Rt-1887-353

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1887-10-02
Publisert:	Rt-1887-353
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 45/2 1886
Parter:	Advokat Mejdell (selv) mod Overretssagfører G. A. Lammers (udebleven).
Forfatter:	Lambrechts, Saxlund, Scheel, Blich, Gram, Mørch, Hansteen
Lovhenvisninger:	LOV-1880-02-28

I 1879-81 verserede der ved Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling en Sag mellem Murmester Helge Larsen af Drammen som Appell. og Overretssagfører Lammers som Indst. Helge Larsens Parti førtes af Høiesteretsadvokat Mejdell. Under Proceduren udtalte Lammers sig i indlæg afødt xx.xx.1880 bl. A. saaledes:

«At Appell. i Utilregnelighed kunde have faret med Usandhed for sin Sagfører kunde jeg til Nød finde muligt, men at denne forsætligt lægger Skjul paa modtagne Dokumenter gjør mig ondt».

Denne Ytring fandt Mejdell at være en ærerørig Sigtelse mod sig og efter forgjæves prøvet Forligsmægling sagsøgte han derfor ved Stævning afødt xx.xx.1880 Lammers med Paastand om, at denne for Ytringen «idømmes passende Mulkt samt tilpligtes at betale Procesomkostningerne.» Lammers paastod sig frifunden og hos Mejdell tilkjendt Procesomkostninger. Og ved Drammens Byfogeds Dom afødt xx.xx.1882 blev denne Lammers's Paastand tagen tilfølge, idet Procesomkostningerne bestemtes til 80 Kr.

Mejdell paaankede derefter denne Dom til Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling. Her nedlagde han Paastand om, at «Underretsdommen forandres overensstemmende med hans ved Underretten nedlagte Paastand» og at Lammers tilpligtes at udrede Sagens Omkostninger ved Overretten. Lammers mødte ikke. Men da Stævnemaalet var i Orden, blev der under 30 April 1883 afsagt Dom i Sagen. Overretten kom til samme Resultat som Underretten, men gav, da dens Begrundelse ikke faldt sammen med Underrettens, ny Konklusion, lydende altsaa paa, at Lammers frifandtes for Mejdells Tiltale, og at denne tilpligtedes at betale Processens Omkostninger ved Underretten til Lammers med 80 Kr.

Med dette Udfald var Mejdell misfornøiet og udtog derfor den 29 Mai 1883 Ankestævning til Høiesteret. Forinden Stævningen endnu var forkyndt, afgik imidlertid Lammers den 9 Juli 1883 ved Døden, hvorefter hans Bo blev taget under Skifterettens Behandling som Konkursbo. Stævningen blev derefter forkyndt for Kurator i Konkursboet, Advokat Thorne, ligesom Forkyndelse ogsaa sees at være skeet for den Afdødes gjenlevende Moder. For Høiesteret har ingen mødt paa afdøde Lammers's Vegne. Sagen er derfor udgaaet til skriftlig Behandling overensstemmende med Loven afødt xx.xx.1818.

Side:354

Cit.s Paastand gaar ud paa, principaliter, at den omhandlede Udtalelse fra Lammers om, at Cit. «forsætlig lægger Skjul paa modtagne Dokumenter» mortificeres og subsidiært, at Sagen hæves, samt for begge Tilfælde, at Cit. hos Lammers's Dødsbo tilkjendes Sagens Omkostninger ved alle Retter. Som anført var Lammers afgaaet ved Døden, forinden Stævningen til Høiesteret forkyndtes, og der kan da spørges, om der efter hans Død længere er nogen at holde sig til som Modpart, fraseet Spørgsmaalet om Procesomkostninger; Sagen angik nemlig, kunde det tænkes sagt, alene et i strengeste Forstand personligt Mellemværende mellem Mejdell og Lammers. Det maa imidlertid erindres, at Sagen var begyndt længe før Lammers døde. Denne tog til Gjenmæle ved Underretten og maatte være forberedt paa, at Sagen vilde blive forfulgt lige til Høiesteret; og ligesom det endelige Udfald i ethvert Fald for Mejdell maa forudsættes at have en væsentlig Interesse, kan man ikke vide, om den ikke ogsaa ligeoverfor Lammers's Bo og ialfald ligeoverfor hans nærmeste Efterladte kan have en yderligere eller anden Interesse end den, der repræsenteres i Tilfælde af Procesomkostningerne, for hvis Vedkommende Boet jo i ethvert Tilfælde med Rette er stævnet. I Følelsen heraf er det formentlig ogsaa, at den Afdødes Moder (han døde uden Livsarvinger, men Moderen og flere Søskende sees at leve) er stevnet. Under enhver Omstændighed synes det, aldenstund der efter Paastanden - fraseet i tilfælde Procesomkostningerne - ikke er Tale om noget, der positivt skal foretages eller lides af Boet eller Slægtingerne ubetænkeligt og ligeoverfor Mejdell i og for sig billigt, at Sagen tages under Paakjendelse. Et andet Spørgsmaal er det, om Sagen ikke maa blive at afvise fra Høiesteret paa det Fundament, at Paastanden om Mortifikation er ny for Høiesteret. Som det sees gik nemlig Cit.s Paastand baade ved Underretten og Overretten alene ud paa Straf, og det uagtet der i Forligsklagen var begjæret Mægling anstillet ogsaa om Mortifikation, hvorfor man maa gaa ud fra, at Forligsmæglingen ogsaa har omfattet Mortifikation. Forsaavidt havde der altsaa intet været til Hinder for under Sagen tillige at nedlægge Paastand derom.

Cit. gjør nu gjældende, at hvis Straffepaastanden var gaaet igjennem, vilde den Omstændighed, at Lammers var bleven ilagt Straf og Sigtelsen saaledes funden ugrundet, i og for sig gjort Mortifikation unødvendig, og at han derfor, da han som Følge af Lammers's Død ikke længere har Adgang til at nedlægge den videregaaende Paastand om Straf, formentlig maa være berettiget til at nedlægge den mindre vidtgaaende Paastand om Mortifikation. Det maa formentlig ogsaa medgives, at man vel neppe kan tænke sig noget Tilfælde, hvor ikke de samme Momenter som maatte erkjendes tilstrækkelige til at begrunde Straf skulde være tilstrækkelige til ogsaa at hidføre Mortifikation. Men desuagtet kan det formentlig ikke medgives, at Mortifikationen staar i et saadant Forhold til Straffen, at Paastand om det sidste processuelt seet skulde kunne ansees for i og for sig subsidiært at indeslutte ogsaa Paastand om det Første. Tvertimod synes det at kunne siges, at netop den Omstændighed, at Mortifikation kan finde Sted, uagtet der ikke findes Anledning til i Tilfælde at ilægge Straf f. Ex. fordi Straffen er præskriberet eller fordi Vedkommende findes at have havt rimelig Grund til at anse sin Sigtelse for beføiet, viser Nødvendigheden af udtrykkelig tillige at nedlægge Paastand om Mortifikation som en selvstændig Paastand ved Siden af Straffepaastanden. Det maa formentlig medgives, at hvor Paastand om Mortifikation ikke udtrykkelig er nedlagt kan det let tænkes, at det for den angivelige Injuriant ikke fremstiller sig som nødvendigt, ialfald ikke i samme Grad som hvor udtrykkelig Paastand derom foreligger, at indlade sig nærmere paa de Momenter, der særlig vilde komme i Betragtning ved Afgjørelsen af Spørgsmaalet om Mortifikation. Det maa jo nemlig erindres, at det til Undgaaelse af Straf vil være tilstrækkeligt for den angivelig Injurierende at paavise,

Side:355

at han selv med rimelig Grund har været i god Tro (ikke at tale om Tilfælde af Præskription), medens det til Tilintetgjørelse af en Paastand om Mortifikation vil kræves Bevis fra ham for, at Modparten (den angivelig Injurierede) har været i ond Tro eller med andre Ord skyldig i det Faktum, som han sigtes for. Og Beviset for det Første vil selvfølgelig i Almindelighed talt være langt lettere at føre og kræve en mindre vidtgaaende Procedure end Beviset for det Sidste. I nærværende Tilfælde har, saavidt skjønnes, Lammers i sin Procedure for Underretten væsentligst begrundet sin Paastand om Frifindelse derpaa, at han havde god og rimelig Grund til at antage at Mejdell forsætlig havde lagt Skjul paa vedkommende Dokumenter og paa dette Fundament er det ogsaa alene, at Overretten har bygget sin Frifindelse, medens det vil sees, at Overretten, hvis udtrykkelig Paastand om Mortifikation havde været nedlagt, ikke vilde kunne have undgaaet tillige at omhandle Spørgsmaalet derom. For Underretten, der ikke ansaa den omhandlede Ytring for i og for sig ærekrænkende, var der hertil naturligvis ikke Anledning. Uagtet Spørgsmaalet maaske er noget tvivlsomt, jfr. Rt-1863-497, skulde jeg derfor anse det for rettest og mest stemmende med den Sætning, at Retten ikke maa gaa udenfor Parternes Paastand, jfr. Schweigaards Proces §137 2 Del S. 18-19 (2den Udgave) at nærværende Sag afvises som angaaende en Paastand, der ikke har været Gjenstand for Søgsmaal ved de underordnede Retter. Efter dette Resultat er der ikke Anledning til at komme ind paa den af Cit. nedlagte subsidiære Paastand om Sagens Hævelse. Min principale Konklusion bliver saaledes:

Sagen afvises som angaaende en Paastand, der ikke har været gjort til Gjenstand for Søgsmaal ved de underordnede Retter.

Subsidiært, nemlig for det Tilfælde, at der bliver Pluralitet for, at der er formel Adgang til at tage Paastanden om Mortifikation under Paakjendelse, bemærkes: Den omhandlede ældre Overretssag mellem Helge Larsen og Lammers angik en af Sidstnævnte hos Førstnævnte den 1 Febr. 1879 afholdt Exekutionsforretning. Lammers havde nemlig som 1ste Endossent matte indfri en af Larsen til Hortens Sparebank udstedt Vexelobligation, oprindelig stor 14,000 Kr., men hvorpaa ved Indfrielsestiden stod til Rest 11900 Kr. Paa denne Obligation med det derfor afsluttede Kommissionsforlig havde Lammers ved Indfrielsen faaet Transport. Det var paa det Rene, at Lammers i sin Tid havde taget Vexelobligationens Beløb i Kasse, men Lammers paastod, at han Tid efter anden havde forstrukket Larsen med forskjellige Beløb, saaledes at Larsen, da Vexelobligationen indfriedes, var bleven ham skyldig ialt Kr. 10,295,38. Med Hjemmel heraf var det, at han for dette Beløb i Henhold til Vexelobligationen og Forliget havde afholdt Exekutionen. Proceduren ved Overretten, hvortil Larsen paaankede Exekutionen, begyndte nu med, at Mejdell i Indlæg afødt xx.xx.1879 anførte, at da Lammers i sin Tid havde taget Vexelobligationsbeløbet i Kasse skyldte han Regnskab derfor, hvilket han endnu ikke havde aflagt. Dertil svarede Lammers i Indlæg afødt xx.xx.1879 ved at oplyse den ovenfor hidsatte Sammenhæng, idet han derhos specielt oplyste, at det omhandlede Vexelobligationsbeløb var laant til et bestemt Øiemed, nemlig til Opførelse af en Gaard ved Bragernæs Kai. Han anførte derhos, at Larsen i Anledning af deres Mellemværende, som omfattede Tiden fra Begyndelsen af 1876 til henimod April 1878, havde faaet Opgjør ved hvert Aars Slutning og i 1878 endog for hver Maaned, hvorom han henviste til Erklæringen fra 2 Betjente, en hos ham og en hos Larsen. Hertil svarede Mejdell i Indlæg afødt xx.xx.1879: «Det kan gjerne være at Indst. (Lammers) har sendt Appell. (Larsen) af og til Kontokuranter over Dele af Parternes Mellemvær. - - - Men hvad der her kommer an paa, er Regnskabsforholdet mellem Parterne taget i sin Helhed. Modparten, som paastaar at være Appell.s Kreditor, uagtet han har taget

Side:356

3000 Spd. i Kasse paa den under Sagen omhandlede Vexelobligation, pligter at dokumentere sin Paastand. Nogen Redegjørelse for Anvendelsen af de ommeldte 3000 Spd. har Appell. ikke fra Indst. modtaget.» Med Indlæg afødt xx.xx.1879 fremlagde Lammers derefter en Skr. fra Advokat Thorne hvorefter denne for omtrent et Aar siden af Larsen havde faaet sig tilstillet forskjellige, flere Aar angaaende, Regnskaber vedkommende dennes og Lammers's Mellemvær, hvilke Regnskaber han imidlertid efter nogen Tids Forløb havde tilbagesendt til Larsen. I Indlægget anførte Lammers derpaa, at han ved dette Brev vel endelig havde godtgjort, at Larsen havde faret med Usandhed naar han paastod, at Lammers ikke havde afgivet Regnskab til ham. «Jeg provocerer ham til, - fortsætter derefter Lammers, - at fremlægge de Regnskaber, som Advokat Thorne omtaler.» Lammers fremlagde derhos for yderligere at paaskynde Sagen Kontokurant for 1878. Til dette Indlæg svarede Mejdell i Indlæg afødt xx.xx.1879, undertegnet af Overretssagfører Heyerdahl paa Mejdells Vegne, at det af Thornes Erklæring kun fremgik, at Larsen havde forevist Thorne» forskjellige Regnskaber vedrørende sit Mellemvær med Lammers, men at deraf intet kunde udledes, der skulde modsige, hvad Mejdell i sit forrige Indlæg havde anført om, at Larsen intet helt og sammenhængende Regnskab havde modtaget fra Lammers. Indst. kan ikke, anføres der videre, slippe for sat efterkomme min Provokation om at fremlægge Regnskabet is in Helhed ved at fremkomme med en Modprovokation til Appell. om at fremlægge de Brudstykker af Regnskabet, hvoraf han maatte være i Besiddelse.» Nu fremlagde Lammers med Indlæg afødt xx.xx.1880 Erklæringen afødt xx.xx.29 Januar 1880 fra en Fattigforstander Larsen, som Advokat Thorne i sit ovenanførte Brev havde henpeget paa om at denne i sin Tid havde været i Besiddelse af nogle Opgjør angaaende Lammers's Mellemvær med Larsen, der havde anmodet ham om at gjennemgaa samme, og om at han troede, at nogle af disse Dokumenter vare tilbageleverede til Helge Larsen, medens de øvrige, som det forekom ham, ved St. Hanstid bleve sendte Advokat Mejdell. Af disse Erklæringer fra Fattigassistent Larsen fremgaar det, anførte Lammers videre, «hvilken Vei mine i sin Tid til Appell. afgivne Regnskaber havde taget. De ere - ialfald for den væsentligste Del - i min Kollegas Besiddelse. Resten er hos Appell. selv. Og saa har man under hele Sagen benegtet at have modtaget noget Regnskab fra mig! Det er første Gang noget saadant er hændt mig, og jeg haaber, det vil blive den sidste. En saadan Procedure fra en Kollegas Side har jeg ikke tænkt mig Muligheden af.» Derefter følger den paatalte Ytring. Af Sagens senere Historie hidsættes, at Mejdell med Indlæg afødt xx.xx.1880 fremlagde 5 Regnskabsudskrifter, som han i sin Tid havde modtaget af Fattigassistent Larsen, medens han holdt tilbage indtil videre en 6 Regnskabsudskrift, idet han anførte, at deri var opdaget en væsentlig Feil. Af Lammers blev derhos tilslut fremlagt Kontokurant for hans Mellemværende med Larsen ligefra 10 Decbr. 1875 til 31 Decbr. 1877. For Høiesteret har Mejdell fremlagt ogsaa den berørte 6 Regnskabsudskrift.

De af Mejdell saaledes fremlagte Udskrifter ere:

1) Kontokurant fra Lammers for Tiden fra 10 Decbr. 1875 til 24 Oktober 1876,

2) Kontokurant fra Lammers fra Tiden for 31 Decbr. 1877 til i Febr. 1878,

3) Kontokurant fra Lammers for Tiden fra 8 Febr. 1878 til 1 April 1878,

4) Opgave over «forskjellige kontante Udlæg» ydede Helge Larsen fra 10 Decbr. 1875 til 20 Marts 1878,

5) Kontokurant for Vexelobligationslaanet i Hortens Sparebank overskrevet

Side:357

«Opførelse af Gaard ved Br. Kai fra 18 Oktbr. 1876 til 1 Marts 1878 og

6) (fremlagt ved Høiesteret) Kontokurant med Overskrift «Ilstrupgaarden» fra 10 Decbr. 1875 til 12 Febr. 1878.

Under nærværende Sag fremholdt Lammers i sin Procedure for Underretten, at det af Hensyn til Bevisets Stillling var ham af Vigtighed under hin ældre Sag gjennem Fremlæggelse af de omhandlede Kontokuranter at faa godtgjort, at Larsen virkelig havde modtaget Regnskab fra ham. Netop de 5 Regnskabsudskrifter, som Mejdell endelig fremlagde ved Underretten, udgjorde en Del af de Kontokuranter, som Lammers under Sagen med Larsen paastod at have leveret denne og forgjæves provocerede Mejdell til at fremlægge; specielt indeholdt den ovenfor under 5 anførte Kontokurant Regnskab for Vexelobligationslaanet i Hortens Sparebank fra 18 Oktbr. 1876 til 1 Marts 1878. Han fandt derfor, som før anført, at Mejdells Procedure var af saadan Beskaffenhed, at han havde fuld og rimelig Grund til sin paaklagede Udtalelse. Paa den anden Side gjorde Mejdell og gjør ogsaa for Høiesteret gjældende, at hvad han under hin ældre Sag stadig urgerede over var, at Larsen ikke havde erholdt noget sammenhængende Regnskab over deres hele Mellemværende fra Lammers; Larsen havde nemlig for ham benægtet, at der fandtes noget saadant Regnskab blandt de Kontokuranter, han af og til havde faaet fra Lammers; derfor betragtede Mejdell ogsaa de til ham fra Larsen leverede Kontokuranter som irrelevante for Sagen; sandsynligvis havde han dem ikke engang tilstede, da han skrev sit Indlæg afødt xx.xx.1879 og det deri benyttede Udtryk «Det kan gjerne være, at etc.» maa ikke veies paa Guldvægt; hans Mening dermed var kun den samme som vilde være udtrykt, om han havde sagt «Lad saa være, at etc.»

Overretten fandt, at den paatalte Ytring maatte ansees for i og for sig injurierende og gaaende ind under Krll.s Kap. 17 §7, men den gav Lammers Medhold i, at han havde havt grundet Anledning til at udtale sig som skeet. Heri er jeg enig med Overretten, men skal ikke indlade mig nærmere paa denne Side af Sagen. Hvad der nu foreligger er nemlig Spørgsmaalet, om det kan antages, at Mejdell, da han udtrykte sig som skeet i Indlæggene af 5 Septbr. og 6 Decbr. 1879 og undlod at fremlægge vedkommende Dokumenter, var i god Tro og saaledes er berettiget til nu at kræve Mortifikation. Det maa vistnok synes paafaldende, at Mejdell udtrykte sig som skeet i disse Indlæg; efter Udtryksmaaden maatte Lammers uvilkaarlig antage, at Mejdell ikke kjendte til, om Larsen havde de omhandlede Kontokuranter, se navnlig Indlægget af 5 Septbr. «Det kan gjerne være, at Indst. har sendt Larsen af og til Kontokuranter etc.» og Indlægget af 6 Decbr. - - - «De Brudstykker af Regnskabet, hvoraf Larsen maatte være i Besiddelse etc.», medens det virkelige Forhold var dette, at Mejdell selv havde modtaget dem fra Larsen og havde dem i sin Besiddelse; efter hvad der er in confesso havde Mejdell nemlig, ialfald den 6 Decbr., endog samtlige Kontokuranter beroende hos sig, og om det end ikke er ganske sikkert, at han allerede den 5 Septbr. indesad med dem alle, havde han dog ogsaa da ialfald nogle af dem. Og derhos er at mærke, at allerede et løst Blik vilde have vist Mejdell, at den ene af dem netop vedkom den omhandlede Vexelobligation (nemlig den ovenfor under 5 anførte), forhvis vedkommende han særligt havde anket over manglende Regnskab; - vistnok gik den kun til 1 Marts 1878, men som af Lammers paapeget manglede den som Afslutning kun, at Larsen debiteredes det Beløb, hvormed Obligationen senere blev indfriet af Lammers, og det fornødne Materiale dertil forelaa i det Forliget paategnede Opgjør mellem Lammers og Hortens Sparebank. Men paa den anden Side lader Mejdells Udtryksmaade sig formentlig forklare uden at nogen ond Tro behøver at forudsættes, naar man sætter sig ind i Situationen saaledes som denne efter hans Fremstilling, saaledes som denne

Side:358

ovenfor i sine Hovedtræk er gjengiven, antagelig har stillet sig for ham. De af Mejdell fremlagte 6 Dokumenter fremstille sig unægtelig ogsaa kun som Brudstykker. Vistnok har Mejdell ikke Ret, naar han for yderligere at pointere dette under sin Procedure for Høiesteret søger at paavise, at de nævnte Dokumenter ikke internere indbyrdes og heller ikke med de af Lammers selv under den ældre Sag fremlagte 2 Udskrifter; thi Mejdell overser her, at alene de ovenfor under 1, 2 og 3 anførte Kontokuranter angaa hver for sit Tidsrum alt Slags Mellemvær og at det følgelig alene er med dem, at de af Lammers fremlagte Udskrifter kunne sammenholdes; og gjør man det, vil der sees at være Overensstemmelse tilstede; No. 4, 5 og 6 angaa derimod efter sine egne Overskrifter ikke altslags Mellemværende og nogen Sammenholden for deres Vedkommende med de af Lammers fremlagte 2 Udskrifter lader sig derfor forsaavidt ikke anstille. Men deri, at de 6 Dokumenter fremstille sig alene som Brudstykker eller Dele af et helt Regnskab og derfor som uskikket til at give nogen Oversigt over det hele Mellemværende, maa der som sagt, gives Mejdell Ret. Vistnok vilde det Rigtige fra Mejdells Side under disse Omstændigheder have været at henvende sig til sin part med Forespørgsel om denne ikke havde flere Kontokuranter, som da i Tilfælde kunde supplere de allerede modtagne, saaledes at de muligens endog tilsammen kom til at danne et helt Regnskab og under enhver Omstændighed burde han have fremlagt Dokumenterne strax. Men med alt dette er det efter den Opfatning, han sees at have dannet sig og under den tilspidsede Form Proceduren havde antaget, forklarligt at han forholdt sig og udtrykte sig som skeet, uden at man er berettiget til deri at se nogen forsætlig Læggen Skjul paa de omhandlede Dokumenter fra hans Side. Jeg antager saaledes subsidiært, at Mejdells Paastand om Mortifikation bør tages tilfølge og konkluderer derfor subsidiært saaledes:

Den af nu afdøde Overretssagfører Lammers mod Advokat Mejdell i Indlæg afødt xx.xx.1880 brugte Ytring, «at denne forsætlig lægger Skjul paa Modtagne Dokumenter» mortificeres. V. Scheel.

Jeg antager, at efterat der ved Overretssagfører Lammers's Død ikke længer kan erhverves nogen Straffedom over ham, maa der være Adgang for Appell. til at fremsætte Paastand om Mortifikation af de omhandlede injurierende Udtryk, da en saadan Paastand, skjønt ikke tidligere udtrykkelig fremsat, dog maa ansees implicite at være indbefattet under den videre gaaende Paastand om Straf. Dette sees Appell. ogsaa i sin Procedure for Overretten at have forudsat.

Derimod antager jeg ikke at Appell. kan høres med den Paastand, at han var i god Tro og saaledes berettiget til Mortifikation, da han i sit Indlæg afødt xx.xx.1879 fremkom med de af Lammers udhævede Ytringer, der foranledigede denne til den Udtalelse, hvorved Appell. har fundet sig fornærmet. Efter det Oplyste var Appell. fuldkommen bekjendt med, at Lammers havde tilstillet hans Part Murmester Larsen flere Regnskaber vedkommende deres Mellemværende, og om end Appell., som han paastaar, af sin Part var bibragt den Forestilling, at disse Regnskaber vare af liden eller ingen Betydning for Sagen, kunde han, da han selv paa den Tid havde i sin Besiddelse, ialfald nogle af disse, og derhos Adgang til hos sin Part at faa se de øvrige, saaledes havde havt fuld Anledning til at sætte sig ind i og bedømme Regnskabernes virkelige Betydning. Han var derhos af Lammers opfordret til at fremlægge disse i Retten, saa at Spørgsmaalet herom der kunde afgjøres, og naar Appell. nu ikke destomindre udtaler sig som skeet, kan han, saavidt skjønnes, ikke høres med den Paastand, at han handlede i god Tro. Men det kommer vel heller ikke an paa, hvad Appell. selv kan have ment eller tilsigtet med de af ham brugte Udtryk, men derimod hvorledes de rimeligvis af Lammers kunde og af ham ere blevne opfattede og om de kunde berettige ham til den paaklagede af ham benyttede Udtalelse. Og finder man dette, kunde den vel heller ikke være Gjenstand for Mortifikation, altsaa erklære den for at være utilbørlig

Side:359

benyttet mod Appell. Idet jeg forøvrigt er enig med Førstvoterende i den af ham givne Fremstilling konkluderes.

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. J. Blich.

Jeg er med Hensyn til det formelle Spørgsmaal enig med Andenvoterende. Hvad Realiteten angaar, leder unægtelig de af Lammers benyttede Udtryk Tanken nærmest hen paa at Appell. skulde have handlet i ond Tro. Og jeg kan ikke med Andenvoterende anse det godtgjort, at Appell. med bevidst Hensigt lagde an paa, at skabe sin Modstander Vanskeligheder ved at lægge Skjul paa, at han havde Dokumenter vedrørende Sagen til sin Raadighed. Men jeg mener, at Appell.s Paastand om Mortifikation desuagtet ikke kan tages tilfølge. Hans Undladelse af at efter komme den til ham stillede Provokation og de fra ham i Forbindelse hermed fremkomne forbeholdne Udtalelser maatte unægtelig stille ham i et mistænkeligt Lys for Lammers efter de Oplysninger Sidstnævnte var kommen i Besiddelse af, da han skrev sit Indlæg afødt xx.xx.1880. Hvad Appell. senere har anført til sir Forsvar forekommer mig heller ikke at indeholde nogen tilfredsstillende Forklaring af hans Adfærd ved denne Anledning. Han maa derfor tilskrive sig selv, at hans Handlemaade blev skarpt kritiseret af Modparten, og til under disse Omstændigheder strengt at urgere de Udtryk, hvori denne Kritik blev fremsat, forekommer der mig ikke at være Føie. Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Andenvoterende. G. Gram.

Med Hensyn til det formelle Spørgsmaal er jeg enig med Assessorerne Blich og Gram. Og hvad Realiteten angaar slutter jeg mig ogsaa til deres Konklusion. Min Betragtningsmaade falder nærmest sammen med Hr. Assessor Grams. Jeg finder at det, efter hvad der foreligger, stiller sig meget tvivlsomt om Advokat Mejdell har været i god Tro, da han leverede den Procedure som gav Lammers Anledning til den paaklagede Ytring. Hans Forhold har under enhver Omstændighed været af den Beskaffenhed, at den fortjente Dadel. Men naar saa er, bør der formentlig ikke gives Mortifikation. Det forekommer mig at stemme bedst med de almindelige Principer for Bevisbyrden, at den, der ved en tvetydig og dadelværdig Adfærd selv har givet Anledning til, at der mod ham er blevet fremført forkleinende Ytringer, maa finde sig i, at disse, naar de ikke have overskredet, hvad der efter de forhaandenværende Omstændigheder var rimelig Grund og Opfordring til at udtale, forbliver umortificerede, saafremt han ikke er istand til at bringe det til Evidents, at de have været ufortjente. Idet jeg, som anført, slutter mig til Assessorerne Blichs og Grams Konklusion, maa jeg dog bringe under Overveielse om det kan undlades at ilægge Advokat Mejdell Mulkt for upassende Skrivemaade for Retten i Anledning af, at han i Deduktionsindlægget for Overretten har brugt følgende Udtryk: «et Angreb saa umotiveret, at man maa være Dommer i Drammen for at kunne give et saadant Angreb Medhold, selv om det gælder Advokat Mejdell.» Det forekommer mig at ville være uheldigt, om saadan Grovhed imod en Dommer i Anledning af en afsagt Dom skulde kunne forblive ustraffet. Mulkten vil i Tilfælde være at tillægge Statskassen og kunde formentlig passende bestemmes til 25 Kr. C. Hansteen.

Jeg er i det væsentlige og i Resultatet enig med Hr. Assessor Blich.

Edv. Mørch.

I Henseende til det formelle Spørgsmaal slutter jeg mig til Anden-, Tredie-, Fjerde- og Femte-Voterendes Mening. Hvad Realiteten angaar tiltræder jeg den i Førstvoterendes subsidiære Votum samt i Assessor Grams og, saavidt skjønnes, tillige i Assessor C. Hansteens Votum udtrykte Mening, at det ikke kan ansees bevist, at Advokat Mejdell forsætlig d.v.s. i ond Tro har lagt Skjul paa af ham modtagne Dokumenter. Men er dette saa, forekommer det mig, at en korrekt Gjennemførelse af Bevisreglerne maa lede

Side:360

dertil, at Appell. ikke bør eller kan nægtes den af ham begjærte Mortifikation. Bevisbyrden for, at Lammers havde beføiet Grund til at karakterisere Advokat Mejdells Fremgangsmaade paa den efter Ordlydelsen injurierende Maade, som han benyttede, paalaa naturligvis ham; fyldestgjorde han ikke denne Bevisbyrde maatte han finde sig i at straflægges og, naar saa forlangtes, at faa se Ytringerne mortificerede. At han, som skeet, godtgjør at Mejdell ved tvetydig og forbeholden Procedure har givet Anledning til Mistanke om den Omgaangsmaade, Beskyldningen gaar ud paa, kan give Grund til at fritage for Strafansvar. Men hermed er ikke Beskyldningens objektive Beføielse godtgjort, og saalænge denne sidste ikke er oplyst har i mine Tanker Sagsøgeren i Tilfælde, som nærværende, retligt Krav paa at saa Beskyldningen mortificeret som ubevist. Der kan være Tilfælde, hvor der maa mere end dette til for at opnaa Mortifikation og hvor den Omstændighed, at der klæber beføiet Mistanke ved, vil være nok til at hindre Opnaaelse af Mortifikation. Saaledes i Tilfælde, hvor den, som har fremført de nedsættende Udtalelser ikke har Bevisbyrde for disse Rigtighed, fordi han i offentlig eller privat Stilling har havt Pligt til at udtale sig aabent og efter bedste Overbevisning, men til nogen saadan særlig Kategori henhører ikke det Tilfælde, som er nærværende Sags Gjenstand. Til nærmere Belysning af min Mening vil jeg tillade mig at fremkomme med et Exempel sans comparaison forøvrigt:

Om en Mand har beskyldt en Anden for Tyvsgjerning og godtgjør, at denne Sidste ved uforsigtig og mistænkelig Adfør har stillet sig idet Lys, at der var rimelig Grund til Mistanke uden at dog Sigtelsens objektive Rigtighed hermed er godtgjort, saa kan nok dette efter Omstændighederne beføie til at fritage for Straf for Sigtelsen, men Tyvsnavnet maa den Beskyldte i mine Tanker kunne forlange mortificeret, saalænge det ikke er bevist, at han er en Tyv.

Mit Votum gaar i Henhold til Anførte ud paa at Ytringen qv. mortificeres og i Forbindelse hermed, at Processens Omkostninger ophæves for alle Retter. Den af Assessor C. Hansteen i hans Votum paapegede Ytring i Appell.s Deduktionsindlæg for Overretten forekommer mig saa upassende og utilbørlig i Rettergang, at jeg forener mig med hr. Hansteen i at bringe under Overveielse om det kan undgaaes at belægge Appell. med Mulkt for utilbørlig Skrivemaade. M. Lambrechts.

Jeg er enig i at Appell. paa Grund af Overretssagfører Lammers's Død maa have Adgang til at substituere Paastand om Mortifikation istedetfor den ved Dødsfaldet umuliggjorte Paastand om Strafansvar. Men Sagens Afgjørelse maa formentlig bero aldeles paa samme Fundament, som om Lammers endnu var ilive. Alene under Forudsætning af, at denne havde været at idømme Mulkt for den mod Appell. fremsatte Beskyldning, kan den paastaaede Mortifikation tilstaaes. Allerede Sagens processuelle Stilling maa formentlig lede til at man ei kan, naar det antages, at Lammers rettelig er frifunden, indlade sig paa at paakjende Mortifikationsspørgsmaal. Noget saadant har ikke under den givne Forudsætning været forelagt eller er bleven paakjendt i de foregaaende Instantser. Appell. har ikke selv for det Tilfælde, at Lammers frifandtes, subsidiært paastaaet Mortifikation. Det er klart, forekommer det mig, at han er gaaet ud fra den Forudsætning, at i Tilfælde af Frifindelsesdom, var der ingen Adgang for ham til at opnaa Mortifikation. I andet Fald vilde han vistnok, især efter at Underretsdommen var falden, in subsidium have paastaaet saadan. Og denne Appell.s Forudsætning forekommer mig at være vel begrundet. Naar den Injurierende frifindes, ligger formentlig i Dommen udtalt, at Beskyldningen er bevist at medføre Rigtighed. Krll.s Kap. 17 §7, som vel er det Lovsted, hvorefter i tilfælde Lammers havde været at dømme, tilsteder kun, naar

Side:361

Paasagnet er skeet af En, som var forbunden til at ytre sig (hvad Lammers jo ikke var) Fritagelse for Mulkt, naar ikke Bevis for Paasagnets Rigtighed præsteres. Jeg kan ikke finde, at Lammers rettelig havde været at ilægge Mulkt for det mod Appell. Udsagte. Jeg henholder mig i saa Henseende i det Væsentlige til Overrettens Ræsonnement og voterer for Hr. Assessor Blichs Konklusion med Tillæg om, at Advokat Mejdell ilægges Mulkt, som af hr. Assessor Hansteen foreslaaet, uden Anbefaling til Benaadning.

E. Saxlund.

Efter den faldne Votering, bliver der ikke Tale om Sagens Afvisning, hvorfor jeg ikke skal opholde mig nærmere ved Spørgsmaalet derom. Jeg vedbliver mit subsidiære Votum; idet jeg alene ønsker samme tilføiet - hvad der har været min Mening - at Processens Omkostninger for alle Retter ophæves. Jeg antager, at den af hr. Assessor Hansteen paapegede Ytring af Advokat Mejdell i hans Deduktionsindlæg for Overretten bør belægges med Mulkt, og voterer for at dennes Beløb sættes til 25 Kr. (uden Anbefaling til Benaadning). V. Scheel.

Jeg vedbliver mit Votum, idet jeg dog tiltræder Hr. Assessor Hansteens Forslag om at Advokat Mejdell idømmes Mulkt for hans upassende Skrivemaade. J. Blich.

Med lignende Tillæg vedbliver ogsaa jeg mit Votum.

G. Gram.

Ligesaa. Edv. Mørch.

Jeg vedbliver mit Votum. Skulde det af Hr. Assessor Lambrechts som Exempel nævnte Tilfælde (en Tyvssigtelse) være noget oplysende for nærværende Sag, forekommer det mig, at man maatte tænke sig et Faktum af f. Ex. Følgende Beskaffenhed: A opdager, at han er frataget sin Lommebog, der indeholdt eller de Penge, han eiede. Ved at være berøvet sine Penge kommer han i forskjellige Ubehageligheder. Endelig kommer han efter at det er B, som har taget Pengene. Han beskylder da B for at have bestjaalet ham. B maa vedgaa, at det er ham, som har taget Pengene; han leverer disse tilligemed Lommebogen tilbage, men paastaar, at han ikke har taget dem i tyvagtig Hensigt, men at det er skeet for at bringe A i Forlegenhed. Og fornærmet over Tyvsigtelsen anlægger han Injuriesøgsmaal imod A. Under denne Sag stiller Oplysningerne sig saaledes, at Dommeren finder det meget tvivlsomt, om ikke B er skyldig i Tyveri; men at han dog ikke tør nægte Muligheden af, at han har handlet af Ondskab for at fortrædige A. Saa spørges der da: Skal A straffes og skal B erholde Mortifikation? Efter min Mening bør begge Spørgsmaal besvares benægtende.

Naar i en Sag af heromhandlede Beskaffenhed den ene Part er overført en Handling, der efter sin ydre Skikkelse med Styrke tyder paa mala fides, saa maa han - synes mig - selv have bevisbyrden, naar han paastaar, at hans animus ikke har været fuldt saa strafværdigt og af den Grund forlanger Mortifikation.

At jeg fastholder den af mig foreløbig udtalte Mening, at Advokat Mejdell bør ilægges Mulkt - 25 Kroner til Statskassen for upassende Skrivemaade for Retten - undlader jeg ikke at tilføie.

C. Hansteen.

Jeg fastholder mit Votum med Tillæg, at Advokat Mejdell ilægges Mulkt som foreslaaet. M. Lambrechts.

Efter Konference enedes Pluraliteten om følgende

Konklusion:

Den af Citanten, Høiesteretsadvokat Mejdell, nedlagte Paastand om Mortifikation tages ikke tilfølge. I Henseende til Processens Omkostninger

Side:362

bør Stiftsoverrettens Dom ved Magt at stande. For utilbørlig Skrivemaade ved Stiftsoverretten bøder Citanten til Statskassen 25 - fem og tyve - Kroner. E. Saxlund.