Rt-1883-505
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1883-05-24 |
| Publisert: | Rt-1883-505 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 197/1 1883 |
| Parter: | Lensmand M. M. Kleppen, G. H. Hafsten og L. C. Jore (Bonnevie) mod Attraa og Mæl Sparebank (Lous). |
| Forfatter: | C. Hansteen, Manthey, Saxlund, Aubert, Ingstad, Justitiarius Thomle |
| Lovhenvisninger: |
Assessor C. Hansteen: Den 23 Novbr. 1871 udstedte Sorenskriver i Øvre Thelemarkens østfjeldske Sorenskriveri Bendixen en 6 Maaneders Vexelobligation til Attraa og Mæls Sognes Sparebank, stor 300 Spd. Denne Obligation indeholdt den sædvanlige Forligsfuldmagt. Under samme Dato tegnede sig paa den som Selvskyldnerkautionister for Gjelden Lensmand M. M. Kleppen, G. Hafsten og Leif Christiansen Jore. I Obligationens Text forudsættes, at Obligationen kunde blive fornyet, idet det i Forligsfuldmagten heder: «saafremt denne Obligation ikke er indfriet eller fornyet til Forfaldsdag, befuldmægtiger sig» osv. Obligationen blev aldrig fornyet, og der blev paa den aldrig betalt Afdrag. Derimod indsendte Sorenskriver Bendixen til Forskjellige Tider til Sparebankens Kasserer smaa Beløb, som skulde tjene til Dækkelse af Renter. Høsten 1874 døde Sorenskriver Bendixen, og hans Bo, som blev sluttet 20 Decbr. 1875, viste sig at være aldeles fallit, saa at det kun gav en Dividende aflidt over 1 1/2 pCt. til Kreditorernes Dækkelse. Paa den heromhandlede Obligation faldt et Beløb, som i Kronemynt udgjør Kr. 19,63. Efter Sorenskriver Bendixens Død havde Sparebanken, medens Boet endnu stod under Behandling, foruden at anmelde Fordringen i Boet, henvendt sig til Selvskylderkautionisterne om at betale Gjælden; men de nægtede dette, og Sparebanken anlagde derfor efter forgjæves prøvet Forligsmægling Sag mod Selvskylderkautionisterne, hvem den paastod tilpligtede in solidum at betale Beløbet med 5 pCt. Rente fra 1 August 1874 efter Fradrag, om det maatte ønskes, af det i Sorenskriver Bendixens Bo for denne Vexelobligationsgjeld givne Udlæg; Sparebanken paastod sig desuden tilkjendt Procesomkostninger. Der blev derhos nedlagt en subsidiær Paastand, som jeg ikke anser det nødvendigt at referere. At Renter bleve paastaaede fra 1 August 1874, hidrørte derfra, at ved de smaa Beløb, som Sorenskriver Bendixen efter haanden havde indsendt til Sparebankens Kasserer, vare Renter af Obligation betalte til den nævnte Datum, 1 August 1874. Kautionisterne paastode sig frifundne og tilkjendte Sagens Omkostninger. Ogsaa fra deres Side var der nedlagt en subsidiær Paastand, som jeg heller ikke anser det nødvendig at referere. Dom i Sagen blev af Sorenskriveren i Øvre Thelemarkens østfjeldske Sorenskriveri afsagt 31 Juli 1878, og ved denne bleve de 3 nævnte Personer tilpligtede som Selvskylderkautionister paa den omhandlede Vexelobligation at
Side:506
betale hver en Trediedel af Dokumentets Paalydende, altsaa hver 100 Spd. eller 400 Kr., dog saaledes, at derfra skulde fragaa det Sparebanken for denne Vexelobligation i Sorenskriver Bendixens Bo givne Udlæg; derhos bleve Selvskylderkautionisterne tilpligtede at betale de paastaaede 5 pCt. Renter fra 1 August 1874; men forøvrigt bleve de frifundne for Sparebankens Tiltale, og Processens Omkostninger bleve ophævede. Underretsdommen blev fra begge Sider, nemlig af Selvskyldnerkautionisterne som Hovedappell. og af Sparebanken som Kontraappell., paaanket til Kristiansands Stiftsoverret; men ved denne Rets Dom afødt xx.xx.1881 blev Underretsdommen stadfæstet, dog saaledes, heder det, «at Hovedappell. for den Del af den paasøgte Hovedstol med Renter, som de ikke ved Underretsdommen ere tilpligtede at betale, alene for Tiden frifindes». Om Procesomkostningerne indeholder Overrettens Dom Intet; men i Præmisserne siges, at de antages at burde ophæves ogsaa for Overretten, og det er saaledes kun en Inkurie, at dette ikke udtrykkelig er tilføiet i Konklusionen, hvilken Inkurie dog er uden Betydning. Overrettens Dom er nu fra Selvskyldnerkautionisternes Side paaanket til Høiesteret, og de have her ligesom ved de underordnede Instantser paastaaet sig frifundne og have paastaaet sig tilkjendt Procesomkostningerne for alle Retter. Sparebanken, der ikke har kontrapaaanket til Høiesteret, har her nedlagt Paastand om Overretsdommens Stadfæstelse og om, at Appell. tilpligtes in solidum at betale Sparebanken Procesomkostninger for Høiesteret.
Sin Indvending mod at betale det paasøgte Beløb grunde Appell. paa, at Sparebanken uden Appell.s Samtykke skal have givet Bendixen kontraktsmæssig Henstand med Betalingen af det nævnte Vexelobligationsbeløb, idet det fra Sparebankens Side er tilladt ham at fornye Papiret ved forskudsvis Betaling af Renter uden at der er blevet udstedt nyt Papir. Appell. sige, at det, da de tegnede sig som Selvskyldnerkautionister for denne Gjæld, af dem udtrykkelig var erklæret til Sorenskriver Bendixen, at de kun tegnede sig for den enkelte Gang, og de formene, at naar de derefter ikke hørte noget til denne Obligation i saa lang Tid som henved 3 Aar, fra Novbr. 1871 til Høsten 1874, saa maatte de have god Grund til at antage, at Gjælden forlængst var ordnet af Sorenskriver Bendixen selv. Og ved, at det er gaaet til paa denne Maade, paastaa Appell., at de vilde lide Tab, hvis de nu skulde indfri Gjælden til Sparebanken, da de anse det givet, at de vilde have kunnet faa Dækkelse hos Sorenskriver Bendixen, dersom Sparebanken ikke, saaledes som af dem gjort gjældende, havde givet han Henstand, men havde forlangt Obligationen indfriet eller ialfald fornyet ved Udstedelse af nyt Dokument, medens Sorenskriveren endnu levede.
Fra Sparebankens Side benægtes det, at nogen ret Vedkommende paa Sparebankens Vegne har givet Sorenskriver Bendixen kontraktsmæssig Henstand. Der paastaaes tvertimod, at Sparebanken den hele Tid har villet have denne Obligation fornyet paa sædvanlig Maade med nyt Papir, men at Sorenskriver Bendixen ikke har været at formaa hertil, og at man derfor har ladet Sagen gaa uden at vise nogen større Strenghed, da han til forskjellige Tider indsendte de foran nævnte mindre Beløb, hvorved Renterne dækkedes. Men i Modtagelsen af disse Renter ligger der, efter hvad der fra Sparebankens Side gjøres gjældende, intetsomhelst kontraktmæssigt Tilsagn, hvorved Sparebanken paa noget Tidspunkt skulde være afskaaret Adgang til at fordre Obligationen indfriet eller Gjælden fornyet ved Udstedelse af nyt Papir.
Begge Sagens Parter have procederet under den Forudsætning, at dersom det ansees bevist, at der fra Sparebankens Side er givet kontraktsmæssigt Tilsagn om Henstand, saa maa Selvskyldnerkautionisterne være frie for at betale, men at de derimod maa betale, dersom det ikke ansees bevist, at saadan Henstand er givet.
Side:507
Jeg skal nu udtale mig om, hvorvidt det kan ansees bevist, at kontraktsmæssig Henstand er givet.
Appell. grunde sin Paastand om, at saadan Henstand er givet, for det Første paa et fremlagt Opgjør, som af Sparebankens Kasserer, Knudsen, er meddelt Sorenskriveren med Hensyn til nogle af ham til Dækkelse af Renter indbetalte Beløb. Dette Opgjør er ikke dateret; men det fremgaar af Sagens Oplysninger, at det maa være udstedt en af de første Dage i Februar 1873. Det aangaar denne Obligation og en anden mindre Obligation, som Bendixen havde i samme Sparebank, men som ikke vedkommer nærværende Sag. I dette Opgjør opfører Sparebankens Kasserer Efterskudsrenter af nærværende Obligations Paalydende 300 Spd. til 1 Febr. 1873 med 10 Spd. 1 Ort 11 Skill. og Forskydsrenter af disse 300 Spd. til 1 August 1873 altsaa for 6 Maaneder fra 1 Febr. med 6 Spd. 3 Ort 18 Skill., og disse Beløb tilligemed Renter af den anden Obligation siges i Opgjøret at være dækkede ved de af Sorenskriveren indsendte Beløb, af hvilke en Del netop var indsendt umiddelbart før Udfærdigelsen af dette Opgjør.
Dernæst paaberaabe Appell. sig den Maade, hvorpaa disse Renter af Sparebankens Kasserer ere opførte i Sparebankens Bøger. I en Bog, som kaldes Vexelobligations-Protokol, er under 1 Febr. 1873 ved denne Obligation anført, at under 1 Febr. 1873 er betalt Renter til 1 August 1873, og at endvidere den 1 Marts 1874 er betalt Renter fra 1 August 1873 til 1 August 1874. I en anden af Sparebankens Protokoller, som kaldes Kassebog, men som i Virkeligheden ikke er, hvad man ellers pleier at forstaa ved Kassebog, men snarere maa betrages som en Hovedbog, er der under 1 Febr. 1873 anført, at Sorenskriver Bendixen har betalt Renter 6 Spd. 3 Ort 18 Skill. samt Efterskudsrenter 10 Spd. 1 Ort 11 Skill. (Begge disse Beløb ere netop de samme, som fandtes i det af mig før nævnte Opgjør). Og under 1 Marts 1874 er anført, at Sorenskriver Bendixen har betalt Renter fra 1 August 1873 til 1 August 1874 med 13 Spd. 2 Ort 12 Skill. At dette sidste Beløb er indbetalt den 1 Marts 1874, er for forresten en urigtig Anførsel, da det af Sagens Oplysninger og navnlig af en fremlagt Skrivelse fra Sorenskriver Bendixen afødt xx.xx.1874 fremgaar, at dette Beløb er indsendt med denne Skrivelse. Hvorfra den urigtige Anførsel i Bøgerne, at Beløbet er betalt den 1 Marts, skriver sig, derom haves ingen Oplysning.
Jeg maa imidlertid med Indst. for Høiesteret, Sparebanken, være enig i, at den Maade, hvorpaa saaledes Sparebankens Kasserer har indført disse Renters Betaling i Sparebankens Bøger ligesaalidt som den Maade, hvorpaa han har formet det nævnte Opgjør af Februar 1873, kan danne Bevis for at rette Vedkommende paa Sparebankens Vegne har givet nogen kontraktsmæssig Henstand. Selv om man vilde antage, at Sparebankens Kasserer havde ment, at Henstand var givet af ham, saa kan det ingenlunde erkjendes, at Sparebankkassereren paa egen Haand var berettiget til at give et bindende Tilsagn om Henstand. Dertil maatte udfordres Direktionens Samtykke. Der er Intet oplyst om, at Kassereren havde nogen saadan Myndighed, hvilket naturligvis uden nogen Oplysning i saa Henseende ikke kan forudsættes, og ligesaalidt er der oplyst Noget om, at Sparebankens Direktion har givet noget Samtykke til Henstand, som skulde være bindende for Sparebanken. Der er tvertimod Oplsyninger, som vise, at det ikke har været med Direktionens gode Villie, at det er gaaet saaledes, som Tilfældet er, med denne Obligation, at den aldrig er bleven fornyet. Der er nemdig irettelagt en Erklæring fra H. Klonteig, hvori han oplyser, at han den 15 Novbr. 1873 paa Sparebankens Vegne havde talt med Sorenskriver Bendixen om Fornyelse af hans Papirer i Banken, og at Bendixen da havde lovet, at Fornyelse skulde finde Sted, hvilket imidlertid ikke skede. Dernæst er det
Side:508
oplyst, at der den 22 Juni 1874 i et Møde i Banken igjen blev fattet Beslutning om, at man skulde søge at faa Sorenskriver Bendixens Vexelobligationer ordnede ved Udstedelse af nye Papirer. Dette er oplyst i en Erklæring, dateret 11 Marts 1877, fra Formanden i Sparebanken, Dr. Nyqvist, efter hvilken det maa antages, at det er en Udsættelse af Revisionen, som har foranlediget, at Sagen da igjen kom fore. Ogsaa i dette Møde blev det overdraget til den samme H. Klonteig paanyt at henvende sig til Sorenskriver Bendixen for at faa ham til at ordne sine Papirer; men saadan Ordning fandt ligesaa lidt Sted da, og om Høsten s. A. var det, som anført, at Sorenskriver Bendixen døde. At Revisionen havde gjort Udsættelse i Anledning af, at Obligationen ikke blev fornyet paa sædvanlig Maade ved Udstedelse af nyt Papir, sees ogsaa af den før nævnte Skrivelse fra Sorenskriver Bendixen selv afødt xx.xx.1874, som er stilet til Sparebankens Kasserer, idet han der bl. A. siger: «Det gjør mig meget ondt at erfare, at Revisionen har forvoldt Dem ikke saa liden Uleilighed derved, at jeg ikke ved Fornyelserne har sendt Dem nye Papirer». Aarsagen hertil siger han da at være den, at han fandt at kunne spare baade sig og Selvskyldnerkautionisterne for det med Udstedelsen af nye Dokumenter forbundne Bryderi, Noget, som vel forresten ikke har været den sande Grund, da hele Skrivelsen synes at vise, at Sorenskriveren nødig har villet gjøre Selvskyldnerkautionisterne bekjendte med, at Obligationen endnu henstod uafgjort.
Efter hvad jeg saaledes har anført, antager jeg ikke, at der er ført Bevis for, at der fra Sparebankens Side er givet noget kontraktsmæssig bindende Tilsagn om Henstand. Hermed er da Sagen afgjort, og jeg anser det efter denne Sagens Stilling ikke nødvendigt at udtale noget Bestemt om hvorledes Sagen vilde have stillet sig, dersom den i faktisk Henseende havde været af ande Beskaffenhed eller med andre Ord, dersom det havde maattet antages, at kontraktsmæssig Henstand var givet. Jeg vil imidlertid ikke undlade at bemærke Følgende: Naar man antager, at et Hoveddebitor givet kontraktsmæssig bindende Tilsagn om Henstand medfører, at Selvskyldnerkautionisten er fri for sin Forpligtelse, da grunder man dette paa, at Kautionisten derved, at Kreditor tilstaar sin Hoveddebitor en saadan Henstand, afskjæres fra at benytte den Udvei til at frigjøre sig for sin Forpligtelse, som N.L. 1-21-15 anviser ham. Men jeg maa for min Del erklære, at jeg finder, der er Meget, som taler for ikke at betragte Sagen saaledes, men tvertimod at gaa ud fra, at den Omstændighed, at Kreditor giver Hoveddebitor Henstand, maa være uden Virkning med Hensyn til Kautionistens Stilling, saaledes at altsaa denne, naar den oprindelige Forfaldstid er kommen, kan gjøre Brug af den i N.L. 1-21-15 indeholdte Bestemmelse uden Hensyn til den mellem Kreditor og Hoveddebitor trufne Aftale om, at Gjælden kan henstaa til en senere Forfaldsdag. Som sag anser jeg det ikke nødvendigt i denne Sag, eftersom den i faktisk Henseende staar, at udtale noget Bestemt om dette Punkt; men jeg har kun villet gjøre opmærksom paa, at det vistnok maa ansees tvivlsomt, om det er rigtigt, hvad der hidtil i Almindelighed har været lært i Theorien hos os angaaende dette Punkt. Jeg skal tilføie, at jeg er gjort opmærksom paa, at Code Napoléon har en udtrykkelig Bestemmelse, der gaar i samme Retning som det, der, efter hvad jeg nys har anført, for mig fremstiller sig som det Rimeligste. Den findes i Art. 2039, der indeholder Følgende: «En Forlængelse af Forfaldsdagen, som af Kreditor bliver tilstaaet Hoveddebitor, befirer ikke Kautionisten, som i dette tilfælde kan sagsøge Debitor for at tvinge ham til Betaling».
Jeg er saaledes enig i Overrettens Afgjørelse af Sagen.
Naar det i Underrettens Dom heder: «Iøvrigt frifindes de Indst. (Selvskyldnerkautionisterne) for Citsk.s (Sparebankens) Tiltale», saa sigter dette til, at der var paastaaet, at Selvskyldnerkautionisterne skulde hefte in
Side:509
solidum, medens Underrettens Dom kun gaar ud paa, at de skulle betale hver en Trediedel af det paastevnte Beløb. I Overrettens Dom er det bestemt, at de forsavidt kun frifindes for Tiden. Herom er der da nu efter Paaankningsmaaden til Høiesteret ikke Spørgsmaal.
Der staar kun tilbage for mig at udtale mig om Procesomkostningerne for Høiesteret, og i denne Henseende maa jeg sige, at ligesom jeg finder, at Overrettens Dom i Realiteten er rigtig, saaledes finder jeg ogsaa, at Resultatet er saa fuldstændig og tilfredsstillende begrundet i Overrettens Præmisser, at jeg maa være af den Mening, at der var liden Grund til at indbringe Sagen for Høiesteret, og at det altsaa vil være rigtigt, at Appell. betale Processens Omkostninger for Høiesteret.
Konklusion:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret betale Lensmand M. M. Kleppen, G. H. Hafsten og Leif Chr. Jore, En for Alle og Alle for En, til Attraa og Mæls Sognes Sparebank med 250 Kr.
Assessor Manthey: Jeg er enig med Førstvoterende undtagen med Hensyn til Procesomkostningerne, hvorom jeg har saa stærke Tvivl, at jeg vil votere for deres Ophævelse, idet jeg lægger Vegt paa, at Appell. have procederet paa den gamle Lære om Virkningen af, at Kreditor giver Hoveddebitor kontraktsmæssig Henstand, og at jeg ikke har fundet det ganske klart, at saadan Henstand ikke var tilstaaet, hvortil endelig kommer, at Sparebanken slet ikke har, kan man sige, gjort sig nogen Flid for at lette Byrden for Kautionisterne, idet Sorenskriver Bendixen først døde, saavidt man ved, ud paa Høsten 1874 og Sparebanken lod al den Tid fra Forfaldstiden den 23 Mai 1872 hengaa uden at foretage noget Kraftigt for at inddrive Fordringen, hvortil den dog havde faaet en stærk Fordring ved Sorenskriver Bendixens Skrivelse afødt xx.xx.1874.
Konst. Assessor, Justitiarius Platou: Enig med Førstvoterende paa samme Maade som Assessor Manthey.
Assessor Saxlund: Ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende paa samme Maade som Assessor Manthey.
Extraordn. Assessor, Professor Aubert: Ligesaa, idet jeg særlig tiltræder Førstvoterendes Bemærkninger om, at det muligens ikke vilde være en afgjort Sag, at en Selvskyldnerkautions Ophør ipso jure skulde være given ved en fra Kreditors Side Hovedmanden bevislig tilstaaet Henstand. Jeg antager nemlig, at en saadan Aftale mellem Kreditor og Hovedmand umiddelbart og i og for sig ingen retsvirkning har for Forloveren, der ikke har deltaget i den, og at denne derfor ligefuldt, naar den oprindelige Forfaldsdag er indtraadt uden Betaling, kan fremtvinge Forholdets Opløsning ved at anvende N.L. 1-21-15. Og hvis dette er rigtigt, er der ingensomhelst Grund til at lade ham være fri for Forløftet blot som Følge af den kontraktsmæssige Henstand. Jeg kan heller ikke anse Theoriens modsatte Lære sædvansmæssig fastslaaet. De under nærværende Sag anførte Domme (se Hallagers Obligationsret, 2den Udg., 2den Del Sl 492) ere ialfald ikke afgjørende.
Extraordn. Assessor, Professor Ingstad: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Assessor Manthey; men jeg ønsker derhos at udtale, at jeg i enhver Henseende deler de Anskuelser, som ere udtalte af Prof. Aubert.
Justitiarius Thomle: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet og deriblandt ogsaa med Hensyn til Omkostningerne enig med Førstvoterende.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med den af Assessor Manthey foreslaaede Konklusion.