Rt-1888-795

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1888-07-13
Publisert:	Rt-1888-795
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 826/1 1888
Parter:	John Rasmussens Konkursbo (Smedal) mod Firmaet Palmer Hall & Ko.(Ihlen ved Blom)
Forfatter:	Birkeland, Thoresen, Gram, C. Hansteen, Reimers, Scheel samt Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:	Konkursloven (1863) §45, §94

Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Den 22 Mai 1883 over

Side:796

leverede Handelsborger John Rasmussen sit Bo til Konkursbehandling. Den 20 Juli nestefter anmeldte Advokat Ihlen ved sin Betjent I. H. Thorkelsen for Handelshuset Palmer Hall & Ko. i Newcastle dettes Tilgodehavende ifølge Opbyderens Accept til Beløb 218-8-2 med Renter og Omkostninger. I Anmeldelsen bemærkedes, at der for denne Gjæld under 13 Marts 1883 var deponeret en Pantobligation i Eiendommen Brynsengen i Aker Stor Kr. 4.000, og at Ret til at holde sig til Pantet reserveredes. Fra Boets Side bestredes Panteretten, og under 18 Oktbr. 1884 blev der Afsagt Decision gaaende ud paa, at Palmer Hall & Ko.s Fordring kun blev at anerkjende som uprioriteret. Palmer Hall & Ko. paaankede ved Stævning afødt xx.xx.1884 denne Decision til Kristiania Byret, hvor de gjentog sin Paastand for Skifteretten med Tillæg af Omkostninger, hvorimod Rasmussens Bo paastod Skiftedecisionen stadfæstet og Boet tilkjendt Processens Omkostninger. Ved Byrettens Dom afødt xx.xx.1886 blev den af Palmer Hall & Ko. anmeldte Fordring anerkjendt som prioriteret, saavidt den for samme deponerede Pantobligation med Renter tilstrakte, og forøvrigt som uprioriteret Fordring i Boet. Processens Omkostninger ophævedes. Denne Dom er af John Rasmussens Konkursbo ved Stævning afødt xx.xx.1886 indanket for Høiesteret, hvor Boet har nedlagt Paastand om, at Skifterettens Decision Stadfæste, og at Appell. hos Indst. tilkjendes Processens Omkostninger for Høiesteret. Indst. Palmer Hall & Ko. har derimod paastaaet Byrettens Dom Stadfæstet og sig tilkjendt Processomkostninger for Høiesteret.

Sagens Tvistepunkt er Spørgsmaalet om, naar den i Anmeldelsen omhandlede Pantobligation i Eiendommen Brynsengen, stor 4.000 Kr. udstedt 26 Juli 1878, thinglæst 2 August f. A., er deponeret hos Advokat Ihlen til Sikkerhed for det ligeledes i Anmeldelsen omhandlede Vexelkrav, som Palmer Hall & Ko. havde paa Rasmussen. Firmaet paastaar, at Pantstillelsen af Obligationen skede den 13 Marts 1883, hvorimod Boet paastaar, at Pantstillelsen først foregik den 10 April næstefter. Det er herved at de mærke, at det kritiske Tidspunkt, efter hvilket Pantstillelse ifølge Konkurslovens §45 bliver ugyldig, i nærværende Tilfælde falder paa den 27 Marts. Der er fra Firmaets Side produceret en Erklæring, dateret 31 Marte 1883, undertegnet af John Rasmussen, saalydende: "Undertegnede John Rasmussen erkjender herved at have deponeret som haandfaaet Pant Hr. Johs. T. Schøiens Pantobligation til Inger Olsen Schøien af 26 Juli thinglæst 2 August 1878 stor Kr. 4.000 med Pant i Eiendommen Brynsengen i Aker til Sikkerhed for min Gjæld til Hr. Palmer Hall & Ko., stor 218 8 sh 2 d med Renter og Omkostninger, hvoriblandt 2 pCt. Inkassationssalar til Kr. Advokat Ihlen", Fra Boets Side er produceret en Skrivelse fra Thorkelsen af 10 April f. A. saalydende: "Jeg erkjender herved, at jeg i sin Tid fra Dem har modtaget som haandfaaet Pant for Deres Debet til Herrer Palmer Hall & Ko. Hr. Johs. T. Schøien Pantobligation til Inger Olsen Schøien med Pant i Eiendommen Brynseng i Aker, stor Kr. 4.000. Som Følge af denne Sikkerhedsstillelse vil der ikke foretages noget videre retslig Skridt i Anledning nævnte Gjæld inden 1 - en - Maaned fra idag". I en senere beediget Erklæring afødt xx.xx.1883 har Thorkelsen forklaret, at han den 13 Marts 1883, da Vexelsag Palmer Hall & Ko. mod John Rasmussen blev inkamineret ved Byretten, af John Rasmussen i Byretslokalet fik overleveret til Sikkerhed for Palmer Hall & Ko s Tilgodehavende den i Depositionsdokumentet af 31 Marts nævnte Pantobligation. Da han foruden denne Sikkerhed ogsaa forlangte personlig Garanti, blev der ikke oprettet noget skriftligt Dokument, hvortil der heller ikke paa Stedet var Anledning. Da det senere viste sig, heder det videre i Erklæringen, at Rasmussen ikke kunde skaffe personlig Garanti ved Siden, blev

Side:797

Depositionsdokumentet udfærdiget og af Thorkelsen specielt redigeret med "have deponeret" for at betegne, at Pantsættelsen var af tidligere Datum.

Paa den anden Side foreligger der Forklaring fra Konkursskyldneren Rasmussen. Denne gaar i det Væsentlige ud paa, at han en 8 Dages Tid før Vexelsagens Inkamination gik op paa Advokat Ihlens Kontor og forespurgte, hvorvidt den her paagjældende Obligation vilde blive godtaget som Sikkerhed. Nogle Dage efter fik han paa kontoret den Besked, at Obligationen ikke vilde blive godtaget, hvorfor han spurgte, om Ihlen dog ikke vilde være villig hertil, naar han fik personlig Garanti. Herpaa blev der indgaaet, og Obligationen blev imidlertid beroende paa Ihlens Kontor. Vexelsagen blev dog forfulgt, og i Anledning af Depositionen blev Intet foretaget, før Rasmussen den 9 April modtog en Depositionsforklaring, som den paafølgende Dag, den 10 April, af ham blev undertegnet paa Ihlens Kontor. Denne Depositionserklæring er det foran nævnte Dokument af 31 Marts, som altsaa ifølge Rasmussens Forklaring skulde være bleven antidateret. Mod sin Underskrift paa sidstnævnte Dokument - forklarer han videre - erholdt han paa sin Side Erklæringen af 10 April som Recipisse, idet der samtidig blev indrømmet ham en Maaneds Udsættelse til Gjældens Ordning.

Om dette sidste Dokument af 10 April har Thorkelsen, efter et Debutionsindlæg for Byretten, udtalt sig derhen, at han i det længste havde haabet, at Opbyderen kunde skaffe den beloved Garanti, og til Paaskyndelse heraf blev Exekution forlangt og berammet til 12 April. Imidlertid erholdt han Meddelelse om, at Rasmussen ingen Udsigt havde til at kunne faa stillet personlig Garanti, og samtidig modtog han Forsikring om, at den deponerede Pantobligation var god nok som Sikkerhed. Det besluttedes da at nøie sig med den Sikkerhed, som allerede havdes, Exekutionen indstilledes og indrømmede, Debitor en Maaneds Henstand. Derfor blev Erklæringen afødt xx.xx.1883 afgivet. En Recipisse havde han allerede paa et tidligere Stadium lovet Rasmussen, og en saadan Erkjendelse blev derfor indtaget i Skrivelsen. Jeg skal sluttelig bemærke, at det er paa det Rene, at Rasmussen Forhandlinger udelukkende bleve første med Thorkelsen, der er ansat paa Advokat Ihlens Kontor.

Stillingen i nærværende Sag er altsaa i Henhold til det Anførte den, at ser foreligger en Depositionserklæring fra Skyldneren, dateret 31 Marts 1883, medens Firmaets Paastand er, at Pantsættelsen er foregaaet til et tidligere Tidspunkt, nemlig den 13 Marts, hvorimod Konkursskyldnerens Forklaring som anført gaar ud paa, at nogen Pantsættelse ikke stede før den 10 April. Firmaet formener nu vistnok, at det allerede af selve Depositionserklæringen fremgaar, at Depositionen af Obligationen til haandfaaet Pant er foregaaet til en tidligere Tid, end Dokumentets Datum udviser. Heri kan jeg dog ikke være enig. Udtrykket: "erkjender herved at have deponeret som haandfaaet Pant" passer ligesaa godt paa en Deponeren, der finder Sted samtidig med Dokumentets Udstedelse. Og paa Grund af Sagens nys fremholdte Stilling maa jeg derfor antage, at Firmaet maa have Bevisbyrden for Rigtigheden af dets Paastand om, at Obligationens Pantsættelse i Virkeligheden er foregaaet til et saadant tidligere Tidspunkt som af dem inhæreret. Et saadant Bevis har Firmaet efter min Mening ikke ført. Til Støtte for Thorkelsens Fremstilling er paaberaabt to Erklæringer resp. af 4 Juli og 20 August 1884. Men af disse kan under ingen Omstændigheder udledes Mere, end at Thorkelsen paa det Tidspunkt, da Rasmussen Bo overleveredes til Konkursbehandling, har tænkt sig, at hans Mandant havde en Sikkerhed i Obligationen, som vilde staa sig ligeoverfor Konkursen. Ved den i den ene Erklæring omhandlede Anledning var Rasmussen tilstede; men Erklæringsudstederen siger, at han ikke kan erindre, at Rasmussen gav nogen Erkjendelse af Thorkelsens Meddelelse; meget mere tror

Side:798

han at erindre, at Rasmussen Intet ytrede. Videre er paaberaabt en Udtalelse af Advokat Ramm stadfæstende Thorkelsens Udsagn. om, at han efter Udfærdigelsen af Dokumentet af 31 Marte henvendte sig fil Ramm med Spørgsmaal, om ikke Erklæringens Udtryk "have deponeret" var klart til Betegnelse af, at Depositionen ikke foregik samtidig med Dokumentets Udstedelse, idet Ramm derhos har udtalt, at han føler sig fuldkommen overbevist om, at nogen Antidatering af Dokumentet ikke har fundet Sted, da et saadant Skridt ikke vilde have undgaaet hans Opmærksomhed. Jeg mener, at der heller ikke heri kan lægges Mere, end at Thorkelsen har tænkt sig, at Deponeringen med fuld juridisk Virkning var skeet til et tidligere Tidspunkt end Dokumentets Datum. En saadan Opfatning fra Thorkelsens Side er imidlertid selvfølgelig uafgjørende. Hvad det kommer an paa, er til hvilken Tid der mellem begge Parter forelaa en bestemt Overenskomst i Forbindelse med Pantobligationens Overleverelse, og i denne Henseende har jeg af Sagens Oplysninger i det Hele saaet et temmelig bestemt Indtryk derhen, at en endelig pantsættelse paa den nævnte Maade ikke har fundet Sted før til et senere Tidspunkt end det, hvorpaa Obligationen blev leveret til Thorkelsen, saaledes, at han blev Obligationens fysiske Ihændehaver. Det er paa det Rene og fremgaar ikke mindst af Thorkelsens Forklaring, at der ved Tiden af Depositionen forlangtes personlig Garanti, og det er fremdeles paa det Rene, at uagtet Obligationen var indhændiget Thorkelsen, gik dog Vexelsagen sin Gang. Naar man nu betænker det for en Skyldners Stilling resikable i at have en Vexeldom svævende over sit Hoved, og at det først var, da det var givet, at den forlangte personlige Garanti ikke kunde ydes, samtidig med, at Thorkelsen fandt Obligationen i og for sig tilstrækkelig, at Exekutionen besluttedes indstillet, samt endelig at den Rasmussen indrømmede Henstand med at faa truffet en Ordning blev regnet fra 10 April, anser jeg det overveiende sandsynligt, at der først til et Tidspunkt, der under enhver Omstændighed falder indenfor de i Konkursl.s §45 omhandlede 8 Uger, er foregaaet en virkelig Pantsættelse af Obligationen gjennem en endelig Aftale mellem de to handlende Personer. Det er fra Firmaets Side fremholdt, at Dommens Exekution blev udsat, som et Tegn paa, at en Ordning af Gjælden var foregaaet ved den omhandlede Deponering. Men jeg tror ikke, at dette Moment har synderlig Betydning; der var visselig en stor Resiko for, at Fogdens Komme netop vilde fremkalde Katastrofen, at Rasmussen overleverede sit Bo til Skifteretten. At Konkursl.s §94 bestemmer, at endog Kreditor kan kræves paa Ed - en Bestemmelse, der maaske navnlig sigter til Forebyggelse af Kolluderen mellem Kreditor og Konkursskyldneren, - kan jeg heller ikke tillægge nogen Betydning for Vægten af Thorkelsens Prov i nærværende Sag. Denne Bestemmelse medfører nemlig ikke, at Edens Aflæggelse er det samme som, at Fordringen maa godkjendes, uden at Edens Betydning prøves i Forhold til de foreliggende konkrete Omstændigheder.

I Henhold til det Anførte kommer jeg til samme Resultat som Skifteretten. Men da denne har givet en meget bestemt Udtalelse i Retning af hvorledes Bevisbyrden i Almindelighed bør fordeles, naar der opstaar Spørgsmaal om, at en Pantsættelse for ældre Gjæld ligger indenfor de 8 Uger, og da jeg ikke finder det for denne Sag nødvendigt at udtale mig i sin Almindelighed om Bevisbyrdens Stilling, anser jeg det rettest at give ny Konklusion. Processens Omkostninger formenes i det Hele at burde ophæves.

Konklusion:

Palmer Hall & Ko. bliver for sin her i Sagen omhandlede Fordring i John Rasmussens Konkursbo kun at anerkjende som uprioriteret Fordringshaver. Processens Omkostninger ophæves.

Extraordn. Assessor, Byretsassessor Thoresen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Side:799

Extraordn. Assessor, forhenv. Dommer Gram, Assessorerne C. Hansteen, Reimers og Scheel samt Justitiarius Lambrechts: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.