Rt-1890-430

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1890-05-17
Publisert:	Rt-1890-430
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr 195/1 1890
Parter:	Den norske Kreditbank (Ihlen ved Blom) mod Arendals Privatbanks Konkursbo ved dets Bestyrelse (Ramm)
Forfatter:	Hansteen, Scheel, Birkeland, Andersen, Stenersen, Thoresen, Saxlund
Lovhenvisninger:

Hvad der er nærværende Sags Gjenstand er fremstillet i Præmisserne til den af Kristiansands Stiftsoverret under 27 Febr. 1889 afsagte Dom, hvori ogsaa er gjengivet Parternes Paastande og det Væsentlige af, hvad der til Støtte for samme var anført. Overrettens Dom gik ud paa Stadfæstelse af Skifterettens Decision, hvorhos Processens Omkostninger for Overretten ophævedes. Overretsdommen er fra den norske Kreditbanks Side paaanket til Høiesteret, hvor Sagen i Henhold til Lov afødt xx.xx.1887, jfr. Lov afødt xx.xx.1885, er overgaaet til skriftlig Behandling, Sagen er procederet fra begge Parters Side. Paastanden fra Appellsk.s Side gaar ud paa, at Appellsk. anerkjendes som uprioriteret i indst. Konkursbo for den ommeldte Trattes Beløb 2.000 enten i denne Myntsort eller i norske Penge efter Kurs paa Udlodningstiden med Tillæg af 5 pCt. aarlig Rente deraf at regne fra 11 Januar 1887 til Betaling sker og af Protestens Omkostninger, 9 Kroner, samt at Appellsk. hos Indst. tilkjendes Procesomkostninger for alle Retter. Indst., Arendals Privatbanks Konkursbo, har paastaaet Frifindelse samt Tilkjendelse af Procesomkostninger for Høiesteret. Forsaavidt der i de tidligere Instantser fra Konkursboets Side var reist Indsigelse imod Bankchefens A. Herlofsons Kompetence til paa Privatbankens Vegne at udfærdige det under Sagen omhandlede Telegram afødt xx.xx.1886 til C. Boe i New-York bemærkes, at det af Konkursboets Sagfører ved Høiesteret er udtrykkelig erklæret, at denne Indsigelse ikke inhæreres. Jeg antager at Skifteretten og Overretten ere komne til det rette Resultat. Paa den under Sagen omhandlede Vexel kan Appellsk. ikke bygge nogen Ret mod Konkursboet, da den ikke af Privatbanken er akcepteret. Sagen beror altsaa paa, hvorvidt nogen Ret for Appellsk. imod Konkursboet kan bygges paa Telegrammet afødt xx.xx.1886. Dette antages ikke.

Telegrammet er ikke noget Bevis for at Privatbanken skyldte Penge til C. Boe. Efter hvad der foreligger, maa det antages, at dette ikke har været Tilfældet.

Side:431

Det maa antages, at Telegrammet er sendt som Svar paa et forudgaaet Spørgsmaal fra Boe, om han kunde trasfere som skeet. Hvad der i Telegrammet indeholdes er da kun et Løfte fra Privatbanken til Boe om at akceptere hans Tratte, hvilket har maa ansees ensbetydende med Løfte om et Laan eller en Kredit. Den Ret, et paa denne Maade givet Løfte medfører, bliver ikke ved Endossement af den Vexel, hvorom der handles, overført paa Endossataren. Og Retten kan ikke heller transporteres med den Virkning at den, til hvem der transporteres faar en større Ret end den, hvem Løftet oprindelig er givet. Det kan ikke antages ved Telegrammets Udfærdigelse at have været Meningen, at det skulde kunne transporteres med samme Virkning som et Gjældsbrev. Selv altsaa om Telegrammet har været overleveret til Schulz & Rckgaber samtidigt med at Vexelen blev endosseret til dem, og at Telegrammet kan have bidraget til at gjøre dem tilbøielige til at diskontere Vexelen, har de ikke ved at faa sig Telegrammet overleveret erhvervet nogen større Ret end C. Boe selv havde, Spørgsmaalet bliver altsaa: hvilken Ret Boe selv vilde have havt ligeoverfor Konkursboet, dersom Vexelen fremdeles havde været paa hans Haand, da Privatbanken gjorde Konkurs.

Naar det i Telegrammet indeholdte Tilsagn maa opfattes som et Løfte om Laan, maa det formentlig være klart, at ingen Ret efter Telegrammet kan gjøres gjældende. efterat den, der har givet Løftet, har gjort Konkurs. Appellsk. indrømmer selv, at den Ret, Løftet skulde medføre, ikke kunde være nogen anden eller større Ret end den: at den, hvem Løftet var givet, kunde i Konkursboet kræve Dividende, altsaa en større eller mindre Del af det Beløb, hvormed Laanet ifølge det givne Løfte skulde have været ydet imod i sin Tid at tilbagebetale Laanet med dets fulde Beløb. Men allerede dette er formentlig nok til at vise, at det, da Løftet om Laan blev givet, ikke kan have været Nogens Tanke, at Løftet skulde kunne kræves opfyldt i Tilfælde af, at den, der havde givet det, havde gjort Konkurs. I nærværende Tilfælde vilde man ikke engang kunne sige hvilken Henstand Vedkommende skulde kunne forlange med Tilbagebetalingen af de 2.000, hvoraf han havde krævet Dividende i Konkursboet. Der kunde siges, at den, der udfærdigede et Telegram som det omhandlede uden nogensomhelst Reservation, derved foretager en Handling, hvorved den, til hvem Trassenten henvender sig med Vexlen, kan blive forledet til at diskontere et Papir, som han ellers ikke vilde have befattet sig med, og at der saaledes af Telegrammets Afsender er begaaet en Uforsigtighed, for hvilken han maa være Ansvaret, hvis Nogen derved paaføres noget Tab. Men hvad der, støttet paa denne Betragtning, kunde gjøres gjældende, vilde være et Skadeserstatningskrav. Det er imidlertid ikke Skadeserstatning, der i nærværende Tilfælde kræves, og det er heller ikke godtgjort at Schulz & Rckgaber har lidt eller vil komme til at lide noget Tab.

Jeg voterer ifølge det Anførte for Stadfæstelse af Overrettens Dom. Og jeg kan ikke finde Andet, end at Rigtigheden af dette Resultat er saa klar, at Sagen ikke burde have været indbragt for Høiesteret. Jeg tror derfor, at Appellsk. bør tilsvare Indst. Processens Omkostninger for Høiesteret.

Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler den norske Kreditbank til Arendals Privatbanks Konkursbo 200 - to Hundrede - Kroner. C. Hansteen.

I det Væsentlige og i Resultatet enig. V. Scheel.

Ligesaa. L. Birkeland. I. R. Andersen. Jonas Stenersen. I. H. Thoresen. E. Saxlund.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.