Rt-1890-25
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1889-10-22 |
| Publisert: | Rt-1890-25 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 80/2 1889 |
| Parter: | Oplandske Kreditbank (Heyerdahl) mod Chr. Platous og Enkes Konkursbo (Overretsagfører Rieber-Mohn til Prøve). |
| Forfatter: | Norbye, Birkeland, Thoresen, Scheel, C. Hansteen, Broch, Saxlund |
| Lovhenvisninger: | Norske Lov (1687), Konkursloven (1863) §45 |
Extraordn. Assessor, konst. Byretsassessor Norbye: Ved Stævning afødt xx.xx.1888 har Oplandske Kreditbank for Høiesteret indanket en Tvist med Chr. Platous og Enkes Konkursbo angaaende sin i Boet anmeldte Fordring. Ved Decision af Byfogden i Hamar den 24 Oktbr. 1887 er Banken anerkjendt som Fordringshaver i Boet for Kr. 11.446, 95 med 5 pCt. Renter fra 30 Juni 1886. Ved Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdelings Dom afødt xx.xx.1888 er denne Decision stadfæstet. Processens Omkostninger i begge Instantser ere ophævede. Bankens Paastand for Høiesteret gaar ud paa, at den i Chr. Platous og Enkes Konkursbo kjendes berettiget til at nyde forholdsmæssigt Udlæg for Kr. 14.625.69 med 5 pCt. Renter fra 30 Juni 1886, og at Boet tilpligtes at betale Processens Omkostninger for alle Retter. Boet paastaar Overrettens Dom stadfæstet og Procesomkostninger tilkjendte.
Angaaende de nærmere Omstændigheder ved Sagen og Paastandene ved de underordnede Instantser finder jeg at kunne henvise til Referatet i Overrettens Dom. Den paaberaabte Fremstilling er saalydende:
"Da Oplandske Kreditbank i Hamar fandt at burde erhverve Sikkerhed for Firmaet Chr. Platous Kontogjæld, blev efter Aftale med Firmaet saadan tilveiebragt paa den Maade, at Firmaet ved sin Prokurist, Chr. Platous Søn, G. Platou, i Marts 1884 udstedte en Pantobligation, hvorefter Firmaet skyldte G. Platou 10.000 Kr., hvorfor Pant gaves i Firmaets Gaard Ajer; denne Pantobligation blev derefter af G. Platou deponeret som haandfaaet Pant for Firmaets Gjæld til Banken.
Efterat Firmaet Chr. Platou var gaaet Konkurs, lod Banken den 4
Side:26
August 1886 Tvangsauktion afholde over Pantobligationen, hvilken den da selv kjøbte for 100 Kr. Den 14 s. M. erholdt Banken sig Gaarden Ajer overdraget som brugeligt Pant, og beløb dens Udbringende ved Gaardens Drift sig til Kr. 2.798.74.
Senere har Banken solgt Gaarden med et Overskud over tidligere Panthæftelser af kr 480.00.
Kr. 3.278.74.
Kreditbanken har i Konkursboet som sine Fordringer i dette anmeldt Kontokurantgjælden og Pantobligationen, idet den har krævet Udlæg for dem med Renter saaledes:
1) Kontokurantgjæld Kr. 16.307.19dog med Fradrag: a) for solgte Aktier Kr.1, 541.50 b) hævede Renter " 40.00 c) den solgte Pantobligation 100.00 1.681.50Kr 14.625.69efter Kontokuranten med Renter samt 2) efter Pantobligationen med Tillæg af Renter " 11.405.55efter Fradrag af de ovenanførte " 3.278.74 for Udbytte af Gaardens Drift og Salg Kr.8.126.81
Fra Boets Bestyrelses Side blev protesteret imod, at der gaves Udlæg i Boet for den efter Pantobligationen anmeldte Fordring, idet det gjordes gjældende, at Pantobligationen kan var et "gjort" Papir, der ikke repræsenterede nogen ny og særlig Gjæld til Banken, men kun var stillet til Sikkerhed for Kontogjælden. Bestyreren opførte derfor Bankens Tilgodehavende saaledes:
Kontokurantsgjæld Kr.16.307.19hvorfra dog paastodes draget: de oven under Nr. 1 a og b anførte Kr.1.581.50 samt de ovennævnte " 3.278.74 " 4.860.24altsaa Kr.11.446.95
Efter anstillet Forligsmægling blev Tvisten optaget til Decision, og ved denne, der af Skifteforvalteren i Hamars Sorenskriveri blev afsagt den 24 Oktbr. 1887, blev Boets Bestyrers Beregning taget til Følge.
Appellsk. har her (ved Overretten) frafaldt sin Paastand om Udlæg for Pantobligationen som særskilt Gjæld og paastaar nu alene Udlæg givet efter den foran under Nr. 1 opstillede Beregning, nemlig for
Kontokurantgjæld Kr. 16.307.19med Fradrag af de under Nr. 1 a, b, c nævnte Beløb tilsammen " 1.681.50altsaa for Kr. 14.625.69
med Renter fra 30 Juni 1886, hvorhos Appell, paastaar sig tilkjendt Procesomkostninger ved begge Retter. Fra Indst.s, Konkursboets, Side procederes til Skiftedecisionens Stadfæstelse med Tilkjendelse af Sagsomkostninger".
Jeg skal kun bemærke, at naar der i Dommen tales om, at "Banken" havde solgt Gaarden Ajer, da er dette efter Proceduren i Høiesteret muligens saaledes at forstaa, at det var Hypothekbanken.
Sagen er i Høiesteret foretaget efter meddelt Antecipationsbevilling.
Tvisten for Høiesteret dreier sig om det Samme som ved Overretten, nemlig om Boet kan fordre, at de Kr. 2.798.74. som Eiendommen har indbragt Banken som brugeligt Pant, og de Kr. 480.00 som dens Tvangsalg endvidere har indbragt som Overskud over de tidligere Heftelser, skulde
Side:27
afdrages paa Kontokurantgjælden, eller om Banken kan fordre, at disse Beløb skulle blive en Sag for sig Banken alene vedkommende, fordi de ere komme Banken tilgode, efter at den havde ladet sig Pantobligationen tilslaa ved Auktionen den 4 August 1886, idet til Afdrag istedet skulde komme Tilslagssummen ved denne Auktion, Kr. 100.00.
Hvad det da efter min Mening først gjælder at se hen til, er, hvilken Transaktion man egentlig har for sig i Pantobligationen. Da det er paa det Rene, at denne alene er et saakaldt "gjort" Papir, istandbragt for at yde Banken en Pantesikkerhed i dens Mellemværende med Platou, finder jeg ikke, at den brugte Form - Udstedelse til en Treidemand og derpaa Overlevelse Banken som Haandpant,- kan være det afgjørende. Jeg mener nemlig, at en saadan Transaktion maa komme i Betragtning, efter hvad den t Virkligheden kan forudsæettes at gaa ud paa, og den bliver da for mig ensbetydende med, at Platou havde stillet Sikkerhed i Eiendommen for 10.000 Kroner ved en ligefrem Pantsættelse, f. Ex. ved et Skadesløsbrev. Thi, - hvilke Hensyn der end forøvrigt skulde kunne tænkes at have været bestemmende for Valget af denne Form, kan jeg under ingen Omstændighed gaa ud fra, at Parterne have været enige om Noget saa vidtgaaende, som Dokumentets Retsølger vilde blive, om det skulde gjælde uden Videre efter sit Indhold, da det ligefrem vilde medføre, at Platou skulde skylde 10.000 Kr., som han i Virkligheden ikke skyldte. I Skifteretten har Banken rigtignok anhængiggjort Fordring overensstemmende med en saadan Forstaaelse af Papiret, men dette er ikke bleven fastholdt under Appellen, efterat Paastanden i Skifteretten var bleven forkastet.
Naar jeg saaledes ikke finder at kunne betragte denne Pantetransaktion anderledes, end jeg har sagt, kan jeg imidlertid heller ikke antage, at den Omstændighed, at Banken satte Papiret til Auktion og selv kjøbte det i Virkeligheden medfører nogen Forandring i Forholdet. En saadan Auktion var vistnok den engang valgte Fremgangsmaandes nødvendige formelle Fortsættelse eller et nødvedigt formelt Supplement, naar Pantesikkerhedens egentlige Gjenstand - Eiendommen - skulde tilgodegjøres, men jeg kan heller ikke paa dette Punkt indse, at Formen forandrer det virkelige Forhold, naar Papiret fremdelse bliver, hvor det var, idet noget reelt Salg isafaald ikke kan siges at have fundet Sted. Den hele Auktion reducerede sig under de. paagjældende Omstændigheder til, at Banken fortskaffede sig den udvortes formelt manglende Adgang til at gaa løs paa selve Eiendommen, medens Tilslagsummen kun var et nominelt Udtryk for, hvad Banken antog Pantesikkerheden i Eiendommen at være værdet. Havde der været Spørgsmaal om Anvendeligheden af Konkurslovens §45 ligeoverfor denne Pantsættelse, kan jeg heller ikke skjønne andet, end at denne paragraf vilde have været ligesaa anvendelig efter som før Auktionen, hvis virkelige Betydningsløshed derfor ogsaa forekommer mig saameget klarere.
Der har under Proceduren været omhandlet, hvorledes Forholdet vild have stillet sig, dersom man tænker sig, at det var en Trediemand, som havde ladet sig Obligationen tilslaa; men dette er efter min Opfatning noget helt forskjelligt, som jeg ikke finder, det kan være nødvendigt nærmere at gaa ind paa i det foreliggende Tilfælde.
Men naar jeg altsaa ikke kan finde, at Bankens eget Auktionskjøb i Virkeligheden medførte nogen Forandring i Forholdet, kommer jeg derved ligefrem til det Resultat, at hvad Banken sidenefter har erholdt af Eiendommen, dels ved at bruge den som Panthaver og dels ved at faa et Overskud til sin Pantefordring over de tidligere Prioriteter, dengang Eiendommen solgtes ved Tvangsauktion, - at alt dette er det Udbringende af Pantesikkerheden, som rettelig skal afdrages i Konkurantgjælden, og ikke de 100 Kr. Tilslagssum ved Auktionen.
Side:28
Idet jeg hermed i det Væsentlige har angivet, hvorledes Sagen stiller sig for mig, kommer jeg altsaa til det samme Resultat som Skifteretten og Overretten og antager saaledes, at Boets Paastand, Stadfæstelse af Overettens Dom, maa blive at tage tilfølge. Processens Omkostninger antager jeg dog bør ophæves ogsaa ved Høiesteret.
Konklusion:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæver.
Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Extraordn. Assessor, Byretsassessor Thoresen og Assessor Scheel: Ligesaa.
Assessor C. Hansteen: Ligesaa. Jeg skal dog bemærke, at jeg ikke vil have udtalt Noget om, hvad man havde maattet antage, dersom Anktionskjøbet den 4 August 1886 havde kunnet ansees for et virkelig reelt Kjøb, hvorved Obligationen kunde antages at være betalt med et Beløb, der var tænkt som et omtrentligt Vederlag for dens virkelige Værdi, og navnlig dersom det endelige Bud havde været oplyst at være fremkommet som Resultat af en Konkurrence mellem forskjellige Liebhabere ved Auktionen. Der er imidlertid intet Tegn til, at dette har været Forholdet i nærværende Tilfælde. Det her gjorte Bud, paa hvilket Tilslag er givet, er et saa ganske ubetydeligt (kun 1/100 Del af Obligationens paalydende Beløb), at der er al Grund til at gaa ud fra, at Beløbet ikke fra nogen Side har været tænkt som virkeligt Vederlag for Obligationens Værdi. Auktionen har, efter hvad man med Sikkerhed tør antage, run været betragtet som en Form eller som et Gjennemgangsled, der for Banken var nødvendigt for at faa Adgang til at gjøre gjældende den Sikkerhed i Gaarden, som ved den stedfundne Transaktion var Meningen at indrømme, og hvis Indrømmelse i Virkeligheden var Transaktionens eneste Hensigt. Men det kan efter min Opfatning umulig antages, at Chr. Platou nogensinde har samtykket i, at der paa Gjælden til Banken, i Tilfælde, kun skulde afskrives hvad der ved en Auktion af denne Karakter blev givet Tilslag for, ogsaa da naar Banken ved efter Auktionen at gjøre sin Sikkerhedsret gjældende paa samme Maade som en anden Panthaver i fast Eiendom (kfr. N.L. 5-7-9), maatte af Eiendommen udbringe det mangedobbelte (in casu mer end det 32dobbelte), og ligesaalidt kan det antages, at Bankens Vedkommende ikke skulde have forstaaet at saadant aldrig kunde være Platous Mening.
Extraordn. Assessor, konst. Generalauditør Broch: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende og tiltræder ogsaa Hr. Assessor Hansteens Bemærkninger.
Assessor Saxlund: Ligesaa.
AssesorScheel: Jeg ønsker tilføiet mit Votum, at jeg tiltræder de af Hr. Assessor Hansteen gjorte Bemærkninger.
Assessor Thoresen: Det ønskes ogsaa tilføiet mit Votum.
Assessor Birkeland: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.