Rt-1890-171
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1889-11-28 |
| Publisert: | Rt-1890-171 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 133/2 1889 |
| Parter: | Arendals Privatbanks Konkursbo (Kand. jur. Edm. Harbitz til Prøve) mod H. Aalholm (Heffermehl). |
| Forfatter: | Stenersen, Mørch, Ottesen, Ph. Hansteen, Reimers, Broch, Justitiarius Lambrechts |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §119 |
Extraordn. Assessor, Byretsassessor Stenersen: Arendals Privatbank var et Aktieselskab grundet paa en Aktiekapital af 1 Million Kroner fordelt paa 250 Aktier, hver lydende paa 400 Kr. Heraf indbetaltes 50 pCt. eller 2000 Kr. paa hver Aktie, Resten skulde indbetales i Terminer efter nærmere Bestemmelse af Direktionen eller Repræsentantskabet. Dog maatte der aldrig forlanges større Indbetaling paa engang end 10 pCt., og det korteste Varsel for samt det korteste Tidsrum mellem hver Indbetaling skulde være 6 Maaneder. I Mangel af promte Indbetaling skulde svares 6 pCt. Rente af Indskudene fra Forfalds- til Betalingsdag. Dette Selskab anmeldtes til Firmaregistret den 6 Januar 1875. Høsten 1886 gjorde Arendals Privatbank Konkurs. Da dette skede, var der paa Aktiernes paalydende Beløb ikke indbetalt mere end de oprindelige 50 pCt. H. Aalholm i Arendal stod som Eier af 2 Aktier, tilsammen lydende paa Kr. 8000, hvorpaa altsaa var indbetalt tilsammen Kr. 4000. Af Aktiernes Restpaalydende indkalde Privatbankens Konkursbos Bestyrelse 1200 Kr.pr. Aktie at erlægge i 3 Terminer, nemlig pr. 1 Septbr. 1887, 1 Marts og 1 Septbr. 1888, hver Gang med Kr. 400. Aalholm nægtede at betale de paa ham faldende Terminer, og som Følge heraf paaklagede Bestyrelsen i Bankens Konkursbo under 8 Mai 1888 de to da forfaldne Terminer, altsaa Kr. 1600, med 6 pCt. Renter fra Forfaldsdatoerne. Da derpaa 3 Termin forfaldt med Kr. 400 pr. Aktie, blev ogsaa denne med Renter paaklaget ved Kontinuationsklage afødt xx.xx.1888. Forligsbehandlingen ledede imidlertid ikke til noget Resultat, hvorfor Sagen blev paastævnt til Kristiania Byret, hvor Aalholm vedtog at møde. Der nedlagdes fra Bankens Konkursbos Side Paastand om, at Aalholm skulde tilpligtes at betale Kr. 2400 med Renter som anført samt Sagsomkostninger. Naar Aalholm har vægret sig for at betale, er Grunden den, at han, - som det ogsaa fremgaar af en af ham forfattet Opgave afødt xx.xx.1888, - da Søgsmaalet anlagdes, stod som Indskyder i Banken for et Beløb, der, efter hvad der under Sagen er in confesso, langt oversteg, hvad Banken havde tilgode paa Aktierne. Som Følge heraf mente Aalholm at kunne paastaa Likvidation i Henhold til Konkursl.s §119. Han nedlagde derfor efter udtaget Kontrastævning
Side:172
Paastand om Frifindelse og Tilkjendelse af Procesomkostninger. Ved Kristiania Byrets Dom afødt xx.xx.1889 blev Aalholms Paastand tagen tilfølge, dog med Ophævelse af Procesomkostningerne. Denne Dom afsagdes imidlertid under Dissents, idet en Voterende stemte for Tilfølgtagelse af Bobestyrelsens Paastand, dog med Ophævelse af Procesomkostningerne. Byrettens Dom er af Arendals Privatbanks Konkursbo ved Boets Bestyrelse efter Stævning af 1 August d. A. indanket for Høiesteret, hvor Sagen efter meddelt Bevilling er anteciperet til Foretagelse. Parterne har her nedlagt de samme Paastande som ved Byretten med Tillæg fra begge Sider om Tilkjendelse af Procesomkostninger for Høiesteret.
Sagens Udfald beror paa Besvarelsen af Spørgsmaalet om, hvorvidt der, naar et Aktieselskab har gjort Konkurs, kan antages at være Adgang for den enkelte Aktieeier til i sit Ansvar for tilbagestaaende Aktieterminer at likvidere en Fordring, han maatte have paa, Konkursboet. Dette har Byrettens Pluralitet besvaret bekræftende, idet Agjørelsen væsentlig bygges derpaa, at en saadan Ret til Likvidation er antaget ligefrem at følge af den i Konkursl.s §119 indeholdte Bestemmmelse om, at Enhver, der skylder Penge til et Konkursbo, deri kan afkorte, hvad han har at fordre i Boet, uden Hensyn til Fordringens og Modfordringens Beskaffenhed forøvrigt, saafremt Fordringen enten af Fordringshaveren selv eller af den, efter hvem han ved Arv er kommen i Besiddelse af samme, var erhvervet inden Konkursens Aabning. Deri kan jeg imidlertid ikke være enig. Ligesom nemlig den nævnte Bestemmelse f. Ex. gjennem udtrykkelig Aftale eller speciel Lovbestemmelse kan udelukkes fra Anvendelse, saaledes antager jeg ogsaa, at der kan gives Tilfælde, hvor Sagens egen Natur maa medføre det Samme. Et saadant Tilfælde tror jeg netop foreligger her, idet nemlig efter min Mening Retsforholdets Væsen maa antages at lede til det nævnte Resultat.
Ligesom ved ansvarlige Selskaber de enkelte Medlemmers solidariske Forpligtelse, saaledes er ved Aktieselskaber Grundfondet d.v.s.: Aktiernes samelde Paalydende - det, som egentlig skaber Selskabets Tillid og Kredit inden Forretningsverdenen. At Grundfondet i dets Helhed - altsaa ogsaa for den Dels Vedkommende, der udgjøres af de tilbagestaaende Aktieterminer - bliver til Disposition overensstemmende med sit Øiemed, er saaledes i den Grad en Livsbetingelse for ethvert Aktieselskab, at det ligger i Selskabets og Aktionærernes egen Interesse ikke mindre end i deres, som indlade sig med Selskabet, at saa virkelig sker. For Aktionærernes Vedkommende har dette forøvrigt Interesse ogsaa af den Grund, at det selvfølgelig kan influere paa Udstrækningen af Selskabets Behov for efterhaanden at indkalde de tilbagestaaende Terminer, med hvilken Effektivitet disse hver Gang for de enkelte Aktieeieres Part komme Grundfondet tilgive. Den enkelte Aktieeiers Ansvar for hans Part af den ikke indbetalte Del af Aktiekapitalen er derfor ikke blot og bart en almindelig Gjæld til Selskabet, men indeholder tillige noget Andet og Mere, nemlig en Forpligtelse saavel ligeoverfor Selskabet og dettes Medlemmer - der andre Aktionærer, som ogsaa ligeoverfor Udenverdenen i det Hele og specielt ligeoverfor Selskabets Kreditorer til, naar derom bliver Spørgsmaal, at præstere fuldt ud og effektivt den Kvotabel af Selskabets Grundfond, hvormed den enkelte Aktieeier sidder inde, og som enhver deri Interesseret i Henhold til Selskabets Statuter og dettes Anmeldelse til Firmaregistret har Ret til at paaregne bragt tilstede, naar der for samme i Forholdenes Medfør bliver Behov til Suppleren af den i rede Kapitalværdier til Disposition liggende Del af Grundfondet (eller, hvad der i Tilfælde af Konkurs er det Samme, til Forøgelse af Boets Aktivmasse). Af denne Ansvarets særegne Natur følger, saavidt jeg skjønner, med Nødvendighed, at der ikke kan være noget Retskrav for den enkelte Aktionær paa at kompensere dette sit Ansvar
Side:173
med Fordringer, som han maatte have paa Selskabet, naar ved saadan Likvidation den paagjældende Del af Aktiebeløbet vilde - i Strid med dettes Øiemed - opsluges, uden at have afgivet noget Bidrag til Dækkelse af Selskabets Forpligtelser udadtil. Den eneste Maade, hvorpaa Ansvaret i dets ovenangivne fulde Omfang for ethvert Tilfælde kan finde Dækkelse, er ved kontant Betaling ( eller hvad dermed i Henseende til det, hvorpaa det her kommer an, kan ligestilles) af Aktiernes Paalyddende. Det maa derfor siges at ligge i Aktieselskabets Væsen, at saadan Indbetaling kontant af Aktieterminerne - hvor dette for Øiemedet udfordres, og intet Andet udtrykkelig enten ved almindelig Bestemmelse i Statuterne eller ved Direktionens Beslutning for det enkelte Tilfælde fastsættes, - er at betragte son gjensidig vedtaget mellem Aktieeierne indbyrdes ved Selskabets Grundlæggelse. Dette kan i det foreliggende specielle Tilfælde ogsaa udtrykkes saa, at der i den af Indst. udstedte Grundfondforskrivelse indeholdtes at Løste saavel ligeoverfor Aktionærerne som ligeoverfor dem, der indlod sig i Forretningsforbindelse med Arendals Privatbank, om kontant Betaling, hvor fornødiges, af Aktieterminerne og dermed en stiltiende Fraskrivelse specielt med Hensyn til Konkursl.s §119 af Ret til fremtidig at kunne kompensere sit Ansvar for disse med mulige Fordringer paa Banke eller dens Konkursbo.
Saalænge et Aktieselskab er solvent og altsaa funktionerer overensstemmende med sit Øiemed, vil der ikke lettelig blive Spørgsmaal om at fæste sig ved Aktionærernes nævnte Forpligtelse til kontat Indbetaling af Aktieterminerne, og der vil følgelig da i Regelen fra Bestyrelsens Side faktisk Intet være til Hinder for, at indkaldte Aktieterminer kan dækkes ved Kompensation med vedkommende Aktionærs Fordringer paa Selskabet, idet der herved under den nævnte Forudsætning ikke sker nogen virkelig Formindskelse af Grundfondet. Anderledes stiller derimod Sagen sig, naar Selskabets Solvents ophører eller bliver tvivlsom, saa at Konkurs som Følge deraf indtræder eller kan befrygtes at ville indtræde. Da er det netop at Nødvendigheden af kontant Betaling gjør sig gjældende og som anført træder hindrende i Veien for Kompensationen. Fra den Betragtning, at Indst. før Konkursens Aabning vilde have faaet Adgang til at kompensere sit Ansvar med sit Indskud i Banken, kan der saaledes ingen virkelig Indvending hentes mod den fremsatte Opfatning.
Naar det videre er gjort gjældende, at der ved Indst.s nævnte Indskud i Banken, der jo har indestaaet længe derstedes, faktisk skulde være skeet Dækkelse af hans heromhandlede Ansvar til Banken allerede forinden Konkursens Indtrædelse, og forinden der overhovedet var Spørgsmaal om nogen Insolvents hos Banken, kan jeg ikke erkjende dette for rigtigt. Det maa være tilstrækkeligt i saa Henseende at bemærke, at Indskudene aabenbart hverken af Indst. blev gjort eller af Bankens Bestyrelse blev modtaget som Afbetaling paa Indst.s Aktiegjæld til Banken eller overhovedet stillede i nogensomhelst Relation til denne Gjæld. At Forholdet i saa Henseende bagefter kunde forandres som Følge af Konkursens Indtrædelse, skjønner jeg ikke, at der kan være Tale om.
Min Opfatning er altsaa efter der Ovenudviklede i kort Begreb den: at den paastaaede Likvidation ikke kan tilstedes, fordi Bankens øvrige Aktionærer og dens Kreditorer i Henhold til Statuterne har en jus quæsitum til at Aktionærernes Debet til Bankens Grundfond skal være til Sikrelse af Bankens Øiemed, hvilket ikke vilde være Tilfældet, hvis Fondet skulde kunne opfluges af Aktieeiernes mulige Mellemværende med Banken. Jeg skal sluttelig ogsaa nævne, at denne Opfatning, efter hvad der her for Skranken af Appellsk.s Advokat er anført, finder Støtte saavel i Udtalelser fra udenlandske Theoretikere som i Domme afsagte navnlig i Tyskland.
Side:174
Jeg kommer i Henhold til det Anførte til det Resultat, at Appellsk.s Paastand maa blive at tage tilfølge, dog saaledes, at Processens Omkostninger ogsaa for Høiesteret antages at burde ophæves.
Konklusion:
H Aalholm bør til Arendals Privatbanks Konkursbo betale 2400 - to Tusinde fire Hundrede - Kroner med 6 - sex - pCt. aarlig Rente af 800 - otte Hundrede - Kroner fra 1 Marts 1888 til 1 Septbr. samme Aar og af 2400 - to Tusinde fire Hundrede - Kroner fra sidstnævnte Dato, indtil Betaling sker. Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.
Extraordn. Assessor, Byretsassessor Mørch: I det Væsentlige og Resultatet enig.
Assessor Ottesen: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg skal blot for Fuldstændigheds Skyld bemærke, at der under Proceduren i Sagen ikke er indblandet Spørgsmaalet om, hvorvidt den ifølge Statuternes §2 og Anmeldelsens Indhold Direktionen og Repræsentantskabet tilkommende Ret til at bestemme Udbetalingen af den øvrige Del af Fondet gaar over paa Konkursboets Bestyrelse. Der foreligger kun det Spørgsmaal, som Konkursl.s §119 har fremkaldt.
Assessor Ph. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor Reimers: Ligesaa.
Extraordn. Assessor, konst. Generalauditør Broch: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende og tiltræder Hr. Assessor Ottesens Bemærkning.
Justitiarius Lambrechts: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.