Rt-1883-597

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1883-07-13
Publisert:	Rt-1883-597
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 264/1 1883.
Parter:	Hans Olsen Ørvella, og Svennung Hansen Ørvella (Heyerdahl ved Bonnevie) mod Aslaug Olsdatter Tho (Top).
Forfatter:	Ph. Hansteen, Ottesen, C. Hansteen, Platou, Bull, Alsing, Justitiarus Thomle
Lovhenvisninger:

Assessor Ph. Hansteen: Under et Samvær om Vaaren 1876 paa Gaarden Tho i Hjertdahl mellem denne Gaards Gier Ole Olsen Tho og hans Hustru Aslaug Olsdatter Tho samt Ole Thos Broder Hans Olsen Ørvella og dennes Søn Svennung Hansen Ørvella og et Par andre Personer, blev der mellem Ole Tho og Broderen Hans Ørvella Tale om Salg af Gaarden Tho med tilhørende Fæbete Kaaveldalen til Hans Ørvellas Søn Svennung, og efterat Ole Tho derpaa om Sommeren, nemlig i Juli Maaned 1876, var afgaaet ved Døden, gjorde Hans Olsen Ørvella ligeoverfor Enken gjældende, at det under hint Samvær paa Tho om Vaaren forud var kommet til en bindende Overenskomst om Salg af Gaarden med det nævnte Underbrug. At saa var Tilfældet, vilde imidlertid ikke Ole Thos Enke Aslaug Olsdatter gaa ind paa, og da det af hende forlangtes, at hun skulde fuldbyrde Overenskomsten ved Skjødes Udstedelse til Svennung Hansen, vægrede hun sig derfor. Ved Klage afødt xx.xx.1876 indkaldte nu Hans Olsen Ørvella Enken, nævnte Aslaug Tho, til Forligelseskommissionen. I denne Klage siges dog ikke engang nævnes i Klagen, det denne kun gaar ud paa, at Gaarden skulde være solgt til Klagens Udsteder, Faderen Hans Olsen Ørvella. Ved Sagens Behandling i Forligelseskommissionen opnaaedes intet Forlig og Sagen blev henvist til Retten. Ved en Klagen paaført Paategning afødt xx.xx.1876, underskreven baade af Hans Olsen og Svennung Hansen Ørvella, blev der gjort den Forandring i Tvistens Gjenstand, at Salget nu angaves at være skeet til Sønnen Svennung, og Sagen blev derefter paany behandlet i Forligelseskommissionen, men ogsaa nu uden Resultat. Ved Stevning afødt xx.xx.1877 anlagde nu Hans Olsen og Svennung Hansen Ørvella Sag mod Aslaug Olsdatter Tho, og efterat Cit. havde ført 2 Vidner, 1 og 2 H.V., præcisered de Sagens Gjenstand derhen, at det ved disse Vidners Prov formentlig maatte ansees godtgjort, at Ole Olsen Tho havde indgaaet en Kontrakt med sin Broder Hans Olsen Ørvella om til dennes Søn Svennung at sælge Gaarden Tho med det tilhørende Fæbete Kaavedalen for en Kjøbesum af 800 Spd. eller nu Kr. 3.200, at betale ved Sælgeren og Kone kun ved Kontrakten havde forbeholdt sig Brugsretten til Eiendommen deres Levetid og i Tilfælde af Brugsrettens Opgivelse et livsvarigt Føderaad. Cit. nedlagde i Overensstemmelse hermed Paastand om at Aslaug Tho under en løbende Tvangsmulkt til Fattigkassen skulde tilpligtes at tilskjøde Svennung Hansen Ørvella de nævnte Eiendomme paa de anførte Betingelser, og derhos tilpligtes at betale Cit. Processens Omkostninger. Indst. paastod derimod, at Sagen for Hans Ørvellas

Side:598

Vedkommende skulde afvises, og hun frifindes for Svennung Olsen Ørvellas Tiltale; in subsidium, at hun skulde frifindes for begge Cit.s Tiltale og derhos tilkjendes enten Kost og Tæring eller Sagens Omkostninger, og i ethvert Fald erstatning for forgjæves Møde i Forligelseskommissionen den 4 Septbr. 1876, hvilken sidste Erstatningspaastand forøvrigt senere under Sagen er bortfaldt. I Forbindelse med formeldte Søgsmaal indkaldte Cit., .Hans Olsen og Svennung Hansen Ørvella, senere ved Kontinuationsklage afødt xx.xx.1877 endvidere Aslaug Olsdatter Tho til Forligelseskommisionen i Anledning af, at hun den næstforegaaende, Høst og Vinter havde ladet nedhugge og sælge Tømmer af Gaardens Skov, hvorved Skoven mentes for en væsentlig Del at være ruineret. Forlig opnaaedes heller ikke i denne Anledning, og Cit. gjorde herefter ved Kontinuationsstevning ogsaa fik formentlige Krav paa Erstatning i berørte Anledning gjældende under Sagen, idet de efterat der af dem var optaget et Aastedsthingsvidne, kombineret med Skjønsforretning, paastod hende tilpligtet at betale dem en Erstatning for den i Skoven foretagne Hugst til Beløb Kr 2.712 med Renter og Kontinuationssøgsmaalets Omkostninger. Ved Dom afsagt af Sorenskriveren i Øvre Telemarkens østfjeldske Sorenskriveri, den 15 Febr. 1879, blev Indst. under en daglig Mulkt af 1 Kr. til Fattigkassen tilpligtet at tilskjøde Svennung Hansen Ørvella den anførte Eiendom for en Kjøbesum af kr. 3.200, at betale ved hendes Død, til hvilket Tidspunkt Eiendommen bestemtes at kunne bruges og benyttes af Indst., som imidlertid i Tilfælde af Brugsrettens Opgivelse skulde kunne forlange sig tilstaaet Foderaad for Livstid. Videre blev Indst. tilpligtet at betale Erstatning for Hugst i Gaardens Skov til Svennung Hansen Kr. 1.440 med Renter deraf fra 25 Juni 1877, idet hun iøvrigt frifandtes for Svennung Hansens Tiltale. For Hans Olsen Ørvellas Vedkommende afvistes Sagen og tilpligtedes han i Erstatning for forgjæves Møde i Forligelseskommissionen den 4 Septbr. 1876 at betale Indst. de formeldte 4 Kr., hvorom - som anført - Spørgsmaal senere er bortfaldt. Iøvrigt ophævedes Processen Omkostninger. Denne Underretsdom blev af Aslaug Olsdatter Tho indanket for Kristiansands Stiftsoverret, hvor hun paastod sig frifunden for Indst. Svennung Hansens Tiltale og hos ham tilkjendt Processens Omkostninger for begge Retter. Hans Olsen Ørvella og Svennung Hansen Ørvella kontrapaaankede ogsaa Underrettens Dom med Paastand væsentlig som af dem ved Underretten nedlagt, dog saaledes at de paastode Tvangsmulkten til Skjødets udstedelse forhøiet, Sagen blev derpaa under 23 Febr. 1881 paakjendt af Kristiansands Stiftsoverret med det Resultat, at Hovedappell. Aslaug Olsdatter Tho, forsaavidt angik Paastanden om Skjødets Udstedelse til Svennung Hansen blev frifunden for Tiden og iøvrigt, nemlig med Hensyn til Hugsten i Skoven, blev frifunden, hvorhos Processens Omkostninger for begge Retter ophævedes. Ved Høiesteretsstevning afødt xx.xx.1881 har Hans Olsen Ørvella og Svennung Hansen Ørvella paaanket denne Overrettens Dom til Høiesteret, ligesom den ogsaa af Aslaug Olsdatter Tho er kontrapaaanket ifølge Høiesteretsstevning af 10 April d. A. Overretsdommen var afsagt under Dissents idet et af Overrettens Medlemmer med Underretten var enig i, at Aslaug Olsdatter Tho under Dagmulkt burde tilpligtes at give Svennung Hansen Skjøde paa Gaarden, dog med den Tilføielse til Underrettens Vilkaar herfor, at han under sin Brug og Benyttelse af Eiendommen skulde have Adgang til Hugst i Skoven uden Indskænkning. For Høiesteret har Hovedappell. nedlagt saadan Paastand: 1) at Indst. Aslaug Olsdatter Tho tilpligtes under Tvangsmulkt at udstede Skjøde til Svennung Hansen Ørvella paa Gaarden Tho østre med den under samme Gaard benyttede Eiendom Kaavedalen paa de i Underretsdommen bestemte Konditioner; 2) at Indst. Aslaug Tho i Anledning af den paaklagede Hugst

Side:599

idømmes Bøder og tilpligtes at betale Hovedappell. i Skadeserstatning, enten Kr. 2.712 eller subsidiært Kr. 1.440 eller yderligere subsidiært et ved Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa hendes Bekostning, bestemt Beløb, tilligemed 5 pCt. Rente af vedkommende Erstatningsbeløb fra 25 Juni 1877; 3) at den ved Underretten Hans Olsen Ørvella ilagte Erstatning til Indst. 4 Kr. bortfalder og 4) at Kontraappell. tilpligtes at betale Appell. Processens Omkostninger for alle Retter, Kontraappell. har derimod nedlagt Paastand om Frifindelse og Tilkjendelse af Omkostninger for alle Retter.

Jeg skal først omhandle Hovedsøgsmaalet: Den af Hovedappell. paastaaede Forpligtelse for Kontraappell. til at meddele Svennung Hansen Skjøde. Som allerede anført grunder Hovedappell. hendes Forpligtelse hertil paa, at der ved den for berørte Sammenkomst paa Tho i Vaaren 1870 med hendes Mand, afdøde Ole Tho og i hendes Nærværelse blev afsluttet en bindende Overenskomst om Salget af Gaarden til Svennung Hansen.

Ved den. berørte Sammenkomst var foruden Parterne tilstede nogle andre Personer nemlig 1 HV. Hans Johnsen Karlsopsal og 2 HV. Signe Halvorsdatter Strand. Begge disse Vidner have forklaret, at de ved Leiligheden hørte Ole Tho og Kone tale med Appell. Hans Ørvella om Overdragelse af Gaarden Tho med Fæbete til Appell. Svennung Hansen, og begge Vidner have forklaret, at Ole Tho var, som 1 H.V. siger, noget beskjænket eller, som 2 H.V. siger, lidt drukken, og at ogsaa Hans Ørvella ved Leiligheden var noget drukken og efter hvad 2 HV. siger, endog i noget høiere Grad end Ole Tho. 1 H.V. har forklaret, at under den berørte Samtale spurgte Aslaug Tho, der var den mest talende af Ægtefolkene, sin Mand hvad de skulde gjøre med Hensyn til det paa Bane værende Salg af Gaarden til Svennung Hansen og at Manden dertil svarede Konen at hun kunde gjøre, hvad hun vilde samt at Konen derpaa erklærede, at Gaarden skulde overdrages til Svennung Hansen men uden at Vidnet hørte at der var Tale enten om Udfærdigelse af Skjøde eller, saavidt Vidnet erindrer, om vad Tid Overdragelsen skulde finde Sted, medens det blev sagt, at Kjøbesummen skulde være 800 Spd. som skulde betales naar Ole Olsen og Kone vare døde, uden at der imidlertid af dem skulde svares Renter af Summen. Videre forklarer Vidnet, at Parterne vare enige om, at Ole Olsen Tho og Kone skulde bruge Gaarden saalænge som de vilde. Vidnet hørte ikke, at der var Tale om nogen Indskrænkning i Brugsretten og navnlig kan Vidnet ikke erindre, at Skovens Brug specielt blev omtalt. Derimod blev der ogsaa talt noget om Føderaad, som Ole Tho og Kone skulde have Ret til at tage saa stort, som de vilde, uden at Vidnet imidlertid erindrer, at der blev talt noget om de nærmere Betingelser, hvorunder Foderaadet kunde kræves. Men Vidnet husker ikke, at Svennung Hansen ytrede noget ved den omhandlede Leilighed, men tror sikkert, at han hørte hvad der blev talt. Det var Hans Ørvella, som kaldte Vidnet tilstede som Vidne ved Leiligheden, og Vidnet saa, at Ole Tho og Hans Ørvella tog hinanden i Haanden. Vidnet tilføier, at Ole Thos Haand var daarlig og kun med Vanskelighed kunde bevæges, dog kunde den løftes op og ned. Vidnet har ikke med Bestemthed kunnet udtale sig om, hvorvidt Hans Ørvella tog den Syges, Haand, uden at den blev ham rakt, eller om Ole Tho rakte ham Haanden. Allerede forinden havde Hans Ørvella og Aslaug Tho rakt hinanden Haanden. Vidnet tilføier videre, at han ikke hørte Tale om Udfærdigelse af Kjøbekontrakt og heller ikke hørte, at der var Tale om, hvem der skulde betale Kjøbesummen eller om nogen Sikkerhed stilledes for denne. Angaanende Graden af Ole Thos og Hans Ørvellas Beruselse ved Leiligheden har Vidnet erklæret, at det ikke fandt at Ole Tho var saa beruset, at han kunde ansees utilregnelig, og at Vidnet ingen bestemt Formening tor have om, hvorvidt Hans Ørvella kunde siges at være utilregnelig. Væsentlig i Overensstemmelse hermed har 2 HV. forklaret sig

Side:600

2 HV. siger, at Ole Tho under Samtalen med Hensyn til Salget ytrede, at Konen kunde gjøre, hvad hun vilde, og at han skulde være fornøiet dermed, og at Konen dertil ytrede, at naar Ole vilde, saa kunde Svennung Hansen gjerne faa Gaarden for hende, da hun var lei af Gaarden paa Grund af Trætte med Arbeidsfolkene. Ogsaa dette Vidne mener, at Ole Tho, skjønt lidt drukken, ikke kunde ansees utilregnelig, og ogsaa dette Vidne forklarer sig om, at Kjøbesummen skulde være 800 Spd., der skulde staa rentefrit indtil Ole Tho og Kone vare døde, og at der blev forbeholdt Føderaad for Ole Tho og Kone, hvilket Føderaads Størrelse de selv skulde kunne bestemme. Om nogen Indskrænkning i Brugen af Eiendommen eller Skoven hørte heller ikke 2 HV. noget. Om Haandtaget forklarer dette Vidne sig ogsaa i det Væsentlige som 1 HV., og 2 HV. siger bestemt at Svennung Hansen aldeles ikke deltog i Samtalen. Vidnet synes dog at erindre, at der var Tale om, at Svennung Hansen skulde komme til Tho og deltage i Gaardsarbeidet, naar der blev sendt Bud efter dem og at 2 HV. under Talen herom hørte Konen sige, at han ikke behøvede at tage med sig andet end sine klæder, og at hun, som hun sagde, vilde gjøre ham "heime", det vil sige, lade ham faa hvad han tiltrængte. Med Hensyn til de under Samtalen berørte Vilkaar for Handelen kan endnu mærkes, at 3 HV. Ole Gregorsen Hjertsjø har forklaret, at han (Vidnet) Under et Samvær med Ole Tho et Par Dage før Jul 1875 ytrede, at han syntes, at Ole Tho burde sælge Gaarden til Hans Ørvella for en billig Pris, men Vidnet nævnte, siger han, ingen Kjøbesum. Vidnet forklarer videre, at Ole Tho ved samme Leilighed ytrede, at han syntes, det kunde være det retteste for ham at sælge Eiendommen til Hans Ørvella, og Vidnet erindrer, at Ole Tho nævnte 800 Spd. som Kjøbesum. Men Vidnet tilføier tillige, at Ole Tho ikke ytrede, at han havde bestemt sig til et saadant Salg. I Forbindelse med Foranførte har 1 og 2 HV. videre forklaret, at de 2den Pintsedag 1876, medens Ole Tho var fraværende, hørte Hans Ørvella spørge Aslaug Tho, om hun vilde staa ved Handelen, hvorpaa hun svarede, at hun ikke vilde gaa fra den. Ved denne Leilighed var ogsaa 2 HV. Signe Halvorsdatter Strand, tilstede. Hun siger at Aslaug Thos Svar faldt saaledes, at hun ikke kunde gaa fra Sandheden; men at Aslaug ikke ytrede sig om, hvad Sandheden var. Dette Vidne forklarer yderligere, at det mellem Hans Ørvella og Aslaug Tho blev aftalt, at de skulde reise til Silgjord, hvor Ole Tho da var under Lægebehandling, for at faa skrevet noget sammen vedkommende Gaardhandelen, en Reise, som der dog ikke blev noget af, da Ole Tho nemlig kom tilbage forinden. 3 HV. siger, at Aslaug Tho ytrede, at hvis de ikke nu reiste til Silgjord saa blev der ikke noget af, uden at hun nærmere forklarede, hvad det var, der ikke blev noget af med. 3 HV. siger videre, at Hans Ørvella ved samme Leilighed tilbød Kaution for Kjøbesummen, men at Aslaug erklærede Kaution for overflødig, og Vidnet siger, at Aslaug samtidig erklærede, at hun vilde skaffe Svennung det fornødne til Gaardens Drift. 4 HV. har forklaret, at han efter den Tid, da Samtalen om Gaardhandelen havde fundet Sted, en Gang hørte Ole Tho ytre, at han tænkte paa at sende Bud efter Svennung Ørvella for at faa ham til at drive Gaarden.

Det er væsentlig paa disse Vidneprov, at Hovedappell. bygge sin Paastand i Hovedsøgsmaalet. Mod disse Bevisligheder har Kontraappell. Paaberaabt sig en Del af hende førte Vidner, nemlig 1-5.K.V. inkl., af hvilke Vidners Prov det fremgaar, at Ole Tho efter Handelens Afslutning har benægtet, at han ved Leiligheden indgik paa noget Salg af Gaarden. Ole Tho har nemlig, forinden han døde, ved flere Leiligheder paastaaet, at det hele bestod i, at han kun selv fortalte om sin tidligere Samtale med 3 K.V. Ole Hjertsjø og at da Hans Ørvella i samme Øieblik greb hans Haand

Side:601

og sagde, at han vilde give 800 Spd. for Gaarden, og kaldte en tilstedeværende, nemlig 1 HV., til Vidne. Herom har man en skriftlig Erklæring fra Ole Tho, dat. 30 Juni 1876, hvilken Erklæring gaar ud paa det anførte, at han under Sammenkomsten paa Tho i Vaaren 1876 med Hovedappell. kun fortalte om, at 3 K.V. havde sagt, at han i sin Sygelighed gjorde bedst i at sælge Gaarden for 800 Spd. og et tilstrækkeligt aarligt Føderaad for sig og Kone; at Broderen Hans Ørvella, i det samme Ole Tho fortalte dette, greb hans Haand og holdt den saa haardt, at han maatte skrige, at Broderen klemte for stærkt; at Hans Ørvella sagde, at han vilde give 800 Spd. for Gaarden og raabte paa 1 H.V., at han skulde komme og slaa paa som Vidne. Ole Tho paastaar i Erklæringen, at han hverken forlangte lidet eller meget for Gaarden, men blot fortalte, hvad 3 H.V. havde foregaaet, og Erklæringen indeholder, at den afgives overensstemmende med den rene Sandhed til Efterretning for hans Kone, Aslaug Olsdatter, for det Tilfælde, at Hans Ørvella efter Ole Thos Død skulde indlade sig paa at gjøre nogen Paastand paa Gaarden. Erklæringen er underskreven: "Ole Olsen (m. i. P.)" og 1 K.V. har forklaret, at den er nedskreven af V., og tilføier, at den blev oplæst for Ole Tho, der vedtog den som rigtig. 1 K.V. er dog ikke edfæstet paa Grund af, at det har været ilagt Tugthusstraf for Besvigelse som Postaabner; men at Erklæringen udtaler Ole Tho.s Mening om, hvad han har villet ytre, er tilfulde bevist ved 2 og 3 K.V.s Prov, hvilke begge enstemmig have forklaret, at Ole Tho paa Spørgsmaal fra dem, om han havde solgt Gaarden, benægtede dette, idet han udtalte sig i Overensstemmelse med, hvad der findes anført i den omhandlede Erklæring, som var Vidnerne foreholdt. Ogsaa for 5 K.V. har Ole Tho udtalt sig betræffende den paastaaede Gaardhandel. Til dette V. ytrede han vistnok, at han havde solgt Gaarden, men tilføiede, at det var skeet i Drukkenskab og at det Hele kun var noget Fylleprat og at han ikke gjorde noget af denne Handel.

Dette er de Oplysninger, man har at bygge paa ved Afgjørelsen af det Spørgsmaal, om der her foreligger nogen bindende Overenskomst angaaende det omhandlede Gaardsalg. Efter min Mening kan det efter Oplysningerne ingenlunde antages, at en bindende kontraktsmæssig Overenskomst har fundet Sted. Det forekommer mig, at der mangler altfor meget i de nærmere Bestemmelser angaaende Vilkaarene, til at det kan antages, at Ole Tho har tænkt sig det Passerede at være en afsluttet Handel. Efter den første Forligsklage ser det endog ud, som om Hovedappell. selv ikke have været paa det Rene med, hvem der skulde have Gaarden, eller hvem af dem der skulde betale Kjøbesummen. Svennung Hansen nævntes ikke engang i Klagen, og naar dette sættes i Forbindelse med, at Svennung Hansen, skjønt tilstede ved Sammenkomsten paa Tho i Vaaren 1876 efter Vidneprovene ikke da mælede et Ord, saa forekommer det mig, at der allerede med Hensyn til dette Punkt hersker eller ialfald fra Først af har hersket en Uklarhed og en Ubestemthed, der stærkt maa tale for, at nogen bindende Kontrakt her ikke er afslutte, og der er endogsaa Antydninger til, at dette Punkt senere hen i Sagen ikke har for Appell. selv fremstillet sig som værvende ganske paa det Rene, idet det under Kontinuationssøgsmaalet i et Indlæg fra deres Sagfører lades ubestemt, hvem af Hovedappell. der egentlig skulde være berettiget til den paastaaede Erstatning for Hugsten i Gaardens Skov; det bruges nemlig derom i dette Indlæg det Udtryk: "vel nærmest Svennung". Som allerede nævnt, mangler desuden ganske alle nærmere Bestemmelser om, hvorledes der skulde gaaes frem med Hensyn til Skjødets Udstedelse, naar dette skulde kunne forlanges, hvem der skulde bekoste det o. s. v. ligesaa mangler enhver Bestemmelse om Sikkerhed før Kjøbesummen m. V., medens saadanne dog maatte være ganske nødvendige ialfald fra det Øieblik, da Ole Tho og

Side:602

Kone opgave Brugen og gave Skjøde fra sig. Fremdeles er der den Omstændighed at mærke, at efter Vidnernes Forklaringer blev der ikke under den berørt Samtale nævnt noget om Indskrænkninger med Hensyn til Hugst i Skoven af Ole Tho og Kone, saalænge de brugte og beholdt Gaarden, medens det dog er i høieste Grad rimeligt, at noget derom maatte været bestemt, hvis et Kontraktmæssigt Salg virkelig var endelig afsluttet. Saa er der videre at mærke den ganske overordentlige Ubestemthed, som der hersker med Hensyn til det Foderaad, som Ole Tho og Kone i Tilfælde skulde have. Herom have Vidnerne forklaret, at Ole Tho ytrede at det vilde han selv bestemme, og at Hans Ørvella dertil svarede bejaende, idet han ytrede, at det - nemlig Foderaadet - skulde Ole Tho kan saa stort, han vilde have det. Alle disse Ubestemtheder have Appell. ment kunde hjælpes paa ved en rimelig Fastsættelse af, hvad der maatte antages at være ment, og navnlig er det med Hensyn til Føderaadet ytret, at samme antagelig maatte indskrænkes til, hvad Gaarden efter sin Størrelse og Parternes Vilkaar maatte antages at kunne taale. Jeg finder imidlertid, at en saadan Afhjælpelse af de forhaandenværende Ubestemtheder vilde være ganske vilkaarlig, og jeg finder derhos Ubestemthederne at være af den Beskaffenhed, at de netop involvere, at der kun kan have været talt om et fremtidigt muligt Salg, uden at noget saadant ved den omhandlede Leilighed virkelig er kommet istand. En Fuldstændiggjørelse af Betingelserne paa den af Hovedappell. tænkte Maade vilde i sig indeholde en Opkonstruering af en hel ny Kjøbekontrakt, hvortil jeg ikke tror at man er berettiget. Særlig forekommer Hans Ørvellas Tilbud om, at Ole Tho skulde faa Føderaad saa stort, som han selv vilde have det, mig stærkt at tale for, at det Passerede kun har været løs Tale og ingen bindende Overenskomst; thi en saadan Ytring hører ikke hjemme i en Kontrakt, der skal fastsætte Rettigheder Mand og Mand imellem, medens den let kan tænkes at falde under foreløbige Underhandlinger. At begge Parter ved Leiligheden vare neget berusede, gjør det naturligvis end yderligere betænkeligt at statuere, at her en saa vigtig Affære, som Salget af Gaarden vilde være for begge Parter, virkelig er afsluttet.

Jeg kommer efter disse Betragtninger og efter de oven refererede Oplysninger til det Resultat, at Kontraappell. Aslaug Olsdatter Tho maa blive at frifinde for Hovedappell.s Tiltale, hvad angaar Paastanden om Skjødes Udfærdigelse med hvad dertil hører; og efter dette Resultat i Hovedsøgsmaalet bortfalder for mig ethvert Spørgsmaal om, at Hovedappell. kunne gives Medhold i Kontinuationssøgsmaalet, hvilket jeg herfor tror ganske at kunne forbigaa. Processens Omkostninger antager jeg efter Omstændighederne bør ophæves for alle Retter, idet jeg finder, at Ole Thos Forhold ved i en mere ener mindre beruset Tilstand at have indladt sig paa Forhandlinger eller kun Tale om en saa vigtig Sag som Salget af hans og Kones Eiendom bør medføre, at han eller nu hans Enke faar bære Ulemperne ved, at der deraf har reist sig en Retstrætte.

Konklusion:

Aslaug Olsdatter Tho hør for Hans Olsen Ørvellas Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Assessor Ottesen: Iøvrigt i det Væsentlige og Resultatet enig med Forstvoterende, finder jeg dog, at Hovedappell. ikke bør undgaa at udrede Procesomkostninger for Høiesteret. Der kunde vistnok være nogen Tvivl om, hvorvidt det i Anledning af Gaardhandelen var kommet til en retstiftende Handling eller om der blot havde været Forhandlinger, og jeg er ogsaa med Førstvoterende enig i, at det maa lægges Ole Tho tillast, at han i en drukken Tilstand indlod sig i saadanne Transaktioner. Men hvad efter min Formening ikke er tvivlsomt er, at der i ethvert Fald mod Enken er anlagt et Søgsmaal, hvis Resultat, forekommer det mig, maatte være utvivlsomt. Det

Side:603

er nemlig efter min Mening aldeles klart, at da der ikke under Forhandlingerne er talt om nogen Forpligtelse til at udstede Skjøde, saa kunde dette ikke kræves før Enkens Død, naar Kjøbesummen ogsaa var forfalden til Betaling Der kunde vistnok have været Opfordring for Hovedappell. til ved Thingsvidne at bringe Oplysninger tilveie om Handelen og hvad der var foregaaet med Hensyn til denne; men at bringe et Søgsmaal istand mod Enken til at perficere Handelen forekommer mig saa blottet for enhver Grund, at den der bringer en saadan Sag gjennem 3 Instantser ikke bør undgaa Ansvaret for Omkostningerne for Høiesteret, hvilke jeg antager passende at kunne bestemmes til Kr. 350.

Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Forstvoterende. Konst. Assessor Platou, de extraordn. Assessorer Generalkrigskommissær Bull og Sorenskriver Alsing, Justitiarus Thomle: Ligsaa

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.