Rt-1892-24
| Instans: | Høyesterett - Dom |
|---|---|
| Dato: | 1892-09-16 |
| Publisert: | Rt-1892-24 |
| Stikkord: | |
| Sammendrag: | |
| Saksgang: | L.nr. 7/2 1891 |
| Parter: | Overretssagfører Gustav Huitfeldt som Kreditor i Jakob Hanssens Konkursbo (Overretssagfører H. Heyerdahl til Prøve) mod Andersen & Bergs Efterfølger (Fyhn). |
| Forfatter: | Motzfeldt, Scheel, Thoresen, Roll, Gram, Løchen, Justitiarius Lambrechts |
| Lovhenvisninger: | Konkursloven (1863) §91 |
Den 16 Septbr. foregik saadan Votering:
Assessor Motzfeldt: I nærværende Sag, der i Henhold til Konkurslovens §91 af en enkelt Kreditor er appelleret til Høiesteret, har Indst.s Advokat fremsat Paastand om Sagens Afvisning, fordi de i nævnte Paragraf indeholdte Betingelser for Sagens Indbringelse til Høiesteret ikke skulde være tilstede, og har har forlangt Rettens Afgjørelse af dette Spørgsmaal, inden Sagens Realitet behandles.
Den første Indsigelse gaar ud paa, at Boets Kurator ikke efter Konkursl.s §91 er indstævnt. Denne Mangel er imidlertid afhjulpet derved, at der her i Skranken er fremmødt en Advokat, der har erklæret sig at møde for Boets Kurator og har vedtaet at blive betragtet som stævnt under Sagen.
Dernæst er af Indst.s Advokat for Høiesteret gjort gjældende, at Appellanten ikke har legitimeret, at der af rette Vedkommende i Boet et fattet Beslutning om, at den faldne Overretsdom ikke af Boet skal appelleres til Høiesteret. Da der imidlertid angaaende dette Punkt ingen Bemærkning er gjort af den for Boets Kurator her mødende Advokat, anser jeg dette som tilstrækkelig Legitimation for, at behørig Beslutning er fattet om, at Boet ikke selv skal indbringe Sagen til Høiesteret.
Endelig er det gjort gjældende, at det ikke er legitimeret, hverken at der ikke mellem Boet og vedkommende Kreditor er sluttet Overenskomst om Tvistens Gjenstand, eller at Boet ikke kan blive udsat for Tab af Rettigheder ved Appellen. Forsaavidt nogen saadan Overenskomst skulde være indgaaet, maatte den imidlertid være indgaaet med Indst. selv. Den Omstændighed,
Side:25
at Indst.s Advokat ikke paastaar, at Overenskomst er indgaaet, er derfor Bevis for, at saa heller ikke forholder sig. Og noget Tab af Rettigheder kan for Boet ikke opstaa, naar som her er Tilfældet Kontrastævning ikke er udtaget, saa Indst, kun kan paastaa Overrettens Dom stadfæstet.
Jeg voterer altsaa for saadan
Eragtning:
Den af Indst. nedlagte foreløbige Paastand, at nærværende Sag afvises fra Høiesteret, tages ikke tilfølge.
Assessor Scheel: I det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.
Assessor Thoresen, de extraordn. Assessorer: forhv. Statsraad Roll, forhv. Statsminister Gram og konstitueret Statsadvokat Løchen samt Justitiarius Lambrechts: Ligesaa.
Høiesterets Eragtning blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.
Den 17 Septbr. foregik derpaa saadan Votering:
Extraordn. Assessor forhv. Statsrad Roll: Angaaende denne Sags Oprindelse og Sammenhæng henvises til Overretsdommens Præmisser:
«Efterat Opbyderen Jakob Hanssen i Septbr. 1877 første Gang havde gjort Konkurs (Boet blev sluttet i 1878, som det synes uden Akkord og med en Dividende af 26 1/2 pCt. til de uprioriterede Kreditorer) oprettedes der mellem ham og Appell. i Decbr. 1877 en Kontrakt, hvorefter sidstnævnte overtog Opbyderen et assorteret Kommissionslager af de forskjellige Manufakturvarer, han førte paa sit Lager «hvorimod Hanssen forpligtede sig til at ofre hele sin Tid, Kraft og Energi i Appell.s Interesse og ikke befatte sig med andre Forretninger hverken for egen eller Andres Regning». Af Kontraktens specielle Bestemmelser mærkes at Appell. alene havde at levere Varerne frit ombord i Skib eller paa Jernbanestation i Kristiania, hvorhos han skulde holde Hanssens Lager assureret, medens Omkostningerne ved Varernes Forsendelse og deres Forsælgning i Moss samt Ansvaret for dem iøvrigt skulde paahvile Hanssen. Prisen skulde være som for Appell.s andre Kunder ved engros Kjøb - 15 pCt. Rabat, hvorfor Hanssen skulde staa Delcredere for Salg paa Kredit; Udsalgspriserne skulde være Appell. «uvedkommende», dog skulde der holdes saavidt lave Priser, at der kunde konkurreres med enhver anden legitim Forretning i samme Branche. Hanssen skulde remittere, saa ofte det kontante Salg gik op til 400 Kr., og fuldt Opgjør med Omtagelse af Varebeholdning ske kvartalsvis. Endelig skulde Hanssen stille Appell. en Kaution paa 2000 Kr. I Tilfælde af, at Hanssen vilde overtage Forretningen for egen Regning, skulde han overtage hele Varebeholdningen efter de ovenfor nævnte Priser, medens Appell. om han vilde hæve Forretningen, skulde tage Varerne tilbage efter Fakturapris.
Som det vil sees, er der i Kontrakten Intet nævnt om Retur af Varer uden i Tilfælde af Forholdets Ophør, men saadan synes at have været begge Parters stiltiende Forudsætning, idet det er in confesso, at Retur gjentagende fandt Sted.
Forholdet fortsattes udover Aarene, indtil det ved Udgangen af 1884 viste sig, at der af de til Hanssen sendte Varer stod udækket et Beløb af noget over 42000 Kr. Da Hanssen derhos i 1884 kun havde remitteret 300 Kr., tilskrev Appell. ham under 27 Januar 1885, at han (Appellanten) var Bestemt paa at faa denne Sag paa det Rene uden Ophold, hvorfor han forlangte «jo før jo heller Opgjør for f. A. og Forslag til Ordning af Affærerne paa en eller anden Maade». Under 9 Febr. f. A. skriver Appell., at han kunde være villig til at indgaa paa det af Hanssen gjorte Forslag, at Sagfører Huitfeldt skulde stille sig som Garantist for 20000 Kr., mod som Sikkerhed at faa overdraget de pr. 1 Januar 1885 udestaaende Fordringer. Antagelig noget længere ud i Febr. kom der istand en Ordning
Side:26
mellem Parterne, hvilken efter deres Forklaring gik ud paa, at der skulde diskonteres en Vexelobligation paa 20000 Kr. med Huitfeldt som Endossent mod Sikkerhed for denne som nævnt, og at Obligationens Beløb skulde hæves af Appell. Restbeløbet skulde afdrages med mindst 1000 Kr. maanedligt, hvorimod Appell. skulde levere Hanssen Varer paanyt for det halve af de Beløb, som Hanssen betalte kontant. Disse Varer, saavelsom det øvrige Lager skulde fremdeles ligge i Kommission. Forsaavidt Betingelserne promte opfyldtes, skulde Hanssen have yderligere 15 pCt. Rabat paa Varebeholdningen pr. 1 Januar 1885. Derhos fik Hanssen frie Hænder til fremtidigt at tage Varer ogsaa fra andre Kjøbmænd, hvorimod den i Kontrakten af 1877 omhandlede Garanti paa de 2000 Kr. fremdeles skulde stilles. Datum for denne Ordning vides ikke, men under 6 Marts 1885 skriver Appell. blandt Andet: «Vor Aftale var, at De skulde sende mindst 1000 Kr. hver Maaned, men De har i hele Febr. ikke remitteret mig mere end 475 Kr». Heraf kan, som oven nævnt, sluttes, at Ordningen skede noget ind i Febr. Maaned.
Denne Afvikling af Kommissionsforholdet, som Appell. kalder det, varede - forøvrigt under stadige Klager fra Appell. over, at Hanssen ikke opfyldte sine Forpligtelser, til ud i Mai eller Juni 1886, da Hanssen overleverede sit Bo til Konkursbehandling. Under Registreringsforretningen bleve de fra Appell. modtagne Varer særskilt registrerede, som det synes efter Foranledning fra curator bonorum, og blev Prisen sat lig Fakturaprisen; de saaledes taxerede Varers Værdi androg til Kr. 3731,29. Da Boets andre Varer skulde sælges fra Butikken, blev det trods Appell.s «ligeoverfor Boets Bestyrer saavel mundtligt som skriftligt nedlagte Protest» besluttet, at Salget ogsaa skulde omfatte de som Kommisionsvarer registrerede Gjenstande, dog saaledes, at Salgsbeløbet skulde holdes særskilt. Ved dette Salg indkom Kr. 704,80, medens Resten af Varerne blev sendt Appell. til Realisation paa Boets Vegne, og bleve disse, hvis Fakturapris af Appell. er opgivet til Kr, 1558,78, ved Auktionssalg i Kristiania udbragte til Kr. 815,55. Fakturaprisen for den Del af Varerne, der mod Appell.s Protest var solgt fra Boets Butik, skulde efter dette udgjøre Kr. 2172,51.
Angaaende Appell.s Udlæg i Hanssens Konkursbo opstod Skiftetvist og herunder nedlagde Appell. tillsidst saadan Paastand.
1. At der for et Beløb af Kr. 815,55 + Kr. 2172,51 = Kr 2988,06, subsidiært for Kr. 815,55 + Kr. 707,80 (formentlig Skrivfeil for Kr. 704,80 = (Kr. 1525,35 gives ham prioriteret Udlæg.
2. At Boet tilpligtes paa behørig Maade at tiltransportere de paa en fremlagt Fortegnelse (Skrifteakten S. 129 - 131) opførte Forandringer, eller forsaavidt nogen af disse maatte være inkasseret af Boet, da herfor prioriteret Udlæg, eller at der ved Skjøn bestemmes, hvormeget af Fordringerne der tilkommer ham.
3. At der for Resten af hans Tilgodehavende Kr. 8958,53, det er Saldo pr. 23 Juli 1886 = Kr. 13319,78 - Kr. 4361,25 (nemlig Fakturasummen Kr. 3731,29 + udestaaende Fordringer Kr. 629,96 med lovlige Renter gives ham uprioriteret Udlæg og
4. At der for de udestaaende Fordringers Beløb gjøres Afsætning for det Tilfælde, at nogen af disse ikke skulde indgaa, forat Udlæg derfor da kan gives, samt
5. Procesomkostninger.
Boets Bestyrer har derimod gjort gjældende, at der ved Konkursens Aabning ikke existerede noget Kommissionsforhold mellem Appell. og Opbyderen og har derfor kun villet anerkjende Fordringen som uprioriteret. Fra dennes Beløb Kr. 13319,78 paastaar han derhos trukket 15 pCt. Rabat af de i 1885 overtagne Varers Værdi med Kr. 3063,37 samt de i
Side:27
Kontokuranten opførte Renter Kr. 93,10, hvorefter han har nedlagt Paastand paa, at Andersen & Bergs Efterfølger kun kjendes berettiget til at nyde uprioriteret Udlæg i Boet for Kr. 10163,31 uden Renter, samt tilpligtet at erstatte Boet Processens Omkostninger.
Ved Decision afødt xx.xx.1888 blev Andersen & Bergs Efterfølger anerkjendt som uprioriteret Kreditor i Boet for Kr. 13319,78 med 5 pCt. Rente af sine kontante Forstrækninger Kr. 1572,32 fra 23 Juli 1886 til Boets Slutning. Processens Omkostninger bleve ophævede.
Denne Decision har Andersen & Bergs Efterfølger ved Stævning af 15 Juni f. A. paaanket her for Retten, og gjentaget sin ved Underretten nedlagte Paastand med Tillæg, at han ogsaa for Overretten tilkjendes Procesomkostninger.
Boet har taget til Gjenmæle og paastaaet Decisionen stadfæstet samt sig tilkjendt forsvarlige Procesomkostninger hos Appell.
Ved Kristiania Stiftsoverrets 1 Afdelings Dom afødt xx.xx.1889 blev saaledes kjendt for Ret: «Firmaet Adersen & Bergs Efterfølger bør i Jakob Hanssen juniors Konkursbo nyde prioriteret Udlæg for Kr. 2988,06 og uprioriteret Udlæg for Kr. 9588,49 med 5 pCt. aarlige Renter af Kr. 7923,07 fra Konkursens Aabning til 31 Decbr. 1888 og samme Rente af Kr. 1572,32 fra 24 Juli 1886 til 31 Decbr. 1888 samt 4 pCt. aarlig Rente af begge Beløb Kr. 9495,39 fra 1 Januar 1889 til Boets Slutning. Iøvrigt bør Boet for Appell.s Tiltale fri at være. Processens Omkostninger for Skifteretten og Stiftsoverretten ophæves.»
Denne Dom er af Overretssagfører G, Huitfeldt som Kreditor i Jakob Hanssens Konkursbo i Henhold til Konkursl.s §91 ved Stævning afødt xx.xx.1890 indanket til Høiesteret, hvor han har nedlagt saadan Paastand: 1) At den afgivne Skiftedecision stadfæstes, dog saaledes, at Indst. af sit Udlæg nyder 5 pCt. aarlige Renter af Kr, 7923,07 fra Konkursens Aabning til 31 Decbr. 1888 og samme Rente af Kr. 1572,32 fra 24 Juli 1886 til 31 Decbr. 1888 samt 4 pCt. aarlige Renter af begge Beløb Kr. 9495,39 fra 1 Januar 1889 til Boets Slutning; 2) at Indst. tilpligtes at betale Appell. Processens Omkostninger med et tilstrækkeligt Beløb. Indst. Andersen & Bergs Efterfølger har taget til Gjenmæle og paastaaet, at Stiftsoverrettens Dom stadfæstes, og at Indst. hos Appell. tilkjendes Omkostninger for Høiesteret.
Som det af den nedlagte Paastand vil sees, har Appell. akviesceret ved Overretsdommen, forsaavidt angaar Størrelsen af den Sum, hvorfor der ved samme er givet Indst. uprioriteret Udlæg, saavelsom med Hensyn til Rentebestemmelsen. Tvisten dreier sig altsaa nu kun om, hvorvidt og i Tilfælde hvor stort prioriteret Udlæg der tilkommer Indst. i Boet. I saa Henseende henholder jeg mig i alt Væsentligt til Overretsdommens Præmisser:
«Nærværende Ret er ogsaa af den Mening, at Kontrakten af 1877 tilsigtede at oprette et virkeligt Kommissionsforhold mellem Parterne, ligesom man finder, at dennes egne Bestemmelser ikke lægge nogen afgjørende Hindring iveien for at anse et saadant Forhold etableret. Vistnok er det saa, at Hanssen skulde bære alle Omkostninger ved Varernes Transport, Opbevaring og Salg, efterat de var afsendte fra Kristiania, og at han kunde bestemme Udsalgsprisen omtrent efter eget Tykke, samt endelig at Kontrakten intet indeholdt om Retur af Varer, men hertil maa bemærkes: Først at Godtgjørelsens Bestemmelse paa den i Kontrakten omhandlede Maade ikke kan antages med Nødvendighed at ophæve Kommissionsforholdet, se Rt-1878-420, og dernæst at det som nævnt er in confesso, at Retur af Varer hyppig har fundet Sted, hvorfor vel dette af begge Parter har været anseet som en stiltiende Forudsætning ved Kontraktens Indgaaelse. Men netop herved fik Appell. en direkte Interesse i, at Handelen
Side:28
hos Hanssen blev skjøttet paa rette Maade, idet han ellers kunde resikere at faa tilbage sine Varer eferat disse vare gaaede af Mode og derfor mindre sælgelige. Denne Appell.s Interesse antages at være saa betydelig, at den i Forbindelse med den Kontrol, han ved Kontrakten tilstodes med Hanssens Forretning formentlig maa være tilstrækkelig til, at man kan sige, at Hanssen forhandlede Varerne for Appell.s Regning. Dette fik ogsaa et tydeligt Udtryk ligeoverfor Publikum derved, at Hanssen over Butikdøren under sit eget Navn anbragte et Skilt, hvorpaa der stod Kommissionshandel.
Men er det først givet, at der indtil Begyndelsen af 1885 bestod et virkeligt Kommissionsforhold, maa det efter nærværende Rets Mening blive Boets Sag at bevise, at Forholdet ved Konkursens Aabning var forandret, navnlig naar som her baade Appell. og Opbyderen ere enige om, at Aftalen i Febr. 1885 ikke medførte nogen Forandring i saa Henseende.
Denne Bevisbyrde er fra Boets Side ikke fyldestgjort, idet det eneste, som det til Støtte herfor har dokumenteret, er, at Opbyderen pr. 1 April 1885, krediterede Andersen & Bergs Efterfølger for Varebeholdningen Kr. 22192,02, medens han pr. 31 Decbr. 1885 debiterede ham for den efter Aftalen yderligere tilstaaede Rabat med Kr. 3063,37. Videre er paastaaet, at Hanssen omkring 1 April 1885 nedtog det Skilt, hvorpaa der stod Kommissionshandel, og at han i Moss Aviser lod indtrykke Avertissementer om Realisation «grundet paa Overtagelse af den af mig i 7 Aar drevne Kommissionshandel.» Paa Opbyderens Bogførsel, kan Retten ikke lægge nogen Vægt; den kan have faldt Hanssen bekvem, idet han formentlig ikke paa langt nær havde i Behold Varer for Appell. til dette Beløb, et Forhold, hvormed han muligens ikke har havt Lyst til at gjøre Sagfører Huitfeldt, der sees at have havt Adgang til Bøgerne, bekjendt. Kommissionshandelsskiltet var efter Opbyderens Forklaring under Thingsvidnet i Kristiania borttaget før Aftalen under en Oppudsning af Gaarden og Avertissementerne om «Realisation» maa formentlig være uden enhver Betydning.
Der staar altsaa alene tilbage at undersøge, om de fra Appell.s Side fremskaffede Oplysninger kunne siges at være af den Beskaffenhed, at de tyde paa, at Kommissionsforholdet blev hævet ved Aftalen i Febr. 1885. Man har foran leveret en Gjengivelse af Aftalen saaledes som denne efter Appell.s og Opbyderens Udsagn skulde være; den sidste har edelig bekræftet sit Udsagn under Thingsvidnet i Kristiania, og til at sætte dette ud af Betragtning - saaledes som Skifteforvalteren har gjort navnlig paa Grund af Opbyderens Optræden under en Skiftesamlig den 19 Juni 1886 hvorom Intet er dokumenteret eller af Parterne under Skiftetvisten anført - finder nærværende Ret ingen Grund.
Man maa altsaa gaa ud fra, at det har været begge Parters Mening ogsaa under Afviklingen at opretholde Kommissionsforholdet, hvilket til Overflod bestyrkes af 1 og 2 Thingsv., som man ikke med Skifteforvalteren finder at kunne frakjende Evnen til at skjelne mellem «et virkeligt eller kun saakaldt Kommissionsforhold». At betalingsvilkaarene maatte forandres, var en Følge af, at Afvikling skulde foregaa, ligesaa den Hanssen indrømmende Ret til at drive Forretninger med andre end Appell. Det skjønnes overhovedet ikke, at det skulde være muligt at istandbringe Afvikling af et saadant Forhold som det her omhandlede uden i større eller mindre Grad at gjøre Brud paa enkelte af de Bestemmelser, der danne Kriteriet for en sædvanlig i Gang værende Kommissionsforretning. Men dette bør ikke betage Forholdet dets Karakter af Kommissionshandel, naar det som i nærværende Tilfælde er givet, at et saadant Forhold i aarevis har existeret, og at Afviklingen alene ordnes paa den oven forklarede Maade for om muligt at redde Kommissionæren for Konkurs. En væsentlig Betingelse for Kommissionshandel, nemlig Ret til Retur af Varer, sees efter Opbyderens Forklaring fremdeles at
Side:29
have existeret, ligesom den faktisk er benyttet saa sent som 16 April 1885. Ogsaa den af Appell. irettelagte Korrespondence tyder paa Kommissionsforhold, og der er ikke i samme noget, der skulde lede Tanken hen paa, at en Forandring indtraadte ved Aftalen i Febr. 1885. At Appell. skulde have «indrettet» sin Korrespondence med Eventualiteten Konkurs før Øie - saaledes som af Stifteforvalteren antydet, finder nærværende Ret ingen Føie til at antage.
Efter der her Anførte kommer Retten saaledes til det Resultatet, at Andersen & Bergs Efterfølger efter Konkursl.s §39 var berettiget til at fordre sig udleveret sine Kommissionsvarer, hvis Fakturapris af Boet er opgivet til Kr. 3731,29. - Boet var selvfølgeligt uberettigt til i Skiftesamlingen den 19 Juni 1886 at fatte Beslutning om Varernes Realisation trods Andersens Protest. Naar det alligevel gjorde dette, skjønnes ikke andet end at Appell. bliver berettiget til at kræve prioriteret Udlæg i Boet for Varernes Fakturapris, der efter den tidligere opstillede og af Boet ikke benægtede Beregning skulde udgjøre Kr. 2172,51.
Det samme maa selvfølgeligt være Tilfældet med de ved Realisationen gjennem Appell. indkomne Kr. 815,55. Andersen & Bergs Efterfølger vil altsaa blive at kjende berettiget til prioriteret Udlæg i Boet for Kr. 2988,06.»
Jeg finder med Overretten, at der i 1877 mellem Indst. og Jakob Hanssen blev oprettet et Kommissionsforhold, at dette Forhold ikke blev ophævet i 1885 og saaledes bestod ved Konkursens Aabning, samt at Boet pligter at tilsvare Indst. de ham vedkommende af Boet solgte Varer med deres Fakturaværdi. Jeg skal til Overrettens Begrundelse kun føie, at ligesom det oprindelig ved Kontrakten af 1877 oprettede Forhold fandt sin naturlige Forklaring deri, at Jakob Hanssen paa den Tid havde gjort Konkurs, saaledes var der i 1885 efter Jakob Hanssens daværende Stilling for Indst. forøget Grund til at bibeholde Kommissionsforholdet, og det stiller sig saaledes for mig aldeles usandsynligt, at han skulde have havt isinde at opgive Noget af den Sikkerhed, Kommissionsforholdet eller Kontrakten af 1877 gav.
Overrettens Dom anser jeg efter det Anførte saa vel begrundet, at jeg antager, at Appell. ikke kan undgaa at tilsvare Indst. Processens Omkostninger. Saa meget mere finder jeg, at Appell. bør paalægges Omkostningerne, som han efter hele sit tidligere Forhold til Jakob Hanssen og Indst. i særlig Grad har maattet kjende til Stillingen og ogsaa tidligere har afgivet Udtalelser, der netop støttet Indst.s Paastand om Forholdets Beskaffenhed. Omkostningernes Beløb antager jeg passende kan ansættes til 350 Kr.
Konklusion:
Stiftsoverrettens Dom bør ved Magt at stande. I Procesomkostninger for Høiesteret betaler Appell. Overretssagfører Gustav Huitfeldt til Indst. Andersen & Bergs Efterfølger 350 - tre Hundrede og femti - Kr.
Extraordn. Assessor, forhv. Statsminister Gram: Enig.
Assessorerne Thoresen, Motzfeldt og Scheel, extraordn. Assessor, kst. Statsadvokat Løchen og Justitiarius Lambrechts: Ligesaa.
Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.