, Forsaavidt han var sagsøgt til at fravige og ryddiggjøre den Baadstø, frifunden for Cit.s Tiltale, men dennes Paastand forøvrigt i det Væsentlige tagen til Følge, dog saaledes at Processen Omkostninger bleve ophævede. Denne Dom blev alene For Isak Berntsen Møglebustads Vedkommende kun forsavidt angaar den nævnte Baadstø paaanket, men ved Kristiansands Overrets Dom afødt xx.xx.1880, forsaavidt paaanket er kjendt ved Magt at stande, og ved Stevning afødt xx.xx.1881 har Cit. paaanket Overrettens Dom til Høiesterets 2, Session for s. A., hvor Sagen den 15 Juli 1882 opførtes paa Høiesterets Kart for mundtlige Sager og den 28 s. M. paa Grund af Indst.s Udeblivelse udgik til skriftlig Behandling, Stevnemaalet antages at være i Orden. Vistnok er en af Meddomsmændene i Stevningen feilagtig kaldet Haug, men Da det rette Navn - Maug - er anført ved Forkyndelsen for Vedkommende, antages ingen Misforstaaelse at være opstaaet. Da Dokumentationen formenes at være i Orden, antages Sagen at kunne paakjendes.

Der vil af det Anførte nu kun at angaa Indst.s Ret til Baadstø paa Cit.s Grund ved Knarrevigen. Indst. mødte "Baadlande" Søgsmaalet med den Paastand at "Møglebustads Opsiddere have havt "Baadlande" i den nævnte Vig, saalænge Møglebustad har existeret". Efterat Aastedet var befaret og det var erkjendt, at "Ager og Eng rundt om Vigen eies af Cit.", førte denne 2 B., af hvilke det 1, der var Opsidder paa Møglebustad og beslægtet med Indst. (Søskendbarn), forklarede, at en for 5 a 6 Aar siden afdød Opsidder paa samme Gaard, John Torgersen, havde brugt den omtvistede Stø saa lang Tid tilbage, som B. kan mindes. Om denne John havde faaet Tilladelse af Cit. til at bruge Støen, sagde V. ei at kjende til. 2 Hovedv,. der var Opsidder paa Stadberg, forklarede, at (den nævnte) John Torgersen, der var V.s Svoger, og som døde for nogle Aar siden, havde "udtalt" for V, at han havde saaet Tilladelse af Cit. til at benytte ben paaviste Baadstø, som han brugte saa længe han,, færdedes med Søbrug". Forinden Cit nedlagde sin Paastand, benægtede han, at Indst. har Ret til enten Baadlænde eller Baadstø i Knarrevigen, og benægtede specielt at han (Indst) har erhvervet Ret. til noget saadant Cit, formente det derhos ved den oven meddelte Vidneførsel bevist, at det var med hans,, udtrykkelige" Tilladelse, at John Torgersen havde brugt Støen, i hvilken det under Befaringen blev bragt paa det Rene, at Cit for at hindre dens Benyttelse havde lagt store-Stene, som Indst igjen havde borttaget. Hertil svarede Indst, at han benægtede Cit.s Ret til Baadstøen, som han paastod at have brugt i Hævdstid som sin. Han har nemlig brugt den en Tid sammen med John Torgersen, men har i over 40 Aar brugt den alene uden at have spurgt Cit. derom eller hørt nogen Indsigelse derimod før i den sidste Tid. Da denne Tilførsel blev mødt med Benægtelse fra Cit.s Side, førte Indst, der nu lod møde ved Sagfører, 3 V., alle Opsiddere paa Møglebustad. Disse V. vare enige i at Indst i 24 Aar - 2 og 3 Kontrav. forklarede i over. 24 Aar. - havde brugt Baadstøen qy. stadigen og der havt Baad

Side:140

liggende, hvilket ingen Anden i den Tid havde havt. 1 Kontrav, sagde sig derhos bekjendt med, at John Torgersen forinden begyndte at bruge Baadstøen, af og til skal have havt Vaad liggende i Knarrevigen, dog har V. ikke seet hans Vaad i «denne Stø» 2 og 3 Kontrav, bar enige i at John Torgersen i de anførte 24 Aar ingen Vaad har havt i "Baadstøen". Ligeledes var Kontrav, enige i at John n Torgersen i de sidste 24 te paa Grund af Alderdom og andre Omstændigheder ikke drev Søbrug eller kom til Søen. Efter at denne Vidneførsel bor anstillet, sees Indst. ikke at have. ansat sin Brugstid til mere end 24 Aar se hans Indlæg afødt xx.xx.1879, A. S. 24. Cit. har imidlertid paastaaet, at Indst.s Besiddelse ikke Skulde være stiftet til at begrunde Hævd nemlig paa Grund af manglende bona fides. John Torgersen Brug anfører Cit, grunder sig paa Sidstnævntes Tilladelse, og da det er in confesso, at Indst.s første Brug af Støen faldt sammen med John Torgersen Brug, maa hans Besiddelsegrund være den samme som dennes. Men at John Torgersen Brug var grundet paa, Cit.s Tilladelse er paa Grund af Indst.s Benægtelse ikke bevist, og ialfald vilde en saadan Tilladelse ikke udelukke Indst.s bona fides, idet det jo 61. a. er tænkeligt, at der aldrig mellem John Torgersen og Indst. har, været Tale om den Førstes Adkomst John Torgersen Møglebustad døde efter en irettelagt Præsteattest d. 12 Marts 1874, 78 Aar gammel. Sagens Udfald kommer altsaa til at bero paa om Indst.s 24-aarige Besiddelse er af den Beskaffenhed at den kan begrunde den paaberaabte Hævd Den omfatter Tiden fra 24 Aar før Vidneførslen d. 24 Septbr. 1879 altsaa fra samme Dag Aar 1855.

Herved bemærkede Cit.s Sagfører for Overretten, at Hævdserhvervelsen ifølge Lov 23 Mai 1874, §1 jfr. §4 standsede med 1 Jan. 1875, da Loven traadte i Kraft; men herimod indvendtes i Overrettens Dom at Cit. "i 1 Instants formentlig har erkjendt, at Indst.s Brug har havt den til Hævdes Erhvervelse fornødne Varighed". Rigtigheden heraf finder jeg dog overmaade tvivlsom. Cit. benægtede Som allerede anført strax Indst. s Paastand om Brugshævd, og da Indst.s før nævnte Indlæg afødt xx.xx.1879 fremkom, gjentoges Cit.s Benægtelse af at Indst. havde vundet Hævd fordi Brugen fra hans Side var skeet precario modo og ialfald maatte betragtes som saadan et er ogsaa i Cit.s Deduktion for Høiesteret indrømmet at Lov 23 Mai 1874 ikke blev nævnt af nogen af Parterne, forbi ingen af dem var opmærksom paa dens herhen hørende Bestemmelse (skjønt dens .3 § i en anden Forbindelse nævnes i Cit.s Aastedsstevning). Men at Cit. naar hensees til hans Procedure i det Hele, skulde være betaget Ret til at se den nævnte Lov bragt i Anvendelse paa det omtvistede Retsforhold, kan formentlig ikke antages. Thi Høiesteret er i mange Tilfælde gaaet ud fra, at naar en Part bestrider Modpartens Paastand i det Hele, og maa antages at ville have bragt i Anvendelse til Sit Tarv Alt, hvad der ligger i fremlagte Breve og Bevisligheder eller i Lovens Bud, bør Domstolene hertil tage Hensyn, om end ovedkommende Part i sin Procedure har undladt specielt at paapege det. leg skal indskrænke mig til i saa Henseende at henvise til nogle i den senere Tid afsagte Høiesteretsdomme: 26 Oktbr. 1875, Rt-1875-702 ff. især S. 704, 17 Novbr. 1876. 819 ff. især S. 821 og 1 Aug. 1877, 249 ff. især S. 250, ved hvilke denne Anskuelse formenes . anerkjendt i sin fulde Udstrækning. Efter Cit.s Procedure antager jeg at de foregaaende Retter burde taget Hensyn til Loven 23 Mai 74, hvis §1 efter at have opregnet forskjellige Slags Brugsrettigheder over anden Mands Eiendom, paa hvilke der fremtidig ei kan vindes Hævd i Henhold til n. L 5-5-4 tilføier: "saavelsom enhver anden Brugsret over fremmed Eiendom der ikke aabenbarer sig ved nogen stadig for Brugens Skyld anbragt Indretning", samt derefter tilføier sine Undtagelser, om hvilke her ei er

Side:141

Spørgsmaal. Og at denne Bestemmelse der ifølge Lovens, §4 traadte i Kraft 1 Januar 1875 er anvendelig paa en allerede begyndt Brugshævd neppe betvivles, jfr: Afcheh. Norges nuværende Statsforfatning Kap. 60 §32, (8 Hefte S 128). Mod at anse den omtvistede Ret til Baadstø paa Cit.s Grund Som gaaende ind under Lovens §1, er ingen faktisk Oplysning fremkommen. En Baadstø, der ogsaa af Indst. under Sagen taldes Baadlænde er saavidt vides, og at slutte efter den Maade, hvorpaa den omtales kun et Sted, hvor der kan lægges til Land med Baad, uden at der er Tale om nogen Brygge eller Landgangsindretning, idet det navnlig sees, at Cit. har Søgt at gjøre den, der er nærværende Tvists Gjenstand ubrugelig ved at udlægge i den nogle Store Stene, en Operation, der rimeligvis vilde være utjenlig til Øiemedet, naar der var nogen faststaaende Indretning, Som maa antages ikke at have været tilstede, og dette synes i nogen Grad at bestyrkes ved Cit.s Anbringende som Indst. ikke specielt har benægtet, at hans Brug af Baadstøen er skeet precario modo. Med Hensyn til Hævdstiden er det som ovenfor bemærket, oplyst, at Indst.s Brug af Støen havde varet i 24 Aar regnet tilbage fra 24 Septbr. 1879, da Kontrav. førtes; men da var af disse 24 Aar foreløbig afgaaet Tiden fra Forligsindkaldelsen d. 19 April 1879, eller ca. 5 Maaneder før 24 Septbr. s. A., og naar L. 25 Mai 1874 herpaa anvendes, Standser Hævdens Løv ved 1 Januar 1875, hvorved altsaa yderligere kommer til at afgaa henimod 4 1/3 Aar, saaledes bliver tilbage lidt over 19 1/4 Aar. Cit. antages derhos ikke forpligtet til at taale Indst.s Brug af den omhandlede Baadstø paa Cit.s Grund, og hans Paastand paa dens Fravigelse og Ryddiggjørelse under Udkastelses-Tvang maa derfor tages til Følge. At Processens Omkostninger mellem de for Høiesteret procederende Parter maa ophæves, anser jeg ikke tvivlsomt.

Konklusion:

Isak Berntsen Møglebustad bør til Fordel for Roald Roaldsen Stadberg under UdkasteIsestvang fravige og ryddiggjøre den under Sagen omhandlede Baadstø, ved Knarrevigen, Processens Omkostninger for alle Retter mellem de nævnte Parter ophæves.

W. Manthey.

Jeg kommer ikke til samme Resultat som Førstvoterende, men antaget med de underordnede Retter at Indst, maa have hævdet Retten til den omhandlede Baadstøs Benyttelse, og at han altsaa maa være at frifinde for Cit.s Tiltale med Hensyn til samme. Efter min Mening er der nemlig ikke - Som af Førstvoterende antaget - her Sted for nogen Anvendelse af Loven afødt xx.xx.1874 tit Standsning af Hævdstidens Løv. En Baadstø til Havet kan nemlig antageligen ikke, ialfald ikke i det Distrikt hvorom her handles, siges "ikke at aabenbare sig ved nogen stadig for Brugens Skyld anbragt Indretning". Tvertimod forudsætter den, saavidt jeg ved, for at være skikket til Brug efter sit Øiemed, med Nødvendighed viste Indretninger og Anstalter, der stadig maa være forhaanden, og derhos ere noksaa iøinefaldende. En saadan Baadstøs Hensigt er at muliggjøre eller ialfald lette Baadenes Landdragning, naar ikke skulde bruges, og deres Uddragning paa Bandet, naar de skulle benyttes. Hvor Brygger og indbyggede Baadhavne ikke haves, anlægger man ved Bosteder langs Kysten og i Fjordene deslige Baadstøer, hvilke indrettes paa den Maade, at der paa et jevnt skraanende Sted paa Stranden opryddes et Stykke af passende Bredde, hvor der derefter nedlægges saakaldte Lunner, det er paa ivers lagte Stokke eller Kavler, hvilke saa langt som Flovandet rækker, i Enderne belastes med Stene eller paa anden Maade fæstes til Grunden for ikke at bortføres af Søen. Ad disse Lunner er det, at Baadene trækkes paa Land, saa høit op i Fjæren at de ikke kunne naaes af Flovandet. (Se herom bl. A. Ivar Aasens Ordbog). Ved disse Indretninger aabenbarer en Baadstø til Havet sig strax som en saadan, og om nogen skjult Tilsnigelse af dens Anbringelse kan der ikke vel

Side:142

være Tale, ligesom forøvrigt ogsaa Badenes Henliggen i samme noksom maa hendrage Opmærksomheden paa den. Efter dette, samt da det ved de af Indst. i Sagen førte Vidner, hvorom henvises til Førstvoterendes Votum, er godtgjort, at Indst. i mindst 24 Aar, regnet tilbage fra 24 Septbr. 1879, stadig for sig alene har benyttet den omhandlede Baadstø, og der havt Baad liggende, ud en at der - efter hvad han uimodsagt har anført - førend i den sidste Tid derimod har været gjort nogen Indsigelse, og der - som ogsaa af Førstvoterende antaget - mangler Bevis for Rigtigheden af den mod Brugens Sikkerhed til Hævds Erhvervelse fremsatte IndsigeIse, at samme skulde være udøvet enten mala fide eller kun precario, antager jeg, at Betingelserne for Hævds Erhvervelse in casu er forhaanden.

Jeg konkluderer altsaa:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Ph. Hansteen

Jeg voterer for samme Resultat som Assessor Ph. Hansteen. Hvorledes det i Virkeligheden har sig med den omhandlede Baadstø, nemlig, om den "aabenbarer sig ved nogen stadig anbragt Indretning" og isaafald om denne er anbragt "for Brugens Skyld". hvorledes det har sig hermed, det faar staa derhen. Men jeg opfatter det saa, at Parterne efter Proceduren maa antages at have været enige i, at der in casu er Tale om en Servitut, paa hvilken Lov 23 Mai 1874 §1 ingen Anvendelse har. J 1 Instants er der nemlig ikke enten under Aastedsbefaringen eller under Proceduren fra Cit. eller hans Sagfører ymtet et Ord om, at Indst.s Benyttelse af Baadstøen efter de faktiske Forhold var af den Slags Servituter, hvis Hævds Erhvervelse nævnte Lov affskjærer, og, naar saa er, var der vel ingen procentuel Fornødenhed for Indst. udtrykkelig at paaberaabe, at Servituten ikke var af det Slags. I Overretten har Cit. paastaaet det førstnævnte, men der mødte ikke Indst., (noget, som viste sig endogsaa før nævnte Paastand fremkom) og Overretten har derfor vistnok med Føie undladt at tage Hensyn til dette faktiske nye (forresten ganske ulegitimerede) Anbringende. L. 23 Mai 1874 §1 og 4 kan ikke gjøres gjældende til Fordel for Cit. unden under underkjendelse af og paa Grundlag af et Faktum, som ikke ialfald betimelig nok er paaberaabt eller indbragt i Processen, og Som, naar Cit. ikke har paapeget det i 1 Instants, synes endog nærmest at maatte formodes ikke at existere.

Den Omstændighed, at Cit. paa andre faktiske Grunde benægter, at Indst.s 24aarige Benyttelse af Baadstøen kan lede til Hævds Erhvervelse, kan derfor efter min Mening ikke hjælpe ham i ommeldte Punkt - og, kan L. 23 Mai 1874 §1 ikke in casu bringes i Anvendelse, kan Indst. formentlig ikke ansægtes af Cit. W. Lambrechts.

Enig med Assessorerne Ph Hansteen og Lambrechts. P.V. Ottesen.

Ligesaa. C. M. Andresen.

Jeg henholder mig i alt Væsentligt til Assessorn. Ph. Hansteen Votum, idet jeg ikke har nogen Tvivl om, at den omhandlede Baadstø er en for Brugens Skyld anbragt Indretning, hvorigjennem Brugsretten aabenbarer sig. Skulde dette ikke forholde sig saa, maa jeg ialfald være enig i Assessor Lambrechts Ræsonnement. C. Hansteen.

Enig med Assessor Lambrechts. I. Blich.

Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Assessor Lambrechts. I. S. Thomle.

Seet. W. Manthey.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Assessor Ph. Hansteens Konklusion.

Side:597