Rt-1883-532

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1883-06-13
Publisert:	Rt-1883-532
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 223/1 1883
Parter:	Lars Osmundsen Egenæs's Intestatarvinger (Birkeland) mod Mons Hansen Tøshaug som Værge for sine 3 umyndige Børn Ingeborg Helene, Henrikke og Hans (Heffermehl).
Forfatter:	Ph. Hansteen, Ottesen, Lambrechts, Saxlund, Ingstad, Alsing, Justitiarius Thomle
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854)

Assessor Ph. Hansteen: Under 16 Septbr. 1877 afgik ved Døden paa Gaarden Tøshaug i Fane en ugift Person ved Navn Lars Osmundsen Egenæs fra Skjolds Præstegjeld. Afdøde, som er forklaret at have ført et omflakkende Liv var i Sommeren 1877 kommen til Tøshaug til denne Gaards Eier Mons Hansen Tøshaug og havde der betinget sig Kost og Logis mod en Betaling af Kr. 0,80 pr. Døgn, hvilken Betaling udbetaltes hver 5te Dag. Ved Michaeli Tid 1877 blev han syg og blev ikke igjen frisk, og han afgik ved Døden den 16 Novbr. eller 16 Decbr. 1877, hvorefter hans Bo blev taget under Skiftebehandling af Skifteretten i Midthordlands Sorenskriveri. Den 17 Decbr. d. A. afholdtes Registreringsforretning. Boet, hvorunder blev registreret Gangklæder og Løsøre til Beløb Kr. 248.87 samt forefundne kontante Penge Kr. 60,84 og endvidere hans Tilgodehavende i forskjellige Banker efter nogle forefundne Kontrabøger. Senere under Skiftet er yderligere oplyst, at han eiede flere Midler henstaaende i andre Banker end de under Registreringen omhandlede, og det er under nærværende Sag uimodsagt anført, at hans Midler med paaløbne renter i det Hele skulde udgjøre omtrent Kr. 20000.

Paa sit Dødsleie eller kort før sin Død havde han udtalt sig derhen, at det var hans Villie, at Mons Hansen Tøshaugs 3 umyndige Børn Ingeborg

Side:533

Helene, Henrikke og Hans skulde arve hans efterladte Penge. Disse hans Udtalelser ansaa Tøshaug som en testamentarisk Villieserklæring, og for at bane sig Adgang til at godtgjøre, at saa var Tilfældet, lod han ved 3 Forligsklager af 31 Januar samt 4 og 25 Febr. 1878 Afdødes Intestatarvinger, nemlig Sødskende og Sødskendebørn, indkalde til Forligelseskommissionen i Anledning af, at han agtede ved Thingsvidne at søge oplyst, at Afdøde virkelig havde afgivet en saadan testamentarisk Disposition, som anført Forlig opnaaedes ikke, og Mons Tøshaug lod derfor under 1 August 1878 optage et Arvethingsvidne, hvorved han førte 2 Vidner angaaende, hvad han tilsigtede at oplyse. Paa den anden Side lode Intestatarvingerne under 2 August 1879 optage et andet Thingsvidne, hvor de ved afhørte Vidner søgte at godtgjøre, at nogen saadan testamentarisk Disposition, som af Mons Tøshaug paastaaet, i Virkeligheden ikke havde fundet Sted. Tvisten blev derefter ved Midthorlands Skifterets Decision afødt xx.xx.1880 afgjort i Faveur af Mons Tøshaugs Børn, idet der nemlig blev saaledes decideret: «De af Afdøde efterladte Penge, deriblandt ogsaa, hvad der af samme henstaar i Banker her eller andetsteds, bliver, forsaavidt de findes rettelig at tilhøre Boet, at udlægge til Mons Hansen Tøshaugens Børn, hver med en Trediedel.» Denne Decision blev af Intestatarvingerne paaanket til Bergens Stiftsoverret, der kom til samme Resultat som Skifteretten, idet den i Dom afødt xx.xx.1881 stadfæstede Skiftedicisionen med Ophævelse af Processens Omkostninger ved Overretten. Denne Overrettens Dom have nu Intestatarvingerne, efter Høiesteretsstevning afødt xx.xx.1881 indanket for Høiesteret, hvor de have nedlagt Paastand om, at Mons Hansen Tøshaugs nævnte 3 Børn ikke anerkjendes som arveberettigede efter afdøde Lars Osmundsen Egenæs, samt at Appell. hos Indst. tilkjendes Procesomkostninger for Overretten og Høiesteret. Mons Hansen Tøshaug, der for Høiesteret er meddelt beneficium apupertatis, har derimod som Værge for sine Børn nedlagt Paastand om Stadfæstelse af Stiftsoverrettens Dom og Tilkjendelse af Procesomkostninger hos Appell., derunder Salarium til den befalede Sagfører, Advokat Heffermehl. Stiftsoverrettens Dom var afsagt under Dissents, idet et af Overrettens Medlemmer har afgivet et dissenterende Votum gaaende ud paa, at Mons Tøshaugs Børn ikke kunne ansees som arveberettigede i Boet, eftersom der ikke antages at være tilveiebragt tilstrækkeligt Bevis for, at Afdødes Ytringer i deres Faveur kunne ansees som nogen testamentarisk Disposition.

Jeg skal nu gaa over til at referere det Væsentligste af de under Sagen fremkomne Oplysninger, hvorpaa Parterne støtte sine forskjellige Opfatninger og Paastande, idet jeg kun foreløbig skal bemærke, at der hverken ved de foregaaende Instantser eller ved Høiesteret er nogen Tvist om, at de i Arvel.s §52 opstillede Betingelser for, at mundtlig sidste Villieserklæring kan træde i Stedet for skriftligt Testament, her ikke er tilstede, og heller ikke om, at Bevislighederne ere fremkomne i betimelig Tid. Tvisten angaar kun, hvorvidt Afdødes Udtalelser virkelig kunde være at anse som nogen testamentarisk Handling eller testamentarisk Disposition. Under Thingsvidnet den 1 August 1878 har 1 V. Kolben Fantoft forklaret, at han Fredag den 14 Decbr. 1877 forud for Afdødes dødelige Afgang, der indtraf Nat til den paafølgende Søndag, blev anmodet af Mons Hansen Tøshaug om at komme ind til Afdøde, en Anmodning, som han dog sagde blev gjort efter Begjæring af Lars Egenæs (Afdøde). Efter denne Anmodning indfandt Vidnet sig ogsaa hos Afdøde paa dennes Sygeleie og fandt da, efter hvad Vidnet har forklaret, at Afdøde var ved fuld Sands og Samling, og efter hvad Vidnet videre har provet, erklærede han da, at al hans Formue efter hans Død skulde tilfalde Mons Hansen Tøshaugs Børn, dog undtagen hans Klæder og Husgeraad, som han havde med sig der paa Stedet, hvilke han sagde senere at ville skjænke til Mons Hansen, samt ligeledes undtagen, hvad han

Side:534

af saadanne Ting ellers eiede navnlig i Drammen, hvor der ogsaa var noget saadant. Paa Vidnets Spørgsmaal om, hvorfor han vilde give de nævnte Børn sin Formue eller, som Vidnet senere udtrykker sig, sine Penge, - hvilke han omtalte henstod paa forskjellige Steder og navnlig i Banker baade der og andetsteds -, svarede Lars efter Vidnets Forklaring, at han var bleven liggende syg der og at Børnenes moder under hans Sygdom havde været saa snil mod ham. Han udtalte derhos for Vidnet, at han havde været betænkt paa at oprette formeligt Testament til Fordel for Mons Tøshaugs 3 Børn og at han havde bedet disses Fader om at besørge dette, uden at det dog var blevet noget af, men at Mons havde udtalt, at han vilde henvende sig til en Mand derom. Afdøde ytrede, at han antog, at Vidnet var den Mand, og han spurgte derfor Vidnet, om han kunde forfatte et saadant Dokument. Da Vidnet imidlertid ikke vilde paatage sig dette, bad Afdøde Vidnet om at følge Mons Tønshaug til Sorenskriverkontoret for at faa skrevet Dokumentet, der skulde indeholde en saadan Bestemmelse som den, han havde angivet for Vidnet og med Hensyn til hvad han i Overensstemmelse dermed ytrede, at han vilde skjænke eller efter sin Død bestemme til de nævnte Børn Videre forklarer Vidnet, at Lars Egenæs derhos ytrede, at det var bedst, at de med Testamentet kom tilbage til ham den følgende Dags Morgen, da han paa den tid af Dagen pleiede at være mindst syg. Ifølge, hvad der saaledes var passeret mellem Vidnet og Afdøde, begav Vidnet sig sammen med Mons Tøshaug til Bergen, hvor de efter Vidnets Forklaring fik Testamentet skrevet, hvorpaa Vidnet den følgende Dags Morgen, altsaa Lørdag den 15 Decbr. 1877, sammen med 2 andre Mænd, nemlig 1 og 2 V. under Thingsvidnet afødt xx.xx.1879 indfandt sig paa Tøshaug. Men da erklærede Mons Tøshaug efter at have været inde hos Lars Egenæs, at denne var saa syg, at det ikke kunde nytte, ligesom Vidnet Kolben Fantoft (1 V. den 1 August 1878) derhos selv var i Døren til det Kammer, hvori Lars Egenæs laa, og hørte denne sige, at de ikke maatte tale til ham. Kolben Fantoft er ogsaa afhørt som 3 V. under Thingsvidnet den 2 August 1879 og provede da, at han ved sin Nærværelse hos Lars Egenæs om Fredagen den 14 Decbr. 1877 ogsaa spurgte ham, om hans Sødskende Intet skulde have, og da fik det Svar, at de ikke trængte dertil og at Lars's ældste Broder havde snydt ham for 1400 Spd. i Anledning af en Arv. Vidnet har derhos tillagt, at Vidnet ved at komme ind til Lars Egenæs om Lørdagen ytrede, at han, nemlig Lars, vel var saa syg, at han ikke kunde gjøre noget ved, hvad Dagen forud var omtalt, samt at Lars Egenæs hertil svarede, at han var saa syg og «ørslede» saaledes, at de ikke havde Lov til at gjøre noget med ham idag, idet han derhos talte noget om, at han havde faaet noget Flesk, som han ikke kunde spise og som han kaldte Kasseflesk. Der blev da Intet videre forhandlet; men Kolben Fantoft og de 2 medhavte Vidner begave sig strax bort igjen. - Betræffende, hvad der passerede den af 1 V. Kolben Fantoft omhandlede Fredag, da Afdøde anmodede denne om at reise med Mons Tøshaug til Sorenskriverens Kontor og faa skrevet Testament, har ogsaa et andet Vidne, nemlig en 21aarig Pige hos Mons Tøshaug, forklaret sig under Thingsvidnet den 1 August 1878. Hun har provet, at hun under Kolben Fantofts Samtale med Afdøde hin Fredag opholdt sig i Kjøkkenet, der stødte til det Kammer, hvor Afdøde laa syg, og hvortil Døren fra Kjøkkenet stod aaben, og hun forklarer, at hun da hørte Lars Egenæs sige, at han vilde, at de Penge, som vare efter ham, skulde tilfalde Mons Tøshaugs Børn, uden at hun forøvrigt hørte Noget om, hvorvidt han blot nævnte sine Penge eller om han ogsaa talte Noget om, at disse stode i Banker. Ogsaa dette Vidne har erklæret, at Afdøde, Lars Egenæs, da han ytrede sig saaledes til Kolben Fantoft, var ved fuld Sands og Samling, hvorfor Vidnet har tilføiet, at hun ogsaa tidligere ved flere Leiligheder og længe

Side:535

før Lars's Død havde hørt denne ytre, at han vilde, at Mons Tøshaugs Børn skulde have, hvad der var efter ham. 1 og 2 V. under Thingsvidnet den 2 August 1879, nemlig de 2 Mænd, som Kolben Fantoft da havde med sig til Vidner ved den paatænkte Testamentshandling, have angaaende, hvad der passerede paa Tøshaug om Lørdagen, i det Væsentlige forklaret sig i Overensstemmelse med Kolben Fantoft, idet der dog af 1 V., Nils Natland, har været ytret nogen Mening om, at Lars Egenæs maaske da nok havde kunnet underskrive Testamentet, hvis han havde villet, i hvilken Henseende dog ikke de 2 Andre med ham ere enige.

Dette er i det Væsentlige de Oplysninger, som haves. Jeg kan ikke finde dem tilstrækkelige til derpaa at bygge den Opfatning, at her foreligger nogen virkelig Testamenthandling eller testamentarisk Disposition i Lovens Forstand. Arvel.s §52 bestemmer nemlig ved i visse Tilfælde at tilstede, at mundtlig Villieserklæring kan træde i skriftligt Testaments Sted, at Erklæringen dog isaafald skal være afgivet enten for Notarius eller i Overvær af mindst 2 saadanne Vidner, som Lovens §50 ommelder, det vil sige, i Overvær af mindst 2 Vidner, der af Testator ere anmodede om at overvære Handlingen og som ikke alene i Almindelighed, men ogsaa med Hensyn til Handlingen eller deres Forhold til Sagen og Parterne, have fuld Troværdighed. Nu er det vistnok saa, at der mod de 2 Vidner, Kolben Fantofts og den omhandlede Piges Habilitet som Vidner ikke er gjort nogen Indsigelse, ligesom det ogsaa vistnok forholder sig saa, at der ved Retspraxis er gjort noget Afslag i Lovens Fordring paa, at Testamentsvidner skulle være særlig tilkaldte for Leiligheden af Testator, naar det kun er givet, at de i saadan Egenskab have været tilstede uden Indsigelse fra hans Side og der derhos i det Hele er tilveiebragt fuldt og tilstrækkeligt Bevis for, at Testator har været sig bevidst, at han foretog en testamentarisk Disposition og har villet være bunden ved, hvad der blev foretaget, i hvilken Henseende jeg navnlig skal henvise til de i Rt-1870-473 og Rt-1870-635 samt for Rt-1866-341 og for Rt-1869-68 refererede Høiesteretsdomme. Men i nærværende Tilfælde er der en Omstændighed, som for mig stiller sig afgjørende imod at anse tilstrækkeligt Bevis tilveiebragt for at en Testaments-Handling kan siges her at være foregaaet, og det er, at 2 V. under Thingsvidnet den 1 August 1878, Pigen Gjerke Gundersdatter ikke var tilstede som af Nogen tilkaldt Testamentsvidne, medens der meget mere savnes enhver Oplysning om, at Afdøde overhoved kjendte til, at hun paahørte, hvad der mellem ham og Kolben Fantoft forhandledes. Afdøde kan altsaa ikke have været sig bevidst, at han ved at forhandle med Kolben Fantoft om, hvad han vilde bestemme som sin sidste Villie, forhandlede i Nærværelse af mere end et Vidne paa, hvad han ytrede. Naar nu Loven, forat mundtlige Sidstevillies-Erklæringer skulle tages for gyldige, udtrykkelig forlanger, at de skulle afgives enten for Notarius eller i Overvær af mindst 2 Vidner, saa kan efter min Mening Afdøde her ikke med Sikkerhed antages at have tænkt sig, at han ved at ytre sig for Kolben Fantoft, som i det Foregaaende anført, foretog nogen egentlig Testaments-Handling. Og at han heller ikke selv opfattede det saaledes, forekommer mig derhos bestyrket derved, at han vilde, at der skulde faaes istand et skriftligt Testament. Da nu dette ikke kom til Fuldbyrdelse, saa forekommer det mig, at man ogsaa heri maa se en Bestyrkelse for, at Afdøde ikke ved det om Fredagen med Kolben Fantoft Forhandlede har tænkt at have afgivet nogen bindende Villieserklæring. Skjønt jeg vistnok anser det sandsynligt, at det har været Afdødes Hensigt at Mons Tøshaugs Børn skulde have Noget efter ham, kommer jeg derfor til det Resultat, at de ikke i nærværende Tilfælde kunne anderkjendes som hans testamentariske Arvinger, og jeg slutter mig saaledes til det dissenterende Medlem af Stiftsoveretten.

Side:536

Hvad Procesomkostningerne angaar, finder jeg efter Omstændighederne, at disse bør blive at hæve saavel ved Overretten som ved Høiesteret, hvoraf følger, at Salarium for den befalede Sagfører, der forsvarlig har røgtet sit Hverv, maa blive at udrede af Statskassen.

Konklusion:

Mons Hansen Tøshaugs tre Børn Ingeborg Helene, Henrikke og Hans blive ikke at anerkjende som testamentariske Arvinger efter afdøde Lars Osmundsen Egenæs. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves. Den befalede Sagfører, Høiesteretsadvokat Heffermehl, tillægges i Salarium 160 Kr., der udredes af Statskassen.

Assessor Ottesen: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessorerne Lambrechts og Saxlund: Ligesaa.

Extraordn. Assessor, Professor Ingstad: Ligesaa. Der har, som bekjendt, været Tvist om Forstaaelsen af de hidhørende Paragrafer i Arveloven. Det existerer en mildere og en strengere Opfatning af dem. Det forekommer mig, at den strengere Opfatning er den rigtige, se som Udtryk for samme Assessor Blichs Votum i Rt-1866-341 og Assessor Løvenskiolds Votum i Rt-1881-677. Men det er unødvendigt her at indgaa paa denne Strid; thi selv om Arvelovens Paragrafer forstaaes paa den mildere Maade, saa synes der ikke i nærværende Sag at foreligge tilstrækkeligt Bevis for et Testament.

Extraordn. Assessor, Sorenskriver Alsing: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Justitiarius Thomle: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.