Rt-1891-636

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1891-05-12
Publisert:	Rt-1891-636
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.Nr. 75/1 1891
Parter:	Lexvikens Fællesskovs Bestyrelse (K. L. Bugge) mod Andreas Kristoffersen Meltingøen (udebleven).
Forfatter:	5-5
Lovhenvisninger:	Norske Lov (1687) 5-

Ved Aastedsstævning afødt xx.xx.1876 sagsøgte Lexvikens Fællesskovs Bestyrelse paa dennes og Lexvikens Kommunebestyrelses Vegne Andreas Kristoffersen Meltingøen (af Mosviken) i Anledning af, at han Vinteren 1875-76 havde foretaget Hugst af 6 Favne Kipved og 2 Stykker Sagtømmer paa en Ø, Furuøen kaldet, i Meltingsvandet, der ligger mellem Lexviken (Stør og Værdals Fogderi) og Mosviken (Annex til Ytterøens Præstegjeld, Inderøens Fogderi). Bestyrelsens Paastand gik ud paa, a) at Indst. kjendes uberettiget til ethvert Slags Eiendoms- og Brugsret paa Furuøen, b) at han fo uhjemlet Hugst idømmes passende Bod til Lexvikens Fattigkasse og Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn paa hans egen Bekostning, samt c) at han tilpligtes at betale Sagens Omkostninger. Indst. paastod principaliter Sagen afvist med Tilkjendelse af Kost og Tæring, og subsidiært sig frifunden og tilkjendt Forsvarsomkostninger. Ved den af Stør- og Værdals Sorenskriver med Meddomsmænd under 4 Marts 1878 afsagte Dom blev saaledes kjendt for Ret: «Indst., Andreas Kristoffersen Meltingøen, bør til Citantsk., Bestyrelsen for Lexvikens Fællesskov paa Lexvikens Kommunes Vegne, udrede Erstatning efter uvillige Mænds

Side:637

paa Indst.s Bekostning optaget Skjøn for den Skade, der er forvoldt ved den under Sagen paaklagede, af ham paa den til Fællesskoven henhørende «Furuøen» uberettiget foretagne Hugst af 6 Favne Kipved og 2 Sagtømmerstokke, men iøvrigt for Citantsk.s Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger ophæves».

Denne Dom saavelsom en af Sorenskriveren ved Sagens første Behandling paa Aastedet den 27 Juli 1876 afsagt Kjendelse paaankede Andreas Kristoffersen til Trondhjems Stiftsoverret, hvor han nedlagde saadan Paastand, principaliter: at nævnte Kjendelse underkjendes, og at Underretsdommen kjendes uefterrettelig at være, og subsidiært, at Dommen underkjendes og derhen forandres, at han frifindes for Tiltalen, hvorhos han for begge Tilfælde paastod sig tilkjendt Processens Omkostninger for begge Retter. Lexvikens Fællesskovs Bestyrelse tog uden Kontrapaaanke til Gjenmæle, og paastod Underretsdommen stadfæstet og sig tilkjendt Sagsomkostninger for Overretten. Ved Overrettens Dom afødt xx.xx.1884 blev Andreas Kristoffersens subsidiære Paastand om Frifindelse, med Forkastelse af den pricipale, tagen til Følge med Ophævelse af Procesomkostningerne for begge Retter. Denne Dom har derefter Lexvikens Fællesskovs Bestyrelse ved Stævning afødt xx.xx.1885 paaanket til Høiesteret. Her er Sagen paa Grund af Indst., Andreas Kristoffersens, Udeblivelse udgaaet til skriftlig Behandling. Den inkamineredes den 13 Septbr. 1890 fra Appellsk. med saadan Paastand: At Underrrettens Dom stadfæstes, og at Appellsk. tilkjendes tilstrækkelige Omkostninger for Overretten og for Høiesteret.

Stævnemaalet er i Orden.

Hvad Dokumentationen angaar, bemærkes, at der ved Høiesteret uden Bevilling og uden Forkyndelse for Indst. er fremlagt følgende nye Dokumenter: 1) Udskrift af en efter Appellsk.s Foranledning under 9 og 10 Oktbr. 1889 afholdt Kart- og Konduktørforretning med tilhørende derunder optaget Situationskart, 2) et af Norges geografiske Opmaaling i 1881 udgivet Kart over en Del af Trondhjemsfjorden med omliggende Distrikter, Pladen «Levanger», hvoriblandt den Strækning, som omhandles under nærværende Sag, og 3) en skrivelse fra H. B. Motzfeldt, i sin Tid Formand i Fællesskovsbetyrelsen, til Appellsk.s Advokat, udateret men angivelig indløben i December 1883. Hvad betræffer de under 1 anførte Dokumenter er imidlertid at mærke, at Stævningen til Kartforretningen udtrykkelig indeholder, at Kartet agtedes optaget til Brug ved Høiesteret under nærværende Sag, og at Stævningen er forkyndt saavel for Indst. som for hans 2 Sønner, om hvem det oplyses, at de senere havde kjøbt Meltingøen af Indst., samt at begge Sønnerne personlig mødte under Kartforretningen uden at gjøre nogen Bemærkning. I Overensstemmelse med, hvad der har været antaget under lignende Omstændigheder med Hensyn til Thingsvidner, se Rt-1857-128, Rt-1865-96, Rt-1871-66, Rt-1872-177, Rt-1878-596 og Rt-1879-691, formenes der derfor Intet at være til Hinder for disse Dokumenters Fremlæggelse og Benyttelse under Sagen. Det Samme maa gjælde det under 2 anførte Kart, da dette er et officielt Kart. Tvivlsommere kunde maaske Spørgsmaalet stille sig med Hensyn til den under 3 anførte Skrivelse fra Motzfeldt; den indeholder imidlertid, forsaavidt den er paaberaabt, kun en Benægtelse, som Appellsk. allerede i Indlæg for Overretten afødt xx.xx.1884 selv har fremsat, og da det som Følge heraf er uden Betydning, enten den tages i Betragtning eller ikke, finder jeg det ikke nødvendigt at opholde mig herved.

Indst.s Paastand ved Underretten om Sagens Afvisning var grundet paa den Betragtning, at Stør- og Værdals Underret skulde være inkompetent til at paadømme Sagen, da denne efter Furuøens Beliggenhed egentlig, mener Indst., skulde henhøre under Inderøens Jurisdiktion. Denne Indsigelse blev, som allerede antydet, forkastet af Underretten, som fandt det

Side:638

klart, at den manglede al Hjemmel, saalænge det ikke er godtgjort, at Furuøen virkelig hører til Inderøen og ikke under Stør- og Værdalen, hvad der netop er omtvistet under Sagen. Ved Overretten optog Indst. ikke Paastanden i dette Punkt paa anden Maaden, end at han henviste til sit ved Underretten forsaavidt Anbragte, og Overettsdommen har heller ikke i sine Præmisser berørt heromhandlede Indsigelse. Den hører imidlertid formentlig til dem, der ex officio maa blive at tage i Betragtning. Jeg har derfor troet at burde berøre den, men jeg finder det ikke nødvendigt nærmere at gaa ind paa den; jeg anser det nemlig for ganske klart, at Underrettens Afgjørelse her er rigtigt, og kan forsaavidt ogsaa henvise til den i Rt-1871-361 flg., indtagne Høiesteretsdom afødt xx.xx.1871, der angik et lignende Tilfælde.

Ved Underretten gjorde Indst. dernæst den Indsigelse gjældende, at de af Fogden i Stør- og Værdalen opnævnte Meddomsmænd, nemlig 4 Gaardbrugere fra Lexviken, ikke gyldigen kunde forrette som saadanne, da de som brugsberettigede i Lexvikens Fællesskov vare interesserede i Sagen. Denne Indsigelse blev forkastet ved Underdommerens ovenanførte Eragtning afødt xx.xx.1876, idet Underdommeren fandt Lagrettens Interesse i Sagens Gjenstand altfor ubetydelig og forsvindende til at begrunde dens Inhabilitet. Heri var Overretten enig, og forkastede derfor Ligeledes Indsigelsen. Da Indst. ikke har paaanket Overretsdommen, kan der spørges, om denne Indsigelse foreligger for Høiesteret. Jeg antager, at hvor der som her tidligere er bragt frem et for Sagen saa vigtigt Spørgsmaal som det, hvorvidt Dommeren paa Grund af Interesse i Sagen er inhabil, kan den overordnede Domstol ikke være afskaaret fra proprio motu at tage Sprørgsmaalet under Afgjørelse. Hvad dette selv angaar, hidsættes, at det er oplyst, at samtlige Gaarde i Lexviken ere brugsberettigede i heromhandlede Fællesskov. Denne synes, efter hvad der fremgaar af en Befaringsforretning af August 1800 ved den Tid at have tilhørt Generalveimester Krogh «som Eier af de fleste Gaarde i Lexviken» og senere en Testmann; om hvorledes den senere er kommet til at tilhøre samtlige Gaarde i Lexviken, haves ingen Oplysning under Sagen. Efter dette lader det sig formentlig ikke bestride, at Meddomsmændene kunne have havt Interesse i Sagens Udfald. Men paa den anden Side fremgaar det af Oplysningerne, at Furuøen i Forhold til samtlige Gaarde i Lexviken kun repræsenterer en ringe Værdi, og dertil kommer, at det i Sagens første Session blev oplyst, at ingen af Meddomsmændene var i Kommunebestyrelsen, eller som Medlemmer af denne havde deltaget i Beslutningen om Sagsanlægget; Skoven sees nemlig at sortere under Kommunebestyrelsen, paa hvis Vegne den forestaaes af en særskilt Skovbestyrelse. Hvorvel det formentlig havde været det Korrekteste, at der til Meddomsmænd havde været benyttet Mænd, som i enhver Henseende saavel direkte som indirekte stode ganske udenfor, antager jeg derfor, skjønt under Tvivl, ikke, at den omhandlede Omstændighed bør tillægges den Vægt, at den drager til Følge, at Meddomsmændene ansees inhabile og Underretsdommen kjendes uefterrettelig; jfr. Rt-1853-791 og Rt-1872-617.

«Furuøen» ligger, som det sees af de fremlagte Karter, ved den vestre Ende af den større Ø Meltingøen, der som et langt Næs strækker sig ud fra Meltingvandets østre Bred. Den er skilt fra Meltingøen ved et 150-300 Meter bredt Sund. Afstanden til Fastlandet i Vest og Syd er ikke ubetydelig større. Fastlandet i Syd er Lexvikens Fællesskov. Meltingøen henlaa tidligere under den paa Nordsiden af Vandet beliggende Gaard Melting. Denne er forlængst delt i flere Brug. 13 Kontrav., Mads Olsen Melting, oplyser nærmere, se Forhøret afødt xx.xx.1875, at Meltingøen i Tiden 1840-50 eiedes for en Halvdel af ham som Eier af en Gaard Melting, hvilken han i 1840 havde kjøbt af sin Fader, medens den anden Halvdel eiedes af Opsidderen paa den anden Meltingsgaard og af

Side:639

Proprietær Anton Jenssen i Mosviken. Saavidt erindres i 1850 solgte 13 Kontrav. og hans nævnte 2 Medeiere i Meltingøen denne til Kristoffer Jenssen. Denne var dog kun omtrent i et Aar Eier af Meltingøen. Hans Eftermand var Peter Andreas Øien, af hvem Indst., Andreas Kristoffersen, forklarer at have kjøbt Meltingøen 6 Aar før 1875, altsaa omtrent 1869.

Opsidder eller Bruger paa Meltingøen i dette Aarhundredes Begyndelse var efter Oplysningerne en John (Pedersen) Meltingøen, se navnlig 11 Kontrav.s Forklaring som 3 Dept. Under ovennævnte Forhør sammenholdt med Otte Estensens Prov under Thingsvidnet, hvorefter denne John (11 Kontrav.s Fader) maa være død omtrent ved Begyndelsen af Tyveaarene. Hans Enke blev ifølge de Sammes Forklaringer gift med en Ole Øien, som derefter var Opsidder. Dernæst nævnes under Sagen en Ole Trondsen, om hvem nærmere nedenfor. Indst. anførte under Forhøret, at han ikke fik Skjøde paa Meltingøen, da han kjøbte Øen af Peter Andreas Øien, og at heller ikke denne havde Skjøde, men at igjen hans Formand (Kristoffer Jenssen) havde havt Skjøde og havde solgt med udtrykkeligt Tilkjendegivende om, at med Salget fulgte Ret til Brug af Furuøen, saaledes som hidtil almindeligt havde været. Indst. indrømmede dog, at han ikke vidste, om Furuøen fuldstændig eiedes af og laa under Gaarden Meltingøen, men ialfald tilkom al Havning, Slaat og Hugstret Meltingøens Eier og havde fra gammel Tid været udøvet. Selv havde Indst., siden han blev Meltingøens Eier, aarligaars, maaske med Undtagelse af et enkelt Aar, foretaget Hugst paa Furuøen, navnlig af Kipved, og han erkjender specielt Vinteren 1874-75 at have hugget de under Sagen omhandlede 6 Favne Kipved og 2 Stykker Sagtømmer. Under Sagen har Indst. gjort gjældende, at hans Formænd i umindelige Tider have øvet den i Eiendomsretten liggende Raadighed over Furuøen, og at denne derfor ifølge Alders Tids Brug eller Hævd henhører under Meltingøen; ialfald mener Indst. det klart, at han har en hævdet Ret til at foretage Hugst paa Furuøen.

Som det vil være seet, havde Appell.s Paastand ved Underretten en videre Udstrækning end ved Overretten og Høiesteret. Underretten antog imidlertid, at der af Mangel paa Bevis for mala fides ikke kunde være Tale om Strafansvar, og at Appell.s Paastand om, at Indst. skulde «kjendes» uberettiget til ethvert Slags Eiendom- eller Brugsret paa Furuøen, gik videre end hjemlet ved Forligsklagen, hvori der alene handledes om «ulovlig Hugst af 6 Favne Kipved samt 2 Stokker Sagtømmer». Og alene i denne Udstrækning forelaa Sagen for Overretten, - hvortil Appell. som anført nemlig ikke havde kontrapaaanket, - og foreligger nu for Høiesteret, Underretsdommen er bygget paa, at der ikke tilligger Meltingøen enten Eiendomsret eller Brugsret til Furuøen, medens Overretten er kommet til det Resultat, at Furuøen fra gammel Tid henligger under Meltingøen, og at dennes Eier maa ansees eiendomsberettiget til Furuøen.

Hvad nu angaar den Raadighed, som faktisk har været udøvet over Furuøen fra Meltingøens Opsiddere eller Eierne af Meltinggaarde, gaar Oplysningerne tilbage til dette Aarhundredes første Del.

10 Kontrav., født xx.xx.1800, har provet, at han i 1819-21 tjente paa Meltingøen hos John (se ovenfor), og at denne i den Tid brugte Furuøen «ganske som Meltingøen», hvad Hugst betrækker, og blandt Andet hug Sagtømmer der; jfr. hermed 11 Hovedv.s Prov om, hvad dette Vidne nærmere har hørt af 10 Kontrav. om denne Hugst og 7 Kontrav.s Prov som 4 V. under Thingsvidnet. Senere boede 10 Kontrav. paa en anden Gaard, men i 1842 kjøbte Vidnet en af Meltinggaardene, og har gjennem den siden da forløbne Tid seet saadan Hugst foregaa paa Furuøen af Meltingøens Eier eller Opsidder.

13 Kontrav., født omtrent 1809, forklarer, at saavel hans Fader (Ole

Side:640

Madsen Meltin, se 12 Kontrav. som 4 Dept. Under Forhøret afødt xx.xx.1875) som hans Farbroder som Eiere af Gaarden Melting stadigt brugte Furuøen, «som Eiendom» eller «derunder henhørende», og at dette Tidsrum strækker sig fra Aarene 1800 og nogle og tyve. Og det Samme har 13 Kontrav. ogsaa selv gjort i sin Besiddelsestid (altsaa fra 1840 til omtrent 1850, se ovenfor), forsaavidt angaar nogen Hugst og Lavning af Næver.

11 Kontrav., som i de første 24 Aar af sit Liv opholdt sig paa Meltingøen, prover, at i den Tid, som hun kan huske af dette Tidsrum, blev Hugst foretagen paa Furuøen af hendes Stedfader, sc. ovennævnte Ole Øien. Vidnet har i Sagens Session den 3 Oktbr. 1877 opgivet sin Alder til 52 Aar; efter dette skulde hun altsaa være født omtrent 1825 og hendes Prov følgelig omfatte Tidsrummet 1825-49 med Fradrag af de første Barneaar. Men under Forhøret afødt xx.xx.1875 sagde hun sig henved 59 Aar gammel, altsaa født omkring 1816, og at dette er den rigtigere Alder, bliver klart, naar hensees til Vidnet, Otte Estensens, Prov under Thingsvidnet om, at han tjente paa Meltingøen i 1823 og 24 hos 11 Kontrav.s Fader, John Øiens, Enke, der da var bleven gift med Ole Øien, jfr. 11 Kontrav.s Forklaring under ovennævnte Forhør, hvorefter hun var omtrent 8 Aar gammel, da hun fik Stedfader. Det Tidsrum, hvorom 11 Kontrav. har forklaret sig, maa derfor sikkert lægges nogle Aar længere tilbage i Tid, rimeligvis omkring 1816-40, hvori dog fragaar de første Aar.

Sammenholdes disse 3 Prov, vil det sees, at de alle falde omtrent sammen om, at der allerede omkring Begyndelsen af 20- Aarene foregik Brug paa Furuøen fra Meltingøen eller Meltinggarden. Om saadant Brug derefter og til omkring 1840 har man 11 og 13 Kontrav.

For Tiden fra omtrent 1840 har man 10 og 13 Kontrav., hvoraf dog 13 Kontrav.s Prov kun gjælder Tiden indtil 1850, medens 10 Kontrav. angaar Tiden lige til hans Afhørelse i 1877. Ved Siden af disse 10 og 13 Kontrav.s Prov har man om Meltingøens Opsidders eller Eiers Brug af Furuøen i Tiden efter 1840-50 i det Væsentlige følgende Oplysninger.

9 Kontrav., 60 Aar i 1877, ved, at gjennem den Tid af 30 Aar, som han kan mindes, har der været drevet Brug paa Furuøen af Meltingøens Eier, ligesom Vidnet selv flere Gange har været med denne ved Udøvelsen deraf. Dette Prov omfatter saaledes formentlig omtrent Tidsrummet 1847-77.

8 Kontrav., 11 Hovedv. (Søn afødt xx.xx.44 Aar i 1876, har gjennem et Tidsrum, som Vidnet angiver at strække sig fra over 20 Aar før 1877, bemærket, at Indst.s Formand Peter Andreas drev Brug med Hugst og Andet paa Furuøen, og bemærkede gjennem over 10 tidligere Aar, at Peters 2 Formænd paa Meltingøen gjorde det Samme. Denne Del af Vidnets Prov omfatter saaledes formentlig Tiden fra Begyndelsen af 40 Aarene til omtrent 1869 (Peter Andreas solgte som anført Gaarden omtrent i 1869).

7 Kontrav., 37 Aar gammel i 1877, ved ligeledes, at Peter Andreas havde Brug med Hugst og Andet paa Furuøen for ialfald 25 Aar siden (altsaa 1852), ligesom Peter omtalte Furuøen som en Del av sit «Hugstterritorium».

12 Kontrav., som i Sagens Session den 3 Oktbr. 1877 sagde sig 41 Aar gammel, altsaa født omtrent 1836, men som under Forhøret afødt xx.xx.1875 opgav sig at være 47 Aar, altsaa født omtrent 1828 (hvilket Sidste efter der forøvrigt dersteds af Vidnet Forklarede formentlig er det Rigtige), prover, at han i 21 Aar opholdt sig hos Mads Melting (13 Kontrav.), og senere tjente i 5 Aar paa Meltingøen hos Peter Andreas;

Side:641

og i disse 26 Aar brugtes Furuøen stadig som Eiendom under Meltingøen i enhver Henseende saavel med Hugst som Havning.

7 Kontrav., en Datter af 13 Kontrav. og født omkring 1840, forklarer, at i hendes Barndom flækkede 13 Kontrav. Næver paa Furuøen, ligesom «Ole Øien» ophuggede de afflækkede Trær til Kipved, hvilket foregik aabenlyst; og 5 Kontrav. prover at have været med at tække et Tag hos Mads Melting (13 Kontrav.) med Næver tildels fra Furuøen, hvori Mads dengang eiede en Halvdel (altsaa før 1850).

2 Thingsv. Tog i sin Tid - Vidnet siger for omtrent 30 Aar siden, at regne fra 1879, hvorom nærmere nedenfor, - Virke til Baadbaand for Ole Meltingøen paa Furuøen samtidig med, at Ole hug Kipved der til Udskibning; Ole sagde sig dertil at være «myndig», idet det Meste af hans Skog var beliggende paa Furuøen.

3 Thingsv. Saa for 16 a 17 Aar siden, at regne fra 1879, i Løbet af 3 Aar, da han tjente paa en Gaard i Nærheden, at Peter Andreas benyttede Furuøen baade til Vedhugst og paa anden Maade.

Endelig hidsættes, at nævnte Peter Andreas, der er udvandret til Amerika, selv i en Erklæring, som han siger sig villig til at beedige, har udtalt, at han i den Tid, han var paa Øien, slog Hø paa Furuøen hvert Aar, naar der var Noget at slaa, og ofte huggede Gaardsved der.

Til disse Prov slutter sig Udtalelser fra Forkjellige om, hvad de have hørt om Forholdet i ældre Tid. 8 Kontrav. har saaledes ved Siden af sin ovenanførte Forklaring om den Brug, han har bemærket paa Furuøen i Peter Andreas's og dennes 2 Formands Tid, provet, at han tillige har hørt, at ogsaa disses Formænd, John og Ole, have drevet Hugst paa Furuøen. Og 8 og 9 Kontrav. have samstemmig provet, at de af en navngiven, senere afdød Mand have hørt, at denne i sin Tid - efter 8 Kontrav.s Prov for 40 a 50 Aar siden at regne fra 1877 (altsaa omkring 30-Aarene) - hug Sagtømmer paa Furuøen for Arnt Madsen, som dengang eiede en af Meltinggaardene med en Halvdel i Meltingøen. 2 Kontrav., 66 Aar gammel i 1877, har for mindst 40 Aar siden (altsaa før 1837) hørt af Arnt Melting, at Furuøen tillaa Meltingøen, og at alle Øer i Vandet eiedes af Meltinggaardene. 3 Kontrav., 54 Aar i 1877, har hørt sige, at Furuøen altid har tilligget Meltingøen. Vidnet har derhos hørt Andre sige, at der har været almindelig Brug paa Furuøen fra gammel Tid saavel af Manden paa Meltingøen, siden han blev Selveier, som før af Meltingmændene, medens de vare Eiere, og deres Leilænding. Dette Sidste har ogsaa 5 Kontrav. hørt af sin Fader (10 Kontrav.), jfr. hermed 10 Kontrav.s Forklaring som 1 Dept. under Forhøret afødt xx.xx.1875 om, at den ovenfor anførte John Øien (1819-21) fortalte Vidnet, at ogsaa hans (Johns) Formænd paa Meltingøen havde drevet Hugst paa Furuøen. Og i Særdeleshed paakalder her 4 Kontrav.s Prov Opmærksomhed. Hun, der i 1877 var 52 Aar gammel, prover nemlig, at hun af sin Farmoder (13 Kontrav.s Faster) oftere har hørt, at i hendes (Farmoderens) Ungdom brugtes alle Øer i Meltingvandet af Meltings Eiere. Naar den nu betænkes, at 4 Kontrav. maa være født omtrent 1825, maa jo hendes Farmoders Ungdom have faldt meget længe forud, rimeligvis før Begyndelsen af dette Aarhundrede.

Efter Alt, hvad der saaledes foreligger, maa det formentlig ansees for sikkert, at der siden meget lang Tid tilbage har været drevet Brug paa Furuøen fra Meltinggaardene og Meltingøen. Brugen strækker sig saa langt tilbage i Tid, som de ældste Nulevende erindre og muligens endnu længere. Og den har ikke indskrænket sig til enkelte Gange, men har været fortsat stadigt gjennem det hele Tidsrum, om den end ikke kan sees at være foregaaet netop hvert Aar. Efter dette maa der formentlig, saaledes som

Side:642

den udøvede Brug faktisk fremtræder, siges her at foreligge en gjennem lagne Tider fortsat Brug.

Hvorvidt den saaledes udøvede Brug - i Tilfælde - bør betragtes som Udspring af en Meltinggaardene eller nu Meltingøen tilkommende Eiendomsret til Furuøen, eller om den, og specielt da den Hugst, som er foregaaet, rettest bør sees isoleret som en Meltingøen tilliggende Rettighed til saadant Brug, kan være tvivlsomt. Men for nærværende Sags Udfald er det tilstrækkeligt at gaa ud fra, at der alene spørges om en Hugstret. Dette stemmer ogsaa, som det vil sees, forsaavidt godt med Vidneprovene, som flere af disse udtrykkelig indskrænke sig til at handle om Hugst eller Trævirke. Dette er saaledes specielt Tilfældet med 10 Kontrav., 13 Kontrav. for dets eget Vedkommende (1840-50), dog saaledes at dette Vidne ogsaa foretog Lavning af Næver, og med 11 Kontrav.

Sidstnævnte Vidne forklarede forøvrigt under Forhøret af August 1875 nærmere om Hugsten fra Meltingøen, at denne alene foregik til «Gaardsbrug» og ikke til Salg. Det Samme forklaredes under Forhøret af 12 Kontrav., ligesom Peter Andreas's ovenfor nævnte Erklæring udtrykkelig gaar ud paa, at han huggede «Gaardved» paa Furuøen. I Modsætning hertil have andre Vidner provet, at der er hugget til Salgs, se 7 Kontrav. og 2 Thingsv., jfr. 10 og 13 Kontrav.s Forhørsforklaringer. Imidlertid anser jeg det ikke nødvendigt nærmere at gaa ind paa dette Spørgsmaal; det er nemlig ikke oplyst, om den Kipved og de 2 Stykker Sagtømmer, som nærværende Sag direkte angaar, vare hugne til Salg eller blot til Gaardsbrug.

Spørgsmaalet bliver da, om der paa den anden Side foreligger Omstændigheder, der udelukke Erhvervelse ved Alders Tids Brug.

Der er i saa Henseende fremholdt af Appellsk. som et vægtigt Moment, at Grændsen mellem Mosvikens og Lexvikens Sogne, der tillige danner Grændsen mellem vedkommende Herreder, Fogderier og Sorenskriverier, maa antages at gaa i en omtrent ret Linie over Meltingvandet, saaledes at den skjærer Furuøens nordligste Spids, hvorefter denne Ø skulde høre til Lexvikens Sogn og derigjennem ogsaa til Lexvikens Fællesskov. Og dette skulde da efter Appellsk.s Fremstilling hidføre, at den fulde Bevisbyrde for, at Furuøen eller nogen Ret dertil desuagtet tilkommer Meltingøen (i Mosviken) paahviler Indst.

Om hvor Bygdegrændsen egentlig fra gammel Tid gaar, har der været anstillet forkjellige Undersøgelser. Paa det ovenfor nævnte, af den geografiske Opmaaling udgivne Kart («Levanger») er den afsat som gaaende fra et Punkt i den paa Sydsiden af Vandet beliggende Bjørvikdal i nordvestlig Retning over den sydvestligste Spidse af Meltingøen og derfra mod Vest til Fastlandet, skjærende den nordligste Spids af Furuøen. Men paa denne det officielle Karts Angivelse kan der efter det Oplyste ikke bygges med Sikkerhed. Amtmanden i Nordre Trondhjems Amt sees under Sagen at have erklæret ingen Oplysning at kunne give om, til hvilken Jurisdiktion Furuøen henhører. Derimod erfares det af den foran nævnte Befaringsforretning af 1800, at den Grændse, som nu paastaaes fra Appellsk.s Side, allerede dengang gjordes gjældende fra Lexvikens Side eller af vedkommende Foged, idet Grændsen i denne Forretning anføres at skulle gaa fra Bjørvikdalen eller rettere den derigjennem rindende Bæks Udløb i Meltingvandet «over Meltingvandet tæt forbi Øie-Gaarden» og derfra mod Vest. Den Strid, som dengang forelaa, angik imidlertid ikke Grændsen paa denne Strækning, saa at der ikke fra det da Passerede kan sluttes noget Bestemt. Under Sagen har der om dette Punkt været ført en Række af Vidner, og af disse have de allerfleste udtalt sig for den af Appellsk. paastaaede Grændse, se 2, 3, 6, 8 og 12 Hovedv. samt Vidnerne Otte Estensen og Johan

Side:643

Tetli under Thingsvidnet (alle fra Lexviken) og 9, 10, 11 Hovedv., 3, 7, 9 og 13 Kontrav. (alle fra Mosviken) og endelig 5 Hovedv. Om Udgangspunktet i Syd udtale flere af Vidnerne sig mindre bestemt, enkelte nævne blot Bjørvikdalen, Andre et Punkt noget nede i denne Dal kaldet Kilakløven, men en Flerhed af Vidnerne samstemme i at angive Grændsen som gaaende over Laaven eller dens sydvestre Naavesten paa «Øien», d. e. Meltingøen. Der taler efter dette formentlig Meget for, at Bygdegrændsen gaar over Vandet og ikke, som af Indst. paastaaet, følger dettes sydlige Kant. Men forøvrigt foreligger ikke dette Spørgsmaal til Afgjørelse her, og naar jeg her har berørt det, er det kun fordi det formentlig maa medgives Appellsk., at, hvis det er sandsynligt, at Bygrændsen er den af ham paastaaede, er det Ligeledes rimeligt at antage, at ogsaa Furuøen oprindelig tilligger Lexvikens Fællesskov; thi at Bygdegrændsen skulde have været trukket saaledes, at en Del af en Eiendom kom til at henhøre til Lexviken, en anden Del (Furuøen) til Mosviken, er i og for sig lidet antageligt; og forsaavidt det af Indst. har været paapeget som mindre rimeligt, at man har valgt et saa usikkert Punkt som Husene paa Øien som et Grændsepunkt, er dertil at bemærke, at det ligger nær at antage, at de kun ere benyttede som et Sigtepunkt.

Selv om det imidlertid antages, at Bygdegrændsen virkelig er den af Appellsk. paastaaede, og at Grændsen for Fællesskoven oprindelig faldt sammen dermed, vilde denne Omstændighed ikke udelukke Muligheden af, at Furuøen i Tidens Løb var erhvervet for Meltingøen, og endnu mindre vilde det staa i Strid med Erhvervelse for Meltingøen af en enkelt Raadighed, her Hugstret over Furuøen. Det Meste, som i Tilfælde skulde kunne udledes af heromhandlede Omstændighed, maatte derfor være en vis Tvivl om, hvorvidt den udøvede Brug i sin første Oprindelse maatte være foretagen i fuldt god Tro, men det er formenlig klart, at, jo længere Brugen har været, desto mindre Rum bliver der for saadan Tvivl. Og dette gjælder saa meget mere, som der efter Oplysningerne, naar undtages i de allersidste Aar før Sagsanlægget, kun en sjelden Gang har været udøvet nogetsomhelst Brug paa Furuøen fra Lexvikens Side. 6 Hovedv. omtaler Aavirke for en Mand fra Lexviken antagelig i 1844-45, og 12 Hovedv. ligesaa for en anden Lexværing antagelig i 1846, ligesom 3 Hovedv. nævner en Hugst i antagelig 1860. Hertil indskrænke Oplysningerne sig, og hermed stemmer det godt, hvad flere af de af Indst. førte Vidner have udtalt om, at de aldrig - førend som sagt i de sidste Aar - endog have hørt Tale om Hugst paa Furuøen fra Lexvikens Side, se 7, 8, 11 og 13 Kontrav., jfr. ogsaa 12 Hovedv. under Forhøret.

Jeg antager derfor ikke, at der fra den her omhandlede Omstændighed i noget Tilfælde kan udledes noget Moment, der udelukker, at Rettigheden kan være erhvervet for Meltingøen.

Tvivlsommere kan det derimod være, hvilken Vægt man bør tillægge forkjellige under Sagen faldne Udtalelser, naar der spørges om hvorvidt Vedkommende kunne antages at have udøvet Raadigheden med Bevidsthed om eller i god Tro til en dem tilkommende Ret.

Vidnet, Otte Estensen under Thingsvidnet, har provet, at John Øiens Enke, der, som allerede anført, var bleven gift med Ole Øien, forbød sine Folk eller Tjenere, hvoriblandt Vidnet, at hugge paa Furuøen, hvorfor der heller ikke blev hugget noget der i den Tid, hvori Vidnet i 1823-24 tjente paa Meltingøen. Og som Grund til dette Forbud anførte hun, ifølge Vidnet, at afdøde John engang under Hugst paa Furuøen var bleven antruffen af 2 Lexværingr, for hvilke han paa Spørgsmaal om, med hvilken Adkomst eller Ret han huggede, have undskyldt sig med, at han netop manglede et Par Stokke, ligesom han havde bedt ind til sig og trakteret

Side:644

dem, for at de ikke skulde omtale Hugsten. Herved er imidlertid at mærke, at; hvad der her foreligger, ikke er nogen Udtalelse direkte fra John til Vidnet, men alene en Udtalelse om, hvad Vidnet vil have hørt af Johns Enke om angivelige Ytringer fra John til hende. Allerede herved bliver det tvivlsomt, hvilken Vægt man bør lægge paa Vidnets Prov, hvor der spørges om Johns gode Tro, og endnu mere usikkert bliver dette, naar der saa igjen spørges, om der herfra kan udledes Noget imod at forudsætte god Tro hos Johns Eftermand Ole. Og hertil kommer, at Otte Estensens Prov paa den anden Side i nogen Grad svækkes ved, hvad 2 V. under Thingsvidnet har provet om, at han Intet hørte om noget saadant Forbud, da han arbeidede paa Meltingøen som Baadbygger samtidig med, at Otte Estensen var der. Vistnok er der forsaavidt en Uoverensstemmelse mellem Otte Estensen og 2 V., som Otte siger, at han var paa Meltingøen i 1823-4, medens 2 V. tidligere har forklaret, at det var omtrent 30 Aar før 1879, altsaa ca. 1849, han byggede Baad for Ole Meltingøen; men herpaa kan der formentlig ikke lægges Vægt, da 2 V. uimodsagt - i Ottes Nærvær - har provet, at de vare der samtidig; der maa formentlig her være en Feilerindring tilstede fra 2 V. jfr. 2 V. om, at han byggede Baad for Ole Meltingøen - og Mads Olsen fik Gaarden allerede 1 1840. Jeg tror derfor ikke, at der bør drages nogen Slutning i Disfavør af Indst. fra Otte Estensens Prov.

Tvivl vækkes derhos ved Thingsvidnets 1 V., Ole Trondsens, Prov om for nærved 40 Aar siden - altsaa ca. 1839 - engang at have henvendt sig til og erholdt Tilladelse af Testmann til at hugge paa Furuøen og om at have betalt Testmann efter Akkord for denne Hugst. Heraf synes unægtelig at fremgaa, at Ole Trondsen maa have troet, at Furuøen tilhørte Testmann, som forøvrigt efter Vidnets videre Prov tilkjendegav Vidnet, at efter hans (Testmanns) Mening var Furuøen Hjemrast til Sollien, der eiedes af Testmann (tillaa altsaa ikke Fællesskoven). Der er imidlertid Intet nærmere oplyst om, i hvilket Forhold denne Ole Trondsen har staaet til Meltingøen. 1 Hovedv. har vistnok under Forhøret betegnet ham som Opsidder paa Meltingøen; men Ole Trondsen selv har forsaavidt Intet oplyst, tvertimod synes hans Svar til Spørgsmaal 3 om ikke i sin Tid at have været med Meltingøens Opsidder og hugget paa Furuøen, men at være vidende om, at af Meltingøens Opsidder Adskilligt er taget til Ved og deslige nu og da paa «Meltingøen» (Furuøen?) - snarest at tyde paa, at han ikke selv har været Opsidder paa Meltingøen. Og dette synes at stemme med 6 Kontrav.s Prov om, at Ole Trondsen i sin Tid boede paa Melting som Logerende, men at hans Svigerfader, hvis Navn forøvrigt ogsaa var Ole (Ole Øien?), boede paa Meltingøen, og at det var, medens Ole Trondsen boede paa en af Meltinggaardene, at han foretog en Hugst paa Furuøen. Men har Ole Trondsen ikke selv været Opsidder paa Meltingøen eller Eier af nogen Meltinggaard, kan hans mulige Formening om, at Furuøen tilhørte Testmann, selvfølgelig ikke komme i Betragtning. I ethvert Tilfælde mener jeg derfor, at Forholdet med Ole Trondsen ikke er saaledes oplyst, at man kan lægge nogen afgjørende Vægt paa hans Prov til Skade for Indst.

Heller ikke antages det at kunne tillægges nogen væsentlig Betydning forsaavidt, hvad Peter Andreas Øien i sin ovenanførte Erklæring har anført om, at der et Par Aar førend han forlod Meltingøen, af en Mand fra Lexviken blev gjort «privat» Indsigelse mod, at han huggede paa Furuøen.

Den samme Bemærkning har Anvendelse med Hensyn til 8 Hovedv.s Prov om at have hørt en Søn af Peter Andreas Øien udtale, at Furuøen henhørte til Lexviken, og at der fra Øien aldrig burde foretages Hugst paa

Side:645

Furuøen. Og forsaavidt 9 Hovedv. har provet, at han af Peter Andreas, da denne falbød Meltingøen, hørte at Furuøen skulde tilhøre Lexviken, behøver jo ikke deri at ligge Andet, end at Peter Andreas har - som mange Andre - været af den Mening, at Furuøen efter Sognegrændsen hørte til Lexvikens Sogn, uden at deri behøver at ligge endog Antydning til, at Peter Andreas ikke skulde have ment sig berettiget til Øen eller Brug paa samme.

Der foreligger, saavidt skjønnes, heller ikke tilstrækkelig Grund til at antae Andet, end at Meltinggaardenes Eiere, forsaavidt angaar de Brug, som fra Meltinggaardene dreves paa Furuøen, forinden Meltingøen blev Selveiergaard, have handlet i Bevidsthed om eller med Tro paa, at de udøvede en dem tilkommende Ret, se 13 og 10 Kontrav. Naar 9 Hovedv. har forklaret ogsaa af Mads Melting, 13 Kontrav., at have hørt, at denne ansaa Furuøen for henhørende til Lexviken, gjælder her det Samme, som ovenfor nys er anført om lignende Ytring fra Peter Andreas til 9 Hovedv. Og forsaavidt der dernæst mod 13 Kontrav. er anført, at 3 Hovedv. har provet, at han efter den ovenfor omtalte Hugst fra Lexviken paa Furuøen i omtrent 1860 til Hjembringelse af det Huggede laante Hest af 13 Kontrav., og at 13 Kontrav. vidste om, baade hvad og hvorfra der skulde kjøres, er dertil at bemærke, at dette Sidste synes at staa i Strid med 13 Kontrav.s eget Prov om først i de allersidste Aar forend Sagsanlægget at have vidst om Brug af Lexværinger paa Furuøen; forøvrigt vil det sees, at 13 Kontrav. dengang (i 1860) allerede forlængst havde solgt Furuøen eller sin Halvdel deri.

Jeg kommer efter det Hidsatte til det samme Resultat som Overretten, men da dennes Frifindelse er bygget paa et bredere Grundlag, finder jeg at burde give ny Konklusion. Processens Omkostninger for alle Retter antages at burde ophæves.

Konklusion:

Andreas Kristoffersen Meltingøen bør for Lexvikens Fælleskovs Bestyrelses Tiltale i denne Sag fri at være. Processens Omkostninger for alle Retter ophæves.

V. Scheel.

Jeg er i megen Tvivl, om det kan passere, at Meddomsretten er betjent af 4 Gaardbrugere fra Lexviken. Det ligger i ethvert Tilfælde paa den yderste Grændse af det Tilstedelige (Lagrettesloven §24). At Furuøen ikke kan antages at være af nogen meget betydelig Værdi, og at den pekuniære Interesse for hver enkelt Brugsberettiget i Lexvikens Fællesskov saaledes vistnok er ringe, kan neppe ubetinget være afgjørende. Erfaring viser vistnok, at, hvor Bygdeinteresser kommer med i Spillet, og hvor Tvisten derfor nærmest har Karakteren af en Bygdetvist, er det pekuniære Moment ikke alltid det eneste eller det væsentlige. Jeg forbeholder derfor Konference om dette Punkt. I Realiteten er jeg i det Væsentlige enig med Førstvoterende, dog saaledes, at jeg ikke har nogen Betænkelighed ved at votere for Overretsdommens Stadfæstelse in terminis, det vil sige at udtale, at Furuøen efter de foreliggende Oplysninger maa antages med fuld Eiendomsret at tilligge Gaarden Øien.

H. Foss Reimers.

Jeg er enig i Førstvoterendes Resultat paa samme Maade som Hr. Assessor Reimers.

Med ham og paa de af ham anførte Grunde finder jeg det i høi Grad tvivlsomt, om det er tilstedeligt, at Meddomsmænd af Lexviken, der, om end hver for sig for en ganske liden Del præsendere Medeiendomsret i den omtvistede Ø, have deltaget i Sagens Paadømmelse.

I Realiteten er jeg ogsaa enig med Assessor Reimers deri, at Stiftsoverrettens Dom kan eller, som jeg tror, rettest bør stadfæstes in terminis.

Side:646

Jeg antager nemlig ikke, at det, efter hvad her foreligger, udkræves til Indst.s Frifindelse Bevis fra Indst.s Side for Hævd eller Alders Tids Brug. Efter min Opfatning paahviler der ikke Indst. nogen særlig Bevisbyrde i saa Henseende, og jeg tiltræder Udtalelser i Overretsdommen, at Brugen fra Meltinggaardenes og Meltingernes Side har været udøvet i saa betydelig Udstrækning, at Appell. (Indst. for Høiesteret) og hans Formænd maa siges gjennem Tidernes Løb at have været i Besiddelse af den omstridte Ø, under hvilket Forhold Beviset for, at Furuøen desuagtet tilligger Lexvikens Fællesskov, for den væsentlige Del maa paahvile Indst. (?: Appellsk. for Høiesteret).

Mit Votum gaar saaledes ud paa Stadfæstelse af Stiftsoverrettens Dom med Ophævelse af Sagsomkostningerne for alle Retter.

J. R. Andersen.

I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Edv. Mørch.

Jeg antager, at Underrettens Dom som afsagt af Sorenskriveren med inhabile Meddomsmænd og som Følge deraf tillige den afsagte Stiftsoverretsdom bør kjendes uefterrettelig at være.

Lexvikens Fællesskov tilligger samtlige i Lexviken til Eiendom, ikke blot til Brug.

De fire Meddomsmænd ved Underretten paastaa saaledes gjennem sine Repræsentanter, Cit.skabet, direkte Eiendomsret til det, der er Tvistens Gjenstand. De indtage følgelig i Virkeligheden Parts Stilling. Og da bør de efter min Mening ikke kunne optræde som Dommere i Sagen, selv om deres Interesse i det Omprocederede ikke er stor. Hvor stor denne deres Interesse er, er iøvrigt ikke oplyst. Lexviken er jo en liden Kommune med ca. 3000 Indvaanere. Hvor stor Del af Kommunens samlede Matrikulskyld der repræsenteres ved de fire Meddomsmænds Gaarde, vides ikke. Heller ikke kjendes Værdien af Furuøen. Den er efter Kartet formentlig ca. 225 Maal stor, og maa formodes at være af ikke saa ubetydelig Værdi, siden Lexvikens Fællesskovs Eiere for at vindicere den have fundet at burde først anlægge en kostbar Aastedssag og senere indbringe Stiftsoverrettens Dom til Høiesteret.

Da jeg ikke ved, om der bliver Flertal for min Mening, vil jeg ikke for Øieblikket forme nogen Konklusion.

In subsidium er jeg, hvad Realiteten angaar, enig i Førstvoterendes Resultat, dog saaledes at jeg ligesom Hr. Assessor Andersen voterer for Stadfæstelse af Stiftsoverrettens Dom. Efter min Mening er der nemlig fra Indst.s Side ført fuldt Bevis for Eiendomshævd. Spørgsmaalet om, hvor Grændsen mellem Lexviken og Mosviken gaar, er, saavidt jeg indser, aldeles ligegyldigt for Sagen. Thi efter den af Appellsk. hævdede Grændselinie vil jo ikke alene Furuøen men ogsaa hele den sydvestlige Spids af Meltingøen - efter Kartet formentlig over 50 Maal - komme til at ligge i Lexviken. At denne Del af Meltingøen af den Grund skulde tilhøre Lexvikens Fællesskov, sees imidlertid aldrig at være paastaaet.

Og da indsees det ikke, hvorfor Grændselinien mellem Sognene mere skulde medføre, at Furuøen skulde tilhøre Lexvikens Fællesskov.

Ernst Motzfeldt.

I en Sag i Rt-1873-569-71 antog Høiesteret enstemmigt, at den Omstændighed, at en Dommer eiede 2 Aktier (1/120) i et Dampskibsinteressentskab, ikke gjorde ham inhabil til at bestyre en Skjønsforretning, hvori Interessentskabet optraadte som Sagfører. I nærværende Sag er der vistnok ikke tilstrækkeligt oplyst, af hvad Beskaffenehed Eiendomsretten er, og om hvorledes den er fordelt mellem Gaardsbrugerne; rimeligvis er

Side:647

dog den Enkeltes Ret af samme Indhold som i Bygdealmenning. Heller ikke Værdien af Tvistens Gjenstand, Furuøen, tilstrækkeligt oplyst. I et Indlæg fra Indst.s Side for Underretten siges der: «Det blev udtrykkelig omtalt under første Aastedssession, at, kunde den til Nød Maaske i Værd dække Sessionens Omkostninger, saa var den dog langtfra værd, hvad Sagen vilde koste Citantsk. Kan den ansættes til 1/20 Del af Meltingøens Værdi, vil det visselig være det høieste, og den bliver saavel herved som i forholdsvis Udstrækning kun et ubetydeligt Appendix». Vistnok har Udtalelserne forøvrigt om Øens Værdi været noget vaklende, - men jeg antager det dog lidet rimeligt, at den enkelte Meddomsmands Lod i Øen vilde have været større end Dommerens Aktier i ovennævnte Sag. (I Krafts Beskrivelse af det Nordenfjeldske Norge II 1835 er Gaardbrugenes Antal i Lexvikens Præstegjeld angivet til 145). Selv med Hensyn til Bedømmelsen af Overskjønsmænds Habilitet (hvor en strengere Opfattelse er paa rette Sted) har Høiesteret ikke altid lagt den strengeste Maalestok til Grund (se. s. Ex. Rt-1860-289 og flg., især S. 293, hvor der udtales «at ikke enhver ringe Interesse, som Dommeren kan have i Sagen (f. Ex. med Hensyn til Skattepligt Rt-1870-272) gjør ham inhabil)».

Hvad angaar Sagens Realitet slutter jeg mig i det Væsentlige til de foregaaende Voterende, idet jeg navnlig er enig med Hr. Assessor Andersen i, at, da der intet Hjemmelsdokument kan paavises med Hensyn til Øen af nogen af Parterne, saa maa den af Indst. udøvede Brug og Besiddelse fritage ham for Beviset for Berettigelsen til samme (Lov 5-5-5), og at de fra begge Sider fremførte Oplysningers indbyrdes Vægt maa bedømmes fra dette Synspunkt.

Ogsaa stemmer jeg for Overretsdommens Stadfæstelse.

Ottesen.

Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Jeg tror, det kan undlades at kjende de afsagte Domme - og i Forbindelse hermed da formentlig ogsaa den hele Underretsbehandling - uefterrettelig; Betænkeligheden herved synes mig saameget mindre efter det Realitetsresultat, hvortil Høiesteret kommer.

Efter Beskaffenheden af Sagens processuelle Stilling ved Overretten synes det mig forsigtigst med Førstvoterende at holde sig alene til Spørgsmaalet om den paaklagede Hugst og ikke gjennem ligefrem Stadfæstelse af Overretsdommen indirekte at indlade sig paa Afgjørelse af selve Eiendomsretten til Furuøen, hvorom ingen Udtalelse eller Afgjørelse af Overretten er bleven æsket.

M. Lambrechts.

Jeg fastholder mit Votum.

V. Scheel.

Ligesaa, idet jeg med Hr. Assessor Motzfeldt antager, at den passerede Behandling af Sagen ved Underretten ikke lader sig opretholde.

Reimers.

Ligesaa. Jeg finder det, som tidligere bemærket, vistnok meget tvivlsomt, om det kan ansees lovmedholdeligt, at som Meddomsmænd her er benyttet 4 Gaardbrugere af Lexviken; men jeg tror dog, at det i nærværende Tilfælde kan passere, navnlig, som af Hr. Justitiarius udhævet, paa Grund af det Realitetsresultat, hvortil Høiesteret nu sees at komme. Med Hensyn til den formelle Beføielse af Overrettens Begrundelse skal jeg henvise til Deduktionsindlægget for denne Ret, ligesom jeg er enig i, hvad der af Hr. Assessor Ottesen i Realiteten er anført.

J. R. Andersen.

Jeg vedbliver mit Votum.

Edv. Mørch.

Ligesaa.

Ottesen.

Jeg fastholdet mit Votum. Betænkelighederne ved at kjende det passerede Sagsbehandling uefterrettelig forekomme mig ikke at være store i

Side:648

et Tilfælde som nærværende, hvor der i Høiesteret tillige er voteret angaaende Sagens Realitet, saa nogen ny Proces herom ikke er tænkelig.

Ernst Motzfeldt.

Jeg bliver ogsaa ved mit Votum.

M. Lambrechts.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt med saadan Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. Processens Omkostninger for Høiesteret ophæves.

M. Lambrechts.