Rt-1884-374

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1884-05-16
Publisert:	Rt-1884-374
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 104/1 1884
Parter:	Advokat Heffermehl, Aktor mod Skibsfører Kaspar Røthing (A.V Heiberg)
Forfatter:	Lambrechts, Ottesen, C. Hansteen, Ph. Hansteen, Bachke, Alsing samt Justitiarius Thomle
Lovhenvisninger:	Søfartsloven (1860) §109, Norske Lov (1687)

Assessor Lambrechts: Ved Ordre af Amtmanden i Stavanger Amt afødt xx.xx.1882 blev Skibsfører Kaspar Røthing tiltalt ved Søret for, som, Fører af Skib "Haugesund" paa Reise i 1881 og 1882 til Ostindien og tilbage under Reisen at have:

1) fra et Hus paa en ubeboet Ø i det indiske Hav bemægtiget sig, et Vord, 2 Stole, en Lampe, endel Stentøi, en Vandpumpe, et Dusin Sække, 6 Stykker Jernspyd, en Fiskestikkert, en liden Kano og 2 Dobbeltlaase.

2) behandlet Mandskabet med ubillig Haardhed,

3) misbrugt sin Revselsesret forsaavidt angaar Stevart Ole Andersen, Seilmager Henrik Aanensen og Kok Hans Knud Olsen og

4) gjort Vane af at udskjælde Mandskabet Ved Søretsdom i Haugesund den 11 August 1882 blev saaledes kjendt for Ret: Skifsfører Kaspar Røthing bør for de i Søfartslovens §109

Side:375

omhandlede Forbrydelser at bøde 300 Kr til Statskassen og forsøvigt for Justitiens Tiltale i denne Sag fri at være. Saa bør han og betale de ham lovlig Vedkommende Omkostninger ved Sagen, deriblandt til Referenten Overretrsagfører Nielsen 130 Kr. og til Forsvareren Overrettsagfører Voss 115 Kr. i Salarium.

Med denne Dom erklærede Tilt. sig tilfreds, men den er af Amtet paaanket paa det Offentliges Vegne med Bemærkning, at Amtmanden finder det urigtigt, at Tilt. er frifundet i 1ste Post, og finder Straffen; for mild i de Punkter, hvori det er fældet.

Da Tilt. havde forladt Landet, og det efter Stevnevidnernes Attestation ikke vidstes med Bestemthed, hvor han havde taget Ophold, blev Appelpaategningen forkyndt overensstemmende med L. 1-4-12 ved Læsning paa Tilt.s sidste Bopæl her i Landet samt for Overretten og med det i nævnte Lovartikel bestemte Varsel. Dette er udløbet, forinden Sagen er Foretagen her i Retten. Tilt. har ved sin Stedfader i Høsten 1882 ladet indbetale til Byfogden i Haugesund det Beløb, som Boden og de ham ilagte Sagførersalarer udgjøre nemlig 545 Kr., og i denne Sum blev der efter Amtmandens Ordre den 24 Novbr. 1882 foretaget Afsætning til, som. det heder, Sikkerhed for Bøder og Omkostninger i den til Høiesteret indankede Sag. Ved at fremsende Underretning om denne Afsætningsforretning til Justitiarius her i Retten har Amtmanden under 22 Decbr. 1882 anført, at Afskrift af Afsætningsforretningen vedlægges "til Stadfæstelse".

Efter Indholdet af Søretsdommen sammenholdt med Appellen er her for Retten ikke Tale om alle de Punkter, som have været Gjenstand for Sørettens Afgjørelse.

Forinden jeg gaar over til den postvise Gjennemgaaelse af Sagen, som den efter Appellen foreligger, skal jeg bemærke om Tilt, at han er 34 Aar gammel og. ikke vides tidligere tiltalt eller straffet Han førte i 1881 og 1882 Barkskibet "Haugesund" af Haugesund, som i Marts Maaned: 1882 indkom til Greenock paa Reise fra Java. Mandskabet havde, som det sees, paa Reisen været misfornøiet med Kapteinens Opførsel, og i Greenock blev der yderligere Misfornøielse over den Maade, hvorpaa Losningsarbeidet blev anordnet af Kapteinen, idet Mandskabet fandt sig for haardt betynget uden at faa tilstrækkelig Mad i Arbeidstiden. Efterat der var losset i to Dage nægtede Mandskabet at fortsætte Losningen. Konsulens Assistance blev paa kaldt, men der blev ingen Enighed mellem Kapteinen og Folkene, hvilke sidste med Bestemthed forlangte at komme fra Fartøiet, idet de, som de sige, ikke vovede at følge Kapteinen tilsøs paa Grund af hans voldsomme Opførsel tidligere og hans Trudsler mod dem. Enden paa dette blev, at 14 Mand af Besætningen hjemsendtes ved Konsulens Foranstaltning som Arrestanter til Haugesund, hvor der optoges Forhør. Under dette fremførte Mandskabet fra sin Side ligesom tidligere for Konsulen Klagemaal mod Kapteinen. Efter Udfaldet af Undersøgelserne frafaldt imidlertid Rederiet Paatale mod Mandskaberne ligesom Tilt, efter den korresponderende Reders Anførsel under Forhøret, havde meddelt, at han heller ikke paa sin Side gjorde Krav paa Straf over dem, idet det, som han efter Rederens Anførsel havde udtrykt sig, ikke var saa meget mod ham som mod Rederiet, at Mandskabet havde forseet sig. Der blev altsaa ikke institueret nogen Retsforfølgning mod Mandskabet, men Resultatet blev den af mig nævnte, Aktion mod Skipperen, der ogsaa er bleven afskediget af Rederiet.

1) Under Forhøret beskyldte Flere af Mandskabet Skipperen for at have gjort sig skyldig i Tyveri paa en ubeboet Holme i det indiske Ocean ved fra et Hus der at have bemægtiget sig de i Aktionsordrens Post 1 Anførte Gjenstande. Tilt. erkjender, at han har taget en Del Ting der og forklarer nærmere Sammenhængen dermed saaledes, at haft paa Hjemveien fra Java

Side:378

kraftig Mad: Kjøb og Kjødsuppe. De fik da, siger Mandskabet, kjødsuppe i nogle Dage, men Kjød fik de ikke.

At Tilt. har behandlet Mandskabet paa denne Maade, et erkjendt af ham. Det var, siger han, for at tvinge dem til at falde tilføie, idet deres Nægtelse af at arbeide satte ham i skor Forlegenhed paa Stedet. Han fik ogsaa Medhold af Stedets Konsul i sin Optræden ligeoverfor mandskabet, og efter hvad der af Aktor her for Retten er meddelt, forfolder det sig saa, at Konsulen havde anbefalet, at behandle dem som om de havde gjort Mytteri eller som Arrestanter og sætte dem paa knap Kost. At Tilt kunde have god Grund til Ærgrelse over Mandskabet Nægtelse af at arbeide og paa denne Maade at sætte ham Stolen for Døren, maa erkjendes. Han blev sat i en slem Stilling, og det kan erkjendes, at det var rimeligt, at han søgte ved Tvangsmidler at faa dem til at falde tilføie, ligesom ogsaa det Medhold Han, som oplyst har saaet af Konsulen i dette Stykke, kan sætte hans Færd i et mildere Lys, end ellers vilde save været Tilfældet Imidlertid forekommer det mig, at han har gaaet frem med en Haardhed og Ubillighed, som er ikke alene dadelværdig men som, overskrider det Lovlige, især naar denne Kapteinens Færd sættes i Forbindelse med den Maade, hvorpaa han forøvrigt har behandlet Mandskabet, og jeg mener derfor, at Søretten med Føie har anseet ham som den, der har overtraadt Søfartsl. §109 i dette Stykke.

At der i denne Post foreligger behørig Klage, kan ikke være tvivlsomt.

3) Denne Post angaar Overskridelse af Revselsesret mod. 3 navngivne Mandskaber. Den første er Stewart Ole Andersen, og ved Sørettens Dom er Kapteinen fældet til Straf for ved flere Leiligheder at hove mishandlet og navnlig spændt denne Mand. Han er ikke afhørt hverken under Forhøret i Haugesund eller under Justitssagen; man har fra ham alene Forklaring i Konsulatforhøret Der anførte han, at Kapteinen ved gjentagne Leiligheder havde slaaet, spændt og lugget ham. Der sidste var dog kun en Ubetydelighed, siger han. Spændet skede ved en enkelt bestemt Leilighed, som i Konsulatforhøret er detailleret Der er ogsaa Forklaring fra flere af Mandskaberne om, at Tilt. har brugt Voldsomhed ved flere Leiligheder mod denne Stewart og navnlig spændt ham ved en Anledning, som ikke er den samme, som den Stewarten selv har omhandlet i Konsulatforhøret

Jeg finder imidlertid ikke, at der, som Sagen staar, foreligger saadan Klage fra denne Mands Side, at Tilt. kan fældes for sin Adfærd mod ham. Det Klagemaal, som Stewarten sammen med flere af de andre af Mandskabet fremsatte for Konsulen, sees at have havt til Hensigt at komme fra Skibet. At han har villet have Skipperen straffet for Legemsfornærmelser, kan ikke sees. Der bruges i Klagen almindelige Udtryk om, at Klagerne hvoriblandt Stewarten vilde "søge sin Ret" over Kapteinen og lignende. Men at ikke hermed med Bestemthed er pegt paa, at der forlanges Straf for Legemsfornærmelser, kan bl. A. skjønnes af, at en anden af Klagerne 6, V., der ogsaa undertegnede Klagen til Konsulen, og som er en af dem,. Kapteinen har legemlig antastet, under Afhørelsen i Haugesund udtalte, at hans Mening var, at han vilde faa Konsulens Bistand til at komme fra Fartøiet, men at han ikke havde tænkt paa at forlange Tilt. straffet, og at han selv nu under (Sagen ikke vidste, hvad han i denne Henseende vilde eller ikke vilde. Det er først senere under Sagen, at han optraadte som Klager for Legemsfornærmelser. Man kan derfor efter min Mening slet ikke med Bestemthed slutte, at det har været Stewartens Agt at faa Skipperen tiltalt for Legemsfornærmelse, og jeg mener derfor, dette Punkt maa gaa ud af det, hvorfor Tilt kan blive at fælde under nærværende Sag. Strængt taget skulde maaske det formelt rigtigste have været at votere for Afvisning i dette Punkt, idet det kan siges, at Adgangen faar staa aaben for Manden, om han vil klage, til at faa taget op Sagen. Men jeg tror dog ikke, at

Side:379

dette er fornødent, især da Tiden forlængst er udløben; da der med Virkning kunde reises nogen Klage fra denne Mands Side imod Skipperen.

De 2 andre Personer, som omhandles i denne Post, er 6 V. Seilmager navn;Aanensen og Kok Hans Olsen. Fra disses Side foreligger der bestemt Klage over Legemsfornærmelse og Forlangende om Straf over Tilt. Den Uklarhed, som tidligere var i Sagen, er bortfjernet ved deres Erklæring i en af Justitssagens Sessioner.

6 V. har forklaret, at han paa den her omhandlede Reise fra Java til Greenock blev overfaldt med voldsomme Slag af Tilt., fordi han skulde have gjort urigtig et Seilmagerarbeide, som Kapteinen havde beordret ham til. Vidnet siger, at Kapteinen selv havde skaaret Seilet til og gjort opmærksom paa, at en af Dugene vat feilagtig mærket, hvilket ogsaa Vidnet under Arbeidet, observerede og rettede sig efter, men at Tilt derhos havde mærket flere andre Duge urigtig, uden at Vidnet herpaa var blevet gjort opmærksom, og at dette var Aarsagen til at han kom til at sy ind paa en feilagtig Maade disse Duge i Seilet. Da Tilt. gjorde Vidnet opmærksom paa, at Indsyningen, var urigtig, saa paapegede Vidnet for Tilt, siger han, hvad Aarsagen hertil var, men da blev Tilt rasende, greb ham over Nakken saa fast, at Neglene viste sig der i flere Dage, idet Huden var gaaet af, og samtidig slog Tilt. ham med Voldsomhed i Nakken og Hovedet, saa at Vidnet fik Buler og havde ondt i Hovedet i flere Uger. Tilt vil ikke erkjende at have behandlet 6 V. paa en saa Voldsom Maade og vil ikke erkjende, at Aarsagen til, at Indsyningsarbeidet fra Vidnets Side var feilagtig, var hans (Tilt.s) Skyld. Han siger, at da han gjorde Vidnet opmærksom paa Feilen, saa murrede Vidnet, og vedblev at murre, skjønt han blev befalet at tie. Da tog Tilt ham i Nakken, gav ham et Par Slag og paalagde ham at se sig for under Arbeidet. At Tilt slog ham i Hovedet, synes erkjendt af Tilt, idet han siger, at han tror ikke, at Vidnet fik ondt i Hovedet af Slagene, da Vidnet alligevel ofte havde været syg af Hovedpine.

At han imidlertid har behandlet Vidnet med større Voldsomhed end erkjendt, maa ansees bevist ved 2 af Mandskabets Forklaringer, der styrke 6 V.s Forklaring. Navnlig er det ved disse Oplysninger stadfæstet, at Tilt har grebet Vidnet saa voldsomt i Nakken og Halsen, at Huden gik af, ligesom ogsaa disse Vidners Forklaring stadfæster, at 6 V. fik Kuler og havde ondt i Hovedet som Følge af den Medfart, han havde lidt. At 6 B. skulde ved Trods have givet Tilt nogen Anledning, er der ingen Bestyrkelse for. Tvertimod 7 V. siger, at 6 V. intet uhøfligt Ord ytrede til Tilt.

Jeg er med Søretten enig i, at den Voldsomhed, som Tilt har vist mod denne Mand, overskrider den Revselsesret, han i Egenskab af Befalingsmand har Ret til at uddele. Efter 6 V.s Forklaring skal Tilt. senere endog have erkjendt, at han (Tilt) havde Uret med Hensyn til Mærkningen af Dugen.

Hvad 4 V. Kok Hans Olsen angaar, saa bestaar den Forseelse, hvorfor Tilt. er dømt, deri, at han i Greenock en Dag paa Dækket tog fat paa denne Mand med legemlig Antagelse, skjønt Manden gik med brukket Kraveben og indbunden Arm; han havde nemlig faldt paa Dækket og stødt sig, saa at han havde brukket Kravebenet. Der opstod en Uenighed mellem dem ved Leiligheden hidrørende derfra, at Vidnet bad Tilt om at faa 3 Shilling engelsk for at betale en Handelsmand, der var kommen ombord med et Tæppe, som Vidnet havde kjøbt. Disse Penge havde Tilt. lovet at give ham, men nu vilde han ikke, da V. ikke skulde have noget tilgode. Vidnet replicerede, at Tilt. jo have lovet ham Paalæg paa Hyren, hvorefter hans skulde Have 40 Kr. tilgode, men Tilt sagde, at dette Paalæg fik Vidnet ikke, da Vidnet ikke havde opført sig til hans Tilfredshed. Tilt. Blev derhos stærkt opbragt da 4 V. nævnte dette lovede Paalæg, og med Udtrykket: Hvad er det Du siger? greb han ham i Skjægget og slængte ham ned paa

Side:380

Dækket. Tilt. erkjender, at han ved Leiligheden greb 4 .V. Skjægget og i befalede ham at gaa ind, men siger, at han derpaa strax slap ham. Forøvrigt erkjender han, at sammenhængen er saaledes som af 4 V. forklaret, og paastaar at Vidnet have opført sig saaledes, at han ikke kunde gjøre Fordring paa det lovede Tillæg, samt tilføier, at han (Tilt.) var blevet opbragt ved at se, at Vidnet gik og drev, skjønt Doktoren havde sagt, at han godt kunde hjælpe til med let Arbeide i Byssen, hvad Vidnet havde nægtet at gjøre. Ved erklæring fra en engelsk Doktor er ogsaa Rigtigheden af, at Vidnet. Kunde deltage med noget let Arbeide stadfæstet. Men imidlertid maa jeg give Søretten Medhold i, at det maa ansees som en aldeles uforsvarlig og ulovlig Overskridelse af Revselsesretten, at Kapteinen legemlig antaster en Mand, der var i den Stilling, som Vidnet dengang var. Som Patient med brukket Kraveben og bunden Arm burde han have været fri for legemlig Antastelse af ethvert Slags, selv om denne ved Leiligheden ikke har. gaaet, fuldt saa vidt, som 4 B. forklarer. Jeg finder Tilt. saaledes rettelig fældet i denne Post

4) Denne Del af Tiltalen angaar, at Skipperen har gjort Vane af at udskjælde Mandskabet. I denne Post foreligger der tilstrækkelig Klage fra flere af Mandskabet. At Tilt. er skyldig i dette Punkt er efter de foreliggende Oplysninger fuldkommen paa det Rene. Der er en Mangfoldighed af Forklaringer af Mandskabet gaaende ud paa, at Skipperen er en i høi Grad ilsindet Mand, der har brugt, kan man sige, til Stadighed de voldsomste Grovheder og Skjældsord mod Folkene. Han erkjender ogsaa selv, at han har brugt Grovheder og Skjælden mod dem, ihvorvel han ikke vil vedgaa, at det har været Vane hos ham. Han siger, at det var daarlige Folk, han havde, til at manøvrere, skjønt han havde havt dem 10 Maaneder, ombord, og han siger, at han med Føie maatte blive opbragt, naar Manøvrene gik galt. Men forklaringer af Vidnerne i Sagen og af Deponenter under Forhøret gaa saa overvældende mod ham at han ogsaa i denne Post maa blive at fælde. Jeg anser det ikke fornødent at referere i Detail Forklaringerne herom.

Efter det Anførte antager jeg altsaa, at Tilt maa blive at fælde efter Søfartsl. §109. Straffen antager jeg med Søretten bør bestemmes efter Lovens første Alternativ til Bøder, og jeg finder, at det af Søretten valgte Beløb 300 Kr. bør bibeholdes, uanseet at Fornærmelserne mod Stewarten, som anført, udgaar af det, hvorfor Tilt. bliver at fælde. Ved de Salarer som ere tilkjendte ved Søretten har jeg Intet at bemærke. Til Anbefaling til Benaadning finder jeg ingen Grund. Jeg antager imidlertid, at Tilt billigvis bør fritages for at tilsvare en passende Del af disse Salarer og Sagens Omkostninger i det Hele i Betragtning af at han frifindes. i en ganske væsentlig Del af Aktionen. Det samme vil ogsaa gjælde det Salar, som bliver at tilkjende Aktor for Høiesteret Til, som af Amtmanden i hans Skrivelse til Justitiarius i Høiesteret antydet, at stadfæste Afsætningsforretningen mener jeg, at der ikke ex tilstrækkelig Føie. Delfølger af sig selv, at denne Afsætningsforretning staar ved Magt, naar Tilt fældes, saaledes som i mit Votum antaget. Hvad Processualia angaar, har jeg allerede paapeget den Udsættelse, som med Føie kan være at gjøre ved Aktionsordrens 2 Post, og rettest vilde det ogsaa håbe været, om der ved Aktionens 3 Post havde været nævnt de specielle Leiligheder, hvortil der sigtes. Jeg tror nok ogsaa, at Sagen kunde have været noget bedre oplyst i Henseende til Aktionens 1 Post, men noget til Ansvar har jeg ikke at bemærke ved Processualia.

Konklusion:

Caspar navn;Røthing bør for som Skibsfører at have behandlet sit Mandskab med ubillig Haardhed, at have misbrugt sin Ret til at tildele Mandskabet Revselse og at have gjort Vane af at overskjælde Mandskabet i Henhold

Side:381

til Søfartsl. §109 bøde til Statskassen 300 kr. Iøvrigt bør han for Justitiens Tiltale i denne. Sag forsaavidt paaanket er, fri at være. I Henseende til Sagens Omkostninger bør Sørettens Dom ved Magt at stande, dog saaledes, at en Trediedel deraf udredes af Statskassen.

Aktor for Høiesteret, Advokat Heffermehl, tillægger i Salarium 300 Kr., hvoraf Tilt udreder to Trediedele og Statskassen en Trediedele.

Assessor Ottesen: Med Hensyn til 1 Post finder jeg, at de Oplysninger, der ere tilveiebragte, ikke gjøre det rimeligt, at de Gjenstande som derunder omhandles, virkelig kan antages at have været derelinkverede. De Oplysninger, man har om Øens Beliggenhed og øvrige Forhold, ere vistnok, som af Førstvoterende bemærket, mangelagtige, men af en her for Retten fremlagt Beskrivelse over Øerne i trykt Værk finder man, at de ere beliggende i den almindelige Rute for Skibe i disse Farvande. Det er ogsaa sagt, at der af denne Grund paa en af Øerne havde været forsøgt oprettet en Station for Skibe til Reparationer og Forsyning med friske Proviantsorter. Om denne Station er nedlagt eller blot flyttet over til en anden Ø, fremgaar ikke med Bestemthed. Af selve Beskrivelsen af den her omhandlede Ø og af de Gjenstandes Art, som Tilt har sat sig i Besiddelse af, synes det mig nærmest, at der paa denne Ø maa have været en Jagt- eller Fiskerhytte, der leilighedsvis kan have været benyttet as Beboere af andre Øer. Det synes mig saaledes paafaldende, at et Dusin Sække, som der fandtes, ikke skulde være medtagne af dem, der saaledes som antydet, kan have været reddede eller have forladt Øen af andre Grunde. Ligesaa synes ogsaa Omstændighed, at der fandtes en Del friske Æg i en Kurv, at tyde paa, af disse ere henlagte af Folk, som der have midlertidig opholdt sig. Der er ingen Antydning til, at der i Kurven var Forefundet efterladte Exkrementer eller Fjær af Hønsene, hvilket dog maatte have faldt lige i Øinene, naar det havde været Tilfældet. Der fandtes foruden den Kurv, som blev medtaget, tillige en større Baad. Det forekommer mig derfor under disse Omstendigheder, at Formodningen ikke er for, at Tingene ere derelinkverede, og Spørgsmaalet er da blot, om det dog ikke kan antages, at Tilt. kan have tænkt sig, at dette dog har været Tilfældet. Da jeg efter de fremkomne Oplysninger ikke anser det usandsynligt at Tilt. virkelig har uden at synderlig reflektere derover gaaet ud fra den Forudsætning, drifter jeg mig ikke til under Sagens Uklarhed og trods Tilt.s Ytringer til 10 og 1 Deponent at anse hans Paastand herom for modbevis.

Jeg kommer derfor i denne Post saavelsom forøvrigt til samme Resultat som Førstvoterende.

Assessor C. Hansteen: Jeg er ligeledes enig med Førstvoterende.

Assessor Ph. Hansteen, de extraordinære Assessorer, fhv. Statsraad Bachke og Sorenskriver Alsing samt Justitiarius Thomle: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.