Rt-1886-657

Instans:	Høyesteretts kjæremålsutvalg - dom
Dato:	1886-03-20
Publisert:	Rt-1886-657
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr.r. 126/1 1886
Parter:	Simen Andersen Præstlien (C. M. Hansen) mod Indre-Departementet (Lasson)
Forfatter:	Lambrechts, I.S. Thomle, Mørch, Ph. Hansteen, Ottesen, Birkeland, Saxlund
Lovhenvisninger:	LOV-1857-10-12-§8, LOV-1885-03-28

Under 12 Januar 1856 meldte Skovfoged ved Røros Værk, Ellef Holm, at endel Opsiddere paa Gaarde i de i det sydlige Hjørne af Tolgens Herred, nordre Østerdalens Fogderi, beliggende Dalfører, Holøidalen og Oversjødalen, havde hugget Tømmer i den nordre - ved Resolution afødt xx.xx.1798 Røros Værk overladte - Det af Rendalens Almenning, hvilken Del støder til de nævnte Dalfører.

I denne Anledning blev der den 4 April og 20 Mai 1856 optaget et Forhør. Dette Forhør, hvorunder de anmeldte Holøi- og Oversjødøler erkjendte den paaklagede Hugst, men paastode sig berettigede til samme, ledede ikke til nogen Forsøining fra det Offentliges Side.

Nogle Aar senere, nemlig under 29 Oktbr. 1859 blev der i Henhold til Lov om Almenninger afødt xx.xx.1857, bens §8, udfærdiget en Resolution, hvorved der paalagdes de brugsberettigede i den nordre til Røros Værks Benyttelse overladte Del af Rendalens Almenning at hugge alene efter Udvisning. Efter Udfærdigelsen af denne Resolution huggede Holøi- og Oversjødølerne i den nævnte Almenningsstrækning efter Udvisning indtil Aaret 1866. I den mellemliggende sid var de herhenhørende Forhold nærmere undersøgte af tvende i det Offentliges Tjeneste staaende Forstmænd, hvorefter Departementet for det Indre i Skrivelse afødt xx.xx.1866 under Meddelelse af Samtykke til Udskiftning af den i Holøi- og Oversjødalen liggende Almenningsskov, lod Opsidderne tilkjendegive, at det Offentlige ikke erkjendte nogensomhelst Brugsret for dem i Rendalens Almenning. Overensstemmende med dette Tilkjendegivende, og efterat Holøi- og Oversjødølerne havde benyttet sig af den meddelte Tilladelse til Udskiftning, har det Offentlige senere nægtet dem Udvisning af Skov i den nordre Del af Rendalens Almenning, paa Grund heraf anlagde en af Opsidderne i Oversjødalen, Eieren af Gaarden Præstlien, Simen Andersen, efter forgjæves anstillet Forligsmægling, Sag mod Røros Værk og det Offentlige og nedlagde ved Sagens Inkamination den 6 Septbr. 1870 saadan Paastand: At Cit. kjendes berettiget til i den nordre Del af Rendalens Almenning, hvilken Del er beliggende i Tolgens Præstegjæld, at hugge efter Udvisning det til hans Husbehov - Gaarden Præstlien - fornødne Tømmer, og at Røros Værks Bestyrelse tilpligtes under en passende Tvangsmulkt at udvise ham saadant Tømmer, naarsomheIst det maatte tiltrænges. Derhos paatod han

Side:658

sig hos de Indst in solidum tilkjendt Processens Omkostninger. Denne Paastand modificeredes senere under Sagen saaledes, at den kom til at lyde som følger: At Cit. kjendes berettiget til i den nordre Del af Rendalens Statsalmenning paa begge Sider af Langsjøen, saalangt denne strækker sig, at hugge efter Udvisning det til hans Husbehov paa Gaarden Præstlien fornødne Tømmer, samt at han hos det Offentlige og Røros Værk in solidum tilkjendes Processens Omkostninger med et tilstrækkeligt Beløb.

De Indst. nedlagde Paastand om Frifindelse og Tilkjendelse af Sagens Omkostninger.

Ved den derpaa under 2 Marts 1876 af den kønst. Sorenskriver i Nordre Østerdalens Sorenskriveri afsagte Dom blev Cit. kjendt berettiget til paa begge Sider af Langsjøen fra den ophugne Grændselinie for Rendalens Statsalmenning ned til nævnte Søes Sydende at hugge efter Udvisning det til hans Husbehov paa Gaarden Præstlien fornødne Tømmer. Processens Omkostninger ophævedes.

Denne Dom blev af Departementet for det Indre paa det Offentliges Vegne paaanket til Kristiania Stiftoverrets 2den Afdeling og Paastand nedlagt om Frifindelse og Tilkjendelse at Processens Omkostninger. Indst., Simen Andersen Præstlien, paastod Underrettens Dom stadfæstet og sig hos det Offentlige tilkjendt Sagens Omkostninger.

Ved Overrettens Dom afødt xx.xx.1880 fik Sagen det Udfald, at det Offentlige frifandtes for Simen Andersen Præstliens Tiltale, og at Sagens Omkostninger for begge Retter ophævdes.

Denne Dom er derefter af Simen Præstlien paaanket til Høiesteret, hvor Sagen er udgaaet til skriftlig Behandling efter Lov afødt xx.xx.1885. Varslet og Dokumentationen er i Orden, hvorfor Intet er til Hinder for Sagens Paakjendelse.

Her for Retten har Appell. gjentaget sin Paastand om at kjendes berettiget til at hugge efter Udvisning i den nordre Del af Rendalens Almenning paa begge Sider af Langsjøen, samt paastaaet, at det Offentlige tilpligtes at betale ham Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret. Indst, har paastaaet Overretsdommen stadfæstet og fig tilkjendt Sagens Omkostninger ved Høiesteret, deriblandt Salar til Regjeringsadvokaten.

Som Dokument F er for Høiesteret fremlagt en Indberetning fra en ved kgl. Resol. afødt xx.xx.1875 nedsat Kommission, bestaaende af Sorenskriveren og Fogden i Østerdalen, til Undersøgelse af Røros Kobberværks og Statens indbyrdes Forhold med Hensyn til Værkets Skovvæsen. Efter denne Indberetning og de iøvrigt foreliggende Oplysninger hidsættes følgende nærmere forklaringer.

Det store Komplex af Skove, der strækker sig gjennem de østlige Trakter af Elverums, Aamots, Rendalens, Tydalens og Tolgens Sogne, altsaa gjennem hele Østerdalen, omfattende dennes væsentligste, forstørstedelen langs Rigsgrændsen beliggende Trakter, antages oprindelig at have udgjort en samlet Statsalmenning, der imod Nord gik over i eller fortsattes af Aalens, senere Røros, Almenning i Trondhjems Stift, mod Syd i Kyndalens Almenning i Solør. Denne store Almenningsstrækning taldes oftere i Dokumenter fra forrige Aarhundrede med en fælles Benævnelse den østerdalske Almenning; men der skjelnes ogsaa mellem sammes enkelte Dele, der benævnes dels efter de Bygdelag, hvorigjennem de strækker sig, dels ogsaa, navnlig i de nordligste Egne, med mere specielle Benævnelser, saasom Oversjødalens Almenning. Oprindelig gik de enkelte Partier sandsynligvis over i hinanden uden nogensomhelst Begrændsning.

Den nordligste Del af denne østerdalske Almenning dannedes af Almennigsstrækningerne i det nuværende Tolgens Herred, hvortil hørte de denne Sag specielt vedkommende Dalfører Holøidalen og Oversjødalen; den omfattede

Side:659

det hele Landskab østenfor Glommens Dalføre fra Røros eller Grændsen mod Trondhjems Stift til Rendalens Almenning i Syd og Rigsgrændsen i Øst og benævnedes før nuværende Tolgens Herred ved Reskript afødt xx.xx.1735 adskiltes fra Tønsets Præstegjæld Tønsets og efter den Tid Tolgens Almenning.

Bestemt at angive, fra hvilken Tid denne nordligste Del af den østerdalske Almenning er at betragte som en særskilt, selvstændig Statsalmenning, lader sig neppe gjøre. Sikkert er det imidlertid, at fra den Tid det Offentlige Begyndte at bortbygsle Rydningspladse i disse nordligste Trakter af den østerdalske Statsalmenning, hvilket stede i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, er der sale om Tønsets, senere altsaa Tolgens Almenning, som en egen, selvstændig Statsalmenning. I de Fæstesedler, der mellem Aarene 1697 og 1753 udstedtes paa Rydningspladse i disse Trakter samt i de over samme fra 1715 til udover Midten af Aarhundredet afholdte Skyldsætningsforretningerne, betegnes nemlig Pladsene som beliggende i Tolgens eller før 1755 i Tønsets Almenning. Specielt kan i saa Henseende mærkes Skyldsætningsforretningerne afødt xx.xx.1730, afødt xx.xx.1738 og 11 December 1767.

De her omhandlede Pladse eller smaa Gaarde, hvoriblandt Appell.s Brug "Præstlien", der efter hvad det maa ansees in confesso optager sin Rydningsplads tidligst i 1736 eller et af de følgende Aar, opryddedes saaledes i en bestemt betegnet Almenning, Tolgens Almenning, efter offentlig Tilladelse; de tilhørte Staten og brugtes af dens Leilændinge med Brugsret til Husbehov i Almenningen. I Begyndelsen af indeværende Aarhundrede solgtes de efterhaanden til Opsidderne.

Da saaledes de Rydningspladse, hvorom der her spørges, hvoriblandt altsaa Præstlien - som anført - i vedkommende dokumenter ere betegnede som beliggende i Tolgens Almenning, - synes det selvsagt, at Fæsternes Ret til at forsyne sig med Trævirke var inddrænket til denne Almenning. Spørgsmaalet er imidlertid om Tolgens. Almenning har været afmærket med laa bestemte Delelinier mod den søndenfor liggende Del af østerdalske Almenning, Rendalens Almenning, at vedkommende Fæstere have have faste Grændser at holde sig til.

Med Hensyn hertil bemærkes og hidsættes efter den før citerede Kommissions Indstilling:

Det sees i forrige Aarhundrede oftere at have været Tale om Grændsen mellem Tolgen og Rendalen i de her omhandlede Almenningsstrækninger. Det heder saaledes under Grændseopmaalingen i 1741:

"Til den 3 August avancerede man med Opmaalingen til Elgsjøen og Enden af Rendalens Strækning paa den østre Side Fæmunden".

Under Grændsebeskrivelsen af 1752-1757 anføres ved Grændserøs Nr. 141 følgende: "Rendalens og Tønsets Strækning mod hinanden er ikke mindre uvis og usikker end Trysils og Rendalens, saasom de heroppe intet har eiet og følgelig intet Dele havt mellem sig. Ved Fæmundsjøen skal de hove nogenslags Disput bestaaende herudi: Rendølingerne vil have, at Elgaapladsene skal ligge under deres Bygd, fordi de sige sig i lang Tid at have fisket i Elgaavigen. Dalsbygden (d. e. Tolgen) derimod og i Besynderlighed Beboerne paa Elgaapladsene paastaar, at samme altid har ligget under Tønsets Bygd og Røros Menighed, samt at Rendalens Strækning ikke bør gaa længere Nord end til Elgaaen, som udrinder i Fæmunden strax søndenfor Pladsen".

Der fortsættes derpaa saaledes: "Udi forrige Kommissions Protokol synes Elgsjøen, hvoraf just Elgaaen udrinder, at være angivet som den norderste af Rendalens Strækning. Paa det samme Tid forfærdigede Kart er Fjeldet Elgaahogna anført som Dele

Side:660

mellem bemeldte Bygder og derfra en Linie draget ned til Elgaaens Udløb i Fæmunden. Hvilken af Parterne nu har Ret eller ikke, og om den Linie, som fra Elgaahognen maatte falde perpendikulær paa Rigsgrændsen, hvilket siges at skulle være omtrent ved følgende Mellemrøs Nr. 142, eller og den, om skulde gaa fra Elgaaens Udløb op igjennem Elven til Elgaasjøen, de der østenfor liggende Vande og saa op til Grændselinien, er den rimeligste eller ikke, derudi hverken kan eller tør man her decidere - - - -".

I en saafaldt Relation af 1758 fra Foged i Østerdalen Ruus omtales Grændsen mellem Tolgen og Rendalen som omtvistet, men at holdes for at være fra - - - "Gloføken i Kolaoset videre i Elgaavigen til Grændlinien i Øst, hvilken Strækning Almuen ved Skyds og andre Leiligheder skal have holdt sig efterrettelig".

Under 5 Febr. 1766 resolverede Generalforstamtet i Anledning af Klage fra Rendalens Almue over, at Tolgens Almue formedelst ubestemt Raadele mellem Sognene gaar for langt ind paa Rendalen med Hugster til Kobberværket, at Delelinien kun lader sig bestemme paa lovlig Maade ved Rettens Middel og under Varetagelse af det Offentliges Tarv for Kongens og det beneficerede Gods's Vedkommende.

Med den omtalte Klage over Hugst til Kobberværket er Sammenhængen den: Ved Begyndelsen af forrige Aarhundrede var Røros Værks Cirkumferance-Skove faa stærkt medtagne, at det blev nødvendigt at ty til fjernere Trakter, og rettedes Opmærksomheden særligt paa den østerdalske Statsalmenning og navnlig paa den ved Fæmundsjøen beliggende Strækning af samme, Paa Grund heraf indgav værket omkring Midten af Aarhundredet flere Forestillinger om Hugst i nærmere betegnede Strækninger af denne Almenning, blandt andet i Rendalens Almenning. Disse Ansøgninger bleve ikke indvilgede, men desuagtet sees Røros Værk at have begyndt Hugst ind i den østerdalske Almenning saa langt nede som i Trakterne omkring Fæmundsjøen. Herover klagede Rendølerne, der mente, at disse Strøg tilhørte dem, medens Røros værk mod disse Klager fremsatte den Paastand, at Tolgens Almenning, der var ubestridt offentlig Eiendom, strak sig helt ned til Isteren.

Med Hensyn til denne Optræden fra værkets Side sees Skovinspektør Hummel i Skrivelse afødt xx.xx.1758 at have foreslaaet, at der, forinden Værkets Ansøgning om Tilladelse til at benytte en vis Strækning af den østerdalske Almenning afgjøres, foretages "Befaring og omstændelig Beskrivelse af den ansøgte Strækning ved dertil antagne Mænd under Indvarsling af den omgrændsende Almue".

De her omhandlede Forhold ledede til, at der ved kgl. Resol. afødt xx.xx.1775 blev anordnet Fredlysning af de omstridte Strækninger og dernæst til, at der ved kgl. Resol. afødt xx.xx.1778 blev nedsat en Kommission med det Opdrag at undersøge og ved Dom paakjende "samtlige Strækninger i Solør og Østerdalens Fogderier under Oplands Amt, som angives at være Almenninger, men endnu omtvistes, hvorvidt de tilhøre Kongen eller vedkommende Almuer". Det paalægges derhos kommissionen "efter lovligen at have indvarslet alle og enhver, som maatte anse sig berettigede til nogen Paastand paa Eiendom eller Brug, modtaget enhvers fremlæggendes Adkomster og Beviser samt afhørt de Vidner, som herom maatte af vedkommende paaberaabes eller opgives, paa det nøieste ske kan, fognevis eller bygdevis at besigtige og opgaa dertil bemeldte Almenninger henhørende Aasteder og Strækninger samt i den paagjældende Almues Nærværelse anmærke og betegne ei alene hver Almennings særskilte Grændseskjel overhoved, men ogsaa &c."

Kommissionen udtog derefter under 23 Novbr. 1779 Stævning med befalet Varsel, som blev forkyndt for alle Vedkommende, deriblandt den

Side:661

angændsende Almue specielt Tolgens Almue. Ret blev derefter sat i Rendalen 7 og 8 Febr. 1780 samt 10 og 11 August 1781 for Rendalens Almennings Vedkommende med Vidners Førelse og Udvisning paa Aastederne, se Dok. A S. 5. Efter de ved disse Granskninger fremkomne Oplysninger, optog derefter Kommissionens Konduktør Løitnant Wessel med behørigt Varsel til alle Vedkommende Kartforretning afødt xx.xx.1783, hvorefter Wessels Situationskart af 1784, der er fremlagt under nærværende Sag i Kopi som Dok. I, er udardeidet.

Til Afgjørelse af Tvistighederne for Rendalens Almennings Vedkommende blev der ved Reskript afødt xx.xx.1785 - for at Sagen desto hurtigere kunde blive tilendebragt - nedsat en særskilt Kommission. Denne Kommission maa, efter hvad der anføres i Præmisserne til den af Kommissionen afsagte Dom betragtes som en Fortsættelse af den tidligere Kommission, saaledes, at dennes Mandat gik over paa den nye Kommission.

Den af Kommissionen under 17 Marts 1786 afsagte Dom gik Rendølerne imod og Kongen tilkjendtes Eiendomsretten til Rendalens Almenning "efter det over den omtvistede Strækning og Aastederne optagne Situationskart, som haade i Henseende til Raadelelinierne mellem Rendalen og Tyldalen i Nord efter M L K I H og mellem Rendalen, Aamot og Trysil i Syd - - - paa alle Sider ustridig er antaget".

Under 11 Febr. 1790 stadfæstede Overhofretten denne Kømmissiones Dom.

Efterat Overhofrets-Dommen var falden, indkom til Rentekammeret i 1790 og 1792 Ansøgninger fra Rendalens Almue om, at den Kongen tilkjendte Almenningsstrækning maatte blive dem skænket. Disse Ansøgninger bleve imidlertid ikke indvilgede, hvorimod Kongen ved Resol. 21 Febr. 1798 §3 overdrog til Røros Værk Almenningsstrækningen kun med Forbehold af; at Almuen fremdeles erholdt "den Adgang til Græsgang og Sæterbrug, som den hidtil har havt".

3 Aar senere paabegyndtes det ovenfor omtalte Salg af Rydnings pladsene i Oversjødalen. Appell.s Brug Præstlien solgtes saaledes ved kgl. Skjøde afødt xx.xx.1801 til en Knud O. Hodalen og er senere kommen i Appell.s Eie. Det heder i Skjødet paa samme Maade som i andre lignende Skjøder, at Bruget overdrages til Kjøberen "med al den Herlighed, som der tilligge bør og os fulgt haver, være sig - - - Ager og Eng, Kværne og Kværnevande, Skov og Mark, Fægange osv." Det siges gjentaagende i Skjødet, at Bruget er beliggende i Tolgen.

Da Tolgens Almenning paa den Tid dette Skjøde udfærdigedes forlængst ved den tilfølge de nævnte Domme stedfundne Afgjørelse havde faaet bestemte Grændser og altsaa nu udgjorde et bestemt afsluttet Hele, synes det klart, at den Kjøberen hjemlede Ret i "Skov og Mar" maatte indskrænke sig til den Almenning, hvortil Eiendommen ifølge sin Beliggenhed hørte, og ikke tillige kunde omfatte Hugstret i nogen anden Almenning, naar dette ikke udtrykkelig er sagt.

Appell. mener imidlertid, at de afsagte Domme og senere trufne Forsøininger ikke kunne tillægges nogen afgjørende Betydning med Hensyn til den til Tolgen hørende Almuens Retsforhold til Rendalen Almenning og gjør i saa Maade gjældende, at den ved Dommen afødt xx.xx.1790 afgjorte Sag førtes alene mellem Staten og Rendalens Almue. Tolgens Almue og specielt da Oversjødølerne ansaa derfor, mener Appell., den hele Sag sig temmelig uvedkommende og undlod at afgive Møde og protestere mod den ved Dommen sammenholdt med Wessels Kart satte Nordgrændse for Rendalens Almenning, hvorved man, forklarer Appell., fratog Tolgens Herred en betydelig Strækning, der efter de foreliggende Oplysninger - se den nævnte Kommissions Indberetning S. 156 - nærmest maa antages

Side:662

oprindelig at have været en Del af Tolgens Almenning. De Oplysninger, Appell. herved sigter til, ere følgende: Efter en Forestilling fra Røros Værk til Generalforstamtet af 1766 skulde Grændsen for Oversjødalen af Tolgens Almenning gaa lige til Istern søndenfor Langsjøen og under en Skyldsætningsforretning afødt xx.xx.1776 over 2 Rydningspladse Joten, beliggende Syd for Langsjøen ved Somaaen, der løber ud af Langsjøen og gaar ud i den søndenfor liggende Isteren sees Fogden paa det Offentliges Vegne imod Rendølernes Paastand at have hævdet, at disse Pladse laa i Tolgens Kongealmenning. Endvidere henhørte og henhører endnu efter Kommissionens Indberetning flere Pladse og Brug, der ere beliggende søndenfor den ved Dommen af 1786 bestemte Nordgrændse, til Tolgens Præstegjeld. Saaledes de ovennævnte 2 Pladse Joten, der ligge omtrent 1 Mil søndenfor den nævnte Grændse, endvidere Pladsen Langsjøen ved Langsjøens søndre Ende samt Pladsen Langsjøvold paa Sjøens østre Side, hvilken sidste Plads er skyldsat fra l.nr. 180 nordre Sørgaard i Oversjødalen i Tolgen.

Efter dette gaar altsaa Tolgens Sognegrændse, siger Appell., meget søndenfor Langsjøen og er forbleven upaavirket af den paa Kartet af 1783 optrukne Almenningsgrændse. Disse to Grændser skulde imidlertid, efter hvad der under Forhandlingerne i forrige Aarhundrede sees at være dels udtrykkelig og dels forudsætningsvis udtalt, falde sammen, og det maa saaledes, mener Appell. - hvad ogsaa, anfører han, tidtnævnte Kommission medgiver, ansees tvivlsomt, om den paa Wessels Kart optrukne Nordgrændse er den rigtige, og om ikke den i Tolgen beliggende Oversjødalens Almenning med Hensyn til Opsiddernes Brugsret falder sammen med Sognegrændsen, i hvilket Tilfælde den vilde omfatte Skovstrækningerne om Langsjøen og paa vestre Side af Sømaaen indtil og med Pladsen Joten.

Af den ovenfor givne Fremstilling af de trufne Foranstaltninger m.v. til Afgjørelse af de vedkommende Rendalens Almenning opstaaede Tvistigheder vil det imidlertid sees, at de nedsatte kommissioners Mandat ikke alene gik ud paa at afgjøre Eiendomstvisten, men ogsaa ligefrem paa at opgaa og fastslaa Almenningens Grændser. I Henhold til dette Mandat tog kommissionen Sagen under Behandling og afsagde Dom, hvori træffes Afgjørelse saavel med Hensyn til Eiendomsretten som Grændsen. Denne Dom mener Jeg maa have fuld bindende Virkning for den til at afgive Møde under Sagen varslede Tolgens Almue uden at det kan komme i Betragtning, at det ikke kan erfares, at Tolgens Almue har mødt og fremholdt de Paastande paa andre eller sydligere Grændselinier for Tolgens Almenning, som sees til forskjellige sider at have været fremsatte. Saameget mindre kan der tages noget Hensyn hertil, som der ikke er nogen Grund til at antage, at Kommissionen var ubekjendt med disse Paastande. De vare fremkomne under tidligere Forretninger vedkommende Almenningerne og fandtes i offentlige Dokumenter, som vistnok maa antages at have været i Kommissionens Besiddelse. Naar derfor Kommissionen kom til det Resultat, den gjorde, maa dette antages at være skeet fordi den, efter de anstillede Undersøgelser og tilveiebragte Oplysninger, fandt at maatte forkaste de Paastande, der havde været fremsatte paa en sydligere Grændselinie for Tolgens Almenning.

Jeg skjønner heller ikke, at de ovenfor refererede Oplysninger om, at Almenningen i Tolgen har været anseet at strække sig adskilligt søndenfor den ved Dommen af 1786 fastsatte Grændse ere af den Beskaffenhed, at de kunde vække synderlig Tvivl om Rigtigheden af den ved den afsagte Dom fastslaaede Delelinie. At Røros Kobberværk har opgivet en længere Strækning mod Syd, end der efter Dommen af 1786 tilligger Tolgens Almenning, som tilhørende denne Almenning, maa efter den Stilling, Værket indtog, til dette Spørgsmaal væsentlig betragtes som en Udtalelse i egen Sag. Og at det

Side:663

ved en Skyldsætningsforretning af 1776 vakte Spørgsmaal, om vedkommende Pladse skulde betragtes som beliggende i Kongealmenningen til Tolgens Præstegjeld eller som henhørende til Rendalens Almenning blev afgjort til Gunst for den første Mening, nagtet Pladsene efter den ved Dommen fastsatte Delelinie skulde have været opførte som beliggende i Rendalens Almenning, kan formentlig heller ikke tillægges nogen synderlig Betydning, da der ved en saadan forretning, som den heromhandlede, selvfølgelig hverken kan være eller har været anstillet nogen videregaaende Undersøgelse angaaende Spørgsmaalet. Jeg antager saaledes, at det nærmest er at betragte som en betydningsløs Tilfældighed hidrørende fra den Tid, da der endnu ikke var truffet nogen retslig Afgjørelse med Hensyn til Spørgsmaalet om Grændsen mellem Tolgens og Rendalens Almenninger, at nogle Rydningspladse ere blevne skyldsatte som henhørende til Tolgens Præstegjeld istedetfor, at de, efter den senere trufne Afgjørelse af Spørgsmaalet om Grændsen, skulde have været opførte som beliggende i Rendalen. Men er dette faa, kan det ikke tillægges nogen Betydning, at Præstegjeldsgrændsen, forsaavidt nogle saadanne Pladse angaar, ikke falder sammen med Grændsen mellem Almenningerne. Jeg tror derhos, at det i denne Forbindelse ogsaa bør bemærkes, at det, efter de foreliggende Oplysninger, er Føie til at antage, at den tilfølge Dommen optrukne Delelinie ikke er nogen ny Grændse, men at det i alt væsentligt er et gammelt Raadele, der af Kommissionen er slaaet fast som den rigtige Grændse mellem Almenningerne.

Da Kongen, som anført, ved de tidtnævnte Domme tilkjendtes Eiendomsretten over Rendalens Almenning, fik altsaa Strækningerne paa begge Sider af de optrukne Grændser samme Eier. D er kunde altsaa ikke længere opstaa nogen Kollision mellem Tolgens Almue og Rendalens Almue som private Eiere af de omtvistede Almenningsstrækninger; hvorhos det efter Omstændighederne er Grund til at antage, at der sidst i forrige Aarhundrede og Begyndelsen af dette fra det Offentliges Side kun har været ført ringe kontrol med Almenningerne. Dette synes at have ledet til, at der i længere Tid efter den sidst i forrige Aarhundrede trufne Ordning af disse Forhold, ikke har været synderlig Spørgsmaal om de fastsatte Delelinier mellem Tolgens og Rendalens Almenninger. Det fremgaar nemlig af de foreliggende Oplysninger, at de til Tolgens Almue henhørende Oversjødøler ialfald i dette Aarhundrede har hugget søndenfor de optrukne Linier uden at dette kan erfares før efter Aaret 1850 at have fremkaldt nogen Indvending fra det Offentliges Side. Og Appell. paastaar nu, at saadan Hugst er foregaaet i saa lang Tid, at der foreligger Alders Tids Brug for samtlige Opsiddere i Oversjødalen og specielt for ham, til Aavirke af Bygningstømmer i den i den nedlagte Paastand opgivne Del af Rendalens Almenning.

Til Støtte for denne Paastand paaberaaber Appell. sig de under ovennævnte Forhør af 1856 og et lignende Undersøgelsesforhør af 1871 afgivne Forklaringer, samt Vidneprovene under nærværende Sag.

Under Forhøret af 1856 afhørtes hovedsagelig de for ulovlig Hugst i Rendalens Almenning anmeldte Opsiddere i Holøi og Oversjødalen, hvori blandt den daværende Eier af Præstlien. Disses Forklaringer gaar i det Væsentlige ud paa, at der i den Tid, de have været Gaardbrugere i de nævnte Dalfører samt ogsaa i deres nærmeste Formænds Tid har været hugget Tømmer til Husbehov for deres Brug ikke blot langs med Langsjøen, saa langt denne strækker sig, men ogsaa paa et Sted, Ovendvigen kaldet, der ligger søndenfor Ovendvigsfjeldet, hvorover Nordgrændsen for Rendalens Almenning gaar samt fremdeles langs med Sømaaen lige ned til Isteren. Overensstemmende hermed udtale sig ogsaa de øvrige under Forhøret afhørte Oversjødøler.

Under Forhøret af 1871, der heller ikke ledede til nogen Forsøining,

Side:664

indskrænkede de anførte Oversjødøler sig til at fremholde, at de fra gammel Tid havde været berettigede til at hugge til Husbehov for sine Brug saa langt, som Langsjøen strækker sig. Eieren af Præstlien var ikke indkaldt til det sidstnævnte Forhør.

Hvad specielt Præstlien betræffer forklarer under Forhøret af 1856 sammes daværende Eier som 5 Dept., at han, siden han 5 Aar før Forhøret blev Eier af Præstlien, næsten aarlig havde hugget til Husbrug søndenfor Øvervigsfjeldet samt at der i de foregaaende 5 Aar, medens han opholdt sig hos Svigerfader, der havde Gaarden før ham, er bleven hugget til Husbehov for Gaarden endog lige ned til Isteren. 5 Dept.s Svigerfader, Føderaadsmand paa Præstlien, forklarer som 11 Dept., at i al den Tid, han kan mindes - han var da 56 Aar - foretog først hans fader, der fik Gaarden i 1805, og senere Dept. i de 22 star, han eiede Gaarden, naar de tiltrængte det, Hugst af Bygningstømmer til Husbehov langs med Langsjøen, og ved Isteren huggede de, hvad de behøvede til Husbrug af Stør, Emningsved til Trækar, Riveskafter m.v.

Disse Forklaringer, hvortil Appell. saaledes for en væsentlig Del støtter sig, ere imidlertid forstørstedelen afgivne af de for ulovlig Hugst anmeldte, stærkt interesserede Oversjødøler. Derhos gaar det Tidsrum, Forklaringerne efter Deponenternes Alder og Tidsangivelserne forøvrigt maa antages at omsatte, paa en enkelt Undtagelse nær, nemlig forsaavidt Gaarden nordre Holørin angaar, neppe længere tilbage end til Begyndelsen af dette Aarhundrede.

Men foruden dette, er det videre at bemærke, at disse Forklaringer for Præstliens Vedkommende ere blevne i væsentlig Grad modificerede ved de Prov, der ere afgivne af 11 og 7 Dept. under Forhøret af 1856 samt 1 og 2 Hovedv. under Sagen. Paa det ganske ligefremme Spørgsmaal: "Kjender Vidnet til, naar de første Huse paa Cit.s (Appell.s) Gaard, Præstlien, bleve opførte og hvormange disse vare?" - Spørgsmaal, der ikke synes at kunne være Gjenstand for Misforstaaelse - har nemlig de nævnte Vidner svaret: "Husene paa Cit.s Gaard, Præstlien, opførtes i 1828 og var det enten 3 eller 4 Huse, der bleve opførte". 2 V. siger udtrykkelig "de første Huse". Vidnerne forklare derhos, at der senere er opført 10 Huse. Videre tilføie de, at der " efter de første Huses Opførelse saa godt som hvert eneste Aar har været drevet lidt Bygningstømmer og lidt Sagtømmer af Opsiderne paa Præstlien paa begge Sider af Langsjøen, saa langt som denne Strækning gaar".

Efter dette har altsaa 5 og 11 Dept. som Vidner ikke forklaret sig om nogen Hugst af sømmer paa Siderne af Langsjøen søndenfor Delet til Brug for Gaarden Præstlien, før efter Aaret 1828, medens 1 V. som 11 Dept. under Forhøret har udtalt sig som om det var ham bekjendt, at der fra Præstlien havde været hugget Tømmer til Husbehov søndenfor Delet lige siden Gaarden i de første Aar af dette Aarhundrede kom i privat Eie.

I Henhold til det saaledes Anførte maa jeg være enig med Indst. i, at der fra Appell.s Side ikke er tilveiebragt noget direkte Bevis for Alders Tids Brug.

Appell. anfører imidlertid, at der foreligger saadanne Oplysninger om Skovene i Oversjødalen, at man deraf kan se, at disse Skove allerede i forrige Aarhundrede vare saa blottede for Naaleskov, at Oversjødølerne fra et meget fjernt liggende Tidspunkt maa have været nødt til at ty til Rendalens Almenning, naar de behøvede Bygningstømmer, og mener, at denne Omstændighed saaledes bestyrker og supplerer de gjennem. Forhørene og ved de afgivne Vidneprov fremkomne Oplysninger, at der foreligger fuldt Bevis for Alders Tids Brug.

De Oplysninger, hvoraf det efter Appell.s Mening fremgaar, at Oversjødalens Almenning allerede i forrige Aarhundrede manglede Raaleskov til

Side:665

Opsiddernes Behov ere i det væsentlige: en Udtalelse i en Skrivelse fra Røros Værks Direktør afødt xx.xx.1752, der lyder saaledes: "Oversjødølernes Skove ere ligeledes paa de øverste og nærmeste Steder udhugne, dog findes paa ubeleilige Steder lidt Skov tilbage", samt den Forklaring, der indeholdes i følgende Uddrag af en af Direktør ved Røros Værk, Knoph, i Aaret 1791 til Rentekammeret indgiven Relation: "fra Sørgaard til Langsjøen omtrent 1/4 Mil, denne Skov var kun Virkeskov med hist og her indblandet Furu. Paa begge Sider af Langsjøen, som er 3/4 Mil lang, bestod Skoven mest af Virk med lidt ung Furu, som for en stor Del var fortørret, dog viste sig enkelte tømmervoxne Trær. Skoven paa den vestre Side var dog noget bedre end paa den østre, men al Skoven som allerede meldt af ringe Betydning".

Den citerede Udtalelse i Skr. af 1752 staar imidlertid ikke i den bedste Samklang med, at Røros Værk 5 Aar senere, nemlig i 1757, sees at have andraget om at faa Tilladelse "til at aavirke i Oversjødalens Skove uden Præjudice for andres Brug af den saavidt Skovene kunne taale".

Og hvad Relationen af 1791 angaar, skjønnes ikke denne at vise, at der dengang i Oversjødalens Almenning var total Mangel paa Bygningstømmer for Opsidderne. Det heder udtrykkelig, at der i Skovene langs Langsjøen, hvilke skove for en Del hører til Tolgen, fandtes tømmervoxne Trær, og at Skoven paa vestre Side var noget bedre end paa østre. Det siges heller ikke, at Skoven var uden Betydning, men kun, at den var af ringe Betydning, hvori del maa ligge, at den havde nogen Betydning og det endog for Røros Værk. Det maa derhos erindres, at de paaberaabte Udtalelser hidrører fra Direktører for Røros Værk, der paa den Tid søgte om at faa nye Felter for Værkets Hugster.

Men selv om det maatte være saa, som tidtnævnte Røros Kommission og med den Appell. mener, at det paaberaabte Uddrag af Relationen af 1791 maa læses og forstaaes saaledes, at det af det deri udtalte følger, at der har været saadan Mangel paa Raaleskov i Oversjødalens Almenning lige siden henimod Slutningen af forrige Aarhundrede, at Oversjødølerne efter den Tid har været nødt til at søge sit Bygningstømmer udenfor sin egen Almenning - saa er dog herved at bemærke, at dette ikke stemmer med, hvad de fornævnte Forstmænd, der i 1861 fik i Opdrag at befare m.v. Holøi- og Oversjødalens Skove, have udtalt. I deres Indberetning afødt xx.xx.1861 forekommer nemlig følgende Udtalelse: " Og ved Begyndelsen af Aarhundredet, da Salget af Gaardene fandt Sted, var i Holadalen Skov, det er utvivlsomt", Holadalen er en fælles Benævnelse for Holøi- og Oversjødalen.

Fornævnte Skovfoged Holm siger heller ikke mere under Forhøret af 1856 end at Oversjødølerne i de sidste 50 Aar have maattet søge Bygningtømmer udenfor sin egen Almenning, hvilket ogsaa 12 Dept. under samme Forhør udtaler.

Med Hensyn til det heromhandlede Spørgsmaal siger 2. Hovedv. som 1 Kontrav., at han ikke kan mindes, at der i Holøi= og Oversjødalens Dalfører hor været Furuskov nok for Opsiddernes Behov, men tilføier, at det omkring Langsjøen fra dens Nordende ned til den nordre Grændse for Rendalens har været nogen om end ikke for Opsiddernes Behov tilstrækkelig Furuskov.

Heller ikke 2 Kontrav, kan erindre, at der i selve Dalførene har været Skov. Paa Strækningen langs Langsjøens Nordende har der. siger Vidnet, i dets Tid ikke været synderlig Skov, men det har af gamle nu afdøde Folk, deriblandt af dets egen Fader hørt, at de kunde mindes, at der i dette Strøg var adskillig Skov.

Af hvad der saaledes foreligger, fremgaar det vistnok, at der er Sandsynlighed for, at Oversjødalens "Skove" i lang Tid har manglet Raaleskov

Side:666

til Opsiddernes Behov; men man har dog, saavidt jeg skjønner, ikke nogen Vished for at saa har været Tilfældet før fra Aarhundredets Begyndelse. Foruden nu, at den Tid, hvori Oversjødølerne efter dette har manglet Bygningstømmer i sin egen Almenning, ikke har den Længde, der vel i Almindelighed kræves for, at et Tidsrum skal kunne benævnes Alders Tid, saa er det selvfølgelig ingen Nødvendighed for, at Opsidderne paa Præstlien, og om denne Gaard er der under nærværende Sag alene Spørgsmaal, allerede lige fra den Tid, der viske sig Mangel paa Tømmerskov i deres egen Almenning, er begyndt at hugge Bygningstømmer i de tilgrændsende Trakter. En Gaard tiltrænger nemlig langt fra Bygningstømmer hvert Aar, og har vistnok i Almindelighed ikke Brug for saadant Trævirke uden med længere Mellemrum.

Efter hvad jeg saaledes har anført kan jeg ikke finde, at der foreligger fyldestgjørende Bevis for Alders Tids Brug.

Subsidiært paaberaaber Appell.ng Hævd som Fundament for den Rettighed, han gjør Paastand paa.

Som allerede bemærket, foreligger der efter min Mening ikke nogensomhelst fyldestgjørende Oplysning om, at der for Præstliens Vedkommende er udøvet Hugst i den omhandlede Almenningsstrækning søndenfor Delet Før fra Aaret 1828. Men selv om man gaar ud fra det nævnte Aar som det første, hvori Hugst har fundet Sted, antager jeg dog, at der er tilstrækkelig Tid for Appell. til ved Brugshævd at have erhvervet den omprocederede Rettighed, idet jeg ikke finder, at Forhøret af 1856, der ikke ledede til nogen Forsøining, kan antages at have standset en da løbende Hævdsperiode. Spørgsmaalet er saaledes nu, hvorvidt Betingelserne for Erhvervelse ved Hævd iøvrigt ere tilstede. I saa Maade bemærkes: Det synes noget besynderligt, at de gjennem gribende Foranstaltninger, der sidst i forrige Aarhundrede bleve trufne til Ordning af Delet m.v. mellem Tolgens og Rendalens Almenninger ganske skulde være gaaet i Glemme i en forholdsvis saa kort Tid. Det sees ogsaa af det tidtnævnte Forhør af 1856, at en Flerhed af Deponenterne have kjendt til, at der var et Dele, og det er kun om sammes Beliggenhed, de erklære sig uvidende. Videre sees det, at der af Oversjødøler til forskjellige Tider har været søgt om Tilladelse til at hugge i de omhandlede Almenningsstrækninger søndenfor Delet, hvad de antagelig neppe havde gjort, om de havde følt sig fuldstændig sikre paa, at de havde Ret til, at hugge der. Paa den anden Side synes der ogsaa fra det Offentliges Side at have hersket en saa forunderlig Famlen og Usikkerhed med Hensyn til Oversjødølernes Rettighed til Hugst i Almenningen, at jeg ikke tør benægte, at Appell. kan have svævet i en ham utilregnelig Bildfarelse om Udstrækningen af de Almenningsstrøg, hvori han havde Lov til at hugge. Men hvad man nu end herom vil antage, saa kan jeg i ethvert Fald ikke finde, at Brugen har været af den Beskaffenhed, at den kan begrunde Hævd.

Angaaende Brugen sige de førnævnte Hovedvidner:"Der har været brevet lidt Bygningstømmer og lidt Sagtømmer saagodt som hvert eneste Aar siden de første Huses Opførelse. Driften er nemlig saa lang, at Gaardens (Præstliens) Eier ikke har kunnet fremdrive samlet det Tømmer, som behøvedes og Driften er derfor bleven udstrakt over et saa langt Tidsrum som anført".

Foruden nu, at det benyttede Udtryk er noget ubestemt, har Vidnerne slaaet Sagtømmer og Bygningstømmer samt Hugst og Fremdrift sammen for at kunne betjene sig af en saa svævende Betegnelse som "saagodtsom hvert eneste Aar", men heraf følger formentlig, at der efter Vidneprovene kan være hengaaet flere Aar mellem hver Gang der har været hugget Bygningstømmer. Nu er det vel saa, at det ikke er nødvendigt til Erhvervelse ved Hævd af en saadan Rettighed som den, der her omhandles, at den har været

Side:667

udøvet hvert eneste Aar, men man synes dog at maatte kræve bestemtere Oplysninger om Brugene Hyppighed, end der her foreligger. End mere ufuldstændige blive de i dette punkt foreliggende Oplysninger, naar der sees hen til, at endel af det Tømmer, Vidnerne have medtaget i sine Forklaringer, efter disse i Forbindelse med hvad der iøvrigt foreligger, maa antages hugget søndenfor den Strækning, hvori Appell. paastaar sig brugsberettiget.

Jeg maa saaledes være enig med Overretten i, at der ikke foreligger tilstrækkeligt Hævdsbevis.

Naar endelig Appell. har paaberaabt sig Anerkjendelse fra det Offentliges Side, saa støtter Appell. sit Anbringende i saa Maade væsentlig dertil, at den førnævnte Resolution afødt xx.xx.1859, hvorved det paalagdes de brugsberettigede i den nordre Del af Rendalens Almenning, som bruges af Røros Værk, at hugge alene efter Udvisning, - er bleven forkyndt for Oversjødølerne. Det fremgaar imidlertid, - hvad ogsaa Røros-Kommissionen gjør opmærksom paa - med tilstrækkelig tydelighed af en Forestilling fra Skovinspektøren afødt xx.xx.1858, der ligger til Grund for den nævnte Resolution, at det ikke har været tilsigtet at afgive nogen Erkjendelse om, at Oversjødølerne var at betragte som brugsberettigede i Rendalens Almenning. Skovinspektøren gaar nemlig i den nævnte Forestilling ud fra, at Oversjølernes Brugsret er indskrænket til den Almenning, hvori deres Brug er beliggende, og at den af dem i Rendalens Almenning udøvede Brug kun er skeet i Henhold til den ved Instruxen afødt xx.xx.1834 §16 aabnede Adgang for den skovmanglende Almue til at erholde udvist Bygningstømmer fra Statens Almenningsskove.

At enkelte underordnede Skovfunktionærer muligens har givet Oversjødøler Svar paa deres Forespørgsler om at hugge i Rendalens Almenning, der synes at have været skikkede til at bibringe dem den Tro, at de vare berettigede til saadan Hugst, kan selvfølgelig ikke begrunde nogen Ret for dem. Heller ikke kan Appell. med Føie udlede nogen Anerkjendelse fra det Offentliges Side heraf, at de tidtnævnte Forhør ikke ledede til nogen Forsøining.

I Henhold til det saaledes Anførte kommer jeg til samme Resultat som Stiftsoverretten. Processens Omkostninger for alle Retter antages at burde ophæves.

Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. Edv. Mørch.

Efter min Opfatning af Sagen beror dens Udfald fornemmelig paa, om Skovstrækningerne omkring Langsjøen henhøre til den Almenning, hvori Opsidderne i,"Hodalen" (dvs: Holøidalen og Oversjødalen) maa antages at være brugsberettigede. Med Hensyn til Besvarelsen heraf kan jeg ikke lægge den afgjørende Vægt paa Dommene afødt xx.xx.1790, som Indst. gjør. Thi omend den i 1778 nedsatte Kommission havde at udrede og paakjende Raadelene for Almenningerne i Østerdalen, saa var dog det, som Dommene umiddelbart afgjorde, Spørgsmaalet, om Rendalens Almenning eiedes af Staten eller Almuen, medens Forholdet mellem de brugsberettigede Almuer var uberørt. Kun mellem Staten og Rendalens Almuer førtes Processen, og det var følgelig kun Rendalens Almue, der var stævnt som part. At af Tolgens Almue Opsidderne i Hodalen tillige vare varslede, kan derfor ligesaalidt i dette som i andre Tilfælde, hvori i Aastedssager Naboer stævnes for Processens Skyld, tillægges den Virkning, at Dommen som res judicata er bindende for dem. I nærværende Tilfælde kan dette saa meget mindre antages, som det ikke kan erfares, at Opsidderne have afgivet Møde eller ladet sig repræsentere under Sagen. Men er dette saa, kan heller ikke den Grændselinie, som ved Dommen blev lagt til Grund, i nærværende Tilfælde tillægges væsentlig anden Betydning end den, der

Side:668

stemmer med de om Forholdet nu tilveiebragte Oplysninger. Men disse gaa - saavidt jeg skjønner - ikke i den Retning, at denne Grændselinie (af 1783) kan antages at være den rette eller ialfald af de Interesserede erkjendt som saadan. Ved Bestemmelsen af Grændselinien synes man - hvad der i og for sig var rimeligt - at have gaaet ud fra, at Grændsen mellem salgene og Rendalens Almenninger vilde falde sammen med Grændsen mellem Tolgens og totalens Præstegjeld. Men det fremgaar af Oplysningerne, at denne Forudsætning neppe kan have været rigtig. Af en Skyldsætningeforretning afholdt 13 Septbr. 1776 sees det. at de to Rydningspladse Joten, beliggende syd for Langsjøen ved Sømaaen, ere af Fogden mod Rendølernes Protest blevne henførte under Tolgens Kongealmenning, hvilket stemmer med den af Røros Værk givne Forestilling af 1766, hvorefter Grændsen for Oversjødalen af Tolgens Almenning skulde strække sig lige til Istern Sjø. Dette stemmer ogsaa med Skovinspektør Ramms Betænkning afødt xx.xx.1791, der heller intet nævner om Delet af 1783. Efter Situationen, saaledes som denne er aflagt paa Karterne, synes ogsaa Stedforholdene at gjøre det rimeligt, at saavel Strækningerne ovenfor som omkring (og tildels noget søndenfor) Langsjøen maatte høre til samme Almenning, nemlig som Fortsættelse af de tvende Dalfører (Holøi= og Oversjødalen), hvis Elvedrag falde sammen nær ved Nordenden af Langsjøen og der paa danne en sammenhængende Dalsænkning ned mod Istersjøen. Paa Amtskartet ere disse Strækninger henlagte til Tolgen og ikke til Rendalens Præstegjeld, idet Grændselinien endog synes at være saa tydelig som ved Istersjøens sydlige Ende, og der er ingen Antydning til nogen Grændselinie fra Grændserøs Nr. 141 over Langsjøen.

Men forholder dette sig saa, at de her omhandlede Almenstrækninger høre til Tolgen, er det stemmende med Sagens Natur, at de Gaarde, der støbe til, udøve den Brugsret, som efter Loven (3-12 1 og 6) tilkommer dem i en Almenning. Det var en Selvfølge, at saalænge de Gaardene nærmest liggende Strækninger nordfor Langsjøen afgav de fornødne Skovprodukter, navnlig af Naaletrær, til Hustømmer og andet Behov, holdt Opsidderne sig til disse Skove, hvortil formentlig den "Skov" ogsaa maa antages at henhøre, som i Kongeskjødet paa Præstlien af 1801 nævnes som hørende til Gaardens Herligheder. Eftersom imidlertid disse i Hodalen beliggende Skove dels ved Opsiddernes Hugst og dels især ved Kultilvikningen til Røros Værk vare blevne saa medtagne, at det Fornødne fornemmelig af Hustømmer ikke i tilstrækkelig Mængde der var at finde, maatte man her som i andre større Almenninger forat fyldestgjøre Behovet søge hen til Hugsteder, der laa fjernere fra Gaardene - i dette Tilfælde sydover omkring Langsjøen, Tiden, da denne Nødvendighed indtraadte, kan vistnok ikke med Bestemthed angives. Men at der, - fornemmelig paa Grund af Kuldriften til Røros, der, især før Værket 1798 var overladt den nordre Del af Rendalens Almenning, formentlig har været betydelig, - ialfald begyndte at blive Mangel paa tilstrækkeligt Hustømmer i Løbet af forrige Aarhundredes sidste Halvdel, fremgaar af Røros Værk Direktørs Skrivelse afødt xx.xx.1752 og Direktør Knophs Relation af 1791. At maaske navnlig den i sidste Dokument givne Skildring kan have været noget overdreven og paavirket af Ønsket om en udvidet Adgang til at benytte Kongealmenningerne, er muligt, jfr. Skr. afødt xx.xx.1861. Men at der paa Grund af Skovenes slette Medfart i Hodalen maa have været nødvendigt for Opsidderne dersteds - hvad de ogsaa som Brugsberettigede i Almenningen havde Adgang til, - at søge længere mod Syd i Almenningsskovene, kan ikke betvivles og fremgaar desuden af, hvad der i Relationen siges om, at man "uden at gaa Gaarden Langsjøen og samtlige Oversjødøler for nær kunde afsætte Grændsen 1/4 Mil nedad Sømaaelven, som

Side:669

løber ud af Langsjøen". Uden at der nævnes noget om Raadelet af 1783 siges der videre, "at der fra Landmaalervarden paa Fjeldet Glosøken og til det Sted ved bemeldte Elv, hvor den 1/4 Mil endte, kunde udstikkes en lige Linie, som kunde blive Rendalsskovens nederste Raadele". Der er ingen Grund til at antage, at ikke ogsaa Opsidderne af Præstlien ligesaafuldt som de øvrige Hodøler har deltaget i denne af Forholdenes eget Medfør paabudne Hugst sydover og fortsat dermed i indeværende Aarhundrede, fornemmelig naar de havde Behov af Hustømmer. At udlede noget andet af Vidneudsagnet om, at der i 1828 blev opført de første nye Huse paa Præstlien og fortsat dermed udover de følgende Aar, savner efter min Formening tilstrækkelig Grund. Gaarden blev nemlig allerede 1738 skyldsat, og der er ingen Oplysning om, at Gaarden fra den Tid blot skulde have været et Underbrug og ikke bebygget. Have Opsidderne i Holøidalen som saadanne Ret til Hugst i Almenningen, maatte der desuden paavises særegne Grunde til, at en enkelt Gaard derfra skulde være undtaget. At i hvert Fald Hugst i de her omhandlede Strækninger er bleven udøvet fra Begyndelsen af indeværende Aarhundrede og i Løbet af samme, fremgaar derhos, saavidt jeg skjønner, af, hvad der er oplyst saavel i Forhørene afødt xx.xx.1871 som af Vidneprovene under nærværende Sag (uden at der under en Sag, hvori Vanskelig "andre Vidner kan haves", kan lægges nogen særdeles Vægt paa, at de kan have nogen Interesse i sammes Udfald). Det kan heller ikke erfares, at Staten, der som Eier saavel af Tolgens som af Rendalens Almenning ikke kan have lagt nogen særdeles Vægt paa, om Hugsten skede i den ene eller anden Almenning, før Midten af dette Aarhundrede, har paaberaabt sig Delet af 1783, gjort nogen Indvending eller nedlagt Forbud mod denne Hugst. Dette har heller ikke Røros-Værket gjort, uagtet dette som Brugsberettiget i Tolgens Almenning og fra 1798 ogsaa i nordre Rendalens Almenning havde Interesse af at føre Kontrol med Skovene Benyttelse. Og da, som anført, Staten ved Dommene afødt xx.xx.1790 blev tilkjendt Eiendomsret over begge Almenninger, havde Grændselinien af 1783 ingen Betydning for Eiendomsforholdet, men beholdt kun Interesse for de tilgrændsende Almuers Brugsforhold. Desuagtet kan det ikke erfares, at Rendølerne udtrykkelig har gjort den Grændseafgjørelse gjældende, naar de have klaget over Indgreb (navnlig fra Røros Værk) i deres Almenning.

Jeg kan heller ikke i den kgl. Resol. af 1859 finde andet, end at den indeholder en Erkjendelse af Opsiddernes Brugsret i de omhandlede Almenningsstrækninger; det er §8 i Almenningsl. (og ikke Instruxen af 1834), der paaberaabes med Hensyn til Paabudet om Udvisning, ligesom det er paa det Rene, at Rosolutionen er foranstaltet bekendtgjort for Opsidderne (omend gjennem Lensmanden), jfr. ogsaa Skovinspektør K. Olsens Skrivelse afødt xx.xx.1865.

Idet jeg saaledes gaar ud fra, at det er som Brugsberettigede i en Statsalmenning, at Appell. saavelsom de øvrige Opsiddere i Hodalen udøve Hugst af Tømmer i de paa begge Sider af Langsjøen liggende (skovstrækninger, finder jeg det ufornødent at undersøge, om Opsidderne som Grund for deres Berettigelse ogsaa kunne paaberaabe sig enten Alders Tids Brug eller almindelig Hævd.

Fra mit Standpunkt betragter jeg, hvad der erfares ved Deponenters og Vidners Forklaringer, som Oplysning om, hvad Opsidderne som Brugsberettigede i Almenningen til forskjellige sider have udøvet af Tømmerhugst og ikke til Begrundelse af en i fremmed Almenning erhvervet Brugsret, idet Forklaringerne dog ved Siden heraf oplyse (hvad der er af Vigtighed), at Delelinien af 1783, der var gjenvoxet og først i 1864 blev opgaaet og ophugget, ikke har været paaberaabt mod Hugsten eller engang har Været kjendt af Opsidderne før efter Midten af dette Aarhundrede.

Side:670

Saavel med Hensyn til Begrundelsen af, hvad jeg ovenfor har anført af historiske Data som med Hensyn til nærværende Sags Udredning i sin Almindelighed, skal jeg indskrænke mig til at henvise til den her for Retten fremlagte og stærkt benyttede Indberetning fra den kgl. Kommission af 1875 og navnlig til, hvad der S. 154-59 anføres om: "Almuens Retsforhold til Rendalens nordre Almenning". Det forekommer mig nemlig, at denne Indberetning, der er afgiven af Mænd, der sees at have havt særdeles nøie Kjendskab til Forholdene og til, hvad der om disse af Dokumenter kan erfares, og som derhos have havt Anledning til personlige Iagttagelser og til at paahøre Forklaringer om Stedforholdene, maa blive at tillægge en ikke ringe Vægt, naar der som Resultat af Undersøgelserne anføres, at Kommissionen er tilbøielig til at antage, at der ved den af Holøi- Oversjødalens Opsiddere udøvede Brug er indtraadt en befæstet Retstilstand, der vanskelig nu kan rokkes, bestaaende i Ret for Opfidderne til af Rendalens Almenning at erholde Tømmer til Gaardsfornødenhed".

Forsaavidt det i Forbindelse hermed siges, at det kan være forbunden med Vanskelighed at afgjøre, hvorlangt sydover denne Ret kan udøves, saa bortfalder denne Tvivl derved, at Appell. under nærværende Sag har indskrænket sig til Strækningerne paa begge Sider af Langsjøen, hvad der, efter hvad ovenfor er anført, i hvert Fald maa ansees som et Minimum af, hvad Opsidderne kan antages at have Ret til at betragte som hørende til deres Almenning.

I Henhold til det Anførte finder jeg, at Appell.s Paastand, der med Hensyn til Benævnelsen af Almenningen knytter sig til, hvad der ved Forretningen af 1783 blev kaldet Rendalens Almenning, bør tages tilfølge, dog at Processens Omkostninger ophæves. Da Underrettens Dom for en Del er bygget paa andre Grunde, kan den ikke blive at stadfæste.

Konklusion:

Simen Andersen Præstlien kjendes berettiget til i den nordre Del af Rendalens Almenning paa begge Sider af Langsjøen fra den ophugne Grændselinie for Almenningen mod Nord ned til Langsjøens Sydende at hugge efter Udvisning det til hans Husbehov paa Gaarden Præstlien fornødne Tømmer. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. P. V. Ottesen.

Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Hr. Assessor Ottesen. Forøvrigt tilføies, at jeg, om det derpaa kommer an, ialfald anser den af Appell. paastaaede Ret til Bygningstømmer i det i hans Paastand omhandlede Almenningsstrøg at være hjemlet ved Brugshævd, i hvilken Henseende jeg, næst at henvise til det af Førstvoterende givne Referat af Sagens herhenhørende Oplysninger, skal bemærke, at jeg saavel med Hensyn til Længden af det Tidsrum, hvori den til Hævds Erhvervelse paaberaabte Hugst er foregaaet, som hvad Hugsternes Kontinuerlighed og Hyppighed samt Vedkommendes gode Tro ved Udøvelsen angaar, anser Betingelserne for Hævds Erhvervelse med Hensyn til en Brug af Beskaffenhed som den her omhandlede at være tilstede. Ph. Hansteen.

Naar hensees til at Præstlien i Tolgen solgtes til selvstændig Eiendom ved Kongeskjøde af 1801, nogen Tid altsaa saavel efter Dommene afødt xx.xx.1790 som Resolutionen afødt xx.xx.1798 med Overdragelse til Røros Værk, maa efter min Mening Forudsætningen ved Salget have været, at Præstlien ikke skulde have noget Skogsbrug i det ved Dommene fastsatte Territorium for Rendalens Almenning, aldenstund ikke mindre Grænserne end selve Eiendomsretten var Gjenstand for Kommissoriet og Domsafgjørelsen, og denne implicite maa indeholde, at Rendalen var brugsberettiget (men ikke eiendomsberettiget) til Rendalens Almenning. At saadan Forudsætning skulde have beroet paa en faktisk Vildfarelse, idet de gamle Brugsforholde, Rendalens

Side:671

og Holadalens Opsiddere indbyrdes var stridende dermed og var bleven urigtig opfattet af Kommissionen, har Formodningen mod sig og forekommer mig ialfald ikke at være godtgjort. I Dommene heder det saaledes, at de paa Wessels Kart aflagte Raadelelinier var ustridig antaget paa eller fra alle Sider (Holadølerne vare varslede). Og heller ikke om Skovbestanden i Holadalen i Henseende til dens Evne paa den Tid at fyldestgjøre Husbehov et synes der at foreligge Oplysninger, hvoraf med Sikkerhed kan sluttes, at Holadølerne dengang havde maattet aavirke søndenfor den fastsatte Almenningsgrændse for at faa sit Husbehov tilfredsstillet; jfr. Forstvæsenets Erklæringer afødt xx.xx.1856 og 30 Decbr. 1861 og Sagens 1 og 2 Hovedv. Naar Præstegjeldsgrændsen, som det synes, ikke faldt sammen med den optrukne Almeningsgrændse kan derpaa neppe lægges nogen afgjørende Vægt, idet ganske andre Hensyn saasom Distancer og Adkomst kan have gjort sig gjældende for hins Vedkommende. At Rendalens Almenning blev anerkjendt som Statsalmenning, medens Almeningsstrækningen i Oversjødalen ustridig før var det, har vistnok bidraget til, at Grændsen for Brugen Bygdelagene indhyrdes traadte mere i Baggrunden, og at Brugen artede sig friere; men det retlige Forhold vedblev dog vel at være det engang fastsatte, og hvorefter den af Cit.s Paastand omfattede Strækning ikke var at anse som en Holadalen oprindelig eller fra gammel Tid tilliggende Almenningsstrækning, hvori Kongeskjødet overdrog og hjemlede Præstliens Opsiddere Brugsret. Antagelsen heraf strider formentlig heller ikke mod Røros-Kommissionens Opfatning, idet den, saavidt skjønnes, bygger en for Holøi- og Oversjødalens Opsiddere nu befæstet Rettighed til "Tømmer" af Rendalens Almenning paa en af dem udøvet Hævdsbrug, se dens Indberetning S. 157 nederst og S. 158 og 159 sammenholdt. Det forekommer mig forøvrigt at være betegnende for Forholdet i det Hele, at der ikke er Spørgsmaal om for Præstlien at skulle øve ogsaa anden Slags Hugst som ved og Gjærdefang i Strækningen qvest. Nogen Indrømmelse fra nogen af Siderne, hvorpaa en Afgjørelse af Tvisten skulde kunne grundes, finder jeg ikke at foreligge.

Men om Præstlien ikke har havt eller hjemledes nogen Ret i Rendalens Almenning, antager jeg med Hr. Assessor Ph. Hansteen, at Cit. i Hævd har gyldig Adkomst til den paastaaede Ret til Tømmerhugst til Præstliens Husbehov, Selv om der regnes først fra 1828 af, haves en 30 aarig Hævdsperiode. Kontinuiteten i Brugen efter dennes Alt findes godtgjort at have været tilstrækkelig, og ligesaa Brugene Omfang, idet det ikke er oplyst, at Præstlien specielt ved Kjøb har skaffet sig nogen Del af sit Tømmer til Husbehov. Og hvad Opsiddernes gode Tro angaar, antages navnlig de af Røros-Kommissionen paaviste Omstændigheder at være afgjørende for, at den bør forudsættes, ligesom den ikke kan siges at Være afbrudt ved det i 1856 optagne Undersøgelsesforhør. Jeg voterer saaledes for den af Hr. Assessor Ottesen foreslaaede Konklusion. L. Birkeland.

Jeg slutter mig ogsaa til H. Assessor Ottesens Resultat. Med Hensyn til Begrundelsen finder jeg det tilstrækkeligt at bygge paa samme Fundament, som de 2 næstforegaaende Voterende have udtalt sig for, nemlig Hævd, eller Alders Tids Brug, medens jeg dog herved ikke vil have udtalt mig om Hr. Assessor Ottesens Begrundelse, som imidlertid antages at vilde lede til et mere vidtgaaende Resultat end for denne Sags Afgjørelse fornødent. E. Saxlund.

Jeg voterer for samme Resultat som Førstvoterende og slutter mig for den væsentlige Del ogsaa til hans Begrundelse.

Efter min Mening maa Dommen af 1786 respekteres som Afgjørelse af Grændsen mellem Tolgens og Rendalens Almenninger. At Kongeskjødet af 1801 paa Præstlien har givet eller tilsigtet at give denne Eiendom i Tolgen nogen slet i, hvad der saa Aar iforveien var fastslaaet som Rendalens

Side:672

Almenning, og hvorover Kongen endnu færre Aar iforveien havde disponeret til Fordel for Andre end Tolgens Almue, forekommer mig ganske uantageligt. Ligesaalidt kan jeg i de senere Tiders Forhold finde nogen for Staten bindende Indrømmelse af Ret for Appell. (og Sambygdinger) som paastaaet.

Den Raadighed, som Appell. nu gjør gjældende, hviler efter min Opfatning ene og udelukkende paa selvtiltagen om end i god Tro foretagen Brug af ham og Formænd.

For at den som saadan skal have Krav paa blivende at bestaa og respekteres, maa der efter min Opfatning af Retsforholdene et strikte Bevis til for, at Brugen har været udøvet i saa lang Tid og paa saadan Maade, at Fundamentet: Alders Tids Brug eller ialfald almindelig Brugshævd (L. 3-12-2) er dannet.

Men hertil er de tilveiebragte Oplysninger efter min Mening for vage og ubestemte.

Sikre Oplysninger om stadig Hugst fra Præstlien af Bygningstømmer i heromhandlede Strækning haves kun for Tiden efter 1828. Og for Tiden efter dette Aar er de af l og 2 Hovedv. afgivne Prov, selv taget i Forbindelse med Forklaringerne under Forhøret af 1856, for usikre og ubestemte i Henseende til Omfanget af og Kontinuiteten i Brugen til, at de kunne fyldestgjøre de Fordringer, som efter Retsreglerne antagelig bør og maa opstilles til et tilstrækkeligt Hævdsbevis. M. Lambrechts.

Jeg er paa samme Maade som Hr. Assessor Lambrechts enig med Førstvoterende. Derhos tror jeg at burde bemærke, at der vel neppe haves formel Adgang til at bygge nærværende Sags Afgjørelse paa det af Hr. Assessor Ottesen opstillede Fundament, nemlig at Skovstrækningerne om Langsjøen henhøre til den Almenning (Tolgens), hvori Opsidderne i Hodalen og som en af disse ogsaa Appell. maa antages at være brugsberettigede ifølge 3-12-1 og 6. Vistnok hor Appell. i Henhold til de i Høiesteret fremlagte nye Dokumenter søgt at gjøre gjældende, at den for Rendalens Almenning ved Dommene afødt xx.xx.1790 fastsatte Grændse er urigtig, og at disse Domme ikke forsaavidt kan Være bindende for Tolgens Almue eller Appell.; men ligesom dette er mødt med Protest fra Indst.s Side som Nyt i Høiesteret, saaledes har Appell. selv ikke derpaa bygget nogen Paastand i Sagen, hvorimod han endog expressis verbis i sit Deduktionsindlæg for Høiesteret gjentager, at han saaledes som ved Underretten grunder den af ham paastaaede Ret foruden paa det Offentliges Anerkjendelse (kfr. Resol. af 1859 og Udvisningen efter samme) hovedsagelig paa Alders Tids Brug og in subsidium paa Hævd. I S. Thomle.

Dissentsen seet. Edv. Mørch.

Ligeledes; in subsidium tiltræder jeg Hr. Assessor Hansteens Bemærkning om Hævdserhvervelse. P.V. Ottesen.

Ligeledes. Ph. Hansteen.

Ligeledes. L. Birkeland.

Seet. E. Saxlund.

Høiesterets Dom blev herefter afsagt med saadan Konklusion.

Simen Andersen Præstlien kjendes berettiget til i den nordre Del af Rendalens Almenning paa begge Sider af Langsjøen fra den ophugne Grændselinie for Almenningen mod Nord ned til Langsjøens Sydende at hugge efter Udvisning det til hans Husbehov paa Gaarden Præstlien fornødne Tømmer. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.