Rt-1885-494

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1885-05-28
Publisert:	Rt-1885-494
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 209/1 1885
Parter:	Thorsten Grinaker (Heffermehl) mod Overretssagfører Baumann eller nu Lillehammers Sparebank (Bergh).
Forfatter:	Reimers, C. Hansteen, Mørch, Thoresen, Blich, Justitiarius Thomle
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §131, §10, §12

Assessor Reimers: I Slutningen af Aaret 1874 blev af 6 Personer, hvoriblandt Torsten Grinaker, dannet et Interessentskab under Navn af Gjøvik Dampsag og Høvleri til Indkjøb og Forædling af Trælast. Den 30 Decbr. s. A. blev der for Interessantskabet indgivet en Firma-Anmeldelse, i hvilken det bl. A. heder, at enhver af Interessenterne ere personlig ansvarlig for Firmaets Gjæld, og i Interentskabskontrakten som oprettedes i Januar 1875, bestemtes i Overensstemmelse hermed bl. A. «For de Gjældsdokumenter, Sagen udsteder, ere vi selvfølgelig personlig ansvarlige saaledes, at enhver af os ligeoverfor Sagens Kreditorer er personlig ansvarlig for dens Gjæld».

Ved Stevning afødt xx.xx.1878 anlagde Overretssagfører Baumann Gjæsteretssøgsmaal mod de 2 i Gran boende Interessenter Jens Alm og Appellanten i nærværende Sag T. Grinaker, hvorunder Baumann paastod dem in solidum tilpligtede at betale 77000 Kr. med Renter og Omkostninger, udgjørende Interessentskabets Gjæld efter 4 Vexelobligationer og en Vexel, diskonterede i Lillehammer Sparebank og af denne transporterede til Baumann. De nævnte Papirer vare forsynede med Endossement af nogle af Interesesnternet deriblandt dog ikke Alm og T. Grinaker. Der var følgelig i Henhold til de nævnte Bestemmelser i Firma-Anmeldelsen og Interesentsakbs-Kontrakten, at Baumann paastod de Sidstnævnte tilpligtede at indfri Papirerne. Ved Gjæsteretsdom afødt xx.xx.1878 blev Baumanns Paastand taget tilfølge. Denne Dom blev ved Stævning af 28 Mai næstefter

Side:495

paaanket til Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdeling, som ved Dom afødt xx.xx.1869, frifandt Alm og Grinaker for Tiden for Baumanns Tiltale, idet det nemlig antoges, at de kun vare subsidiært ansvarlige for Interessentskabets Gjæld. Denne Dom forblev upaaanket. Imidlertid havde Gjøviks Dampsag og Høvleri allerede den 24 Mai 1878 opgivet sit Bo til Konkursbehandling og i Skrivelse af 25 s. M. begjærede derpaa Baumann i Henhold til de under Gjæsteretssagen fremlagte Dokumenter Alms og T. Grinakers Bo taget under Konkursbehandling. Denne Begjæring blev ved Decicioner af 12 Juni næstefter for begges Vedkommende taget tilfølge. Decisionerne paaankedes i Henhold til Konkurslovens §131 ved Stevning af 27 Juni næstefter til Høiesteret. For Alms Vedkommende er Sagen paadømt ved Høiesterets Dom afødt xx.xx.1883 (Rt-1883-349) med det Udfald, at Decisionen underkjendtes, medens Lillehammer Sparebank, der imidlertid var indtraadt som Part i Sagen istedetfor Overretssagfører Baumann blev frifunden for Alms Tiltale, fosaavidt dennes Paastand tillige gik ud paa Erstatning efter Skjøn for den Skade, som var paaført ham derved, at hans Bo var bleven taget under Konkursbehandling.

Under nærværende Sag har Appell. T. Grinaker paastaaet Decisionen underkjendt og Boet extraderet ham til fri Radighed samt derhos Lillehammer Sparebank, der og i nærværende Sag er indtraadt som part istedetfor Sagfører Baumann, tilpligtet at betale Erstatning efter Skjøn, optaget paa Sparebankens Bekostning, for den Skade, han har lidt derved, at hans Bo urettelig er taget under Behandling som Konkursbo, og endelig Processens Omkostninger for begge Retter. Indst. har paastaaet Sagen afvist fra Høiesteret med Tilkjendelse af Kost ot Tæring og begjæret Afvisningsspørgsmaalet præliminært afgjort.

Afvisningspaastanden støtter Indst. paa den Omstændighed, at Appell.s Bo ikke er stevnet som Modpart for Høiesteret, men alene er varslet for Processens Skyld. Indst. mener, at naar Boet først ved Decission er taget under Konkursbehandling, og der saa bagefter, som her, fra Skyldneren fremkommer Paastand om Konkursbehandlingens Ophævelse og Boets Extradition, saa er dette et Spørgsmaal, som ikke længere udelukkende interesserer den oprindelige Rekvirent af Tvangskonkursen, men ogsaa og i lige Grad Boets øvrige Kreditorer. Sparebanken er efter Indst.s Mening ikke længere udelukkende raadig over Sagen, hvad noksom fremgaar af Bestemmelsen i Konkurslovens §12, hvor det heder, at efterat Skyldneren har indleveret sin Begjæring om Skiftebehandling til Retten, eller denne paa en Fordingshavers Forlangende har fattet Beslutning om, at Skiftebehandling skal finde Sted, kan Behandling ikke indstilles efter ensidig Begjæring af den eller dem, som har forlangt den. Følgelig er Spørgsmaalet om Konkursens Ophævelse og Boets Extradition ikke længere en Sag alene mellem den oprindelige Rekvirent og Skyldneren, idet samtlige Kreditorer ere interesserede i Spørgsmaalet, og det er derfor, mener Indst., naar en Decision som den her foreliggende, paaankes, ikke tilstrækkeligt at stevne alene den Fordringshaver, der oprindelig har begjæret Skyldnerens Konkurs, hvorimod Boets Vedkommende tillige maa Blive at stevne som Modparter.

Heri finder jeg at maatte give Indst. Medhold. Den citerede Bestemmelse i Konkurslovens §12 biser nemlig, at den Fordringshaver, fra hvem Begjæring om Konkurs oprindelig er fremkommet, ikke eferat denne Begjæring ved Skifterettens Decision er taget tilfølge, længere er raadig over Spørgsmaalet om hvorvidt Konkursbehandling skal fortsættes eller indstilles. Heraf flyder det efter min Formening med Nødvendighed, at naar Skyldneren paaanker Decisionen og paastaar den underkjendt, maa ogsaa Boets Vedkommende, altsaa den midlertidige Bestyrer eller Kurator, eller, forsaavidt ingen saaden er valgt, Skifteretten paa Boets Vegne ikke alene varsles for Processens Skyld, men stevnes som Modpart. Thi der er selvfølgelig ikke de øvrige

Side:496

Kreditorer, hvis Adgang til Separatforfølgning ved Konkursens Aabning er bleven standset, ligegyldigt, om Konkursen senere ophæves, og Boet paany overgives Skyldneren til fri Raadighed. Vistnok kan det ikke antages, at de øvrige Kreditorer eller Bestyreren paa Boets Vegne ved Paaanke af den Decision, ved hvilken Boet er taget under Konkursbehandling, kan gjøre andre Konkursgrunde gjældende end den Fordring, paa hvilken den oprindelige Begjæring om Konkurs er støttet, men de øvrige Kreditorer eller Boet maa utvivlsomt have Adgang til selvstændigt og uafhængig af Rekvirentens Procedure at forsvare eller yderligere legitimere Gyldigheden af den Konkursgrund, som af den oprindelige Rekvirent er gjort gjældende for Skifteretten. En saadan selvstændig Adgang for Boet eller Kreditor til under Appellen at søge Decisionen og den paa samme byggede Konkursbehandling opretholdt, er saavidt skjønnes, nødvendig ogsaa som et Korrektiv mod mulig Kollusion mellem Skyldneren og den oprindelige Rekvirent af Tvangskonkursen. I nærværende Tilfælde stiller Sagen sig saa meget klarere, som Sparebanken for Høiesteret har oplyst, at den allerede for flere Aar tilbage har faaet sin Fordring dækket af en af de øvrige Interessenter og følgelig ikke længere er Kreditor i Boet, altsaa ikke længere har nogen selvstændig Interesse i Sagens Hovedspørgsmaal, om Konkursens Ophævelse og Boets Extradition, men alene i Erstatningsspørgsmaalet.

Jeg kommer efter det Anførte til det Resultat, at Sagen maa blive at afvise fra Høiesteret, men da Spørgsmaalet kan erkjendes at være tvivlsomt, antager jeg, at Processens Omkostninger bør ophæves.

Konklusion:

Nærværende Sag, i hvilken Ingen paa Torsten Grinakers Bos Vegne er stevnet som Part, afvises fra Høiesteret.

Extr. Assessor Adv. Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor C. Hansteen, de extr. Assessorer Byretsassorerne Mørch og Thoresen: Ligesaa.

Assessor Blich: Jeg kan ikke være enig med de tidligere Voterende. Den Decision, som er afsagt med Hensyn til Grinakers Bos Konkursbehandling, er grundet alene paa den Paastand og de Argumenter, som blev fremsat af Sagf. Baumann paa Lillehammers Sparebankes Vegne. Sagen kan for Høiesteret blot procederes paa dette Fundament, og selv om Decisionen underkjendes, kan dette Resultat ikke have nogen Indflydelse paa de øvrig Kreditorer i Boet, som paa andre Grunde maatte kunne være berettigede til at fordre Boet taget under Behandling som Konkursbo. Disse Kreditorer kunne altsaa ikke tabe den Ret, de i saa Henseende have og selv om de vare stevnede som part i Sagen, kan en Dom i Realiteten ikke influere noget paa deres Stilling til Boet. En Procedure fra disses Side i Høiesteret kunde altsaa blot hjælpe til at støtte den Paastand, som fra Lillehammers Sparebanks Side var nedlagt, og forsaavidt som de havde fuldkommen Tillid til, hvad der fra Sparebankens Side var fremført for at opretholde Decisionen, maatte deres Nærværelse her i Retten endog være fuldkommen ligegyldig. De øvrige Kreditorer ere vistnok paa Grund af at Boet er taget under Behandling, forsaavidt interesseret i at opretholde dette, og som Medeiere i Boet kunne de forsaavidt ogsaa siges at have Interesse i eller endog at være et Slags parter i Sagen, men aldenstund - saaledes som jeg antager - en Dom, der omstøder Boets Tagen under Behandling som Konkursbo, ikke kan betage dem den Ret, som de maatte tilkomme, saa kunde det ikke være nødvendig af den Grund at varsle dem til Sagen. Naar Kreditorerne ere varslede for Processens Skyld kunne de, om de antoge, at der skulde være nogen Kollusion mellem Rekvirenten og Konkursmanden, iagttage det samme, som om de vare varslede som parter i Sagen og ialfald ved

Side:497

Hjælp af en Stevning, som de gjennem Bevilling kunde faa Adgang til at forfølge samtidig med Hovedsagen, faa Adgang til at gjøre gjældende den Ret, de troede at have, ligesaa godt som om de vare Parter. Men selv om de ikke vilde møde i Retten, har de dog havt Adgang til at sikre sig mod nogetsomhelst Tab ved, at Skriftedicisionen underkjendes, derved at de, saasnart Høiesteretsdom er falden, gjøre de selvstændige Paastande, som de maatte have til at fordre Konkursbehandling, gjældende for Skifteforvalteren, og saaledes hindre, at Boet extraderedes Konkursmanden til fri Raadighed. Kan saaledes, efter hvad jeg antager, Dom i Sagen ikke være bindende for nogen anden end den, der har sat Sagen i Værk, og Kreditorerne paa den anden Side kunne sikre sig mod ethvertsomhelst for dem skadeligt Resultat derved at Decisionen forandres, saa kunde det ikke være nødvendig at stevne nogen af de øvrige Kreditorer eller Bestyreren i Boet paa deres Vegne som Parter i Sager, hvorimod et Varsel for Processens Skyld maatte være tilstrækkeligt. Det forekommer mig, at nærværende Tilfælde har meget tilfælles med det, at en Trediemand, der gjør Fordring paa den samme Gjenstand som en anden vil vindicere, optræder under Sagen som Intervenient. Dersom han ikke vil gjøre nogen selvstændig Fordring gjældende under Sagen, men blot støtter vedkommende Sagsøgte, bliver det, selv om det er fuldstændig notorisk, at han har en Ret i Tingen, dog ikke nødvendig at inddrage ham under Sagen eller endog ved Paaanke af Dommen at varsle ham som Part; han taber heller ikke noget ved den Dom, som maatte fældes mellem Vindikanten og den oprindelig Sagsøgte, ligesom han ogsaa senere kan selvstændig gjøre sin Ret gjældende om saa maatte være nødvendigt.

Jeg antager saaledes, at nærværende Sag bør tillægges Fremme.

Justitiarius Thomle: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende. Det forekommer mig, at det Hovedspørgsmaal, som er forelagt Høiesteret til Afgjørelse, nemlig om den Skiftedecision, hvorved Boet er taget under Konkursbehandling, er lovlig eller ikke, og den Paastand, som Appell. vil gjøre gjældende, nemlig at Decisionen skal underkjendes og Boet igjen extraderes Vedkommende til Raadighed, baade i Form og Realitet maa i den Grad siges at være Boets samtlige Kreditorer ikke blot Lillehammers Sparebank vedkommende, og deres Interesse i Sagens Udfald, at være af den Beskaffenhed, at ogsaa de maa betragtes som virkelige Parter. At Boets Kreditorer ved den den midlertidige Bestyrer meddelte Underretning om Sagens Indstevning til Høiesteret er bleven givet Anledning til at varetage sit Tarv og saaledes ogsaa om de vilde til at indtræde i Sagen som Parter og som Intervenienter i Høiesteret forsvare den afsagte Decissions Lovlighed og Gyldighed uden Hensyn til hvad der i saa Henseende maatte blive foretaget fra Lillehammers Sparebanks Side, kan efter min Mening ikke forandre Forholdet. Det er jo ikke nok, at den, der er Part eller har en virkelig Pars-Interesse i en Sag varsles om den for Processens Skyld; han maa stevnes og gives Varsel som Part, og naar dette er forsømt, kan Sagen ikke lovlig paakjendes i Realiteten.

Jeg skal forøvrigt til yderligere Begrundelse af det Resultat, hvortil Førstvoterende er kommet, gjøre opmærksom paa, at naar det i Konkurslovens §131 sidste Punktum ganske i Almindelighed bestemmes, at i de foran i §en ommelte Sager (hvor det gjælder Paaanke til Høresteret af de i §10 omhandlede Beslutninger samt Skifterettens Nægtelser af at stadfæste en af Fordringshaverne antagen Akkord), skal paa Boets Vegne stevnes den midlertidige Bestyrer, eller Curator bonorum, eller i Boer, hvor ingen saadan haves, Skifteforvalteren, synes der heri at ligge en temmelig bestemt Forudsætning om, at i saadanne Sager vil Boet alltid eller ialfald i Regelen være at stevne, selvfølgelig da som Part.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.