Rt-1889-489
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1889-04-26 |
| Publisert: | Rt-1889-489 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 180/1 1889 |
| Parter: | Chr. Th. Boe, Arendal (Ramm) mod K. Jensen, Borøen (Stang ved Rolsted). |
| Forfatter: | Bachke, C. Hansteen, Gram, Birkeland, Thoresen, Broch, Saxlund |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Bachke: Den 6 Septbr. 1888 solgte A. Herlofsens Konkursbo i Arendal de Boet tilhørende 15/32 Parter i Bark «Alert», dr. 543 Reg.-Tons, for Kr. 15,000 til K. Jensen, Borøen. Chr. Th. Boe af Arendal, der eiede de øvrige 17/32 Parter, fandt sig derved brøstholden, idet han mente, at den ham ved Søfartsl.s §7 hjemlede Forkjøbsret var krænket. Som følge heraf anlagde han ved Stævning afødt xx.xx.1888 for en i Holts Sorenskriveri sat Søret Sag mod K. Jensen, Borøen, ligeoverfor hvem han efter forgjæves prøbet Forlig paastod sig kjendt løsningsberettiget til 15/32 Parter i Skib «Alert» mod derfor at betale disses Værdi efter Rettens Taxt, og hos hvem han forventede sig tilkjendt Sagsomkostninger. Sagvolderen, K. Jensen, procederede principaliter til Sagens Afvisning med Tilkjendelse af Kost og Tæring og in subsidium til Frifindelse med Tilkjendels af Procesomkostninger. Ved Sørettens Dom af 11 Januar d. A. blev Indst. frifunden og Sagens Omkostninger ophævede. Denne er afsagt under Dissents, idet Sorenskriveren har voteret for i det Væsentlige at tage Sagreiserens Paastand til Følge med Ophævelse af Sagens Omkostninger. Nu har Chr. Th. Boe ved Appelstævning af 21 Januar sidstleden paaanket Sagen til Høiesteret og herunder stævnt K. Jensen, Borøen, som Hovedmodpart og Sagvolder og A. Herlofsens Konkursbo for Processens Skyld. Appell.s Paastand gaar ud paa ligeoverfor K. Jensen at kjendes løsningsberettiget til 15/32 Parter i Barkskib «Alert» mod at betale disse Parters Værdi efter Sørettens Taxt afgiven efter de 6 Septbr. 1888 gjængse Priser og at han hos de Indst., K. Jensen og A. Herlofsens Konkursbo, tilkjendes Processens Omkostninger ved begge Retter. De Indst. har taget til Gjenmæle i Sagen med Paastand om, at Sørettens Dom stadfæstes og at der hos Appell. tilkjendes dem Processens Omkostninger for Høiesteret.
Som jeg allerede har forklaret tilhørte Skib «Alert» for de 15/32 Parter Axel Herlofsens Konkursbo og for de 17/32 Parter Appell. Ogsaa den sidste havde været under Konkurs, men havde paa den Tid, den heromhandlede Skibshandel foregik, faaet sit Bo extraderet, dog saaledes, at 2 Mænd var blevet stillet ved hans Side som hans Kreditorers Ombudsmænd. Under det paagaaende Opgjør af A. Herlofsens Konkursbo var der ogsaa blevet holdt en Konkursauktion under 30 August 1888 over Boets eiende Parter i
Side:490
«Alert», uden at det den Gang kom til noget Salg. 6 Septbr. næstefter gjorde imidlertid Indst., K. Jensen Borøen, et Bud paa Herlofsens Konkursbos Parter i «Alert», stort Kr. 15,000, der skulde betales kontant. Boets Bestyrelse fandt Buden rimeligt og var tilbøielig til at antage samme. Fra Appell.s Side forklares, at en af Konkursboets Bestyrere strax kom op til Appell., der havde sit Kontor i Nabohuset, for at forelægge ham det fremkomne Bud og udbede sig hans Erklæring om, hvorvidt han ligeoverfor dette agtede at benytte sig af den ham efter Søfartsloven tilkommende Forkjøbsret. Bestyreren begjærede øieblikkeligt Svar, men Klokken var da 4 1/2 á 5 Eftermiddag og Appell., der personlig var tilstede paa sit Kontor, svarede paa Forespørgselen, at han antog, at han kom til at benytte sin Forkjøbsret; dog kunde han ikke paa Stedet give noget definitivt Svar, idet han maatte reservere sig en kort Betænkningstid. Dette Svar overbragte Konkursboets Bestyrer strax til Byderen, Indst. K. Jensen, som erklærede, at han ikke agtede at vedstaa sit Bud længere end til Klokken 5 3/4 samme Eftermiddag. En anden af Konkursboets Bestyrere begav sig derefter over til Appell.s Kontor, meddelte ham den af Byderen nu satte Frist og forlangte Appell.s Bestemmelse inden Udløbet af denne. Appell. gjentog sit tidligere afgivne Svar med Tilføiende, at han maatte begjære Betænkningstid ialfald Dagen ud, hvorhos han fremhævede, at han ikke kunde tænke sig, at Konkursboets Bestyrelse ligeoverfor et saa rimeligt Forlangende vilde paatage sig Ansvaret ved at sælge Parterne uden at forbeholde ham hans Forkjøbsret. Appell. anfører videre, at han nu strax satte sig i Bevægelse for at arrangere sig i Anledning af det paatænkte Kjøb, at han Klokken 6 samme Eftermiddag indfandt sig paa Konkursboets Kontor og afgav Meddelelse om, at han havde bestemt sig til at gjøre sin Forkjøbsret gjældende, men at han modtog det Svar, at Indst., K. Jensens, Bud var antaget og Boets Parter i «Alert» overdragne ham uden Forbehold. Det er paa Grundlag af denne Fremstilling, at Appell. formener, at hans Ret efter Bestemmelsen i Søfartsl.s §7 er blevet krænket, idet der ikke er givet ham nogen Frist, ialfald ikke nogen rimelig Frist til at kunne arrangere sig med Hensyn til Overtagelsen af elelr Indstrædelsen i det af Indst., K. Jensen Borøen, gjorte Bud.
Fra de Indst.s Side er der, bortseet fra et enkelt Punkt, ikke gjort nogen væsentlig Bemærkning ved den af Appell. givne faktiske Fremstilling af, hvorledes det er gaaet for sig, og efter det Resultat, hvortil jeg kommer, finder jeg ikke nogen Opfordring til at standse ved den Differents eller de Differentser, som kunne forekomme i parternes Fremstilling af, hvorledes det er gaaet for sig. De Indst.s Indvendinger mod Søgsmaalet er, naar man bliver staaende ved Hovedsagen, Følgende:
1) At det ikke er Appell. personlig, men hans Bos Masse, saaledes som den efter Extraditionen repræsenteres af ham og de af Kreditorerne valgte Ombudsmænd, hvem Forkjøbsretten tilkom og at dette hans Bo al den Stund hans Kreditorers Ombudsmænd ikke har deltaget eller villet deltage i Sagen, heller ikke kan siges at ville gjøre nogensomhelst Forkjøbsret gjældende.
2) At Søfartsloven vistnok under visse Betingelser ved frivilligt Salg af Skibsparter hjemler Medrederen eller Medrederne en Forkjøbsret, men naar Vedkommende er underrettet om det fremkomne Bud, ikke giver dem nogen Betænkningsfrist til at overlægge, hvorvidt de skal eller kan gjøre Brug af Forkjøbsretten; at Appell. in casu er bleven paa rigtig Maade underrettet om det fremkomne Bud paa Konkursboets Parter i «Alert», men ikke strax erklærede sig om, hvorvidt han vilde intræde i samme; at han endog ovenikjøbet fik nogen Frist til at omraade sig, men heller ikke inden Udløbet af denne Frist afgav nogen definitiv Erklæring.
Side:491
3) At Medrederen, om han kan kræve nogen Frist, ialfald ikke kan kræve den større eller længere end der efter det fremkomne Buds Indhold er Anledning til at give den.
4) At Appell. i nærværende Tilfælde i Virkeligheden ikke har noget at beklage sig over og at han uden al Tvivl maa siges at have faaet enefter Omstændighederne ogsaa fra hans Synspunkt tilstrækkelig Frist.
Den af de Indst. i Spidsen stillede Indsigelse om, at det ikke er Appell personlig, men den af ham selv og hans Kreditorers Ombudsmænd repræsenterede Masse, hvem Forkjøbsretten in casu tilkommer, blev ved Søretten i det Væsentlige gjort gjældende alene som en formel Exception mod Søgsmaalet og forsaavidt forkastet i den fra hans Side upaaankede Søretsdom. Forsaavidt der efter Omstændighederne maatte være Plads for at gjenoptage denne Exception her ved Retten som en Frifindelsesgrund, Noget, hvorom jeg ikke nærmere skal udtale mig, er det at mærke, at Appell. har faaet sit Boe extraderet, at Forholdet mellem Appell. personlig og de ved hans Side som Kreditorernes Ombudsmænd staaende Mænd ikke er klart, og navnlig, at Herlofsens Konkursbo, da Indst.s Bud 6 Septbr. 1888 fremkom, ikke kan erfares at have bekymret sig om Kreditorernes Ombudsmænd, men alene at have henvendt sig til Appell. som den, hvem Forkjøbsretten tilkom og som i saa Henseende havde den fulde Raadighed. Ligesom Formodningen efter dette ikke mellem denne Sags parter kan være for, at Appell. skulde mangle noget i Kompetence til at gjøre Forkjøbsretten gjældende, saaledes bliver ogsaa, ialfald efter det Resultat, hvortil jeg kommer, Spørgsmaalet af en uvæsentlig Betydning. Jeg maa nemlig fremholde, at Søfartsl.s §7 blot bestemmer, at Ingen maa sælge sin Part i et Skib uden at tilbyde sin Medreder denne Part for den samme Kjøbesum, som han af en fremmed kan erholde. Tilbudet er i dette Tilfælde af Herlofsens Konkursbo blevet gjort Appell. om at indtræde i Indst., K. Jensens, Bud og naar Appell. paastaar, at han maatte have en vis Frist til at beænke sig i, saa har han derfor ingen Støtte i Ordene i Søfartsl.s §7. Den Omstændighed, at Lovstedet Intet nævner om nogen Frist, forekommer mig at være saameget mere betydningsfuld, som det senere, naar der bliver Spørgsmaal om Søgsmaal til Indtale af en urettelig solgt Part, positivt anordner en Frist af 3 Maaneder, inden hvilken Søgsmaal skal anlægge. Lovgiverne kan saaledes ikke have været uopmærksom paa, at der i den første Del af Lovstedet ikke var anordnet nogensomhelst Frist. Naar der da alligevel ikke er givet nogen saadan, maa Formodningen være for, at Lovgiverne har fundet, at en saadan Frist ikke hensigtsmæssig burde gives. Rimeligvis har Forudsætningen været den, at det maatte komme an paa Beskaffenheden af det Tilbud, hvori Medrederen skulde indtræde, om der blev Anledning til nogen Betænkningstid eller ikke. Det er blevet paastaaet under Sagen, at Lovgiverne maa have fundet det umuligt at fastsætte nogen for alle Tilfælde passende Frist, at de har villet lade Fristen afhænge af hvert enkelt Tilfældes særegne Omstændigheder, og at den Autoritet, som tilsidst skulde have at afgjøre, hvorvidt der var blevet givet en passende Frist eller ikke, maatte være vedkommende Søret. Dette forekommer mig dog mindre antageligt og det navnlig af den Aarsag, at man paa den Maade vilde komme i en stor Uvished om, hvorvidt frivillige Salg af Skibsparter til Fremmede vilde blive staaende ved Magt, og at Usikkerheden vistnok forsaavidt er begrændset inden et vist Tidspunkt, som der er givet den ved Salget krænkede Medreder 3 Maaneders Frist til at anlægge Indløsningssøgsmaal, men at dette har forholdsvis lidet at betyde, al den Stund Sagen om Indløsning kan komme til at tage ikke saa kort en Tid og som den sagreisende Medreder ikke, selv om han vinder Sagen, er pligtig til at indløse Skibsparten, men i saa Henseende kan arrangere sig overensstemmende med Øieblikkets Konjunkturer.
Side:492
Man ser derfor ogsaa, at den svenske Sølov af 1864, der i dette Punkt har taget den norske Søfartslov til Mønster, har fundet det ganske nødvendigt, at der, naar Løsningsfrist skulde gives, maatte i Loven sættes en postitiv og det meget kort Tidsfrist, inden hvilken Medrederen havde at erklære sig. Jfr. den svenske Sølov af 1864 §9. Jeg vil, uagtet jeg saaledes er af den Formening, at Medrederen intet Krav har paa nogen Betænkningstid, men har at erklære sig paa det hurtigste over det ham meddelte Tilbud, dog ikke hermed have sagt, at der skulde være Anledning til at overrumple Medrederen og derigjennem positivt og forsætlig berøve ham den ham ved Loven hjemlede Løsningsret. Men herom kan der efter min Formening i nærværende Tilfælde ikke være Spørgsmaal. A. Herlofsens Konkursbos Bestyrelse havde modtaget et Tilbud om at afskjøbe Boet dets eiende Parter i «Alert». Dette Bud forekom Bestyrelsen rimeligt; men Byderen betingede sit Bud af, at Svaret inden meget kort Tid maatte give. Konkursboets Bestyrelse var saaledes, naar den ikke vilde lade Budet gaa fra sig, nødsaget til ligeledes at kræve Svar af Boets Medreder, Appell. i nærværende Sag, inden den af Byderen stillede Frist. Fremdeles maatte Appell. vide, at Konkursboets parter i Skibet, al den Stund der ikke var Tale om Akkord, men om Opgjør af Boet og Uddeling af Boets Midler mellem Kreditorerne, vilde blive realiseret og det enten underhaanden eller gjennem Auktion. Og han vidste, at der over Skibsparterne af Boets Bestyrelse var blevet holdt en Auktion. Han havde ved den Leilighed ladet møde ved en Mand, der havde havt en Generalfuldmagt til at handel paa hans Vegne og han vidste, at Boet ikke havde villet sælge paa den Maade, hvortil der formodentlig havde været Anledning ved Auktionen. For Appell. var der altsaa, saavidt jeg skjønner, den allerstærkeste Opfordring til at være forberedt paa et Salg af Konkursboets Parter i «Alert», at gjøre sig klar med Hensyn til den Kjøbesum, han vilde give for samme, og at sikre sig de Midler, som til sammes Dækkelse maatte være fornødne.
Jeg kommer saaledes til det samme Resultat som Søretten. Og om der end i Begrundelse tør være nogen Forskjel mellem Sørettens Medlemmer og mid, er den dog ikke saa væsentlig, at jeg af den Aarsag skulde finde det fornødent at stemme for ny Konklusion. Paa Grund af Sagens Beskaffenhed antager jeg, at Processens Omkostninger ogsaa for Høiesteret bør ophæves.
Konkluskon:
Sørettens Dom bør ved Magt at stand. Processens Omkostninger ved Høiesteret ophæves.
Assessor C. Hansteen: Jeg kommer til et andet Resultat end Førstvoterende. Jeg er i det Væsentlige enig med Sørettens Formand, der har voteret for, at Appell., Chr. Th. Boe, skal kjendes løsningsberettiget til de omhandlede 15/32 Parter i Skib «Alert». Hvad den første af de af Indst. fremsatte Indsigelser angaar, er jeg enig med Førstvoterende, og antager altsaa, at den Indsigelse ikke kan gives Medhold. Men ogsaa forøvrigt maa jeg være af dne Mening, at Indst.s Indsigelser ikke kan gives Medhold. Jeg antager, at Bestemmelsen i Søfartsl.s §7 maa være saaledes at forstaa, at en Medreder maa have Krav paa en rimelig Betænkningstid, naar der forelægges ham det Spørgsmaal, om han vil kjøbe en Skibspart for den samme Kjøbesum, hvorfor en Fremmed har erklæret sig villig til at kjøbe den. Antog man ikke dette, vilde, saavidt jeg skjønner Bestemmelsen i den nævnte § i mange Tilfælde blive saagodtsom betydningsløs, og det netop i de vigtigste Tilfælde, nemlig hvor det gjælder Salg af en stor Part i et stort og kostbart Skib. Men det kan efter min Mening ikke antages at Lovgiveren skulde ville gjøre en saadan Indskrænkning i de enkelte Medrederes Eiendomsret, som den, der ligger deri, at Medrederen har en Forkjøbsret,
Side:493
naar ikke Meningen var, at Bestemmelsen skulde anvendes saaledes, at den fik virkelig Betydning. Den Omstændighed, at der ikke i Loven er sat nogen bestemt, for alle Tilfælde gjældende Frist, saaledes som i den senere svenske Søfartslov er skeet, kan efter min Mening ikke være noget afgjørende Argument mod den af mig antagen Mening. Det kan gjerne erkjendes, at det vilde været hensigtsmæssigere, at der i Loven var sat en bestemt, for alle Tilfælde gjældende Frist, end at det i hvert enkelt Tilfælde skal bero paa Domstolenens Bedømmelse, hvad der efter de konkrete Omstændigheder kan ansees at være en rimelig Frist. Men vor Søfartslov er i det Hele vistnok ikke uden Mangler, og efter min Mening vilde det være en større Mangel ved Loven, hvis den var saaledes at forstaa, at den her omhandlede Bestemmelse vilde være betydningsløs i mange og det netop de vigtigste Tilfælde. Naar det siges, at Loven, forstaaet som af mig antaget, vilde medføre for stor Uvished, da tror jeg ikke, at dette i det praktiske Liv vil være af stor Betydning. Det vil formentlig i Regelen gaa saaledes til, at naar den, der opfordres til at erklære sig, om han vil gjøre sin Forkjøbsret gjældende, svarer, at han maa have nogen Betænkningstid, saa vil han med det samme blive opfordret til at erklære, hvor lang Betænkningstid han anser fornøden, og naar hertil gives et rimeligt Svar, vil Sagen vistnok i de allerfleste Tilfælde ordne sig uden nogen Vanskelighed og uden at medføre nogen Ulempe. Naar der nu spørges om den Frist, som i nærværende Tilfælde blev indrømmet, nemlig omtrent 1 Time, kan ansee for en under de forhaandenværende Omstændigheder rimelig Frist, da kan jeg ikke være i Tvivl om, at dette Spørgmaal maa besvares med Nei. Det gjaldt her en saa betydelig Sum som Kr. 15,000, og denne Sum skulde betales kontant. Det maa derhos bemærkes, at Spørgsmaalet blev Appell. forelagt om Eftermiddagen, altsaa udenfor den egentlige Forretningstid, og naar Appell. da forlanger en Frist og det ikke længere end ialfald Dagen ud, saa maa dette efter min Mening siges at være et yderst rimeligt Forlangende. Førstvoterende har indrømmet at Søfartslovens Bestemmelse ikke maa anvendes saaledes, at der kan være Tale om, at den, der spørges, bliver udsat for en virkelig Overrumpling. Efter denne Udtalelse forekommer det mig, at Dissentsen mellem ham og mig ikke egentlig er saa særdeles stor, da jeg ogsaa er enig i, at nogen længere Frist end den korteste, der med Rimelighed kan sættes, ikke bør indrømmes. Men i Nærværende Tilfælde maa jeg karakterisere det som en Overrumpling, naar der forlanges Svar inden en Time paa det Spørgsmaal, om Vedkommende vil kjøbe en Skibspart for Kr. 15,000 kontant. Det er, som af Førstvoterende anført, her Tilfældet, at Indst. først satte denne korte Frist, efterat han havde faaet Besked om, at Appell. var tilbøielig til at kjøbe, men erklærede, at han maatte have nogen Betænkningstid. Det synes under disse Omstændigheder ikke at kunne nægtes, at det i dette Tilfælde næsten ser ud, som om der har været lagt an paa at overrumple.
Samtlige Sørettens Medlemmer har ogsaa været enige om, at der efter Søfartsl.s §7 maa kunne kræves en rimelig Frist til Betænkning, og at ogsaa den Frist, som i nærværende Tilfælde blev given, vilde været for kort, hvis der ikke var gaaet Noget iforveien. Hvad Sørettens Pluralitet har fundet afgjørende for det Resultat, hvortil den er kommen, er, at Appell. i længere Tid havde vidst, at der vilde blive Spørgsmaal om Salg af den omhandlede Skibspart, og at der ogsaa over den havde været afholdt Auktion. Herved mener Sørettens Pluralitet, at han havde faaet saadant Varsel, at det ikke var urimeligt, at man fordrede hans Svar med kort Frist. Jeg kan ikke finde dette afgjørende. At Appell. havde vidst, at Skibsparterne vilde blive solgte, medførte jo ikke, at han vidste, hvor stor Sum der vilde blive Spørgsmaal om, og heller ikke kunde dette indeholde
Side:494
tilstrækkelig Opfordring for ham til til enhver Tid at holde det fornødne Beløb i Beredskab til kontant Betaling. Og hvad Auktionen angaar, er der ikke oplyst, hvad der ved denne passerede; efter hvad der foreligger synes man at have Grund til at antage, at der ialfald ikke engang var gjort saa stort Bud som Kr. 12,000. Det Bud, som af Jensen blev gjort, er altsaa ikke ubetydelig større end hvad der maa antages at være budt ved Auktionen. I Tilfælde af Auktionssalg kunde der heller ikke forudsættes at ville blive Tale om at erlægge Betalaingen kontant ved Tilslaget. Derhos ser man, at det havde været Appell.s Tanke ialfald for en væsentlig Del at sikre sig andre Kjøbere til denne Skibspart, naar der blev Tale om at kjøbe samme. Hersom har det under Thingsvidne 29 Febr. 1889 afhørte Vidne forklaret sig. Dette Vidne siger, at Appell., da han fik Underretning om, hvor stort K. Jensens Bud var paa 15/32 Parter i «Alert», drev Underhandlinger om Salg af Parter i samme Skib, forinden han erklærede at ville indtræde i K. Jensens Bud. Saavidt Vidnet ved, havde Boe mundtlig Løfte om Salg af Parter i «Alert», men hvor store Parter dette var, turde Vidnet ikke med Bestemthed udtale sig om. Vidnet drev selv delvis disse Underhandlinger. Det maa derfor antages, at det er disse Underhandlinger, hvortil Appell. har anvendt den Tid, som forløb inden han Klokken 6 indfandt sig hos Bestyrelsen af Herlofsens Konkursbo og erklærede at ville gjøre sin Forkjøbsret gjældende. Men at 1 Time var altfor kort Tid til, at det kunde paaregnes, at Appell. kunde træffe de Personer, med hvem han skulde forhandle, og komme til at faa truffet tilstrækkelig Aftale med dem, synes at være indlysende.
Jeg skal fremdeles i denne Forbindelse bemærke, at efter min Mening Hovedmotivet, som ligger til Grund for Bestemmelsen om Medredernes Forkjøbsret, er det, at det for hver enkelt Medreder maa være af en væsentlig Betydning, hvilke Personer han har til Medredere, og at derfor den enkelte Medreder ikke bør kunne paatvinges Fremmede som Interessenter i Skibet, naar han for den Part, som en Medreder ønsker at sælge, præsterer den samme Kjøbesum som denne af en Fremmed kan erholde. Om han selv beholder vedkommende Skibspart eller faar Andre, som han finder sig tjent med at have til Medredere, til at overtage Parten, bliver selvfølgelig i Forhold til Sælgeren ganske ligegyldigt. At dette er Grundtanken i Lovbestemmelsen, forekommer mig at flyde ligefrem deraf, at Forkjøbsret kun er indrømmet for det Tilfælde, at en Medreder vil sælge til en Fremmed. Vil han sælge til en anden Medreder, saa har de øvrige Medredere ingen Forkjøbsret, hvilket de imidlertid konsekvent maatte have, dersom Indst. havde Ret i sit Raisonnement om, at Forkjøbsretten skulde være begrundet deri, at den, der allerede har sat en Del Penge i et Skib, bør have fortrinlig Adgang til ogsaa at anbringe flere Penge i samme Skib. Var dette Tanken, saa maatte, naar en Medreder vilde sælge, alle de øvrige Medredere have Forkjøbsret til en til deres Part svarende Brøkdel af den Skibspart, som var tilsalgs.
Naar det fra Indst.s Side har været gjort gjældende, at Medrederen under ingen Omstændigheder kan have længere Betænkningsfrist end den, som Kjøberen har givet Sælgeren, da kan jeg ikke finde, at dette har nogen Rimelighed; thi hvis dette var saa, da vilde jo Kjøber og Sælger i indbyrdes Forstaaelse med hinanden kunne gjøre Medredernes Forkjøbsret omtrent illusorisk. Jeg er efter det Anførte af den Mening, at Appell.s Paastand maa gives Medhold, at han altsaa maa kjendes berettiget til Indløsning af de omhandlede 15/32 Parter i Bark «Alert». Efter Søfartsloven skal i Tilfælde af Indløsning den Sum, der skal betales, ansættes af Retten. Det maa saaledes i Høiesterets Dom fastsættes, at Løsningen skal ske efter Sørettens Taxt, og det er med Føie paastaaet af Appell., at denne
Side:495
Taxt skal afgives efter de paa Salgstiden, 6 Septbr. 1888, gjængse Priser. Processens Omkostninger antager jeg maa blive at ophæve baade for Søretten og Høiesteret.
Konklusion:
Chr. Th. Boe kjendes ligeoverfor K. Jensen løsningsberettiget til 15/32 Parter i Barkskibet «Alert» mod at betale disse Parters Værdi efter Sørettens Taxt afgiven efter de den 6 Septbr. 1888 gjængse Priser. Processens Omkostninger for Søretten og Høiesteret ophæves.
Extraordn. Assessor, forhenv. Dommer Gram: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Assessor Hansteen.
Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Ligesaa, dog at jeg med Hensyn til Oplysningerne om, hvortil Boe benyttede den af hem tagne Betænkningstid, ikke ønsker at udtale noget Mere end at jeg er enig med Assessor Hansteen i, at Indst. ikke derpaa kan bygge nogen Indsigelse gaaende ud paa, at Forkjøbsretten derved skulde være forspilt.
Extraordn. Assessor, Byretsassessor Thoresen: Jeg er enig med Førstvoterende.
Extraordn. Assessor, Stiftsoverretsjustitiarius Broch: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Assessor Hansteen.
Assessor Saxlund: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Assessor Hansteens Konklusion.