Rt-1890-738
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1890-10-18 |
| Publisert: | Rt-1890-738 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 31/2 1890 |
| Parter: | W. C. Miller & Ko.s Konkursbo (T. E. B. Heiberg) mod Drammens og Oplands Kreditbank (h. J. Schwartz). |
| Forfatter: | Saxlund, Ottesen, Scheel, Mørch, Ph. Hansteen, Birkeland, Justitiarius Lambrechts |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §119 |
Assessor Saxlund: Efter Forligsklage afødt xx.xx.1884 og forgjæves anstillet Forligsmægling anlagde Appellsk. for Høiesteret, W. C. Miller & Ko.s Konkursbo, Søgsmaal mod Indst., Drammens og Oplands Kreditbank, til Indtage af Beløbene af 2 Banken til Diskontering oversendte Vexler m. V. Ved den af Byfogden i Drammen den 6 Febr. 1886 afsagte Dom blev Banken tilpligtet at betale til W. C. Miller & Ko.s Konkursbo GBP 319-7-8 enten i denne Myntsort eller i norske Penge efter Kurs paa Betalingstiden, dog saaledes, at deri fragaar Kr. 49.34, med 5 pCt. Renter af det resterende Beløb fra 2 Juli 1883 til Betaling sker. Processens Omkostninger ophævedes. Efterat Banken havde paaanket denne Dom til Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdeling, blev ved denne Rets Dom afødt xx.xx.1888 Banken frifunden for Modpartens Tiltale, medens Processens Omkostninger ophævedes. Denne Dom har Miller & Ko.s Konkursbo paaanket til Høiesteret, hvor Boet har nedlagt saadan Paastand: At Underrettens Dom stadfæstes, og at Appellsk. hos Indst. tilkjendes Processens Omkostninger for Overretten og Høiesteret. Fra Indst.s Side er nedlagt saadan Paastand: Principialt at Overrettens Dom stadfæstes, subsidiært at Underrettens Dom
Side:739
stadfæstes, dog saaledes, at lovlige Renter kun beregnes fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen; for alle Tilfælde at Appellsk, tilpligtes at betale Indst. Processens Omkostninger for Høiesteret.
Sagens faktiske Omstændigheder ere i det Væsentlige følgende:
Ved Skrivelse afødt xx.xx.1883 sendte Firmaet Miller & Ko. i Leith til Drammens og Oplands Kreditbank bl. A. en 3 Maaneders Vexel af 14 Mai næstfør paa Oskar Thue i Tromsø, stor GBP 228-12-3, og ved Skrivelse af 11 s. M. sin 4 Maaneders Tratta paa A. F. Borch & Søn af 22 Mai s. A., stor GBP 96-7-0, med Anmodning om Papirernes Diskontering i Banken, til hvilken de vare endosserede. Den nævnte Skrivelse af 7 Juni er saalydende: «Vedlagt tillader vi os at fremsende GBP 228-12-3, l& Oskar Thue, Tromsø, 3& M. af 14 Mai - - - -, hvilke Trattaer vi tør bede Dem diskontere paa vanlig Maade. Hr. Oskar Thue er Agent i Tromsø og har han kjøbt en Ladning af os for egen Regning, idet hans Broder, Hr. Willh. Thue, der er Bestyrer af Hr. A. Ebeltoft seniors Forretning, har garanteret for ham for denne Ladning og rigtig Indgang af hans Akcept; vi vedlægger hand Broders Garanti; denne skal efter de os givne Oplysninger være fuldstændig sikker. Vi tillade os at imødese Remisse og tegne - - ». Skrivelsen af 11 Juni er saalydende: «Vedlagt følger D& 4&M. Tratta for GBP 96-7-9 l & A. F. Borch & Søn, og bedes denne Tratta diskonteret paa vanlig Maade». I den sidste Skrivelse er saaledes ikke indtaget det Tillæg om Oversendelse af Remisse, som findes i den første Skrivelse; men Parterne ere enige om, at begge Skrivelse maa være at forstaa paa samme Maade. Disse Skrivelser modtoges af Banken resp. Den 11 og 15 Juni. Den 12 s. M. sendte Miller & Ko. en Skrivelse, som modtoges af Banken den 17 s. M., hvorved oversendtes den i Skrivelsen af 7 Juni nævnte Garanti, som ved en Forglemmelse ikke var medfulgt denne. Miller & Ko. modtog imidlertid ingen Remisse efter disse Vexler, og da Firmaets Bo den 7 Juli 1883 var gaaet under Konkurs, anlagde Boet nærværende Sag. Det oprindelig paastaaede Beløb var GBP 324-19-3, Men herfra blev af Underdommeren fradraget, foruden for en af Miller & Ko. under 13 Juni 1883 paa Banken udstedt Anvisning med Tillæg af Porto Kr. 49,34, endvidere for af Banken beregnet Diskonto m. V. GBP 5-11-7. Derimod tilkjendte Underdommeren Miller & Ko.s Konkursbo Renter af Restbeløbet fra den Dag, da Vexlerne af Banken i deres Bøger var anført som diskonterede, nemlig den 2 Juli 1883.
Naar Banken saaledes vilde have diskonteret Papirerne og anser Miller & Ko. ansvarlige derfor uden Remisse af Vexlernes Beløb, grundes dette paa, at Banken istedet indfriede nogle andre af Firmaets Akcepter. Der er fremlagt 4 Stykker 3 Maaneders Vexler paa GBP 253-14-1, 128-8-11, 100-«-» og 226-7-7, samtlige trufne af A. & H. Backer i Drammen paa Miller & Ko. og af disse akcepterede betalbare i London. Vexlerne ere belagte med Protestdokumenter, henholdsvis afødt xx.xx.23 Juni, 10 Juli og 7 August 1883, samt Beregninger fra Kredit Lyonnais i London, der efter Protest havde indfriet Vexlerne i Honnør af Drammens og Oplands Kreditbank. Disse Beregninger andrage for de to førstnævnte af disse Vexlers Vedkommende, hvis Indfrielse fandt Sted den 18 og 25 Juni 1883, til resp. Kr. 4660.26 og Kr 2366.91. De heromhandlede Vexler ere af Drammens og Oplands Kreditbank, der havde endosseret samme, indfriede i Kredit Lyonnais. Det er in confesso, at der ikke var noget Mellemregnskabsforhold mellem Miller & Ko. og Banken, ikke noget Kontokurantforhold. Miller & Ko. havde vistnok i flere Aar sendt Trattaer til Banken til Diskontering, hvorhos Banken af og til, efter hvad den paastaar, fra et enkelt Hus havde modtaget endel Indbetalinger til Miller & Ko. Men Banken havde aldrig Penge tilgode hos Miller & Ko.; der var aldrig løbende
Side:740
Kredit- og Debetforhold mellem Parterne. Efter dette havde Banken, som den ogsaa selv erkjender, da de under nærværende Sag omprocederede Trattaer modtoges, Intet tilgode hos Miller & Ko. Det var derfor, siger Appellsk. da Vexlerne oversendtes, ene og alene Miller & Ko.s Mening, at enten Vexlerne skulde antages til Diskontering og isaafald Penge eller Valuta for Vexlernes Paalydende oversendes med Fradrag af Diskonto m. V., eller ogsaa at Vexlerne skulde sendes tilbage til Miller & Ko. Appellsk. mener, at dette var Noget, der ogsaa fulgte af sig selv, uden at Noget derom udtrykkelig behøvede at nævnes i de Skrivelser, hvori Diskontering æskedes. Men Appellsk. paaberaaber sig derhos specielt Ordene i de Skrivelser, hvorved Trattaerne oversendtes. At Forudsætningen var, at Banken, hvis den diskonterede Vexlerne, uopholdelig skulde sende Penge eller Valuta, maa ogsaa ansees indrømmet fra Bankens Side. I et Indlæg fra denne heder det saaledes: «Miller & Ko. har kun villet have Valuta for Vexlerne, og de har ved Oversendelsen ei tænkt sig, at der vilde komme nogen Omstændighed iveien til Hinder for, at Valutaen blev sendt dem». Fremdeles anføres der paa et andet Sted, at det ved Diskonteringen indkomne Beløb med Fradrag af de ovenomhandlede Kr. 49.34 ganske vist vilde være blevet Miller & Ko. oversendt, hvis der imidlertid ikke var indløbet telegrafisk Meddelelse om, at Miller & Ko. havde undladt at betale den første af de fremlagte i Banken anbragte Akcepter. Den 18 Juni, heder det videre, modtog Banken fra Kredit Lyonnais telegrafisk Meddelelse herom, og efter Modtagelsen af denne Efterretning kunde der, paastaar Banken, ikke være Tale om at remittere noget Beløb til Miller & Ko., før det viste sig, hvordan det hang sammen med den stedfundne Protest. Kort efter indløb derpaa Meddelelse om, at ogsaa den anden Vexel var protesteret den 23 Juni. Banken, som maatte indfri begge de saaledes protesterede Vexler, og som endnu havde Protest paa begge de to sidste Vexler ivente, fandt sig, anføres der endelig, fuldt berettiget til at benytte de to fra Miller & Ko. oversendte Trattaer til Dækkelse heraf, saavidt tilstrække kunde. Saaledes forklares det, hvorledes Banken er kommen til at disponere over Miller & Ko.s Trattaer uden at remittere noget af Beløbet.
Der opstaar altsaa i denne Sag Spørgsmaal om, hvorvidt den Omstændighed, at Banken fik Modfordring paa Miller & Ko., kunde berettige den til at indstille den paatænkte Remisse af de diskonterede Vexlers Beløb. Jeg tror i Modsætning til Overretten at maatte besvare dette Spørgsmaal benægtende, og jeg støtter mig i saa Henseende væsentlig paa Forstaaelsen af de to Skrivelser afødt xx.xx.11 Juni 1883, hvorved Trattaerne oversendtes til Diskontering. Naar Miller & Ko. ved Skrivelsen af 7 Juni sender Vexlen til Diskontering og beder om Remisse, ligger deri samme Mening, som om der havde staaet: Send mig Pengene for Vexlen, men hvis ikke, saa send mig Vexlen tilbage. Og Parterne antages som før berørt at være enige om, at begge Skrivelser ere at forstaa paa samme Maade, saa at det ikke kan ansees at gjøre nogen Forksjel, at der i Skrivelsen af 11 Juni ikke som i Skrivelsen af 7 Juni udtrykkelig er tilføiet, at Remisse imødesees. Der foralaa ingen Antydning om, at Vexlerne skulde kunne anvendes til Andet end at skaffe Udstederen Penge, og til Andet var Banken ikke bemyndiget. Banken formenes saa meget mindre at have havt Anledning til nogen anden Disposition med Hensyn til Papirerne, som Miller & Ko., da Vexlerne modtoges, som før anført, ikke stod i noget Debetforhold til Banken. Denne havde, da den modtog Trattaerne, ikke Miller & Ko.s Akcepter i sin Portefølje. Det var først efterat Banken havde faaet Tvivl om Papirernes Godhed, at den bestemte sig til, istedetfor at remittere Vexlernes Beløb, at bruge Pengene til Dækkelse af Akcepterne. Banken havde efter min Formening, naar den strikte vilde holde sig til den givne Ordre, kun at gjøre
Side:741
et af to: enten at sende Vexlerne tilbage eller ogsaa at remittere deres Beløb til Afsenderen. Det kan vistnok synes nær at paaberaabe sig, at naar Miller & Ko. fik Valuta for Vexlerne i Indfrielse af egne forfaldne Akcepter, skulde Firmaet derved være tilstrækkelig fyldestgjort, og det kan synes lidet naturligt, at Firmaet først skulde faa Penge remitterede og dernæst være nødt til at sende Pengene tilbage igjen. Men herved er at mærke, at det Banken bød istedetfor Remisse af Vexlernes Beløb, ansaa den ikke for god Valuta, men for Papirer, som den af særegne Grunde, hvorom nærmere nedenfor, vilde blive af med. Men selv uden Hensyn hertil, er Tingen ikke saa lige til som det kunde synes. Af en Bankforretning maa det forlanges, at den strikte holder sig til den givne Ordre. Det var vistnok Miller & Ko.s Skyldighed strax at klare fra sig de af Banken indfriede Akcepter; men det er ikke sagt, at det er en Debitor ligegyldigt, paa hvad Maade dette sker. For Vexlernes Beløb kunde Huset have Brug i andet Øiemed, og Akcepterne kunde da maaske tilsigtes indfriede paa anden Maade, end ved dertil at anvende Vexlernes Beløb. Et Kjøbmandhus kan have mange forskjellige Relationer. Akcepterne kunde af Miller & Ko. f. Ex. være brugte andetsteds, hvor de havde Forbindelser. Bankens vilkaarlige Fremgangsmaade ved at anvende Pengene udenfor den givne Ordre kunde saaledes virke forstyrrende paa Vedkommendes private Forhold. Appell.s Sagfører i Høiesteret har anført et Exempel, som forekommer mig at være illustrerende for Sagen: Om en Mand sender en Anden en Hest til Salg paa den Maade, at han siger: Vil du tage den, saa send mig 100 Spd., men hvis ikke, saa send Hesten tilbage. Hvis nu den, hvem Hesten blev tilbudt, beholdt den, men istedetfor Betaling sendte Kvittering for en Fordring paa Husleie, tvivler jeg paa, at Afsenderen dermed behøver at stille sig tilfreds. Der vilde isaafald være handlet mod den givne Forudsætning og Ordre. Ligeledes mener jeg, at Banken in casu har handlet mod Miller & Ko.s Forudsætning og gaaet udenfor deres Ordre. Sagen er, at Banken ved at forholde sig som skeet, da Fordringen qv. var opstaaet før Miller & Ko.s Konkurs, vilde opnaa Fordelen af en Likvidation i Konkursboet, istedetfor at den ellers maatte konkurere med de andre Kreditorer. Naar Banken saaledes efter min Formening ved uberettiget at tilbageholde Vexelbeløbet har gjort sig skyldig i en kontraktstridig Disposition, antages den at være pligtig til at bringe Sagen tilbage i samme Stilling, hvori den vilde have været, hvis Miller & Ko.s Ordre rigtig var bleven fulgt. Den maa være pligtig til at fralægge sig Vexelbeløbet i sin Helhed og finde sig i at konkurere med de øvrige Kreditorer, forsaavidt de omhandlede Akcepter angaar. Forøvrigt er det neppe alene væsentlig i egen Interesse, af Banken har forholdt sig som skeet. Den synes i Virkeligheden at have anvendt Vexlernes Beløb til Dækkelse af Miller & Ko.s Gjæld til en Trediemand, hvortil den ikke uden særskilt Bemyndigelse vilde have været beføiet, selv om Miller & Ko.s Stilling havde været aldeles urokkelig. I Indlæg for Underretten afødt xx.xx.1885 heder det fra Appell.s Side: «For at kunne faa en Likividation istand, lader Indst. ikke Backer & Ko. indfri Vexlerne, uagtet dette Hus er solvent og staar foran Banken paa Papirerne; men Banken holder Pengene tilbage og indfrier Papirerne for at gaa Backer & Ko.s Ærinde: - - - - Som det vil sees af Vexlerne, staar A. & H. Backer som Trassent paa disse. A. & H. Backer er solvente, og er det naturligvis for at hjælpe disse, at Manøvren har fundet Sted. - - - - Jeg tænker forresten, at Indst. gaar fuldt ud A. & H. Backers Ærinde, og at den virkelig har faaet Dækning eller i ethvert Fald Sikrelse hos A. & H. Backer, og at tillige disse staar for baade Processen og Procesomkostningerne, saa at kun Bankens Navn bruges, forat der kan gjøres Forsøg med Likvidation. - - - Den hele Sag, seet enkelt og greit, reducerer sig altsaa
Side:742
til at skaffe A. & H. Backer, der med Ret skulde være uprioriteret Kreditor i Millers Konkursbo, en uberettiget Prioritet eller Dækning». Hertil svares fra Modpartens Side i Indlæg afødt xx.xx.1885: «Jeg kan gjerne gjøre Modparten den Indrømmelse, at Banken, hvad enten Processen vindes eller tabes, er sikret mod sit Vedkommende at lide Tab ved Vexlerne; den nærmere Ordning heraf ligger vistnok udenfor denne Sags Ramme». Fremdeles blev senere i Indlæg afødt xx.xx.1885 fra Miller & Ko.s Side anført: «Banken staar her som den, der har faaet Transport paa Backers Fordring for derved at faa Tag i, hvad der tilfældigvis er kommen dem ihænde for Millers». Senere i samme Indlæg heder det: «Sluttelig skal jeg ikke undlade at gjøre opmærksom paa, at Modparten ikke har kunnet benægte min Anførsel om, at Indst. i Virkeligheden har faaet Dækning hos A. & H. Backer, og at det i Virkeligheden kun gaar ud paa at bruge Bankens Navn for at faa et Skin af Grund til Likvidation; men hermed er det ogsaa givet, at Paastanden om Likvidation er uberettiget». Til disse sidste Anførsler fra Miller & Ko.s Side kan der fra Modpartens Side ikke sees specielt at være givet noget Svar efter Proceduren ved Underretten.
Jeg formener efter dette, at Appellsk.s Paastand maa blive at tage tilfølge. Kun finder jeg, at der med Hensyn til Renteberegningen maa gjøres Forandring i, hvad der ved Underretten er bestemt. Som før anført stod Parterne ikke i noget Kontokurantforhold til hinanden. Sagen er først paaklaget den 28 August 1884, og Forligsindkaldelsen har fundet Sted den 29 s. M. Jeg finder derfor, at der ikke er tilstrækkelig Grund til at tilkjende Miller & Ko. Renter af det paaklagede Beløb før fra Indkaldelsen til Forligelseskommissionen. Derhos maa Renterne fra 1 Januar 1889 kun blive at tilkjende med 4 pCt. Med disse Forandringer antager jeg, at Underrettens Dom bør blive at stadfæste.
Hvad Processens Omkostninger angaar, maa det forsaavidt have sit Forblivende ved Underretsdommens Bestemmelse, da Appellsk. ikke har paaanket denne til Overretten. Derimod formener jeg, at Indst.s Forhold er af den Beskaffenhed, at Banken ikke kan undgaa at ilægges Processens Omkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret, hvilke antages passende at kunne bestemmes til 400 Kr.
Konklusion:
Underrettens Dom bør ved Magt at stande, dog saaledes, at Renterne kun tilsvares fra 29 August 1884 samt fra 1 Januar 1890 med blot 4 - fire - pCt. I Procesomkostninger for Stiftsoverretten og Høiesteret betaler Drammens og Oplands Kreditbank til Miller & Ko.s Konkursbo 400 - fire Hundrede - Kroner.
Assessor Ottesen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg gaar saaledes ogsaa ud fra, at hvad der er afgjørende for Resultatet, er de Skrivelser, hvorved Trattaerne bleve oversendte Banken, og hvilke indeholde en bestemt Anmodning om eller Ordre til enten at betale Vexlernes Beløb eller remittere Vexlerne. Det er vistnok saa, at der ved kontant Betaling er tænkt nærmest paa kortsigtige Vexler, idet det ikke just kan kræves, at Remissen sendes pr. Kontant. Men hvad der var en bestemt Forudsætning, hvilken efter Bankens Udtalelser maa antages ogsaa at være delt af denne, var, at disse Vexler over i England skulde være ligesaa fuldgyldige og gode, som om der var sendt Kontanter. Naar det derfor fra Bankens Side er paastaaet, at Miller & Ko.s egne Akcepter kunde træde istedetfor Remisse, forholder dette sig ikke saa, idet disse Papirer ved den indtraadte Konkurs ere reducerede saaledes i Værdi, at de ikke kan betragtes som jævngode med den Betaling, som var forudsat i Skrivelserne. Det er altsaa ikke fordi man i sin Almindelighed anerkjender, at Skifte eller Konkursbehandling i England har
Side:743
samme Virkning som hos os, men fordi Vexlernes Værdi ved denne Begivenhed eo ipso er saaledes reduceret, at de ikke længer kan ansees for fuldgyldig Betaling. Naar der i denne Forbindelse fra Bankens Side er paaberaabt Konkurslovens §119, saa er dette uden tilstrækkelig Grund, naar det først antages, at det Faktum, hvorved Banken vilde sætte sig i Besiddelse af disse Trattaer i sig selv var en ulovlig Handling eller, som det af Underdommeren betegnes, som «et uretmæssigt Tilgreb». Ved et saadant Tilgreb kan ikke en Fordring retmæssigen erhverves og følgelig kan den heller ikke benyttes som Kompensationsmiddel. Forholdet er i Virkeligheden ikke Andet, end det vilde have været, hvis Miller & Ko. personlig havde indfundet sig i Banken og præsenteret Vexlerne til Diskontering. Hvis Banken da ansaa Vexlerne for at være gode, vilde Betalingen med Fradrag af Diskontopræmien være overleveret Miller & Ko.; hvis ikke, vilde Vexlerne være leverede tilbage. Den Omstændighed, at Miller & Ko. var bosat i Skotland, forandrer i Virkeligheden ikke Sagen, og det saa meget mindre som Banken paa den Tid ikke havde noget tilgode hos Miller & Ko. Her foreligger altsaa et Forretningsforhold, der ikke stod i nogen Forbindelse med hvad Forhold der tidligere kan have fundet Sted mellem Parterne. Det var en særlig Diskontoaffære, som der her var Spørgsmaal om.
Assessor Scheel: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med de foregaaende Voterende.
Extraordn. Assessor, Byretsassessor Mørch: Ligesaa.
Assessor Ph. Hansteen: Ligesaa.
Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Ligesaa.
Justitiarius Lambrechts: Min Opfatning, der er ganske stemmende med de tidligere Voterendes, vil jeg, om end vistnok til Overflod, kort præcisere derhen, at den Modfordring, som Banken her gjør gjældende for at opnaa fuld Likvidation med Miller & Ko.s Konkursbo, ganske utvivlsomt vilde have berettiget Banken til saadan Likvidation, dersom Modfordningen havde været legitim. Dette forudsat, var jo Modfordringen opstaaet før Miller & Ko.s Bo som under Konkurs den 7 Juli 1883. Men Sagen er, at Modfordringen, d.v.s.: Bankens Krav efter de to heromhandlede Vexler, er illegitim, idet Modfordringen alene er opstaaet ved, hvad man kan kalde et Løftebrud, en uberettiget Fremgangsmaade fra Bankens Side, der har fundet Sted netop for at skaffe denne en bedre Stilling i Forhold til Konkursboet, end den uden en saadan Fremgangsmaade vilde have havt. Modfordringen er alene tilblevet derved, at Banken mod, hvad der har været begge Parters Mening og tydelige Forudsætning, har tilegnet sig disse to Vexler for at skaffe sig fuld Dækkelse i Konkursboet for andet Tilgodohavende, medens Vexlerne alene vare givne Banken ihænde paa de bestemte Alternativer, at den enten skulde diskontere dem og sende Remisse derfor i Form af Mynt eller Valuta, som i Forhold til Modtageren var at regne ens med Kontant, eller undlade at diskontere Vexlerne og da sende dem tilbage. Anbringelse af en Modfordring, som alene har faaet sin Tilblivelse ved en enten forbrydersk eller uberettiget kontraktstridig Handling udøvet blot med det Øiemærke at skaffe sig en bedre Adgang til Likvidation i et Konkursbo, end man ellers vilde have havt, kan det ikke have været Meningen med Konkursl.s §119 at hjemle. Havde Banken stillet sig ligeoverfor de tilsendte Vexler paa den Maade, som havde været dens Pligt, vilde den ingen Modfordring have havt; som den kunde benytte til fuld Likvidation.
Indst.s Advokat har her i Skranken foruden det Øvrige, som er paaberaabt, ogsaa gjort gjældende, at Bankens Ret til Likvidation for de omhandlede Vexler skulde kunne støttes paa Vexelloven afødt xx.xx.1880 §30, hvilken Bestemmelse handler om Sikkerhedsregres for det Tilfælde, at en
Side:744
Akceptant før Forfaldsdag indstiller sine Betalinger eller paa anden Maade aabenbart viser sig uvederhæftig. Han mener, at da det ved Miller & Ko.s Betalingsindstilling viste sig, at disse vare uvederhæftige, kunde Banken tage til sig Vexlerne som Sikkerhed. Jeg vil ikke undlade at bemærke, at jeg ikke kan skjønne, at den nævnte forskrift i Vexelloven har Noget med nærværende Tilfælde at gjøre. For det første var jo Miller & Ko.s Forhold som Vexeldebitorer ikke underkastet den norske Vexellovs Regler. For det andet taler denne Bestemmelse i Vexelloven om Foranstaltninger til at skaffe sig Sikkerhed hos Endossent eller Trassent, naar der før Forfaldsdagen viser sig sandsynligt, at Akceptanten, naar Forfaldsdagen kommer, ikke vil være istand til at indfri Vexlen. Men her i nærværende Tilfælde var jo de Vexler, som Banken saa sig i Fare at maatte indfri, som ogsaa Tilfældet blev, idet de returnerede til Banken som Endossent, i Forhold til Miller & Ko. protesterede de non solutione. Der var altsaa ikke Tale om nogen Sikkerhedsregres, men om en Betalingsregres. Og for det tredie er det jo gjennem en særegen Omgangsmaade, at Sikkerhedsret kan erhverves, idet der efter Vexell.s §30 ikke er Adgang for Vedkommende, som ser sig truet derved, at Vexlen kan komme til at returnere, til gjennem sit eget Tilgreb at tage sig Sikkerhed der, hvor han mener at kunne finde noget af vedkommende Vexelskyldners Gods.
Tænker man sig, at Miller & Ko. ikke var gaaet under Konkurs men var solvente, - at de da havde sagsøgt Banken til at betale Valuta for disse tidt omtalte fremsendte Vexler, og at Banken fra sin Side kontrasøgsmaalsvis havde gjort gjældende, at den havde Modfordring paa Miller & Ko., hvis Berettigelse maatte erkjendes, saa vilde det vel være givet, at hvor meget Banken end havde handlet mod Aftale ved ikke strax at sende Valuta, var den berettiget til at faa sit Tilgodehavende hos Miller & Ko. bragt i Afdrag paa hvad den skyldte disse. Men Tingen er, at i nærværende Tilfælde er Banken kommen til at befinde sig ligeoverfor et Konkursbo, og ligeoverfor dette har den villet tilvende sig en bedre Stilling, end den ellers vilde have havt, nemlig Adgang til fuld Likvidation; - den har til den Ende paa egen Haand, kan man sige, bemægtiget sig Værdier tilhørende Boet, som tilfældigvis var i Bankens Hænder, og som den havde faaet ihænde alene under en bestemt Forudsætning og Betingelse, hvilken den for at sikre sig aldeles har villet løsrive sig fra. Saa meget mere odiøs bliver Bankens Adfærd i mine Tanker derved, at der er al Grund til at tro, at Banken ikke er optraadt paa den Maade, som her skeet, for at værge sine egne Interesser, men for at værge Interesser for en Kunde, med hvem den stod i Forretningsforbindelse, og som den vilde søge at fri for Tab ved at skaffe denne Kunde, nemlig A. & H. Backer, gjennem Bankens Navn en Adgang til Likvidation i Miller & Ko.s Konkursbo, som A. & H. Backer ved direkte Færd selvfølgelig ikke vilde have havt. Jeg finder derfor ligesom de tidligere Voterende, at der er fuld Føie til at ilægge Banken Procesomkostninger, idet jeg skal tilføie, at Forholdet forsaavidt stiller sig ganske ligt med det Tilfælde, som foreligger i en ogsaa under Proceduren og af Underdommeren paaberaabt Høiesteretsdom, der er refereret i Rt-1878-613 flg. Naar man, som i Voteringen i den Sag er udtalt, gjør Experimenter for at se, om man ikke gjennem den formale Jus kan opnaa et Resultat, som strider mod, hvad der er fair play, saa faar man ogsaa betale, hvad Experimentet har kostet Modparten, naar det ved Domstolene viser sig ikke at lede til Resultatet.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.