Rt-1889-17
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1889-09-21 |
| Publisert: | Rt-1889-17 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 23/2 1888 |
| Parter: | Frøken J. Todsen, Henrik, Ole og Einar Thoresen, Enkefru Bergithe Nielsen og Skolelærer John Lunde(C. M. Hansen) mod Bankdirektør Elligers (Vogt). |
| Forfatter: | Bachke, Mørch, Scheel, Ottesen, Roll, Ph. Hansteen, Justitiarius Lambrechts |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Bachke: Boghandler Johan Preutz og Hustru Laura Elise Preutz, født Todsen, velhavende, men børnløse Folk i Laurvik, tog i 1838 en Søsterdatter af Preutz, Mina Emilie Larsen, og i 1843 endvidere en Søstersøn af Preutz, Waldemar Eriksen, til sig i Huset som Pleiebørn. Disse vare, da de kom til Preutz ganske unge, Pigen kun 6 Aar gammel. De knyttedes fast til Pleieforældrerne og fik til sine Familienavne - Pleiesønnen ifølgt kgl. Resolution - føiet Tillægget Preutz. Ogsaa en Brodersøn af Fru Preutz, Marius Todsen, kom ved sin Konfirmation til Preutz's Hus som Pleiesøn og blev der, efter hvad han selv siger, i henved 16 Aar; men han blev dog ikke saa nær knyttet til Pleieforældrene som de to nysnævnte Børn. Den 2 Mai 1869 oprettede Boghandler Preutz og Frue et Fællestestamente saalydende: «Underskrevne Ægtefolk, Boghandler Johan Preutz og Hustru Laura Elise, født Todsen, der ikke have Livsarvinger, bestemmer herved og vitterliggjør, at vort hele Fællesbo med fuld Eiendomsret overgaar paa den Længslevende af os. Efter vores begges dødelige Afgang overgaar Boet paa samme Maade til vor Pleiesøn Waldemar Eriksen Preutz, forsaavidt den Længstlevende ikke ved senere testamentarisk Disposition anderledes bestemmer. Dog skal iethvert Fald af de vort Bo for nærværende tilhørende Skibsparter 1/5 Del i Brig «Elvira» tilfalde vor Pleiesøn Skibsfører Marius Todsen og 1/28 Del i Skibet «Shakespeare» vor Pleiedatter Mina Emilie Larsen Preutz. Eies disse Skibsparter ikke af Boet paa den Tid, der bliver Spørgsmaal om Arvens Udredelse og Deling, udreder Boet eller sammes Hovedarving til Mina Emilie Larsen Preutz 1000 - et Tusen - Species, dog saaledes, at Kapitalen med Pant efter foregaaende Heftelser og Renters Erlæggelse bliver henstaaende i vor Gaard Matr.-Nr. 103 her i Byen, uopsigelig mindst 5 - fem - Aar regnet fra Arvefaldet og endvidere med 6 - sex - Maaneders Opsigelsesfrist paa en af Siderne. Afgaar ved Døden nævnte min Pleiebørn Marius Todsen og Mina Emilie Larsen Preutz uden at være indtraadte i Ægteskab paa den Tid, Arven falder eller skal udredes, bortfalder ethvert Spørgsmaal om Arveret i vort Bo for disses efterlevende Slegtninger». Boghandler Preutz var ved Testamentets Oprettelse syg og sengeliggende og opgivet af sin Læge. Han døde den 29 Mai 1869, hvorefter Boet blev overtaget af den
Side:18
gjenlevende Enke. Under 18 Febr. 1876 oprettede Enkefru Preutz en Testamentet paategnet Kodicil, ved hvilken hun tillagde sin nysnævnte Pleiedatter Mina Emilie Larsen Preutz, dengang gift med Kand. jur., senere Bankdirektør Elligers, udenfor den i Testamentet omhandlede Skibspart endvidere 1000 Spd. og en Søsterdatter, Frøken Laura Thoresen, 500 Spd. og bestemte, at disse Beløb efter hendes Død skulde udredes af Boet eller dets Hovedarving. Den 27 Marts 1881 afgik den saakaldte Hovedarving, Pleiesønnen Waldemar Eriksen Preutz, ved Døden og under 13 Juni 1882 oprettede Enkefru Preutz atter en ny Kodicil, hvori hun betænkte nogle andre Personer, navnlig nogle Tjenestefok med visse mindre Beløb. I Begyndelsen af Februar 1884 døde Enkefru Preutz. Ved Dødsanmeldelsen blev det reciproke Testamente med Kodiciller indleveret til Skifteretten, og under 15 Febr. 1884 fremkom der fra tre af Enkefru Preutz's Søstersønner ved Navn Thorsen i deres Egenskab af Arvinger i de afdøde Ægtefolk Johan Preutz's og Frues Bo Forlangende om Skiftebehandling. I den første Skiftesamling den 18 s. M. blev paa Foranledning af Skifteforvalteren nærmere Oplysninger meddelte om de Afdødes efterladte Slægtninge, og i et senere Skiftemøde blev Forhandlinger pleiede mellem de to Ægtefoks Arvinger om Arvemidlernes Realisation. I Skiftesamling den 28 April 1884 fremkom en Broderdatter af Fru Preutz, Frøken Janna (Kristiane) Todsen med Paastand om, at Boets Overskud med Fradrag af de ved Testamentet oprettede Legater udelukkende skulde fordeles mellem Fru Preutz's Arvinger. Herimod gjorde Bankdirektør Elligers, der som bemærket er gift med Boghandler Preutz's Søsterdatter, Mina Emilie Larsen Preutz, gjældende, at Fru Preutz's Slægtninge under ingen Omstændigheder kunde gjøre Krav paa mere end det halve Bo. Efter forgjæves Forligsprøve kom de nu til Procedure mellem Frøken Janna 2Todsen og 6 andre af Fru Preutz's Intestatarvinger, som sluttede sig til hende, paa den ene Side og Bankdirektør Elligers, til hvem Værgen for de fraværende Arvinger og derhos nogle af Fru Preutz's Intestatarvinger sluttede sig, paa den anden Side.
Af Skifteforvalteren i Laurvik blev under 27 Oktbr. 1885 saaledes decideret: «Fru Preutz's Slægtninge kjendes berettigede til Arv ab intestato kun for det halve Overskud i Boet. Den anden Halvpart deles efter Lovens Regler mellem førstafdøde Boghandler Preutz's Slægtninge». Sagen blev derefter af Frøken Janna Todsen og 5 af de med hende ved Skifteretten optrædende Arvinger efter Fru Preutz paaanket til Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdeling med Paastand om: At Skifterettens Decision underkjendes og at afdøde Enkefru Preutz's Slægtninge kjendes berettigede til ab intestato at arve det hele Overskud i det af hende efterladte Bo samt at Appell.ne tilkjendes Processens Omkostninger ved Skifteretten og Overretten. Den som Hovedmodpart og Sagvolder indstævnte Bankdirektør Elligers procederede til Stadfæstelse af Skiftedecisionen og Tilkjendelse af Omkostninger i 2 Instants. Ved Overrettens Dom afødt xx.xx.1886 blev Skifterettens Decision stadfæstet og Processens Omkostninger ved Overretten ophævede. Overretsdommen er af de samme Parter, der optraadte som Appellanter ved Overretten ved Ankestævning afødt xx.xx.1886 indbragt for Høiesteret med Paastand om, at Boghandler Preutz's Slægtninge kjendes uberettigede til Arv i det heromhandlede Bo, og at Bankchef Elligers tilpligtes at betale Sagens Omkostninger for Overretten og Høiesteret. Indst., Bankdirektør Elligers Forventer Overrettens Dom stadfæstet og Appell.ne tilpligtede En for Alle og Alle for En at betale Processens Omkostninger for Høiesteret.
Bortseet fra, at nogle af Fru Preutz's Arvinger ved Skifteretten sees at have gjort fælles Sag med eller, som det heder, sluttet sig til Bankdirektør
Side:19
Elligers, er det at mærke, at Boghandler Preutz foruden Fru Elligers ogsaa har efterladt sig en ande Søsterdatter, som er bosat i Kristiania, og en Søstersøn, hvis nærmere Opholdssted ved Sagens Behandling ved Skifteretten sees at have været ukjendt; men hverken den nævnte Søsterdatter eller Søstersønnen, for hvilken sidste der erfares at være opnævnt en Værge, ere blevne varslede under Sagen. Efter Omstændighederne antager jeg dog overensstemmende med tidligere Afgjørelser, at Sagen maa kunne fremmes i Henhold til det Bankdirektør Elligers givne Varsel.
Appell.ne støtte sin Paastand paa den i Fællestestamentet af 1869 indeholdte Bestemmelse, ifølge hvilken det hele Fællesbo «med fuld Eiendomsret» skulde overgaa paa den Længstlevende. Da nu Boghandler Preutz døde først, blev Følgen efter deres Mening, at Fru Preutz blev fuld Eierinde af Boet, og at dette ved hendes Død udelukkende maa loddes til hendes Intestatarvinger, forsaavidt der ikke enten i Ægtefællernes Fællestestamente af 1869 eller i Enkens særskilte Kodiciller afødt xx.xx.1882 er truffet gyldige Disposition om, hvorledes der skulde forholdes med Midlerne ved hendes dødelige Afgang. Saadanne testamentariske Dispositioner ere vistnok blevne trufne, men den Arveindsættelse, som til Fordel for Ægtefællernes Pleiesøn Waldemar Eriksen Preutz er anordnet i Fællestestamentet, er bortfaldt ved hans før Arvefaldet indtrufne Død, og da de Dispositioner, som forøvrigt ere trufne til Fordel for visse Personer specielt Fru Elligers, blot gjælder visse Eiendele eller bestemte Summer, der som Legater maa blive at udrede af Intestatarvingerne, formener Appell.ne, at Boghandler Preutz's Slægt ikke kan optræde som Arvinger i det heromhandlede Bo.
Det kan efter min Overbevisning ikke være afgjørende under de her forhaandenværende Omstændigheder. Jeg finder det fuldkommen paa det Rene, at Boghandler Preutz og Frue i alle Dele har betragtet de to Pleiebørn Waldemar Eriksen Preutz og Mina Emilie Larsen Preutz som sine egne Børn, hvilke de havde taget til sig og opfostret fra deres Barndom og givet deres eget Navn. Forholdet er i saa Henseende ganske aabenbart, forsaavidt Pleiesønnen angaar. Men efter de foreliggende Erklæringer fra Personer, som har været kjendt med Forholdene, maa det Samme gjælde i ikke mindre Grad om Pleiedatteren. Det Testamente, som Boghandler Preutz under sin sidste Sygdom i en stor Svaghedstilstand og i Forudfølelsen af sin nær forestaaende Død foranledigede oprettet, har aabenbart intet andet Øiemed havt end at sikre den gjenlevende Enke og hendes to Pleiebørn. Fra Indst.s Side forklares Meningen at have været, at det hele Bo skulde holdes samlet, saa længe Enkefru Preutz levede, at der efter hendes Død skulde fortsættes paa samme Maade, og at Pleiesønnen Waldemar da skulde overtage den hele Forretning, samt at Pleiedatteren med en hende særskilt tillagt Formuesgjenstand, nemlig en Skibspart skulde have sit Tilhold hos ham, altsaa med andre Ord, at samtlige Midler skulde tilfalde disse to Pleiebørn, der begge hørte til Boghandler Preutz's Slægt. Denne Indst.s Anførsel stemmer ganske vel med de Erfaringer, som Omgangsvenner af de Afdøde havde gjort, og tillige med de forefundne Koncepter til Testamente. I den oprindelige Koncept, der skal være skrevet med Boghandler Preutz's egen Haand, var end ikke en eneste af Fru Preutz's Slægtninge betænkt, og naar der i den endelige Redaktion, som blev Ægtefællernes Testamente, er tillagt Fru Preutz's Brodersøn Marius Todsen en Skibspart, er dette efter hans og hans Sødskendebarn Frøken Laura Thoresens Erklæring bevirket netop af Frøken Mine Emilie Preutz, nu Fru Elligers, der fandt det ilde, at han, der dog ligeledes i en lang Aarrække havde været i Huset omtrent som en Søn, ikke skulde være betænkt med Noget i Testamentet. Jeg kan ikke betvivle, at det samme kjærlige Forhold ogsaa efter Boghandler Preutz's Død vedblev at vestaa mellem hans Enke og Fru Elligers lige til den Førstnævntes
Side:20
Død. Fru Elligers har aabenbart den hele Tid fra sin Pleiemoders Side været Gjenstand for den samme Kjærlighed og Interesse som envirkelig Datter. Rektor Hartmann, der har underskrevet Fællestestamentet af 1869 som Vidne, har i en afgiven Erklæring udtalt, at Fru Preutz, da han kom tilstede for at overvære Testationen, beklagede, at hendes Mand ikke, før han blev saa svag, havde tænkt paa Testamentet. Hun fandt, siger Hartmann, at Pleiedatteren ikke var kommen til sin fulde Ret; men paa Grund af sin mands Svaghed kunde kun ikke tale mere til ham derom. I mærkelig Overensstemmelse med denne Udtalelse af Rektor Hartmann staar den Bestemmelse, som Enkefru Preutz i Codicillet af 1876 traf til Fordel for Fru Elligers, nemlig at der af Universalarvingen Waldemar Eriksen Preutz's Arv forlods skulde tillægges Pleiedatteren 1000 Spd. Det er ganske vist saa, at Testamentet af 1869, som det altsaa kan forstaaes, paa Grund af Boghandler Preutz's store Svaghed ikke er bleven saa nøiagtig diskuteret og forhandlet mellem de to Ægtefolk, og at det som Følge deraf er bleven et temmelig ufuldkomment Dokument, specielt forsaavidt det ingen udtrykkelig Bestemmelse indeholder for det Tilfælde, at den indsatte Universalarving, Waldemar Eriksen Preutz, skulde dø før Arvefaldet, eller med andre Ord før den Længstlevendes dødelige Afgang. Men naar hensees til, hvad jeg ovenfor i Korthed har gjengivet som det endlige Resultat, der efter min Opfattelse fremgaar af Sagens Oplysninger og Proceduren, og specielt til, hvorledes Boghandler Preutz og Frue, borseet fra, hvad der efter Foranledning af Fru Elligers blev tillagt Marius Todsen, aldeles ikke har betænkt Fruens Slægtninger med Nogetsomhelst, men blot havde Pleiebørnene, der var Mandens Søsterbørn, for Øie, samt til, hvorledes Forholdet mellem Pleieforældrene og specielt Pleiedatteren Fru Elligers fra først til sidst har været, forekommer det mig, at deraf fremgaar med uomstødelig Vished, at det ikke kan hvae været Testatorernes Villie, at Fru Preutz's Intestatarvinger i Tilfælde af den indsatte Hovedarvings Død skulde komme til at fortrænge Mandens Slægtsarvinger og spedielt Fru Elligers. Ved at urgere det i Testamentet brugte Udtryk, at det hele Fællesbo med fuld Eiendomsret skulde overgaa paa den Længstlevende af Testatorerne og altsaa, saaledes som Forholdet under Testationsakten med Sikkerhed kunde forudsees at ville stille sig, paa Fru Preutz, og deraf med en, som det forekommer mig, vidtgaaende juridisk Fortolkning at udlede, at Alt alene med Undtagelse af de oprettede Legater nu skulde gaa til Fruens Intestatarvinger med Udelukkelse af Mandens Arvinger og specielt Fru Elligers, vil man efter min Mening utvivlsom handle mod Testatorernes Villie. Jeg kan støtte denne Opfattelse til forskjellige Erklæringer af anseede Mænd, som hørte til Ægtefællernes Bekjendte, men skal indskrænke mig til her at fremhæve den Erklæring, som er afgiven af Marius Todsen og Frøken Laura Thoresen, begge af Fru Preutz's Slægtninge og begge nærmere knyttede til hende. I denne Erklæring heder det, at de føler sig «fuldstændig overbeviste om, at havde Tanke i sine levende Dag havt Anelse om, hvad som skulde ske, nemlig at man efter hendes Død med Sagførere vilde forsøge at gjøre hendes Pleiedatter arveløs, da vilde hun sikkerlig have ladet Testamentet forandre», og hertil føie de, at dette er, hvad de i Sandhed tor og mene om denne Sag.
Gaar man efter dette over til Testamentet og dets Fortolkning, maa det formentlig ansees givet, at der her som ellers gjælder at udfinde, hvad der kan antages at have været den Mening, som Testatorerne har villet lægge i de brugte Ord. Bogstaven kan ikke her mere end ellers være afgjørende ligeoverfor, hvad Omstændighederne berettiger til at antage, at Parterne ved Bogstaven har villet udtrykke. Den Omstændighed, at der ikke blev sat nogen udtrykkelig Bestemmelse for det tilfælde, at den indsatte Universalarving skulde falde bort før den Længstlevende, er høist betegnende
Side:21
med Henysn til Testamentets uheldige Redaktion. Det er ikke et Dokument, hvis Ord taaler den allerstrængeste Bogstavfortolkning. Hertil kommer, at som Testamentsvidne ved Siden af Rektor Hartmann blev benyttet Fru Preutz's egen Svoger; men skulde det have været Meningen at udelukke Boghandler Preutz's Intestatarvinger fra ved den Længstlevendes Død at tage Arv ved Siden af Fru Preutz's Slægtninge, vilde man visselig ikke have tilkaldt som Testamentsvidne en Mand, der gjennem sine Børn isaafald i saa betydelig Grad blev interesseret i Testationsakten. Hvad nu Testamentets Text angaar, er det ganske vist saa, at det heder, at det hele Fællesbo med fulde Eiendomsret skulde gaa over paa den Længstlevende. Men det er let at forstaa, at Testatorerne ikke har fundet nogen synderlig Betænkelighed ved at bruge Udtrykket «fuld Eiendomsret». Længstlevende vilde jo her, som sædvanlig er Tilfældet, frit kunne raade over Midlerne ved Dispositioner inter vivos, og for Dødstilfælde var Vedkommende heller ikke udelukket fra at kunne træffe testamentariske Dispositioner. Men det bliver dog at mærke, at der i Testamentet virkelig blev anordnet en Arveindsættelse, der skulde træde i Virksomhed ved den Længstlevendes Død. Midlerne skulde efter Testatorernes Tanke gaa til deres Pleiesøn som Universalarving. Og om de end i Betragtning af Omstændighederne ikke kunde se bort fra Muligheden af, at denne deres Pleiesøns Forhold maaske kunde komme til at kræve visse Forholdsregler, og derfor, som det er paa det Rene, bestemte sig til at holde den Længstlevende Adgangen aaben til at træffe de fornødne Bestemmelser, saa fremgaar det dog af Testamentets Udtryk, at disse Bestemmelser ene og alene kunde træffes gjennem testamentariske Former. Om der krævedes saadanne Forføininger, og hvad de i Tilfælde skulde bestaa i, var det vistnok overladt til den Længstlevende efter sin Samvittighed bedst muligt at afgjøre. Men et stærkt moralsk Baand blev dog herved lagt paa den Længstlevende og specielt paa Fru Preutz, et Baand, som ogsaa, efter hvad der er oplyst, i sin Tid maa have gjort sig føleligt for hende. Allerede denne Omstændighed, at en positiv Arveindsættelse var anordnet i Testamentet, gjør nærværende Tilfælde, saavidt jeg kan skjønne, væsentlig forskjelligt fra det af Appell.ne omhandlede, i Rt-1848-325 flg. omhandlede (Høiesteretsdom afødt xx.xx.1848 i Sagen: Ander Zahls Slægtninge mod Madame Zahls Arvinger). Fuld Eiendomsret i den Forstand, at Midlerne ved den Længstlevendes Død, skulde i alle Henseender betragtes som hendes Eiendom, blev altsaa ikke tillagt den Længstlevende. Meningen kan blot have været, at den Længstlevende, det vil her sige, Fru Preutz, skulde have en saadan Raadighed over Midlerne, som om hun havde været Eier af det hele Bo.
Dette mit Resultat bestyrkes ved Dokumentets øvrige Bestemmelser. Hvis Testamentet var at fortolke saaledes, som Appell.ne paastaar, vilde Sagen stille sig saa, at der ved Boghandeler Preutz's Død indtraadte et Arvefald til Fordel for hans gjenlevende Enke, at Midlerne derved gik over i hendes fulde Eie, at al Tale om Fællesbo derefter maatte ophøre, og at der ved den Længstlevendes Død atter indtraadte et nyt Arvefald, omfattende hendes og blot hendes Eiendele. Men saaledes er Testamentet, saaviddt jeg kan se, ikke at opfatte. Testamentet handler intetsteds om noget Arvefald ved den Førstafdødes Bortgang; det handler kun om et eneste Arvefald, og af den hele Sammenhæng fremgaar det, at der ved dette Arvefald tænkes paa Arvefaldet ved den Længstlevendes Død. Ganske i Overensstemmelse hermed er ogsaa Udtalelserne i Kodicillerne. Mærkes kan det ogsaa, at det ene af Testamentvidnerne, Rektor Hartmann, i sin Erklæring afødt xx.xx.1887 udtaler som sin Overbevisning, at Arvefaldet først skulde finde Sted efter Boghandler Preutz's og Hustrus Død. Men var det ikke paatænkt, at noget Arvefald skulde finde Sted ved Boghandler Preutz's Død, saa er
Side:22
det dermed givet, at den af Appell.ne paaberaabte Tirade, at der hele Fællesbo med fuld Eiendomsret sklde overgaa til den Længstlevende, maa for staaes paa den af mig antagne Maade. Videre er det, saavidt jeg ser, uimodsigeligt, at samtlige Testamentets Dispositioner forudsætter en Fortsættelse af Boets Karakter som et Fællesbo, ogsaa efterat Længstlevende har overtaget det. Først heder det i Testamentet: «at vort hele Fællesbo med fuld Eiendomsret overgaar paa den Længstlevende af os». I umiddelbar Forbindelse dermed siges det: «efter vores begges dødelige Afgang overgaar Boet paa samme Maade til vor Pleiesøn». Fremdeles heder det med Hensyn til de legerede Skibsparter: «Eies disse Skibsparter ikke af Boet paa den Tid, der bliver Spørgsmaal om Arvens Udredelse og Deling, udreder Boet eller sammes Hovedarving» osv. Endnu tydeligere er Slutningsbestemmelsen i Testamentet saalydende: «Afgaar ved Døden nævnte mine Pleiebørn Marius Todsen og Mina Emilie Larsen Preutz uden at være indtraadte i Ægtesakb paa den Tid, Arven falder eller skal udredes, borfalder ethvert Spørgsmaal om Arveret i vort Bo for disses efterlevende Slægtninger». Dette hænger vel sammen med, at Testatorerne have stillet alle Andre tilside for Pleiesønnen Waldemar Eriksen Preutz, og det endog det ot Andre Pleiebørn Marius Todsen og Mina Emilie Larsen Preutz, kun at der var disse personlig forbeholdt to Legater, og Bestemmelsen er, som Forholdet har stillet sig, blevet uden særlig praktisk Betydning. Men hvad der alligevel paakalder Opmærksomheden, er at Testatorerne udtrykkelig betegne Boet endnu ved den Længstlevendes Død som «vort Bo» og altsaa som fremdeles deres Fællesbo. Naar Testatorerne have opfattet Forholdet paa denne Maade er det formentlig meget vanskeligt at komme fra, at det har været deres Tanke, at Midlerne skulde holdes sammen som deres Fællesbo ogsaa efter Preutz's Død, og at et egentligt Arvefald først skulde finde Sted ved den Længstlevendes Død. Men forholder det sig saaledes, udgaar deraf den Slutning, at Boghandler Preutz's og hans Frues fælles Bo ogsaa i sin Tid, hvis Testamentet ikke længere udelukkede Intestatarvefølgen, maatte udloddes til begge Ægtefolks Arvinger efter Loven. Og nu er den indsatte Universalarving bortfalden, og Spørgsmaalet blot om, hvem der efter Loven har at tage Arv i de to Ægtefællers fælles Bo ved den Længstlevendes Død.
Dette er i det Væsentlige de Grunde, hvorpaa jeg bygger mit Resultat. De testamentariske Bestemmelser ere givne i den bestemte Forudsætning, at Pleiesønnen Waldemar Eriksen Preutz skulde komme til at overleve begge Testatorer. Det Tilfælde, som nu er indtruffet, nemlig at Pleiesønnen døde før den Længstlevende af Ægtefællerne var ikke forudsat eller specielt diskuteret. Saa meget større Grund er der under disse Omstændigheder til ikke at lade Bogstaven i en enkelt Tirade i Testamentet være afgjørende, som det hele Forhold efter min Opfattelse tydelig viser, hvad der har været Testatorernes Villie. Med Hensyn til, hvorledes Sagen er bleven opfattet af Fru Preutz efter hendes Mands Død, skal jeg endnu kun pege paa Bestemmelsen i Kodicillen afødt xx.xx.1876. Hvis hun her havde anskuet Sagen paa samme Maade som Appell.ne, vilde det have ligget nær for hende at have talt om, at Legaterne skulde udredes af hendes Bo, af hendes Midler eller af hendes Hovedarving. Men saaledes lyder ikke Kodicillens Text. Der tales blot om Udredelse af Boet eller dets Hovedarving, altsaa Fællesboet efter baade hende og hendes Mand. Jeg tiltræder efter det saaledes Anførte det Resultat, hvortil de foregaaende Retter ere komne, og vil stemme for Stadfæstelse af Stiftsoverrettens Dom. Efter Sagens tvivlsomme Beskaffenhed maa selvfølgelig Processens Omkostninger for Høiesteret blive at ophæve.
Side:23
Konklusion:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.
Extraordn. Assessor, Byretsassessor Mørch: I Resultatet og det Væsentlige enig med Førstvoterende.
Assessor Scheel: Jeg kommer til et andet Resultat end Førstvoterende og skal i saa Henseende bemærke Følgende: Afgjørelsen af Tvivlsspørgsmaal maa i første Haand komme an paa Testamentets egne Udtryk, og da forekommer det mig, at Udtryksmaaden i det foreliggende Testamentes første Sætning: «At vort hele Fællesbo med fulde Eiendomsret overgaar paa den Længstlevende af os» afgjort taler for den Forstaaelse, som Appell.ne gjør gjældende, nemlig at den Længstlevende skulde blive Eier eller med andre Ord Arving til hele Boet. Udtryksmaaden er vistnok ikke under nogen Forudsætning ganske korrekt. Men Udtrykket «fuld Eiendomsret» synes mig i og for sig at være udtømmende. Og spørger man, hvorvidt Udtrykket desuagtet kan antages at være at forstaa anderledes, end det i og for sig angiver, saa har man, forekommer det mig, i Testamentet selv en afgjørende Veiledning til dets Forstaaelse. Af den følgende Bestemmelse i Testamentet: «Efter vores begges dødelige Afgang overgaar Boet paa samme Maade til vor Pleiesøn, Waldemar Eriksen Preutz, forsavidt den Længstlevende ikke ved senere testamentarisk Disposition anderledes bestemmer» fremgaar det nemlig efter min Mening, at den eneste Indskrænkning, som den Gjenlevende, altsaa her Fru Preutz, skulde være underkastet, var den, at Pleiesønnen Waldemar skulde arve ved hendes Død, hvis hun ikke anderledes bestemte. Dette var - bortseet fra de 2 Legater - den eneste Begrændsning, som hendes Eiendomsret skulde være undergiven, - altsaa Hensynet til Waldemar. Forøvrigt skulde hun have den fuldeste Raadighed over Boets Midler. Og denne har hun ogsaa udøvet baade før Waldemar Preutz's Død - ved Kodicillen af 1876 - og efter samme - ved Kodicillen af 1882. Ganske vist taler Testamentet den hele Tid om «Boet», «vort Bo», og med Hensyn til, hvorledes der skal forholdes med de to Legater, naar der bliver Spørgsmaal om Arvens Udredelse, bestemmes der, at de skal udredes af Boet eller sammes Hovedarving. Jeg medgiver, at disse Udtryk mere eller mindre kunne synes at pege i den af Førstvoterende nærmere angiven Retning. Men det forekommer mig, at man her er inde paa et usikkert Felt. Det er nemlig ganske naturligt, forekommer det mig, at der tales om «Boet» og «vort Bo», og at Waldemar Preutz omtales som Hovedarving, og ligesaa naturlig synes jeg det er, at Enken senere i Kodicillerne henholdende sig til Testamentet taler om «Boet». Det maatte omtrent falde af sig selv for Enken at udtrykke sig saaledes, og der kan derfor efter min Mening ikke fra disse Udtryk drages nogen sikker Slutning. Eller med andre Ord, naar jeg har Valget mellem at gaa ud fra den, som det forekommer mig, utvivlsomme Udtryksmaade «overgaar med fuld Eiendomsret» og de efter min Mening langtfra sikre Tydninger, der kan lægges i de anførte Udtryk «Boet», «vort Bo», «Arvefaldet» etc., saa finder jeg det tryggest at holde mig til det førstnævnte Udtryk.
Det maa derhos bemærkes, at hvis Testamentet var at forstaa, som at Førstvoterende antaget, maatte det, saavidt jeg skjønner, betegnes som en stor Mangel eller et Hul, at det ikke indeholder nogen udtrykkelig Bestemmelse om, hvorledes der skulde forholdes, dersom Waldemar Preutz døde før den Længstlevende. Det havde været saa meget mere nærliggende at træffe Bestemmelse om, hvorledes der skulde forholdes, hvis Legatarerne, Marius Todsen og Mina Emilie Larsen Preutz skulde dø før Længstlevende. Forstaar man derimod Testamentet som af mig antaget, saa forklarer det sig af
Side:24
sig selv, at der ingen Bestemmelse er truffet for det anførte Tilfælde, men at man, som Sagfører Lund, der konciperede det endelige Testamente, udtrykker sig, «standsede» ved Waldemar. Thi under denne Forudsætning har man jo i Testamentet Bestemmelse om, at Boet var den Længstlevendes Eiendom; og følgelig kunde den Længstlevende i saa Fald raade over Boet, aldeles som hun vilde.
Det er bleven stærkt fremholdt, at hvis Appell.nes Paastand gives Medhold, vil det Resultat fremkomme, at Pleiedatteren Fru Elligers udenfor Legaterne Intet vil faa, og at man kan være sikker paa, at dette Resultat har ligget langt udenfor baade Boghandler Preutz's og hans Hustrus Tanke, da deres Mening egentlig var, at Pleiesønne Waldemar og Pleiedatteren Mina skulde have Alt undtagen Parten i «Elvira». Men herved er at mærke, for det første at hvis saaledes har været Tanken ligeoverfor Pleiedatteren Mina (Fru Elligers) har det ialfald ikke faaet sit Udtryk i Testamentet, idet der ved dette kun er tillagt hende 1/28 Part i Skibet «Shakespeare»,«og dernæst at om Resultatet efter min Forstaaelse af Testamentet end bliver, at Fru Elligers Intet faar, kan man dog ikke derfra udlede nogen Slutning mod den Forstaaelse, som jeg hævder. Thi som jeg forstaar Testamentet, var det jo overladt til Enken senere at betænke Mina, og det forekommer mig ganske naturligt, at Boghandler Preutz saaledes har villet overlade til sin Enke at træffe saadanne Dispositioner, som hun maatte finde passende. Tildels har jo ogsaa Enken senere ved Kodicillen af 1876 betænkt Fru Elligers, og at hun efter Waldemar Preutz's Død ikke har gjort det end yderligere, kan meget muligt være foranlediget derved, at hun ikke har tænkt over Testamentets Udtryksmaade eller har troet, at Testamentet allerede i og for sig gav Fru Elligers Arveret. Men om der foreligger en Misforstaaelse eller Feiltagelse forsaavidt, kan dette ikke paaberaabes her, hvor det gjælder Forstaaelsen af Testamentet.
Hvad jeg her har anført, har ogsaa Anvendelse paa, hvad der er udtalt om, at det i og for sig er urimeligt, at Preutz ikke skulde have villet, at hans egne Slægtninge og specielt Fru Elligers skulde komme i Betragtning, og at man ved at udelukke Mandens Intestatarvinger utvivlsomt vilde handle mod Testatorernes Villie. Jeg skal derfor kun tillægge, at, bortseet fra Fru Elligers, er der Intetsomhelst oplyst, som tyder paa, at Preutz har havt nogen særlig Forkjørlighed for nogen af sine Slægtninge, og det staar derfor, som allerede nævnt, for mig som ganske naturligt, at Preutz har villet overlade til sin Enke at træffe den Bestemmelse om Boet, som hun maatte finde passende.
Da jeg har Grund til at antage, at jeg er i Minoritet, skal jeg ikke indlade mig paa nogen yderligere Begrundelse af min Mening, som altsaa er den, at Appell.nes Paastand maa gives Medhold, men som jeg af den anførte Grund ikke finder det nødvendigt at give Udtryk i nogen Konklusion. Jeg er enig i, at Processens Omkostninger for begge Retter bør ophæves.
Assessor Ottesen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg har for min Del i denne i juridisk Henseende tvivlsomme Sag lagt særlig Vægt paa de Oplysninger, man har om de Omstændigheder, som fandt Sted ved Testamentets Oprettelse i 1869. Det fremgaar af de mange i Sagen fremkomne Oplysninger, at Fru Elligers ikke blot var taget i Huset hos Preutz som Pleiedatter, men at hun, som det heder i de foreliggende Erklæringer var en «meget afholdt og kjær Datter». Af de Erklæringer, som ere fremkomne i denne Henseende, lægger jeg særlig Vægt paa den af Marius Todsen afgivne. Denne, der paa en vis Maade har været Pleiebarn i Preutz's Hus og har opholdt sig der i omtrent 16 Aar, udtaler i de stærkeste Udtryk, at Mina Preutz var i alle Dele betragtet som en Datter i Huset og det en meget kjær Datter. Denne Erklæring er tiltraadt af en anden Slægtning af Fru Preutz, Laura Thoresen. Det fremgaar
Side:25
ogsaa af Rektor Hartmanns Erklæring, at han «med fuld Sikkerhed» kan udtale, at Fru Preutz ikke med et eneste Ord udtalte, at hendes Slægt skulde være tiltænkt nogen Arv i Testamentet. Men forholder det sig saa, at det, efter hvad der af alle Oplysninger fremgaar, har været de Testerendes Villie og Ønske, at deres Pleiebørn skulde være deres Arvinger, og at dette Ønske ogsaa fremgaar af det kjærlige Forhold, der herskede mellem dem, saa maa der findes bindende Udtryk i Testamentet, forat dette deres Ønske og deres Forudsætning skal kunne tilsidesættes. I denne Henseende maa jeg være enig med Førstvoterende i, at det vistnok paa den ene Side heder, at den Længstlevende skulde have Boet med fuld Eiendomsret, men at der dog ogsaa er Udtryk i Testamentet, der med fuld Bestemthed forudsætter, at Boet skulde være samlet, og at Arvefaldet først skulde indtræde efter den Længstlevendes Død, og naar disse forskjellige Udtryk sammenholdes, mener jeg, at Vægten maa lægges paa den Side, hvor man saavidt muligt rammer de Testerendes Villie. Her gjælder det: «magis in re, qvam in sonis verborum» (Ogsaa bør den romerske Retssætning: «non stricte sunt interpretandæ voluntates defunctorum», tillægges nogen Skyldighed ogsaa hos os.)
Extraordn. Assessor, Sorenskriver Roll: Jeg finder vistnok Sagen overmaade tvivlsom; men jeg tror dog, at de stærkeste Grunde taler for det Resultat, hvortil Assessor Scheel er kommen, og jeg slutter mig saaledes til ham.
Assessor Ph. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Justitiarius Lambrechts: Jeg slutter img til Assessorerne Scheels og Rolles Mening. Det forekommer mig at være et selvvalgt og uberettiget Udgangspunkt, naar man hertil vælger dette, om det kan antages at have været Testatorernes og særlig Johan Preutz's Mening, at hans Intestatarvinger skulde fortrænges til Fordel for Hustruens. Dette har vistnok ikke været noget Øiemærke for Testamentet, og at det efter min Mening bliver det faktiske Resultat, kan gjerne skrive sig fra et Tilfælde paa samme Maade som i den her for Skranken paaberaabte Høiesteretssag, nemlig den af Førstvoterende nævnte Zahlske Arvingers Sag, Rt-1848-325 flg. Ogsaa der stillede det sig efter de fremkomne Oplysninger og efter temmelig stærke Vidneforklaringer saa, at der var megen Grund til at tro, at den Førstafdøde slet ikke havde havt noget Ønske om, at den fælles Formue skulde tilfalde den Længstlevendes Slægtninge; men dette blev dog det endelige Resultat, grundet paa, at der var oprettet et reciprokt Testamente, hvorefter den Længstlevende skulde have det hele Bo, og at den Længstlevende, da intet særligt Testamente af denne var oprettet, overførte den samlede Formuesmasse udelukkende paa sine egne Intestatarvinger. Det her foreliggende Testamentes Øiemærke og Hensigt gaar i mine Tanker ikke videre, end som af Assessor Scheel udtalt, nemlig at for det første den Længstlevende skulde være Eier af det hele samlede Bo, men at dog begge de Testerende vare enige om at indsætte en fælles Arving efter dem, nemlig Pleiesønnen, Waldemar Eriksen Preutz, dette dog, som i Testamentet anført, betinget af, at Længstlevende ikke fandt sig opfordret til at træffe testamentariske Dispositioner, som udelukkede ham, og dernæst, at Ægtefællernes to Pleiebørn, nemlig Boghandler Preutz's Slægtning, Mina Emilie Larsen Preutz, og Fru Preutz's Slægtning Marius Todsen, hver skulde som Legat have en Skibspart eller i Mangel af denne en vis Pengesum. Dette er efter min Mening Alt, hvad der har været ment og tilsigtet. Der er for mig intetsomhelst Uantageligt eller Urimeligt i, at Boghandler Preutz, der forudsaa, at han vilde afgaa ved Døden før Konen, har, - ved Siden af
Side:26
at de begge vare enige om at indsætte en Universalarving og to Legatarer, - villet, at det hele Bo skulde gaa over paa Konen som Eiendom, og at hun skulde raade over Boet, som hun fandt for godt, det være sig i levende Live eller ved Testamente. Jeg kan derfor fra mit Synspunkt ikke egentlig finde noget Mangelagtigt ved Testamentet. Efter denne Tankegang fornødigedes der ikke nogen Bestemmelse om, hvad der skulde gjælde i tilfælde af, at Waldemar Eriksen Preutz afgik ved Døden før Længstlevende. Man havde i Testamentet, som jeg læser det, en grei og ligefrem Forskrift om, at det Hele i dette Tilfælde ligesom i andre Tilfælde skulde, bortseet fra Legaterne, helt og holdent falde under den Længstlevendes Forvaltning, Eiendomsret og fulde Raadighed. At nu - efter min Opfatning af Testamentet - det faktiske Resultat bliver, at Formuen, bortseet fra, hvad der dels ved Testamentet og dels ved Kodicillerne er bortgivet i Legater, udelukkende skulde tilfalde den Længstlevendes Intestatarvinger, kan, som jeg har nævnt, være tilfældigt. Det kan være en Følge af, at den Længstlevende, Fru Preutz, der muligens kan have havt en anden Villie, har undladt at udtrykke denne gjennem noget Testamente. Men jeg vil tillægge: Man kan paa den anden Side heller ikke forkaste Muligheden af, at Resultatet virkelig er et Udslag af hendes egentlige Ønske. Det er meget muligt, at hendes Hu har vendt sig til hendes egene Slægtninge, bortseet fra Fru Elligers, hvem hun kanske har fundet allerede var tilstrækkelig betænkt ved de 8000 Kr., som gjennem Legaterne skulde komme hende tilgode. Det staar idetheletaget for mig som noget Usikkert, hvad den Længstlevende har ment. At man i reciproke Testamenter, som det forekommer mig, at de af de Voterende, der har stillet sig paa den anden Side, gjør, ligesom lægger ind en Forudsætning om, at det er Meningen, at i Tilfælde af, at den ved Testamentet indsatte Arving falder bort, skal Enhvers Part tilfalde hans eller hendes Intestatarvinger, og at den Førstafdøde maa antages alene at have interesseret sig for sine egne Intestatarvinger, kan jeg ikke finde berettiget. Det kan stille sig meget forskjelligt i saa Maade, og det er vistnok ikke sjeldent, at reciproke Testamenter udtrykkelig bestemmer, at den Længstlevende paa den Maade, som jeg antager her maa være Tilfældet, skal have det hele Bo, saaledes at det maa bero paa denne, hvorledes der efter hans eller hendes Død skal forholdes med Arven. At basere Noget paa Boghandler Preutz's formodede Interesse for hans Slægtninge i sin Almindelighed, forekommer mig end mere usikkert. Alt, hvad man i saa Henseende kan slutte, er, at han har næret Interesse for Mina Elligers og Waldemar Preutz. At han ogsaa skulde have havt nogen Interesse for Mina Elligers's Søster eller for Waldemar Preutz's Border, - den Person, som efter hvad der er oplyst, paa den Tid, da Længstlevende afgik ved Døden, opholdt sig i Sverige, uden at man nærmere vidste, hvor han var, - derfor taler i Sagens Oplysninger Intet. Trods Boghandler Preutz's formodede Kjærlighed for Mina Elligers kan det dog ikke i noget Tilfælde efter Testamentet stille sig saa, at hun skulde blive Enearving enten til Efterladenskaberne i det Hele eller til Boghandler Preutz's saakaldte part i Fællesboet. Saavel efter Indst.s egen Erkjendelse som efter de ergangne Retsafgjørelser stiller det sig afgjort, at hun qva Intestatarving skal optræde ved Siden af og sammen med Boghandler Preutz's øvrige Slætninge, med Hensyn til hvilke sidste der ikke foreligger nogen Oplysning om, at han har interesseret sig for dem eller ønsket, at nogen af hans Eiendele skulde falde dem tilgode. I saa Henseende kan den af Førstvoterende citerede Slutningsbestemmelse i Testamentet hellere anvendes i modsat Retning. Der siges nemlig der, at hvis Marius Todsen og Mina Emilie Larsen Preutz skulde være afgaaede ved Døden uden at være indtraadte i Ægtesakb paa den Tid, Arven falder, saa skulde deres Slægtninge ikke faa nogen Del af, hvad der var betænkt dem. Dette maatte jo efter
Side:27
Testamentets Ord gjælde, ikke alene forsaavidt Waldemar Preutz tiltraadte Arven som Universalarving, men ogsaa forsaavidt Fru Preutz havde truffet Dispositioner om, hvorledes der skulde forholdes med Boet. I sidste Tilfælde vilde, ligesaavel som hvis Waldemar Preutz levede og tiltraadte Arven som Universalarving, enhver Adgang være spærret for Mina Elligers's Slægtninge til at faa Noget af Arven, og Mina Elligers's Slægtninge det er jo Johan Preutz's Intestatarvinger.
I Testamentets Ord kan jeg ikke finde Nogetsomhelst, som angiver, at der i noget Tilfælde skulde ske en Deling af Fællesboet mellem hver af Ægtefællernes Slægtninge, og jeg kan heller ikke i de Oplysninger, som haves med Hensyn til nogen formodet Villie fra de Testerendes Side finde Nogetsomhelst, som giver tilstrækkelig Grund til at lade dette blive det endelige Resultat. Hvis det faktiske Resultat skulde blive, som af mig antaget, at Boet maa gaa over til Længstlevende, Fru Preutz's Intestatarvinger, er dette vistnok Noget, som man med en vis Grad af Sandsynlighed kan sige neppe har været Førstafdøde, Boghandler Preutz's Ønske. Men det kan ogsaa siges om det Resultat, som vil fremkomme efter de underordnede Retters afgjørelse, og hvortil Pluraliteten i Høiesteret har sluttet sig, at det neppe stemmer med, hvad der skulde blive Resultatet, om man gik ud fra enformodet Villie hos de Testerende og lagde denne til Grund. Thi at Boghandler Preutz skulde have tænkt sig, at nogen af hans Intestatarvinger, bortseet fra Waldemar og Mina, skulde faa nogen Part i, hvad han efterlod sig, er efter min Opfatning et fuldstændigt Postulat. Det Afgjørende maa her i mine Tanker være hvad Assessor Scheel har paapeget, at der i Testamentet staar med rene og klare Ord, at Boet overgaar til den Længstlevende til fuld Eiendom. Der skal Meget til, forat sætte disse Udtryk ud af Betagtning, og de ere ulige klarere end de Udtryk i Testamentet og Kodicillerne, hvorpaa Pluraliteten her i Høiesteret bygger. Naar der blandt disse er nævnt Udtrykket «Arvefaldet» og anført, at dette viser, at der nærmest er ment at disponere over en Arv, der er tænkt at falde ved den Længstlevendes Død, da har det sin naturlige Forklaring i, at de Personer, som ere betænkte i Testamentet, bortseet fra den Længstlevende, først skulde have Noget udbetalt, det være sig som Arvinger eller Legatarer, ved den Længstlevendes Død. I Forhold til Waldemar og Mina Preutz og Marius Todsen er jo Arvefaldet den Længstlevendes Død. Overretten siger i sine Præmisser at man ikke kommer i Strid med Ægtefællernes formodede Villie ved at «supplere» Testamentet mod den sædvanlige Klausul ved Boets Deling i Tilfælde mellem begge Ægtefællers Intestatarvinger. Men til Arv efter Testamente udkræves efter min Mening en klar og tydelig Bestemmelse. Formodninger og Sandsynligheder med Hensyn til, hvad der har været Afdødes Villie, er ikke nok; man falder lettelig hen til Vilkaarligheder, hvis man forlader dette sikre Standpunkt, at der skal en tydelig og grei Bestemmelse til om, at Nogen skal arve. I Mangel af en saadan faar det gaa efter Lovens Regler om Arvefølgen,hvor megen Tvivl man end kan have om at dette Resultat er det, som de Afdøde helst havde ønsket og villet.
Hvad Erklæringen fra Marius Todsen og Laura Thoresen angaar, er med Hensyn til denne at mærke, at den i sin Kjerne gaar ud paa, at de holde sig overbeviste om, at Fru Preutz ønskede at alle hendes Efterladenskaber skulde tilfalde Mina Elligers. Men dette er et Resultat, som ligger udenfor begge de Meninger, der her i Retten gjør sig gjældende.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.