Rt-1890-369

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1890-02-25
Publisert:	Rt-1890-369
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 90/1 1890
Parter:	Gunhild Julie Hansen, Martin Christiansen Jahr og Martin Olsen Sand (Bonnevie) mod Hans Syversen Brevig som gift med Randine Andreasdatter, Sigvard Paulsen, som gift med Inger Halvorsdatter, Inger Olsdatter, Maren Larsdatter, Olaves Holmsen, som gift med Kristine Jacobsen, Marie og Karoline Jacobsen (Overretssagfører Joh. Rømcke).
Forfatter:	Mørch, Ph. Hansteen, Scheel, Andersen, Norbye, Birkeland, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:	Arveloven (1854) §60

Extraordn. Assessor, Byretsassessor Mørch: Angaaende Sagens Gjenstand og Processens Gang skal jeg henvise til den af Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling under 16 Januar 1888 afsagte Doms Præmisser.

Vedkommende Del af Overretsdommens Præmisser er saalydende: «Den 29 Januar 1864 oprettede de børnløse Ægtefolk Thorer Olsen Brevig og Hustru Anne Kristine Helgesdatter et reciprokt Testamente, i hvis Litr. a blev bestemt, at deres hele efterladte Fællesbo udelt og uden nogetsomhelst Krav fra deres Arvinger skulde tilfalde den Længstlevende. Naar denne var afgaaet ved Døden, hedder det videre i dette Litera, skulde deres Efterladenskaber, Intet undtaget, deles i 2 lige Dele, hvoraf den ene Halvdel skulde tilfalde «Erik Helgesen Jahrs Arvinger overensstemmende med Lovgivningen.» Om den øvrige Halvdel bestemtes det i Litr. b, at den skulde uddeles til forskjellige Legetarer, mellem hvilke var Testatorernes Pleiedattter, Randine Andreasdatter, der nu er gift med Hans Syversen Brevig. I en af de første Maaneder af 1866 afgik Thorer Brevig ved Døden, efter hvem hans Enke i Henhold til Testamentet overtog det hele Bo. Anne Kristine Helgesdatter døde den 8 Febr. 1886, men denne havde før sin Død, nemlig under 25 Febr. 1882, oprettet et saakaldet «Gavebrev», hvorved hun bortskjænkede til visse bestemte Personer, hvoriblandt hendes ovennævnte Pleiedatter, bestemte Summer, om hvilke «Gaver» hun derhos fastsatte, at de, naar hun ved Døden var afgaaet, forlods skulde udtages og udbetales af den Halvdel af Boet, som ifølge Testamentet af 1864 skulde tilfalde Erik Jahrs Arvinger. Disse, der ere 3 Døttre, Gunhild Julie Hansen, Enke efter en Skomager Hansen i Kristiania, Kristine, gift med Martin Olsen Sand, Inger Helene, gift med Martin Christiansen Jahr, have imidlertid ikke villet anerkjende Gyldigheden af Gavebrevet af 1882, hvorfor de efterat have foranlediget Boet undergivet offentlig Skiftebehandling og, efterat der inden Skifteretten mellem de mødende, tvistende Arvinger forgjæves har været anstillet Forligsmægling, have nedlagt Paastand om, at Gavebrevet afødt xx.xx.1882 kjendes ugyldigt, og at Erik Helgesen Jahrs Arvinger - eller for de tvende sidstnævntes Vedkommende deres nuværende Mænd i Thorer Olsen Brevigs og Hustrues Fællesbo

Side:370

tillægges Arv overensstemmende med Testamentet afødt xx.xx.1864. Legatarerne efter Gavebrevet af 1883 have ved en af dem paa sine Døttres Vegne paastaaet Gavebrevet kjendt gyldigt, og denne Paastand er ved den af Skifteforvalteren i Nedre Romerike den 17 Febr. 1887 afsagte Decision tagen tilfølge, saaledes altsaa at de ved Gavebrevet indsatte Legatarers Lodder skulde blive forlods at udlægge af den Halvdel af Fællesboet, som ifølge Testamentet afødt xx.xx.1864 skulde tilfalde «Erik Helgesen Jahrs Arvinger.»

Denne Decision have Erik Jahrs Arvinger med Legataterne efter Gavebrevet af 1882 som Hovedmodparter og Sagvoldere ved Stævning afødt xx.xx.1887 indanket her for Retten, hvor de have paastaaet Decision underkjendt og forandret overensstemmende med deres for Skifteretten nedlagte Paastand samt sig hos de Indst. tilkjendt Sagens Omkostninger. De Indst. Hans Syversen Brevig med de øvrige Legatarer efter Gavebrevet have paastaaet Decision stadfæstet og sig hos Appell.ne tilkjendt Sagens Omkostninger for Overretten».

Ved Overrettens Dom blev den paaankede Skiftedecision afødt xx.xx.1887 stadfæstet og Processens Omkostninger for Stiftsoverretten ophævede.

Overrettens Dom er nu paaanket til Høiesteret af førnævnte Erik Jahrs Datter Gunhild Julie Hansen, Enke efter Skomager Hansen, Martin Kristiansen Jahr og Martin Olsen Sand, gifte med Erik Jahrs 2 andre Døtre. Fra Appell.nes Side er det nedlagt saadan Paastand: at det af Enken Anne Kristine Brevig under 28 Febr. 1882 oprettede Gavebrev kjendes ugyldigt at være; at Appell.ne udlægges Ars overrensstemmende med det mellem Ægtefolkene Thorer Olsen Brevig og Anne Kristine Helgesdatter under 29 Januar 1864 oprettede Testament, samt at Appell.ne hos de Indst. tilkjendes Sagsomkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret. Fra de Indst.s Side er der nedlagt Paastand om, at Overrettens Dom stadfæstes og at Appell.ne in solidum tilpligtes at betale de Indst. Procesomkostninger for Høiesteret.

Spørgsmaalet er da, hvorvidt den lægstlevende af de nævnte Ægtefolk kunde oprette et saadant Gavebrev som det af Hustruen under 25 Febr. 1882 oprettede. Men Hensyn hertil er at bemærke Arvel.s §60, hvori det heder:

«Den af Ægtefællerne, som benytter sig af gjensidigt Testament, kan ikke deri ved sidste Villieserklæring foretage nogen Forandring til Skade for den Førstafdødes Slægtninger eller andre i Testamentet bestemt betegnede Personer, hvem nogen Lod maatte være tilsagt.»

I Gavebrevet staar, som allerede anført, at de nævnte Legater skulde udredes af den Sum, der efter det oprindelige reciproke Testament skulde tilfalde Erik Helgesen Jahrs Arvinger overensstemmende med Lovgivningen. Nu er det oplyst, at Erik Jahr ikke var Førstafdødes Slægtning, men en Halvbroder af Længstlevende. Det er paastaaet fra Indst.s Side, at der saaledes paa Grund af Arvelovens §60 Intet kunde være til Hinder for, at hun gav saadanne legatariske Bestemmmelser som hun har gjort, idet det var til Skade for hendes egne Slægtninge, ikke for Mandens. Ligeledes er det udtrykkelig sagt, at der her ikke kan siges at være bestemt betegnede Personer. Naar jeg imidlertid læser Testamentets Ord: «Erik Helgesens Arvinger overensstemmende med Lovgivningen» og ser hen til, at det er oplyst, at Erik Helgesen den Gang, da Testamentet blev skrevet, for ca. 3 Aar siden var død, forekommer det mig, at der heri er en tilstrækkelig Betegnelse af, hvem der mentes med dette. Det er nemlig videre oplyst, at Erik Helgesen kun havde 3 Døtre. Dette var begge Testatorer den Gang vel bekjendt og det saameget mere som det er oplyst, at Erik Helgesen var Testator Thor Olsen Brevigs bedste Ven. Nu kan der vistnok spørges, hvorfor de benyttede sig af denne noget egne Udtryksmaade «Erik Helgesen Jahrs Arvinger overensstemmende

Side:371

med Lovgivningen» istedet for at de saa let kunde have nævnt disse 3 Døtre ved Navne, hvorved enhver Misforstaaelse vilde være undgaaet. Jeg kan dog ikke lægge synderlig Vægt herpaa. Naar man nemlig holder fast ved hvad der før er bemærket, at Erik Jahr den Gang Testamentet oprettedes var død og at han kun havde disse 3 Døtre, om hvilke jeg forøvrigt skal bemærke, at de endnu er ilive, kunde det ikke falde Testator ind at tænke paa, at det skulde være nogen Anden han mente ved den brugte Betegnelse. Jeg skal i Forbindelse hermed videre bemærke, at der efter Overretsdommens Afsigelse har været optaget Thingsvidne her i Byen, hvorunder en af de Personer, der har underskrevet Testamentet som Vidner, er afhørt. Denne Mand har paa det Spørgsmaal: Udtaltes der, da Testamentet nedskreves, Noget om, hvad der mentes med Udtrykket «Erik Jahrs Arvinger»? svaret: Det blev udtrykkelig udtalt af Thorer Brevig, at Erik Jahrs Børn skulde have det han efterlod sig. Vidnet bemærker, at man ikke kunde opfatte Forholdet anderledes end at det var disse Erik Jahrs Børn - hans 3 Døttre -, der skulde arve Thorer Brevig. Vidnet antog for sit Vedkommende ikke, at Udtrykket «Erik Jahrs Arvinger» i Testamentet i den her omhandlede Henseende skulde foranledige nogen Misforstaaelse. Dette forekommer mig at være temmelig klare og greie Udtalelser og det er naturligt at antage, at Testatorerne har tænkt sig det samme. I denne Forbindelse finder jeg atter at burde gjøre opmærksom paa at det tilfulde er oplyst, at Erik Jahr stod i et særdeles intimt Forhold til Testator, og paa den anden Side, at hans egne Slægtninge tildels var mindre kjendte af ham og spredte til forskjellige Kanter, saaledes at der er al Grund til at antage, at det har været Førstafdødes fulde Ønsker at hans Efterladenskaber skulde komme Erik Jahrs Døtre tilgode. Da Testamentet oprettedes havde, som anført, tidtnævnte Døtre arvet sin Fader og jeg forstaar det Udtryk i Testamentet: «Arvinger overensstemmende med Lovgivningen» som ensbetydende med: de, der den Gang havde arvet ham, Erik Jahr. Naar man forstaar Udtrykket saaledes, er det en bestemt Betegnelse, saaledes som Arvel.s §60 forlanger. 1 Kontrav. under Thingsv. forklarede vistnok følgende: Vidnet var tilstede Nat til Søndagen førend den Tirsdag, Thorer Brevig døde. Denne var da ved fuld Sands og Samling. Thorer fortalte da Vidnet, at han var førnøiet med at dø, da han havde gjort det saaledes, at hans Hustru skulde have det, han efterlod sig, saa længe hun levede, og «1000 Daler» havde han givet til Pleiedatteren Randine. Thorer tilføiede, at hans Hustru kunde give Pleiedatteren det, Hustruen vilde, naar hun døde. Paa dette Vidnes Forklaring kan jeg dog ikke lægge synderlig Vægt; thi navnlig det, at Testators Hustru kunde give Pleiedatteren hvad hun vilde, naar hun døde, behøver jo ikke netop at sigte til, at hun kunde forandre Bestemmmelsen om hvad Erik Jahrs Døtre skulde have og desuden maa bemærkes, at man ikke kan lægge synderlig Bret paa, hvad der under saadan løs Snak, som kan være faldt nogle Dage før Testators Død, kan være sagt. Det kan ialfald ikke staa sig overfor det før nævnte Vidnes Udtalelser, der var tilstede ved selve Testamentsakten. Videre har der været ment, at «Arvinger overensstemmende med Loven» ikke kan siges at være bestemt betegnede Personer, da de den Gang levende 3 Døtre kunde være døde, naar Testamentet skulde sættes i Kraft. Men hvorledes der i saa Fald skulde forholdes finder jeg det unødvendigt nærmere at udtale mig om. Naar den i Testamentet benyttede Udtryksmaade paa Oprettelsestiden paa en fyldestgjørende Maade betegnede bestemte Personer, maa dette være tilstrækkelig. Der har ligeledes været paaberaabt en Høiesteretsdom afødt xx.xx.1869, Rt-1869-809, Ugeskr. f. Lovk. IX Side 433, hvor Udtrykket: Anders Gulruds Børn «ikke blev anseet som nogen bestemt Betegnelse». Men herved er at bemærke, at til dette Udtryk var tilføiet: «et eller flere», og at det er oplyst, at denne Anders

Side:372

Gulrud var ilive, da Testamentet oprettedes; medens i dette Tilfælde, hvad der er af megen Vigtighed, Erik Jahr forlængst var afdød.

Efter hvad jeg saaledes har anført kommer jeg til det Resultat, at Appell.s Paastand bør tages til Følge; men jeg antager det forsigtigst, at dette sker saaledes, at Gavebrevet kjendes ugyldigt i Forhold til Appell.ne. Processens Omkostninger antager jeg efter Sagens noget tvivlsomme Beskaffenhed bør ophæves baade for Overretten og Høiesteret.

Konklusion:

Det af Enken Anne Kristine Helgesdatter Brevig under 25 Febr. 1882 oprettede Gavebrev kjendes ugyldigt at være i Forhold til Appell.ne Gunhild Julie Hansen, Martin Kristiansen Jahr og Martin Olsen Sand, hvorhos disse bør udlægges Arv overensstemmende med Ægtefolkene Thorer Olsen Brevig og Anne Kristine Helgesdatter Brevigs under 29 Januar 1884 oprettede Testament. Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret ophæves.

Assessor Ph. Hansteen: Jeg er ikke enig med Førstvoterende, idet jeg nemlig kommer til samme Resultat som Stifsoverrettens Pluralitet og altsaa tror, at Stiftsoverrettens Dom bør blive at stadfæste. Det forekommer mig nemlig, at Udtrykket i Arvel.s §60 «andre i Testamentet bestemt betegnede Personer» ikke kommer til sin Ret uden ved at forstaa det som gaaende ud paa, at det skal være klart og bestemt betegnede Personer, til hvis Fordel den ene Ægtefælle i et reciprokt Testament skal have truffet Dispositioner, naar den anden Ægtefælle derved skal være indskrænket i sine Dispositioner med Hensyn til Boets Midler efter den førstes Død. I det her foreliggende reciproke Testament siges, at Ægtefællernes Eiendele efter deres begges Død skal deles i 2 lige Dele og den ene Halvdel tilfalde Erik Helgesen Jahrs Arvinger overensstemmende med Lovgivningen. Herunder er der, efter hvad der forekommer mig klart, sigtet til, hvem der i sin Tid, efter begge Ægtefolkenes Død, maatte være Erik Jahrs Arvinger overensstemmende med Lovgivningen og jeg kan ikke finde, at der herved er betegnet bestemte Personer. Paa den Tid, da Erik Jahr døde, havde han 3 Døtre ilive; men at disse ogsaa skulde leve og kunne betegnes som Erik Jahrs Arvinger, naar begge Ægtefolkene var døde, hvilket in casu først indtraf 20 Aar efter Testamentets Oprettelse, det kan jeg nemlig umulig antage. Havde det været Meningen at bestemme, at Midlerne skulde overgaa til Erik Jahrs nævnte 3 Døtre, da havde det været en simpel og ligefrem Sag udtrykkelig at sige dette og allerrimeligst ved at navngive dem. I Stedet derfor er der her brugt en Betegnelse, som antyder en hel Arvegangsklasse og dette kan jeg ikke indse kan kaldes en Betegnelse af bestemte Personer. Jeg fastholder naturligvis herved, at Arven maa siges først at være falden efter den længstlevendes, altsaa in casu efter Anne Helgesdatters Død. Efter de menneskelige Tings Foranderlighed var der ikke engang nogen Sandsynlighed for at Personerne da vilde være netop de samme, som de var paa den Tid, da Testamentet oprettedes, og det af Førstvoterende citerede 1 Kontrathingsv.s Prov finder jeg maa tillægges en ganske stor Betydning med Hensyn til, hvad der har været Afdødes, Thorer Brevigs sidste Villie. Herved maa mærkes, at i Testamentet var det bestemt foruden hvad anført er, nemlig at den ene Halvdel efter begge Ægtefolkenes Død skulde tilfalde Erik Helgesen Jahrs Arvinger, endvidere, at af den anden Halvdel skulde et Beløb af 1000 Spd. tildele Ægtefolkenes Pleiedatter Randine Andreasdatter, medens Resten skulde gaa til Kommunen, nemlig til Andskaffelse af et Orgel m.v. Nu forklarer Vidnet, nævnte 1 Kontrathingsv., at afdøde Thorer Brevig da han laa paa sit sidste, udtalte, at han var fornøiet med at dø, da han havde bestemt, at hans Hustru skulde have hvad han efterlod sig, saalænge hun levede, og at han havde givet 1000 Spd. til Pleiedatteren Randine, hvortil han saa føiede, at «hans Hustru kunde give Pleiedatteren

Side:373

det, som Hustruen vilde, naar hun døde.» Deri ligger, at han maa have anseet Hustruen berettiget til at forføie over den anden Halvdel af Boet; thi Resten var jo optaget af hvad Kommunen skulde have. Endelig maa tilføies, at jeg ikke har kunnet overbevise mig om, at den af Førstvoterende citerede Høiesteretsdom afødt xx.xx.1869 er betydningsløs for nærværende Sag. Det er vistnok saa, at der stod: «Børn, et eller flere» og at der her staar: «Erik Jahrs Arvinger overensstemmende med Lovgivningen». Men det forekommer mig, at det Ene ikke er mere ubestemt end det Andet, saa jeg for min Del tror, at Afgjørelsen i den nævnte Høiesteretssag ogsaa har sin Betydning til at styrke Overrettens Resultat.

I Henhold til det saaledes Anførte bliver det min

Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Scheel: I det Væsentlige og Resultatet er jeg enig med Førstvoterende. Jeg skal kun bemærke, at jeg ikke skjønner rettere end, at det under Forudsætning af Rigtigheden af den Forstaaelse af Udtrykket «Erik Jahrs Arvinger overensstemmende med Lovgivningen», som af Andenvoterende er gjort gjældende, vilde kunne have hændt, at den ene Halvdel af Boet efter Testamentet vilde være gaaet til Personer, som ikke alene turde være begge Ægtefolkene ukjendte, men som muligens ikke engang stod i det fjerneste Slægtskabsforhold til den længst levende Ægtefælle. Om man nemlig tænker sig, at alle Erik Jahrs 3 Døtre var døde før Enken, saa var hele Erik Jahrs Descendents borte og saa vilde jo som sagt under Forudsætning af Andenvoterendes Forstaaelse Halvdelen af Boet være gaaet til Erik Helgesen Jahrs Udarvinger. Men disse vare ikke alene ukjendte for Ægtefællerne, men behøvede slet ikke at være beslægtede med dem. Det er ogsaa lidet sandsynligt, at Ægtefællerne vilde have truffet er saadan Disposition, hvorved Formuen eller en Del deraf vilde kunne komme til at gaa til Personer, der vare dem i enhver Henseende vild fremmede. For mig betegner Udtryksmaaden «Erik Helgesen Jahrs Arvinger overensstemmende med Lovgivningen» Erik Jahrs tre ved Testamentets Oprettelse levende Døtre. Erik Jahr var dengang død, og det var da ganske bestemt, hvem hans Arvinger vare. Arving efter en levende Mand er ubestemt, men en død Mands Arvinger ere ganske bestemte.

Assessor Andersen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende, ligesom jeg ogsaa slutter mig til Assessor Scheels Bemærkninger.

Extraordn. Assessor, konst. Byretsassessor Norbye: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Hansteen, dog saaledes at jeg ikke lægger nogen Vægt paa den citerede Høiesteretsdom, men finder det for Sagen afgjørende i Arvelovens Udtryk i §60 sammenholdte med de i Testamentet trufne Bestemmmelser om Boets Deling efter Længstlevendes Død.

Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Jeg er ligeledes i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Hansteen. Jeg skal kun for min Del tilføie, at det leder til en Forskjel ogsaa med Hensyn til den reelle Arvegang eller Arvens Fordeling efter Sidstafdøde, enten man i Testamentet ser «bestemt betegnede Personer» eller, som jeg antager,de Personer, der ved Længstlevendes Død ere Erik Jahrs Arvinger efter Loven. Tænker man sig nemlig ved Længstlevendes Død en af Erik Jahrs Døtre afgaaet ved Døden, vil den Lod, som hun vilde have repræsenteret i Tilfælde af at man i Testamentet ser «bestemt betegnede Personer», være at udlodde til Testatorernes Intestatarvinger, medens Arven under den af mig forudsatte Opfatning af Testamentet vilde gaa til Afdødes Søstre som nærmeste

Side:374

Arvinger eller til disse Søstres Arvinger. En saadan Forskjel i den reelle Arvegang drifter jeg mig ei til at sige har ligget udenfor Testators Tanke, og jeg finder en Bestyrkelse til ikke at gjøre det deri, at jeg har vanskelig for at forklare mig den kunstige Iklædning, som Testamentsbestemmelsen har faaet, dersom der mentes noget saa enkelt og positivt som Erik Jahrs tre dengang levende Døtre. I det af mig tænkte Tilfælde med tre «bestemt betegnede Personer» og den Enes Død, vilde som sagt Intestatarv indtræde. Men nu har man netop en Udtalelse fra det ene Vidne ved Testamentets Oprettelse, 1 Hovedv. under Thingsvidnet, om, at Thorer Olsen Brevig hverken kjendte videre til eller nærede nogen Interesse for sine Intestatarvinger, og det forekommer mig fuldt saa godt at ramme hans Tanke, om den ene Halvpart af Boet gik til Erik Jahrs lovlige Arvinger, i Forbindelse med hvad der flyder af saadan general Bestemmelse af Arvtagerne, som at Intestatarv for nogen Del skulde kunne indtræde.

Justitiarius Lambrechts: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Assorerne Scheel og Andersen.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.