Rt-1891-814

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1891-07-18
Publisert:	Rt-1891-814
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L. nr. 113/1 1891
Parter:	Bodø Dykkerselskab (H. J. Schwarz) mod Skipper Hans Blomvig (Rieber-Mohn som befalet sagfører).
Forfatter:	Scheel, Ottesen, Thoresen, Mørch, Hansteen, Saxlund, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:

Assessor Scheel: Med hensyn til nærværende sags nærmere omstændigheder henviser jeg til præmisserne til den af en søret i Salten den 22 Novbr. 1890 afsagte dom:

« Efter forgjæves forligsmægling søger Cit., Skipper Hans Blomvig, ved stævning afødt xx.xx.1890 indst. Bodø Dykkerselskab, til at erstatte cit. Skøiten «Ællidas» Værdi med kr. 1000 med lovlige renter samt tilpligtes at betale Cit. processens omkostninger eller in subsidium at betale

Side:815

Cit. erstatning efter Sørettens skjøn for det Tab Indstevnte har paaført Cit. ved sin kontraktsstride fremgangsmaade ligeoverfor Cit. samt hans fartøi «Ællidas», samt at betale processens omkostninger. Indst. har paastaaet sig frifunden for Cit. s. tiltale og sig tilkjendt processens omkostninger.

Lørdag den 14 Decbr. 1889 Kl. 3 morgen afgik Indst.s. dampskib «Skytten» Grøtø sydover med et slæb bestaaende af 2 galeaser, 1 raajagt, 3 jagter og Cit.s. skøite «Elida». om disse øvrige fartøier er det in confesso, at Cit. var vidende, da han Natten til den 13 betingede sig slæb. «Elida» skulde, efter hvad Cit. paastaar, have slæb til forbi Bedøsundet. Indst. indrømmer imidlertid kun at have paataget sig at slæbe den til Bedøsundet. Det var stille, da man forlod Grøtøsundet, men der var udsigter til utrygt veir, og da man kom paa Brandvigen, havde man en kuling af sydost, saa et rev maatte tages i storseilet. Vinden var «rosset». Cit. og en Jagt til havde af føreren paa «Skytten» faaet ordre til at føre seil for at støtte slæbet, noget der af 3 V. erklæredes almindeligt under slæbning. Da man var kommmen paa Brandvigen, sydvest av Sjaaholmen, en knap fjerding fra Bedøsundet, seg «Elida» under en «rosse» saa at «Skytten» neppe avancerede, ind paa denne, hvorved «Elidas» slæber blev slaaet af af propellen. Cit. anser dette for at hidrøre fra, at «Skytten» havde taget for stort slæb. Indst. paastaar, at grunden er, at Cit. efter først efter ordre at have taget klyveren, derpaa uden ordre fra Indst. have sat den til igjen. «Elida» Slæber var fæstet ombord i «Skytten» forud om babord. Klokken var 5 om morgenen, da dette hændte. Da slæberen var sprunget, holdt «Elida» af over de andre fartøiers slæbere og kom herunder i kollision med 3 V.s jagt «Severine», der laa yderst om styrbord. Herved fik «Elida» sit baugspryd brækket i stivgattet for klyverens udhaler, hvilket havde tilfølge, at klyver-stangestag og klyver-barduner gik overbord. Indst. benægter, at «Skyttens» fører blev opmærksom paa dette, og 3 V. antager heller ikke, at «Skyttens» fører saa det. Det er in confesso, at Cit. ikke signaliserede, at han tiltrængte hjælp, og at det ikke blæste mere, end at man godt kunde krydse. De søkyndige søretsmedlemmer antager, at der her under den ved kollisionen opstaaede forvirring neppe var andledning til at signalisere, og at et signal i mørket vanskelig vilde kunne observeres fra Dampskibet. Indst. mener at kollisionen hidførtes ved Cit.s klodsede manøvrering, idet denne skulde være løbet op i vinden istedetfor at falde af. Cit. paastaar at en saadan manøvre kun vilde have bragt hans fartøi til at drive ned paa de øvrige fartøier. Cit.s fartøi var ved det lidte havari bleven ude af stand til at manøvreres og maatte holde af til fjærkvittingerne, efter søretsmedlemmenes oplysning 1 mil i vestlig retning for Bedøsund. I fjærkvittingerne toges havn. De søkyndige antager, at som vinden var og den stand, hvori Cit.s fartøi befandt sig, kunde det ikke naa havn andet sted end her, hvis havn overhovedet skulde naaes. Farvandet mellom Bedøsundet og Fjærkvittingerne, mener de søkyndige medlemmer av retten, maa ansees for rent. Indst. fortsatte Veien til Vedøsundet, gik derpaa til Folden med en galeas uden i Vedøsundet at vende om for at hente Cit. og fortsatte sin vei til Bodø. Efter søforklaringen fik Cit. først havn i Fjærkvittingerne den 15 Decbr. og Mandag den 16 Decbr. kl. 10 afgik «Elida» derfra i fuldt sjødygtig stand, da den nu havde udbedret den skade, den ved kollisionen havde faaet. Vinden var sydost, saaledes som den havde været, da sammenstødet skede, og dagen efter sammenstødet (se 3 og 4 V.s prov ad kontraspørgsmaal n og 1 og 2 V.s. prov under søforklaringen), men dreiede sig mer sydlig, hvorfor man besluttede at tage havn i Kjelbotn. Man havde da rev i storseil og stagfok. Omtrent kl. 1 eftermiddag, da man havde Sælnesbugten til læ, men endnu nogle

Side:816

kabellængder frem til Kjelbotn træffede Skinklerne i Klyveren eller det jernbeslag, hvortil klyverskjødet er fæstet, hvilket havdet til følge at klyveren slogdes i filler. «Elida» maatte nu holde af og ned paa Sælnæsbugten, hvor man satte begge ankere med 20 favne kjætting i hvert, samt kabeltauget med Barpanteret. Den næste formiddag roede de to matroser iland med skipperen for at denne skulde leie skyds og reise til Bodø, hvor han vilde tinge dampskib til at slæbe skøiten hjem. Men uveiret tiltog nu saaledes med storm af sydvest og oprørt hav, at skydsfolkene ikke kunde foretage reisen. De to matroser kunde nu heller ikke komme ombord, hvorimod det lykkedes skipperen ved hjælp av skydsen og han bjergede en ubetydelighed av folkenes tøi. Onsdag rasede fuldstændig orkan, saa det nesten brød sammen fra begge land i Sælnesbugten og torsdag morgen viste det sig, at skøiten var sunket. Da bølgerne stadig slog over skibet, antager vidnerne under søforklaringen, at det er bleven fyldt gjennom forlugen og lugarnedgangen, hvilke aapninger ikke var vandtætte, hvorimod var skalket. De søkyndige oplyser, at det er almindeligt ved fart langs kysten med sild, ikke at skalke forlugen og lugarnedgangene. Senere har Indst. taget lasten op paa anmodning af ladningsassurandøren og herunder opfisket endel af skøitens inventar, efter Cit. første foregivende uden hans vidende og efter hans andet mod han udtrykkelige ordres. Efter Cit.s. paastan har Indst. under bjergningen ødelagt fartøiet, hvad dog denne har benægtet, og Cit. vil i denne Indst.s. befatning med fartøiet se en erkjendelse af, at Indst. er pligtig til at erstatte Cit. Det 3 og 3 V. anser det uforsvarligt under kuling og høi sø at have saa mange fartøier paa sleb, som Indst.s. skipper dengang havde, og alle de afhørte vidner er enige om, at en slæbebaad pligter at gjøre alt, hvad den kan for at bringe et fartøi frem til bestemmelsesstedet, naar det først har overtaget slæbningen af det».

Ved den nævnte søretsdom blev saaledes kjent for ret: «Indst. Bodø Dykkerselskab, bør til Cit., skipper Hans Blomvig, betale de paasøge kr. 1000 med 4 pct. renter fra 10 Febr. 1890 til betaling sker. Processens omkostninger ophæves.» Denne dom blev dog afsagt under dissents, idet rettens formands votum gik ud paa, at dykkerselskabet burde frifinnes.

Dommen tilligemed en afsagt kjendelse afødt xx.xx.1890 om ikke tilfølgetagelse af en af Dykkerselskabets nedlagt paastand om afvisning er, af Bodø Dykkerselskap ved stævning afødt xx.xx.1890 paaanket til Høiesteret, hvor selskabet har nedlagt saadan paastand: Principalt at sagen afvises fra søretten, og at Indst. tilpligtes at betale Appell. kost og tæring og processomkostninger for søretten og Høiesteret; subsidiært at Appell. frifindes for Indst. tiltale, hvorimod denne tilpligtes at betale appell. sagens omkostninger for søretten og Høiesteret. Indst. Blomvig, har efter erholdt beneficium paupertatis mødt ved befalet sagfører advokat Rieber -Mohn, der har nedlagt saadan paastand: 1) At sørettens kjendelse stadfæstes; 2) principaliter at sørettens dom stadfæstes; subsidiært: at appellsk. tilpligtes at erstatte Indst. det tab, det har paaført ham ved sin kontraktsstridige fremgangsmaade ligeoverfor ham og hans fartøi «Elida» efter skjøn af sørret optaget paa appellst.s. bekostning med renter af skjønsbeløpet fra 10 Febr. 1890, til betaling sker; 3) at appelantsk. tilpligtes at betale indst. processomkostninger for høiesteret, og 4) at der tilkjendes den befalede sagfører salar.

Den fremsatte afvisningspaastan støtter appellsk. derpaa, at den begjæring om søret, hvormed sagen blev indledet fra Blomvigs side, ikke skulde opfylde betingelserne i søfartsl.s. §125. For det første gjør han i denne henseende gjældene, at denne begjæring er af søretsdommeren

Side:817

kun paaført berammelse, men derimod ikke nogen indkallelse. Dette maa imidlertid efter min mening være ganske uden betydning, da begjæringen udtrykkelig indeholder, at «følgende personer» ønskes indkaldte til at afgive møde, og naar dommeren paategner berammelse paa begjæringen, som desuden var paaført stempelmærke, maa dette være tilstrækkeligt. Man ser ogsaa at stævnevidnernes attestation om dokumentets forkyndelse, at dette af stævnevidnerne blev opfattet og betegnet som «Søretsstevning». Dernæst ankes der over, at retshandlingens hensigt ikke er angivet i begjæringen, i det specielt intet er nævnt deri om forligsmægling eller dom. Men begjæringen indeholder, efterat der er givet en kort fremstilling af faktum, at Blomvig nu agter at gjøre Dampskibsselskabet ansvarligt for tabet af sit fartøi, og hermed maa vel retshandlingens hensigt siges at være tilstrækkelig betegnet, ligesom forligsmægling faktisk blev anstillet inden retten. Endelig har appellsk. gjort gjældene, at Blomvigs sagfører, allerede forinden forligsmægling var begjæret anstillet og var anstillet, havde fremlagt deduktionsinlæg, hvor paastanden var indtaget. Dette var vistnok efter min mening en uformelighed eller klodsedhed; det forholder sig nemlig saa, at der i deduktionsindlægget staar: «Jeg indlader sagen med saadan paastand», og derefter følger paastanden. Men i virkeligheden blev sagen, ser man, først indladet til doms, efterat forligsmegling havde fundet sted, og efterat ogsaa Vidneførsel var foregaaet. jeg opfatter det derfor saa, at saggivelsen i virkeligheden ikke fandt sted førend efter forligsmæglingen. Jeg finder saaledes, at afvisningspaastanden ikke kan tages tilfølge.

Med hensyn til realiteten har proceduren ved Høiesteret ligesom ved søretten dreiet sig om, hvorvidt der under slæbningen er bleven begaaet nogen feil fra Dykkerselskabets slæbeskib «Skyttens» side, - saaledes bl.a. om, hvorvidt «Skytten» havde for mange fartøier pa slæb, om det var nogen feil at «Elidas» slæber var fæstet forud om babord paa «Skytten», og om det var nogen feil at kun de to forreste fartøier, der slæbtes, førte seil. Dernæst har proceduren dreiet sig om, hvorvidt «Skytten» gjorde sig skyldig i noget kontraktbrud ved at gaa videre uden at vende om for at hente «Elida». Fra Blomvigs side paastaaes forsaavidt specielt, at «Elida» den hele tid, efterat slæbningen begyndte, ikke har været i havn, idet Fjærkvittingerene kun var en ubeboet nødhavn. Hans betragtning er, at «Skytten» i ethvert tilfælde vaer pligtig til at gaa ud efter «Elida», og naar den forsømte dette, maa den bære ansvaret for, at «Elida» senere sank og ødelagdes.

Jeg skal imidlertid ikke indlade mig paa disse saaledes omprocederede punkter og specielt heller ikke paa, hvorvidt det havde været nogen pligt for «Skytten» at gaa ud og søge efter «Elida». Jeg er nemlig enig i den betragtning, som har været afgjørende for sørettens formand, at det indtrufne forlis i Sælnesbugten ved Landegode, selv om et kontraktsbrud havde fundet sted, ikke var nogen nødvendig følge deraf. Forholdet var jo dette, at nogle dage efterat uhældet ved slæbningen var indtruffet, og efterat «Elida» derpaa var kommen langt søndenfor Bedøsund, nemlig til havnen paa Fjærkvittingerne, der er oplyst at ligge omtrent 2 mil søndenfor Bedøsund, samt efterat det her havde faaet repareret den under slæbningen lidte skade, og efterat det saa igjen var seilet et langt stykke sydover, - rammedes det af et nyt uheld, nemlig at sklintlerne i klyveren brækkede, og at klyveren derefter sloges i filler. Og dette nye uheld bevirkede saa, at fartøiet maatte lægge sig for anker i nødhavnen Sælnesbugten paa Landegode, hvor det overfaldtes af storm. Under disse omstændigheder at gjøre «Skytten» ansvarlig for, at, «Elida» ved Landegode sank og ødelagdes, vilde efter min mening være at strække Dykkerselskabets

Side:818

ansvar altfor vidt, idet man derved vilde gjøre selskabet ansvarlig for noget, som ikke var nogen nødvendig følge af det paastaaede kontraksbrud eller aft det paastaaede uheldige forhold fra «Skyttens» side under slæbningen, selv om man antog, at et saadant kontraktsbrud eller et saadant uheldig forhold forelaa. Man kan vistnok sige, at skaden paa en maade er foranlediget ve uheldet ved slæbningen samt derved, at «Skytten» ikke gik ud og opsøgte «Elida», men derimod ikke, at den er foraarsaget derved. Thi aarsagen er utvivlsomt, at skinklerne brast og at stormen og uveiret tiltog. Blomvigs ræsonnement er med andre ord bygget paa, at hvis «Skytten» var gaaet ud efter «Elida», vilde «Skytten» have fundet fartøiet, og ulykken var da ikke indtraadt. Men dertil er at bemærke, som jeg mener, med rette, at hvis skinklerne havde holdt, er der ingensomhelst grund til at antage, at forliset vilde være indtraadt, og ved nu at gjøre selskabet ansvarligt for den skede skade, vilde man gjøre det ansvarligt for følgerne af, at skinklerne ikke var saa stærke og derfor sprang. Men med samme føie kune man isaafald gjøre «Skytten» ansvarlig, om f.ex. et saadant tilfælde var indtruffet, som at «Elida» senere under sin reise fra Fjærkvittingene var bleven overseilet af et andet fartøi. Jeg mener saaledes, at der i nærværende tilfælde i ingen maade foreligger saadan forbindelse mellem skaden og den begivenhed, som angivelig har bevirket samme, at selskabet kan gjøres ansvarligt herfor.

Fra Blomvigs side er yderligere gjort gjældene, at selskabet senere for at bjerge ladningen egenmægtig har befattet sig med «Elida» paa en maade, hvormed dette er bleven ramponeret eller ødelagt, idet selskabet nemlig, uagtet &navn,Blomvig havde forbudt det at indlade sig paa at bjerge skøiten, trak den flere favne nærmere land, medens fartøiet selvfølgelig endnu havde sin fulde last inde, og da bunden bestod af fjeldgrund, er det klart, mener Blomvig, at «Elida» herved blev ramponeret, ligesom Blomvig gjør gjældenem, at fartøiet herved er bleven totalt ødelagt. Blomvig mener, at selskabet herved har brugt fartøiet som bjergningsredskap og saaledes har erkjendt sig forpligtet til at betale fartøiet. Fra selskabets side benægtes imidlertid paa det bestemteste, at der heri skulde ligge nogensomhelst ærkjendelse. Det var en selvfølge, siger selskabet, at fartøiet maatte trækkes lidt ind mod land, naar ladningen skulde reddes, hvorom det havde anmodning fra ladningsassurandørene, ligesom selskabet modsiger, at «Elida» herved blev ødelagt.

Jeg kan heller ikke finde, at der af den anførte omstændighed skulde kunne udledes nogensomhelst ærkjendelse fra selskabets side. Jeg opfatter nemlig proceduren saaledes, at hvad der er anført om bjergningen af ladningen, derunder indbefattet selskabets befatning med «Elida», kun er paaberaabt som et argument for, at selskabet havde erkjendet sig forpligtet til at betale skøiten, medens selve det spørgsmaal, om der ved bjergningen er paaført nogen skade, ligger udenfor nærværende sag, hvilket det efter min mening ogssa ifølge paastanden gjør. Men det ligger i hvad jeg her har anført, at jeg mener, at det maatte være Blomvig forbeholdt at gjøre ansvar mod selskabet gjældene, dersom han mener at have noget saadant krav.

Processens omkostninger antager jeg bør hæves. Ved den befaledes sagførers udførelse av sagen har jeg intet at bemærke.

Konklusion

Appellsk. Bodø Dykkerselskabs. afvisningspaastand tages ikke tilfølge. Nævnte dykkerselskab bør for skipper Hans Blomvigs tiltale i denne sag fri at være. Processens omkostninger for søretten og Høiesteret ophæves. Den for Høiesteret befalede sagfører, Advocat Rieber-Mohn, tillægges i salarium 250 - to hundrede og femti - kroner, der udredes af statskassen.

Assessor Ottesen: jeg er i det væsentlige og resultatet enig med førstvoterende. Jeg har vistnok fundet sagen saa lidet tvivlsom, at processomkostningerne for Høiesteret burde betales af indstævnte. Men da han har en dom i sin favør, vil jeg ikke herom gjøre forslag.

Extraordinær assessor, sorenskriver Mørch, assessorene P.H Hansteen og Saxlund samt justitiarius Lambrechts: Ligesaa.

Høiesterets dom blev derefter afsagt overensstemmende med førstvoterendes konklusion.