Rt-1887-845

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1887-06-24
Publisert:	Rt-1887-845
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 283/1887
Parter:	Brugseier Halvor Haneborg (Platon) mod Kongsvingerjernbanens Direktion (Lous).
Forfatter:	Gram, Ottesen, Ph. Hansteen, Reimers, Mørch, Thomle samt Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:

Extraordn. Assessor, forhenv. Dommer Gram: I November 1858 afholdtes der i Anledning af Kongsvinger-Jernbanens Anlæg Expropriationsforretning, der den 11 Novbr. tog sin Begyndelse i Fet og forsattes de følgende Dage i Fet, Sørum og Blakjer. Den 19 Novbr. exproprieredes bl. A. en Del af Gaarden Eid i Blakjer, l.nr. 54, tilhørende Ole Jakobsen. Denne Dag sees der, efterat Skjønsmændenes taxter for de forskjellige Eiendomme ere anførte, at være tilført Følgende: «Lagrettet bemærkede dernæst, at det i Dag har taxeret Banelinien, og hvad der ligger mellem denne og Glommens Strandbred, - - - - - hvorhos det her tilføies, at de mødende Grundeiere samtykkede i, at Jernbanebestyrelsen efter Taxt tager, hvad der ligger mellem Glommens Strand og Banelinien. Endelig afgav Lagrettet den Erklæring, at det ved de satte Taxter har taget Hensyn til:

1) at den afstaaede Grund ingen Skatteskyld faar,

2) at Uleiligheder for Eierne opstaar ved Overskjæringer, uagtet de er holde de fornødne Overgange, og

3) at derimod intet Hensyn er taget til det Tab, Grundeierne muligens paaføres ved, at Baneanlægget muligens hinder dem i Udøvelsen af Fiskerettigheder, Tømmeroplægning m. V., samt

4) at den i Dag værdsatte Grund er taxeret, uden at Skoven eller Træerne ere medtagne i Taxten. Slutteligen bemærkede Lagrettet, at det har værdsat Grunden langs Glommen, forsaavidt den er bevoxet med Græs eller Trær». Den 13 Novbr. 1861 afholdtes der Konduktørforretning, forsaavidt den her omhandlede Eiendom angaar, og Kart blev optaget over den af Jernbanen erhvervede Grund. Der sees da at være tilført: «Den af Jernbanen exproprierede Grund er indhegnet og rigtigen aflagt paa Kartet». Den 15 Decbr. 1862 afholdtes en Skjøns- og taxtforretning, under hvilken speciel Taxt blev afgivet med Hensyn til de Rettigheder, angaaende hvilke det i Forretningen afødt xx.xx.1858 under Post 3 er bemærket, at Taxt ikke da blev afgivet. Med Hensyn til Eiendommen Eid er da tilført: «Gammelt Nr. 54, Eid, tilhørende Ole Jakobsen, for hvem Sønnen Ole Olsen afgav Møde. Han skjønnedes at maatte have Gangvei over Banen ved Pæl Nr. 1518 og ved Pæl 1496 samt til Anskaffelse og Vedligeholdelse af Trappeovergange over Banegjærdet paa de anførte samt for Afsavn af anden Overgang over Banen at burde have en Erstatning engang for alle

Side:846

af 30 Spd.» I 1878 opstod der Tvist mellem den daværende Eier af Gaarden Eid, Ole Olsen og Kongsvingerjernbanens Vedkommende om Forstaaelsen af de ovenfor nævnte Forretninger. Jernbanen modsatte sig nemlig, at der af 6 Vidne, en Husmand under Eid, blev brudt Sten paa Stranden, idet Direktionen gjorde gjældende, at den hele Strand var bleven Jernbaneanlægget overdraget under Forretningen afødt xx.xx.1858. 6 Vidne sees derefter at have afgivet Erklæring om, at han havde faaet Tilladelse af Kongsvingerjernbanen til at tage Sten paa Jernbanens Eiendom mellem Jernbanen og Raanaasfossen - det Strøg, hvorom der her er Spørgsmaal - paa Betingelse af, at han ophørte med nævnte Stenarbeide, naar det af Jernbanen blev forlangt. Den 11 Decbr. 1880 solgte Eids Eier, Ole Olsen, til Brugseier Halvor Haneborg den omtvistede, langs Glommen beliggende Strand med Vand og Fossefald, og Haneborg gjorde derefter gjældende den samme Paastand om Eiendomsretten til Stranden, som tidligere af hans Hjemmelsmand var fremsat. Da Overenskomst herom ikke kunde opnaaes, sagsøgte Haneborg efter forgjæves anstillet Forligsmægling Kongsvingerjernbanens Direktion, idet han paastod sig kjendt eiendomsberettiget til den omhandlede Strandbred med Fossefald og Vandrettigehed m. M. Kongsvingerjernbanens Direktion paastod Frifindelse, hvorhos begge Parter paastod sig tilkjendt Sagens Omkostninger. Ved den af den konstituerede Sorenskriver i nedre Romerike med Meddomsmænd den 10 Juni 1884 afsagte Dom blev Jernbanedirektionen frifunden og Sagen Omkostninger ophævede. Denne Dom blev af Haneborg indanket for Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling, som ved Dom afødt xx.xx.1885 stadfæstede Underrettens Dom med Ophævelse af Procesomkostningerne. Sagen er derefter af Haneborg indanket for Høiesteret, hvor han har nedlagt Paastand om, at han i Forhold til Indst., Kongsvingerjernbanens Direktion eller nu Centralstyrelsen for Norges Statsbaner, kjendes eiendomsberettiget at være til den omhandlede Strandbred langs Raanaasfossen med Fossefald og Vandrettighed, samt at Indst. tilpligtes at betale Appell. Sagens Omkostninger for alle Retter. Jernbanestyrelsen har paastaaet Overrettens Dom stadfæstet og Appell. tilpligtet at betale til Norges Statsbaner Sagens Omkostninger for Høiesteret.

Aastedet er under Sagen bleven besigtiget af Retten, og i Beskrivelsen af samme heder det:

«Den omhandlede Strandstrækning, der af Retten blev taget i Øiesyn, paavistes at strække sig langs raanaasfossen fra et lidet Stykke nedenfor Sagbakkens Tegelværk næsten helt ned saalangt Fossen gaar. Den bestaar af udelukkende Fjeld og Sten, beliggende mellem den med Trær og Buske bevoxede Grund nedenfor Jernbanelinien og Glommen og holdt ved den nuværende Vandstand i Bredde paa 2 Steder, der nu bleve opmaalte, henholdsvis 60 og 135, mellem hvilke Talstørelser Bredden den hele Strækning varierer, dog er den enkelte Steder muligens noget smalere. Grændsen mellem den bevoxede Grund og Strandstrækningen fandts at være meget tydelig afstukken af Naturens Haand. Terrænet skraaner betydelig nedover fra Jernbanelinien til den omhandlede Strandstrækning, som i den sydligste Del faaes at bestaa af et nogenlunde jevnt Plateau. Saavidt Retten kunde skjønne, kunde Jernbanen for sin Drifts Skyld ikke have nogen Brug for Strandstrækningen, og det kunde ikke indsees, at er Fabrikanlæg hernede kunde være til nogen Gene for Jernbanens Drift. Fossen gaar med stor Hastighed langs den hele Strandstrækning med temmelig betydeligt Fald, og maa visselig i Tidens Løb kunne benyttes som Drivkraft i temmelig betydelig Udstrækning. Den Del af Strækningen mellem Jernbanen og Glommen, der er bevoxet med Trær, Buske og Lyng, har en Bredde, som tildels er flere Gange saa stor som den nedenfor liggende Strandstrækning; paa de tvende ovenfor omhandlede opmaalte Steder holdt saaledes den bevoxede Strækning

Side:847

efter nu foretagen Maling henholdsvis 335 og 235 Fod. Retten antog, at heller ikke denne bevoxede Strækning nu for Tiden kunde være til nogensomhelst Nytte for Jernbanens Drift, uden forsaavidt den kan afgive forskjelligt Materiale.»

Fra Appell.s Side gjøres gjældende, at Udtrykkene i Forretningen afødt xx.xx.1858 viser, at hvad der efter Overenskomst med Grundeieren blev overdraget til Jernbaneanlægget som Tillæg til, hvad der blev exproprieret, var, hvad der ligger mellem Glommens Strand og Banelinien. Det er nemlig paa det Rene, anfører han, at dette Strøg ikke var umiddelbart fornødent for Jernbanen og saaledes ikke kunde være Gjenstand for Expropriation. Men Ordene formenes da tydelig at vise, at det ikke har været Grundeierens Tanke at afstaa til Jernbanen selve Stranden, men alene hvad der ligger mellem Stranden og Jernbanelinien. Dette finder Appell. ogsaa bekræftet derved, at det i vedkommende Passus i Forretningen heder, at Grundeierne samtykkede i Overdragelse efter Taxt, medens det ovenfor i Forretningen er angivet, hvad der af Lagrettet var taxeret, og dette er netop, hvad der ligger mellem Banelinien og Glommens Strandbred paa den hele Strækning. Ialfald maa det, mener Appell., være Indst. Sag at føre fuldt Bevis for, at Afstaaelsen gjaldt en større Strækning, end Appell. vil medgive, idet i Tvisttilfælde Formodningen maa være til Fordel for Appell., navnlig naar hensees til, at Indst. Paastand vilde lede til, at Stranden var afstaaet uden Vederlag. At Appells. Fortolkning er den rette, er efter hans Mening ogsaa klart, naar hensees til de Udtryk, som ere benyttede i samme Forretning den foregaaende og den følgende Dag. De foregaaende Dage sees saaledes gjentagne Gange at være anført, at Grundeierne samtykkede i at afstaa, hvad der ligger mellem Elven og Banen, og i Forretningen den 20 Novbr. 1858 heder der, at man gik ind paa, at Jernbanen skulde kunne tage hele Bredden til Elven. Naar der 19 Novbr. benyttedes en ganske afvigende udtryksmaade, maa dette, anfører Appell., selvfølgelig have en Mening, og der er altsaa al Grund til at tage Udtrykkene efter Ordene. I samme Retning gaar efter Appell.s Mening ogsaa de under Sagen afhørte Vidners Forklaringer.

Specielt er det af 1 Vidne, tidligere Eier af Eid, Jakob Olsen Eid, ligeoverfor hvem Appell. har frafaldt Hjemmelsansvar, forklaret, at han hørte sin Fader under Expropriationsforretningen udtale, at han maatte forbeholde sig Eiendomsretten til Stranden langs Glommen til Opsamlings- og Oplagssted for Ved for Husmændene, og efter Vidnets Skjøn havde Faderen den Opfatning, at Stranden efter Expropriationen vedblev at tilhøre ham, idet han ogsaa udtalte sig derhen. 2 V. forklarer, at han kort tid efter Expropriationsforretningen hørte Ole Jakobsen Eids Sønner sige, at de ikke havde solgt Stranden. 3 V. har altid hørt, at Folk i Grænden, fra hvis Gaarde Jernbanen i sin Tid exproprierede grund, at Stranden var undtaget fra Overdragelsen. 4 V., der er Eier af Eid, og som paa Grund heraf ikke har været edfæstet, forklarer, at han altid har havt den Opfatning, at Stranden var undtaget fra Expropriationen. Dette hørte han stadig baade af sin Fader og af de øvrige Opsiddere paa Eid. Det ligeledes uedfæstede 5 V., der er Eier af gaard, der strækker sig helt til Glommen, og fra hvilken der er exproprieret Grund til Jernbaneanlægget, udtaler sig i lignende Retning. 6 V., Husmand under Ole Olsen Eids Gaard, var tilstede under Expropriationsforretningen og hørte, saavidt Vidnet forstod, da denne blev oplæst, at Ole Jakobsen var forbeholdt Stranden, til hvilken Vidnet og før ham hans Fader ifølge Husmandskontrakten havde havt Benyttelsesret, og har de stadig brugt Stranden til Samlings- og Oplagssted for Ved, hvorhos Vidnet dersteds har brudt flere hundrede Læs Sten. 7 V. har lige siden Expropriationen hørt af de Forskjellige, som deroppe har Gaarde med Strand til Glommen, at Stranden var undtaget fra Expropriationen, idet Jernbanen kun havde exproprieret,

Side:848

saa langt der voxede Trær og Græs. I lignende Retning gaar ogsaa 8 V.s Prov. 10 V. forklarer, at han antaglig i 1860 eller 1861, ialfald kort Tid efter Jernbanens Anlæg, af 6 V. kjøbte 14 Favne Sten for en Pris af 32 Spd. 3 Mark.

Ved disse Vidneprov mener Appell. det fyldestgjørende godtgjort, at der i Grænden ikke er mere end en Mening om, hvorledes Forholdet stiller sig, og hertil kommer, at det derhos ved en Flerhed af Vidner er oplyst, at Grundeieren stadig senere har brugt Stranden som sin, i hvilken Henseende specielt fremholdes, at der er brudt Sten paa Stranden og solgt. Det viser sig ogsaa, siger Appell., at naar Jernbanen ved de foregaaende Taxter har havt til Hensigt at erhverve Eiendomsretten over Stranden og Vandet, er dette udtrykkelig indtaget i Protokollen. Det vilde desuden være uforklarligt, at Jernbanen skulde nære noget Ønske om at blive Eier af en nøgen Strand, der ligger saa langt fjernet fra Jernbanelinien. Hvis det for Jernbanen gjaldt at sikre sig mod Gjærdepligten, var det tilstrækkeligt, at den erhvervede den bevoxede Strækning nedenfor Jernbanelinien, da det var unødvendigt at have Gjærde mod den nøgne Strand.

Fra Indst.s Side er navnlig paaberaabt, at der ikke er Føie til at urgere Udtrykkene i Forretningen afødt xx.xx.1858 saa stærkt som skeet, idet det formenes at være en Tilfældighed, at Udtryksmaaden varierer noget fra den ene Dag til den anden. Meningen har øiensynlig, siger Indst., været den, at Jernbanen vilde sikre sig at være Eier ligetil Elven, og en Fortolkning som den af Appell. fremholdte, der skjelner mellem Strandbred og Elvebred, formnes at være for subtil. Naar derhos Appell. men Styrke gjør gjældende, at Strandbredden skulde være afstaaet gratis, saabestrider Indst., at dette kan siges at være Tilfældet, idet Erstatningen er indbefattet i den Pris, der er fastsat for den bevoxede Grund, men hvilken Strandstrækningen fulgte som Akcessorium. Hvad man har villet udtrykke ved Udtalelsen om, at Taxten alene gjaldt det bevoxede Terræn, var, anfører Indst., at den nøgne Strand ikke kunde fastholdes som særskilt Skjønsobjekt. Hertil kommer, siger Indst., at Slutningsbestemmelsen i Forretningens Post 4 vilde være meningsløs, hvis Expropriationen kun gjaldt indtil den ubevoxede Strand, og det samme vilde gjælde med Hensyn til Bestemmelsen i post 3, idet det vilde være unødvendigt at gjøre Forbehold med Hensyn til de der omhandlede Brugsrettigheder, hvis vedkommende Grundeier vedblev at have Eiendomsretten over Grunden ved Vandet. Udtalelsen om, at Taxten alen gjaldt den bevoxede Grund, gjenfindes ogsaa i Forretningen af 18 Novbr., men at Afstaaelsen denne Dag omfattede Stranden lige til Elven, kunde efter Udtryksmaaden ikke være tvivlsomt. Jernbanens Hensigt var at blive fri for Trafik nedenfor Jernbanelinien og navnlig at der blev taget Kjøreovergange; thi dette nødvendiggjør Gjærdehold, hvilket foranlediger Udgifter og Besvær. Videre anfører Indst., at det Kart, der er bleven fremlagt af Jernbanen, og som skulde betegne, hvad der var exproprieret, omfatter Strækningen helt til Glommens Strand. Naar herimod fra Appell.s Side er bemærket, at paa Kartet selve Stranden ikke har den røde Farve, som er givet der bevoxede Strøg, der af Jernbanen er erhvervet, fastholder Indst., at det i erhvert Fald var ganske unødvendigt at medtage Strækningen langs Glommen, hvis ikke derved skulde være tilkjendegivet, at denne indgik under Jernbanens Erhvervelser. Til Fordel for Indst. formenes det ogsaa at tale, at der i Taxtforretningen staar, at det Exproprierede er indhegnet. Thi derved er præciseret, hvor langt Expropriationen strækker sig, og det er netop dette, som Konduktørforretningen skulde konstatere. Nu viser Kartet, at Gjærdet er ført helt til Vandet, og Stranden indgaar altsaa under det indgjærdede Strøg, der er Jernbanens Eiendom. Videre formenes det at være uforstaaeligt, at Eieren af Eid i 1862 indgik paa at nøie sig med 2 Klyveled over Jernbanen, hvis

Side:849

han samtidig gjorde Paastand paa Eiendomsret til Stranden. Det er desuden i Forretningen udtrykkelig tilført, at Eieren intet yderligere Erstatningskrav havde at gjøre gjældende ligeoverfor Jernbanen. Noget afgjørende Argument kan heller ikke, mener Indst., trækkes af, hvad Vidnerne har forklaret; thi dels er Vidnerne interesserede i Sagens Udfald, dels viser deres Forklaringer, at deres Udtalelser om, at Grundeieren er vedbleven at være Eier af Stranden, er bygget paa den Slutning, at Grundeieren der vedblivende har udøvet en vis Brug. Men dette er jo kun i Overensstemmelse med Post 3 i Expropriationsforretningen afødt xx.xx.1858, ifølge hvilken saadanne Brugsrettigheder fremdeles skulde tilligge ham. At der har været brudt Sten paa den omhandlede Strækning, er vistnok, mener Indst., et Misbrug, idet dette ikke kunde ske uden Jernbanens Samtykke; men nogen Slutning til Skade for Jernbanen kan ikke drages af, at Saadant er skeet, idet dels denne Benyttelse af Stranden ikke har havt noget betydeligt Omfang, og dels i ethvert Fald Benyttelsen ikke har fundet Sted med Jernbanens Vidende og Villie. Jernbanens Vedkommende har jo ogsaa skredet ind, saasnart man er bleven bekjendt med det Passerede.

Det forekommer mig, at der er Meget, som taler for den af Indst. hævdede Opfatning, at det ikke har været Meningen den 19 Novbr. 1858 at angive et andet Objekt for Overdragelsen til Jernbanen end de foregaaende og den følgende Dag. Selv den 19 Novbr. sees Udtrykkene at være varierede, idet der snart tales om Strandbredden, snart om Stranden som Grændse for Jernbanens Erhvervelser. Det er heller ikke let at indse, hvorfor Jernbanen under samme Forretning skulde have indrettet sig snart paa en, snart paa en anden Maade, idet de Grunde, som har bevæget Jernbanen til at sæge at blive Eier af den ubevoxede Strand, synes at maatte have været tilstede i lige høi Grad den ene Dag som den anden. Der er saaledes efter min Mening Meget, som taler for, at der virkelig har været Jernbanens Forudsætning, at hvad den med Samtykke af Grundeieren den 19 Novbr. 1858 fik sig overdraget, var Strækningen lige til Elven. Men for Processens Udfald kan det ikke være afgjørende, hvad Jernbanens Vedkommende ved denne Leilighed har tænkt. Spørgsmaalet er, om der ogsaa fra Grundeierens Side vitterlig blev givet Samtykke til Overdragelsen i det Omfang, som Jernbanen paastaar, og det er i dette Punkt, at Beviset efter min Mening er glippet for Jernbanen. Det forekommer mig klart, at aldenstund Udtryksmaaden i ethvert Fald maa erkjendes at være tvetydig, har Jernbanen Bevisbyrden for, at Overdragelsen gaar videre, end Modparten vil erkjende, og noget saadant Bevis er efter min Mening ikke tilveiebragt, om der end kan være Adskilligt, som taler for Indst.s Paastand, navnlig dette, at Grundeieren i 1868 har nøiet sig med at erholde 2 Overgange med Klyveled. Hvis det virkelig var Jernbanen om at gjøre at erhverve den samlede Strækning til Vandet, var det en Pligt for den at faa dette udtalt paa en saa tydelig Maade, at Misforstaaelse ikke kunde opstaa, og det er oplyst, at Jernbaneanlægget var repræsenteret af en Sagfører, medens Grundeieren ikke havde nogen saadan Assistance. Hertil kommer, at jeg ikke kan se bort fra Indholdet af de afgivne Vidneprov. Af disse fremgaar efter min Mening, at allerede da selve Expropriationen fandt Sted, var Spørgsmaalet om Afstaaelsen af Strandstrækningen oppe hos Grundeierne og at det specielt af den Grundeier, hvorom her handles, blev udtalt, at han ikke var villig til at afstaa Stranden. Betegnende er det ogsaa, at det allerede ved dette Tidspunkt sees at have været en gjængs Opfatning, at dette Strøg af Stranden ikke var afstaaet.

Denne Opfatning kan unægtelig i en vis Grad siges at staa i Samklang med hvad der er tilført, ialfald er det let forklarligt, at den i Forretningen indeholdte Anførsel om, at man alene har værdsat Grunden, forsaavidt

Side:850

saavidt den er bevoxet med Græs eller Trær, kan af Grundeieren være bleven opfattet derhen, at det ogsaa alene var den bevoxede Strækning, som Jernbanen blev Eier af. Jeg finder derfor, at Appell.s Paastand maa gives Medhold. Processens Omkostninger antages paa Grund af Sagens tvivlsomme Beskaffenhed at burde ophæves ved alle Retter.

Konklusion:

Halvor Haneborg kjendes i Forhold til Kongsvingerjernbanens Direktion eller nu Centralstyrelsen for Norges Statsbaner berettiget til den i Sagen omhandlede langs Raanaasfossen beliggende Strandbred saavelsom til nævnte Fos. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

Assessor Ottesen: Jeg kommer til samme Resultat som de foregaaende Retter, og bygger dette væsentligt paa de Tvivlsgrunde, som fra Førstvoterendes Side allerede ere anførte mod at tage Appell.s Paastand til Følge. Hvad der i Sagen med fuld Føie er lagt Vægt paa, er naturligvis de Udtryk, der under Expropriationsforretningen i 1858 findes tilførte Protokollen. Det forekommer mig imidlertid, at den noget afvigende Form, hvoraf man under Forretningen 19 Novbr. 1858 har betjent sig for at betegne, hvad Jernbanen har exproprieret, ingenlunde er saa tydelig, at man deraf kan slutte, at den omhandlede Strand skulde være udelukket fra Expropriationen. Der er af Appell. lagt Vægt paa, at medens Forretningen af 19 Novbr. udtaler, at Expropriationens Gjenstand er Strækningen mellem Banelinien og Stranden, saa vise de foregaaende Dage afholdte, at Gjenstanden for Expropriationen har været Strækningen mellem Banelinien og Elven, og den følgende Dag siges der med Hensyn til Expropriationen af Gaarden Blakjer, at det er Strækningen mellem Linien og «Elvebredden». Jeg har ikke kunnet overbevise mig om, at der virkelig er nogen Forskjel i disse Udtryksmaader, men tror, at man paa begge Steder har villet betegne, at Jernbanen har forlangt Strækningen fra Banelinien og saalangt nedover som til det Punkt, hvor Vandet og Landet møder hinanden. Det forekommer mig, at man her lægger en Vægt paa Udtrykkene, som de i sig selv ikke fortjene, og jeg finder dette bestyrket derved, at der i Slutningstiraden til den under 19 Novbr. afholdte Expropriation tilføies, at man har taxeret Grundene langs Glommen, forsaavidt de ere bevoxede med Græs eller Trær. Disse Udtryk ville efter min Mening staa ganske overflødige, hvis dette havde den samme Betydning som det, der allerede tidligere er sagt om, hvad der er Gjenstand for Expropriation. Meningen med disse Ord er efter min Mening præcis den samme som lagrettet havde udtalt Dagen forud, 18 novbr., da de som af Førstvoterende anført ogsaa bleve benyttede. Men hvad der for mig er det afgjørende, er ikke disse enkelte udtryk og ikke den mere eller mindre subtile Fortolkning af disse; det er derimod den hele Expropriationsforretning lige fra 11 Novbr. af og, indtil den blev sluttet ved Kongsvinger. Det fremgaar efter min Mening tydelig af disse Forretninger, som bleve holdte de foregaaende Dage, at det har været Jernbanens Hensigt, som er udtalt med mere eller mindre stærke Ord, at expropriere alt havd der laa mellem Jernbanen og Elven. Naturligvis lod dette sig efter L. 1848 ved en direkte Expropriation kun udføre med hensyn til selve Banelinien og det Terræn, som var fornødent for Jernbanens Drift. Men det var Jernbanen af stor Interesse ved Overenskomst at faa sig tilstaaet ogsaa den Grund, der udenfor selve Jernbanelinien førte ned til Elven. Det heder udtrykkelig i flere af de foregaaende Forretninger, at man vilde have alt til Elven, og der er ingen Antydning i Forretningen af 19 Novbr. til, at denne Intention skulde være frafaldt. Det er da min Opfatning, at man, førend Taxationen blev afholdt, allerede havde erhvervet Grundeierens Samtykke til at tage Grunden nedenfor. Dette forekommer mig at flyde ligefrem af den Omstændighed, at den Strækning, der ikke var nødvendig til Jernbanen, nødvendigvis

Side:851

maatte erhverves gjennem Samtykke og at det da vilde være en unødvendig eller ialfald ikke tilstrækkelig motiveret Handling, at Taxtmændene vurderede, førend man havde faaet dette Samtykke. Men forholdet dette sig saa, da ligger det i Tilførselen, at Grundeierne samtykkede i, at den Strækning, som der betegnes «til Stranden» skulde afstaaes mod Taxt. Samtykket var altsaa givet forud. Men med denne Erklæring have de jo unægtelig overladt til Taxationsmændene at afgjøre, hvorledes de vilde taxere ethvert enkelt af Taxtfelterne. De maatte jo indse, at taxterne vilde være forskjellige og de havde Erfaring fra hvad der var skeet den foregaaende Dag om, at der vilde være Strækninger, som Taxationsmændene ikke vilde kunne sætte til nogen Værdi. Der kan ikke antages andet end, at Grundeierne vare fuldt vidende om den Erklæring, som Taxatonismændene allerede den foregaaende Dag havde afgivet og hvori de udtalte, at de «naturligvis» kun have sigtet ved Taxterne til den Grund, der oms bevoxet med Trær eller Græs har Værdi og ikke til den blotte Sten eller Sand. Naar de, uagtet de vare vidende herom, gave Samtykke til at lade dette afgjøre af Taxationsmændene, saa kan jeg ikke finde, at der ved Udtrykkene her er noget, der er vildledende. Naar man har sagt, at det er uantageligt, at de saaledes med Bevidsthed om dette Resultat skulde give sit Samtykke, saa maa man vel erindre, at de her omhandlede Strækninger i 1858 ingenlunde havde den Værdi, som de senere have faaet efter 20 Aar Forløb. Der var i 1858, form af Indst. bemærket, neppe Nogen, der antog, at denne Strand for Grundeierne havde nogensomhelst Værdi, medens der derimod for Jernbanen var præcis den samme Opfordring til at faa sig denne Del af den mellemliggende Strækning tilkjendt som den Del, der er bevoxet med Trær og Græs. Hvad Jernbanen vilde hindre, var Trafik over Banelinien og navnlig, at der blev anlagt Kjøreveie, der som bekjendt leder til store Ubekvemmeligheder for Jernbanen, og det er ogsaa af stor Vigtighed, at man over hele Strækningen ned til Elven kan blive fritaget for at indgjærde den exproprierede Strækning. Men ser nemlig, at hele Gjærdeholdet har indskrænket sig til et Gjærde, der gaar paa Strækningens nordre Side ved Sagbakken lige ned til Elven. Hvis derimod Jernbanen ikke havde faaet Stranden, er det indlysende, at den maatte have havt Gjærde langs den hele 1500 Fod lange Strækning. Det er i ethvert Fald en Fordel for Jernbanen, der ikke staar i noget Forhold til det Tab, som Grundeieren efter Eiendommens Værdi paa den Tid led ved at afstaa hele Stranden. Hvad der saaledes fremgaar af Forretningen af 1858 forekommer mig at være i høi Grad bestyrket ved de senere Forretninger, Konduktørforretningen af 1861 og den senere Kontinuationstaxt af 1862. Det fremgaar nemlig af den førstnævnte af disse Forretninger, at det gjennemgaaende har været Forudsætningen, at de Strækninger, som ere exproprierede af Jernbanen, ere fixerede ved disse Karter og ved de Gjærder, som for enhver af de afstaaede Eiendomme ere ansatte. Det heder nemlig i Konduktørforretningen, at de exproprierede Grund rigtig er aflagt paa Kartet - det findes, saavidt jeg husker, ved alle de Forretninger, som blev afholdte, - og det fremgaar jo af Kartet vedkommende nærværende Eiendom, at Gjærdet tilstrækkelig viste, hvorledes dette var opfattet fra Jernbanens Side, og hvorledes Expropriationen efter Jernbanens Formening var foregaaet. Forretningen af 1862 viser, at det ved Kontinuationstaxten blev fastsat, at forskjellige Overgange over Jernbanen dels skulde ophøre og dels forandres, og hvad det her omhandlede Stykke angaar, blev det ved Overenskomst bestemt, at den Overgang, som Brugsrettighederne ved Stranden havde foranlediget, og som bestod i en Kjørevei, skulde bortfalde, og Eieren nøie sig med to «Klyveled» istedetfor. Den Omstændighed, at Eieren saaledes for at komme ned til Stranden skulde nøie sig med Klyveled over Jernbanen, viser efter min Mening temmelig tydeligt, at det ikke var

Side:852

Eiendomsret, som han havde over Stranden, men at han havde de Brugsrettigheder, som forøvrigt i temmelig uklare Ord ere forbeholdte Grundeieren. Det er ogsaa indlysende, at det Øiemed, som der her er Tale om at benytte Tomten til, nemlig Opførelsen af en Fabrik, vanskelig eller næsten umulig kan realiseres, naar Adkomsten til samme kun er et Klyveled. Naar jeg altsaa tager Hensyn til, hvad der passerede forud for Expropriationen den 18 Novbr. 1858 og senere end samme, forekommer det mig, at Indst. for Høiesteret maa gives Medhold. Naar herimod paaberaabes de afhørte Vidner, kan jeg ikke tillægge dem den Vægt, som Førstvoterende har gjort. Endel af Vidnerne har kun erklæret, at Eierne af Gaarden Eid stod i den Formening, at Stranden var undtaget fra Expropriationen; men om dette var begrundet i Noget, derom udtaler Vidnerne sig ikke, og der er ogsaa Antydning til, at flere Vidner slutter sig til, at der finder et Eiendomsforhold Sted alene deraf, at Eierne af Eid har udøvet visse Rettigheder over Stranden.

Da jeg efter den stedfundne Konference ved, at min Mening ikke deles, skal jeg ikke formulere nogen Konklusion, hvad jeg ellers vilde være opfordret til, da jeg ikke i Et og Alt slutter mig til den Argumentation, som af Overretten er anvendt.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor Reimers, de extraordn. Assessorer, Byretsassessor Mørch og forhenv. Justitiarius Thomle samt Justitiarius Lambrechts: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.