Rt-1890-455

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1890-06-03
Publisert:	Rt-1890-455
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 214/1 1890
Parter:	Politisag mod Handelsmand Jens Jensen (Aktor: Heiberg og Forsvarer: Johs. Bergh).
Forfatter:	Motzfeldt, Andersen, Birkeland, Scheel, Norbye, C. Hansteen, Saxlund
Lovhenvisninger:	Grunnloven (1814) §97

Assessor Motzfeldt: Tilt., Handelsmand Jens Jensen, er 39 Aar gammel. Han har siden 1872 havt Handelsborgerskab i Stavanger og driver der fremdeles Kolonialhandel og Handel med udenlandske Vine. Han forklarer, at Vinhandelen er af ikke liden Betydning for ham. Ved Kommunebestyrelsens Beslutning afødt xx.xx.1889, stadfæstet ved kgl. Approbation af 6 Juni s. A. blev §20 i Lov afødt xx.xx.1884 om Udskjænkning og Udsalg af Øl og Vin m. V. i Kjøbstæderne og Smaasalg af Vin, d.v.s.: Salg af Vin under 50 Flasker, gjort afhængigt af Kommunebestyrelsens Bevilling. I Henhold til sit Handelsborgerskab af 1872 ansaa Tilt. Sig imidlertid fremdeles berettiget til at sælge Vin i mindre Partier uden dertil at behøve Bevilling i Henhold til Loven af 1884. Han vedblev saaledes sit Vinsalg og blev derfor efter forgjæves Forelæg under 18 Febr. d. A. af Politimesteren i Stavanger sat under Tiltale for Overtrædelse af Lov afødt xx.xx.1884 §20 og paastaaet ilagt en Bod af 8 Kr. til Bykassen. Ved Meddomsrettens Dom af 9 April d. A. blev

Side:456

Tilt. Imidlertid frifunden for Paatalemyndighedens Tiltale. Denne Dom er ved Stavanger Politimesters Ankeerklæring af 16 April d. A: paa Grund af Lovens formentlig urigtige Anvendelse indanket her for Retten, og ved Kjæremaalsudvalgets Erklæring af 30 April d. A. er den henvist til Høiesterets Prøvelse. Aktor har for Høiesteret nedlagt Paastand om, at Tilt. Dømmes efter Forelægget samt at han tilpligtes at udrede de med Anken forbundne Omkostninger. Forsvareren har paastaaet Anken forkastet.

Saavidt jeg ser, er det under nærværende Sag første Gang, at det Spørgsmaal i sin Renhed foreligger for Høiesteret, hvorvidt en senere Lov kan gjøre væsentlige Indskrænkninger eller Forandringer i eller delvis ophæve de før Lovens Emanation meddelte og benyttede Næringsrettigheder.

Handelsloven af 1842 bestemmer i §6, at Enhver, der erhverver Handelsborgerskab, skal være berettiget til at handle med alle Slags Varer, der ikke i selve Loven af 1842 udtrykkelig ere undtagne. Og til de undtagne Varer hører ikke Vin. Denne Ret vil den nævnte Lov afødt xx.xx.1884, forsaavidt angaar Smaasalg af Vin, betage vedkommende Handelsberettigede, idet Loven gjør Udgangen til Salg afhængig af Kommunebestyrelsens Bevilling, hvilken følgelig kan nægtes meddelt. At saa har været Lovens Mening, fremgaar baade af dens Ord og dens Forarbeider. Jeg kan imidlertid efter Grundl.s §97 ikke anse Lovgivningen berettiget hertil. Ved Erhvervelsen af sit Handelsborgerskab har Tilt. Erhvervet en Ret, der baade er forbunden med økonomiske ofre og specielt i tidligere Tider har medført ikke ubetydelige personlige Byrder og Forpligtelser. De til Gjengjæld herfor tilsikrede Rettigheder kan derfor, ialfald hvor de ere af væsentlig Betydning, efter min Mening ikke uden videre fratages dem. Det sees opsaa, at Lovgivningen i andre lignende Tilfælde har gjort vedkommende Rettigheds Ophør afhængig af Expropriation, hvor man ikke saaledes som ved Lov om Brændevins Salg og Udskjænkning afødt xx.xx.1845 §3, udtrykkelig har forbeholdt deres Ret, der var i Besiddelse af vedkommende Rettighed, før Loven traadte i Kraft. Jeg skal i denne Henseende henvise til Lov afødt xx.xx.1880 om Indløsning af Brændevinsrettigheder, Lov afødt xx.xx.1881 om Indløsning af Ret til Udskjænkning af Øl, Vin etc. samt til §15 i den heromhandlede Lov afødt xx.xx.1884 angaaende Expropriation af Ret til Udskjænkning af Øl, Vin etc. Der er fra Aktors Side gjort gjældende, at det kun er, hvor det gjælder Ret til Salg af en i Bevillingen nævnt bestemt Vare, at Rettigheden er urokkelig. Jeg kan imidlertid ikke indse, at det kan gjøre nogen væsentlig Forskjel, enten Varerne er positivt nævnt, eller Feltet kun er negativt bestemt som i Handelsl.s §15 §16 sammenholdt med §6. At denne sidste Form her er valgt, skyldes formentlig praktiske Bekvemmeligshedshensyn, uden at det har været Hensigten at meddele en mindre stærk Ret. Salg af Vin er iøvrigt ogsaa særskilt nævnt i Lovgivningen som indbefattet under et almindeligt Handelsbrev, nemlig i Plakat afødt xx.xx.1865 angaaende de Varer, der kunne falholdes af Apothekere og Kjøbmænd, samt i en senere lignende Plakat afødt xx.xx.1888. Enten man i Borgerskabsbrevet nævner alle de Varer, som det hjemler Ret til at sælge, eller Bestemmelsen affattes saaledes som skeet i Handelsl.s §6, forekommer mig af liden Betydning. Det kan heller ikke med Rette siges, at det Paabud, som Loven af 1884 giver om Meddelelse af Bevilling, kun er at sætte ved Siden af saadanne formelle almindelige Ordensbestemmmelser, som de Næringsdrivende til enhver Tid maa finde sig i. Om en Mand i Henhold til sit Handelsbrev gjennem en længere Aarrække havde oparbeidet en betydelig Vinforretning, der kanske var hans eneste Forretning, og der af Kommunebestyrelsen nægtedes ham Bevilling i Henhold til Loven af 1884, og han som Følge deraf maatte standse hele sin Forretning, er dette en Realitet, der kunde

Side:457

paaføre ham et ganske betydeligt Tab. Og det er et saadant Tab, som jeg ikke anser Lovgivningen berettiget til at paaføre Nogen.

Jeg kommer i Henhold til det Resultat, at Anken maa blive at forkaste.

Konklusion:

Anken forkastes. Aktor og Forsvarer for Høiesteret, Advokaterne T. E. B. Heiberg og Johs. Bergh, tillægges i Salarium, Førstnævnte 80 - otti - og Sidstnævnte 60 - sexti - Kroner, hvilke Beløb udredes af Statskassen.

Assessor Andersen: Jer er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Jeg er ikke enig med de to foregaaende Voterende. Ved Hjemmel af §20 i Lov afødt xx.xx.1884 var det i Stavanger forbudt Andre at udsælge Vin i smaa Partier eller under 50 Flasker end de Personer, der havde ansøgt og erholdt Bevilling til saadan handel. Jeg antager, at et saadant Forbud maa være at efterkomme og at det i Overtrædelsestilfælde maa drage efter sig den i Loven bestemte Straf for Vedkommende, uagtet han har Handelsborgerskab og Loven saaledes har grebet ind paa den bundne Nærings Felter. Med en saadan Antagelse tror jeg at være mest i Overensstemmelse med tidligere Afgjørelser i Høiesteret, i hvilken Henseende jeg skal henvise til Rt-1882-229, Rt-1887-793 og Rt-1888-200. Et andet Spørgsmaal som under nærværende Sag ikke kan være at afgjøre, forekommer det mig at være, om det maatte være skeet et saadant Indgreb i Tilt.s Næring, at Grundlovens Bestemmelser i §97 og §105 hjemler ham Erstatning, Noget, der i det Væsentlige vel vil afhænge af, hvorledes man opfatter den Ret, Tilt. Har erhvervet ved sit Borgerskabsbrev, og af hvilken Karakter det gjorte Indgreb nærmere maatte siges at være. Jeg kommer saaledes til det Resultat, at Tilt. Ikke kan undgaa at ilægges den i Loven bestemte mindste Bod, som jeg dog vil anbefale helt eftergivet ved Benaadning. Da min Mening ikke deles af Rettens Pluralitet, finder jeg det ufornødent at forme nogen Konklusion og skal sluttelig kun bemærke, at jeg er enig med Førstvoterende med Hensyn til de tilkjendte Salariers Størrelse.

Assessor Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordn. Assessor, konst. Byretsassessor Norbye: Jeg kommer til samme Resultat som Hr. Assessor Birkeland, nemlig at Tilt. Maa være ansvarlig til Straf efter den paagjældende Lov. Dog er jeg tillige enig med Hr. Birkeland med Hensyn til Straffens Eftergivelse ved Benaadning. Jeg skal imidlertid kortelig angive, hvorpaa jeg grunder Resultatet. Jeg mener nemlig, at den Ordning, som ved den paagjældende Lov er istandbragt, tilsigter Kontrol til Forebyggelse af Misbrug ligeoverfor enkelt Varesort, og saadan Ordning maa jeg antage hører til det, som Indehavere af almindeligt Handelsborgerskabsbrev maa være forpligtede til at underkaste sig som Noget, der følger af Forholdenes Natur, idet Lovgivningen maa have det i sin Raadighed til en vis Grad i denne Retning at ordne Forholdene efter Udviklingens Medfør. Jeg tror heller ikke, at der er nogen Fare forbunden hermed for Indehaverne af Handelsborgerskabsbrev. Det er en Selvfølge, at den Myndighed, som Kommunens Vedkommende ved Loven have erholdt, ikke kan udøves uden Ansvar, og jeg tror, at deri vil ligge den fornødne Betryggelse. Med Hensyn til Aktors og Forsvarers Salarium er jeg enig med de tidligere Voterende. Heller ikke jeg anser det nødvendigt at affatte nogen Konklusion, og skal derfor heller ikke udtale mig nærmere om det Omkostningsansvar, som Tilt. Skulde have at bære.

Assessor C. Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig

Side:458

med Førstvoterende. Forsaavidt der af en af de Voterende, som er af en anden Mening, er henvist til forskjellige tidligere Retsafgjørelser, skal jeg bemærke, at jeg ikke antager, at nogen af de saaledes paaberaabte Høiesteretsdomme er afgjørende for det her foreliggende Spørgsmaal. Den Ene, der er indtaget i Rt-1882-229, angik et fra nærværende ganske forskjelligt Forhold, nemlig det Spørgsmaal, om Eierne af et Lager for ildsfarlige Gjenstande efter en foregaaet Udvidelse af Kristiania Bys Territorium, hvorved Lageret kom til at ligge indenfor Byens Grændser, vare pligtede til at indrette Lageret i Overensstemmelse med Loven afødt xx.xx.1871. Hvad Høiesteretsdommen afødt xx.xx.1887 angaar, som er meddelt i Rt-1878-793, da er den bygget paa, at den Frihed til Udskjænkning af Øl og Vin, som ved Lov afødt xx.xx.1869 var forbeholdt dem, der da havde Bevilling til Gjæstgiveri paa Landet, alene var at anse som en Levning af den Ret, som før Loven af 1869 var almindelig gjældende for Enhver. Denne Levning af den tidligere Adgang, som tilkom Alle og Enhver, antog man at Lovgivningen uden at komme i Strid med Grundlovens §97 maatte kunne ophæve. Hvad der endelig i Høiesteretsdom afødt xx.xx.1887, meddelt i Rt-1888-200, blev bygget paa, var den Omstændighed, at vedkommende Landhandlerbevilling, hvorom der var Spørgsmaal, indeholdt den Klausul, at Landhandleriet skulde drives under de i Lovgivningen bestemte eller senere bestemmendes Betingelser, og at Retten til at afhænde Drikkevarer til Reisende var betinget af, at ikke Bevillingen eller Lovgivningens Bestemmelser forøvrigt deri gjorde Indskrænkning. Havde disse Klausuler ikke være indeholdte i Landhandlerbevillingen, vilde Sagen i hint Tilfælde have staaet, som den staar i nærværende Tilfælde. Der vilde kun have været den Forskjel, at der i hin Sag handledes om en Landhandlerbevilling, medens der i nærværende Sag handles om et Handelsborgerskab. Der var i sin Sag to af de Voterende, som lagde en anden Betydning i de nævnte Klausuler i Landhandlerbevillingen, og som af den Grund stemte for Frifindelse. Da nu ingen af de øvrige Voterende dengang ytrede, at de ogsaa under en saadan Forstaaelse af Klausulerne vilde have stemt for Domfældelse, synes det ikke at være ganske klart, om de ikke vilde have været enige med de to Dissenterende, hvis de havde forstaaet Klausulerne paa samme Maade som disse. Der blev vistnok i den Sag af Førstvoterende tillige ytret, at han ikke vilde anse Grundlovens §97 for afgjørende; men man fandt det ikke nødvendigt at gaa nærmere ind paa dette Spørgsmaal, og det blev udtrykkelig udtalt, at det var i Bevillingens eget Indhold, man fandt Hjemmel til at anse Tilt. Ligefrem underkastet Forskriften i Lov afødt xx.xx.1884. Der blev under hin Sag ikke lagt nogen Vægt paa den Omstændighed, at Omfanget af, hvad Vedkommende ifølge sit Næringsbrev havde faaet Ret til at handle med, var negativt bestemt. I denne Henseende var som bekjendt de gamle Landhandlerbevillinger at sætte ved Siden af Borgerskabsbreve; begge gav lige udstrakt Handelsret. Det forekommer mig, at den sidstnævnte Votering, hvis man overhovedet vil tillægge den nogen Betydning for nærværende Sag, snarest maa siges at gaa i samme Retning som, hvad der nu her idag af Pluraliteten er fremholdt.

Assessor Saxlund: Jer er paa samme Maade enig med Førstvoterende.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.