Rt-1891-191
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1891-01-24 |
| Publisert: | Rt-1891-191 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 5/1 1891 |
| Parter: | Knud og Johannes Grobakken (Ramm) mod Valders Skiferkompagni (Overretssagfører Thorfin Heyerdahl til Prøve). |
| Forfatter: | Reimers, Andersen, Birkeland, Ottesen, Motzfeldt, Scheel samt Justitiarius Lambrechts |
| Lovhenvisninger: |
Assessor Reimers: Med Hensyn til nærværende Sags Gjenstad, Processualia og Paastandene ved de underordnede Retter henviser jeg til Præmisserne til den af Kristiania Stiftsoverrets 2 Afdeling den 6 Mai 1889 afsagte Dom:
Efter forgjæves anstillet Forligsprøve anlagde Valders Skiferkompagni ved Aastedsstævning afødt xx.xx.1885 nærværende Sag mod Knud og Johannes Grobakken og nedlagde derunder saadan Paastand: «At de Indst. Foruden at kjendes uberettigede til Driften af det i Aastedsforretningen afødt xx.xx.1885 omhandlede og beskrevne, af dem optagne Skiferbrud og tilpligtes at betale Erstatning for den Drift, som de foretage indtil Sagens endelige Paadømmelse efter Skjøn af uvillige Mænd, optaget paa deres Bekostning, og at udrede Processens Omkostninger med et tilstrækkeligt Beløb samt Mulkt for unødig Trætte, tillige ilægges en passende Straf efter Kriminalloven for deres voldsomme og for ethvert Spor af Skin af Ret blottede Eiendomsindgreb».
De Indst. procederede til Frifindelse med Tilkjendelse af Forsvarsomkostninger.
Ved den derefter i Sagen af Sorenskriveren i Valders og Meddomsmænd den 26 Novbr. 1887 enstemmigt afsagte Dom blev saaledes kjendt for Ret:
«De indst., Knud og Johannes Grobakken, bør for Cit.s, Valders Skiferkompagnis, Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves».
Denne Dom har Valders Skiferkompagni ved Appelstævning afødt xx.xx.1888 indbragt her for Retten, hvor det med Tillæg om ogsaa at tilkjendes Omkostninger her ved Retten har gjentaget den ved Underretten nedlagte Paastand, undtagen forsaavidt det paastaaede Mulkt- og Strafansvar angaar, medens de Indst. har paastaaet sig frifundne med Tilkjendelse af Forsvarsomkostninger.
Ved Delekontrakt af 24 Juni, thinglæst 8 Septbr. 1848, har vekommende Opsiddere paa Haavi i Østre Slidre, hvis Gaardes Skov og Udmark hidtil har ligget i Sameie, delt denne i Henhold til et under 11 Januar næstfør indgaaet Kommissionsforlig og tillagt Gaardparterne Teigstykker efter den gamle Matrikulskyld. Det blev vedtaget, at gamle Slaatter, som nu kom til at ligge i anden Mands Teig, fremdeles skulde beholdes af deres Eiere, som dog ikke skulde have Ret til at hugge Skov bort uden forsaavidt nødvendigt til at holde dem i tidligere Stand aabne til at kunne slaa. Ligesaa skulde Enhver beholde sin Rexling efter tidligere Brug, i hvad Teig den end maatte være beliggende, hvorhos Havnegang samt Veie til Kjørsel og Fremfart skulde blive ubehindret som før.
Under 8 Januar 1862 indgik Opsidderne et andet Kommissionsforlig, hvori de overdrage til fire namngivne Mænd at foretage Udskiftning mellem dem af det Gaarden Haavi i Fællesskab tilhørende Skiferstensbrud (eller som det ogsaa heder «Udskiftning af Skiferstensbjerget mellem Eierne»). I Henhold til dette Forlig blev der af de opnævnte Mænd den 24 Juni 1862 afholdt Udskiftningsforretning. Efter at «det under Sameie værende Skiferstensbrud» var paavist af de tilstedeværende Sameiere, blev hver tildelt sin
Side:192
Del i Bruddet, hvorved Peder Olsen, Knud Olsen og Ole Eriksen Mørsengsbraaten fik et Stykke i Skreen «søndenfra en Gran staaende lidt før for Bruddet og nord i 39 Alens Længde til et i Berget anbragt Kors». Derefter er protokolleret Følgende: Endel af vedkommende Sameiere paaviste, at Skifterstensbjerget antagelig strækker sig videre end paa de nuværende Brud og paastod sig berettigede til Andel i samme; i den Anledning forbeholdtes enhver Vedkommendes lovlige Ret til Andel i de Skiferstensbrud, som senere maatte opdages i vedkommende Lodhavers Bjerg udenfor det nu Udskiftede»:
Denne Udskiftning er thinglæst den 2 Juli 1862.
Ved Forpagtningskontrakt af 2, thinglæst 4 Septbr. 1872, har de ovennævnte Peder Olsen Mørsengbraaten og Ole Eriksen Mørsengbraaten bortsat til Kaptein Moestue og Civilingeniør Ohlsen paa 199 Aar alle de Skiferbrud (de nu opdagede som de, der senere maatte opdages), som maatte være at forefinde i den deres Eiendomme Mørsengbraaten, af Skyld henholdsvis 26 1/2 Skill. og 12 Skill., tilliggende Mark og Eiendom. Bortforpagterne har derhos erklæret, at de eller efterkommende Eiere af nævnte Eiendomme herefter ingen Ret eller Raadighed skulde have til i Forpagtningstiden at bryde eller lade bryde Skifer i Eiendommen. Denne Forpagtningskontrakt er under 1 April 1873 overdraget til Valders Skiferkompagni.
Det under nærværende Sag omprocederede, af de Indst. optagne Brud ligger paa de nævnte Bortforpagteres Eiendomme i Mørsengbraaten - L.Nr. 316 a og 316 d under M.Nr. 135, - og gaar Forligsklagen ud paa, at den Indst. har optaget og fremdeles drive Skiferstensbrud paa Eiendommen Mørsengbraaten, paa hvilken Eiendom Eneretten til at drive Skiferstensbrud er os (Kompagniet) hjemlet ved Forpagtningskontrakt afødt xx.xx.1872. Under den i Aastedssessionen den 23 Marts 1885 stedfundne Befaring enedes man om saadan Beskrivelse, at Aastedet er et af de Indst. paa Garden Mørsengbraatens Grund optaget Skiferstensbrud beliggende søndenfor den i Udskiftningsforretningen, som ovenfor anført, nævnte Gran, dog saa, at der mellem Aastedets Brud og Granen, der iøvrigt nu er nedfældt og borte, ligger et af Kompagniet optaget Brud.
De Indst. mener, at de ved de irettelagte Dokumenter og de af dem førte Kontravidner er bragt til fuld Vished, at Udskiftningen i 1848 ikke var fuldstændig, og at Skiferbjerget søndenfor den før omhandlede Grændse er uberørt af Udskiftningen i 1862, altsaa som tidligere Fælleseiendom for alle Brug under Haavi, og at ingen Bruger eller Nogen, hvem han har overdraget sin Ret i Bjerget, kan med Rette paastaa sig eneberettiget til at optage Brud nogetsteds saaledes, at han kan forbyde Andre at begynde Drift, naar han ikke først selv har faat Arbeidet igang.
Og, da nu de Indst. er Eiere saavel af Brug under Haavi som af Rettigheder til at drive Skiferbrug søndenfor den udskiftede Del af Skiferbjerget, kan saadant ikke forbydes dem af Appellsk.
Appellsk. mener derimod, at de Stenbrud der ikke var opdagede og blev medtagne i Udskiftningen i 1862, ikke er Haaviopsiddernes Sameie, men at Eiendomsretten til samme tilhører vedkommende Grund- eller Skoveier, Teigen, hvor de ligger; de finder dette at fremgaa at selve Dokumentets Text og have ved Siden heraf paaberaabt, at man i Pantebøgerne ikke kunde finde nogensomhelst Antydning til en saadan Forpligtelse for Opsidderne paa Gaardene under Haavi til at taale, at den Skifersten, som fandtes paa hver Mands Grund, skulde være Fælleseiendom for samtlige Opsiddere, hvorfor Appellsk. maatte være berettiget til at gaa ud fra den almindelige i Landet herskende Ret, at Sten, som forefindes paa en Mands Grundeiendom er hans Eiendom. Denne, almindelige Ret maa ogsaa være
Side:193
indtraadt efter Udskiftningen i 1862, der efter Appellsk.s Mening var endelig».
Ved Underretsdommen, der blev afsagt den 26 Novbr. 1887 af Sorenskriveren i Valders med Meddomsmænd, fik Sagen det Udfald, at de Indst., Hovedappell. ne for Høiesteret, frifandtes for Skiferkompagniets Tiltale, hvorimod Sagen ved Overretten fik det modsatte Udfald, idet ved sammes Dom afødt xx.xx.1889 Appell. for Høiesteret kjendtes uberettigede til at drive det af dem optagne Skiferstensbrud, medens de forøvrigt frifandtes for Kompagniets Tiltale. Ved begge Retter ophævedes Processens Omkostninger. Overrettens Dom er nu af Knud og Johannes Grobakken ved Stævning afødt xx.xx.1889 indbragt for Høiesteret, hvor de har paastaaet Stadfæstelse af Underrettens Dom og Tilkjendelse af Procesomkostninger ved Overretten og Høiesteret. Valders Skiferkompagni har efter udtagen Kontrastævning gjentaget sin Paastand for Overretten, der gaar ud paa, at Knud og Johannes Grobakken kjendes uberettigede til at drive det i Aaftedssessionen afødt xx.xx.1885 omhandlede og beskrevne, af dem optagene Skiferstensbrud, samt at de tilpligtes in solidum til Skiferkompagniet at udrede Erstatning for det Kompagniet ved den af dem foretagne Drift paaførte Tab, Erstatningen bestemt ved Skjøn af uvillige Mænd optaget paa Hovedappell.nes Bekostning; endelig paastaaes Procesomkostninger for alle Retter.
Som det af den Del af Overrettens Præmisser, hvortil jeg har henvist vil fremgaa, dreier Hovedtvistepunktet i nærværende Sag sig om Omfangeet af den Ophævelse af tidligere bestaaende Fælleskab i Skov og Udmark mellem Opsidderne paa Gaarden Haavi, som fandt Sted ved Udskiftningen af 1848 og den senere stedfundne Udskiftning af 1862. Skiferkompagniet gjør gjældende, at Udskiftningen af 1848 var fuldstændig, at den altsaa ophævede alt Fælleskab i Skov og Udmark mellem Opsidderne paa Haavi og følgelig gav disse hver for sin Lod Eneraadighed og udelukkende Dispositionsret over de Teige, som ved Udskiftningen tillagdes dem. Det indrømmes vistnok, at der efter udskiftningen af 1848 blev en enkelt Gjenstand for Fællesskab tilbage, nemlig det Skiferbrud, som udskiftedes i 1862; men om denne sidste Udskiftning mener Kompagniet, at det ogsaa var en endelig Fordeling af Opsiddernes Ret til Skiferbruddet, som der fandt Sted, og at der følgelig efter Udskiftningen af 1862 ikke er Spørgsmaal om videre Fælleskab mellem Opsidderne i Henseende til Retten til Skiferbrud. Kompagniet mener altsaa, at naar Knud og Johannes Grobakken har aabnet et nyt Skiferbrud paa Mørsengbraatens Grund, altsaa paa en Grund, hvor Kompagniet i Henhold til den mellem dette og Mørsengbraatens Eiere i sin Tid afsluttede Overenskomst eller Forpagtningskontrakt mener sig eneberettiget til at bryde Skifer, har de gjort sig skyldige i et Overgreb ligeoverfor Kompagniets Eneret, hvoraf Følgen maa være, at de maa kjendes uberettigede til denne Drift samt pligte at betale Erstatning for den Skifer, som de allerede har drevet fra dette Brud.
En ganske modsat Opfatning gjør derimod Appell.ne gjældende. De mener, at Udskiftningen af 1848 væsentlig kun omfattede Skoven, medens det tidligere mellem Opsidderne bestaaende Fællesskab iøvrigt i alt Væsentligt efter denne Udskiftning vedblev at bestaa. Og hvad Udskiftningen af 1862 angaar, mener Appell.ne, at denne kun omfattede de Skiferbrud, som paa den Tid vare aabnede, medens Fællesskabet forøvrigt, altsaa med Hensyn til de Brud, som paa den Tid endnu ikke vare optagne, vedblev at bestaa, og det er i Henhold til denne Ret, som dette Fællesskab formenes at give dem, at de har aabnet det Brud, der har givet Anledning til nærværende Sag.
Jeg maa i alt Væsentligt tiltræde denne Appell.nes Opfatning. Gjennemlæser man Udskiftningsforretningen af 1848, maa man, forekommer det
Side:194
mig, af sammme faa det bestemte Indtryk, at Meningen med denne Forretning væsentlig kun har været at skifte Skoven ikke selve Grunden og den hele Substants. Som Gjenstand for Udskiftningen nævnes Gaardenes «Soge og Udmarker». I Overensstemmelse hermed heder det ogsaa, at de enkelte Brug tildeltes visse i Forretningen nærmere beskrevne og afgrændsede, «Teigestykker», og videre, at «Ingen skal ved hugst eller nogensomhelst Aavikning fornærme den Anden paa hans herved tildelte Eiendomme». Ligeledes heder det, at Enhver skal beholde de Slatter, som tidligere havde tilligget hans Brug, med Ret til at bygge af Skoven saavidt fornødent for at holde dem aabne til Slaat. At Udskiftningen af 1848 ikke var udtømmende, at den altsaa ikke ophævede alt Fællesskab, fremgaar ogsaa, forekommer det mig, paa det Indeligste af den Kjendsgjerning, at der i 1862 fandt en yderligere Udskiftning af Fællesskabet Sted, nemlig Fællesskabet i de Skiferbrud, som dengang vare aabnede. Efter Vidneprovene i Sagen maa det antages, at der allerede i 1848 dreves Brud af Skifer i Haavis fælles Udmark, d. V. s. i den Udmark, som ved Forretningen af 1848 blev fordelt i Teige mellem de enkelte Opsiddere. Skulde det virkelig forholdte sig, som af Skiferkmpagniet paastaaet, at Udskiftningen af 1848 endeligt ophævede alt Fælleskab, maatte det Samme have gjældt om Skiferbrudene, saa at disse vare tilfaldne Eierne af de Teige, hvori de var beliggende. Men Udskiftningen af 1862 viser jo til Evidents, at dette ikke var Meningen, og i Overensstemmelse hermed har ogsaa 7 Kontrav. Under Sagen ligefrem forklaret, at i 1848 skiftedes alene Skoven, men ikke Berget. Det maa altsaa efter det Anførte antages, at Forretningen af 1848 ikke berørte det Fællesskab i Skiferberget, som hidtil havde bestaaet mellem Gaardens Opsiddere. Dette bliver saameget klarere ved de Vidneprov, som haves om, at der af de enkelte Opsiddere ogsaa i Tiden mellem 1848 og 1862 fremdeles optoges nye Skiferbrud, hvilke tilligemed de tidligere optagne blev Gjenstand for Udskiftning i 1862.
Det eneste Spørgsmaal bliver da: Hvilket Omfang havde denne sidste Forretning? Er den at opfatte som en endelig Fordeling af den Opsidderne hidtil i Fællesskab tilliggende Ret til i Gaardens Udmark at bryde Skifer, eller gjælder den, som af Appell.ne paastaaet, kun de Skiferbrud, som i 1862 vare optagne eller aabnede? Jeg mener, at Forholdet er det sidstnævne. Naar Udskiftningen af 1862 og det Kommissionsforlig af 8 Jan. s. A., som ligger til Grund for samme, omtaler som Gjenstand for Skiftet «det Gaarden Haavi i Fællesskab tilhørende Skiferstensbrud», «Skiferstensbjerget» eller «det under Sameie værende Skiferstensbrud» synes disse Udtryk nærmest at tyde paa, at Udskiftningen kun gjaldt de Brud, som dengang vare optagne, medens Fælleskabet forøvrigt vedblev at bestaa. For denne Opfatning har man ogsaa et bestemt Holdepunkt i selve Udskiftningsforretningen, idet der i samme udtrykkelig er anført, at «endel af vedkommende Sameiere paaviste, at Skiferstensbjerget antagelig strækker sig videre end paa de nuværende Brud og paastod sig berettigede til Andel i samme.» «I den Anledning», heder det videre, «forboholdtes enhver Vedkommendes lovlige Ret til Andel i de Skiferstensbrud, som senere maatte opdages i vedkommende Lodhaveres Bjerg udenfor det nu Udskiftede.» Med andre Ord, Udskiftningsmændene viste Spørgsmaalet om Fællesskabet i de dengang ikke optagne Skiferbrud og deres Fordeling mellem Opsidderne fra sig som ikke vedkommende Forretningen, der alene angik de Brud, som paa den Tid vare optagne. Selve Forretningen af 1862 viser altsaa, at det ved samme var alt andet end paa det Rene, at Fælleskabet i de øvrige Brud, som senere maatte forefindes i Udmarken, ophævedes, og Vidneprovene i Sagen bestyrker ogsaa, at det var Lodeiernes Mening, at de Brud, som senere maatte opdages udenfor dem, som bleve Udskiftede i 1862, fremdeles skulde vedblive
Side:195
at være i Fællesskab. Jeg henviser herom til 1, 2 og 3 Kontrav., af hvilke 1 Kontrav, var en af Udskiftningsmændene i 1862. Dette Vidne udtaler ligefrem, at han under Udskiftningen eller under Delningen erfarede, at Lodeiernes Mening var den her angivne; jfr. hermed ogsaa 4 og 5 Kontrav., hvis Erfaringer gaar i samme Retning. 5 Kontrav. Siger, at i 1862 blev Alt, som var prøvet og fundet tjenlig til Skiferbrud, delt, men saavidt Vidnet ved, stod man i den Tro, at der var Anledning til Aabning af andre Skiferbrud end de, som dengang blev delte. Nu er det vistnok saa, at ved den Forpagtningskontrakt, som i 1872 afsluttedes mellem Kaptein Moestue og Ingeniør Carl Ohlsen paa den ene, og den daværende Eier af Mørsengbraaten paa den anden Side, forbeholdt de førstnævnte sig Ret til «alle de Skiferbrud (d.v.s.: de nu opdagede som de, der senere maatte opdages), som maatte være at forefinde i den min Eiendom Mørsengbraaten kaldet tilliggende Mark og Eiendom.» Men saavel en senere Paategning paa denne Forpagtningskontrakt som flere andre Kontrakter om Ret til Skiferbrud i Haavis Udmark, der senere ere afsluttede af Kaptein Moestue, viser tydeligt nok, at denne selv har havt Kundskab om, at der fremdeles mellem Gaardens Opsiddere bestod Fælleskab i Henseende til den Del af Skiferbjerget, som ikke omfattedes af Delningen af 1862, eller ialfald at han havde Kundskab om, at denne Opfatning var adskillig udbredt mellem Opsidderne. I en Paategning afødt xx.xx.1874 paa den oprindelige Forpagtningskontrakt har nemlig den ene af Eierne af Mørsengbraaten udtalt, at det er en Selvfølge, at det hans Eiendom tilførende «udskiftede Skiferstensbrug» er medindbefattet i Forpagtningskontrakten. Det Samme fremgaar ogsaa af nogle andre i Sagen dokumenterede Kontrakter mellem Skiferkompagniet og andre Opsiddere, hvormed disse overdrager Kompagniet Retten til Skiferbrud i uskiftet Berg. Hermed kan ogsaa sammenholdes, hvad 8 Kontrav. Under en Sag, som Skiferkompagniet har anlagt til Stadfæstelse af et Forbud mod videre Drift i det af Knud og Johannes Grobakken aabnede Brud, som Kompagniet nedlagde efter Overretsdommens Afsigelse, har forklaret om, at Vidnet af sin Fader har hørt, at da Kaptein Moestue tre forskjellige Gange kjøbte Skiferbrug af ham, ønskede Moestue, at i disse Handeler ogsaa skulde medfølge Andele af uskiftet Skiferbrug, men at Vidnets Fader var uvillig til at indgaa herpaa. Af Vidneprovene sees det ogsaa, at der blandt Opsidderne har været vakt Motion om Udskiftning af den Del af Skiferberget, som ikke deltes ved Forretningen af 1862. 7 Kontrav. under den omtalte Forbudssag siger ogsaa, at han har hørt udtalt som den almindelige Mening blandt Opsidderne paa Haavi, at den Del af Skiferberget, som ikke blev skiftet dengang, skulde skiftes senere, om det fandtes drivværdigt.
Jag mener, at det af det her Anførte tilstrækkelig fremgaar, at ligesom Udskiftningen af 1848 væsentlig kun gik ud paa Delning af Skoven, saaledes var Gjenstanden for den i 1862 afholdte Forretning kun de Brud, som dengang vare optagne, medens Fællesskabet i den Del af Skiferberget, som paa den Tid ikke var optaget til Drift, fremdeles vedblev at bestaa og endnu den Dag idag bestaar. Naar derfor Skiferkompagniet har grundet sit Søgsmaal mod de Indst. paa en paastaaet Eneret til at drive Skiferbrug i den eller de Teigeskytter, som ved Udskiftningen af 1848 tildeltes Mørsengbraaten, kan det følgelig ikke gives Medhold.
Et andet efter de under nærværende Sag foreliggende Oplysninger vistnok uklart Spørgsmaal er det derimod, hvem der er berettiget til at optage nye Skiferbrud i Haavis Udmark, og hvilke Betingelserne ere for Adgangen dertil. Herom lyder de Forklaringer, som haves, noget forskjellige, idet et Vidne har hørt fortælle, at hvemsomhelst kunde optage nye Brud i den i 1862 uskiftede Del af Skiferberget, dog saaledes, at der herfor i nogle Aar efter Brudets Optagelse maatte betales Afgift til den fælles
Side:196
Kasse, som uddeltes til Opsidderne efter Brugenes Skyldforhold; et andet Vidne har hørt, at det fortrinsvis skulde være Opsidderne paa Haavi, som vare berettigede til Optagelse af nye Brud, og som altsaa maaatte betale Afgift til den fælles Kasse. At der herom kan herske nogen Uklarhed, er forøvrigt forstaaeligt nok, naar det bemærkes, at der efter 1862 kun i ganske ringe Udstrækning har været Spørgsmaal om Optagelse af nye Brud, idet de dengang allerede optagne Brud i længere Tid derefter har været tilstrækkelige for Behovet. Hermed stemmer det ogsaa, naar et Vidne, 4 Kontrav., udtaler, at der hidtil ikke har været optaget nye Brud af Andre end de Indst., og at der derfor, saavidt vides, hidtil ikke har været opkrævet nogen Afgift. Men Spørgsmaalet om Adgangen til og Betingelserne for Optagelse af nye Brud i den nævnte Del af Skiferberget foreligger ikke til Afgjørelse under nærværende Sag, hvor Tvisten kun dreier sig om, hvorvidt Skiferkompagniet, som af dette paastaaet, har Eneret til at optage nye Brud i Mørsengbraatens Teig, og hvor det følgelig kun er dette, som skal afgjøres. Naar Skiferkompagniet til Støtte for sin Paastand om saadan Eneret ogsaa har paaberaabt sig, at Pantebøgerne ikke har givet Kompagniet nogen Oplysning om noget saadant Fællesskab for samtlige Opsiddere i den ikke udskiftede Del af Skiferberget, og at nogen Anmærkning derom følgelig ikke er paaført den thinglæste Forpagtningskontrakt af 1872, kan heller ikke denne Bemærkning lede til noget modsat Resultat. Det siger sig selv, at naar der før Udskiftningerne afødt xx.xx.1862 bestod og efter disse fremdeles vedblev at bestaa et Fælleskab i Skiferberget, var en thinglæst Anførsel herom i Pantebøgerne ufornøden til Opretholdelse af det samme retslige Forhold ogsaa ligeoverfor den Trediemand, som ingen Kundskab derom maatte have.
Efter det Anførte kommer jeg saaledes til samme Resultat som Underretten; men da dennes Præmisse ikke ere dokumenterede for Høiesteret, er det rettest her at give ny Konklusion. Hvad Procesomkostningerne angaar, finder jeg, at der efter Omstændighederne og særlig i Betragtning af, at Overretsdommen gaar i Appellsk.s Favør, tør være overveiende Grund til at votere for deres Ophævelse.
Konklusion:
Knud og Johannes Grobakken bør for Valders Skiferkompagnis Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.
Assessor Andersen: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland, Assessorerne Ottesen, Motzfeldt og Scheel samt Justitiarius Lambrechts: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.