Rt-1892-321

Instans:	Høyesterett - Dom
Dato:	1892-05-14
Publisert:	Rt-1892-321
Stikkord:
Sammendrag:
Saksgang:	L.nr. 56/1 1892
Parter:	Politisag: Overretssagfører Thorfin Heyerdahl (til Prøve) Aktor mod Grosserer H. A. Reinert paa Moss Cellulosefabriks Vegne (T. E. B. Heiberg).
Forfatter:	Andersen, Gram, Scheel, Birkeland, Ottesen, Alsing, Justitiarius Lambrechts
Lovhenvisninger:	Sunnhetsloven (1860) §3, §7, §20

Assessor Andersen: Angaaende denne Sags nærmere faktiske Omstændigheder, saaledes som disse forelaa for Overretten, den afsagte Politiretsdom og Paaanken til Overretten henvises til Præmisserne til den af Kristiania Stiftsoverrets første Afdeling den 27 Mai 1889 afsagte Dom:

«Efterat Moss Cellulosefabrik var bleven anlagt i 1883, afholdtes der den 29 Mai i 1884 Møde i Moss Sundhedskommission i Anledning af, at der dels gjennem en af Byens Aviser, «Moss Tilskuer». Dels under Haanden fra Byens Borgere til Sundhedskommissionen var fremkommet Klage over, at der fra Fabriken udstrømmede ildelugtende Dampe, som generede Byens Borgere. Den daværende Forman i Fabrikens Direktion var tilstede i dette Møde og oplyste, at Fabrikens tekniske Bestyrer for Tiden var i Udlandet for blandt Andet at undersøge, hvorvidt der var Anledning til at forebygge eller lempe paa den paaklagede Lugt, hvorhos han tilføiede, at han antog, at Fabriken vilde gjøre, hvad der med Rimelighed kunde forlanges i omhandlede Henseende. Med denne Erklæring blev Sagen dengang indtil Videre stillet i Bero.

Efterat endel af Fabriken foretagne Forsøg i omhandlede Øiemed ikke havde ført til det forønskede Resultat, holdtes der atter den 19 Juni 1885 Møde i Sundhedskommissionen, i hvilket Møde den under Udtalelse om, at den fra Cellulosefabriken udviklede Stank i høi Grad var generende for den største Del af Byen og maatte ansees skadelig i sanitær Henseende, besluttede at indgaa til Formandskabet med Anmodning om at sammentræde med Sundhedskommissionen til fælles Overlæggelse, forinden endelig Beslutning i Sagens Anledning fattedes. Et Saadant kombineret Møde afholdtes derpaa den 24 Juni samme Aar. I dette Møde besluttede Sundhedskommissionen under Gjentagelse af sine Udtalelser den 19 Juni at paalægge Cellulosefabrikens Bestyrere uopholdeligt at paabegynde og inden 3 Maaneder at

Side:322

have iværksat saadanne Foranstaltninger ved Fabriken eller Forandringer ved Fabrikationsmaaden, at Stanken undgikkes, eller i modsat Fald at skride til Sagsanlæg. Denne Beslutning blev Fabrikens Vedkommende meddelt den 25 Juni. I Skrivelse af 6 Juli næstefter svarede Fabrikens Bestyrelse ved Konsul Th. Peterson (M. Peterson & Søn), at det, saavidt Direktionen havde bragt i Erfaring, vilde være ugjørligt ganske og til enhver Tid at undgaa enhver Lugt ved Fabriken, at Direktionen tidligere havde ladet foretage, hvad den troede hensigtsmæssigt til Undgaaelse af Lugten, at den ogsaa i Fremtiden vilde gjøre Alt, hvad der stod i dens Magt i omhandlede Øiemed, men at den havde Betænkeligheder ved at skride til yderligere og større Bekostninger i Sagens Anledning, med mindre Sundhedskommissionen vilde udtale sig eller blive enig med Direktionen om, hvilke yderligere Foranstaltninger der burde træffes. Den tilføiede, at den havde saa meget større Betænkelighed ved at træffe nogen yderligere Forføining, som det af Sundhedskommissionens Paalæg lod til, at denne ikke vilde være tilfreds, med mindre enhver Lugt fra Fabriken til enhver Tid undgikkes. Den henstillede til Sundhedskommissionen - inden rimelige Grændser paa Fabrikens Bekostning - at antage en sagkyndig Mand til at sætte sig ind i Forholdene ved Fabriken for derefter at fremkomme med Udtalelse om, hvad der til mest mulig Fjernelse af Lugt kunde og burde gjøres. I Anledning af denne Skrivelse nedlagde Sundhedskommissionen Indsigelse mod, at det skulde være dens Pligt at udtale sig om, hvad der burde gjøres til Lugtens Fjernelse. Hvor der som her, ytrede den, krævedes særlige tekniske og kemiske Indsigter for at bestemme, hvad der skulde gjøres til Fjernelse af de ved en Bedrift klæbende Ulemper, antag den, at det fik blive Bedriftens Styrelsens egen Sag at skaffe sig fornødne Hjælp til Øiemedets Opnaaelse. Hvad angik Bestyrelsens Forslag om Antagelse af en sagkyndig Mand til at afgive Udtalelse om mulige Foranstaltninger til Lugtens Fjernelse, ytrede Sundhedskommissionen, at, da denne Mand nærmest skulde virke i Fabrikens Tjeneste og lønnes af den, var det vel det Rimeligste, at denne Mand blev engageret af Fabriken, skjønt det var selvsagt, at det vilde være af Interesse for Sundhedskommissionen at kunne konferere med en saadan.

Da videre Underhandlinger mellem Fabrikens Bestyrelse og Sundhedskommissionen ikke førte til noget Resultat, og da den fra Fabriken udstrømmende, ildelugtende, efter Sundhedskommissionens Formening i sanitær Henseende skadelige Lugt fremdeles vedblev, udfærdigede Sundhedskommissionen under 24 Juli 1886 ny Beslutning gaaende ud paa, at Sagen, da Cellulosefabriken ikke havde efterkommet Sundhedskommissionens Paalæg afødt xx.xx.1885 oversendtes Politimesteren med Anmodning om at træffe Forføining til, at Sundhedskommissionens nævnte Paalæg blev efterkommet.

Denne Beslutning blev den 27 Juli forkyndt, paa Moss Cellulosefabriks Kontor i Fabrikens Forretningsførers, Konsul Th. Petersons, Fravær paa en Reise for Fuldmægtig Haslum, og, da Paalægget ikke inden den fastsatte Tid var efterkommet, udfærdigede Politimesteren under 9 Novbr. 1886 saadant Mulktpaalæg:

«Da Moss Cellulosefabrik ikke har efterkommet Sundhedskommissionens ovenomhandlede Paalæg, forelægges den herved en Mulkt af 100 - et Hundrede - Kroner til Statskassen. Den har inden en Frist af 8 - otte - Dage at erklære, om den vedtager Mulkten, som i Vedtagelsestilfælde bliver at inddrive ved Udpantning. Vedtages ikke Mulkten, eller fremkommer inden den fastsatte Tid ingen bestemt Erklæring, vil Tiltale for Politiret finde Sted.»

Mulktforelægget forkyndtes den 10 Novbr. «for Moss Cellulosefabrik paa Cellulosefabrikens Kontor i Paahør af Fuldmægtig Johan Haslum», der «forbeholdt sig den givne Frist,» og, da ingen Vedtagelse af Mulkten

Side:323

paafugte, blev Fabriken ved dens Bestyrelse ved Stevning afødt xx.xx.1886 undergivet Tiltale ved Politiret, hvor Sagen fra Politiaktors Side blev indladt med Paastand om, at «Tilt.» dømmes overensstemmende med Forelægget og tilpligtes at udrede en passende Del af Sagens Omkostninger. I et senere Indlæg har Aktor udvidet Paastanden derhen, at Tilt. tillige paalægges under en passende daglig Mulkt inden en passende Frist at efterkomme Sundhedskommissionens Paalæg.

Ved den af Sorenskriveren i Moss Sorenskriveri som Sættedommer - idet Byfogden i Moss som beslægtet med Konsul Th. Peterson har veget Sæde - i Sagen den 14 Decbr. 1888 afsagte Dom er «Moss Cellulosefabriks Bestyrelse» tilfunden for ikke i sin Tid at have efterkommet Moss Sundhedskommissions Beslutning afødt xx.xx.1885 at bøde til Statskassen 100 Kroner. Sættedommeren, Sorenskriver Holmboe, har derhos tilkjendt sig i Salar 325 Kroner, hvilket Salar er bestemt at udredes af Statskassen.

Denne Dom, der er forkyndet for «Formanden i Moss Cellulosefabrik,» Grosserer H. A. Reinert, idet den tidligere Formand i Bestyrelsen, Konsul Th. Peterson, under Sagens Gang var afgaaet ved Døden, er af denne begjært indanket til nærværende Ret. Idet Amtmanden i Henhold til Tilt.s Begjær har indanket Sagen, har han tillige indanket den paa det Offentliges Vegne, hvorved han har bemærket, at han finder, det bør komme under høiere Rets Afgjørelse, hvorvidt Tilt, foruden at idømmes en Bod for i sin Tid at have undladt at efterkomme Sundhedskommissionens Beslutning ogsaa bør tilpligtes - overensstemmende med Politiaktors udvidede Paastand at efterkomme Sundhedskommissionens Paalæg inden en passende Frist under en daglig løbende Mulkt, hvilket sidste Punkt Underdommeren ikke har fundet at kunne medtage i Dommen, saavel fordi Mulktforelægget intet indeholder derom, som fordi Sagen efter sin Natur ikke synes at egne sig til Anvendelse af Tvangsmulkt. Amtmanden har i først nævnte Henseende henvist til en af nærværende Ret afsagt Dom afødt xx.xx.1888 (i Sag l.nr. 188-1888) og i sidstnævnte, at han ikke anser Tvangsmulkt udelukket i nærværende Sag paa Grund af dens Beskaffenhed, al den Stund det maa antages at være in confesso, at den Stank, hvorom der her er Tale, vil kunne undgaaes og fjernes ved, at Fabriken anvender en anden Fremgangsmaade ved Tilvirkningen af sit Fabrikat end den, som nu benyttes.»

Ved Overrettens Dom blev saaledes kjendt for Ret:

«Politirettens Dom bør forsaavidt «Moss Cellulosefabriks Bestyrelse» er ilagt Bod til Statskassen, uefterrettelig at være, da det i Sagen udfærdigede Forelæg er rettet mod «Moss Cellulosefabrik» i Stedet for mod Bestyrelsen af samme eller den eller dem af disse, hvem den paatalte Lovovertrædelse personligt maatte være at tilregne. Derimod bør Grosserer H. A. Reinert paa Moss Cellulosefabriks Vegne under en daglig Mulkt af 5 Kr. til Moss Bys Fattigkasse inden 3 Maaneder fra denne Doms Forkyndelse efterkomme det af Moss Sundhedskommission under 24 Juni 1885 givne Paalæg. Hvad den i Sagen beskikkede Sættedommers Salar vedkommer, bør Politirettens Dom ved Magt at stande.»

Denne Dom er af Grosserer Reinert, som Formand i Moss Cellulosefabriks Bestyrelse ved Forkyndelse den 2 April 1890 paaanket til Høiesteret og ligesaa under 15 s. M. fra Paatalemyndighedens Side, idet som Grund anføres, at man finder den af Overretten fastsatte løbende Mulkt for liden til at sikre Gjennemførelsen af Sundhedskommissionens Paalæg. Grunden til, at Underretsdommen, forsaavidt angaar den Moss Cellulosefabriks Bestyrelse ved samme ilagte Mulkt er kjendt uefterrettelig, er angivet i Domskonklusionen. Sagen er i dette Punkt ikke af Paatalemyndigheden paaanket til Høiesteret og foreligger saaledes ikke her. Den oprindelige Formand i Cellulosefabrikens Direktion, Konsul Peterson, var derhos afgaaet ved Døden

Side:324

inden Sagens Paadømmelse ved Overretten. Overretten har, modsat Underdommeren, antaget, at der er formel Adgang til at tage til Følge Paastanden om, at Cellulosefabrikens Bestyrelse tilpligtes under en løbende Dagmulkt at efterkomme Sundhedskommissionens Paalæg, idet hverken den Omstændighed, at dette ikke er nævnt i Forelægget eller Stevningen, eller at Aktor under Politisagen ikke fra først af nedlagde nogen Paastand i saa Henseende, antages derfor at kunne være til Hinder. Heri maa jeg være enig, da det maa antages, at Forelæg er ufornødent med Hensyn til de civilretlige Følger af en Lovovertrædelse, og Paastand i saa Henseende maa i en Sag af denne Art naarsomhelst under Sagens Drift med Virkning kunne nedlægges. De under 28 April 1866 approberede med Hjemmel i Lov afødt xx.xx.1860 vedtagne Sundhedsvedtægter for Moss indeholder i §20

«Sundhedskommissionen har at paase, at ingen Næringsvei drives med større Fare for den almindelige Sundhedstilstand, end der nødvendig flyder af Bedriftens eget Væsen.» Det er med Hjemmel i denne Bestemmelse, Moss Sundhedskommission under 24 Juni 1885 har givet det Paalæg, som er nærværende Sags Gjenstand.

I det formulerede Paalæg er ikke den citerede Bestemmelse i Sundhedsvedtægterne udtrykkelig paaberaabt, men derimod i et Sundhedskommissionsmøde i Saagens Anledning,som afholdtes nogle Dage før, nemlig den 19 Juni. Før Forlægger og Sagsanlægget var der, som allerede i den citerede Del af Overretsdommen anført, fremkommet flere Klager over den Stank som uddbredtes fra Cellulosefabriken, ligesom der under Sagens Behandling i Politiretten blev afhørt en Flerhed af Vidner i Sessionerne den 23 April og 25 Juni 1887, hvilke i væsentlig Mon bekræfte Klagernes Rigtighed. Blandt disse mærkes:

1 V. forklarer, at han af Lugten fra Cellulosefabriken har faaet Hovedpine, 2 V. Kvalme og Hovedpine, 7 V. Svie i Øinene og Opkastelse, 9 V. om andre Sygdomsfænomener. Ligesaa er der flere Vidner ifølge hvilke Lugten i et besøgt Hotel var saa generende, at Gjæsterne forlod Logiet eller ikke vilde tage ind der. Endnu stærkere er Klagerne komme frem i flere skriftlige Henvendelser til Sundhedskommissionen.

Grosserer Nyqvist skriver den 29 Febr. 1888, at hans Børn og flere Voxne i hans Hus jævnlig lider af Ildebefindende paa Grund af de fra Cellulosefabriken udgaaende ildelugtende Dampe.

E. Hilditsch anmoder i Skrivelse afødt xx.xx.1888 Sundhedskommissionen om Beskyttelse mod den «over al Maade ubehagelige og for Helbred og Sundhed faretruende Forpestning fra Fabriken;» Hermanstorff og Berg m. Fl. i samme Maaned ligesaa. I Skrivelse afødt xx.xx.1888 henvender nogle og tyve Borgere af Moss sig til Amtmanden med Klage over Lugtens Intensitet og Væmmelighed, idet anføres, at den medfører Lidelser og Farer for Helbred og Liv. I en Skrivelse af samme Maaned udtaler Læge O. P. Nyqvist, at han som Følge af Stanken fra Cellulosefabriken har observeret Hovedpine, Svindel, Kvalme, Brækning, Hjertebanken, Prækordialangst og Døsighed, fremdeles hos Enkelte kardialgiske og kolikartede Anfald med forstyret Nattesøvn samt Svalgkatarrh. Omtrent samtidig fremkom der fra Middelskolen Klage over Cellulosestanken, som anføres erfaringsmæssig at øve forstyrrende Indflydelse paa Skolens Gjerning. Paa den anden Side blev der efterhaanden foretaget forskjellige Forandringer ved Fabriken til Forhindring af Udstrømmming af ildelugtende Gasarter, ligesom det er at mærke, at Tilvirkningsmaaden paa Cellulosefabriken ikke har vist sig skadelig for de i Fabriken beskjæftigede Arbeideres Sundhed, og at Morbilitets- og Mortalitetsforholdene paa Moss efter Fabrikens Anlæg ikke har været mindre gode end tidligere. Allerede under 29 August 1888 erklærede Kemiker Schmelck

Side:325

efter anstillede Undersøgelser af Anlægget og Fabrikationen, at der var gjort omtrent Alt, hvad gjøres kunde til Undgaaelse af Lugt, men bebudede tillige yderligere Foranstaltninger i denne Retning. Under 16 Marts 1889 meddelte Schmelck, at der var bygget stor fælles Røgkanal og en Skorsten paa ca. 60 Meters Høide, og han gjentager, at der nu er gjort omtrent Alt, hvad gjøres kunde til Undgaaelse af Stanken. Det er ogsaa erkjendt, at Stanken ved de udførlige Forandringer er formindsket, og at Forholdet i det Hele er forbedret, navnlig ved Opførelse af den høie Pibe. I en efter Overrettens Reassumtionskjendelse under 13 April 1889 afgiven Erklæring udtales dette af Sundhedskommissionen; men der tilføies, at de skadelige Virkningre af Cellulosedampene, skjønt de synes at vøre bleven mindre, ikke er fjernede, og at Sundhedskommissionens Paalæg afødt xx.xx.1885, saaledes endnu ikke kan ansees at være efterkommet. Foruden fra Kemiker Schmelck er der fremkommet Erklæring fra Professor Hjortdahl indeholdende en Beskrivelse af Fabrikationsmaaden, og Professoren erklærer, i Skrivelse afødt xx.xx.1891, at han anser Sundhedskommissionens Paalæg efterkommet, forsaavidt den ene Del af den kemiske Proces, Kogningen, angaar. Angaaende den anden Del, Ludens Regeneration, udtales omtrent det samme, dog ikke saa bestemt, og Erklæringen ender med, at Tilstanden nu væsentlig er forandret til det bedre.

Det er oplyst, at Fabriken fra først af benyttede en Tilvirkningsmaade for kemisk Fremstilling af Cellulose, nemlig den saakaldte Natronmethode (Kogning med kaustisk Natron og Soda). Denne Fremstillingsmaade bevirkede ingen Lugt eller sanitære Misligheder. Men Methoden erklæres nu ubrugbar saavel i teknisk Henseende som paa Grund af dens Kostbarhed. Saa gik man over til den saakaldte Sulfatmethode, hvortil benyttes en Lud indeholdende, foruden de nævnte Stoffe, Svovelnatrium. Det er denne Methode, som nu anvendes, og hvorover der klages. Foruden disse to Methoder nævner Kemiker Schmelck i sin Erklæring afødt xx.xx.1887 en tredie, Sulfitmethoden, som han i en Skrivelse til Aktor af 11 d. M. nærmere beskriver. Denne Skrivelse konkluderer med, at Forskjellen mellem Sulfatmethoden og Sulfitmethoden er saa stor, at en Overgang fra den ene til den anden af disse vilde være forbunden med en næsten fuldstændig Omkalfatring af vedkommende Fabrik. Dem medicinske Fakultet har i Erklæring afødt xx.xx.1887, sluttet sig til Professor Lochman: Udtalelse i Sagens Anledning, hvori det bl. A. heder: «Kjernen i det hele Spørgsmaal er, om den stadige Indaanding af den ved Fabrikens Dampe forurensede Luft kan ansees skadelig for Sundheden, og jeg er for min Del intet Øieblik i Tvivl om, at dette Spørgsmaal maa besvares med et ubetinget ja; om denne Skade er direkte eller indirekte, synes mig for Tilfældet ligegyldigt. Lægerne maa protestere mod saadan almindelig Luftforgiftning som den, der finder Sted paa Moss.» Sagen er ogsaa senere foregaat det medicinske Fakultet, som efter det Oplyste om Forholdet, saaledes som det ved Erklæringens Afgivelse stillede sig, under 18 Decbr. 1891 har sluttet sig til Professor Torups Betænkning, hvori det heder: «Jeg maa herefter antage, at de af Moss Cellulosefabrik udviklede Gasarter under de nuværende Forholde ikke kan ansees skadelige for den almindelige Sundhedstilstand paa Stedet. Paa den anden Side maa det hævdes, at Tilstanden, saaledes som det fremgaar af Sundhedskommissionens Skrivelse afødt xx.xx.1891 ikke er fuldt tilfredssstillende, saalænge de ovenfor fremhævede Indflydelser kunne gjøre sig gjældende. Vil dette end vistnok under de forhaandenværende Forhold kun træffe disponerede Individer, saa har disse dog selvfølgelig ogsaa fuldt Krav paa Samfundets Beskyttelse i sanitær Henseende, og Sundhedskommissionen maa derfor fremdeles have sin Opmærksomhed henvendet paa disse Forhold. Jeg skal endelig udtrykkelig bemærke, at hvor et Irritament af den her omhandlede

Side:326

Art er tilstede i stor Mængde, vil det, selv uden i egentlig Forstand at være giftigt, kunne blive skjæbnesvangert ogsaa for fuldstændig sunde Individer.» Efter de med Cellulosefabriken til Undgaaelse af ildelugtende Dampe efterhaanden foretagne Forandringer henvendte Fabrikens Advokat sig i Skrivelse afødt xx.xx.1891 til Sundhedskommissionen med forskjellige Spørgsmaal, som denne under 21 s. M. besvarede. Svaret gaar i det Væsentlige ud paa, at Lugten fra Fabriken nu sammenlignet med tidligere Tider er betydelig aftaget, og at de tidligere Klager over Lugten for en stor Del ere bortfaldne, men at man dog endnu hører Enkelte udtale, at de følger sig generede. Fremdeles udtales: «Da den ubehagelige Lugt fra Fabriken, som ovenfor nævnt, er i betydelig Grad aftaget, idet den nu, naar den mærkes, aldrig er af den Varighed som tidligere, formener Sundhedskommissionen efter derom ogsa at have indhentet Erklæringer fra de af Byens Læger, der ikke ere Medlemmer af Kommissionen, at kunne udtale, at de paaklagede i sanitær Henseende skadelige Virkninger af de fra Moss Cellulosefabrik udstrømmende Dampe, om disse sidste endnu af og til kunne være generende, i det Væsentlige maa ansees for at være fjernede. Hvis Lugteforholdene, dengang da Sundhedskommissionen fattede sine Beslutninger om Sagsanlæg mod Fabriken, havde været, som de nu ere, vilde disse Beslutninger rimeligt ikke være blevne udfærdigede.» Endelig heder det, at Sundhedskommissionen «ikke vil undlade at fremholde Ønskeligheden af at faa Lugten ganske fjernet og anser sig berettiget til, forsaavidt der i Fremtiden skulde findes Midler til enten ad kemisk eller teknisk Vei at uddvirke dette, da at forlange disse bragt i Anvendelse i Fabriken». I Maaneden 21 Marts til 20 April 1891 viste imidlertid Cellulosedampene sig paany i høi Grad generende for Byens Indvaanere. Der var da nordlige Vinde, under hvilken Vindretning Dampene altid har været til størst Uleilighed. Endelig har Sundhedskommissionen i Skrivelse til Aktor afødt xx.xx.1892 fastholdt sine Paalæg afødt xx.xx.1885 og 24 Juli 1886 under Anførsel af, at «det vistnok indrømmes, at Lugten siden den høie Pibes Opførelse er sjeldnere og begrændset til mindre Partier af Byen, men at den dog under særegne vedvarende Veirforholde kan være adskilligt generende, hvorover da ogsa fremdeles høres Klage.»

Jeg kan, efter de fremkomne og ovenfor i det Væsentlige refererede Oplysninger, ikke være i Tvivl om, at Moss Sundhedskommission ved at skride ind for saavidt muligt at beskytte Byens Borgere mod Genen og Virkningerne af den Stank, som udbredte sig fra Cellulosefabriken var i sin fulde formelle Ret, holdt sig inden sin Myndighedssfære og var kompetent. En saadan Ret er Sundhedskommissionen hjemlet og som Pligt paalagt i Lov afødt xx.xx.1860 §3 og i den citerede Bestemmelse i Sundhedsvedtægten for Moss §20. Finder den, som rammes af Sundhedskommissionens Paalæg, at Kommissionen har taget Feil med Hensyn til Paalæggets materielle Indhold eller i sit Skjøn i saa Henseende, kan Vedkommende med sin Anke ikke henvende sig til Domstolene, hvorimod Sundhedsl.s §7 anviser det Retsmiddel, som isaafald er anvendeligt. I denne Lovbestemmelse heder det: «Sundhedskommissionens lovmedholdeligt fattede Beslutninger kunne alene af vedkommende Regjeringsdepartement eller i fornødent Fald af Kongen ophæves eller forandres.» At dette i saadant Tilfælde er den ene anvendelige Paaankningsmaade, og at Domstolene ikke kan ophæve eller forandre en Beslutning af en lovlig sammensat Sundhedskommission angaaende Noget, som hører under dennes Ressort, eller med Hensyn til hvilket den har Kompetence, selv om de maatte finde Paalægget for strengt eller urimeligt, er statueret i en Flerhed af Høiesteretsdomme. Jeg skal i saa Henseende indskrænke mig til at henvise til de Domme, der ere refererede i Rt-1877-177 flg. for Rt-1886-710 flg. og for Rt-1891-34 samt til

Side:327

det Uddrag af førstnævnte Dom, som er citeret i Overretsdommen i nærværende Sag. Dette antages ikke blot at fremgaa af Sundhedsl.s §7, men tillige at være saa fastslaaet Retspraxis, at jeg ikke videre skal opholde mig ved denne Side af Sagen.

Det paastaaes imidlertid fra Forsvarets Side, at Sundhedskommissionen er gaaet udenfor den samme ved Lov og Vedtægt hjemlede Myndighed ved, som det heder i Beslutningerne afødt xx.xx.1885 og 24 Juli 1886, «at paalægge Cellulosefabrikens Bestyrelse uopholdeligt at paabegynde og inden 3 Maaneder at have iværksat saadanne Foranstaltninger ved Fabriken eller Forandringer i Fabrikationsmaaden, at Stanken undgaaes.» Herved menes Sundhedskommissionen at have overskredet sin Kompetence, idet den efter L.s §3 og Vedtægtens §20 kun har Ret til at paase, at «Nærignsveien», Fabriken ikke drives med større Fare for den almindelige Sundhedstilstand, end der nødvendig flyder af Bedriftens eget Væsen. Her paabydes det, siges der, at al Stank skal undgaaes, uden at Hensyn er taget til den restringerende Bestemmelse om, at det alene er saadanne Ulemper, som ikke er en Følge af Bedriftens eget Væsen, som kan forlanges fjernede.

Jeg skal ikke nærmere indgaa paa nogen Undersægelse af, i hvilke Henseender og i hvilket Mon en Sundhedskommission i Almindelighed er indskrænket i sine Paabud ved den heromhandlede restringerende Bestemmelse i Sundhedsl.s §3, gjentaget i Vedtægterne for Moss §20. Den Indskrænkning, som heri indeholdes, er, at Sundhedskommissionen ikke kan paabyde Fjernelse af saadanne Ulemper, som nødvendig flyder af en Næringsveis eller Bedrifts eget Væsen. Næringsveien eller Bedriften er her Fabrikation af Cellulose, som efter det Oplyste kan fremstilles uden at meedføre ond Lugt eller andre sanitære Misligheder (ved Natron- og Sulfitmethoden). Allerede af denne Grund maa Sundhedskommissionen antages at have været i sin formelle Ret og ikke at være gaaet udenfor sin Kompetence ved at udfærdige sit Paabud. Men selv om det af praktiske og økonomiske Grunde for Fabriken i Moss skulde være omtrent ugjørligt at fremstille Cellulose efter nogen anden Methode end den nu anvendte, og selv om dette maatte være afgjørende med Hensyn til Sundhedskommissionens Kompetence, finder jeg ikke denne in casu overskreden. Thi efter min Opfatning af Paalægget afødt xx.xx.1885 slutter dette sig til eller er en Fortsættelse af, hvad der i Sundhedskommissionens Møde den 19 s. M. var forhandlet. Herunder er Sundhedsvedtægternes §20, som allerede bemærket, udtrykkelig paaberaabt, og jeg anser derfor denne Bestemmelse, uagtet den ikke udtrykkelig er nævnt, dog som paaberaabt ogsaa i Paalægget afødt xx.xx.1885, saaledes at dette i ethvert Fald ikke gaar videre, end Vedtægterne overensstemmende med Sundhedsl.s §3 hjemler.

Naar der mod Paalægget er gjort gjældende, at det alene paabyder Fjernelse af de sanitære Misligheder, som ere forbundne med Fabriken, men ikke tillige angiver, hvilke Foradringer der maatte gjøres for at opnaa dette, er jeg ogsa enig med de foregaaende Retter deri, at det er Noget, som ikke eller ikke nærmest vedkommer den Myndighed, som har at paase, at Borgernes Sundhed ikke udsættes for Fare, men derimod den, som har foranlediget Sundhedsvæsenets Indskriden, og som bedst maa kunne og i Almindelighed maa være bedst tjent med selv at bestemme, hvad der hensigtsmæssigt kan foretages til Ulempernes Fjernelse. Forsaavidt tror jeg altsaa heller ikke at Paalægget med Virkning kan søges rokket ved Domstolene. Det er endelig paastaaet, at Sundhedskommissionens Paalæg, forsaavidt det har været berettiget, er efterkommet, og at Fabriken ialfald af denne Grund maa være af Retten at frifinde. Som det fremgaar af, hvad jeg oven har refereret, er der efterhaanden af Cellulosefabriken foretaget forskjellige Arbeider, som har, om ikke ganske ophævet, saa dog formindsket de skadelige eller

Side:328

ubehagelige Virkninger af de fra Fabriken udstrømmende Gasarter. Paalægget, forstaaet paa den Maade, som af mig antaget, synes saaledes for den væsentligste Del at være efterkommet. Men Bedømmelsen heraf formenes ogsaa at henhøre under Administrationen, i den i Sundhedsl.s §7 angivne Instantsfølge og som et Realitetsspørgsmaal ikke at høre under Domstolenes Ressort.

I Henhold til, hvad jag saaledes har anført, kommer jeg til samme Resultat som Overretten og antager, at dennes Dom, skjønt Overrettens Argumentation ikke i Alt falder sammen med min, dog, saavidt paaanket er, kan blive at stadfæste. Dog antages Dagmulkten, for i Tilfælde at være effektiv, at burde, som af Paatalemyndigheden og Aktor Paastaaet, betydelig forhøies. Den antages at kunne ansættes til 100 Kr. Ligesaa formenes den i Overretsdommen bestemte Frist til Paalægets Efterkommelse at burde forlænges til 6 Maaneder regnet fra Høiesterets Doms Afsigelse, navnlig af den Grund, at Fabriken bør have Til til, som bebudet, inden Mulkten begynder at løbe, at erhverve vedkommende Regjeringsdepartements eller i Tilfælde Kongens Afgjørelse med Hensyn til Realitetsspørgsmaalet overensstemmende med Sundhedsl.s 7.

Processualia giver ikke Anledning til Bemærkning af nogen Betydning.

Konklusion:

Stiftsoverrettens Dom bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande, dog saaledes at Dagmulkten bestemmes til 100 - er Hundrede - Kroner og Fristen til 6 - sex - Maaneder fra Høiesterets Doms Afsigelse. Indstevnte Moss Cellulosefabrik erstatter Statskassen det Aktor for Høiesteret Overretssagfører Thf. Heyerdahl tilkommende Salarium, hvilket bestemmes til 300 - tre Hundrede - Kroner.

Extraordn. Assessor, fhv. Statsminister Gram: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende. Jeg skal blot for mit Vedkommende dertil knytte et Par Bemærkninger. Jeg har ikke opfattet Sundhedskommissionens Beslutning afødt xx.xx.1885 derhen, at deri skulde ligge udtrykt et Paalæg om, at al med Fabrikens Drift forbunden Stank skulde fjernes. At det ikke har været Meningen, at give et saa vidtgaaende Paabud, mener jeg bl. A. fremgaar af de Udtalelser, hvormed Sundhedskommissionen er fremkommen den 21 Marts 1891 foranlediget ved en Henvendelse fra Fabrikens Advokat. Kommissionen udtaler der bl. A., at de paaklagede i sanitær Henseende skadelige Virkninger af de fra Moss Cellulosefabrik udstrømende Dampe, om disse sidste endnu af og til kunne være generende, i det Væsentlige maa ansees for at være fjernede. I Forbindelse hermed udtaler Kommissionen videre, at «hvis Lugteforholdene, dengang da Sundhedskommissionen fattede sine Beslutninger om Sagsanlæg mod Fabriken havde været, som de nu ere, vilde disse Beslutninger rimeligvis ikke være blevne udfærdigede. Heri ligger, saavidt jeg skjønner, tydeligt udtalt, at uagtet al med Lugten forbunden Gene ikke var fjernet, fandt dog Sundhedskommissionen, at dens Paalæg maatte siges at være fyldestgjørende efterkommet, naar Ulemperne i det Væsentlige vare fjernede. Det var først, da det umiddelbart efter Afgivelsen af denne Udtalelse viste sig, at Dampene vare næsten ligesaa ubehagelige og vedholdende som i tidligere Tider, at Sundhedskommissionen i sit Møde den 18 April 1891 fandt sig beføiet til at udtale, at den fremdeles maatte inhærere sit tidligere Paabud. Men ogsaa til denne Erklæring knytter Sundhedskommissionen den Bemærkning, «at Fabriken først naar yderligere Forbedringer er skeet, kan siges tilfredstillende at have efterkommet Paalæggene,» hvilket altsaa tydeligt peger hen paa, at noget Krav paa absolut Fjernelse af Dampene ikke laa i Komissionens Tanke. Denne Fortolkning af Kommissionens Beslutning afødt xx.xx.1885 støttes yderligere, saavidt jeg skjønner af selve Beslutningens Affatning.

Side:329

Sundhedskommissionen fremhæver, at hvad der giver Anledning til Kommissionens Indskriden, er «den tidligere paaklagede Stank, der i høi Grad er generende for Byen og ansees skadelig i sanitær Henseende,» og Beslutningen gaar derfor ud paa at paalægge Iværksættelse af saadanne Forføininger, at denne Stank undgaaes». Men det er jo, som af Førstvoterende bemærket, sikkert nok, at de foreliggende Omlysninger gaar ud paa, at Ulemperne ved Stanken vare betydelig større, dengang da Beslutningen fattedes, end de efter de af Fabriken trufne Forføininger nu maa antages at være. Hvorvidt Lugten kan fjernes i end høiere Grad, end allerede skeet, er et Skjønspørgsmaal, som efter min Mening, der forsaavidt falder sammmen meed Førstvoterendes, ligger under Sundhedskommissionens og de den overordnede administrative Autoriteters Kompetence. Det er, som det synes, i og for sig en vanskelig Opgave at bedømme, hvorvidt Ulemperne kan siges at være bragt ned til det Minimum, som gjørligt er. Afgjørelsen heraf beror navnlig paa et indgaaende Kjendskab til de Resourcer som Videnskaben og den tekniske Indsigt for Tiden raader over. Og jeg mener, at Lovens Øiemed og Bestemmelser vise, at et saa specielt og fagmæssigt Spørgsmaal, som dette, nemlig, hvor langt man i saa Henseende kan naa, er Noget, som det ikke tilhører Domstolene at afgjøre. Jeg skal medgive, at Spørgsmaalet om vedkommende administrative Myndigheders Kompetence paa dette Omraade ikke stiller sig ganske paa samme Maade, som hvor det, med et Steds Sundhedsforhold for Øie spørges om, hvorvidt noget maa siges at være skadeligt eller ikke skadeligt. Loven har ikke, saaledes som hvor et Spørgsmaal af sidstnævnte Art foreliggger, overladet Afgjørelsen til et frit Skjøn; den opstiller en vis positiv Begrændsning, nemlig denne, at vedkommende Næringsvei ikke maa drives med større Fare for den almindelige Sundhedstilstand, end der nødvendigt flyder af Bedriftens eget Væsen. Det er efter min Mening øiensynligt, at den her citerede Bestemmelse - jeg skal ikke indlade mig paa, hvorledes Spørgsmaalet kan stille sig i Lys af andre Lovbestemmelser - ikke hjemler Sundhedskommissionen Adgang til at kræve iverksat Forføininger, der direkte leder til Bedriftens Standsning. Det kan med Føie siges, at saafremt det godtgjøres, at denne Begrændsning er overtraadt, maa den Private, der føler sine Interesser krænkede ved Sundhedskommissionens Paalæg, kunne søge Rekurs hos Domstolene. Men det er efter min Mening ikke nødvendigt i nærværende Tilfælde at indgaa paa denne Side af Sagen. Thi det maatte da ialfald være positiv godtgjort, at de af Loven opstillede Skranker for Sundhedskommissionens Omraade ere overskredne, og saaledes stiller Forholdet sig efter min Mening, som jeg nys har bemærket og som det ogsaa fremgaar af hvad Førstvoterende har paapeget, ikke i nærværende Tilfælde. Jeg skal hertil alene føie, at der sees ogsaa at være paaberaabt Autoreteter for den fra Aktionens Side hævdede Paastand, at der selv med Bibeholdelsen af den Methode, hvorefter Fabriken nu drives, vil være Adgang til at træffe Foranstaltninger, der vilde lede til, at i det Væsentlige alle Ulemper ved Lugtforholdene hæves. I denne Retning sees saaledes navnlig Professor Lochmann at have udtalt sig i sin under 29 August 1887 afgivne Erklæring, til hvilken det medicinske Fakultet i det Væsentlige sluttede sig.

Assessor Scheel: Jeg er enig med Førstvoterende paa samme Maade som Hr. Assessor Gram, idet jeg nemlig har den samme Forstaaelse af Udtryksmaaden «Stanken undgaaes» i Beslutningen afødt xx.xx.1885 som Hr. Assessor Gram, ligesom jeg ogsaa forøvrigt i det Væsentlige tiltræder hans Bemærkninger.

Extraordn. Assessor, Advokat Birkeland: Ligesaa.

Assessor Ottesen: Jeg er kommen til samme Resultat som de foregaaende Voterende, men er med Hensyn til Begrundelsen ikke ganske enig med dem. Jeg finder nemlig, at det er en Følge af Bestemmelserne i Sundhedsl.

Side:330

af 1860, at Sunddhedskommissionerne maa forbyde ethvert Anlæg af Fabriker, hvorfor der udbreder sig sundhedsskadelig Stank, selv om det maaatte befindes, at denne ikke ved noget bekjendt Middel kan forebygges. Loven paalægger nemlig Sundhedskommissionerne som en ubetinget Pligt at have sin Opmærksomhed henvendt paa Sundhedsforholdene paa Stedet og altsaa at vaage over, at Intet forefindes eller foretages, der kan medføre Skade for eller Svækkelse af Beboernes Helbred. Denne almindelige Regel, der er Udtryk for det Øiemed, hvori man har istandbragt saadanne Komissioner, bliver i L.s §3 belyst ved forkjellige Exempler, idet der paapeges, hvilke Punkter Opmærksomheden især skal være henvendt paa. Men naar der blandt disse Exempler ogsaa forekommer, at Komissionen skal paase, at ingen Næringsvei drives med større Fare for den almindelige Sundhedstilstand, end der med Nødvendighed flyder af Bedriftens eget Væsen, kan jeg ikke finde, at et Exempel som dette kan modificere den almindelige Regel. Regelen staar der, og Undtagelserne maa naturligvis opfattes i Overensstemmelse med denne. Hvis det altsaa ved Anlæg af en Fabrik oplyses eller maaske erkjendes at selve Fabrikeieren, at vedkommende Produkter ikke kan frembringes, uden at der udvikler sig giftige Gasarter, mener jeg, at det er Sundhedskommissionens ubetingede Pligt allerede strax at forbyde et saadant Fabrikanlæg. Er det endog en Privatmands Ret at kunne værge sig mod at saadanne Fabriker lader sundhedsskadelig Stank udbrede sig over hans Eiendom og trænge ind i hans Hus, kan jeg ikke skjønne andet, end at Sundhedskommissionen først og fremst maa have Ret til at værge Byen eller Dele af denne mod Udbredelse af saadan Stank. Jeg tror ogsaa, at Loven ved sit Udtryk, «Næringsveie» nærmest har havt for Øie Næringsveie, som paa den Tid, da Loven udkom, var de almindelige, f. Ex. Garverier, Slagterier eller lignende, og at den ikke kan have tænkt paa Fabriker af saadan Art, som de senere Aar ere oprettede og som i overordentlig Grad og i stort Omfang kan udbrede skadelig Stank. Er det efter L.s §3 en speciel Pligt for Sundhedskommissionen at paase, at Lugten ikke forurenses paa Steder, hvor Folk kommer sammen (Skoler, Rets- og Auktionslokaler, Theatre, Dansehuse), vilde det være modsigende, om den ikke skulde kunne forbyde Anlæg, hvorved en hel Bys Indvaanere lider paa Helbreden. Det vilde derfor være i sig selv uantageligt, og i Strid med hele Lovens Øiemed, om §3 skulde være saaledes at forstaa, at der skulde skjelnes mellem 2 Slags Fabriker, saaledes at der skulde skrides ind mod en Fabrik, hvis skadelige Uddunstninger ved et eller andet Middel kunde afhjælpes, medens Intet skulde kunne foretages mod saadanne Fabriker, der ab initio erklæredes ikke at kunne modtage Forbedringer i saa Henseende. (En saadan Fabrik skulde altsaa kunne staa i al Fremtid og udbrede fordærvelig Stank, blot fordi den var uhelbredelig). Da jeg forresten med de foregaaende Voterende er enig i, at man under enhver Omstændighed her har for sig en Fabrik, som, om end med mindre Fordel, maatte kunne drives efter andre Methoder, skal jeg ikke udførligere begrunde min Opfattelse af Loven, som i sin Almindelighed og paa et bredere Grundlag maa lede til samme Resultat. Naar der forøvrigt under Sagen stærkt er udhævet det Urimelige og Ubillige i Sundhedskommissionens Forbud, der ikke skulde staa i Forhold til det store økonomiske Tab, som afstedkommes, skal jeg ikke tilbageholde den Bemærkning (der formentlig ogsaa vil blive tillagt Betydning i Tilfælde af at høiere administrativ Foranstaltning paakaldes), at Formodningen er for, at Sundhedskomissionen ikke har truffet en Foranstaltning som denne uden efter den nøieste Overveielse heraf. Dens Medlemmer er Borgere af Byen, og det er den fuldt bekjendt, hvilken stor økonomisk Betydning for Byen Fabriken har, ikke blot for Arbeiderne, men ogsaa for de Mange den forøgede Virksomhed, som derved medføres, ikke at tale om det betydelige Bidrag til Byens

Side:331

Skatter, som Fabriken yder. Sundhedskommissionen har imidlertid fundet, at en sund Luft som et uerstatteligt Gode er af større Betydning end den Gevinst, som kan flyde af Bedriften.

Extraordn. Assessor, fhv. Sorenskriver Alsing: Jeg er i der Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende paa samme Maade og med det Tillæg, som Hr. Assessor Gram har gjort.

Justitiarius Lambrechts: Ogsaa jeg slutter mig til Førstvoterendes Resultat, men min Opfatning med Hensyn til Begrundelsen af dette Resultat er tildels adskillig forskjellig fra den, der af de øvrige Voterende er gjort gjældende, og jeg vil derfor fremstille min Opfatning af Sagen. Hvis Sagen stillede sig saa, at der var paa det Rene, at Sulfatmethoden var den eneste ved Cellulosefabriker anvendelige, og hvis Spørgsmaalet, dette forudsat, nu var, om Sundhedskommissionen in casu havde udtalt et Skjøn om, at Moss Cellulosefabrik dreves med større Fare for den almindelige Sundhedstilstland, end der nødvendigt flyder af Bedriftens eget Væsen, da vilde jeg antage, at Sundhedskommissionen her var gaaet udenfor sin Kompetence ved at give det i Sagen omhandlede Paabud. Thi, for at gjentage det, Sundhedsl.s §3 og de paaberaabte Sundhedsvedtægters §20 hjemler ikke Kommissionen Adgang til uden videre at forbyde en Næringsvei eller Fabrikdrift, fordi den medfører sanitære Ulemper; der hjemles den kun Adgang til og paalægges den at paase, at ikke de sanitære Ulemper er større, end der uundgaaeligt flyder af Bedriftens eget Væsen. Og Kommissionen har, saavidt jeg har kunnet opfatte, ingensinde, hverken efter dens egen Mening og Indsigt eller efter hvad der, den bekjendt, antages af Videnskaben ifølge dennes nuværende Standpunkt skjønnet, at Moss Cellulosefabriks Virksomhed ved Hjælp af Sulfatmethoden drives med større sanitære Ulemper, end Bedriftens eget Væsen gjør uundgaaeligt. Kommissionen har nemlig paa intet Stadium af Sagen kunnet paavise, at den tekniske eller kemiske Videnskab til Undgaaelse af Ulemper i nævnte Retning forlangte Foranstaltninger, som Moss Cellulosefabrik har forsømt; endnu mindre har den udtalt nogetsomhelst paa egen selvstændig Mening bygget Skjøn om, hvad der til den Ende skulde foretages. Den har indskrænket sig til en bloc at forlange, at Stanken skal bortfjernes. Hvorledes dette Forlangende er at forstaa, kan der være forskjellige Meninger om, og der er ogsaa udtalt saadanne under den hidtil stedfundne Votering. Men selv i det Svar, som Sundhedskommissionen under 21 Marts 1891 har afgivet til de af Fabrikens Advokat opstillede Spørgsmaal, hvilket Svar er citeret og paaberaabt under Voteringen, indskrænker Sundhedskommissionen sig til i Forbindelse med sit Responsum at sige: «I Forbindelse med ovenstaaende Udtalelser vil Sundhedskommissionen ikke undlade at fremholdte Ønskeligheden af at faa Lugten ganske fjernet.»

Nu, Kjendsgjerningerne viser, at det er godt og vel, at Sundhedskommissionen har optraadt; der er siden dens Optræden indtraadt betydelige Forbedringer med Hensyn til det, hvorover der har været klaget, og skjønt Fabrikens Bestyrelse efter min Opfatning har vist for stor Beredvillighed til at søge de for Byens Indvaanere skadelige Ulemper bortfjernede og har vist, at den ikke skyr tilbage for Omkostninger i denne Anledning, altsaa har optraadt paa en meget uegennyttig Maade i dette betydningsfulde Anliggende, saa kan man naturligvis sige, at det er muligt, at hvis Sundhedskommissionens Optræden ikke havde været saa stærk og kraftig, saa vilde der ikke være udført saa væsentlige Forbedringer. Men det nuværende Standpunkt er dog, at Kommissionen ikke ved noget at paabyde at forsømmte Foranstaltninger, som efter dens Skjøn, eller efter Videnskabens Standpunkt antages for Tiden at kunne og burde ske. Kommissionen forbeholder sig kun i den nys citerede Skrivelse afødt xx.xx.1891, forsaavidt der i Fremtiden skulde findes Midler til enten ad kemisk eller teknisk Vei at udvirke

Side:332

dette (nemlig at faa Lugten ganske fjernet), da at forlange disse bragt til Anvendelse i Fabriken, ligesom den forbeholder sig Ret til, om det senere skulde vise sig nødvendigt, at paabyde Fabriken en yderligere Forhøielse af Piben, - Forbehold, som naturligvis er fuldkommen berettigede. Hvis saaledes det skulde vise sig, at der kan bygges en høiere Pibe end den nuværende, og at dette vilde tjene til Forbedring at Forholdene, et det tydeligt, at Sundhendskommissionen er i sin fulde Ret, naar den paabyder en saadan speciel Foranstaltning. Men dette, at paabyde Stankens Bortfjernelse, skjønt Intet efter Teknikens og Videnskabens nuværende Standpunkt er forsømt eller ikke udført, samt at paabyde - hvilket formentlig ligger i Paabudet - at Driften ikke skal kunne udøves, saalænge ikke Fabriken ved Experimenter har udfundet, hvad der behøves, - dette er efter min Mening at gaa videre end at paase, at Næringsveien eller Fabrikdriften ikke udøves med større Fare i sanitær Henseende, end der nødvendigvis flyder af Bedriftens eget Væsen. Selvfølgelig kan det tænkes - hvad særlig Femtevoterende har anført - at en Fabriksdrift medfører saa store Ulemper, at vedkommende Sundhedskomission, skjønt L.s §3 og Vedtægterne ikke slaar til, maatte optræde og paakalde Mellemkomst af Lovgivningen eller provisorisk Anordning samt midlertidig forlange Driften standset, indtil Spørgsmaalet var løst. Men herom er det ikke Tale i nærværende Tilfælde, og som sagt, det vilde ikke være med direkte Hjemmmel i Sundhedsl.s §3 eller refererende sig til Sundhedsvedtægternes §20 at man skulde sige at Moss Sundhedskommission da havde optraadt med Forbud mod Driften.

Jeg resumerer altsaa saa, at hvis der forholdt sig med Sulfatmethoden saaledes, som forudsætningsvis av mig nævnt, vilde jeg antage, at Komissionen in casu var gaaet udenfor sin Kompetence. Men saavidt jeg skjønner, forholder det sig ikke saaledes, som forudsætningsvis antydet. Den Næringsvei, som der her er Tale om, er Frembringelse at Cellulose, og denne kan, efter hvad der in confesso, frembringes ikke blot efter Sulfatmethoden, men ogsaa efter Natronmethoden og Sulfitmethoden, hvilke to sidstnævnte Methoder ikke frembringer Stank, ialfald ikke Stank af den Art, som her i Sagen er omhandlet. Sundhedskommissionens Beslutning, adresserer sig efter min Mening ikke alene til Sulfatmethoden; den indskrænker sig ikke blot til, saaledes paa det Uvisse eller en bloc at forlange denne af Fabriken benyttede Methode forbedret, men den adresserer sig efter min Opfatning, som ogsaa udtalt af en af de tidligere Voterende, til Cellulosefabrikation i Almindelighed, idet Beslutningen maa forstaaes saaledes, at Komissionen forlanger, at Fabrikationen af Cellulose skal ske uden Stank af den her i Sagen omhandlede Slags, altsaa enten, hvis Sulfatmethoden fremdeles benyttes, ved forbedrede Indretninger, eller hvis saa ikke kan ske, derved, at man gaar over til en anden Fabrikationsmaade. Der kan efter den sagkyndige Erklæring, som foreligger fra Kemiker Schmelck, kanske tvistes om, hvorvidt man kan anse Sulfitmethoden som en anden Næringsvei i Modsætning til Sulfatmethoden. Men i ethvert Fald er det dog paa det Rene, at der i teknisk Henseende Intet er til Hinder for, at man ved en efter Sulfatmethoden indrettet Fabrik gaar over til Natronmethoden, ligesom ogsaa at der ved disse to Methoder i det Væsentlige frembringes en ligeartet Vare. Kemiker Schmelck siger i sin Erklæring, at Sulfatmethoden kan ansees som en Fortsættelse eller Forbedring af Natronmethoden. Der er dette, som efter min Mening i Henseende til den foreliggende Sundhedskommissions Beslutning er det Reddende. Thi naar det er paa det Rene, at Cellulose kan frembringes paa den Maade, som her er nævnt, overfører dette efter min opfatning Spørgsmaal fra det formelle Kompetencegebet til at blive rettet paa Beslutningens reelle Berettigelse, nemlig om den er rimelig og billig eller urimelig og ubillig. Og Afgjørelsen af dette Spørgsmaal er ikke

Side:333

Høiesterets Sag, det henhører under de Sundhedskommissionen overordnede administrative Autoriteter. Det er disse, som ere berettigede og eneberettigede til at afveie de forskjellige Hensyn mod hinanden, altsaa til at afgjøre, paa den ene Side om de nationaløkonomiske Hensyn ere saa vægtige, at en Beslutning af Indhold som den her omhandlede er utilraadelig, og paa den anden Side at veie disse Hensyn mod de sanitære Ulemper, som Fabrikationen i dens nuværende Skikkelse maatte medføre. Herom tilkommer det ikke Høiesteret at afgive noget Skjøn, og jeg for min Del skal afholde mig fra at udtale nogen Formodning om, hvad der i denne henseende er det Rette. Jeg skal kun som en yderligere Suppleren af de foreliggende faktiske Oplysninger nævne, hvad jeg tror ikke blev nævnt af Førstvoterende, nemlig at den Fabrik, som der her er Tale om, skaffer direkte Udkomme og Sysselsættelse for omkring 1000 Mennesker, nemlig ikke mindre end 300 à 400 Arbeidere og mellem 600 à 700 Mennesker, hvis Forsørgelse paahviler Arbeidere og Funktionærer. Den i Fabriken nedlagte Kapital dreier sig om en halv Million Kroner, og Fabriken er senest skattelagt for et Skattebeløb af over 100,000 Kroner. Det er altsaa meget vægtige nationaløkonomiske Hensyn, som her kommer i Betragtning. Men som sagt, Afveiningen af disse i Forhold til de sanitære Ulemper, som Fabriken for Tiden medfører, og som nu langtfra er saa store, som da Sundhedskommissionen først optraadte i Sagen, vil henhøre under de Sundhedskommissionen overordnede administrative Autoriteter, til hvilken Fabriken, efterat Høiesterets Dom er afsagt, vil kunne henvende sig.

Det er nemlig tydeligt, hvad ogsaa under den i Rt-1877-177 omhandlede Sag udtrykkelig blev bemærket, at Afsigelsen af en Høiesteretsdom som her omspurgt ikke lægger nogen Hindring i Veien for, at Moss Cellulosefabrik indappellerer Spørgsmaalet, om hvorvidt den af Sundhedskommissionen fattede Beslutning skal bestaa i det Hele eller med Afændinger, for vedkommende Regjeringsdepartement eller i Tilfælde for Kongen.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overensstemmende med Førstvoterendes Konklusion.