Rt-1884-41

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1884-10-13
Publisert:	Rt-1884-41
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 34/2 1883
Parter:	Nils S Ganslaa (Heffermehl) mod Skibsbygmester Aanon Stiansen (udebl.)
Forfatter:	Saxlund, Ph. Hansteen, C. Hansteen, Ottesen, Blich, Manthey, I.S. Thomle
Lovhenvisninger:	LOV-1857-10-12-§7

Under 16 Februar 1880 lod Appell. N. S. Ganslaa afholde en Exekutionsforretning hos Indst.s Moder Stian Aanonsens Enke. Indst. Aanon Stiansen mødte paa sin Moders Vegne og tilførte, at han intet Andet havde at bemærke ved nærværende Forretning end, at han ifølge Kontrakt er Eier af Eiendommen Nr. 137 i Lillesand. Derefter blev for Beregningsum 2696 Kr. 99 Øre givet Udlæg i nævnte Eiendom. Forretningen blev derefter indanket til Kristiansands Stiftsoverret, som ved Dom as 2 Novbr. 1881 underkjendte samme med derunder afgivne Beslutning, medens Processens Omkostninger ophævedes. Denne Dom har Appell, ved Stevning afødt xx.xx.1881 indanket til Høiesteret, hvor Sagen paa Grund af Indst.s Udeblivelse er udgaaet til skriftlig Behandling. Varslet findes at være i Orden, og da Appell, har dokumenteret og deduceret Sagen, vil samme nu

Side:42

være at paakjende. Appell. har nedlagt Paastand om, at den paaankede Exekutionsforretning stadfæstes og at Indst. tilpligtes at betale Appell. Procesomkostninger for Overetten og Høiesteret.

Med den Gjæld, hvorfor omhandlede Exekutionsforretning afholdtes, forholder det sig som følger:

Indst. skyldte ifølge Vexelobligation afødt xx.xx.1873 til Lillesand Sparebank 500 Spd., for hvilke, Moderen Stian Aanonsens. Enke, havde tegnet sig som 1 og Appell. som 2 Endossent. Ved Kommissionsforlig afødt xx.xx.1873 forpligtede Debitor og Endossenterne sig til inden 14 Dage at indfri Gjælden. Dette, Forlig blev ubenyttet og forældet, hvorefter Sparebanken under 16 Novbr. 1878 erhvervede Dom over Stian Aanonsens Enke som 1 Endossent (men ikke over nogen af denne Sags Parter) til Betaling af Gjælden. Den 8 Januar 1879 afholdtes Exekution efter Dommen, hvorved efter Indst.s Anvisning blev givet Udlæg i Gaarden l.nr. 141, hvorpaa ikke Stian Aanonsens Enke, men Sønnen, Indst., havde thinglæst Hjemmel. Den 9 Januar 1880 blev benne Eiendom folgt ved Tvangsauktion uden at derved udkom Noget til Dækkelse af den Gjæld, hvorfor Exekutionen afødt xx.xx.1879 var holdt. Den 15 Januar 1880 afholdt Sparebanken Kontinuations-Exekution hos Enken, hvorved efter Rekvirentens Anvisning blev givet Udlæg i Debitrix's Tilgodehavende hos Indst., nemlig Rest paa Salgssummen for de af hende til ham i sin Tid solgte Bygninger l.nr. 135, 3.200 Kr., i hvilken Anledning Indst. bemærkede, at Debitrix Intet havde tilgode af nævnte Salgssum. Appell, afgjorde derefter Sparebankens Fordring og lod sig denne med Exekutionsforretningen afødt xx.xx.1880 tiltransportere under 24 og 26 Januar s. A. Efterat have erhvervet Panteattest om, at Stian Aanonsens Enke fremdeles havde thinglæst Skjøde paa Eiendommen l.nr. 137 (som. siddende i uskiftet Bo efter sin afdøde Mand), lob han den 16 Febr. 1880 afholde den Exekutionsforretning, der er nærværende Sags Gjenstand. Indst.s Indsigelse mod Exekutionens Gyldighed er den, at Gaarden l.nr. 137 ei tilhørte hans Moder, hos hvem Exekutionen afholdtes, men ham, hos hvem den ikke afholdtes, hvorvel Gjælden var hans personlige Debet. Det er in confesso, at Moderen, men ikke han, har thinglæst hjemmel paa Gaarden. Til Bevis for sin Eiendomsret har imidlertid Indst. paaberaabt sig Følgende:

En af ham med Vitterlighedsvidners Underskrift forsynet Kjøbekontrakt dateret 16 Jan. 1871 indeholder, at han har kjøbt af Moderen Gaarden l.nr. 137 (Grund-Nr. 96) i Lillesand for 1.600 Spd., og at hun har kjøbt af ham Gaarden l.nr. 141 (Nr. er ladet in blanco, men det er in confesso, at det skal være l.nr. 141) for 800 Spd. under Forpligtelse for Sælgeren til at foretage nogle Reparationer ved dette Hus. Det Moderen saaledes tilkommende Mellemlag 800 Spd. bestemtes at blive staaende i Gaarden l.nr. 137 indtil Moderens Død mod at deraf hævedes aarlig 4 pCt. Rente, hvorefter Gjælden forfaldt til Betaling efter 6 Maaneders Opsigelse. Indst. angiver imidlertid at have opgjort Mellemlaget i 1874 og 1875 bels kontant og dels ved Overdragelse af en Skibspart. Til Bestyrkelse heraf har han i Overretten fremlagt en Skrivelse fra Moderen af August 1881, hvori anføres, at Indst. virkelig er Eier af Gaarden Nr. 137 efter Kjøbekontrakten af 1871, og at hun i sin Tid har faaet udbetalt Mellemlaget.

Endvidere har Indst. paaberaabt sig, at der i en af ham rekvireret Brandtaxationsforretning afødt xx.xx.1879 over l.nr. 137 er anført, at denne før Stian Aanonsens Enke tilhørende Gaard nu tilhører ham, ligesom at i en anden Brantaxationsforretning afødt xx.xx.1879 over Gaarden l.nr. 141 anføres, at denne før Indst. tilhørende Gaard nu tilhører Stian Aanonsens Enke. Indst. har fremdeles anført, at han har beboet Huset l.nr. 137, siden han kjøbte det, vedligeholdt samme, betalt Skatter deraf,

Side:43

holdt Brandtaxt derover samt endelig pantsat det. I sidstnævnte Henseende er dokumenteret et Skadesløsbrev af 12, thingslæst 14 April 1877, hvorefter han til flere Kreditorer, hvoriblandt hans Moder, pantsætter blandt Andet Gaarden l.nr. 137. Lillesands Sparebank, fra hvem Appell. udleder sin Ret, formenes derhos at have erkjendt Rigtigheden af Gaardbyttet mellem Moder og Søn ved, at den efterat have exekveret i l.nr. 141 som tilhørende Stian Aanonsens Enke, nagtet denne derpaa ingen thinglæst Hjemmel havde (Exekutionen afødt xx.xx.1879), derefter tog Udlæg efter Rekvirentens Opgave i Debitrix's Rest paa Salgsummen for de af hende til Indst. i sin Tid solgte Bygninger l.nr. 137, stort 3.200 Kr. I Forbindelse hermed bemærkes, at Sparebanken under 9 Januar 1880 lod afholde Tvangsauktion over l.nr. 141 som tillhørende Stian Aanonsens Enke. Appell, har fra sin Side indvendt, at Stian Aanonsens Enke, uanset Kjøbekontrakten af 1871, der ikke er thinglæst, maa betragtes som Eier af l.nr. 137, da hun har thinglæst Hjemmel paa Gaarden og noget Salg deraf til Indst ei er perficeret ved Skjøde. Appell, benægter derhos, at det har sin Rigtighed med den fremkomne Kjøbekontrakt, der formenes at være Proformaværk, ligesom han finder det ganske unaturligt, at Indst. har betalt det saakaldte Mellemlag til Moderen. De af Indst. releverede Omstændigheder hentede fra Indst.s Pantsættelse af Gaarden og Brandtaxt m. V., formenes heller ikke at kunne komme i Betragtning som beroende alene paa Indst.s egne Udtalelser, Forsaavidt angaar den Erkjendelse af Gaardbyttet mellem Moder og Søn. som Sparebanken skulde ansees at have afgivet ved Exekutionerne afødt xx.xx.1879 og 15 Januar 1880 m. V., da formener Appell., at der heri ikke kan lægges noget Forbindelse for ham. Sagen er, mener Appell., at man ved disse Exekutioners Afholdelse ei kjendte Forholdets fande Beskaffenhed, hvilket Appell. først kom efter, da han havde erhverdet Panteattesten, afødt xx.xx.1880, hvoraf han saa, at Stian Aanonsens Enke var den, som havde thinglæst Hjemmel paa Gaarden Nr. 137 og skjønnede, at det ved Exekutionerne forudsatte Gaardbytte blot var pro forma. Nogen Erkjendelse af Eiendomsforholdet kan derfor ikke ansees at være afgiven ved Exekutionerne, og naar den Forudsætning, hvorpaa de grunde sig, bero paa Bildfarelse, antages den at maatte blive betydningløs og uforbindende. Appell. gaar derfor ud fra, at han for sit Vedkommende ikke kunde ansees bunden ved dens Erkjendelse, Sparebanken maatte ansees at have afgivet, idet han som Endossent var nødt til at indfri Gjælden, og herved erhvervede de ham som saadan tilkommende Rettigheder, der ei deriverede sig alene fra Sparebankens Transport.

Jeg maa indrømme, at Billighed i denne Sag i høi Grad er paa Appell.s Side. Det er for Indst.s personlige Gjæld Exekutionen er afholdt, og det er alene den formelle Omstændighed, at Sparebanken i 1878 togs Dom alene over Moderen, men ikke, som den kunde have gjort, tillige over Indst., som nu gjør. at Indst. kan paastaa formel juridisk Ret i denne Sag. Jeg skjønner dog ikke, at man efter stræng formel Ret kan komme til andet Resultat end Overrettens.

Der er af Sparebanken holdt Exekution i nyt fortaget Salg af den ene Gaard l.nr. 141 som tilhørende Stian Aanousens. Enke og i en Del af den af Indst. skyldige Kjøbesum for l.nr. 137, som saaledes maatte tilhøre Indst. Jeg finder, at det ved disse Omstændigheder i Forbindelse med, hvad der fra Indst.s Side forøvrigt er fremkommet, maa ansees at Være tilstrækkelig fastslaaet paa en for Alle bindende Maade, at Gaardbyttet har fundet Sted, og at efter dette Moderen eiede Nr. 141, men Indst. Nr. 137. Exekutionen afødt xx.xx.1880 for Moderens Gjæld efter Dom er da holdt i en ikke Moderen, men Indst. tilhørende Eiendom, hvorfor den maa blive at underkjende. Jeg finder efter dette at maatte votere for Stadfæstelse af

Side:44

Stiftsoverrettes Dom, hvorefter der ei kan være Spørgsmaal om Tilkjendelse af Procesomkostninger.

Thi Konkluderes:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at Stande. E. Saxlund.

Jeg kan ikke være enig med Førstvoterende, men antager, at ben paa ankede Kontinuations-Exekutionsforretning afødt xx.xx.1880 bør blive at stadfæste.

Overrettens Pluralitet og med den Førstvoterende grunder sit Resultat væsentlig herpaa, at der fra Sparebankens Side maa ved Afholdelsen af Exekution afødt xx.xx.1879, hvorved der for Tilgodehavende hos Indst.s Moder blev taget Udlæg i Gaarden Nr. 141 i Lillesand, skjønt ikke hun, men Indst. paa den havde Thinglæst Hjemmel, i Forbindelse med denne Eiendoms senere Bortsalg ved Tvangsauktion, samtved Afholdelse af Kontinuastionsexekutionen afødt xx.xx.1880, hvorved blev taget Udlæg i det Mellemlag, 3.200 Kroner, som Indst.s Moder skulde have af Indst. paa det i sin Tid stedfundne Bytte af nævnte Gaard mod den hende før tilhørende Gaard Nr. 137, ligeledes i Lillesand, ansees at være afgivet en bindende Erkjendelse af Gyldigheden af Kjøbekontrakten afødt xx.xx.1871, og at Gaarden Nr. 137 tilhører Indst. og ikke Moderen, hvoraf menes at følge, at Appell., som udledende sin Ret fra den ham af Sparebanken givne Transport paa sammes Krav, ogsaa maa være afskaaren Adgang til at søge sig betalt i nævnte Gaard Nr. 137, uanseet, at Indst.s Moder (som hensiddende i ufskiftet Bo efter hendes afdøde Mand Stian Aanonsen) og ikke Indst. paa samme har thinglæst Hjemmel.

Jeg er imidlertid med det dissenterende Medlem af Overretten enig i, at man ikke fra de nævnte af Sparebanken tidligere tagne Stridt til at erholde Dækkelse for sit Krav tør udlede nogen bindende. Erkjendelse af, at den var afskaaret Adgang til, naar hine Skridt viste sig frugtesløse, at søge sig betalt i Gaarden Nr. 137, eller nogen Frafaldelse af Ret til at holde sig ogsaa til denne Eiendom. For mig fremstiller det sig nemlig som det Rimelige, ja som omtrent utvivlsomt, at Sagen - som af Appell. anført - forholder sig saa, at man ved de førnævnte Exekutioners Afholdelse ei kjendte Forholdets fande Beskaffenhed, idet Kundskab herom først erhvervedes ved Panteattesten afødt xx.xx.1880, hvoraf det viste sig, at ikke Indst men hans Moder var den, som havde thinglæst Hjemmel paa Gaarden. Men er dette saa, kan man - forekommer det mig - aldeles ikke fra de berørte tidligere Skridt fra Sparebankens Side udlede nogen Erkjendelse af, at Gaarden Nr. 137 skulde ansees som udelukket fra i fornødent Fald at tjene Sparebanken- til Dækkelse; man har da slet ikke tænkt derpaa - og dermed bortfalder selvfølgelig ogsaa Indst.s Adgang til mod Appell, at paaberaabe sig hin Sparebankens tidligere Optræden med Hensyn til Inddrivelsen af sit Tilgodehavende.

Men naar - som jeg altsaa antager - den af Indst. fra en saadan Erkjendelse eller Frafaldelse fra Sparebankens side hentede Befrielsesgrund bortfalder, er det formentlig klart, at den Omstændighed, at ikke Indst., men hans Moder har thinglæst Hjemmel paa Eiendommen, maa være afgjørende i Appell.s Favør. Overdragelse as Eiendomsretten til fast Eiendom perficeres jo nemlig først ved Meddelelse af thinglæst Overdragelsesdokument, og saa længe som den nye Erhverver ikke har erholdt saadant, staar han den Resiko, at Eiendommen i Forhold til Trediemand juridisk ansees som henhørende til den persons Formuesmasse, som paa samme har thinglæst Hjemmel. Og hvad nu særlig Exekutioner og forskjellige andre til Tvangsinddrivelse af Gjæld sigtende Retshandlinger betræffer, er det i Lov om Pant og Thinglæsning afødt xx.xx.1857 §7, endog bestemt at de i Tilfælde af Kollision med samtidig thinglæste private Dokumenter skulle have prioritet fremfor

Side:45

disse. In casu har Indst. slet intet thinglæst Overdragelsesdokument at paaberaabe sig.

Idet jeg - som anført - anser dette for ganske afgjørende, naar først det fra en Erkjendelse eller Frafaldelse fra Sparebankens Side af Indst. hentede Argument bortfalder, saaledes som af mig antaget at maatte ske, anser jeg det ufornødent nærmere at gaa ind paa, hvorvidt saadan Erkjendelse eller Frafaldelse af Sparebanken vilde have været bindende for Appell., hvilket subsidiært af ham er bestridt. Derimod skal jeg ikke undlade at bemærke, at Indst.s Optræden under Kontinuationsexekutionen afødt xx.xx.1880 ikke forekommer mig at staa i god Samklang med hans under nærværende Sag fremsatte Paastand om Forretningens Kuldkastelse. Efterat Rekvirenten (Appell.) under Paaberaab af den producerede Panteattest om at ikke Indst., men hans Moder, havde thinglæst Hjemmel paa Eiendommen, havde begjært Udlæg for Gjælden givet i denne, erklærede nemlig Indst., der under Forretningen mødte for Moderen, at "han intet Andet havde at bemærke" end at han ifølge kontrakt var Eier af Gaarden. Han knyttede til denne fin Bemærkning ikke nogen Paastand eller nogen Protest mod Forretningen eller mod at det begjærte Udlæg gaves, og tog heller ikke nogen Reservation om senere at fremkomme med nogen Indsigelse, og Tilførslen fremkaldte ingen Procedure eller nogensomhelst nærmere Forhandling under Forretningen. At dette har havt sin Grund i, at Indst.s Bemærkning hverken af ham selv da er tænkt eller af Rekvirenten er bleven opfattet som nogen Indsigelse, forekommer mig høist sandsynligt, og det saameget mere som Indst. jo selv var Hoveddebitor for den Gjæld, for hvilken Dækkelse søgtes. Jeg skal imidlertid ikke gaa nærmere ind herpaa, da, hvad der muligens kunde bygges paa den berørte Omstændighed, ligger udenfor proceduren. Med Bemærkning, at jeg, efter det Resultat, hvortil jeg kommer, og med særligt Hensyn derhos til den anførte Omstændighed, at Indst. selv var Hoveddebitor for Gjælden, uagtet Kravet for hans Vedkommende ikke var i exigibel Stand, antager, at han bør tilpligtes at erstatte Appell. Processens Omkostninger baade ved Overretten og ved Høiesteret, bliver det efter det Anførte min

Konklusion:

Den paaankede Kontinuntionsforretning bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret betaler Skibssygmester Aanon Stiansen til Nils S. Gauslaa med 300 - tre hundrede - Kr. Ph. Hansteen.

Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Hr. Assessor Ph. Hansteen. C. Hansteen.

Ligesaa. P. V. Ottesen.

Ligesaa. I.Blich.

Ligesaa. W. Manthey.

Ligesaa. Jeg skal kun tilføie den Bemærkning, at det ikke skjønnes, hvorledes der as Sparebankens Forhold med Hensyn til Exekutionsforretningerne afødt xx.xx.1879 og 15 Januar 1880 og Auktionen afødt xx.xx.1880 under nogen Omstændighed kan udledes nogen bindende Erkjendelse ligeoverfor Indst. af Gyldigheden af Kjøbekontrakten afødt xx.xx.1871 og af, at Indst., ikke Stian Aanonsen Enke, nu er Eier af Gaarden 137, da de nævnte Retshandlinger alle ere holdte hos Stian Aanonsens Enke ifølge en over hende alene erhvervet Namsdom og ingen af dem hos eller mod Indst., der for sit personlige Vedkommende ingen Befatning dermed har havt, men kun tildels har mødt under samme paa Debitrix's Vegne og som hendes Fuldmægtig. I. S. Thomle.

Høiesterets Dom blev derefter under 13 Oktbr, f. A. afsagt overensstemmende med Assessor Hansteens Konklusion.