Rt-1890-745

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1890-09-20
Publisert:	Rt-1890-745
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 19/2 1890
Parter:	Bestyrelsen for Stange Almenning (Lous) mod Nils Moestue (Seip).
Forfatter:	Saxlund, Motzfeldt, Birkeland, Hansteen, Thoresen, Andersen, Justitiarius Lambrechts 12-6
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 3-

Assessor Saxlund: I Begyndelsen af Januar 1882 ansøgte Cit., Nils Moestue, som brugsberettiget i Stange Almenning Indstævnte, Bestyrelsen for denne Almenning, om at erholde sig Tømmer udvist i Almenningen til Gjenopførelse af en nedbrændt Mølle paa hans Gaard Vik eller en Erstatning i Penge istedet. Han fik derefter Meddelelse om, at hans Andragende, forsaavidt det gik ud paa Pengeerstatning, ikke indvilgedes, hvorimod han med Hensyn til Andragendets andet Alternativ trods gjentagne Henvendelser ikke fik andet Svar, end at der under Sagens Behandling var reist Tvivl fra endel af Herredstyrelsens Medlemmer om, hvorvidt han var berettiget til at aavirke paa Stange Almenning til Gjenopførelse af sit nedbrændte Møllebrug, og nogen Udvisning af Tømmer til ham fandt heller ikke Sted. I denne Anledning paastævnte Nils Moestue efter forgjæves inden Stange Forligelseskommission anstillet Forligsmægling ved Stævning afødt xx.xx.1885 Sag mod Appellsk., Bestyrelsen for Stange Almenning, hvilken han paastod tilpligtet at betale ham Erstatning efter Skjøn optaget paa dens Bekostning for den Vægring af at udvise ham det fornødne Tømmer til Møllens Opførelse, idet han har fremlagt en Fortegnelse over det Tømmer, som han dertil forlangte sig udvist af Almenningen, hvorhos han endvidere paastod sig som Eier af Gaarden Vik kjendt brugsberettiget i Stange Almenning ogsaa, forsaavidt det fornødne Træmateriale til de paa Gaarden værende Brug (ogsaa andre Brug end den omhandlede Mølle) angaar, samt sig hos Appellsk, tilkjendt Sagsomkostninger. Almenningsbestyrelsen paastod Sagen afvist, forsaavidt angik den af Cit. nedlagte Paastand om at kjendes brugsberettiget i Almenningen, samt sig forøvrigt frifundet for Cit.s Tiltale og hos ham tilkjendt Procesomkostninger. Ved den af Kristiania Byret den 28 Januar 1888 afsagte Dom blev Sagen, forsaavidt angik den af Nils Moestue nedlagte Paastand om som Eier af Gaarden Vik at kjendes brugsberettiget i Stange Almenning, ogsaa forsaavidt det fornødne Træmateriale til de paa Gaarden Vik værende Brug (samtlige Gaardens Brug) angaar, afvist. Iøvrigt kjendtes Bestyrelsen for Almenningen pligtig til efter uvillige Mænds Skjøn optaget paa Bestyrelsens Bekostning at betale Nils Moestue Erstatning for det Tab, som var forvoldt ham ved Bestyrelsens Vægring af at udvise ham det fornødne Tømmer overensstemmende med hans Rekvisition til Opførelse af den under Sagen omhandlede Mølle. Processens Omkostninger ophævedes. Denne Dom har Bestyrelsen for Stange Almenning ved Stævning afødt xx.xx.1888 paaanket til Høiesteret, hvor den har ladet nedlægge Paastand om, at den frifindes for Indst.s Tiltale og hos denne tilkjendes Processens Omkostninger ved begge Retter. Indst. har derimod paastaaet Byrettens Dom stadfæstet og sig hos Appellsk, tilkjendt Processens Omkostninger for Høiesteret.

Appellsk. bestrider Modpartens paastaaende Ret til at faa sig Tømmer udvist i Almenningsloven til den omhandlede Mølles Gjenopførelse, idet det gjør gjældende, at et ældre, mindre Møllebrug, som Indst. har paa sin Gaard, maa ansees mere end tilstrækkelig stort til at tilfredstille Gaardens Behov af Formaling, og at saaledes Gjenopførelsen af den nævnte nye Mølle ikke har været til Gaardens Fornødenhed, men har tilsigtet i større Maalestok end før at kunne udføre Formaling for Andre og saaledes at anvende den paa Gaarden værende Vandkraft i industrielt Øiemed, et Formaal, som af Appellsk. antages at ligge udenfor den i N.L. 3-12-6 opstillede Begrændsning af de i Almenningen Brugsberettigedes Adgang til at

Side:746

hente Trævirke i Almenningen. Det er paa det Rene, at der paa Vik udføres Formaling saavel for andre Gaarde i Stange som ogsaa - om end kun i ubetydelig Grad - for udenbygds Boende. Hvad Formalingen for udenbygds Boende angaar, anfører Indst., at den er saa liden, at den neppe gaar op til 20 Sække Aar om andet. 1 V. i Sagen, der var Agronom paa Vik i 1856 og 1857 og Bestyrer af Gaarden fra sidstnævnte Aar til 1860, har provet, at det i hans Tid var ganske undtagelsesvis, at det maltes Noget for udenbygds Boende; der kunde slænge et Læs eller to fra Feiring eller Valset, men det var, siger han, i det Hele for Intet at regne, og Vidnet antager, at der efter hans Tid snarere er bleven malt mindre end mere ved Viks Møller for udenbygds Boende. Der er heller ikke fra Appellsk.s Side ført Bevis for at der paa Vik har fundet eller finder Formaling Sted for udenbygds Boendes Regning i større Udstrækning end af Indst. erkjendt. Med Hensyn til Formaling for andre Gaarde i Stange har Indst, oplyst, at saadan Formaling har fundet Sted ved Viks Mølle saa længe han kan erindre, uden at der af den Grund har været reist nogen Indsigelse mod den fra Viks Eieres Side siden Alders Tid stedfundne Benyttelse af Tømmer fra Almenningen til Opførelse og Vedligeholdelse af Møllerne. Indst. selv var i 1848 Bestyrer af Gaarden Vik og siger, at det da var almindeligt at tage Tømmer af Almenningen saavel til Brugene som til Gaarden, og paa samme Maade forholdtes, siger han, i senere Eieres Tid. Efter 1 V.s Forklaring blev der i Tidsrummet mellem 1857 og 1860 opført ny Mølle paa Vik til Erstatning for to gamle faldefærdige Møller, og ogsaa ved den Leilighed blev der efter Rekvisition fra Eieren uden Indvending udvist Tømmer af Almenningen til Møllens Opførelse. Forøvrigt har der engang tidligere mellem Gaarden Viks Eiere og Almenningens Bestyrelse været ført Proces med Hensyn til Træmaterialier, som vare benyttede til Opførelse og Vedligeholdelse af Sag- og Møllebrug paa Gaaarden af Hensyn til, at disse Brug bleve anvendte til Sagskur og Formaling for andre Gaarde i Distriktet. Men ved Søndre Hedemarkens Sorenskriveris Dom afødt xx.xx.1858 blev Eierne frifundne for det i den Anledning reiste Søgsmaal mod dem. Indst. har fremdeles bemærket, at den nuværende lille Mølle paa Gaarden ikke er tilstrækkelig for Gaardens egen Formaling, idet der navnlig i samme ingen Sigte- eller Grynkværn er, hvoraf følger, at den nye Mølle, til hvis Opførelse Trævirke af Almenningen er rekvireret, forsaavidt ogsaa er nødvendig for Gaarden selv. Appellsk. har ogsaa erkjendt, at der ikke haves Sigte- eller Grynkværn i den ældre Mølle, men kun i den nye. Indst. har videre anført, at den nye Mølle er opført, af Sten og Jern, saa at der ikke er medgaaet saa meget Træmateriale til den som til en af de gamle Kværne paa Gaarden, og 1 V. har provet, at der er medgaaet mindre Træmateriale til den nu sidst byggede Mølle, end der medgik til den i 1858-59 byggede, samt at der efter hans Opfatning kun vil medgaa meget lidet Tømmer til Møllens Vedligeholdelse.

Forsaavidt angaar en Mølles Benyttelse til Formaling for Gaarden selv, kan det ikke være tvivlsomt, at den fyldestgjør Fordringerne i N.L. 3-12-6 med Hensyn til Brugsretten i Almenning. Og hvad angaar den Omstændighed, at der ved den omhandlede Mølle ogsaa er foretaget Formaling for andre Brugsberettigede i Bygden, er Saadant jo til Fordel for den hele Bygd og hver enkelt Brugsberettiget, for hvem Formaling sker, og jeg kan ikke skjønne Andet, end at saadan Formaling maa kunne stilles ved Siden af Formaling til Gaardens eget Behov. Formaling af Korn maa ansees som en Nødvendighed for ethvert Gaardsbrug, og tænker man sig, at enhver brugsberettiget Gaardseier havde Vandfald og Mølle nærved til Formaling til sit Behov, saa maatte han i Kraft deraf være berettiget til at

Side:747

faa Træmateriale til Møllens Opførelse og Vedligeholdelse udvist i Almenningen. Nu er det saa, at andre Gaarde i Stange ikke selv har Møllebrug. Men da forekommer det mig naturligt, at den Mølledrift, som finder Sted ved Vik, træder istedetfor den Mølledrift, som kunde have fundet Sted ved de andre Gaarde. Dette maa antages ogsaa i den forløbne Tid at have været stemmende med alle Vedkommendes Opfatning, ligesom det er i Harmoni med den før nævnte Underretsdom afødt xx.xx.1858, som ikke er paaanket. I denne Doms Præmisser anføres der bl. A.: «Et Vandfald er en Herlighed til en Eiendom, som Eieren for at bruge sin Gaard paa fordelagtigste Maade maa sørge for at faa benyttet ved Anbringelse af en nyttig Indretning, der saaledes kommer til at danne et nødvendigt Tilbehør til Gaarden ligesaa meget som Smedjen og deslige Indretninger. Nogen Fare for, at Almindingen derved, at dens Tømmer anvendes til saadanne Brug, skulde komme til at lide formeget, er heller ikke at befrygte, thi paa Landet fyldestgjør et Mølle- eller Sagbrug et stort Distrikts Behov, og naar derhos dette Distrikts Indvaanere selv ere brugsberettigede i Almindingen, formenes Brugets Opførelse og Vedligeholdelse af Almindingstømmer saa meget desto mindre at kunne ansees ulovlig». Jeg deler ganske denne Opfatning.

Ser man derhos hen til Forholdet med den heromhandlede Almenning, er der vistnok ogsaa særegne Omstændigheder, som tale for Indst.s Ret til den af ham rekvirerede Udvisning. Det er nemlig Tilfældet med Stange Almenning, at den i sin Tid blev kjøbt af de brugsberettigede Gaardbrugere i Stange for en Kjøbesum, det blev repareret paa de forskjellige interesserede Gaardes Skyld. Blandt disse var ogsaa Vik, som ved Ansættelsen til Matrikulskyld for sine Brugs Vedkommende blev taxeret til 6 Skylddaler, som er henved en Trediedel af hele Gaardens Skyld. Det forekommer mig efter dette, at det vilde være en Ubillighed, om ikke Gaarden for disse Brugs Vedkommende skulde have Adgang til Træmaterialier af Almenningen, da der jo af Brugene saaledes er bleven erlagt en Del af Skyldsummen for Almenningen. Det forekommer mig i det Hele, at der ved Fortolkningen af Lovbogens 3-12-6 ikke rimeligen alene bør tages Hensyn til, hvad det egentlige Jordbrug udkræver; der er ogsaa andre Momenter ved en Landeiendom, som giver Eiendommen Værdi og Betydning som Næringsvei for Eieren. Til saadanne Momenter maa visselig henføres Møllebrug, og det uden Hensyn til, om de benyttes til Formaling alene for Gaarden eller ogsaa for Andre. De Herligheder, som ved Matrikuleringen ere tagne i Betragtning ved Fastsættelse af Gaardens Skyld, ere at anse som Dele af denne og bør ligesaavel give Brugsret i Almenningen for hvad der til Bedriften fornødiger som det egentlige Jordbrug. Indst. for Høiesteret har vistnok efter det Oplyste angaaende Almenningens Tilblivelse og Erhvervelse af de brugsberettigede Gaarde i Stange forment, at Skovstrækningen i egentlig Forstand ikke kan kaldes Almenning, men maa ansees som en Sameiestrækning for de brugsberettigede Gaarde, hvorpaa Regelen i Lovb. 3-12-6 ikke er anvendelig. Denne Opfatning kan jeg ikke dele. Eiendomsretten er vistnok overgaaet til de før Brugsberettigede. Men nogen Bestemmelse angaaende Forandring med Hensyn til den Gaardene før tilliggende Brugsret er ikke truffet, og jeg formener derfor, at den før Kjøbet stedfundne Brugsret fremdeles efter samme maa ansees existerende paa samme Maade som tidligere. Man ser af Krafts Beskrivelse, trykt i 1820, at Morskoven, som Skovstrækningen kaldes, var Almenning, der tilhørte det Ankerske Fideikommis i Fællesskab med Præstegjeldets Gaardbrugere, det vil sige: Eiendomsretten tilhørte det Ankerske Fideikommis, men Brugsretten Præstegjeldets Gaardbrugere.

Efter hvad allerede i det Foregaaende er anført maa den Formaling,

Side:748

som ved Viks Mølle har fundet Sted for udenbygds Boende, have været saa ringe, at jeg antager, at den ved denne Sags Afgjørelse kan sættes ganske ud af Betragtning. Jeg kommer saaledes til samme Resultat som Byretten. Forsaavidt denne har afvist en Del af Sagen, foreligger dette ikke til Paakjendelse af Høiesteret, da Indst. ikke har udtaget Kontrastævning. Jeg vil efter dette votere for Stadfæstelse, forsaavidt paaanket er, af Byrettens Dom med Ophævelse af Processens Omkostninger ogsaa for Høiesteret.

Konklusion:

Byrettens Dom bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

Assessor Motzfeldt: Jeg kan ikke være enig med Førstvoterende. Indst. kan ikke for nogen Del bygge sin paastaaede Ret paa den Omstændighed, at Gaarden Vik i Aaret 1822 deltog i Kjøbet af Almenningen. Som Eier faar Gaarden Vik en forholdsvis Andel af Almenningens Overskud, der efter det Oplyste reparteres paa de Gaarde, der deltog i Kjøbet, efter deres Skyld. Det var kun det Overskud, som Almenningen gav, efterat de Brugsberettigedes Behov var tilfredsstillet, der af den private Almenningseier kunde sælges og blev solgt. Salget vedkom ikke Brugsretten, der vedblev at være fuldstændig den samme efter Salget som før samme. Sagens Udfald beror derfor paa Fortolkningen af Lovb.s 3-12-6. Efter dette Lovsted kan man efter min Opfatning ikke forlange sig udvist i Almenningen Andet eller Mere, end hvad der udfordres til Tilfredsstillelse af Gaardens egen Fornødenhed. Det gaar saaledes formentlig ikke an at forlange sig anvist Tømmer i Almenningen til Opførelse af Sanatorier eller, hvor der til Eiendommen hører Vandfald, til Anlæg af store industrielle Anlæg eller store Sag- og Møllebrug, bestemte til Leieskur eller Formaling for Fremmede. Vil Eieren benytte Vandfaldet til saadanne Anlæg, faar han selv bekoste Opførelsen deraf. Som Bidrag dertil antager jeg, forsaavidt Anlægget vilde tilfredsstille en Fornødenhed for Eiendommen, at han maa være berettiget til efter Skjøn at faa sig udvist saa meget Træmateriale, som vilde udkræves til et Anlæg alene til Gaardens Brug. Anden Begrændsning for Udøvelsen af Brug i Almenning end Tilfredsstillelse af Gaardens Behov anser jeg ikke mulig, og jeg antager, som bemærket, ogsaa denne Begrændsning at være direkte udtrykt i Lovb.s 3-12-6. Jeg indser ikke Muligheden af i denne Henseende at skjelne mellem Sag- og Møllebrug paa den ene Side og andre industrielle Anlæg paa den anden Side. Og heller ikke antager jeg, at det i denne Henseende kan være af Betydning, om Møllebruget tjener til at tilfredsstille et Behov inden Bygden. Benyttelsen af Møllen maatte ialfald da kun staa aaben for Gaarde, der var brugsberettigede i Almenningen. Men der er Intetsomhelst oplyst om, at der er fastsat saadan Begrændsning for Benyttelsen af det omhandlede Møllebrug. Det sees tvertom, at Korn fra fremmede Bygder modtages til Formaling. Efter en under Sagen afgiven Erklæring fra en Mand, der i flere Aar bestyrede det i Begyndelsen af Januar 1882 nedbrændte Møllebrug paa Vik, var ogsaa den ældre Mølles Drift og Indretninger beregnet paa et langt større Kvantum, end der i Almindelighed tilførtes fra Bygden, saaledes at man, naar der kun var almindelig Tilførsel fra Bygden, neppe havde Brug for mere end den halve Indretning eller den halve Tid.

Da det af Indst. opførte Møllebrug efter Alt, hvad der er oplyst, er langt større, end der udkræves til Tilfredsstillelse af Gaardens Behov, og der derhos ifølge det Oplyste paa Gaarden ogsaa havdes en anden ældre Kværn tilstrækkelig til Formaling til Gaardens Behov, kan jeg saaledes ikke antage, at Indst. efter Lovb.s 3-12-6 var berettiget til af Almenningen at fordre sig udvist Materiale til det nye Møllebrugs Opførelse idet nedbrændtes Sted.

Side:749

Indst. har imidlertid ogsaa støttet sin Ret paa en upaaanket Underretsdom af 1858 og paastaaet, at der fra Alders Tid skal være bleven udvist Tømmer fra Almenningen til Opførelse paa Gaarden Vik af Møllebrug bestemt til Formaling for Fremmede. Den nævnte Dom gjør imidlertid ikke Sagen til res judicata udenfor det specielle i Dommen omhandlede Tilfælde, særlig fordi den efter Præmisserne delvis er bygget paa den Omstændighed, at Viks Eiere i det Hele i Almenningen ikke havde hugget saa stort Kvantum Tømmer, som Gaardens Behov udfordrede. Og der er Intetsomhelst i Sagen oplyst, der skulde kunne begrunde Alders Tids Hævd. Der er overmaade Lidet oplyst baade om det Omfang, hvori Mølledriften i gamle Tider har fundt Sted paa Vik, og om Maaden, hvorpaa Tømmeret til Møllebrugets Opførelse ved de forskjellige Leiligheder er anskaffet.

Indst. har oplyst, at den omtalte ældre Kværn paa Vik kun er skikket til Sammaling, og at der manglede en Sigte- og Grynkværn paa Gaarden. Han har derfor in subsidium her for Høiesteret paastaaet sig tilkjendt Erstatning for, hvad der af det rekvirerede Tømmer maatte ansees fornødent til Anskaffelse af en Sigte- og Grynkværn paa Vik tilstrækkelig for Gaardens Behov. Denne Paastand er støttet til det Votum, der blev afgivet af det dissenterende Medlem af Kristiania Byret. Jeg kan imidlertid heller ikke give denne Indst.s subsidiære Paastand Medhold. Den ligger udenfor Indst.s tidligere Procedure og Paastand for Byretten, hvorfor der ogsaa af Appellsk. er protesteret mod den som ny, og den er ikke støttet til, hvad der faktisk er skeet. Der er ikke begjæret og følgelig heller ikke nægtet Udvisning af Materiale til Sigte- og Grynkværn til Tilfredsstillelse af Gaardens eget Behov, og der kan følgelig heller ikke tilkjendes Indst. Erstatning for urettelig nægtet Udvisning. Jeg skal i denne Forbindelse bemærke, at der fra Appellsk.s Side i Høiesteret er gjort gjældende, at der til Opførelse af en saadan Sigte- og Grynkværn aldeles ikke vilde udkræves Tømmer af den Kvalitet, som af Indst. blev forlangt til det heromhandlede Møllebrugs Opførelse.

Sagens Omkostninger bør efter min Formening ophæves.

Konklusion:

Bestyrelsen for Stange Almenning bør for Nils Moestues Tilstale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for Byretten og Høiesteret ophæves.

Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Jeg er enig med Hr. Assessor Motzfeldt.

Assessor Ph: Hansteen: Jeg er i det Væsentlige og i Resultatet enig med Førstvoterende, og skal kun særlig bemærke, at jeg med ham holder mig strængt til det foreliggende Tilfælde, nemlig Spørgsmaalet om Indst.s Berettigelse til at erholde det fornødne Tømmer af Almenningen til den, istedetfor den nedbrændte ældre Mølle, nu af Mur og Jern opførte nye Mølle, med saadan Benyttelse af denne som omhandlet under Sagen, uden at jeg derved vil have udtalt Nogetsomhelst om, at de i Almenningen Brugsberettigede ogsaa skulde kunne kræve Tømmmer af Almenningen til Opførelse af Sanatorier eller nye storartede industrielle Anlæg, som af Andenvoterende berørt.

Extraordn. Assessor, Byretsassessor Thoresen: Enig med Førstvoterende pa samme Maade som Hr. Assessor Hansteen.

Assessor Andersen: Ligesaa.

Justitiarius Lambrechts: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Hr. Assessor Motzfeldt.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.