Rt-1883-391
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1883-04-26 |
| Publisert: | Rt-1883-391 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 161/1 1883 |
| Parter: | Hans Tolstad, Ole Jacobsen Hammer og Hans Hammerløkken (Bonnevie), mod Gunvald Saastad (Motzfeldt). |
| Forfatter: | Saxlund, Ph. Hansteen, Ottesen, Blich, Brandt, Alsing, Justitiarius Thomle |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Saxlund: Ved Forligsklage afødt xx.xx.1876 anlagde Appell. for Høiesteret nærværende Sag mod Indst. i Anledning af, at han havde lagt ind og opdyrket 2 Jordstykker ved Lalems Bro i Vaage m. V. og paastode ham tilpligtet til igjen at udlægge disse og at ophøre med Havning i «Klagernes Havnegang». Ved Dom afsagt af Sorenskriveren i Nordre Gudbrandsdalens Sorenskriveri med Meddomsmænd den 11 Febr. 1880 blev Indst. kjendt uberettiget til Havning i Hammers Skovteig og tilpligtet under en Dagmulkt at udlægge til Havning for Appell. de indlagte Jordstykker. Indst. blev derhos ilagt Processens Omkostninger med 280 Kr., medens Salaret til de for Indst. befalede Sagførere, til hver 140 Kr. bestemtes at udredes af Statskassen. Det bemærkes, at Underretsdommen afsagdes efter Meddomsmændenes Votum, idet den konst. Sorenskriver voterede for Indst.s Frifindelse. Ved Kristiania Stiftsoverrets 2den Afdelings Dom afødt xx.xx.1881 blev derimod Indst. (Saastad) frifundet for Appell.s Tiltale og Appell. ilagte Omkostningerne ved begge Retter med 400 Kr., hvoraf skulde udredes det den befalede Sagfører for Overretten tillagte Salarium 100 Kr. og de de befalede Sagførere ved Underretten tilkjendte Salarer, hvorhos af Resten skulde udredes, saavidt tilstrække kan de øvrige Omkostninger, som om Sagen ikke havde været beneficeret. Endelig bestemte Overretten, at Salarier til Sættedommeren
Side:392
ved Underretten Overretssagfører Walle skulde udredes af Appell. med 35 Kr. Det bemærkes, at Indst. har havdt benificium paupertatis med fri Sagfører for alle Retter.
Appell. have nu i Høiesteret paastaaet principalt, at Underrettens Dom stadfæstes, og in subsidium, at Indst. kjendes uberettiget til Havning i Hammers Skovteig og under Mulkt paalægges at udlægge til Havning den Del af det under Sagen omhandlede af ham indlagte nederste Stykke, der ligger mellem de paa Stykket opførte Husebygninger og Otta Elv. Appell. paastaa sig derhos tilkjendte Processens Omkostninger for alle Retter. For Indst. har den befalede Sagfører paastaaet Overrettens Dom stadfæstet samt Appell. paalagt Processen Omkostninger for Høiesteret, som om Sagen ikke havde været beneficeret, og derunder Salarium til den befalede Sagfører.
Sagens faktiske Omstændigheder ere i det Væsentlige følgende: Den 14 Juni 1823 udstedte Eieren af Gaarden Øvre Hammer i Vaage, M.-Nr. 94, Skjøde til Krigsraad Lundh paa en Skovteig, hvis Grændser nærmere beskrives i Skjødet til «Odel og Eiendom for Kjøberen». Derhos heder det i Skjødet: «For denne Skovteig, paa hvilken Gaarden Hammer fremdeles beholder Havningen, har Kjøberen Krigsraad Lundh betalt de omakkorderede 50 Spd.» Den hele Gaard Hammer sees at have været eiet den ene Del af Udstederen af nævnte Skjøde og de 2 andre Dele af 2 Andre. Parterne ere begge under Proceduren gaaede ud fra, at mellem disse 3 Gaarde var Skoven udskiftet, medens Havningen i Skovstrækningerne derunder den omhandlede solgte Skogteig laa i Fællesskab mellem disse Gaarde. De tre Gaardes Skovstrækninger ere beliggende omkring den solgte Skovteig, saa at denne danner en Kile in i Skovstrækningerne. Krigsraad Lundh solgte siden Skovteigen til en Soleglad ved Skjøde afødt xx.xx.1859 for 400 Spd. Fra Soleglad er Eiendommen gaaet over til det offentlige Veivæsen, af hvilket den atter ved offentlig Auktion afødt xx.xx.1865 blev solgt til Indst. for 200 Spd., og Indst.s Skjøde blev af Sorenskriveren paategnet som Anmærkning, at Gaarden Hammer fremdeles beholder Havningen efter det refererede Skjøde af 1823.
Ikke længe efterat Lundh havde kjøbt Skovteigen opbyggede han i samme en Plads kaldet Broviken, hvortil blev indlagt en Del af Skovteigen. Hvad Tid dette skede er ikke med Bestemthed oplyst. I Anledning af denne Indlæggelse sees der ikke at være fremkommet nogen Indvending fra Appell.s Gaardes Side, og ingen Tvist er i denne Henseende opstaaet. Derimod indlagde Indst. i 1866 et andet Stykke af Skovteigen der under Sagen benævnes det nedre Indlæg, og som gaar fra Landeveien mellem Vaage og Lom til Otta Elv. Dette Indlæg, som altsaa udskiltes fra Skovteigen, holder efter Lagrettets Skjøn 6 a 7 Maal. Fremdeles indlagde Indst. i 1874 eller 1875 atter et nyt Stykke af Skovteigen ved Siden af den gamle Plads Broviken, hvilket sidste Indlæg kaldes for det øvre Indlæg og er skjønnet at holde 2 a 3 Maal. Fremdeles bemærkes, at Indst. har benyttet Havning for sig i Skovteigen. Appell. formene imidlertid, at saadan Havneret ikke tilkommer Indst., i hvilken Henseende de paaberaabe sig det refererede Udtryk i Skjødet af 1823, hvorefter Gaarden Hammer beholder Havningen. Appell. formene, at herved maa ansees tilstrækkelig tydelig udtrykt, at Kjøberen havde kjøbt Skoven saavelsom Skovbunden men derimod ikke nogen Ret til Havning. Udtrykket «Havningen» formentes at maatte betegne den hele Havning i Skovstrækningen.
Uagtet det kan synes, at Appell. i ikke liden Grad have Ordbetydningen for sig, kan jeg dog ikke tiltræde deres Fortolkning af Skjødet. Hoveddispositionen i Skjødet gaar ud paa, at Skovteigen sælges til Odel og Eiendom, og Parterne ere enige om, at herunder skal forstaaes ikke alene selve Skoven men ogsaa Skovbunden. Det synes efter dette lidet rimeligt,
Side:393
at kjøberen skulde være udelukket fra saa at sige nogensomhelst Brug af Skovbunden, hvilket i Virkeligheden vilde blive Tilfældet, naar Appell. skulde have en udelukkende Ret til havning. Indst. mener, at der ved Forbeholdet om Havning for Hammer Gaard alene maa forstaaes, at der for Gaarden fremdeles skulde være Adgang som før til Havning i Strækningen ved Siden af den Kjøberen som Eier selvfølgelig tilkommende Havneret. Forat Kjøberen skulde være udelukket fra saadan Ret, maatte, mener Indst., dette udtrykkelig være sagt i Skjødet. Og jeg maa heri give Indst. Medhold. I Mangel af nærmere Oplysninger kan man, synes det mig, efter Skjødets hele Indhold, hvis Hoveddisposition gaar ud paa Salg til Eiendom, ikke lægge Vegt paa Ordet «Havningen». Det kan være en unøiagtig Udtryksmaade istedetfor «Havning». Jeg maa saaledes være enig med Indst. i, at naar det ikke udtrykkelig er anført i Skjødet, at Eieren skulde være udelukket fra Havning, saa maa Retten dertil tilligge ham. Indst. har ogsaa til Støtte for denne Fortolkning paaberaabt sig den senere bestaaende faktiske Tilstand. Det er nemlig under Sagen oplyst, at der af Bosidderen i Broviken, der, som anført blev anbragt der af Krigsraad Lundh ikke længe efterat han havde kjøbt Skovteigen, var blevet havnet med Kreaturer den hele Tid, mendens en gammel Kone beboede Pladsen, og efter Konen af dennes Søn, indtil denne blev tilpligtet at fravige Pladsen til Indst. i Slutningen af 60 Aarene. Og, som jeg allerede har anført, Indst. selv har benyttet Havnegangen i Skovstrækningen. Jeg finder det ikke fornødent nærmere at opholde mig ved den Havning, som saaledes har fundet Sted, om denne Brug maatte ansees at medføre en hævdet Ret for Indst., som denne paastaar; men jeg finder, at det saaledes Passerede i høie Grad bestyrker Indst.s Opfatning af, hvad der var Meningen med Bestemmelsen i Skjødet af 1823, idet der nemlig ikke hverken med Indlægget af Broviken og heller ikke med Hensyn til Havningen er fremkommet nogen Indsigelse førend nærværende Sags Anlæg. Appell. have paaberaabt sig nogle af dem førte Vidner, som nemlig udtale, at de anse Appell. og deres Husmænd for Havneberettigede i Strækningen, men herpaa kan ingen Vægt lægges. Videre have Appell. paaberaabt sig det Passerede ved Auktionen den 14 Juni 1865, hvor nemlig en af Eierne af Hammer-Gaardene foreviste Udskrift af Skjødet af 1823 med Anførsel om, at deri er forbeholdt Gaardene Ret til Havningen. Ved Siden heraf kan imidlertid bemærkes, at Sælgeren ved samme Auktion tilførte, at Kjøberen selvfølgelig maatte tilkomme enhver Ret til Teigen saavel med Hensyn til Skoven som Havnegangen m. V., som Sælgeren i sin Besiddelsestid havde udøvet. Jeg formene at der af det saaledes Passerede ved Auktionen Intet kan udledes.
Appell. paastaa fremdeles, at det er et aldeles uberettiget Foretagende af Indst., at han har indlagt de 2de omhandlede Stykker: «nedre og øvre Indlæg,» idet han herved har formindsket Havnestrækningen og derved tillige besværliggjort Adgangen til Havning for Appell.s Gaardes Vedkommende. De erkjende, at Indlæggene ikke ere af nogen stor Udstrækning; de anføre, at Indlæggene udgjøre omtrent 12 Maal. Indst. har imidlertid anført, at de kun andrage til 7 a 8 Maal, medens den hele Skovteigs Areal er 660 Maal; Gaardene Hammer have desuden Havning i de betydelige dem tilliggende Skovstrækninger omkring Skovteigen. Appell. formene, at de ikke kunde være pligtige til at taale saadan vilkaarlig Indlægning af Stykker fra Skovteigen; og skulde det af Indst. i saa Henseende Foretagne erkjendes retsmæssigt, kunde det føre til, at han foretog mere og mere Indlægning til Forringelse eller Tilintetgjørelse af Gaardenes Havneret. De formene, at om Indst. tilkommer Havneret, saa er han ialfald uberettiget til paa den Maade, som skeet, at indskrænke Appell.s lignende Ret. Indst. har herimod paaberaabt sig, at det efter Sagens Natur ikke gaar an at Anvende en saadan Ret som Havneretten paa en saadan Maade, at Eieren
Side:394
derved urimelig hindres Dispositionen over sin egen Eiendom. Han anfører ogsaa i denne Henseende, at Krigsraad Lundh, som før bemærket, uden Indsigelse foretog Indlæg af Broviken, og naar dette er blevet anseet lovlig, saa kunne de Indlæg, som Indst. senere har foretaget heller ikke ansees for ulovlige aldenstund Adgangen til Havning for Appell.s Gaarde i det Væsentlige ogsaa desuagtet bliver den saame som før. Ligesom det Passerede saaledes synes at indeholde en Erkjendelse fra Hammergaardenes Side af at der ikke ved Indlæg af Skovteigen er gaaet deres Ret for nær, har Indst. fremdeles udhævet, at det nedre Indlæg blev indlagt allerede 1866 og at derpaa er opført 2de Vaanhuse og 4 Udhuse, uden at nogen Indsigelse er fremkommet før ved Sagsanlægget. Om Appell.s Paastand befølges, vilde Indst. blive pligtig til at nedrive Husene m. V., Noget, som for ham vilde blive ruinerende. Naar der her tales om Formindskelse af Havnestrækningen, saa maa det erkjendes, at den i Forhold til den hele Strækning maa blive overmaade ubetydelig. Det er høist et halvt Snes Maal, som er indlagt af en Strækning paa 660 Maal i Forbindelse med andre store Strækninger, hvori Hammergaardene have Havn. Indst. anfører ogsaa, at de indlagte Stykker have lidet eller intet at betyde som Gjenstand for Havnegang. Efter Sagens Oplysninger kan jeg derfor ikke være i Tvivl om, at Gaardene Hammer uagtet Indlæggene havde fuldkommen tilstrækkelig Havnegang for sit Behov.
Appell. anke imidlertid specielt over, at Adgangen til Havnestrækningen er besværliggjort ved de af Indst. foretagne Indlæg. Men Anken gjælder hovedsagelig det nedre Indlæg. Ved dette ligger nemlig paa den anden Side af Veien mellem Vaage og Lom en Hovestrækning stødende til Otta Elv, hvortil Adgangen for Kreaturerne efter Indlægget ikke er saa fri, som den tidligere var. Appell. have i Forbindelse hermed anført, at da Indst. har opført Huse paa det nedre Indlæg, hvor dr er Hvilested for Færdselsfolk, saa belemres undertiden Veien med Heste og Kjøretøier til Gene for Kreaturernes Gang. Men jeg finder det ikke fornødent nærmere at udbrede mig om Omstændighederne herved, idet jeg maa give Indst. Medhold i, at den Gene, som herved forvoldes for Appell.s Adgang til Havnen, maa ansees at være af meget ringe Betydning. Kreaturerne kunne nemlig ved at gaa Veien paa begge Sider af Indlægget komme til det nedre Stykke af Strækningen, som kun er en liden smal Strimmel langs Otta Elv, der ikke kan være af nogen væsentlig Betydning som Havnegang. Om Kreaturerne ved at søge ned til denne Strækning skulde komme til at gjøre en Omvei af nogle Skridt saa formenes dette ikke at kunne tillægges særdeles Vægt.
Enten man kalder den Appell. forbeholdte Rettighed en Servitut paa Skovteigen eller en Medeiendomsret kan ikke være af afgjørende Betydning, men jeg formener, at efter Forholdets Natur gaar det ikke an at fortolke en saadan Rettighed saa strængt, at Eieren af Strækningen skulde lide væsentlig Afbræk i sin Raadighed over Eiendommen, uden at der forsaavidt var Tale om nogen Skade for de Havneberettigede. Jeg antager, at der med Hensyn til Udstrækningen af en saadan Ret maa sees hen paa Omstændighederne i det konkrete Tilfælde. Naar Havneretten ved det af Eieren foretagne maa antages i Virkeligheden ikke i nogen væsentlig Henseende at lide Afbræk, faar de Berettigede finde sig i Eierens Dispositioner, og jeg skjønner ikke andet, end at i nærværende Tilfælde kan Havningen fra Hammergaardenes Side i alt væsentligt finde Sted ligesaa godt nu, som før Indlæggene bleve anbragte. Jeg kommer saaledes i Hovedsagen til samme Resultat som Overretten, idet jeg dog ikke finder Sagen saa klar og utvivlsom, som Overretten har fundet den, eller at Sagsanlægget skulde have været saa ganske ubeføiet fra Appell.s Side, hvorfor jeg voterer for, at Processens Omkostninger ophæves for alle Retter. Forsaavidt Sagførselen har været befalet, har jeg
Side:395
Intet ved samme at udsætte, og jeg antager heller ikke, at der er Grund til at gjøre Forandring i de de befalede Sagførere ved de foregaaende Retter tilkjendte Salarer.
Efter det Anførte konkluderer jeg:
Indst. Gunvald Saastad bør for Citanterne Hans Toldstad, Ole Jakobsen Hammer og Hammerløkken deres Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. De befalede Sagførere tillægges følgende Salarier: nuværende Foged H. A. H. Olsen og Overretssagfører Scharfenberg hver 140 Kr., nuværende Expeditionschef Brich-Reichenwald 100 Kr. og Høiesteretsadvokat Motzfeldt 180 Kr., hvilke ligesom de Sættedommer Overretssagfører Walle tilkommende Salar udredes af Statskassen.
Assessor Ph. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor Ottesen: Jeg finder, at Stiftsoverrettens Dom er i det Væsentlige saa begrundet, at jeg tror, den burde stadfæstes i sin Helhed. Paa Grund heraf og da der efter dens Afsigelse ikke er fremkommet nogen Oplysning, der stiller Sagen i et gunstigere Lys for Appell. finder jeg efter Principet i L. 1-6-11, at de ikke bør undgaa at betale Omkostningerne ogsaa for Høiesteret. Da jeg imidlertid efter Konferancen antager at denne Mening ikke deles af de øvrige Voterende, skal jeg ikke foreslaa nogen Konklusion. Med Hensyn til Salarernes Størrelse er jeg enig med Førstvoterende.
Assessor Blich: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.
Extraordn. Assessor, Professor Brandt: Ligesaa. Jeg antager, at den Hammergaardene tilkommende «Havning» paa Skovteigen snarere er at betragte som en reserveret Medeiendomsret til Grunden end som en Servitut paa den. Men herved udelukkes ikke, at Indst. saavel bliver berettiget til at deltage med de øvrige heri som ogsaa forøvrigt til at udøve al en Eiers Raadighed over Grunden, altsaa at bebygge og dyrke mindre Dele af den, aldenstund Medeierne ikke derved tilføies nogen nævneværdig Skade. Tvertimod kommer Eieren af Skovteigen efter denne Opfatning i et mere uafhængigt Forhold til de Havningsberettigede, end om disse opfattedes som Servituthavere. I Resultatet er jeg enig med Førstvoterende.
Extraordinær Assessor, Sorenskriver Alsing: Jeg er enig med Førstvoterende.
Justitiarius Thomle: Ligesaa i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterends Konklusion.