Rt-1885-602

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1885-05-15
Publisert:	Rt-1885-602
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 187/1 1885
Parter:	Regjeringsadvokaten for det kgl. Finants- og Told-Departement mod Opsidderne paa gaarden nordre Junkersdal i Skjærstad, Saltdalens Thinglag: Karl Fredrik Davidsen, Karl Erik Holgersen og Gustav Holgersen (Bergh).
Forfatter:	Saxlund, Ph. Hansteen, Birkeland, Lambrechts, Gram, Scheel, Justitiarius Thomle
Lovhenvisninger:	LOV-1863-06-22-§56

Assessor Saxlund: Efter Forligsklage afødt xx.xx.1872 og derefter forgjæves anstillet Mægling anlagde Appellantskabet, det kgl. Finants- og Told-Departement, Sag mod de Indst. Opsidderne paa Gaarden Nordre Junkersdal i Skjærstad og nedlagde under Sagen Paastand om, at de Indst. skulde kjendes uberettigede til Betitning i Statens Skov i Saltdalen, samt om at tilkjendes Procesomkostninger. Ved Dom afsagt af Sorenskriveren i Salten med Meddomsmænd den 28 Novbr. 1877 blev de Indst. imidlertid frifunden for Citantsk.s Tiltale og Processens Omkostninger ophævede og er denne Dom stadfæstet af Trondhjems Stiftsoverret under 27 Oktbr. Processens Omkostninger bleve ophævede ogsaa for Overretten. Sagen er nu alene af Appell. indbragt for Høiesteret efter Høieretsstævning afødt xx.xx.1880 med Hjemmel af Opreisningsbevilling.

Side:603

Sagens faktiske Omstændigheder ere i det Væsentlige følgende. Gaarden Nordre Innkersdal i Saltdalen, der oprindelig var Rydningsplads i Saltdalens Almenning og senere af Staten belv bortbygslet eller bortfæstet, blev efterat den var bleven ledig fra Fæstet, af Staten bortsolgt og ved Skjøde afødt xx.xx.1843 overdraget til de Indst.s Fader og Svigerfader i Henhold, heder det, til Auktionskonditionerne. Med Hensyn til Udstrækning og Herligheder henvises til en Fogedforklaring afødt xx.xx.1825 og en Markeskjælsforretning af 8 og 9 Septbr. 1841. Det bemærkes, at det i intet af disse Dokumenter nævnes Noget om Havneret i Statens Almenning. De Indst., som desuagtet paastaar at have erhvervet Ret til Beite for sine Kreaturer i Almenning have til Bevis for den stedfundne Brug fra sin Side ført en Række Vidner, af hvis Prov jeg skal referere, hvad jeg anser fornødent til Belysning af Forholdet. 2 V. har forklaret, at medens han var paa Nordre Junkersdal fra 1836-39 erfarede han, at Gaardens Kreaturer aarlig græssede i Statsskoven, og ved han, at saadant senere har fundet Sted hvert Aar lige til iaar d.v.s. 1874. I Forbindelse hermed har 14 V. provet, at saadant har fundet Sted hvert Aar fra 1832 til 1845, hvorhos 15 V. har gjort lignende Erfaring for Aarene 1832 til 1838. 1 V.s Prov gaar ud paa Lignende for Aarene 1845-61. Hertil kommer en Række Vidner, 3-13 og 16 V., som forklarede sig om, at lignende Havning har fundet Sted fra de omhandlede Aar i flere eller færre Aar mellem 1846 og 1874. Fremdeles bemærkes 17-20 V.2 Prov, som gaar ud paa, at det har været almindeligt, at Opsidderne paa forskjellige Gaarde i Saltdalen have benyttet Statens som tilgrændsende Skove til Beitning for deres Kreaturer. 18 V. prover, at han fra sin Gaard har foretaget saadan Beitning siden for 30 Aar tilbage, og antager han, at hans Formænd have beitet i Almenningen før ham. Det sidste vil han have hørt. 19 V. siger, at Beitningen fra hans Gaard har fundet Sted, siden Vidnet var liden, - han er 34 Aar gammel -, og han har hørt af ældre Folk, at det samme har været Tilfældet i ældre Dage. For en tredje Gaard prover 20 V., at saadan Beitning har været almindelig paa Gaarden saalænge Vidnet kan mindes - Vidnet er 64 Aar gammel - og at Vidnets Formand har sagt, at det Samme har været Tilfældet i hans Tid. 21, 22 og 24 V. forklare sig ogsaa om saadan Beitning for deres Gaardes Vedkommende og om, at Beitningen har fundet Sted saa langt tilbage, som deres Erindring gaar. Efter Vidnerenes Prov maa det antages, at saadan Beitning aldrig er bleven paaklaget fra det Offentliges Side førend den i Nordland ansatte Forstmester optraadte mod samme. For Gaarden Nordre Junkersdals Vedkommende er dette ikke skeet før i 1872. Heller ikke er der nogensinde blevet betalt nogen Afgift for Beitningen eller indhentet nogen Tilladelse til at foretage samme. De Indst. for mene, at den Brug, der fra Gaardens Side har fundet Sted førend den kom i deres Formands Besiddelse ifølge Skjødet afødt xx.xx.1843, maa kunne paaberaabes af dem til Supplering i fornødent Fald af Hævdstiden, forsaavidt derom er Spørgsmaal. Dette tror jeg ogsaa at maatte medgive. Gaarden var før Loven om Matrikulen af 1818 særskilt skyldsat og var af Staten bortbygslet eller bortfæstet. Vistnok har Appell. forment, at Gaarden, da den solgtes i 1843, skulde være at betragte paa en Maade som en ny Eiendom, idet Appellantsk. mener at Gaardens Grændser først bleve bestemte ved Markeskjælsforretningen af 8 og 9 Septbr. 1841. Heri kan jeg dog ikke være enig med Appellantsk. For den omhandlede Gaards Vedkommende er Markeskjælsforretningen af 1841 væsentlig en Opgangsforretning med Hensyn til Eiendommen; om ogsaa enkelte Punkter kunne være nærmere bestemte eller forandrede, maa det dog antages at Grændserne for Gaarden i det Store og Hele taget bleve bestemte at være de samme som da gaarden havde været under Bortfæstning. Nogen saadan Forandring af Gaardens Udstrækning, som kunde være af nogen Indflydelse med Hensyn til Kreaturbeitningen,

Side:604

kan ialfald ingenlunde antages at have fundet Sted, og ved Kjøbet af Gaarden maa det antages, at Kjøberen erhvervede den samme Ret, som Leilændingen paa Gaarden tidligere havde været i Besiddelse af. Med Hensyn til hvorledes Forholdet tidligere har været, have de Indst. fremlagt en Erklæring fra nu afdøde Foged Holst, som var Foged i Salten fra 1843 til 1871. Han siger i denne Erklæring, at der ikke i hans Embedstid, saavidt han kan erindre, har været Spørgsmaal om at nægte Havning med Kreaturer i Statsalmenningen i Saltdalen, ligesom han ikke kan erindre, at der blev fordret eller erlagt nogen Afgift for saadan Havning, uagtet der for Aavirke i Skoven maatte søges Bevilling af Amtmanden, som fastsatte Afgiftens Beløb. Saadant var Forholdet, siger Fogden, indtil Skovene lagdes under Forstvæsenets Bestyrelse. Ligeledes er fremlagt en Erklæring fra Lensmand i Saltdalen Normann, som har været Lensmand dersteds fra 1871. Han udtaler ogsaa, at han efter Undersøgelse har fundet, at overalt i Distriktet, hvor private Eiendomme have ligget til Statsskoven, have de private alltid og upaatalt beitet paa Statslovens Strækning, hvorhos han opgiver en Del Gaarde, hvorfra saadan Beitning har fundet Sted. Han siger i en senere Erklæring, at for Nordre Junkersdals Vedkommende har der været beitet i Statsskoven, helt siden Gaarden blev bebygget, og han udtaler fremdeles, at naar Beitning for Nordre Junkersdals Vedkommende saavidt ham bekjendt, udelukkende har foregaaet med Storfæ, saa kan han ikke indse, at nogen Skade fra de Indst.s Side er forvoldt i Skoven.

Overretten har i Begrundelsen af sin Dom henholdt sig til N.L. 3-12-3 som afgjørende for Tilfældet, hvorfor den ikke har indladt sig paa Spørgsmaalet om Indst.s Paastand om at have Beitningsret paa Grund af Hævd. Det er ogsaa min Mening, at de Indst. med fuld Grund kunne paaberaabe sig Ret efter nævnte Lovsted. Appellantsk. formener, at da Hugstret i Almenningsskovene i Nordlandene ifølge afsagt Høiesteretsdom ikke tilkommer Almuen der, saa maatte ialfald Bevisbyrden for, at Almuen der kan beite i Henhold til N.L. 3-12-3 paahvile de Indst. Jeg skulde dog med de Indst. holde paa den modsatte Mening. Forat en af Lovgiveren aldrig tilbagekaldt Lovbestemmelse ikke længere er anvendelig, maa utvivlsomt Bevisbyrden paaligge den, som paastaar saadant. Appellantsk. formener imidlertid derhos, at Analogien af, hvad der er statueret angaaende N.L.s 3-12-6 naturligen maa lede til at antage, at det samme angaar Ret efter 3-12-3. Denne Slutning er efter min Mening ikke berettiget. Hvorledes det oprindelig er tilgaaet med Forholdet, hvad Hugstretten i de nordlandske Statsalmenninger angaar, har man ikke nærmere Oplysning om. Nogen senere Lov haves ikke, som forandrede eller ophævede N.L.s 3-12-6. Men jeg antager ikke at kunne tage Feil i, at det er Hensynet til, hvad der har været Brug fra gammel Tid af, som er det, der har influeret paa Forholdet. N.L. 3-12 lægger jo i det Hele med Hensyn til Almenninger væsentlig Vægt paa det Forhold, som har fundet Sted fra gammel Tid. Jeg maa efter dette antage, at Almuen i Nordland fra gammel Tid af ikke har udøvet saadan Ret til Aavirke, som L.s 3-12-6 hjemler, men fundet sig i alene at faa Adgang til Aavirke ved for hvert specielt Tilfælde at faa Bevilling af Amtmanden mod at svare en Rekognition til Staten. Dette Forhold maa i Tidens Længde ansees for at være blevet vedtaget fra begge Sider og dannede saaledes en lokal Retssædvane, der er bleven godkjendt som gjældende efter Høiesteretsdomme. Men for nu at statuere, at noget Lignende skal finde Sted med Hensyn til Beitningsret efter N.L.s 3-12-3, som aldrig er tilbagekaldt, maatte man kunne oplyse, at noget Lignende som med Hensyn til Hugstretten ogsaa har fundet Sted med Hensyn til Beitningsretten. Man maatte da først godtgjøre, at Almuen havde for hvert enkelt Tilfælde af det Offentlige erholdt Ret til Beitning; men i denne

Side:605

Sag er jo netop det Modsatte oplyst. Det er oplyst, at Almuen fra gammel Tid af har udøvet Beitning i Statsalmenningen.

De Indvendinger, der fra Appellantsk.s Side ere fremkomne mod, at N.L. 3-12-3 in casu skulde være anvendelig, forekommer mig lidet væsentlige. Der er fra Appellantsk.s Side efter Udtalelser af Forstvæsenet lagt Vægt paa, at Beitningen skulde være særdeles ødelæggende for Skoven. Men dette kan efter min Mening ikke komme i Betragtning. Det er jo Tilfældet overalt i Landet, at lovlige Rettigheder udøves i Statsalmenninger, uden at det kan komme i Betragtning, om de ere til Skade for Skoven eller ikke, og det forekommer mig, at der ialfald er Overdrivelse i Forstvæsenets Udtalelser angaaende dette. Naar der fra Appellantsk.s Side paa Grund af en Udtalelse af Skovdirektøren argumenteres fra Forholdene i Trondhjems Stift, tror jeg, at dette, som de Indst. mene, maa bero paa en Feiltagelse; ialfald indeholder Rentekammerets Skrivelse afødt xx.xx.1799 udtrykkelig, at Almuen i Trondhjems Stift tilkommer Ret efter N.L. 3-12-6, og 3-12-3. Hvad angaar den Indvending af Appellantsk., at Oplysningerne om Beitning i denne Sag alene angaa Eiendomme, som umiddelbart støde til Statsskoven og at det derfor ikke skal ansees oplyst, at Almuen har nogen saadan Brugsret i Statsalmenningen, skjønner jeg ikke, at denne Indvending er af nogen Betydning for Sagen. Det kan jo, som de Indst. paastaar være Tilfældet, at naar andre Eiendommes Opsiddere ikke benyttede sig af Beitningen i Statsalmenningen, saa var det, fordi det efter de lokale Forhold ikke svarede Regning at benytte sig deraf. Det er jo at mærke, at Saltdalen er en temmelig øde Bygd langt oppe i Landet, ikke saa langt fra det bekjendte Fjeld Sulitjelma og at Afstandene der ere store og Strækningerne tildels uveibare. Naar fremdeles Appellantsk. mener, at der ikke kan være Spørgsmaal om Anvendelse af nogen Ret efter N.L. 3-12-3 paa Grund af, at ingen af de Indst. nogensinde har benyttet sig af Sæterbrug i Strækningen, hvilket jo Lovstedet specielt gaar ud paa, kan jeg heller ikke tillægge denne Indvending nogen Vægt. Retten til Sæterbru er en større Ret end Retten til Beitning alene, men jeg skjønner ikke, at de Indst. derved, at de ikke ville benytte sig af N.L. 3-12-3 i hele den Udstrækning, som Loven hjemler, men kun ville gjøre Anvendelse af en Del af den derved hejmlede Ret, kunne tabe ogsaa Adgangen hertil. Efter Overretsdommens Afsigelse har Appellantsk. ladet optage et Thingsvidne, hvorunder det mener at have fremskaffet Oplysninger, som maa have væsentlig Indflydelse paa Sagen. Appellantsk. har faaet 3 af de Meddomsmænd, som deltoge i Underretsdommens Afsigelse, til at afgive en Erklæring, som gaar ud paa at modificere den Begrundelse, hvorpaa Underretsdommen er bygget. Disse 3 Mænd have vedtaget en Erklæring om, at hvor Beitning i Distriktet har fundet Sted, har dette kun bestaaet i Grændseoverskridelse fra de Almenningen tilstødende Eiendomme, foretaget der, fordi Opsidderne troede derved ikke at forvolde nogen Skade, dels fordi Forholdet aldrig af Nogen var blevet paatalt. Jeg skjønner dog ikke, at denne Erklæring kan tillægges nogen Betydning. Det ser vistnok ud, som Meddomsmændene ikke i Alt ere enige i de Udtalelser i de Indst.s Faveur, som indeholdes i Underretsdommen; men nogen Tilbagekaldelse af denne kan dog ikke ansees indeholdt i Erklæringen, og den kan i intet Tilfælde komme i Betragtning mod, hvad der forøvrigt Sagen er tilstrækkelig oplyst. Under Thingsvidnet er afhørt 2 Lensmænd som 8 og 13 V., hvilke Appellantsk. mener udtale sig i dets Faveur; men jeg skjønner ikke, at det er Tilfældet. Disse Lensmænd have i Bestillings Medfør havt at paase, at nogen ulovlig Brug i Statsalmenning ikke fandt Sted; men de oplyse, at de aldrig ere optraadt mod Beitning i Almenningen samt at de aldrig ere blevne instruerede om at lægge Hindringer i Veien for, at nogen Beitning fandt Sted. - Det kan vistnok for de Indst. være ligegyldigt, enten de faa Frifindelse i denne Sag efter N.L. 3-12-3 eller paa Grund

Side:606

af, at de ansees at have hævdet Ret for sine Gaarde. Jeg kan dog for mit Vedkommende ikke skjønne, at der er noget til Hinder for at følge Overretten i denne Sag. Er Retten tilstede paa Grund af utvivlsom Lovbestemmelse, saa forekommer det mig at ligge nærmest at afgjøre Sagen paa det Fundament, saaledes som Overretten har gjort. Man behøver da ikke at ty til noget sekundært Fundament; man behøver ikke at rekurrere til Hævd. At der nu skulde være nogen Betænkelighed ved, at Høiesteret stadfæstede Overrettens Dom, finder jeg ikke. Det kan, saavidt skjønnes, ikke føre nogen betænkelig Konsekvents efter sig.

Man pleier gjerne med Hensyn til Brug i Almenningen at stille Nordland og Finmarken i samme Kategori og heri tror jeg, at man i Alt Væsentligt har Ret. Der er kun den Forskjel, at medens de stedfundne Forhold med Hensyn til Hugstret i Nordland ikke ere grundede paa nogen ud trykkelig Lovbestemmelse, som forandrer N.L. 3-12-6, saa er Forholdet for Finmarkens Vedkommende det, at man der har udtrykkelig Regel i Lovforskrift, nemlig i den kgl. Ref., som er kundgjort ved Skrivelse afødt xx.xx.1775 foruden 2 specielle Reskripter for Altens Stats Almenning. Realiter er Almuens Adgang til Aavirke i Skovrn i det Væsentlige den samme i Finmarken som den, der gjælder i Nordland. Der er dog nogen Forskjel og specielt med Hensyn til en Bestemmelse i Skovloven afødt xx.xx.1863 §56. Det egentlige Finmarken er her undtaget paa Grund af, at man antog, at Almuen i Finmarken havde en Slags Brugsret, som det heder i Regjeringens Foredrag til den kgl. Proposition om Loven; derfor untog man i §56 Finmarken for at forebygge, at enhver urigtig Brug af Skoven fra Almuens Side skulde blive betragtet som Tyveri. Denne Bestemmelse er ikke gjort gjældende for Nordland og det maa antages at Almuens Adgang til Aavirke i Skoven der er i nogen Grad ringere end i Finmarken. Men med Hensyn til Beitning i Statens Strækninger antager jeg at det Samme gjælder for begge Distrikter og den som vilde paastaa, at Almuen i Finmarken ikke skulde have Ret til at lade sine Kreaturer beite i Statsstrækningerne, vilde ikke faa Medhold af Nogensomhelst. Det har jo der fra gammel Tid aldrig været anseet tvivlsomt, at Almuen har Ret til at føre sine Kreaturer paa Beitning i Statsskovene. Det kan ogsaa bemærkes, at der er en Slags Beitning, som er uimodsigelig berettiget baade i Nordland og Finmarken, nemlig Flytlappernes Adgang til at græsse med sine Renhjorde i Statsalmenningerne, kfr. Traktat 7 Oktbr. 1751. Denne Ret maa Flytlapperne under enhver Omstændighed have ogsaa i Saltdalen; besynderligt skulde det da være, forekommer det mig, om der ikke ved Siden heraf ogsaa skulde være fri Adgang for de Fastboende til at lade sine Kreaturer gaa paa Beite i Statsskoven. Jeg finder efter dette, at Overrettens Dom er vel begrundet og vil votere for dens Stadfæstelse. Den eneste Tvivl, jeg har, er hvorvidt der ikke er Grund til at paalægge Appellantsk. Processens Omkostninger for Høiesteret. Sagen forekommer mig at være ganske vel oplyst allerede ved Underretten og jeg findet det noget haardt at de Indst. ere blevne nødte til at føre en langvarig Proces gjennem 3 Retter. Da jeg imidlertid har Grund til at antage, at Høiesterets Pluralitet ikke er enig i at ilægge Procesomkostninger, vil jeg heller ikke dissentere i saa Henseende.

Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er forsaavidt enig med Førstvoterende i hans Resultat, at ogsaa jeg tror, at Indst. maa blive at frifinde med Ophævelse af Processens Omkostninger for alle Retter; men jeg bygger ikke dette Resultat ganske paa de samme Grunde som Førstvoterende og Overretten, og jeg vil derfor komme til at votere for, at der gives ny Konklusion. For mig fremstiller det sig nemlig som afgjørende, at det ved Salget i 1843

Side:607

af Gaarden Nordre Junkersdalen har været en bestemt Forudsætning ikke mindre fra Sælgerens end fra Kjøberens Side, at Gaarden da solgtes til Eiendomsgaard ganske med de samme Rettigheder og Tilliggelser hvormed den før havde været Bygselgaard. Og at blandt disse Rettigheder ogsaa har været Ret for Opsidderne til at beite med Gaardens Kreaturer i den tilstødende Statsskov, antager jeg for ganske utvivlsomt. I denne Henseende antager jeg det tilstrækkeligt at henvise til, hvad af Førstvoterende er anført angaaende de Oplysninger, som have om, at saadan Beitning har været udøvet, som det synes, endog fra umindelige Tider. Ingen af de mange i Sagen afhørte Vidner har forklaret sig om, at der tidligere vides at have existeret et andet Forhold i saa Henseende, ligesom det tilfulde er godtgjort, at der efter Gaardens Salg stadig upaaanket har været beitet Statsskoven med Nordre Junkersdals Kreaturer, indtil derimod i sin Tid af Forstvæsenet blev gjort Indsigelse. Men saadan Indsigelse fra Forstvæsenets Side fandt ingenlunde strax Sted, da Forstvæsenet i 1862 blev etableret. Der gik endnu et halvt Snes Aar hen, hvori Beitning fremdeles foregik upaatalt som før. Saadant tror jeg ikke lettelig vilde kunne have gaaet for sig, hvis det ikke fra det Offentliges Side havde været anseet som en given Ting, at den omhandlede Beitning, der tilkom Gaarden. Det maa ogsaa erindres, at det ikke alene er denne Gard, Nordre Junkersdalen, som saaledes har beitet, men at det samme ogsaa er oplyst om en stor Flerhed af andre Statens Skov tilsødende Gaarde. Og at det Offentlige ikke i tidligere Tid har modsat sig den omhandlede beitning, bestyrkes i høi Grad ved Foged Holsts og Lensmand Normanns i Sagen afgivne Erklæringer. Naar nu Forholdet før Gaardens Slag var saaledes, at Opsidderne havde Beite i Statsskoven og Intetsomhelst enten i den ved Salget fremlagte schematiske Forklaring af Fogden eller i Auktionskonditionerne blev anført om, at saadan Beitningsret for Fremtiden skulde være Gaardens Opsiddere betagen, saa forekommer det mig, at de Indst. maa gives Medhold i, at det fra Begges Side har været en stiltiende Forudsætning, at Retten for Fremtiden skulde blive den samme som før. Naar jeg allerede efter denne Betragtning kommer til det Resultat, at de Indst. ikke nu kunne betages Ret til Beitning, som anført, saa bliver det for mig unødvendigt nærmere at indgaa paa, hvorvidt de Indst. allerede efter Bestemmelsen i N.L. 3-12-3 skulde have Retten. Det forekommer mig jo vistnok, at hvad Førstvoterende har anført for denne Bestemmelses Anvendelse paa Tilfældet, har meget for sig; men paa den anden Side finder jeg det i Sagen for lidet udredet, hvorledes Forholdet egentlig er med Hensyn til Statsskovene i Nordland og specielt den heromhandlede Skov i Saltdalen, til at jeg med fuld Tryghed tør anse samme som en Almenning, der tilligger Bygdelaget, som N.L. 3-12-3 udtrykker sig, og under disse Omstændigheder vil jeg for min Del ikke udtale mig stærkere end skeet om denne Side af Sagen, al den Stund det for mit Resultat ikke er nødvendigt. Det samme gjælder Hævdsspørgsmaalet og derunder særlig Anvendeligheden paa Tilfældet af N.L. 5-3-28 og 29, der med stor Styrke af de Indst. ere paaberaabte som ialfald for dem befriende. Efter den Maade, hvorpaa jeg kommer til mit Resultat, anser jeg det heller ikke for mig nødvendigt herom nærmere at udtale mig.

Konklusion:

Opsidderne paa Gaarden nordre Junkersdal Karl Fredrik Davidsen, Karl Erik Holgersen og Gustav Holgersen bør for det kongelige Finants- og Told-Departements Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Extraordn. Assessor Advokat Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Assessor Hansteen. Den af ham fremsatte Hovedbetragtning finder jeg for mit Vedkommende saa afgjørende for Sagens Resultat, at jeg

Side:608

ikke finder nogen Opfordring til nogen Udtalelse med Hensyn til N.L. 3-12-3, 5-3-28 og 29 og det i Sagen vakte Hævdsspørgsmaal.

Assessor Lambrechts: Jeg tiltræder ogsaa Andenvoterendes Resultat og for en væsentlig Del ogsaa hans Begrundelse.

De extraordn. Assessorer forhv. Dommer Gram og Byretsassessor Scheel, Justitiarius Thomle: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Andenvoterendes Konklusion.